Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Mareridtet

Noveller
Jane ville ønske, at hun vidste, hvorfor Mike havde de forfærdelige mareridt, men han ville aldrig fortælle hende noget. Så en helt almindelig fredag aften ringede politiet på døren, og det blev begyndelsen på et endnu værre mareridt.

– Se, dér er Sophie! Jane Blake prikkede til sin mand med albuen og pegede over på den anden side af indkøbscentret. Hendes svigerinde var ikke ligefrem nem at overse. Sophie var høj, lyshåret og ekstremt smuk. I sine stramme jeans og endnu strammere bluse skilte hun sig tydeligt ud fra mængden.

 

Jane skulle til at kalde på hende. – Nej, lad være! Mike tyssede på hende og greb hendes hånd for at forhindre hende i at vinke. Han puffede hende videre gennem mylderet af folk på indkøb. – Hvad er der galt? Hun strittede imod og trak sig væk fra ham. – Jeg er bare ikke lige i stemning til det i dag, svarede han. – Ikke til Sophie. – Ikke i stemning?

 

Det virkede, som om han havde distanceret sig fra sin egen familie, efter at de var blevet gift. – Hun er din søster! – Jeg har hovedpine. En slem én. Og har næsten ikke sovet. Jeg har det rigtig skidt, hvis du absolut vil vide det. Hun var omgående bekymret. – Var det mareridtet igen?

Annonce

 

Han svarede ikke, klemte bare øjnene i, som om hun havde ramt plet. – Det var jeg ikke klar over. Hvorfor sagde du ikke noget? Vi behøvede da ikke at gå ud og shoppe. – Jeg ville ikke gøre dig bekymret. – Åh, Mike! Hun gav hans hånd et klem og strøg ham blidt over kinden.

 

Hun vågnede tit, når hans drømme fik ham til at kaste sig rundt i sengen, svedende og rystende. Men åbenbart ikke sidste nat. – Måske er det på tide, at du går til lægen? – Det er ikke noget, lægen kan gøre noget ved. Det har jeg jo sagt. Det er bare mareridt. Han fremtvang et smil. – De forsvinder igen, det gør de altid. – Og de kommer altid tilbage, mindede hun ham om. – På et eller andet tidspunkt gør de det ikke, sagde han. – Kom, lad os tage hjem.

 

* * *

 

Hans mareridt var begyndt for omkring to år siden, kun nogle få måneder efter at de var blevet gift. De lå i sengen, og Mike havde vækket hende, fordi han havde vendt og drejet sig og mumlet i søvne. Hun havde ligget dér og spekuleret på, om hun skulle vække ham eller lade være, da han pludselig satte sig ret op med et halvkvalt skrig. Han var tydeligvis fuldstændig panikslagen, og det havde virket meget skræmmende.

 

Det gjorde det stadig, men nu vidste hun, hvad det var, og hun vidste, hvordan hun skulle håndtere det og berolige ham, så han kunne falde i søvn igen. Mareridtene vendte tilbage med uregelmæssige mellem-rum. Der kunne gå uger, ja selv måneder mellem, at de vendte tilbage, og når de så gjorde, kunne de hjemsøge ham hver nat i to uger eller bare en enkelt nat.

 

Det var efterhånden et par måneder siden, han havde haft det sidste. I det mindste hvad Jane kendte til. Men hun vidste ikke, hvor mange andre gange hun ligesom i nat havde sovet, når han havde sine mareridt. Det bekymrede hende, at han kunne gå gennem dem alene. Hun havde stadig ikke nogen anelse om, hvad han drømte om, hvad det var, der skræmte ham så meget, at han bogstavelig talt blev flået ud af sin søvn. Han ville aldrig fortælle hende det, så hun var holdt op med at spørge. Men hun var ikke holdt op med at bekymre sig.

 

Den nat kunne Jane ikke selv falde i søvn, men lå vågen og ventede på, at Mike skulle få sit mareridt, parat til at hjælpe ham. Men bortset fra lidt utydelig mumlen havde han en rolig nat. Hun stirrede op i loftet og ønskede, at hun vidste, hvad det var, der lå begravet inde i hans hoved.

 

* * *

 

Og mens hun lå dér, træt, men ikke for alvor søvnig, var der indbrud i hans kontor ude i den anden ende af byen. Og det var en forbrydelse, der kom til ændre deres liv for evigt. Tyvene havde smadret et vindue til gården og upåvirket af alarmen ribbet kontoret for computere, printere og andet, der var let omsætteligt.

 

Kontoret blev undersøgt for fingeraftryk i tilfælde af, at tyvene havde været dumme nok til ikke at bære handsker, og der blev taget fingeraftryk på personalet blot for at kunne udelukke den mulighed. Så to dage efter, en fredag aften, dukkede kriminalkommissær Collin op hjemme hos dem. Han havde to uniformerede betjente med sig. Han vidste Jane sit skilt.

 

– Er Deres mand hjemme, mrs. Blake? – Ja. Han er øh... Hun pegede bagud. – I øh... – Må vi komme ind? Jeg vil gerne tale med ham. – Er det om indbruddet? – Det er Deres mand, jeg gerne vil tale med, mrs. Blake. Han trådte over dørtærkslen og tvang hende til at tage et skridt bagud. Han var ikke nogen stor mand, hverken specielt høj eller bred, men meget selvsikker.

 

– Det er en hastesag, sagde han og tog yderligere nogle skridt ind. De to uniformerede fulgte efter ham. – Mike! Mike, det er politiet! Kriminalinspektør... øh, em... Hun havde allerede glemt navnet. – Collin. Mike var kommet på benene og stod med avisen i hånden. – Mr. Michael Blake? Mike rynkede panden. – Ja. – Mr. Blake, vi fik dine fingeraftryk tidligere på ugen, og jeg er her for at informere dig om, at de matcher nogle aftryk, som vi fandt hjemme hos David Peterson.

 

Al farve forsvandt fra Mikes ansigt. – P-Peterson? – David Peterson blev myrdet for to år siden, og hans morder aldrig fundet. Han blev slået ihjel med et golftrofæ. Peterson? Der var noget bekendt ved navnet. Jane lukkede øjnene for at koncentrere sig.

 

Så kom hun i tanke om det. David Peterson havde været kontorforsyningens repræsentant. Hun havde faktisk mødt ham to gange. En gang på kontoret. Og så ved et tilfælde engang i byen på en café, mens hun ventede på Mike. Siden havde hun ikke set ham. Han var simpelthen forsvundet, og de havde skiftet til en anden leverandør. Hun havde ingen som helst anelse om, at han var blevet myrdet.

 

Mike vaklede og sank ned i sin stol igen, mens han lod avisen falde på gulvet. – Mike? Jane puffede til ham og satte sig på hug ved siden af ham. – Hvad er der? – Åh gud, Jane. Undskyld, undskyld! – Mike...? – Dine fingeraftryk blev fundet på trofæet, mr. Blake, sagde kriminalkommissæren. – Nogen havde åbenbart forsøgt at tørre statuetten ren for fingeraftryk, men der sad et par stykker tilbage på foden af den. Og de tilhører dig.

 

– Ja. Mike nikkede. – Det må de gøre. Han tog en dyb indånding. – For det var mig, der slog Peterson ihjel. – Og det tilstår du? Kriminalkommissæren var synligt overrasket. – Ja, jeg tilstår, at jeg myrdede ham. Han så på Jane, som følte det, som om hun var ved at eksplodere af trykket inde i sit hoved – Undskyld, Jane. – Nej, vent. Nej, det kan ikke passe.

 

– Mr. Blake, jeg arresterer dig hermed for mordet på David Peterson. Du behøver ikke at sige noget, men... Jane hørte ikke resten. Det her skete ikke. For 30 sekunder siden var hun lykkelig gift, Mike havde siddet med sin krydsogtværs, hun havde læst i et blad, og om en halv time ville de tænde for fjernsynet. Det var en helt almindelig fredag aften. Og så ud af det blå: Mord!

 

En af betjente trak håndjern frem. – Vær venlig at rejse dig. Jane kunne næsten ikke få vejret. Det gjorde ondt i hendes lunger, og panikken gav hende kvalme. – Undskyld, gentog Mike. Så blev han ført bort.

 

* * *

 

Lørdag formiddag sad hun i et lille lokale på politistationen. Hun havde ringet til hans forældre og til sine egne. – Du kan komme til at tale med ham nu, sagde kriminalkommissær Collin og viste hende vej til et afhøringslokale og låste hende inde sammen med ham. Mike så forfærdelig ud. Bleg, hulkindet, nedbøjet. Hun havde det på samme måde selv.

 

– Mike? Hun satte sig over for ham. – Undskyld, Jane. Han rakte ud efter hendes hånd. – Jeg var nødt til at indrømme det. Og jeg har fortalt dem det hele. – Fortalt dem hvad? Hvordan kender du David Peterson? Hvorfor slog...? Hun kunne ikke få sig selv til at sige det.

 

– Jeg kender ham faktisk ikke rigtigt. Vi kom op og skændes. På en parkeringsplads. Vi sloges. Han væltede mig omkuld og løb tilbage til sin bil og kørte væk. Jeg fulgte efter ham, men han slap fra mig. Så kørte jeg bare rundt og fik pludselig øje på hans bil. Så, at han stod ud af den og gik ind i et hus. Jeg fulgte efter ham. Han blev meget overrasket over at se mig, da han åbnede døren. Jeg maste mig indenfor. Vi skændtes videre, og jeg mistede fuldstændigt besindelsen og greb det nærmeste, jeg kunne få fat på, et golftrofæ, og slog ham med det. Så løb jeg min vej. Jeg troede, at jeg havde tørret trofæet af, men åbenbart ikke grundigt nok.

 

Hans forklaring gav ingen mening. – Du kom op at slås, siger du! Du af alle! Jane rystede på hovedet. – Og hvorfor Peterson? Jeg tror ikke på det. Mike trak på skuldrene. – Det er sådan set ligegyldigt, hvad du tror på. Han stirrede på hende. – Og jeg vil gerne have, at du går nu. Er der nogen, der vil være så venlig at tage hende ud herfra? Døren ind til afhøringslokalet gik øjeblikkeligt op. – Mike, altså... – Jeg beklager, Jane. Bare være sød at gå. – Nej... – Det bliver du nødt til.

 

* * *

 

Bagefter kunne hun ikke huske, hvordan hun var kommet ud af afhøringslokalet, men på en eller anden måde var hun endt foran kriminalinspektørens skrivebord. – Jeg vil gerne tale lidt med dig, før jeg snakker med ham igen, forklarede han hende. – Jeg vil gerne vide, hvilken slags menneske din mand er. – Han er et ordentligt, roligt og fornuftigt menneske. Det er derfor, intet af det her giver nogen mening. Han kunne aldrig finde på at slå nogen ihjel. Det kunne han bare ikke!

 

– Jeg kan godt forstå, at det her er svært for dig, sagde Collin. Hun tørrede tårerne af sin kind og tænkte på hans mareridt. Havde de noget at gøre med dette mord? Måske var det derfor, han havde undgået sin familie. Måske havde hans skyldfølelse skabt en barriere, og han havde lukket dem ude. Men nej, hun kunne – og ville – ikke få sig selv til at tro det.

 

– Jeg ved ikke, hvorfor han siger det, sagde hun, – men det kan ikke passe. – Der er noget underligt ved din mands historie. – Hvordan underligt? – Han siger det samme hver gang. To år efter har han selvfølgelig haft tid til at øve sig på det, men normalt husker folk nogle ekstra detaljer og fortæller det på forskellige måder. – Så...? – Og vi har tjekket historien. Han nævner en parkeringsplads, hvor det startede. Hun nikkede for at vise, at hun var med.

 

– Den var lukket den dag, sagde Collin. – Hele området var afspærret på grund af en bombetrussel. Han ville ikke have kunnet komme i nærheden af den parkeringsplads den dag, mordet fandt sted. Så han fortæller åbenbart ikke sandheden. Jane rynkede panden. – Men hvorfor... hvorfor lyve? – Det er det, vi gerne vil vide. Vi ved, at det var ham, der gjorde det, for hans fingeraftryk er på mordvåbenet. Og han tilstår det også. Så hvorfor opfinder han denne falske historie?

 

Jane anede ikke hvorfor. – Vi vil konfrontere ham med bombetruslen og se, hvad han siger. – Var der ikke nogen vidner? Kriminalkommissæren åbnede en af mapperne på sit skrivebord. – Kender du Millard Avenue? – Nej. – Det er dér, Peterson boede. Sammen med sin kone. – Var han gift? Det havde hun slet ikke tænkt på. Stakkels kvinde. Jane kunne sagtens forestille sig, hvordan hun havde det.

 

– Ja, det var han. Men de havde ingen børn. Først mistænkte vi hans kone. Det var hende, der anmeldte mordet, men hun havde et vandtæt alibi. Han studerede papirerne og så op. – Du spurgte om vidner. Millard Avenue har lange indkørsler, masser af høje hække og træer. Naboerne kan faktisk ikke se ret meget. Vi fik dog et vidneudsagn om en person i en stor hættetrøje og med solbriller, som havde skyndt sig ned ad vejen.

 

– Mike mistede sine solbriller, sagde hun og tænkte højt. – Det var et par... Ordene sad fast i halsen. Det var et par år siden. Hun havde spurgt til dem, og han havde snerret ad hende og sagt, at han måtte have tabt dem. Hun lukkede øjnene og bøjede hovedet i et forsøg på at tænke klart.

 

– Vi har også spekuleret på, om Peterson måske havde en affære, fortsatte Collin. – Og blev myrdet af den grund. Vi har fundet visse indicier på det, men ikke noget konkret. Så hvis han har haft en affære, så var han meget, meget forsigtig. Jane så op igen. – Men det udelukker så Mike. Hvis Peterson blev myrdet på grund af en affære, ville han jo ikke have nogen grund til...

 

– Måske. Måske ikke. For vidnet sagde, at hun mente, at personen med solbrillerne kunne have været en kvinde. Ud fra måden at gå på. Det er derfor, vi først havde konen i tankerne. Men så tænkte vi, at det måske var den anden kvinde i Petersons liv. Havde morderen også set hende gå derfra og var så gået ind for selv at udføre sin dåd. Eller måske gik det galt med affæren. Og måske var det den hemmelige elskerinde, der overfaldt ham.

 

Han gav det et par sekunder til at synke ind. – Sagen er, som du kan se, at den person, som vores vidne så, kunne have været hvem som helst. Det kunne have været dig. – Mig? – Måske fandt din mand ud af, at du havde en affære? – Hvad? Så gik det op for hende, hvad kriminalkommissær Collin var i gang med. Han forsøgte at finde et motiv, forsøgte at forstå, nøjagtigt hvorfor ofret var blevet myrdet, såvel som hvem der myrdede ham. Og han havde to mistænkte, ikke bare én.

 

– Jeg kendte knap nok manden, og jeg havde bestemt ikke en affære med ham. – Er det virkelig sandt? For din mands historier er så fuld af huller, at vi spekulerer på, om han overhovedet har begået mordet. Vi spekulerer på, om han dækker over en anden. – Dækker? I tror, at jeg gjorde det? – Gjorde du? – Nej!

 

– Men din mand må have en grund til at tilstå mordet. Du indrømmer, at du kendte den dræbte... – Dårligt nok... ... og din mand har været på gerningsstedet. Så et eller andet sted ligget svaret begravet. Jane kunne knap nok tænke. Tankerne hvirvlede rundt i hovedet på hende. Mike havde da bestemt ikke troet, at hun havde en affære med Peterson. Hvad var beviset? Og bortset fra det måtte hun ikke glemme, at Mike ikke var en morder.

 

Så kom det til hende, som et glimt af erindring. Cafeen! Hun sidder og venter på Mike, da David Peterson dukker op, siger goddag og stopper op for en lille sludder, tydeligvis i håb om at få en kontrakt på trods af deres tidligere møde. Så ankommer Mike. Sammen med sin søster, Sophie.

 

– Kontorartikler? havde Sophie sagt, da Jane havde præsenteret dem for hinanden. – Vi er på udkig efter en ny leverandør. Og så havde Peterson givet hende sit kort. Sophie med sine kurver, ben og udseende. Peterson må have været tiltrukket af hende. Hvilken mand blev ikke det? Hun fordrejede hovedet på mænd overalt, hvor hun færdedes. Men det forklarede stadig ikke, hvorfor Mike var... Så slog det hende. – Jeg må tale med min mand, sagde hun hurtigt. – Nu. Jeg kan få ham til at fortælle sandhede

 

* * *

 

Og det gjorde han. Det tog sin tid, men da han blev klar over, at politiet ville være nødt til at efterforske sagen, at de ville finde flere beviser nu, hvor de vidste, hvor de skulle lede, kunne han ikke længere spille komedie.

 

– Sophie ringede til mig, indrømmede han og rystede på hovedet. – Sagde, at hun havde gjort noget forfærdeligt. Jeg anede ikke, at hun sås med denne Peterson. Han havde sagt, at han ville gøre det forbi med hende, fordi hun var begyndt at tage det for alvorligt. For hende var det alvor. Åbenbart havde han grinet ad hende, og så var hun gået løs på ham. Jeg tog derhen for at hjælpe hende. Fandt en trøje, hun kunne tage på, og gav hende mine solbriller. Sagde, at hun skulle se at komme væk, og at jeg nok skulle ordne det hele. Så forsøgte jeg at slette alle spor efter hende. Jeg troede, at jeg havde tørret trofæet ordentligt af, og ikke forestillet mig, at jeg blot havde skiftet hendes fingeraftryk ud med mine egne.

 

– Åh, Mike! Jane slog armene om sin mand. – Hun er min lillesøster. Jeg gjorde det bare for at beskytte hende. – Og tilstod også mordet for at beskytte hende, tilføjede kommissær Collin. Mike nikkede trist. Det forklarede hans mareridt. Og hans modvilje mod at se sin familie. Hvordan skulle han også kunne det, når han vidste, hvad Sophie havde gjort?

 

– Måske stopper dine mareridt nu, sagde Jane. – Det håber jeg, sagde han. – De har slidt mig op. Jane vidste, at de måske aldrig ville holde op, at der stadig var lang vej endnu, men nu kunne de i det mindste se fremtiden i møde sammen.

 

LÆS OGSÅ: Møllerkrimi: Uopklaret

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: En rigtig charmetrold

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Hjerter i brand

Tekst: Steve Beresford
Illustreret af: Melvyn Warren-Smith
Publiceret: 30-05-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri