Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Møller-krimi: Medaljer til alle

Noveller
En stor sort limousine var blevet stjålet ude på Fjordgården. Passageren var en verdensberømt dansk entertainer, og selv om nogle af hans værdifulde rekvisitter var forsvundet sammen med bilen, havde tyveriet ikke berøvet ham hans humoristiske sans, måtte Møller indrømme. Men selvfølgelig skulle sagen opklares, og det viste sig, at der fulgte en særlig belønning med.

Møller var på cykel i dag, og det sidste stræk ind mod bymidten klarede han i rask tempo. Præcis klokken 08.29 stillede han tohjuleren i politistationens gård.

 

Vera havde taget bilen. Som en af de senest ansatte lærere på Østerdalsskolen havde hun et besværligt ugeskema, og så var det fint, at hun kunne bruge sine mellemtimer på at køre rundt i by og omegn og se på huse, for det var de begge to meget optagede af for tiden.

 

Møller standsede i døren til Nicolaisens kontor. Vicekommissæren, den daglige leder af kriminalpolitiet, havde haft vagt i nat, tilsyneladende uden at blive hårdt bebyrdet. Han smilede usædvanlig bredt og nikkede til Møller, mens han talte i telefon.

 

– Jamen, så er det jo sådan, mester, sagde han, – og så kan man ikke forlange mere. Jeg kigger over. Javel, mester. Tak, mester. – Det var mester, sagde han, da han havde lagt røret. – Det siger du ikke? Hvordan kunne han få dig til at se så glad ud? – Min afskedsansøgning er bevilget, og jeg kan starte med at holde den ferie, jeg har søgt om, fra 1. juli. Der var knas med nogle overarbejdssedler fra forrige år, men det har mester ordnet. Han er sgu en flink mand... i hvert fald somme tider.

Annonce

 

– Til lykke, sagde Møller. – Og hvad så med os andre? Hvem skal holde skansen fra 1. juli? – Spørg mester, svarede Nicolaisen og tændte en cerut. – Det har han nok et svar på. Jeg nøjes med at sige tak til mine forældre, som gjorde det muligt for mig at være her, og til mine børn, som gjorde det nødvendigt.

 

Møller satte sig på den anden side af skrivebordet og fiskede piben frem. – Hvor er det nu, jeg har hørt den vending før? – Sikkert hos Victor Borge. Konen og jeg skal til hans show i Aalborg i aften. – Heldige jer, sagde Møller. Og dejligt at se dig i humør, tænkte han. Nicolaisen havde haft en dårlig periode hen over vinteren, men i dag virkede han mange år yngre.

 

* * *

 

Lidt før frokosttid var Vera i telefonen. – Må jeg komme og hente dig? sagde hun. – Du skal se det rækkehus på Blommevej, og det skal være i dag! Mægleren siger, at der er to fremvisninger i morgen, så lige pludselig kan det være smuttet. – Sådan siger mæglere altid. – Jamen, du skal se det, Verner. Der er pejs i stuen og tre værelser ovenpå, badeværelse med helt nye, grønne fliser... – Kom og hent mig, sagde han. – Lad os få det overstået.

 

Blommevej lå i byens østligste udkant, ikke langt fra Veras skole. Da de skulle krydse hovedvejen, holdt de for rødt, og Vera pegede. – Se dér! sagde hun. – Det ligner en bil fra en amerikansk film! En blanksort limousine, velsagtens dobbelt så lang som deres Cortina, drejede til venstre ud ad Fjordvejen.

 

En chauffør i lysegråt sad bag rattet, ruderne bagude var tonede, så passagererne ikke kunne ses. Møller bemærkede, at den havde danske nummerplader. – Hvis det var et statsbesøg eller sådan noget, ville jeg vide det, sagde han. – Det er nok bare nogen, der skal holde bryllup eller fødselsdag med lidt ekstra pynt på lagkagen.

 

– Hvis man skulle køre til bryllup i sådan én, skulle den være hvid, sagde Vera. – Vi må se at blive gift en gang til. – Ja, tak, sagde hun, – men lad os lige få købt det hus først. Der bliver brug for al vores opsparing og mere til. Se engang... det tredje i rækken derovre, hvad siger du så? Et udsprunget kirsebærtræ pyntede i den lillebitte forhave. Der var hvide gardiner i køkkenvinduet, og taget så ikke ud til at være mere end et par år gammelt. – Lovende, sagde Møller. – Ejeren er hjemme, og hun giver kaffe. Kom!

 

* * *

 

Møller var tilbage på stationen og spiste sin madpakke med den ene hånd, mens han bladede i en stabel rapporter med den anden. Frokosten var forbi, arbejdet skulle passes. Nicolaisen havde taget resten af dagen fri, for ham var det en stor dag. Telefonen ringede, og Møller tyggede så meget af munden, som han kunne nå, mens han løftede røret.

 

– Erna Josefsen, der er sket en katastrofe! Stemmen var midaldrende og tydeligt ophidset, navnet lød bekendt. – Hvor ringer De fra? sagde Møller. – Fjordgården. Jeg har lige fået en gæst, og hans bil er blevet stjålet. Sådan i løbet af et øjeblik, mens han og chaufføren vendte ryggen til.

 

– Javel så. Møller var pludselig meget mere med. Fjordgården lå en halv snes kilometer i retning ud mod Kattegat, et nydeligt sommerhotel med stråtag og en særdeles kyndig madmor, fru Josefsen, ved gryderne. – Hvem er gæsten, og hvad er det for en bil? Kan jeg få registreringsnummeret?

 

– Det er en stor sort limousine... en Ford Lincoln, siger han... ja, det er chaufføren, som står her ved siden af. Men gæsten, altså ham, der er kommet i bilen, det er... det er en hemmelighed. Han vil bo her i fred og ro. – Politiet løber ikke med sladder. Hvem er det? – Victor Borge.

 

Møller så med bedrøvelse på sin halve leverpostejmad, dekoreret med Veras hjemmelavede agurkesalat. – Lad mig få bilnummeret, så sender vi en efterlysning ud. Og jeg kommer og snakker med gæsten og chaufføren. – Hans bagage er bag i bilen, og nu står han her. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre! – Lav en kop kaffe og noget frokost til ham, fru Josefsen, så skal politiet nok tage sig af resten.

 

* * *

 

Bortset fra Fjordgårdens blå varevogn var gårdspladsen tom, da Møller parkerede. Fru Josefsen havde fulgt hans råd og lavet frokost. Victor Borge og hans chauffør sad med et bugnende fad smørrebrød mellem sig. – Jeg kan ikke afgive forklaring med mad i munden, sagde komikeren, da Møller havde præsenteret sig.

 

Han var solbrændt og så – nej, ikke ung, men ungdommelig ud. – Men hvis De vil høre min mening om sagen, så er det et komplot, sandsynligvis iscenesat af Bob Hope, som altid har været jaloux, fordi jeg kan spille klaver, og han kun kan spille golf. Sæt Dem ned og fang en lille sildebid... ovre fra den anden side af fadet, tak. Og et salat-blad, værsgo. Man får god mad her, og man behøver ikke sidde og holde øje med sin bil. Den er væk med det samme.

 

Victor Borge smilede veloplagt, mens han langede det næste stykke mad over på sin tallerken. – Det plejer at være mine vittigheder, folk stjæler, sagde han. Møller lagde mærke til, at hans danske udtale var knivskarp og uden accent. – Jeg kan ikke lide at sidde her og spise, sagde chaufføren. – Det er min forbandede fejl, at det kunne ske. Jeg lod nøglerne sidde i bilen, og jeg var lige kommet indenfor med den første kuffert...

 

– Ja, det er den, jeg har nattøj og skjorter i, indskød Borge. – Endelig en fornyelse af mit show, ingen kjole og hvidt, og heller ingen bukser i Aalborg i aften. Ikke noget nodemateriale og ikke nogen trillefløjte. – Trillefløjte? – Tal ikke om den, jeg begynder at græde. Den har fulgt mig i fem årtier, jeg købte den for en nickel i en butik i New York, den dag jeg første gang skulle optræde i Bing Crosbys radioshow.

 

Fru Josefsen var kommet ind med et ildfast fad. – Mørbradbøf med champignons à la creme, sagde hun og landede de rygende varme lækkerier på en bordskåner. – Politimanden ligner en hungerkatastrofe, sagde Victor Borge. – Skulle jeg ikke ringe til hans chef og få udstedt en lodret ordre om, at han sætter sig ned og spiser med?

 

– Det går ikke, sagde Møller. – Vi skal have fundet den bil. Fru Josefsen, hvem har været her i formiddag? Indenfor eller udenfor? – Ikke et menneske andre end mig selv. Og så... postbudet. Og fiskemanden. – Aha, sagde Victor Borge. – Hvad var han kørende i? – Sin sædvanlige kølebil. – Og ikke andre? sagde Møller. – Er du helt sikker?

 

– Jo, en vagabond, ham de kalder Tosse-Hans. Han kommer nogle gange om året. Alle kender ham. Jeg plejer at give ham noget at spise, men jeg havde ikke tid, så han fik en 10-krone. – Hvornår var han her? – Jamen, det var, lige før hr. Borge kom. – Fang Tosse-Hans, død eller levende! lød det fra Victor Borge, mens han svingede sin kniv.

 

Møller nikkede og gik ud til bilen for at sende en udvidet efterlysning. Hvad kunne man mere gøre? Victor Borge så ikke det mindste nervøs ud, men noget rod var det jo alligevel.

 

* * *

 

Møller gik bag om det røde bræddeskur og hørte stemmer derindefra. En sort cykel med en taske og et par bylter bagpå lænede sig op ad skuret. Døren stod åben, cigaretrøg bølgede ham i møde. Byens drankere havde et tilholdssted hernede ved havnen, gemt væk bag en silo. Her sad de, når pengene ikke rakte til at gå på værtshus.

 

Der var tomme flasker på bordet, og fire par øjne blev rettet mod ham. – Møller, hvad fa'en vil du her? Han så rundt i kredsen. – Hans Nielsen, Nørresundby... det er dig, ikke sandt? – Jeg har ikke gjort noget, lød det fra en af mændene, der sad foroverbøjet, så man kunne se den skaldede plet foroven på hans isse. – Jeg sidder bare her og drikker en bajer. Er det måske ulovligt? – Overhovedet ikke. – Så ta' en selv, Møller. Sæt dig ned og stress af, mand.

 

– Kom med udenfor, Hans. Jeg har et par spørgsmål til dig, det tager sikkert kun et øjeblik. – Hvis det er den dér sag om hende damens vasketøj, der blev stjålet fra snoren, så er det altså stadig ikke mig, der gjorde det! – Det er ikke den sag, Hans. Kom så!

 

Hans rejste sig omsider og tog for en sikkerheds skyld sin ølflaske med udenfor. Han blinkede mod solskinnet, og det slog Møller, at rynkerne i det solbrændte ansigt fik ham til at ligne Victor Borge. Han var vel 10-15 år yngre, men livet havde slidt ham noget hurtigere ned.

 

– Du var ude på Fjordgården her i formiddag. – Ja, Erna gav mig en tier, og det var det. Jeg var ikke engang indenfor, så hvis der er forsvundet noget... – Der er forsvundet en bil. En Ford Lincoln, et kæmpestort, sort dollargrin, du ved, forlænget og med tonede ruder bagi.

 

– Nå, og hvad så? sagde Hans. – Derhenne holder min cykel, det er den, jeg kører rundt på. Den er godt nok sort, men... – Hans, så du den limousine? – Jeg skal ikke rodes ind i noget. – Så du den komme ud fra Fjordgården? Jeg kan tage dig med til afhøring på stationen, og det kunne også godt være, at den dér vasketøjssag blev åbnet igen... Ville det ikke være nemmere at fortælle mig, om du har set den bil? Det er bare det, jeg skal vide.

 

– Ja, den kom drønende ud derfra. Og nu spørger du, hvem der kørte den... Tosse-Hans havde et ængsteligt, vågent, ikke spor tosset udtryk i øjnene. – Kom så med det, sagde Møller.

 

– Det er ikke mig, der har sladret, husk det. Det var Nørremølle-brødrene. De kom gående langt henne ad vejen med hver sin fiskestang, og lige pludselig så kom de altså drønende i den dér Simon Spies-bil. For fa'en, Møller, jeg ved godt, man skal melde sådan noget til politiet, men de havde jo også set mig, og næste gang, jeg møder dem... Møller klappede Hans på skulderen. – Her er til en øl mere, sagde han og stak ham en mønt. – Du har lige gjort en masse mennesker en stor tjeneste.

 

* * *

 

To patruljevogne kørte i forvejen, og Nørremølle-brødrenes forfaldne husmandssted var omringet, da Møller nåede frem. En traktor, to-tre bilvrag, en campingvogn og en motorcykel var synlige omkring vinkelbygningen – alle i fremskredent forfald og uden nummerplader. Hvis man savnede et rustent komfur eller køleskab eller nogle hullede madrasser, kunne man også gøre et fund her.

 

Møller gik over mod laden. Porten havde været åbnet for ganske nylig, men var nu lukket og forsynet med en hængelås. Han ruskede i den. – Hvad fanden laver du? lød det i samme øjeblik fra et vindue til stuehuset. – Goddag, Anders, sagde Møller. – Vil du eller din bror komme herud med nøglen? – Har du en ransagningskendelse? – Nej, og jeg har heller ikke tid til at diskutere med dig. Du lukker op, eller jeg henter et koben og gør det selv.

 

– Du kommer i Ekstra Bladet! – Ja, sagde Møller, – det er der en vis sandsynlighed for. Anders og hans bror Bent, kendt som Lille-Bent, havde for år tilbage været anførere af den frygtede Nørremølle bande, som havde vold, drab og utallige mindre forbrydelser på samvittigheden. De havde udstået deres seneste straffe, vidste Møller, og politiet havde ikke set eller hørt meget til dem siden.

 

– Okay, sagde han, – så gør vi det. En af de uniformerede kolleger var fremme med brækjernet. Porten åbnede sig med en klagende lyd. – Hold da fast...! sagde kollegaen ved synet af den kolossale bil, som lige kunne være i laden. Bagklappen stod åben. – Vi må ind i huset og redde byttet, sagde Møller. – Hold skarpt udkig efter en trillefløjte. – En trillefløjte? – Du får forklaringen senere. Han gik ud i lyset og hen mod køkkendøren: – Vi kommer ind nu, Anders og Bent. Forhold jer rolige, slaget er tabt!

 

* * *

 

– Nå, må jeg så høre, var det morsomt? sagde Møller. – Fantastisk, svarede Nicolaisen. – Jeg havde ondt i maven af grin bagefter. Vi spiste natmad, da vi kom hjem, og så sad vi og grinede videre sammen. – Brugte han sin trillefløjte? – Ja, flere gange. Han kunne godt have sendt dig en fribillet eller et par stykker.

 

– Det har der nok ikke været tid til at tænke på. Men han så glad ud, da han fik sin gamle fløjte, og han trykkede min hånd mellem begge sine. Det var en oplevelse. Nicolaisens telefon ringede. – Ja, han er her. Ja, det siger jeg til ham... Røret blev lagt. – Det var mester. Han vil se dig på sit kontor.

 

Politimesteren sad bag skrivebordet med hovedet på skrå. – Victor Borge har indstillet dig til en medalje, sagde han. – Aha. – Det ønske kunne jeg jo ikke efterkomme sådan lige på stedet, så han sagde, at han ville give medaljer til alle på stationen. Medaljer fra Schweitzerkontoriet. Vi får dem til eftermiddagskaffen. Godt arbejde, Møller. – Tak.

 

– Og en anden ting: Du ved, at Nicolaisen holder op 1. juli. Jeg vil bede dig om at søge hans stilling, og jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at det bliver dig, der får den. – Jamen... – Du sagde nej til Rejseholdet, og det var jeg glad for. Nu kommer belønningen.

 

– Så var det jo mig, der skulle give medaljer i dag. – Det kan du gøre, når udnævnelsen bliver bekræftet. – Javel, og tak for det, mester. Møller sprang op ad trappen og lukkede døren til sit kontor bag sig, inden han ringede op. Han var heldig: Vera havde en mellemtime og sad på lærerværelset.

 

– Det dér rækkehus på Blommevej, sagde han, – er du stadig varm på det? – Ja. – Så ring til mægleren. Lad os et aftale et møde endnu i dag. – Mener du det, Verner? – En pejs og et lysegrønt badeværelse... jo, min skat, det passer sig for en vicekriminalkommissær. – Hvad siger du? – Ingenting. Det var en fortalelse. Skynd dig at ringe til den mægler!

Tekst: Michael Toubro
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 11-10-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge