Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Mord uden offer

Noveller
En ubehagelig tanke var begyndt at plage Anders: Hvorfor havde ingen endnu fundet Ottos lig? Kunne det tænkes, at Otto slet ikke var død af det slag, han havde givet ham? Kunne det tænkes, at Otto var kommet til sig selv igen og godt vidste, hvad der var sket? I så fald ville det kun være et spørgsmål om tid, før nogen ville banke på hans dør, tænkte Anders og frøs pludseligt.

Stikkende kviste svirpede Anders i ansigtet, og hans pæne sko fik en pladderrand, mens han trængte gennem krattet ned mod det gode fiskested, hvor åen slog et knæk. Han og Otto havde hevet mange fisk op af vandet her gennem de indtil videre syv år, Otto havde været hans formynder.

 

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Privatlivets fred

 

Fisketurene havde stået noget hyppigere på, indtil Anders blev atten for fem år siden. De havde selv fundet fiskestedet, og så vidt Anders vidste, var der ikke andre, der kendte til det. Det var deres hemmelige sted.

 

Nu stod han skjult bag de sidste tætte buske og kunne kigge derned, og ganske rigtigt kunne han se en høj, duknakket person iført en forvasket hat, en vest med mange lommer og slidte bukser sidde ubevægelig på en lav klapskammel, bevæbnet med en spinnestang. Ingen kunne se på manden med spinnestangen, at han var en delvis pensioneret højesteretssagfører.

Annonce

 

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Lad være med at lege med ilden

 

Anders koncentrerede sig om at virke afslappet og overskudsagtig, før han forcerede det sidste stykke ad en stenet skrænt. Først da han var næsten dernede, opdagede Otto ham. – Anders. Du har ikke fiskegrejet med? Ottos lysegrå øjne strejfede Anders' tilsølede sko og hans lyse bukser. – Nej, jeg... vil bare snakke lidt, svarede Anders og rømmede sig. Satans, det var, som om den gamle kunne se lige igennem ham.

 

– Birgitte fortalte måske, at jeg var taget ud at fiske? fortsatte Otto. Anders rystede på hovedet og så sin formynders noget yngre hustru for sig. – Jeg ringede ikke til hende. Tænkte bare, at jeg ville tage chancen og køre hertil. Jeg har parkeret oppe ved udsigtspunktet, hvor holder du? – På en skovvej, brummede Otto. Anders fugtede læberne. – Du, Otto, jeg er nødt til at få sat de månedlige udbetalinger op. Desuden har jeg brug for én stor engangsudbetaling på... på 400.000 kr.

 

Først sad Otto, som om han ikke havde hørt et ord. Men Anders vidste, at hans knivskarpe hjerne arbejdede. – Nej, det kan jeg ikke tillade, kom det endelig. – Jamen, Otto, for helvede, det er da mine penge, protesterede Anders. – Svaret er nej, gentog Otto. – Jeg er bundet af betingelserne i dine forældres testamente, nemlig at jeg forpligter mig til at sørge for, at du indtil din 25-års fødselsdag får en månedlig udbetaling fra fonden på 40.000 kroner og ikke mere.

 

Anders var blevet knastør i munden. Kun med besvær beherskede han sig. – Hør nu, Otto, prøvede han. – Jeg er 23 år, en voksen mand. Havde du ikke rådighed over dine egne penge, da du var 23? Endelig vendte Otto sit lange, smalle ansigt mod ham. – Jo, men de penge, jeg havde dengang, havde jeg selv tjent. Det gør en stor forskel. Anders bed sig hårdt i læben. Det ragede ikke det gamle fjols, at det var forældrenes konservesfabrik, formuen stammede fra. For 10.000 gang ønskede Anders, at hans forældre havde udpeget en anden formynder.

 

– Okay, så er jeg nødt til at sige det ligeud, begyndte Anders lavt. – Jeg skylder penge væk. Til nogle ubehagelige personer. Det er noget med spil. Og jo længere tid, jeg bliver nødt til at trække betalingen, jo mere kommer jeg til at skylde. Er du med? – Javel, brummede Otto uanfægtet. – Men jeg kan stadig ikke give dig flere penge.

 

Nu opgav Anders at bevare fatningen. Otto måtte bringes til at forstå, at det her var alvor. At han var bange, rigtig bange – og med god grund. – Fatter du det ikke? råbte han. – De truer mig hver dag. Hvis ikke jeg betaler mindst 300.000 inden en uge, begynder de at klippe tæerne af mig! – Javel, kom det igen fra Otto. – Men det ændrer ikke på sagen. Indtil du fylder 25, er mine hænder bundet!

 

Otto mente det. Det kriblede ubehageligt i Anders' tæer, næsten som om han allerede kunne mærke den iskolde boltsaks. Han måtte gøre noget ved den gamle, ondskabsfulde stodder, som ufortøvet dømte ham til tortur og lemlæstelse, uanset at han med et pennestrøg kunne løse alle Anders' problemer. Otto var lige så slem som de psykopater, der jagtede ham. Måske var han endda værre.

 

Det føltes som en slags selvforsvar, da Anders bøjede sig ned og tog en sten på størrelse med en knoldselleri op i hånden og svingede den mod fiskehatten. Men da Otto uden en lyd dalede om på siden, indså Anders, at andre ikke ville kalde det selvforsvar. Andre ville mene, det var mord. Uanset baggrunden. Han havde allerede kylet stenen ud i vandet, og nu skyllede ren panik igennem ham. Væk, han måtte væk.

 

Anders var allerede snublet et par skridt baglæns, da han besindede sig. Ingen vidste, at han var her. Der var sandsynligvis heller ingen, der vidste, hvor Otto befandt sig. Selvfølgelig holdt hans bil et sted på en skovvej, men han kunne sidde og fiske hvor som helst langs åen. Mon Otto havde vist Birgitte det hemmelige sted? Det kunne Anders dårligt forestille sig. Birgittes bidselsko og tynde nylonstrømper bevægede sig vist aldrig uden for asfalterede områder.

 

Anders tvang sig til at skæve hen mod Otto. Han så livløs ud, og fiskehatten var rød af blod. Men det behøvede jo ikke være mord. Otto kunne være snublet, faldet og slået hovedet mod en sten. Han var nødt til at slæbe liget lidt ud i vandet, så eventuelle gerningsstedsundersøgere ikke begyndte at lede efter præcis den sten, han havde slået hovedet på. I åens urolige vand ville blodsporene snart være vasket væk.

 

Det var en overvindelse for Anders at slæbe liget de få meter, og det kom bag på ham, at Otto var så tung. Han lukkede øjnene, mens han gjorde det, og bagefter magtede han ikke at blive så meget som et sekund længere. Han kæmpede sig op ad skråningen igen, og han sørgede for ikke at få synlige rifter, da han bevægede sig gennem krattet.

 

Så var han ude og løb det sidste stykke hen til udsigtspunktet. Han var heldig og slap hen til sin Renault uden at blive set, og det virkede heller ikke, som om andre biler havde været inde på p-pladsen.

 

* * *

 

En halv time senere parkerede han bilen lidt væk fra ejendommen og slap uantastet ind i opgangen. Oppe i lejligheden vaskede han straks mudder af skoene og tørrede dem i et håndklæde, som han straks efter smed i vaskemaskinen sammen med alt det tøj, han havde haft på i skoven.

 

Spejlet fortalte ham, at han så temmelig bleg og medtaget ud, og det gav ham en idé til, hvordan han skulle skaffe sig en slags alibi. Hvis det ellers blev nødvendigt, hvilket det forhåbentlig ikke gjorde. Han stak i et par jaskede joggingbukser og en forvasket T-shirt og svøbte sig i den gamle frottébadekåbe. Så gik han over reposen og ringede på hos genboen.

 

– Jamen, Anders, du ser da helt elendig ud, udbrød fru Schmidt, idet hun åbnede døren på klem. – Jeg føler mig også helt elendig, fik han frem i en klagende tone. – Jeg er først lige vågnet, og jeg har den ondeste hovedpine og måske også feber. Har du to Panodiler?

 

Fru Schmidt ville gerne hjælpe, og lidt efter var Anders tilbage i sin lejlighed med seks Kodimagnyler indpakket i stanniol i lommen. For god ordens skyld skyllede han to af dem ned med en slurk whisky, og så krøb han i seng igen og gav sig til at vente på nyheden om, at den velanskrevne tidligere sagfører ved højesteret, Otto Munk, var omkommet ved en tragisk fritidsulykke. Mon Birgitte ville ringe og sige det til ham? Trods alt havde han jo haft sin gang i deres hus. Eller måske måtte han nøjes med at læse en notits om det på internettets nyhedssider.

 

Anders lagde sig på ryggen, anbragte hænderne under hovedet og prøvede at slappe af. Sket var sket, han kunne ikke gøre noget ved det nu. Han ville i stedet prøve at se på det positive, der kunne komme ud af Ottos død, og der hjalp whiskyen ham lidt på vej.

 

Selvfølgelig ville der blive en vis økonomisk tørke, inden boet blev gjort op, og Ottos sidste sager som f.eks. formynderiet over Anders' arv var blevet overdraget til en anden. Men denne nye formueformynder kunne næsten kun være mere forstående end Otto.

 

Endelig var der også det plus, at Ottos død sikkert ville blive nævnt i medierne. Og det ville give Anders den respit, han havde brug for i forhold til de ubehagelige typer, han uheldigvis var kommet til at skylde penge. Han havde jo for længst forklaret dem, at han – millionarving eller ej – ikke bare kunne hæve af arven, men måtte nøjes med de månedlige slatter.

 

Selv de måtte kunne forstå, at han ikke kunne skaffe penge, så længe Ottos efterfølger ikke var fundet. Anders følte sig mere og mere ovenpå, og da en hård regn tilmed begyndte at slå mod vinduet, følte han næsten, at nogen holdt hånden over ham. Regnen ville slette alle spor.

 

* * *

 

På et eller andet tidspunkt døsede Anders hen på grund af pillerne og alkoholen, og da han vågnede, var det daggry. På indersiden af øjenlåget havde han stadig billedet af den blodige fiskehat, og han prøvede at ryste det væk. Hans næste tanke gjaldt de fyre, han skyldte penge. Måske stod det allerede på internettets nyhedssider, at højesteretssagfører Otto Munk var død.

 

Anders hev den bærbare over i sengen og loggede på nettet. Dagens store nyhed var en kapring af et dansk skib, og der stod ikke et ord om Otto, ikke engang i de små notitser. Det undrede Anders. Men måske var Ottos lig ikke blevet fundet endnu? Trods alt var det jo ikke engang et døgn siden.

 

Der var tit nogle, der luftede hunde langs åen og slap dem løs, fordi der var så øde. Han havde forestillet sig, at en af disse hunde ville tage stand ved Ottos lig og gø som besat, indtil hundeejeren kom og gjorde det chokerende fund. Men enten var det ikke sket, eller også havde nyheden stadig ikke ramt redaktionerne.

 

Anders stod op, spiste morgenmad og badede, inden han kiggede igen. Der var stadig intet. Mærkeligt. Om ikke andet burde Birgitte vel have efterlyst Otto allerede i går, da han ikke kom hjem. Men den slags efterlysninger kom måske ikke i aviserne?

 

Anders travede rastløs rundt i lejligheden og tjekkede konstant nyhedssiderne. Klokken tolv gik han ned i det lille supermarked og købte noget mad, og hans humør steg. Når han kom tilbage, var der sikkert noget. Men igen blev han skuffet. Hverken navnet Otto Munk eller ordet „højesteretssagfører" dukkede op noget sted på internettet hele dagen.

 

Om aftenen begyndte en ubehagelig tanke at plage ham: Det kunne vel ikke tænkes, at Otto slet ikke var død af slaget med stenen, men kun slået bevidstløs? Anders havde jo ikke kunnet holde ud at se på hans ansigt, da han slæbte ham ud i det rislende vand.

 

Kunne det tænkes, at Otto var kommet til sig selv igen, og at han nu flakkede rundt i forvildet tilstand, måske uden at vide, hvem han selv var, eller hvad der var sket? Eller endnu værre: Kunne det tænkes, at han godt vidste, hvad der var sket, og at det kun var et spørgsmål om tid, før kriminalbetjentene hamrede på døren og anholdt ham for drabsforsøg?

 

Tanken fik Anders til at kampsvede, og han ønskede brændende, at han havde overvundet sig selv og sikret sig, at Otto var død, inden han forlod det hemmelige sted. Helt død.

 

* * *

 

Tidligt næste morgen sad Anders ved telefonen og ventede, mens uret langsomt tikkede mod ni. Han havde haft en næsten søvnløs nat. Når han indimellem var døset lidt hen, havde han haft mareridt om en blodig og zombieagtig Otto, som ravede rundt ved åen og svor hævn over ham.

 

Endelig blev klokken 09.02, og han trykkede Ottos hjemmenummer. Hjertet dunkede i brystet, mens Anders ventede. Egentlig var det lidt smart at ringe og spørge efter Otto, som om han bestemt forventede, at Birgitte vidste, hvor han var. – Det er Birgitte. Stemmen lød ikke oprevet, og det var lige ved at slå Anders lidt ud af stilen.

 

– Hej... det er Anders, sagde han og kæmpede for at lyde helt almindelig. – Hej Anders, hvor er det længe siden! – Ja, det er så, indrømmede han. – Jeg ville tale med Otto. Er han hjemme? Der lød et dybt suk. – Desværre ikke, og jeg ved heller ikke, hvornår han kommer hjem. – Er han ude at rejse? Igen sukkede Birgitte i røret. – Da jeg kom hjem fra frisøren i forgårs, lå der en seddel fra Otto om, at han var taget på fisketur, og alt hans fiskegrej var også væk. Siden har jeg ikke hørt en lyd!

 

– Jamen ... Der kan jo være sket ham noget? Anders syntes selv, hans bekymring lød ret ægte. – Præcis, svarede Birgitte. – Allerede i forgårs ringede jeg til politiet, men de var ikke særligt lydhøre. Folk skal være forsvundet mindst et døgn, før de vil gå ud med en efterlysning, og i starten er den endda kun intern. De lod skinne igennem, at hans forsvinden jo kunne være efter eget ønske, især fordi han er sund og rask.

 

– Jamen, sagde Anders igen. – Åh, nu ringer det på, kom det fra Birgitte. – Jeg må løbe. – Ring tilbage, hvis det er noget med Otto, nåede Anders at få sagt.

 

Bagefter sad han længe og stirrede frem for sig. Pokkers også alt sammen. Selvfølgelig kunne han tilbyde at hjælpe til med at søge, men det var ingen god idé, at han fandt liget. Timerne gik, og Anders hørte intet fra Birgitte. Da mørket brød frem, havde Anders en mærkelig hul følelse i maven. Uroen gnavede og stjal hans appetit og hans kræfter, og den mindste lyd fik ham til at fare sammen.

 

Til midnat kunne han ikke holde uvisheden ud længere. Med dirrende hænder klædte han sig i sort og rullede en sort hue helt ned til øjenbrynene. Stille fik han startet sin bil og trillede den samme vej, som han havde kørt den fatale dag. Nu var det bare mørkt, og kun hans billygter skar gennem mørket.

 

Han parkerede ved udsigts-punktet og tog stavlygten fra bagagerummet med. I mørket virkede krattet mere fjendtligt og uigennemtrængeligt end sidst, og flere gange gav det et sæt i Anders, når en fugl fløj op, eller en gren knækkede i nærheden. Så kunne han høre vandet i åen og standsede lidt for at ruste sig til det, der måtte komme. Hvis Otto var væk, var det ikke ret godt. Hvis han lå død, burde nogen se at få fundet ham. Hvis han var i live, måtte der gøres en ende på hans lidelser.

 

Det var denne sidste tanke, der fik Anders til at fatte om stavlygtens greb og løfte den op over hovedet, parat til slag, idet han trådte frem fra buskadset. Anders skreg højt, da nogen bag ham pludselig greb fat i stavlygten og tog den fra ham, mens hans frie hånd blev vredet om på ryggen. – Otto? kvækkede han rædselsslagen. – Otto, gentog en fremmed mandestemme. – Så du regnede altså med at finde Otto Munk her?

 

Anders havde drejet hovedet og stirrede op på et arret, udtryksløst ansigt, der kun kunne tilhøre en repræsentant for ordensmagten. Rundt om dem blev der tændt flere lygter, og Anders kunne se, at der var mindst fire–fem betjente i alt.

 

– Højesteretssagfører Otto Munk blev fundet død her på dette øde og skjulte sted i forgårs af en hundelufter, fortsatte betjenten. – Eller rettere sagt af hans hund, for manden havde aldrig før været her, og det er der vist heller ingen andre, der har. Det var fru Munk, som fortalte, at hendes afdøde mand havde et hemmeligt fiskested, som kun du og han kendte til. Det var også fru Munks idé, at vi indtil videre skulle holde Munks død hemmelig, for hun troede ikke et sekund på, at han var faldet og havde slået hovedet mod en sten. Derimod troede hun, at gerningsmanden under de rette omstændigheder kunne lokkes tilbage til gerningsstedet... og det havde hun ret i, ikke sandt Anders Josefsen?

 

 

Tekst: Dorte Roholte
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 14-02-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge