Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Morgengaven

Noveller
Min evne til bortforklaringer rakte ikke til at forklare min kone, hvorfor hendes morgengave var endt hos min elskerinde, og da hendes mand nu truede med at bringe smykket tilbage til dets rette ejer, så jeg kun en udvej, og den så ud til at blive lettere, end jeg havde troet...

– Fundet ud af det hele? snerrede jeg og klemte røret mod øret. – Hvad mener du? – Han ved det alt sammen. Vores forhold er afsløret. Jeg skar en grimasse, men i det samme hørte jeg Annika på trappen og rettede mig op. – Jaså, kontrakten er annulleret, sagde jeg i en mere formel tone. – Hvilken kontrakt? Rabler det for dig? Jeg trak været dybt, og med et gik det op for hende, at jeg ikke længere var alene. – Jeg kan aldrig nogensinde mødes med dig igen, Frederik, hviskede hun og hikstede.

 

► LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Festfotografen

 

Annika strøg mig over skulderen, da hun gik forbi. Jeg så op og mødte hendes smil. Det lidt skæve smil var typisk for hende. Annika var ikke direkte pæn, eller jo, pæn var hun, men på en særegen måde. Hun havde sådan et ansigt, der til stadighed afslørede nye lag af følelser og lidenskaber – uden at jeg nødvendigvis brød mig om nogen af dem. Jeg holdt af hende, bevares, men samtidig var der noget kedeligt over hende.

Annonce

 

I modsætning til mig var hun den type, der godt kunne lide teater, opera og moderne kunst, som kunne tilbringe en hel dag på Tate museet i London med at studere malerier, som jeg ikke kunne se, hvad der var op eller ned på. Jeg plejede at spøge med, at hun spildte sit intellekt på en mand som mig, at hun hellere skulle finde sig en mand på sit eget niveau, hvilket hun dog altid afviste med et fnis og en kærlig berøring. Selv om hun sikkert havde overvejet tanken, var det udelukket for hende.

 

► LÆS OGSÅ: Kriminovelle: En fremmed i huset

 

Hun var sart, Annika, og klamrede sig til det trygge og velkendte. I stedet blev det mig, der fandt en elskerinde. Karina arbejdede som receptionist i min svigerfars bilfirma. Selv var jeg butikschef i den samme forretning, om end det var en stilling, der aldrig havde inspireret mig til at yde mit bedste. Under alle omstændigheder ville min svigerfar aldrig have sparket mig ud og gjort noget, der kunne såre hans øjesten af en datter. Det var, som om vi begge havde indset, at ægteskabet stod og faldt med min vellønnede stilling i firmaet.

 

Karina var selv gift, og vi mødtes altid i dybeste diskretion på hotelværelser eller i deres vidunderlige sommerhus ved havet. – Er hun der stadig? Karinas stemme bragte mig tilbage fra min tankeflugt. – Nej, konstaterede jeg og så mig rundt. – Alex sprutter af raseri. Du kan være glad for, at han ikke ved, hvem du er.

 

Det slog mig, at jeg kun havde set ham en enkelt gang og da kun på god afstand. Han var kommet for at hente hende på en stor motorcykel, og hans ansigt havde været skjult bag det mørke visir. – Godt, sagde jeg og følte mig beroliget. Det kunne være gået meget værre. Så længe ingen andre vidste noget, slap jeg for problemer med både Annika og hendes far. Jeg var ikke i fare.

 

Jeg skulle til at lægge på, da Karina sagde: – Han fandt smykket? – Smykket? – Guldsmykket, du gav mig sidste år. Jeg blev nødt til at indrømme, at jeg havde fået det af min elsker. Jeg stønnede indvendigt. Det var morgengaven, jeg havde givet Annika til vores bryllup. Hun havde mistet det for et par år siden og efterhånden indset, at hun aldrig ville få det tilbage. Det var mig, der fandt det. I en gulvsprække under sengen. Min første tanke var at give det tilbage. Den anden var at give det til Karina.

 

Og sådan blev det. Annika havde jo alligevel affundet sig med, at det var gået tabt. – Det er vel bedst, hvis jeg får det tilbage, sagde jeg forsigtigt. – Alex tog det. Sagde, at han personligt ville sørge for at give det tilbage til dets retmæssige ejer. – Men han ved ikke, hvem jeg er. – Jeg fortalte, at du var gift, så i så fald tilhører smykket din kone, mente han. Men tag det roligt. Det er bare tomme trusler. Han ved ikke, hvem nogen af jer er.

 

Jeg lukkede øjnene. Min kone ville nok have tilgivet et sidespring. Med mine evner til at bortforklare og bagatellisere ville jeg have kunnet snakke mig ud af det. Men at forære selveste morgengaven til en elskerinde? Der gik grænsen nok også for hende.

 

– Kan du ikke snuppe det tilbage? hviskede jeg. – Du forstår vel, hvilken skandale det ville være, hvis Annika fandt ud af, at jeg har foræret dig morgen... et så kostbart guldsmykke. Hvor har han det? – Ved jeg ikke. Han lagde det i bukselommen. – Så gør det, når han går i seng. – Han er her ikke. – Så, når han kommer hjem, min søde. Skal du have alt ind med skeer?

 

Hun sukkede. – Alex er taget ud til sommerhuset. Han satte det til salg i går. Han ville ikke have mere med det at gøre, efter at han hørte om os. – Hvor længe bliver han der? Jeg mærkede, hvordan desperationen voksede. Karinas forsikringer om, at han aldrig ville finde ud af, hvem jeg var, hjalp ikke det mindste. Fandt han frem til os, ville det være en katastrofe. Smykket ville garanteret være dråben, der fik det til at flyde over for Annika. Stillingen, den gode løn, huset – jeg ville miste det hele.

 

– Han bliver der weekenden over. Ville male inden fremvisningen i næste uge. Men slap nu af. Chancen for, at han finder ud af, hvem du er, er lig nul. Jeg siger i hvert fald ikke noget. – Det samme sagde du om vores forhold, svarede jeg tørt og lagde på.

 

* * *

 

Ideen kom som sendt fra himlen. Så længe han ikke vidste, hvem jeg var, kunne jeg selv tage ud til sommerhuset og præsentere mig som en potentiel køber. Hvis han skulle male, ville han sikkert skifte til kedeldragt, og hvis jeg først slap indenfor, ville der sikkert byde sig en mulighed for at snuppe smykket tilbage.

 

Det var sidst på eftermiddagen, da jeg ankom til det store sommerhusområde. Til venstre kunne jeg skimte det sølvglinsende hav. Til højre lå det ene mere eksklusive sommerhus efter det andet. Selv havde Karina og hendes mand arvet deres. Jeg sagtnede farten, da jeg nærmere mig grunden.

 

Til min overraskelse var indkørslen tom, men der stod et vindue på klem, og der var stillet en spand maling lige ved siden af. Altså kunne han ikke være langt væk. Formentligt var han kørt ind til den nærmeste by for at købe, hvad han skulle bruge. Hvis han allerede havde skiftet tøj, ville hans hverdagstøj ligge tilbage derinde.

 

Det ville blive lettere, end jeg havde troet. Alt, hvad jeg behøvede at gøre, var at smutte ind og mærke efter i hans bukselommer. Nogle få minutters arbejde, og jeg ville aldrig mere behøve at være nervøs for at blive afsløret af morgengaven.

 

* * *

 

Jeg parkerede bilen på den offentlige parkeringsplads lige ved siden af. Der stod flere biler og motorcykler her, og et øjeblik frygtede jeg, at han også havde parkeret her. Men det var en tåbelig tanke, som jeg straks skubbede fra mig. Hvorfor parkere her, når man har sin egen indkørsel? Lidt efter slentrede jeg op ad indkørslen. Bankede først på, men uden at der blev svaret. Uden for det åbne vindue mærkede jeg tvivlen komme snigende, men efter et hurtigt blik rundt omkring smuttede jeg ind.

 

Det var ingen overdrivelse at sige, at jeg kendte huset som min egen bukselomme. Karina og jeg havde haft mange gode stunder herude. Efter den halvmørke entré, hvor jeg var kommet dumpende ind ad vinduet, lå der en stor stue. For mit indre blik så jeg Karina i den brune skindsofa og mærkede et stik af vemod. Ville jeg mon nogensinde finde en ny elskerinde af samme kaliber?

 

Skikkelsen, som pludselig stod foran mig, dukkede op af ingenting. Han var klædt i en blå kedeldragt, og det var ikke godt at sige, hvem af os, der blev mest forskrækket. Med hånden løftet stirrede han på mig med et udtryk, som var han parat til at slå ihjel.

 

– Und... undskyld, stammede jeg, mens jeg febrilsk forsøgte at finde på noget at sige. – Jeg burde selvfølgelig ikke bare være gået ind, men da døren stod åben, tog jeg chancen. Huset er annonceret til salg, ikke sandt? Han tog et skridt nærmere, og jeg frygtede, at mit sidste øjeblik var kommet.

 

– Nå sådan, sagde han overraskende venligt. – Så er jeg med. Kom indenfor. – Tak, mumlede jeg. Her stod han altså, Karinas forsmåede ægtemand. Ikke nok med, at jeg havde taget for mig af hans kone, jeg var også brudt ind i hans hus. Han skulle bare have vidst.

 

– Jeg er virkelig ked af det, gentog jeg og tog et skridt baglæns. – Det er nok bedre, jeg kommer tilbage til fremvisningen i løbet af ugen. – Nej, bevares. Nu er du her jo. Tag dig en runde, mens jeg sætter vand over til kaffe. Bagefter kan jeg vise dig grunden.

 

En pludselig frygt for, at han vidste, hvem jeg var, og nu planlagde en grusom hævn, slog ned i mig. Måske at tage livet af mig i den seng, der havde været min og Karinas elskovsrede eller sådan noget. – Ellers tak. Jeg smilede fåret og tog endnu et skridt bagud. – Jeg insisterer. Han lød stadig venlig, men nu med en myndig undertone.

 

Han gjorde et kast med hovedet i retning af den smalle vindeltrappe. – Soveværelserne er ovenpå. Det, der vender ud mod havet, er rigtigt flot. – Tusind tak, mumlede jeg og adlød føjeligt. Trappen endte i en smal gang med et soveværelse i hver ende. Jeg gik hen til det nærmeste og åbnede døren. Værelset var lille og ryddeligt. Der stod en smal, opredt seng i det ene hjørne, ellers var det tomt. Hverken tøj eller personlige ejendele. Han havde naturligvis selv valgt det andet soveværelse.

 

Mit hjerte slog et ekstra slag, da jeg fik øje på hans hverdagstøj i en bunke på stolen. Det var næsten for godt til at være sandt. Jakken hang pænt over stoleryggen, men bukserne lå krøllet sammen i en bylt. Jeg skyndte mig hen og tog dem op. Stak hånden i venstre bukselomme, men uden at mærke noget. I den højre mærkede jeg derimod noget metallisk. Hurtigt trak jeg min kones morgengave op og så, hvordan den funklede i halvmørket.

 

Den pludselige lykkefølelse blev hurtigt overskygget at tanken om, hvad der ville ske, når han opdagede, at den var væk. Måske var det bedst at lægge den tilbage, takke for, at jeg havde fået lov til at se huset, og håbe på, at han aldrig ville forsøge at opsøge smykkets ejer?

 

På den anden side: Hvor let kunne man ikke miste noget fra en bukselomme. Et øjebliks skødesløshed var nok. Der var ingen grund til, at han skulle mistænke mig. Hurtigt stak jeg det i lommen på min jakke og gik ud af soveværelset. – En perle af et sommerhus, ikke også? sagde han, da han fik øje på mine ben på vindeltrappen. – Ja, flot, var alt, jeg kunne få over mine læber.

 

Smykket brændte i min lomme, og jeg ønskede bare at takke farvel hurtigst muligt. – Jeg tror, det er bedst, jeg går nu. Jeg må lige tænke lidt over det, og så... – Ikke så hurtigt. Kaffen er klar. Han åbnede en skabslåge og fandt et par kopper frem. Derefter trak han en stol ud for mig. Jeg havde ikke noget valg.

 

– Prisen kan vi snakke om, sagde han og satte den rygende varme kaffe foran mig. – Det vigtigste er, at vi finder en, der er villig til at tage vare på stedet. Jeg greb begærligt om koppen og nippede til den glohede væske. Begyndte at føle mig utilpas. Det her var ved at blive for meget for mig. Først at møde min elskerindes ægtefælle og derefter at finde smykket, som let kunne have ført til en brat afslutning på mit sorgløse liv.

 

– Du ser bleg ud, sagde han lidt efter. – Er der noget galt? – Bare lidt køresyg. Snoede veje, undskyldte jeg. – Vejen er ikke særlig god, medgav han. – Men vedligeholdelsen står kommunen stadig for. Forhåbentlig går der ikke så lang tid, før de gør noget ved den.

 

– Det lyder godt. Jeg kunne selv høre, hvordan jeg snøvlede. Den sidste times belastning havde været for stor. Utilpasheden var gået over i en foruroligende svimmelhed. Jeg ledte efter noget at fæstne blikket på, gjorde mit bedste for at fokusere på klaveret inde i stuen.

 

– Vil du have et glas vand? spurgte han bekymret. Det begyndte at blive pinligt. Han ville snart blive klar over, at der var noget galt. – S...piller du? sagde jeg i et fortvivlet forsøg på at rette fokusset mod noget andet. Han trak på skuldrene. – Lille Peder Edderkop og et par andre på det niveau. – Hvad med dig?

 

– Hvad med mig? Min stemme lød, som om den kom fra bunden af en brønd. Som om jeg var forgiftet. Var det nu, han ville fortælle mig, at jeg var gennemskuet. At han vidste, hvem jeg var, og at hævnen ville blive grusom? I næste øjeblik slog det klik for mig, og jeg forsvandt ned i et bundløst mørke.

 

* * *

 

En hånd klaskede mig i ansigtet, samtidig med at nogen trak mig i armen. Lyset skar mig i øjnene. Jeg forsøgte at løfte hovedet, men det føltes som våd cement. – Taget på fersk gerning, slået ud af sin egen medicin, brummede en stemme. – Medicin? snøvlede jeg. Min mund var tør som sandpapir. Struben skreg efter vand, men jeg var ikke i stand til at bede om noget.

 

Med en kraftanstrengelse fik jeg væltet mig om på siden. Registrerede, at jeg fremdeles befandt mig i det samme sommerhus, men udenfor var det lyst nu. Altså måtte jeg have været væk i mange timer. Der var tre personer i værelset, men ingen af dem var fyren fra i går, og først nu gik det op for mig, at to af dem bar politiuniformer. Den tredje præsenterede sig som Alex, husets ejer.

 

– N...nej, det kan ikke passe, hviskede jeg. – Jeg blev inviteret indenfor af husets ejer i går, og han lignede ikke dig. De overhørte mig, og de to betjente vendte igen opmærksomheden mod den fremmede. – Jeg havde altså tænkt mig at male, sagde han. – Men det blev ikke til noget. For mange spekulationer, så jeg kørte ind til byen og fik nogle fadøl. Da jeg kom tilbage i morges, fandt jeg ham her. Men hvad mener I med et gasindbrud? I siger, I fandt en tom gasbeholder uden for ventilationskanalen?

 

– Gas har været den rene epidemi blandt indbrudstyve langs Solkysten i Spanien, forklarede den ene af betjentene. – Også turister herfra har været udsat for dem. Lystgas eller bedøvelsesgas... feriegæsterne synker ned i en dyb søvn, mens de bliver frarøvet alt af værdi. Det samme er sket med lastbilchauffører i Sverige. Mens de har ligget og sovet, er de blevet ribbet for alt. Det var bare et spørgsmål om tid, inden de også ville dukke op her.

 

– Med god afstand mellem husene og velstående ejere har det været ideelt at operere herude, indskød den anden. – Dette er det tredje gasindbrud på mindre end to måneder. Alex så mistroisk ud. – Men det må da være lettere at rydde husene, når de står ubeboede om vinteren?

 

– Kontanter, kreditkort, bilnøgler og mobiler. Der er mere at komme efter, når ejere også er her. Og så er alarmerne selvfølgelig også slået fra. – Men hvorfor falder de sjufter ikke selv i søvn af gassen? ville Alex vide. – Som oftest tager de selv en neutraliserende sprøjte, men nogle gange går det galt. Som i dette tilfælde.

 

Alle stirrede på mig. Jeg følte mig som en larve under et mikroskop. Det gik op for mig, at denne såkaldte gastyv måtte have forsøgt at få mig til at gå i en fælde, få det til at se ud, som om det var mig, der stod bag indbruddene. – Nej, nej! stønnede jeg og omsider lykkedes det mig at komme op i siddende stilling. – Jeg er ikke en indbrudstyv og har slet ikke brugt gas.

 

Betjentene ignorerede mig. – Så hvad har han stjålet? spurgte de Alex. – Et stereoanlæg og dvd'er. Desuden et kostbart maleri, ikke at forglemme. Den ene betjent nikkede i retning af mig. – Min teori er, at du tog alt det med dig, du kunne, men da du kom tilbage efter resten, virkede sprøjten med modgift ikke længere, og så faldt du i søvn. Nu mangler vi bare at finde ud af, hvor du har gemt tyvekosterne.

 

Jeg stønnede. – J..jeg er ikke indbrudstyv. På æresord. Jeg var her for at se på huset. Det er jo annonceret til salg. Politibetjenten så på Karinas mand, som bekræftede, at det var rigtigt. – Det er fuldkommen sandt. Jeg blev inviteret indenfor af fyren, jeg mødte i går. Jeg var overbevist om, at han var ejeren. Betjenten havde fået en rynke af tvivl, og jeg fornemmede, at min forklaring lød så plausibel, at de ikke var helt utilbøjelige til at lytte til min version. Hovedpinen føltes ikke længere så tung.

 

– Men hvad med smykket? Den anden betjent trak et guldsmykke op af en lille pose. – Ejeren påstår, at han havde det i sin bukselomme, men nu fandt vi det i din jakke. Hvordan forklarer du det? Den anden betjent tog det mellem tommel- og pegefingeren.

 

– Et kvindesmykke, konstaterede han. Du har måske en, der kan bekræfte, at du taler sandt. I så fald stiller det dig langt bedre. Jeg stirrede på smykket. Klarede stemmen, skulle til at insistere på, at det var mit, at det tilhørte min kone. Men så gik det op for mig, hvilken fælde jeg var fanget i. – Vand, hviskede jeg. – Kan jeg få lidt vand?

Tekst: Lars P. Mellebye
Illustreret af: Søren Håkansson
Publiceret: 06-12-2014
Pin it

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri