Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Nabokrigen

Noveller
Niels havde irriteret Gert i lang tid, og nu havde han tilmed kørt hans hegn ned. I virkeligheden hørte Niels slet ikke til herude, men han havde afslået alle Gerts tilbud om at købe ham ud. Ufatteligt, at en sød pige som Minna kunne falde for en mand som ham, men det var, da hun kom ind i billedet, at det for alvor gik helt skævt...

Dagen var smuk på en kold og klar måde, men selv det tidlige forår kunne ikke dæmpe varmen i Gerts kinder, mens han stod og betragtede det ødelagte hegn. Han sparkede til en endnu frossen jordknold og rodede i kedeldragtens mange lommer. Hvor pokker var den pibe nu henne? Da hans hånd endelig lukkede sig om det runde, glatte træ, faldt han en smule til ro.

 

Det var ikke mere end tre uger siden, Gert havde sat det nye hegn op, og han havde faktisk følt det som en lille sejr, at det blev stående. Men han havde åbenbart glædet sig for tidligt. Fandens også! Han bed sammen om piben og gik hen og rejste den ene pæl op. På begge sider af det ødelagte stykke hegn var flere pæle trukket skævt, og ståltråden hang i ujævne buer.

Annonce

 

Bredden af hjulsporene, der forsvandt ned ad vejen, talte deres tydelige sprog: Niels havde simpelthen kørt sin traktor durk igennem hegnet. Hans hegn. På hans vej. Den forbandede skidespræller! Der var en ganske udmærket vej ned til Niels' hus oppe fra hovedvejen. En vej, der førte i en stor bue uden om Gerts gård. Derfor havde han sat hegnet op. Det var ikke andet end ret og rimeligt, når Niels var så pokkers stejl.

 

Skov, marker, søer; alt sammen var Gerts, så langt øjet rakte. Undtagen området nede omkring dambruget. Gerts familie havde gennem generationer opkøbt landområderne omkring gården, men familien Sørensen havde aldrig villet sælge. Gert var kommet der som dreng.

 

Sørensens var hyggelige mennesker. Af og til havde Gert hjulpet Sørensen med hønsene, og fru Sørensen lavede altid den sødeste hybenmarmelade. Det havde aldrig været et problem at have dem boende. Ikke før de gamle døde, og deres søn Niels tog over.

 

Niels havde ingen dyr og intet landbrug, og dambruget, som havde været hans fars stolthed, stod bare og forfaldt. Der var ingen grund i hele verden til, at Niels skulle blive på den ejendom; han var tydeligvis ligeglad med det hele. Niels hørte ligesom ikke til herude.

 

Når Gert mindedes barndommen, kunne han ikke lade være med at tænke, at Niels i virkeligheden aldrig havde hørt til herude, ikke engang som dreng. Gert selv havde drevet gården videre i sin fars ånd, og det sled på hans sjæl at se Niels' mangel på stolthed.

 

Så Gert havde tilbudt ham en god pris. Men Niels ville ikke flytte. Det havde gjort stemningen imellem dem endnu mere anspændt, end den var i forvejen. Og så var det, at Niels havde fået en kæreste. Minna. Minna var så køn og forsigtig, med store mørke øjne og en lille opstoppernæse. Gert syntes, hun lignede en porcelænsdukke, og hun smilede genert til ham, når han kørte forbi huset.

 

Gert havde håbet, at hendes tilstedeværelse endelig ville få Niels til at tage sig sammen, satse på fremtiden, renovere dambruget, måske stifte familie. Men Niels behandlede Minna, som han behandlede alt andet, og Minnas øjne blev snart lige så matte som det grumsede vand i de tomme ørredbassiner. Det var, da Minna kom ind i billedet, at det hele for alvor gik i hårdknude. Gert smed de ødelagte pæle op i trillebøren og vendte næsen hjemad. Det var ved at være tid til frokost.

 

* * *

 

Traktoren asede sig gennem pløret med det tunge læs. Gert nød følelsen af dens rå kræfter, når den store metalkrop dirrede under ham. Strejf af solskin trængte igennem skidtet på sideruden og ramte hans kind. Inde mellem træerne kunne han flere steder ane krokussernes blå og gule lys. Det var lige til at blive i godt humør af, og han forsøgte at huske en melodi, noget om en Vipstjert, men han kunne ikke og gav sig i stedet til at fløjte "Susan Himmelblå".

 

Maskineriet rystede, da Gert tippede ladet og lod det store læs møg glide ned på jorden med bløde bump. Gert kunne egentlig godt lide duften, men han havde besluttet at bygge møddingen så langt væk fra stuehuset som muligt. Det var dermed også noget længere væk fra stalden, end han syntes var praktisk, men det havde da så klart sine opvejende fordele. For eksempel ville det helt sikkert reducere antallet af fluer, når varmen kom.

 

Han huskede stadig, hvordan han havde rynket på næsen, mens hans mor havde skummet et helt lag af fluer væk fra overfladen af den nyslyngede honning med en tør kommentar om, at sådan var det på landet. Bagefter fik han lov at stikke en ske i spanden og lærte hurtigt, at honningen smagte lige godt, om der så havde været fluer i den eller ej. Men i højsæsonen kunne selv Gert få nok af de emsige kræ; de kunne gøre middagsluren til den rene tortur.

 

Ladet var tomt, og Gert steg ud og kravlede op med skovl og kost for at få det sidste med. Han lagde ærgerligt mærke til de misligholdte træmøbler og den rustne grill på Niels' terrasse. Huset trængte også til maling. En gammel Ford stod og rustede i den fjerne ende af grunden. Ubegribeligt, at nogen kunne leve på den måde; midt i alt det forfald.

 

– Hvad fanden laver du? Gert havde ikke set Niels komme ud og strammede grebet om skovlen. – Jeg bygger mødding. – Her? – Ja. Det er et godt sted. Gert vendte ryggen til og gav sig til at feje i hjørnerne. Det prikkede i hans nakke. – Det er lige op ad min have, fastslog Niels med vreden dir-rende i stemmen. Gert fejede videre.

 

– Er det på grund af hegnet? – Så du indrømmer altså, at du har ødelagt mit hegn? – Du kan sgu da ikke bare lige pludselig sætte et hegn op og afskære mig vejen til min grund. – Det er min vej. – Hvordan skal jeg så komme ned til mit hus? – Du ved udmærket godt, at der er en anden vej. – Og du ved udmærket godt, at det er en kæmpe omvej. Gert trak på skuldrene. Niels knyttede næverne; hans kæbemuskler arbejdede under skægstubbene.

 

Gert hoppede ned fra ladet, stadig med skovlen i hånden. Men da han ville gå om til førerhuset, trådte Niels ind foran ham. – Du kan godt fjerne det dér igen! – Jeg bygger min mødding, hvor jeg vil. – Du gør det kun for at genere mig. – Din tilstedeværelse generer mig.

 

Et øjeblik troede Gert, at Niels ville slå; guderne skulle vide, at han ikke var bleg for at ty til vold. Men så flyttede Niels blikket til Gerts knoer, der var hvide af at knuge om skovlens skaft, og gik med et fnys. – Det her er ikke ovre, at du ved det! råbte han over skulderen, inden han drejede om hushjørnet. – Det er langtfra ovre. Bare vent og se!

 

* * *

 

 – Måske skulle jeg prøve at tale med ham? Minnas store øjne skinnede mod Gert fra den anden side af bordet. Hendes mund syntes mindre end ellers; ikke andet end en lille rosenknop under den fine næse. – Ikke på vilkår! Har du ikke fået nok? Synes du, at de blå mærker, ydmygelserne, respektløsheden tyder på, at Niels vil lytte til dig nu? Har du allerede glemt, hvordan han er? Hvordan fanden kan du overhovedet få den tanke at ville tale med ham?

 

– Nej, det ... jeg synes bare på en måde, at det er min skyld. Minna kiggede ned i bordet. Hun lignede en skræmt spurv. Gert rakte ud efter hende. – Undskyld. Undskyld, skat. Jeg bliver bare så rasende, når jeg tænker på det. Det er ikke din skyld. Alt det er overstået nu, ikke? Nu er du jo her. Det handler kun om grunden. Jeg ved bare, at han kun bliver for at genere mig. Ingen ved deres fulde fem ville sige nej til sådan et tilbud.

 

– Jeg forsøgte at få ham til at sælge. Det ved du, jeg gjorde. – Ja. Men det her er ikke din kamp, Minna. Jeg er bare ked af, at du blev en del af den. Måske havde det været bedre for dig, om du ikke havde mødt nogen af os. – Er du ked af, at du har mødt mig? – Selvfølgelig er jeg ikke det. Du er jo min lille mus nu, ikke? Endelig kiggede hun op, og rosenknoppen foldede sig ud, så han kunne se det lille mellemrum mellem fortænderne.

 

* * *

 

Gert tog telefonen, selvom han stod i stalden, og han syntes næsten, at koen kiggede bebrejdende på ham. Han vendte ryggen til båsen. – Hallo? – Jeg synes bare, du skulle vide, at vi holder øje med dig, sagde kvindestemmen i den anden ende. – For vi synes ikke om den slags svineri her i byen. Bestemt ikke!

 

– Undskyld? – Den stakkels kvinde. Det havde vi ikke troet om dig. Dine salige forældre vrider sig sikkert i deres grav. – Hvem taler jeg med? – En, som ikke kan lide en mand, der slår på sagesløse kvinder. Og hvis vi får nys om, at du har slået hende igen, melder vi dig til politiet. Eller det, der er værre!

 

– Hvad?! Jeg har ikke slået no...– Lede hustrumishandler! Forbindelsen blev afbrudt. Gert trykkede på tasterne for at finde oplysninger om opkaldet frem. Fingeren dirrede en smule. Privat nummer. Den frie hånd fiskede piben op af lommen. Han havde næsten sat lighteren til den, inden han kom i tanke om, hvor han var; Gert røg aldrig i stalden. Han skyndte sig ud og hev røgen dybt ned i lungerne, mens han regnede på stykket.

 

Der var små tandmærker i pibens mundstykke, da han nåede frem til et resultat: Niels. Niels stod bag dette. Det måtte han gøre. Det tager en hustrumishandler at finde på at sprede et rygte om hustrumishandel.

 

* * *

 

Det gjorde ondt i knoerne, men Gert fortsatte med at buldre på døren, indtil Niels lukkede op og trådte udenfor på trappestenen. – Hvad fanden har du gang i, Niels? Er du ude på at ødelægge mit liv? Denne gang er du virkelig gået over stregen, makker!

 

– Jeg aner ikke, hvad du fabler om. Niels forholdt sig rolig, men der var et glimt i hans øjne, som fik Gert til at se røde stjerner, og han bed tænderne sammen, til det jog i tindingerne. – Jeg synes bare, det er utroligt, at du af alle mennesker har den frækhed ... der er kun en af os to, der slår på kvinder, og vi ved begge, hvem det er!

 

– Skal vi nu til det igen? Jeg har aldrig rørt hende. Men jeg hører, at du ikke ligefrem selv er den blide type. Nu smilede Niels bredt. Gert mærkede alle sener stramme til som strengene på hundrede små buer; han åbnede og lukkede hænderne i et forsøg på at løsne dem op.

 

Niels så det. – Måske er det derfor, hun har noget kørende med Hans oppe fra Østergaard. – Minna? Hvor har du det fra? Hun ville aldrig ... hvorfor skulle hun ...? – Hans gård er større end din. Hun er ikke andet end en forbandet lille guldgraver. Hvorfor tror du, hun skred fra mig?

 

– Fordi du bankede hende. – Fordi jeg ikke ville sælge. Da der ikke var udsigt til penge, fandt hun nye græsgange: dine! – Jeg så de blå mærker, men dem havde hun måske selv lavet? Jeg så også, hvor ulykkelig hun var. Du kan ikke lyve dig ud af at være et røvhul! Og nu vil du hænge mig ud? Du har bare slet ingen grænser, vel? Ikke skyggen af hverken moral eller anstændighed. Fy for satan!

 

– Årh, hold kæft! Alt, hvad der rammer dig, har du nedkaldt over dig selv, Gert. Bland mig udenom. Skrid hjem til din skøge. Niels skulle til at vende sig for at gå ind, og fristelsen blev for stor for Gert; han kastede sig frem mod Niels og plantede en knytnæve i skiderikkens fjæs.

 

* * *

 

Gerts hoved værkede. Han lå stadig på sofaen. Morgensolen skar i øjnene. Han følte forsigtigt på læben; den dunkede faretruende. Så studerede han skrammerne på sine knoer. Langsom dæmrede gårsdagens begivenheder for ham, og han kæmpede sig op at sidde. En slange af baconduft snoede sig ud fra køkkenet. – Hvordan har min lille kamphane det så i dag? Minna og satte en kop dampende kaffe på bordet. – Som om han har fået tæsk.

 

– Det er jeg ked af. Han er en modbydelig mand, ham Niels. Tænk, at han har spredt sådan et forfærdeligt rygte. Jeg er så glad for, at jeg ikke giftede mig med ham. Jeg vil meget hellere giftes med dig. Hun plantede et lille kys på hans kind og tog hans hånd. Hun havde skrammer på håndryggen. – Hvad er der sket med din hånd? Jeg har vel ikke ... – Nej, nej. Det er den gamle, røde hankat. Han kan vist ikke lide mig, lo hun. – Det skal du ikke tage dig af; han kan ikke lide nogen. – Kom med ud og få lidt morgenmad.

 

* * *

 

Gert nåede kun en enkelt mundfuld æg, inden det ringede på døren. – Bliv siddende, skat. Jeg ordner det, sagde han og rejste sig. Udenfor stod to betjente. Gert fik et foruroligende sug i maven. – Det drejer sig om din nabo, Niels Henningsen. – Ja, jeg ... vi havde en lille uoverensstemmelse i går.

 

– Mmm. Han er blevet dræbt. Alt blod forlod Gerts ansigt, og han følte sig et øjeblik meget svimmel. Den ene betjent holdt en plasticpose op. Der lå en blodig hammer i den. – Kan du bekræfte, at dette er din hammer? Gert så på hammeren. Verden stod stille. Det var hans hammer. Han bedste hammer.

 

– Ja, det ... Den anden betjent viste ham et fotografi. – Vi har grund til at tro, at denne kvinde opholder sig her på din adresse? – Minna? – Hendes navn er Gertrud Siest. – Nej, det er jo ... – Hun har længe været efterlyst for flere tilfælde af ægteskabssvindel. Vi har fundet hendes fingeraftryk på offerets bæltespænde.

 

– Skat, hvem er det? Minna dukkede op bag Gert. Han vendte sig og så, hvordan hendes porcelænsansigt stivnede ved synet af de to betjente. – Gertrud Siest, klokken er 8.43, og du er anholdt for mordet på Niels Henningsen. Gert kunne ikke tage øjnene fra hendes ansigt; det var som forvandlet. Som om nogen havde gemt porcelænsdukken væk på loftet for længe, og den nu var blevet beskidt og skåret. Hendes øjne lyste koldt mod ham.

 

– Minna? – Årh, fri mig for det åndssvage navn! Gert vendte sig mod betjentene. – Men er I sikre? Hun har jo boet sammen med Niels, så fingeraftrykket kan vel... Hvordan kan I være sikre på at...

 

– Offeret nåede selv at afsløre sin morder. Hun gav ham et ordentligt gok med hammeren, men hun glemte at tjekke, om han rent faktisk var død. Han ringede til os lidt over midnat. Desværre døde han af sine kvæstelser i ambulancen. Hendes aftryk er ikke på hammeren. Det er dine til gengæld. Smart tænkt. Det kunne se ud, som om din kæreste her har prøvet at hænge dig op på mord. Der var ingen sødme tilbage i Minnas træk, da Gert så på hende.

 

* * *

 

Gert tog imod posen med brød og rakte Bertha pengene. – Endnu en gang, undskyld. Jeg burde have vidst bedre end at tro på den slags sludder. Gert trak på skuldrene og smilede. Hendes stemme lød meget mildere nu, end den havde gjort i telefonen. Mild og beklagende.

 

– Det er i orden. Niels hørte måske ikke til Vorherres bedste børn, men ... – Niels? Nej, det var da ikke Niels, der fortalte det. Jeg ville da aldrig tro på noget, den sjuft, gud bevare hans minde, sagde. Jeg hoppede jo kun på den, fordi Minna selv sagde det. Hun virkede jo så skrøbelig. Så uskyldig.

 

Bagerkonen rystede på krøllerne og sukkede, så det tunge bryst spændte forklædet ud. – Ja, sagde Gert. – Skønhed kan være en farlig ting. Niels betalte den ultimative pris. Jeg håber bare, at den gamle sjover kan sidde på sin sky og grine lidt ad, at han alligevel fik ret. I det mindste omkring Minna.

Tekst: Karen Storm
Foto: Stig Stjernvik
Publiceret: 27-09-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri