Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Nøglerne

Noveller
Det kunne næsten ikke være værre, syntes Miriam. Hun havde slået op med Bjørn, fordi hun ikke længere kunne klare hans evindelige jalousi og opfarende temperament; hun trængte i den grad til at komme væk og få lidt ro i sjælen, og så mistede hun sine nøgler til en pervers stodder, som kunne ødelægge hele ferien for hende.

Den ledige plads foran taskebutikken kom som sendt fra himlen. At hun kun havde det halve af bilens længde til rådighed, og at skiltet med Parkering forbudt ikke var til at misforstå, kunne ikke nytte. Som ved et mirakel fik hun klemt bilen ind på skrå mellem skiltet og fodgængerfeltet.

 

Miriam skyndte sig ind i forretningen og kom ud med en kuffert i hård, signalrød plast. Den første, den bedste, det spillede ingen rolle. Flyet til Kreta gik i morgen tidlig, og tiden begyndte at blive knap. Først da hun kom tilbage til bilen, opdagede hun, at nøglebundtet var væk.

 

Hun skyndte sig ind i forretningen igen, men ekspeditricen rystede beklagende på hovedet. Tilbage ved bilen tømte hun både lommer og taske, men uden resultat. Og så netop i dag, hvor hun havde så travlt. Møgnøgler! Møgbil! Møgbutik! Møg alt sammen!

Annonce

 

Altså blev hun pænt nødt til at tage bussen hjem. Knuse kælderruden, hægte haspen af og krybe ind, så hun kunne få fat i reservenøglen. Bare tanken var udmattende, men hun havde ikke noget valg. Hun skulle med flyet i morgen. Specielt efter det bratte brud med Bjørn. Hun trængte til at få det hele på afstand. Få lidt sol på kroppen. Var det virkelig for meget forlangt?

 

To timer senere var hun tilbage ved taskebutikken. Der sad en heftig bøde på frontruden, men det kunne være gået meget værre. De kunne have slæbt bilen væk.

 

* * *

 

Telefonen ringede samme aften. Den hæse stemme i røret gav hende kuldegysninger. – Jeg ved, hvor du bor, sagde han. – Hvem er du? Han lo. Så blev der stille. Det lød, som om han tændte en cigaret. Hun skulle til at lægge på, men så var han der igen. – Det er mig, der har dine nøgler. Hun stivnede.

 

– Lad mig se, sagde han og tog et dybt drag af cigaretten. – Her er din husnøgle. Så har vi garagenøglen og nøglen til bilen. Den næste ved jeg ikke, hvor hører til. Et sommerhus måske. Eller en båd, hvad ved jeg. Miriam lukkede øjnene. Til forældrenes sommerhus, kunne hun have oplyst.

 

Hun klarede stemmen og forsøgte at forholde sig rolig. – Hvad vil du mig? – Halløjsa! Her har vi nøglen til dit job også, Hotel Atlantis. Det var ikke så svært at finde ud af. Troede ikke, de var så sløsede med deres universalnøgler. I min tid som hotelansat ville man have fået en kraftig advarsel for at tage sådan noget ud af huset.

 

Det sidste var sikkert rigtigt, men hun havde haft for travlt. Havde ikke haft tid til at aflevere nøglen, før hun gik de sidste par ærinder. Der stod kun rejsen i hovedet på hende. Ligge ude og mærke solen varme den blege hud. – Er du der? lød den hæse stemme. Hun fik en knugende fornemmelse i maven. At han vidste så meget om hende, gjorde hende utryg.

 

– Hvad vil du mig? spurgte hun igen. – Levere dem tilbage selvfølgelig. Hun sukkede. – Tak. – Hvor kan vi mødes? – Du kan aflevere dem på Hotel Atlantis. I receptionen. Det er fint. – Og så? – Hvad mener du? – Alt det besvær for ingenting? Jeg kunne have taget din bil og være forduftet. Hos dit forsikringsselskab oplyste de, at den ikke er kaskoforsikret. Du ville ikke have fået en øre i erstatning.

 

– Jeg lægger en kuvert i receptionen med 500 kr. som tak for hjælpen. – Ærlig talt, har du ikke lyst til at møde mig? – Hvorfor? – Hør her, min søde skat. Må jeg kalde dig søde skat? Efter jeg var inde i dit hus i formiddags, er det næsten, som om jeg kender dig. Som om vi er venner, hvis du forstår.

 

– Jeg lægger på nu, og så ringer jeg til politiet, hviskede hun. – Bare rolig. Du tror vel ikke, jeg er sådan en psykopat, som ringer rundt og terroriserer folk? Ville bare lave lidt sjov, ikke. For Søren, hvorfor skal alting være så fordømt alvorligt i det her land. Jeg sender dem med posten, o.k.?

 

– Gør, som du vil. Han lo igen, højt og støjende. – Kære ven, sidder i en bil lige udenfor. Ser lige ind på dig netop nu. Og så skulle jeg sende dem med posten, er det ikke lidt åndssvagt? Hun vendte sig brat. Stirrede ud ad vinduet, gennem haven og ned på vejen. Men så ingen bil. Han talte ikke sandt.

 

Uden et ord lagde hun på. Hurtigt tog hun telefonen op igen, ringede både til en låsesmed og til en glarmester. Sikkert enormt dyrt uden for sædvanlig åbningstid, men hun havde ikke noget valg. Det vigtigste var, at hun kom af sted. Så måtte hun hellere synke ned i flysædet som en sæk kartofler, udmattet og træt. Der blev tid nok til at samle kræfter, når hun kom frem.

 

Låsesmeden havde ikke tid før næste morgen, men glarmesteren kunne være der i løbet af en time. Han foreslog, at han også monterede en sikkerhedslænke på døren som en midlertidig løsning. – Tusind tak, sagde hun, men nåede kun akkurat at lægge røret, før telefonen ringede igen. Ængstelig greb hun røret.

 

– Du, sagde den hæse stemme. – Jeg lyver ikke. Jeg var inde i dit hus. Hold kæft, hvor er du lækker. Håber ikke, det gør noget, at jeg tog et par fotos fra det album, jeg fandt. Tror, jeg er ved at blive forelsket. Hvad om vi slår en streg over den dårlige begyndelse, og så...

 

– Min kæreste kan være her når som helst, sagde hun med dirrende stemme. – Han bor hos mig for tiden. Du skal ikke plage mig igen. Ellers får du med ham at bestille. Hun fortrød i samme sekund. Det var løgn. Hun havde ikke længere en kæreste. Det var slut med Bjørn. For altid. Derfor var det dumt at blande ham ind i noget som helst.

 

– En kæreste? Så er det da mærkeligt, der ikke er nogen spor af ham. Ikke et fotografi, ingen tøj. Ingenting. For et par dager siden havde hun skilt sig af med alt, der tilhørte Bjørn. Blazere, slips, deodoranter og hårgelé. Bjørn som altid var så stilig og elegant – det var blevet til en hel kassefuld. Alt sammen pakket og stuvet væk. Derefter havde hun vasket og skuret og ryddet op. Ville begynde på en frisk. Det var bedst sådan.

 

Bjørn havde ellers en stor stilling i Justitsministeriet og kunne sikkert have ringet til en af sine kontakter i politiet. Få sat en stopper for den skøre kule i løbet af nul komma fem.

 

Nu var det under alle omstændigheder for sent. Der var ingen vej tilbage. Han var for optaget af stilling og status. Havde et voldsomt konkurrenceinstinkt og var en tilsvarende dårlig taber. Kærlig og varm til tider, men med et umætteligt behov for at stive sit vaklende selvværd af ved at flirte uhæmmet. En mand, som gav sig selv frie tøjler, samtidig med at han blev mistænksom, hvis hun så meget som smilede til postbuddet. Hun kunne ikke fortsætte sådan. Ikke tale om.

 

Den hæse stemme var der igen. – Hvorfor så tavs, lille due? Hun smed på og sank sammen i sofaen. I flere minutter blev hun siddende urørlig. Mærkede, hvordan pulsen steg, da det ringede på nedenunder, men faldt ned igen, da hun så, det var glarmesteren.

 

* * *

 

En time senere var et nyt kældervindue på plads, og en kraftig sikkerhedslænke monteret. Det gjorde hende lidt roligere, men ikke mindre træt. Hun overvejede endda at opgive rejsen. Men efter en kop sort kaffe fik hun fornyede kræfter.

 

Lidt over midnat var hun færdig med at pakke. Hun sikrede sig, at sikkerhedslænken sad, som den skulle, og krøb til køjs. Satte vækkeuret til halv fem og huskede så, at hun havde glemt at bestille en taxa til lufthavnen. Nå, hun kunne ringe, når hun stod op. Udenfor var det begyndt at regne, og tunge uvejrsskyer tårnede sig op. Miriam lagde hovedet på puden og sov øjeblikkeligt.

 

Men snart vågnede hun ved en fremmed lyd. Hun blev liggende og lyttede, men i det mørke rum var alt stille. Så var lyden der igen. Som om nogen baksede med låsen nedenunder. Fortumlet satte hun sig op i sengen. Vækkeuret viste lidt over et. Der var endnu tre timer, til hun skulle op.

 

Miriam rejste sig og kiggede forsigtigt ud. Så, hvordan de mørke skyer drev hen over himlen, og med et vidste hun, hvor lyden kom fra. De tunge grene på det store elletræ svirpede over murværket. Der var ingen tvivl, det var det, hun havde hørt.

 

Hun sukkede og skulle til at gå tilbage til sengen. Men i det samme fik hun øje på den mørke skikkelse i haven. Urørligt stod han midt ude på plænen med noget, som lignede et kraftigt stykke værktøj. En hækkesaks eller en stor tang. Med et hvin rykkede hun baglæns. Måtte ringe til politiet, få dem herhen straks.

 

Uden at slippe ham af syne famlede hun efter mobilen på natbordet. Mærkede den i hånden, i samme øjeblik som et kraftigt lyn flængede himlen. Det var på det tidspunkt, hun opdagede, at det var solbærbusken hun stirrede på. Et synsbedrag, ren indbildning.

 

Hun forestillede sig, hvordan politimændene ville more sig. Udrykning til en ung kvinde, som har observeret en uønsket busk i haven eller Kalder alarmcentralen – skal vi trække den op ved roden eller lade den stå? Hun var overtræt, det var det, der var forklaringen. Det eneste fornuftige at gøre var at gå i seng igen og sove, så længe hun kunne.

 

* * *

 

Snart gled hun ind i en urolig søvn. Men der gik ikke lang tid, før hun atter vågnede, omtåget og fortumlet. Var der nogen nedenunder? Havde hun hørt en lyd? Hjertet hamrede af sted, mens hun lå og lyttede. Alt var stille, men det var håbløst at sove videre. I stedet stod hun op og ringede til taxacentralen. Hun aftalte, at de hentede hende om en halv time. Det ville betyde, at hun ankom til lufthavnen mindst en time for tidligt. Det var bedre end at være her.

 

Hun skyndte sig i bad. Derefter skruede hun ned for varmen og tjekkede lysene. Så puttede hun de sidste ting i kufferten, lukkede den og skyndte sig ned ad trappen. Det syn, der mødte hende, da hun åbnede døren til entréen, fik hende til at stivne.

 

Det dybe hak i sikkerhedslænken levnede ingen tvivl. Hun havde ikke hørt forkert. Nogen havde forsøgt at bryde ind. Hun takkede højere magter for, at lænken havde modstået presset. Det var lige, så det svimlede for hende. Så snart hun kom hjem, måtte hun skifte alle nøgler og låse til bilen og forældrenes sommerhus, til garagen og huset. Så meget stod klart. Men det måtte vente. Lige nu ville hun bare ud og væk. Så langt væk som overhovedet muligt.

 

Hun ventede, til hun fik øje på taxaen nederst på vejen, før hun fjernede lænken og gik ud. I et sygt øjeblik så hun for sig, at taxachaufføren var ham den forskruede fyr fra telefonen. Så for sig, at han sad i førersædet og ventede på hende. At han ville vende sig mod hende og grine, når bilens låse smækkede i.

 

Taxaen kørte op i den korte indkørsel, og angsten var ved at lamme hende fuldsændig. Men i samme øjeblik hun fik øje på chaufføren, måtte hun smile. En spinkel mand på omkring 60, som med et venligt smil kom ud af bilen. På gebrokkent norsk tilbød han at tage bagagen. Derefter åbnede han døren og spurgte, hvilket flyselskab hun skulle flyve med.

 

– Sun Air, sukkede hun og lænede sig tilbage i sædet. Lod blikket hvile på gader og huse, som flimrede forbi udenfor. Kunne omsider puste ud. Hun var tryg nu. Klar til at glemme alt det, hun havde oplevet på det seneste, og nyde to problemfri uger med sol og varme.

 

Alligevel følte hun sig ikke helt afslappet. Hvad ville der ske, når hun kom tilbage? Ville psykopaten stadig være besat af hende? Måtte hun have politibeskyttelse? Og hvad med Bjørn? Ville han forstå, at hun mente det alvorligt? At det var slut for altid? Eller hvad hvis han tog næste fly og opsøgte hende på hotellet? Først tryglende, så rasende, truende, Bjørn kunne sagtens finde på sådan noget.

 

* * *

 

Fire timer efter landede flyet på Kreta. Efter yderligere en time pakkede hun ud på hotellet. Fandt en let sommerkjole frem og gik ned til restauranten på forsiden af hotellet. Bestilte en drink, mens hun ventede på maden, og lod blikket hvile på det glitrende hav i det fjerne.

 

Hun prøvede at lade være, men tænkte alligevel på Bjørn. Hvorfor skulle han partout konkurrere om alt muligt? Al den strid og rivaliseren. Hans dobbeltspil. Udadtil smilende og selvsikker, indvendigt som et rasende barn i oprør. Den ustandselige strøm af spørgsmål om, hvem hun havde truffet og hvorfor. Om hun havde et forhold kørende eller svigtede ham på anden vis?

 

Han, der flirtede som besat til højre og venstre. Hun orkede ikke hans jalousi mere. Det ville aldrig komme til at fungere. Selv om han aldrig havde lagt hånd på hende, var hun rædselsslagen ved tanken om, at han en dag ville lade sit temperament gå ud over en af hendes venner.

 

Hun tog en slurk af den kølige drink og tænkte på brevet, hun havde sendt ham. Han var på vej hjem fra en længere rejse i forbindelse med jobbet og ville være tilbage på kontoret i løbet af dagen. Brevet ville vente på ham på det blankpolerede skrivebord.

 

Havde hun forklaret sig på en måde, som ville få ham til at forstå? Ville han indse, at et brev var den eneste måde, hun kunne slå op på? At det var bedst, hun rejste væk et par uger, sådan at de begge fik tid til at tænke over tingene?

 

Miriam tog en ny slurk og stirrede ned på stranden. Var det nok? Kunne han virkelig forstå det? Bjørn, som havde sagt, at han aldrig ville give slip på hende. På den anden side var han også rationel. Efter de pludselige vredesudbrud viste han altid stor selvindsigt. Nærmest som en terapeut med en fuldt færdig plan. Der blev bare aldrig fulgt op på planen.

 

Nu kunne det være nok. Færdig med Bjørn. Og færdig med det skøre fjols, som havde gjort sit bedste for at ødelægge begyndelsen af ferien for hende. Nu ville hun nyde sit måltid, og bagefter ville hun trave en tur på stranden. Mærke sandet mod fødderne, høre bruset fra havet og se solen synke. Hun fortjente det...

 

* * *

 

Kvart over seks samme eftermiddag blev døren til hendes hus derhjemme åbnet. Den høje mand rejste sig halvt fra lænestolen. Lyttede intenst, men sank tilbage, da han hørte døren smække nedenunder. Lidt efter lød der skridt på trappen.

 

– Hej, min søde skat! råbte han og nippede til glasset med juice, han havde hentet i køleskabet. Han tog endnu en slurk, men fik et kraftigt hosteanfald, da han fik øje på manden, som kom til syne i døren. En stilig mand i jakkesæt og slips. I den ene hånd holdt han en attachémappe, i den anden et brev.

 

Bjørn stirrede på den fremmede i lænestolen. Krammede brevet fra Miriam så hårdt, at det blev en hård kugle. Med et forstod han sammenhængen. Alt det vrøvl om, at hun trængte til noget tid alene. Tid til at få det hele på afstand. Hun havde slået op, fordi hun havde en anden. Hans årelange mistanke blev bekræftet i dette øjeblik.

 

Den fremmede kom op af stolen i en fart. Men Bjørn var ham for hurtig. Som en løve kastede han sig over den fremmede, alt mens det angstfyldte og altopslugende raseri fik det til at sortne for ham. – Du misforstår, det var bare en spøg..., stammede den anden. Mere nåede han ikke at sige.

 

Bjørn stirrede ned på den livløse skikkelse foran sig. At han aldrig kunne lære, aldrig kunne indse, at dette ukontrollerbare raseri aldrig ville føre noget godt med sig. Nu var der kun en ting at gøre. Stille tog han mobilen, og med dirrende fingre tastede han nummeret til politiet. – Jeg har begået et drab, sagde han roligt. – Kom og hent mig.

Tekst: Lars P. Mellebye
Illustreret af: Kristin Nygård
Publiceret: 12-04-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri