Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Privatlivets fred

Noveller
To fredage i træk modtog Erik en anonym anmeldelse om indbrud i det samme hus, men når han kom derud, kendte parret i den lidt forfaldne bungalow intet til det. Alligevel havde han på fornemmelsen, at der foregik noget her, som burde have politiets bevågenhed.

Politiassistent Erik Nielsen stod ved skranken på Egerud Politistation og svedte. Og skummede. Udenfor var det højsommer, og både fastboende og turister slæbte enorme isvafler, sække med grillkul og bugnende supermarkedsposer forbi ham.

 

LÆS OGSÅ: Kiminovelle: Lad være med at lege med ilden

 

Personligt havde han aldrig forstået, hvorfor nogle anså juletiden for at være badevægtens værste årstid. I hans øjne var det sommeren, der var den mest fedende. Hvem kunne grille uden også at smide et par pølser på grillen, kartoffelsalat med majonæse hørte til, og i den korte jordbærtid kunne man da ikke sige nej til jordbær med fløde. Men det var der så åbenbart nogen, der havde ondt af.

 

Annonce

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Manden med de blå sko

 

Eriks mave knurrede højlydt, og han sendte en tanke til intermezzoet i kaffestuen lige før. Det var fredag eftermiddag, og han havde i den allerbedste mening købt en lækker jordbærkage med smørcreme med til kaffen. Men sekretæren Jytte havde takket nej, hun kunne ikke være i sine sommerkjoler, og stationens leder, Charlotte Jørgensen, havde kaldt kagen for en kaloriebombe, mens hun samtidig kastede et sigende blik på hans kortærmede uniformsskjorte. Lige midt på maven på det sted, hvor den gabte lidt mere end sidste år.

 

Erik fnøs. Hun kunne lige så godt have sagt med rene ord, at han så ud til at have taget på. Men det skulle han nok selv passe. Så længe han kunne honorere kravene til det årlige lægetjek, skulle chefen bare blande sig udenom. Det andet var brud på privatlivets fred, simpelthen. Og han havde slet ikke nydt sin kage.

 

Det havde Frederik til gengæld, det magre rær. Hele tre store stykker havde han spist. Erik kastede et blik hen på praktikanten, som nu sad og slog mave, mens han kiggede Kosterbladet igennem. Telefonen til højre for Erik kimede, og han rev røret af og bjæffede: – Egerud Politistation, det er vagthavende! Der var tavshed et par sekunder, og han nåede at tænke "telefonfis", før en spag kvindestemme sagde:

 

– Jeg vil gerne anmelde ... et indbrud. På adressen Landevejen 25. – Et indbrud? gentog Erik, da der ikke blev sagt mere. – Hvem taler jeg med? Er indbruddet igangværende? Han kiggede på nummerviseren. Det så ud til at være en mobiltelefon. Så blev forbindelsen afbrudt.

 

– Frederik, kaldte Erik. – Du trænger til at røre dig lidt. Kør lige ud til Landevejen 25. En anonym ringede om et indbrud på adressen. Jeg tror, det er en and, men vi kan ikke sidde det overhørende. – Du mener vel overhørig, sagde Frederik og kom på benene. – Jeg mener det, jeg siger, sagde Erik. – Hvis der ikke er noget, kommer du bare retur.

 

Det varede en halv time, så var Frederik tilbage igen med en duggende cola i hånden. – Det var en and, meddelte han og drak en slurk. – Konen lukkede op, og hun blev mildest talt forvirret, da jeg spurgte, om de havde haft indbrud. I så fald skulle det også have været en døv indbrudstyv, for manden lå på en sofa og buldersnorkede. Jeg spurgte konen, om jeg måtte komme ind og se mig om, og mellem os to stank der af sprut, så han sov vist brandert ud.

 

– Og der manglede intet? sagde Erik. – Ingen knuste ruder? Frederik rystede på hovedet og kvalte en colabøvs. – Det var konen helt sikker på. Men måske var hun heller ikke helt appelsinfri, for hun havde et ordentligt blåt øje. Hun sagde, hun var gået ind i en dør. – Mærkeligt, mumlede Erik. – Anmelderen lød ellers mere som en gammel dame end en skoleunge, der kedede sig. – Var der mere af den der kage? spurgte Frederik og slikkede sig om munden.

 

* * *

 

Skulle det nu være morsomt? Erik stirrede ondt på de tørre klidkiks på bordet i kaffestuen. Det måtte være Charlotte, der havde haft dem med. Men det her var ikke kage som sidste fredag. Det lignede ikke engang kage. Kalorielette var de sikkert, så ville han hellere undvære. Men så fortjente han også en stor is, næste gang han skulle ud at køre.

 

Da Erik stod bag skranken igen, tænkte han på sidste fredag eftermiddag. Mon bageren stadig havde de jordbærkager? Telefonen til højre for ham kimede, og han løftede røret og sagde: – Egerud Politistation, det er vagthavende. – Det drejer sig om et ... et indbrud på Landevejen 25, lød en rystende kvindestemme i hans øre. Så blev forbindelsen afbrudt.

 

Erik stod lidt og kiggede på det duttende rør. Landevejen 25? Det var jo dér, Frederik havde været ude i sidste uge, men der havde ikke været noget indbrud. Erik kiggede på nummerviseren, det var vist samme nummer som sidst. Da han nu tjekkede det i databasen, var der ingen oplysninger på det, så det måtte tilhøre et af de pokkers taletidskort. Han rynkede panden. Det var vist også den samme stemme igen.

 

Når nu han tænkte efter, så var det faktisk sidste fredag på nogenlunde samme tid, at den første anmeldelse var kommet. Lidt mystisk. Denne gang ville han selv køre ud og kigge. Han informerede Charlotte, tog bilnøglerne fra brættet og gik ud i sommervarmen. Da han passerede havnen, rumlede hans mave ved synet af iskiosken, men han måtte hellere vente.

 

Otte minutter senere viste Landevejen 25 sig at være en bungalow fra 30'erne. Huset lå godt hundrede meter nede ad en markvej. Der var kun en enkelt nabo, et svajrygget gult hus, som lå tæt på vejen, lige ved siden af indkørslen. Idet Erik blinkede ind ved det gule hus, kastede han et blik til venstre. Haven var et pragtfuldt blomsterflor. Så standsede han nogle meter før bungalowen og gik det sidste stykke.

 

Der så nu ikke ud til at være indbrud, medmindre tyven havde givet sig til at vaske op. I køkkenvinduet kunne han nemlig se et bøjet kvindehoved, og han kunne også høre vandet løbe ud i kloakken. Men han måtte hellere sikre sig, at alt var i orden.

 

Han bankede på den grønne, afskallede dør, da kvinden fra køkkenvinduet åbnede døren på klem. Han kunne kun se lidt af hende, men nok til at indse, at hun ikke havde været ved at vaske op, men i stedet havde vredet en klud op i koldt vand, for den stod hun nemlig og pressede mod sin ene kind.

 

– Ja? sagde hun lavt. – Det er politiet, vi har fået anmeldelse om, at I har indbrud? Erik kunne se hende ryste på hovedet. – Her er ikke noget indbrud, jeg har været her hele tiden. – Må jeg lige komme ind og se mig om? Uden at vente på svar skubbede han døren op og trådte ind i et trøstesløst fyrrum.

 

Døren til højre førte ind i et slidt køkken, og han kunne høre, at nogen i huset så fodbold i fjernsynet med lyden skruet højt op. – Min mand... han hviler sig, sagde kvinden og småløb nervøst i hælene på ham. Inde i stuen flimrede en fladskærm, og foran den sad en stor, kraftig mand med hovedet lagt tilbage på sofaryggen. Øjnene i det røde, glinsende ansigt var halvt lukkede. Da han fik øje på Erik, rettede han sig blinkende op og ræbede sig.

 

– Hvad helvede skal du? Erik mødte hans blodskudte øjne og lod blikket løbe ned over mandens nussede T-shirt. Der stod firmanavnet på en lokal anlægsgartner, det samme stod på bukserne. – Sikre mig, at I ikke har haft indbrud, svarede Erik. – Jeg ved ikke, hvad det er for noget pjat med det indbrud, Frank, kom det fra kvinden med en høj, lys stemme.

 

Manden ræbede sig igen. – Typisk, strisserne er der kun, når der ikke er brug for dem! Det kommenterede Erik ikke. Han kiggede sig bare rundt i stuen, nikkede til manden og gik ud i køkkenet igen. Kvinden fulgte efter ham, og i den åbne dør kiggede han nærmere på kvindens højre kindben. Nu vred hun i stedet kluden mellem fingrene, og derfor kunne Erik tydeligt se den blodige skramme, som så frisk ud.

 

– Er du blevet slået? spurgte han i en dæmpet tone. Hun spærrede forskrækket øjnene op og hviskede: – Nej! Jeg faldt i badeværelset lige før. – Aha, sagde Erik og gik tilbage til sin bil. Herfra ringede han til Frederik og bad ham tjekke beboerne på Landevejen 25. Frederik kunne straks oplyse, at det måtte dreje sig om ægteparret Maja og Frank Larsen, begge ukendte hos ordensmagten. Her var ingen bil, så manden i huset måtte køre med en anden.

 

Så lod Erik Opelen trille tilbage ad markvejen, og ude på landevejen standsede han foran det svajryggede gule hus. Når han holdt her, kunne politibilen vist ikke ses fra nr. 25. Han bankede på den dør, som vendte ud mod vejen, og lidt efter lukkede en gammel dame op. Årene havde gjort hende krumrygget; hun så svagelig ud og nåede ham kun til albuerne. Men de blå øjne inde bag brilleglassene virkede vågne og vakse, også selvom de lige netop nu så noget nervøse ud.

 

– Goddag, det er fra politiet, præsenterede han sig. – Er det Dem, der to gange har ringet og anmeldt et indbrud hos Deres naboer i nr. 25? Kvinden begyndte at ryste på hovedet, inden han nåede at tale ud. – Det kender jeg ikke noget til! Hun var allerede ved at lukke døren igen, og Erik trådte tilbage og gik ud til bilen igen.

 

Havnen var myldrende fuld af folk, da han lidt senere parkerede foran iskiosken. Erik bad manden i kiosken om en ispind. Egentlig havde han været opsat på den kæmpestore "Solnedgangsvaffel" til 54 kr., men det virkede lidt upassende, omstændighederne taget i betragtning.

 

Henne på molen sad tre af Egeruds egne borgere og drak øl. De var alle af den type, der indimellem kom i konflikt med både loven og hinanden, og Erik kendte dem godt. Især den ene af dem, han blev kaldt Palle Svans. Da Erik nu slentrede hen mod dem, løftede han sin elefantøl til hilsen. De to andre gled væk.

 

– Hvasså, hr. efterforskningsinspektør? – Politiassistent kan gøre det, sagde Erik og slugte den sidste bid is. – Du kender jo gud og hvermand her i byen, ikke Palle? – Nå, det ved jeg ikke ... – Kender du en Frank Larsen, omkring 50, bor ude på Landevejen, arbejder for Egerud Anlægsgartner?

 

– Måske, hvorfor? spurgte Palle og kneb øjnene sammen. – Bare almindelig interesse, svarede Erik og nikkede hen mod Palles rustne knallert. – Du har ikke tænkt dig at køre hjem på den, vel? For som bekendt tillader loven heller ikke spirituskørsel på knallert.

 

Palle trak hagen tilbage. – Næ, næ, jeg går hjem. Og for resten ved jeg godt, hvem ham Frank er, for min søsters knægt, Mike, arbejder samme sted. En rigtig ondskabsfuld stodder, især når han får bajere, og Mike siger, at der ikke skal mere end tre-fire genstande til, før han er vissen. Der er noget med, at han har lakeret på en møbelfabrik i mange år. Malerhjerne, du ved! Palle bankede sigende en stiv langfinger mod tindingen.

 

– Jaså, mumlede Erik og løftede øjenbrynene. – God gåtur hjem! Han kørte tilbage til stationen og meddelte Charlotte, at der ikke var noget om indbruddet, men at loven muligvis på anden måde var blevet brudt på adressen, hvilket de dog ikke kunne gøre noget ved lige nu.

 

Erik skrev nummeret på taletidskortet ned og gik ind på sit eget kontor. Han måtte trykke det ind tre gange, før der endelig kom et forsigtigt svar: – Ja? – Det er fra Egerud Politistation, begyndte han. – Der er to gange fra dette nummer blevet indgivet anmeldelse om indbrud på adressen Landevejen 25. Hvis De får mistanke om, at den samme forbrydelse igen vil ske, kunne De så anmelde den lidt tidligere, så vi har en chance for at nå frem, mens det sker? Efter en kort tøven lød et: – Ja. Så blev forbindelsen afbrudt.

 

* * *

 

Den følgende fredag silede en varm sommerregn ned fra himlen, og Erik holdt uret under skarp observation fra klokken 14. Den første anmeldelse var kommet 15.13 og den næste 14.59. Klokken 14.45 ringede telefonen på skranken, og han genkendte nummeret på nummerviseren.

 

– Politiet, sagde han kort. Det var den samme stemme: – Vedrørende indbruddet... Det sker gerne fredag eftermiddag, og det starter med, at en orange lastbil standser uden for mit hus. Åh, nu er den her! Erik havde allerede lagt røret på. – Frederik, kom med, han er lige blevet sat af ved vejen! sagde han og vinkede, mens han snuppede Opelnøglerne.

 

På vej ud til Landevejen slog Eriks hjerte lidt hurtigere end ellers, og han blev irriteret på en dryppende våd familie på cykelferie, som fyldte hele vejen. Da de nåede til det svajryggede gule hus, åndede alt fred og ingen fare. Men Erik nåede at se gardinet falde på plads, idet han passerede huset ude på markvejen. I tredje gear kørte han det sidste stykke af vejen og parkerede igen nogle meter før bungalowen.

 

Med Frederik i hælene gik han hurtigt hen mod den grønne afskallede dør. Den gabte lidt, og han kunne tydeligt høre råb og småskrig derindefra. – Det må være den tyv, sagde Erik med et betydningsfuldt blik til Frederik og skubbede døren op med skulderen, mens han samtidig fik håndjernene frem fra skulderposen.

 

De krydsede gennem køkkenet og kom ind i stuen. Her stod kvinden presset op i et hjørne og holdt begge arme afværgende løftet op foran sig. Foran hende tårnede manden sig op, han havde løftet højre hånd til slag med håndryggen vendt mod hende. – Du kommer ALDRIG til at bestemme, om jeg drikker! Er du med? skreg han.

 

Erik betydede med en håndbevægelse Frederik, at han skulle gå ud i køkkenet. Kujoner, som slog på kvinder, kunne nok bedst tænkes at stikke halen mellem benene, hvis de mødte overmagt. – Frank, lad nu være, græd kvinden. Erik rømmede sig og stillede sig med hænderne i siden et par meter fra parret. Hans puls var tårnhøj, og adrenalinet susede rundt i kroppen.

 

– Det er politiet, vi har modtaget anmeldelse om et indbrud, sagde han højt. Kvinden gispede, mens manden vendte sig om og stirrede målløs på Erik. Så blev hans ansigt til en fordrejet grimasse af raseri. – Nu kan det sgu være nok! råbte han og sprang frem mod Erik med næven knyttet. – Kan man ikke engang få lov at være i fred i sit eget hus! Erik nåede at træde til side og afparere slaget.

 

Den ophidsede mand mistede balancen og snublede et skridt frem, og Erik benyttede sig af lejligheden. For øjnene af Frederik, som var kommet frem i døråbningen, vred han mandens ene arm om på ryggen og klapsede håndjernet sammen. – Klokken er 15.05, og du er anholdt og vil blive sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119, vold mod tjenestemand i funktion! meddelte han stakåndet, mens Frederik hurtigt fik drejet hans anden arm om på ryggen også.

 

* * *

 

Torsdag eftermiddag kom Erik tilbage til stationen efter at have talt et alvorsord med to piger, som var blevet fristet til at stikke noget slik i lommerne i supermarkedet. Bortset fra Jytte var ekspeditionen tom. – De sidder i kaffestuen, oplyste hun. – Hende dér Maja Larsen har været herinde med en hjemmebagt kage, hun ville gerne sige tak til dig. Hun er ved at flytte ud nu, og hun siger, at det er første gang i årevis hun har haft overskud til at tænke over sin situation. Altså, fordi manden har siddet inde, selvfølgelig ...

 

Erik nikkede og gik ud i kaffestuen. Omkring bordet sad Charlotte og Frederik, og midt mellem dem stod en enorm chokoladekage med trøffelglasur og små chokoladespåner. – Uhm, Erik, den er vildt lækker, fik Charlotte frem med en serviet for sin fyldte mund. Frederik nikkede bekræftende, mens han tyggede, og langede ud efter et stykke til. – Skal jeg skære et stykke til dig, Erik? spurgte han. – Et minimalt et, svarede Erik og klappede sig på maven. – Man er jo nødt til at passe lidt på sit DMI-tal.

Tekst: Esben Birkving
Illustreret af: Lesley Mackenzie
Publiceret: 31-01-2015
Pin it

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri