Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Rod i overetagen

Noveller
Freddy var træt af livet og ikke mindst af sit arbejde. Hans eneste lyspunkt var Belinda, chefens privatsekretær. Hun var som en løvinde i et bur, der bare ventede på at tage for sig af livet i fulde drag. Da hun til julefrokosten spurgte, om han ville være med til et kup, havde han nær fået gløggen galt i halsen. Men måske var den plan, hun havde udtænkt, slet ikke så tosset endda.

Freddy Antonsen var træt af livet. Træt af at stå op til samme tid hver eneste forbistrede morgen. Træt af den samme køretur til kontoret hver eneste dag. Og han var træt af at spise den samme triste færdigmad dag ud og dag ind. Freddy Antonsen var træt af alt. Og sådan havde det været lige siden skilsmissen for fem år siden. Uglerne i håret og de evige rester af barberskum bag ørerne fortalte sit eget dystre sprog om en enlig mand i frit fald.

 

Hans eneste lyspunkt i tilværelsen var Belinda. Hun sad i chefens forkontor og var hans privatsekretær. Med sine yppige former og sit engleblonde hår var hun en fryd for øjet. De dybrøde læber, som krusede sig i et kælent smil, hver gang Freddy fik øjenkontakt, gjorde ham ør af glæde.

Annonce

 

Der var noget råt og vildt over Belinda. Hun var som en løvinde i et bur. Kvinden, som repræsenterede alt det, han savnede i sin trøstesløse tilværelse, denne impulsive og sanselige evne til at tage for sig af livet i fulde drag. Desuden var hun den eneste, som forstod ham. Den eneste, han havde kunnet betro sig til om sin begrædelige situation.

 

Det var ganske vist sket under en samtale ved sidste julefrokost for snart et halvt år siden. Og muligvis med bandet som imiterede "Vikingerne" lidt for højt i ørerne. Men alligevel – tålmodig som en østers havde hun lyttet til hele elendigheden. Som personalechef i Willy Sørensens entreprenørselskab tjente han godt. Men med et astronomisk huslån og en katastrofal gæld oven på skilsmissen var bunden slået ud af flasken. Han havde mistet sit drive. Der fandtes ingen vilje mere derinde.

 

Ja netop, en tom flaske uden bund, det var det, han var. Det var under disse betroelser, at Belinda havde løftet hans hage, som om hun ville sikre sig, at hun havde hans fulde opmærksomhed. Og så spurgte hun, om han kunne tænkte sig at være med i et kup. – Hvad mener du? lo han fåret. – Et tyveri. Et røveri af Willy Sørensens pengeskab.

 

Han havde fået gløggen galt i halsen. Havde hostet og spurgte, om de ikke hellere skulle tage sig en dans. – Du er så pertentlig, at det er latterligt, fnøs hun. – Så pligtopfyldende, at de gør nar af dig i frokoststuen. Han havde ikke taget til genmæle. Det var jo sandt alt sammen. Et fossil, det var det, han var, en overlevering fra en svunden tid.

 

Belinda gav sig imidlertid ikke. Ivrigt havde hun fortalt om de store beløb, som ynglede på øverste etage, en etage over hans eget kontor. Om hvordan Willy Sørensen kørte store opgaver sort, om hvordan han lavede numre med tallene og bedrev skattesnyderi i stor stil.

 

– Hans pengeskab er så propfuld af penge, at han ikke aner, hvad han skal stille op med dem, sagde hun og løftede glasset til en skål. – Det er derfor, han altid har store plamager af sved under armene. Han bliver nervøs af det. Flytter pengene hid og did og rejser til Lichtenstein i tide og utide for at skovle pengene ind på diverse hemmelige bankkonti.

 

Freddy Antonsen havde det, som om han befandt sig i en dykkerklokke, som om Belinda stod udenfor og bankede på glasset, men uden at nå helt ind. Selvfølgelig havde han ikke taget hende alvorligt. Til julefrokoster er den slags frivole ytringer slet ikke usædvanlige. Alligevel var der noget ved hende, der gjorde, at han blev usikker.

 

– De eneste, som ikke tjener penge i det her rådne firma, er os, fortsatte hun. Han svarede ikke. Havde nok at gøre med at nyde synet af hende. Studere de solariebrune arme og den sorte silketrikot af en kjole. Hun kneb øjnene sammen. – Og hvad tror du, der sker den dag Willy ikke gider mere? Så lader han firmaet gå konkurs og emigrerer til en eller anden sydhavsø. Jeg kender ham, gør jeg. Lidt for godt.

 

Freddy følte sig med et ubehageligt tilpas. Hvad ville der blive af ham, hvis det skete. En mand på snart 45 år, en med en strålende fortid i et firma, som var ribbet for værdier og konkursramt. Han indså, at det bare var et spørgsmål om tid, før nogen igen ville skrue låget på den allerede bundløse flaske. Men alligevel, et røveri?

 

* * *

 

Freddy Antonsen trommede med blyanten mod skrivebordet. Funderede over, hvor dybt det mon gik an at synke. En respektabel mand, som havde slips på på kontoret hver dag, men som i forgårs alligevel havde taget en kopi af en 200 kroneseddel på en af firmaets nye og avancerede kopimaskiner. Mest for sjov skyld. For at se, om det overhovedet lod sig gøre. Eller nej, det var løgn. Han havde gjort det, fordi han var desperat. Fuldstændig bankerot.

 

Ganske vist var papiret helt forkert, men kassedamen i købmandsbutikken havde taget imod den falske seddel uden at blinke. Noget så banalt! Tænk at gøre sig til forbryder for et par hundredelappers skyld. Freddy trykkede på samtaleanlægget og spurgte, om Belinda havde tid et øjeblik.

 

– Hvad drejer det sig om? skrattede det i højttaleren. Han syntes, han kunne ane en forventning i stemmen, og et øjeblik legede han sig igennem et helt register af fantasier. – En personalesamtale, sagde han kort. Et par minutter senere bankede hun på. Hun smilede usikkert, da hun lukkede døren bag sig.

 

– Kan jeg stole på dig? spurgte han, idet hun satte sig. – Det kommer an på, sagde hun påtaget uskyldig og lod fingrene glide langs det alt for korte skørt. Han mærkede, at han blev varm i ansigtet. – Ja altså, sagde han og klarede stemmen. Kunne lige så godt springe ud i det. – Til julefrokosten. Det, du sagde om... at øhm lette Willys pengeskab. Mente du det i fuldt alvor?

 

– Til tider har han haft over 2,5 millioner derinde. Jeg har selv set det. Næsten som nedfaldsfrugt, der ikke bliver plukket. Det er næsten en skam bare at lade dem ligge, sagde hun. Freddy tyggede sig i underlæben. – Men hvorfor vil du gerne have mig med?

 

– Du er sød, sagde hun og lagde hovedet på skrå. Men så skyndte hun sig at tilføje: – Ikke, at det har noget med sagen at gøre, selvfølgelig. Men hvis jeg skal gennemføre planen, har jeg brug for en partner. En, som jeg kan stole på. Og helst en, der kender kontoret og har den rette motivation. Dér er du jo lige i øjet.

 

2,5 million kroner, tænkte Freddy. Det var noget andet end at kopiere hundredelapper på den nye kopimaskine. Det havde kun tjent til at frarøve ham selvrespekten. Han kunne sikkert have holdt det gående et stykke tid, men hvad så, når han blev snuppet? Noget så fornedrende.

 

Han hostede lidt og rettede sig op. – Hvordan har du tænkt dig, at det skal foregå? Jeg er ikke nogen ekspert i pengeskabe. – Heller ikke jeg, blinkede hun. – Og det er kun ham, der kender koden. Jeg har imidlertid en plan. Men kan vi ikke finde et bedre sted at diskutere det end på dette kedelige kontor. – Hvad mener du? – Vi må være forsigtige. Hvad om vi gennemgår planen på Restaurant Opalen, skal vi sige i aften klokken otte?

 

* * *

 

Freddy hævede glasset mod de let champagneslørede øjne på den anden side af bordet. Aldrig mere kvinder, det havde han svoret for fem år siden. Nu var han ikke så sikker længere. – Jeg må sige, du har tænkt grundigt over dette. – Noget skulle jeg jo have tiden til at gå med, svarede Belinda.

 

Glassene klirrede i en skål. Planen var klar. Som den eneste med fuldt overblik over, hvad Willy Sørensen foretog sig, ville det blive Belindas opgave at varsle Freddy om, hvornår pengeskabet stod åbent. Som regel ikke mere end nogle minutter ad gangen. Men siden Freddys kontor lå på etagen lige under, kunne han være der på få sekunder.

 

På Belindas signal ville han gribe den gamle sportstaske, som han havde liggende klar på kontoret, gå ud til brandtrappen og iføre sig en elefanthue. Derefter var det bare at spurte de få trin op til etagen ovenover. Foruden et par konferencerum indeholdt overetagen kun Willys store kontor og forkontoret, hvor Belinda sad.

 

Men konferencelokalerne stod altid tomme på en fredag eftermiddag. Der var i det hele taget kun få mennesker i bygningen lige før weekenden, og de bestemte sig derfor for, at fredag var en god dag. Men den mest geniale del af Belindas plan var alligevel gemmestedet for udbyttet. I forkontoret, i hendes egen store Guccitaske.

 

– Det sidste sted, politiet vil lede efter noget som helst, smilede hun triumferende. Freddy skuttede sig lidt, da ordet politi blev nævnt. – Hvorfor vil Willy i det hele taget advisere dem? Der er jo tale om sorte penge, er der ikke?

 

– Alle firmaer har en kontantbeholdning. Hvis jeg kender Willy ret, vil han presse alt det ud af forsikringen, han overhovedet kan. Men siden politistationen kun ligger et par gader væk, vil de være på pletten i løbet af få minutter. Tænk dig om: Alle, som forlader bygningen, vil blive stoppet og gennemsøgt. Men selv kan du spadsere ud i ro og mag. Pengene forlader aldrig bygningen. De forlader ikke engang Willys eget kontor!

 

* * *

 

Den følgende fredag følte Freddy sig ilde til mode. Hans hænder skælvede, og da klokken nærmede sig fire, var det lige alt det, han kunne klare at sidde stille. Men med et hørte han hende i samtaleanlægget. – Tiden er inde, blev der hvisket i højttaleren.

 

Freddy greb sportstasken og skyndte sig ud til brandtrappen. Dér trak han elefanthuen på og en lang, grå frakke, hun også havde lagt klar til ham. Her var ingenting overladt til tilfældighederne. Willy måtte på ingen måde kunne genkende ham. Han trak vejret dybt og stak hånden ned i tasken. Fiskede en stor revolver op. Det var også Belindas, hvor hun så ellers havde den fra. Den føltes overraskende tung i hånden. Ikke siden sin værnepligt havde han haft sådan en i hånden.

 

Få sekunder efter entrede han overetagen. Mærkede, hvordan luftrøret snørede sig sammen og blev smalt som et sugerør. Han gispede efter luft, mens sveden drev og øjnene stod ud af hovedet på ham. Blodrød og dunkende mærkede han pulsen i tindingen.

 

Døren ind til Willys forkontor stod på klem, og med et brag sparkede han den op. Hans første impuls var at brøle et eller andet ligesom på film. Men han tog sig i det. Willy Sørensen ville straks have genkendt sin personalechef på stemmen. Med en voldsom bevægelse truede han Belinda ned på gulvet, før han rettede revolveren mod Willy, som kom til syne i døren.

 

Uden et ord viftede han den skrækslagne mand tilbage ind på kontoret og ned på gulvet. Dér blev han tvunget til at lægge sig fladt ned med næsen i gulvtæppet. Pengeskabet stod ganske rigtig på vid gab, og Freddy udstødte et gisp, da han fik øje på bunkerne med femhundredelapper. Lynhurtigt stoppede han dem ned i den bærepose, han havde i sportstasken. Derefter trak han ud mod forkontoret, hele tiden med blikket fæstnet på Willy.

 

Havde han genkendt ham? Nej, det var umuligt. Freddy var helt tildækket og havde ikke sagt et kuk. Belinda løftede lige på hovedet, da hun fik øje på ham, men han spillede spillet og tvang hendes ansigt ned i tæppet igen. Hurtigt trak han bæreposen op og placerede den i Belindas store Guccitaske sammen med revolveren. Derefter slængede han sportstasken over skulderen og forsvandt over mod brandtrappen.

 

* * *

 

Freddy gled og snublede ned ad trapperne i et rasende tempo, før han til slut nåede bunden, fire etager længere nede. Han var næsten ved udgangen, da han hørte et dumpt smæld som fra en pistol. Han stoppede brat op. Hvad var det? Havde Willy afsløret dem og skudt Belinda? Eller omvendt? Eller var det politiet som var på vej, bevæbnet og i fuld udrustning?

 

Et øjeblik blev han stående helt stiv af skræk, men så skyndte han sig videre. Spadserede ud af bagdøren, tilkæmpet rolig, som om ingenting usædvanligt var hændt, og en helt almindelig arbejdsdag var overstået. Udenfor var der ingen tegn på politi. Og den døsige weekendstemning hjalp ham yderligere med at falde til ro.

 

Alligevel tog han ingen chancer. På vejen hjem kørte han forbi søsterens villa, som lå lige uden for byen. Hun var ikke hjemme, og under en lem i udhuset lagde han den gamle sportstaske. Det sidste spor efter røveriet. Først da han kørte op foran sit eget hus, kom han i tanke om, at han måske burde have lagt frakken dér også. Men så gav han pokker i det. En grå og temmelig anonym frakke, der sikkert fandtes tusindvis af, kunne umuligt være noget fældende bevis.

 

Han skulle til at åbne bildøren, da en politibil svingede op bag ham. Den blinkede hidsigt med udrykningslysene, og to velvoksne betjente greb fat i ham, da han steg ud. Først nede på stationen fik han en forklaring. Belinda så hulkende op fra en stol, da hun fik øje på ham. – J-ja, det er ham, stammede hun.

 

Forvirret vendte han sig mod betjenten, der stod lige bag ham. – Jeg aner ikke, hvad hun taler om. – Han stormede bare ind og affyrede revolveren... Belinda trak vejret hikstende, før hun skjulte ansigtet i hænderne. – Jeg tror ikke, det var hans mening at dræbe ham. Han blev vel grebet af panik. Men tænk sig at røve sin egen chef, noget så skrækkeligt.

 

* * *

 

Freddy Antonsen blev placeret på en stol i et forhørslokale, og efterhånden som timerne sneglede sig af sted, gik den frygtelige sandhed op for ham. Han var gået i en fælde. Belindas snedige fælde. Frakken var fuld af krudtslam. Belinda måtte have haft frakken på, mens hun affyrede revolveren på et tidligere tidspunkt. En revolver, som i øvrigt ikke havde andre fingeraftryk end hans. Selv måtte hun have iført sig handsker, da hun skød Willy Sørensen. Alt det for at beholde pengene selv.

 

Han sank sammen på stolen, da han forstod, at han ville blive tiltalt for drab. Forhåbentlig kun uagtsomt manddrab, men alligevel. Freddy måtte forberede sig på at tilbringe de næste mange år bag tremmer. Hans eneste lyspunkt var, at han kunne se Belinda for sig, når hun skulle til at bruge noget af sin nyerhvervede formue.

 

Mindst to millioner, alle sammen kopieret af Freddy på firmaets nye avancerede kopimaskine. Han havde ikke taget nogen chancer. Belinda var en løvinde, som var i færd med at slippe fri og dermed et livsfarligt rovdyr. Det var derfor, han havde lagt de falske sedler i Guccitasken. De ægte lå i sportstasken under en lem i søsterens udhus. Og en skønne dag, når han engang slap fri...

Tekst: Lars P. Mellebye
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 19-07-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge