Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Skridt i mørket

Noveller
Frederik var plaget af gæld og træt af sit pedeljob. Rektor Snaregård var derimod rig og utvivlsomt parat til at betale en betragtelig løsesum for sin dygtige datter. Frederik havde tilmed fundet det perfekte sted at holde hende kidnappet.

Stemmen ramte hende som en kniv i ryggen. Hun så sig fortvivlet omkring. Ingen mennesker, biler eller busser. Kun skoven, som rejste sig dyster og spøgelsesagtig på begge sider af gangstien.

 

Efteråret kom så brat. Der var ingen overgang, ingen tid til at omstille sig. Alt, som tidligere havde været så lyst og luftigt, var med et gråt og fugtigt. Fuglekvidderen fra skoven langs med gangstien til skolen var stilnet af, blomsterduften forsvundet. Nu lå stien mørk og stille. Men for Frederik Mong var det snart sidste gang, han gik her.

 

Der var ingen fremtid i pedelstillingen på gymnasiet, i hvert fald ingen lys fremtid. Fra sin tid som elev huskede han pedellen som en sær type helt i udkanten af skolens regler og rutiner. Den eneste i det strenge hierarki, som gik sine egne veje.

Annonce

 

Det mørke aflange kontor i kælderen var det eneste sted på skolen, hvor der altid lå rygende skod i askebægeret. Et sted, hvor genstridige elever kunne finde et lille pusterum fra pres og jag. Frederik havde ofte besøgt pedellen. Kontoret var stadig det samme, men ellers var alt forandret.

 

I dag var det effektivitet og resultater, som talte, også for pedellen. Rektor Snaregård var efter ham som en høg. Altid med nye opgaver og gøremål. Det var lige alt det, han havde tid til at trække vejret. Han havde længe ønsket at trække sig tilbage. Men det betød, at han måtte betale sin spillegæld ud, og hvor skulle han få pengene fra?

 

Han fik ideen under en medarbejdersamtale på rektors kontor. En idé, som snart blev til en plan. Ingen genial plan. Intet af det, han hidtil havde gjort her i livet, kunne kaldes genialt. Men det var i hvert fald en fuldt brugbar plan.

 

På rektors skrivebord stod et portrætfoto af datteren Tilde, en sød pige i begyndelsen af 20'erne. Så sød, at slægtskabet med rektor forekom Frederik at være lidt af et mysterium, i alt fald når han så på Snaregårds store tudseagtige ansigt. Tilde var sin fars øjesten. På lærerværelset fortalte rektor stolt om, hvor seriøst hun tog jurastudierne inde i hovedstaden, og hvor ihærdigt hun studerede, selv når hun var hjemme på ferie. Da faldt første del af Frederik Mongs idé på plads.

 

Den anden del kom til ham, da han overhørte rektor i en ivrig diskussion om ejendomspriserne. Snaregård fortalte om moderen, som i sin tid havde købt hans barndomshjem for 50.000 kr. Et hus, som 35 år senere gav ham en rar arv i størrelsesordenen 3 millioner kr.

 

Rektor havde ikke brug for penge, fastslog Frederik. Den fedladne mand havde allerede et stort hus, en fin bil og en sommerhytte ved en sø. Der var ingen grænser for verdens uretfærdighed. Frederiks plan var at kidnappe datteren Tilde. Derefter ville han forlange det halve af arven i løsesum. Penge han ville bruge til at forlade det kedelige job, efteråret og denne del af verden for evigt.

 

* * *

 

Hvis der var noget ved planen, der kunne kaldes genialt, måtte det være stedet, hvor han planlagde at holde Snaregårds datter skjult: i skolens eget beskyttelsesrum fire etager under rektors kontor. Med sine metertykke betonvægge og blytunge ståldøre kunne hun skrige og skabe sig, så meget hun orkede. Ingen kunne høre hende. Et rum, han i øvrigt havde fuld kontrol over.

 

Når nogen en sjælden gang havde et ærinde i de fugtige kælderlokaler, var det hos ham, de måtte hente nøglen. Men det var mindst et år siden, nogen havde været der sidst. Han havde sørget for konserves til to uger, indkøbt på skolens budget. Desuden et uldtæppe og ugeblade, så hun hverken skulle fryse eller kede sig.

 

Der stod også en gammel skrivemaskine dernede. Det var den, han havde skrevet de mange versioner af afpresningsbrevet på. Selve kidnapningen ville foregå ved aftenstid, efter at alle skolens aftenaktiviteter var afsluttet. Rektor Snaregårds hus lå kun 10 minutters gang fra skolen, og da det var efterårsferie var Tilde hjemme.

 

Hver anden aften læste hun på biblioteket, før hun tog sidste bus hjem. Det var dér, han ville slå til. Så snart han havde hende i sit garn, ville han pumpe hende for informationer om hende selv og familien. Informationer, som snart ville få rektor til at forstå, at dette var alvor. At han virkelig holdt hende fanget. Alt var klappet og klart. Frederik så på uret, derefter på de mørke uvejrsskyer, som drev over himlen. For en gangs skyld ville det dystre efterårsmørke være hans ven.

 

* * *

 

To minutter over ni trykkede Tilde på stopknappen, og en klokke lød oppe ved chaufføren. Han svingede ind ved busstoppestedet og kiggede i spejlet, idet han åbnede bagdøren. Konstaterede, at den unge kvinde var sidste passager på rutens sidste tur.

 

En fin regn lagde sig over hendes ansigt, da hun trådte ud på fortovet. Tilde trak hætten over hovedet og satte farten op. Forældrenes hus lå omkring en kilometer væk, og begyndte det at regne for alvor, ville hun snart blive gennemblødt.

 

I det samme opdagede hun, at belysningen på gangstien lidt længere fremme var i stykker. Hun var ellers ikke nem at skræmme, men mørket virkede overvældende. Som om den smalle asfaltstribe forsvandt i en kompakt mur af mørke. Hun vendte sig efter bussen. Overvejede at springe på igen og ringe efter faderen. Men for sent. Nåede lige at se de røde baglygter forsvinde rundt i svinget.

 

Hun havde ikke længere noget valg og begyndte at gå i højt tempo. Så hurtigt, at hun ikke hørte skridtene, som rask nærmede sig bagfra. Først efter 50-60 meter blev hun opmærksom på de tunge skridt. Det måtte være en mand, tænkte hun. En mand, som rask halede ind på hende. Det var lige, så det løb hende koldt ned ad ryggen.

 

Hun øgede også farten, men ikke så meget, at det virkede mistænkeligt; hun havde engang læst, at overfaldsmænd var som hunde, at de kunne lugte rædsel, og at offerets frygt ofte kunne virke så ophidsende på dem, at det ligefrem kunne være den udløsende faktor.

 

Men hvorfor skulle det dog være en overfaldsmand?  Hun måtte tage sig sammen. Kvarteret, hvor forældrenes hus lå, var stort. Der var nok flere end hende, som var nødt til at bruge gangstien, selv om det var mørkt. – Hej med dig, hørte hun pludselig bag sig. Stemmen ramte hende som en kniv i ryggen.

 

Hun så sig fortvivlet omkring. Ingen mennesker, biler eller busser. Kun skoven, som rejste sig dyster og spøgel-sesagtig på begge sider af gangstien. Og snart ville lyset fra hovedvejen forsvinde helt. Måske var det bedst at lade, som om hun ikke havde hørt ham?

 

Igen øgede hun farten, småløb nu næsten. De første ordentlige dråber havde allerede ramt hende i ansigtet, så det var vel ikke så sært, hvis hun skyndte sig. – Du der! Han var lige bag hende nu. Det ville ikke nytte at løbe fra ham. Hun måtte hellere stoppe op og virke ekstra selvsikker. Se ud, som om hun netop havde gennemført det kursus i selvforsvar, som hun aldrig havde taget sig sammen til at tage.

 

Han kom helt op på siden af hende, og synet beroligede hende. Hun havde set ham før, huskede bare ikke hvor. Men han så ikke farlig ud. Lidt lurvet måske, med en stor militærjakke og et langt, farverigt halstørklæde. Men ikke farlig.

 

– Det var ikke min mening at skræmme dig, sagde han forpustet. – Men jeg er faret vild. Er du kendt her? Han var mindst et hoved højere end hende, havde briller og rare ansigtstræk. Det halvlange hår virkede pjusket, men det kunne lige så godt skyldes den tiltagende regn.

 

Hun smilede forsigtigt, stadig på vagt. – Hvor skal du hen? – Der skulle ligge en skole i nærheden. Et gymnasium. – Det er bare at følge gangstien en halv kilometer. Derefter drejer du til venstre og så til højre, og så følger du vejen et par minutter. Det er nemt at finde.

 

Han tog brillerne af og tørrede dem, før han opgivende slog ud med armene. – Det sagde den forrige, jeg spurgte, også. Let at finde. Tror jeg må være gået i ring, genkender ikke nogen af de her småveje. Tilde tænkte sig om. At gå forbi skolen var et par minutters omvej, men til gengæld slap hun for at gå alene den mørke vej. Det var det værd.

 

– Jeg skal næsten samme vej, sagde hun. – Vi kan følges, så skal jeg vise dig, hvor den ligger. – Skønt! Han stak hænderne i lommerne på militærjakken, og sammen spadserede de videre. – Bor du her i området? spurgte han lidt efter. Lysene fra boligområdet tegnede sig som en lys strime i det fjerne og gav dem en vis idé om retningen. Tilde priste sig lykkelig over, at hun havde fået følgeskab på vejen.

 

– Boede. Jeg læser på universitetet inde i hovedstaden, så jeg er ikke så meget hjemme mere. – Jeg synes nok, jeg havde set dig før. Jeg læser også derinde. Jeg er bare hjemme på efter-årsferie. – Hvad læser du? – Jura. Og du? – Jeg læser til læge. – Nej, hvor spændende. Hun kiggede på ham. Hans brilleglas var dugget helt til igen. Han lignede mest af alt en våd hund. Hun var lige ved at le.

 

– Ja, det er det. Men jeg har stadig fire år tilbage, før jeg er færdig. De gik lidt videre i tavshed, før hun sagde: – Hvordan kan det være, du ikke er kendt her? Hvis du kommer herfra, mener jeg. Han hostede og famlede efter ordene. – Det er ikke så længe siden, jeg flyttede hertil. Altså før jeg begyndte på universitetet, hvis du forstår.

 

– Men hvad skal du på skolen så sent? Den er vel lukket? – Besøge en kammerat, sagde han hurtigt. – Han bor vist lige ved siden af. Sagde, at hvis bare jeg fandt skolen... Hun nikkede, og ingen af dem sagde noget en tid. – Nogen kæreste? spurgte han pludselig.

 

Hun syntes, det var et mærkeligt spørgsmål, men ikke så mærkeligt, at hun ikke ville svare. To tilfældige følgesvende, som snakkede om løst og fast for at slå tiden ihjel. Set i den sammenhæng var det vel ikke så underligt. – Vi gik hver til sit, som det hedder. Det skete, da jeg flyttede til byen.

 

– Det samme her. Typisk, at det sker. Når man flytter, mener jeg. Hun mærkede, at hun kunne lide at tale med ham. Og da han fulgte op med nogle spørgsmål om hendes familie, svarede hun villigt nok. Fortalte om, hvor meget hun savnede familien inde i storbyen, og hvilke planer hun havde for fremtiden.

 

Han fortalte også om sine planer. At han ville videreuddanne sig til kirurg, når han var færdig med lægestudiet, og drømte om at rejse til en anden del af verden for at opleve noget andet. – Måske vil jeg rejse til fjerne himmelstrøg og åbne en restaurant, sagde han ivrigt. Hun studsede. – En restaurant? Hvis du har specialiseret dig i kirurgi?

 

Han blev pludselig usikker. – Jeg kan vel gøre begge dele. Læger er der brug for overalt. Desuden er det bare en drøm. Jeg ender nok på et eller andet lokalsygehus her i landet. – Skolen ligger for resten derovre. Hun pegede på en lysstribe mellem træerne.

 

Han sagde ingenting, og igen kiggede hun på ham. Syntes med et, han virkede nervøs, men slog det hen som indbildning. Hvorfor skulle synet af skolen gøre ham nervøs? Den store udendørslampe på hjørnet af skolebygningen lyste op som en måne mellem træerne.

 

– Det er bare at følge stien over plænen, som du kan se derovre. Eller måske er det bedre at gå rundt om bygningen. Der er ret mørkt. – Tusind tak. Uden dig havde jeg været fortabt. – Du havde bare brugt lidt længere tid, rettede hun ham. – Men jeg er glad for, at vi kunne følges. – Også jeg.

 

Han tog hende i hånden, men gjorde ikke mine til at bevæge sig. Blev i stedet stående med et mærkeligt opgivende udtryk i ansigtet. Selv om det var mørkt, kunne hun tydeligt se, at han skælvede på hænderne. Tilde følte et mildt ubehag. Hvad om han alligevel ikke var en flink student? Hvis hun i stedet var blevet narret og var havnet i en fælde?

 

En mørk og forladt skole langt væk fra biler, lys og folk. Et stort tomt område, hvor ingen ville høre hende, hvis hun skreg. Hun mærkede, at hun skælvede. – Jeg må hellere komme videre, skyndte hun sig at sige. – De venter mig derhjemme. Måske ses vi på universitetet.

 

– Vent! råbte han, idet hun passerede hjørnet af skolegården, men hun standsede ikke. I stedet skråede hun ind på den store plæne foran skolen og satte farten op. Småløb langs den høje hæk, som førte forbi indgangen og videre ud på vejen bagved.

 

Det milde ubehag var forvandlet til iskold rædsel. Hjertet hamrede så hårdt, at det susede i ørerne, og benene føltes som gelé på det bløde græs. Hun frygtede, at hun når som helst ville mærke hans klamme hånd mod sin skulder.

 

Halstørklædet, som gled ned foran hendes ansigt, blev strammet så kraftigt til, at hun ikke kunne ånde. Desperat forsøgte hun at komme fri, men mærkede bare en sviende smerte, idet hans anden arm lagde sig om hendes talje og klemte til. Derefter blev hun løftet op fra jorden og slæbt af sted, som var hun en indkøbspose. Hun sparkede og slog, men til ingen nytte.

 

I et glimt fik hun øje på nedgangen til skolens beskyttelsesrum og frygtede det værste. Men i det samme strejfede et slag hende lige over læben. Et slag, som ramte hendes angriber så hårdt, at de begge faldt bagover. Hun fik kæmpet sig fri af halstørklædet og stirrede forvirret på de to mørke skikkelser, som befandt sig i vild slåskamp lige foran hende.

 

Der var et virvar af prustende støn og af arme og ben, før den ene segnede om i trappeskakten. Den unge mand, som havde slået følge med hende fra bussen, rejste sig, og hun trak sig væk. Hans slidte militærjakke var fuld af jord og mudder. Han så temmelig mørbanket ud, men ikke værre, end at han fik fisket mobilen op af lommen på militærjakken.

 

– I må komme straks. En kvinde er blevet overfaldet lige ved gymnasiet, sagde han i telefonen. Tilde så forvirret fra fyren, der lå på græsset og jamrede sig, og op på sin ukendte følgesvend. – Hvem er han? – Det kunne jeg også godt lide at vide. Jeg skyndte mig efter dig, men jeg nåede kun at se, at han kastede sig over dig. Jeg er ikke nogen slagsbror, jeg handlede vel nærmest instinktivt.

 

Han tog sit lange halstørklæde af og lagde det rundt om hendes skuldre. – Jeg hedder forresten Jonas. Jeg glemte vist at præsentere mig, da vi mødtes på gangstien. – Jeg hedder Tilde, sagde hun tyndt. Få minutter efter svingede en politibil ind på pladsen, og to betjente hoppede ud. De tog sig straks af overfaldsmanden.

 

– Pedellen på skolen her, konstaterede den ene betjent overrasket, idet Frederik Mong blev ført ind i politibilen. Betjentene bad dem vente, til de havde dannet sig et overblik, og forsvandt ned gennem den åbne dør til beskyttelsesrummet. Tilde vendte sig mod Jonas, som stadig stod ved siden af hende.

 

– Hvorfor fulgte du egentlig efter mig? Han rødmede. – Har som sagt set dig før. På universitetet må det vel være. – Ja? Han vred sig lidt. – Under spadsereturen i aften vidste jeg bare, at jeg måtte se dig igen. Ville gerne invitere dig ud, men så svigtede modet mig. Men da du forsvandt så hurtigt, tænkte jeg, at det var nu eller aldrig, og så skyndte jeg mig efter dig.

 

Hun smilede og følte på den ømme læbe. – Jeg har givet den et ordentligt slag, men det er ikke alvorligt. Hævelsen forsvinder om et par dage. – Og er det lægen, der taler nu? Han smilede. – Nej, nu er det Jonas. Og du har stadig ikke svaret mig på mit spørgsmål. – Ja, sagde hun og smilede. – Du må gerne invitere mig ud.

Tekst: Lars P. Mellebye
Illustreret af: Erlend Tønnesen
Publiceret: 01-03-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri