Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Til minde om min svigermor

Noveller
Hver tredje dag kørte jeg ud til min svigermor for at hjælpe hende med indkøb, madlavning og rengøring. Men aldrig hørte jeg andet end utak og beklagelser, og den dag, hun bebrejdede mig, at jeg havde glemt at køre på posthuset for at hæve hendes pension, havde jeg fået nok.

Mit navn er Tine Langeland Sørensen, og langs hele strækningen ud til min svigermor, Hilda Sørensen, havde jeg kun et ønske: At blive bortført af en flyvende tallerken. Mændene om bord måtte gerne være små og grønne og drive forskning på mig. Alt, bare de tog mig langt væk herfra.

 

Jeg var allerede 10 minutter for sent på den. Men siden jeg kendte strækningen så godt, gav jeg fuld gas. Først da jeg passerede Solvej Børnles villa, bremsede jeg op. Hullet i vejen ud for hendes køkkenvindue begyndte at ligne et krater. Jeg mistænkte den ældre dame for at have gravet hullet større med vilje. På den måde kunne hun lettere følge med i, hvem der kom forbi. Noget skulle hun jo også fordrive tiden med.

Annonce

 

Svigermors nedlagte landbrug lå idyllisk øverst på en høj. Med bølgende kornmarker til alle sider var det sådan, jeg havde set fremtiden for mig i mine ungpigedrømme. En drøm, Ronald skød i grus, så snart vi giftede os. Han havde ingen interesse for "at rode i jorden", som han sagde, og markerne blev forpagtet bort.

 

Da jeg svingede ind på gårdspladsen, stod Hilda i døren. – Du er sen på den i dag, klagede hun. – Også hyggeligt at se dig, mumlede jeg, banede mig vej forbi og gik ud i køkkenet. Plastikposerne var for tunge til, at jeg kunne blive stående i entréen og forklare mig.

 

– Jeg har købt hakkekød, råbte jeg ind i stuen. – Så i dag bliver det din livret, bøffer. – Jeg er ikke sulten, bjæffede hun tilbage og dukkede op bag mig. – Du tror, du kan komme her på alle tider af døgnet, når det passer dig. Men jeg skal sige dig noget. Hvis ikke... – ... det var fordi, du var gift med Ronald, ville jeg ikke have sluppet dig inden for dørene i det hele taget, mumlede jeg.

 

Jeg havde hørt det før. Mange gange. Højt sagde jeg: – Kære svigermor, jeg var bare 10 minutter forsinket. De havde ikke hakkekød i Fakta, så jeg måtte i Brugsen. – 10 minutter er måske ikke så meget for dig. Men for mig som er så ensom... – ... er 10 minutter et ocean af tid. Var det ikke for Ronald, ville jeg ikke have overlevet. Ronald mig hist op og kom herned, fortsatte jeg uhørlig.

 

Havde hørt det hele før. Faktisk hver gang jeg var herude. Hvilket jeg var hver tredje dag. Hvem skulle ellers have taget sig af Hilda? Hun fik ingen hjemmehjælp, så længe hun nægtede at flytte. Huset lå for langt fra centrum. Hvis det nu var sådan, at sønnen tog sig så godt af hende derhjemme, hvordan kunne det så være, at trappetrinnet i entréen stadig ikke var repareret? Trinnet, som hun havde brækket lårbenet på for snart tre år siden?

 

Sandheden var, at Ronald aldrig var herude. Han gad ikke. Ronald var mere optaget af lange middagshvil på sofaen i lejligheden inde i byen. Og af at se fodbold på den gigantiske fladskærm, han havde købt. Mine klager var han ligeglad med. Det var ikke hans skyld, at jeg ikke brød mig om fodbold, mente han.

 

En gang blev jeg så rasende, at jeg foreslog, han kunne indrykke en annonce i avisen efter en foldboldveninde, der kunne varte ham op. Dagen efter fulgte han rådet og satte en annonce i. Men der dukkede aldrig nogen fodboldveninde op.

 

– Brugsen er meget dyrere end Fakta, klagede Hilda. – Og de pumper kødet med vand og desuden... Jeg pustede en hårlok væk fra panden og skruede helt op for hanen. – ... har jeg ikke bedt om at få bøffer i det hele taget, citerede jeg stille. – For selv om jeg er så rig, at jeg kunne tage det halve af landsbyen med mig og flytte til Spanien, er jeg så nærig, at jeg ikke engang vil spise ordentlig mad et par gange om ugen, fortsatte jeg for mig selv.

 

Jeg havde set dem selv. Hundredvis af 500 krone-sedler, måske endda tusindvis. Hun havde låst dem ned i kommoden i soveværelset, det første sted en indbrudstyv ville lede. I tilgift havde hun en solid portion gemt i et hemmeligt rum under badekarret.

 

Jeg opdagede ujævnheden i gulvet, engang jeg vaskede det. Hilda tilhørte ikke generationen af ældre, som gemte formuen i madrassen, fordi hun ikke stolede på bankerne. Dertil var hun både for ung og energisk, selv om hun påstod det modsatte.

 

Sagen var den, at hendes nu afdøde mand, Alf, havde solgt en større klipfiskefabrik i Portugal. For at undgå beskatning i hjemlandet, havde han bragt hele salgssummen med sig hjem i en rygsæk og to plastikposer. En ordning, alle havde grund til at være tilfredse med – undtagen skattevæsnet måske.

 

Når Hilda ikke ville tære på formuen, skyldtes det, at hun sparede den til Ronald. Sønnen, som var så uheldig at være gift med den "skræppende" Tine, som jeg blev kaldt. Før eller siden ville han blive træt af mig, og så måtte han have noget at falde tilbage på, mente hun. Den stakkel, som var for skrøbelig til selv at arbejde.

 

– Hvorfor mumler du sådan? gryntede Hilda og rystede på hovedet. Jeg kunne mærke, jeg blev varm i kinderne. – Hvis jeg bare kan blive færdig her, så kan jeg også nå at støvsuge. Og måske ordne dit hår, hvis du selv kan skylle det først. – Jeg har ombestemt mig, sagde Hilda. – Jeg vil ikke have dig til at rode med mit hår. Ikke så ilter, som du er i dag. Ronald må hellere køre mig til ældrecentret, dér gør de det gratis.

 

– Ronald kan ikke køre dig. Jeg skal bruge bilen på arbejde. – Du har da også en undskyldning for alt, sukkede hun. – Huskede du for resten at hæve pensionen i dag? Jeg lukkede øjnene. At jeg kunne glemme det. Det var jo den dag på måneden. – Beklager virkelig, sagde jeg.

 

Hun himlede med øjnene. – Det ville have været meget bedre, hvis Ronald kom. Han ville aldrig glemme noget så vigtigt. – Jeg havde vel for meget at tænke på, sukkede jeg og så på uret. 10 minutter i tre. Jeg kunne stadig nå på posthuset. Ellers ville klagerne aldrig holde op.

 

– For meget at tænke på, snøftede Hilda. – Det eneste, jeg bad dig huske, har du altså glemt. Jeg skulle til at remse alt det op, jeg havde at gøre. At jeg også måtte købe ind til Ronald og mig, besøget i banken for at bede om endnu en udsættelse på boliglånet... Med et var det, som om al kraft sivede ud af mig. Jeg lukkede øjnene og bad en stille bøn.

 

Så var det, jeg opdagede, at der steg røg op fra stegepanden. Bøfferne var ved at branke. Lynhurtigt greb jeg panden og hældte de kulsorte bøffer ud i vasken. – Nu ser jeg vel aldrig noget til min pension, sukkede Hilda. Jeg mærkede, hvordan jeg klemte om skaftet på stegepanden.

 

– Så du vil have din pension, sagde jeg, mere skingert end planlagt. Hildas øjne lyste af skræk. – Jeg skal give dig pension! Med stegepanden løftet i vejret tog jeg et skridt mod hende. Mærkede en inderlig trang til at hamre den i hovedet på hende med fuld kraft.

 

Skræppende Tine. År med sammensparet frustration som blev materialiseret i et eneste, stort stjernefremkaldende slag. Det var, som om livet passerede revy. Ronalds ligegyldighed. Hildas nærighed. Solvej Børnles nysgerrige blikke, hver gang jeg passerede forbi i høj fart. Altid for sent ude, altid stresset. Og altid med denne selvudslettende holdning, jeg havde arvet efter min egen mor. Aldrig var jeg sød nok, rar nok eller udholdende nok. Sådan kunne min tilværelse frem til nu altså opsummeres: Med en stegepande hævet i vejret, klar til at slå.

 

* * *

 

Havde det været op til mig, ville jeg have givet rummet lidt farve, lidt liv. Måske taget nogle blomster herind. Men herinde ville jeg aldrig få lov at bestemme noget. Forhørsrummet var gråt og gustengrønt. Stolen var slidt, skumgummiet var på vej ud flere steder. Men den var god at sidde på.

 

Jeg skiftevis skælvede og svedte. Dette var ikke min dag. Eller mit år eller liv, for den sags skyld. Efterforskeren var en rødmosset mand i midten af halvtredserne. Han rejste sig og gik over i hjørnet af rummet. Stillede sig med ansigtet mod væggen, som om han skammede sig. Det viste sig, at han tænkte. Han vendte sig mod mig.

 

– Du påstår altså, at det ikke var dig, der tog livet af Hilda? At du kørte tilbage til centrum for at hæve hendes pension. Og da du kom tilbage lidt før otte om aftenen, fandt du hende liggende død på stuegulvet. Slået i baghovedet med en stegepande. Jeg nikkede.

 

– Du forlod hende ved tre-tiden. Hvad lavede du i timerne ind imellem? Jeg var stiv i skuldrene og ville gerne have bedt ham om at massere dem. Efterforskeren havde store, pæne hænder. Men det var også alt. Resten af ham var som en stor, formløs masse. En sækfuld kartofler.

 

– Først tog jeg på posthuset, det har jeg allerede sagt. Men da jeg ikke kunne finde en ledig parkeringsplads på forsiden, blev jeg nødt til at parkere på bagsiden. Jeg parkerer der tit, selv om det strengt taget er forbudt. Politimandens rødmossethed havde spredt sig fra næseroden til kinderne og videre op til den hårløse isse.

 

– Ikke bare "trengt taget", rettede han. – Det er forbudt. – Først tjekkede jeg svigermors postboks. Hun stoler ikke på landposten, forstår du. Derefter gik jeg ind og hævede hendes pension. Tilbage ved bilen opdagede jeg, at jeg havde glemt nøgleknippet. Det sad vel stadig i hendes boks. Men da jeg gik ind igen, var nøglerne forsvundet.

 

– Tjekkede du, om nogen havde afleveret dem ved skranken? – Selvfølgelig. Men der var de heller ikke. Jeg lukkede øjnene og sukkede. Det var Anton Gunnersen, som havde siddet ved skranken. Jeg kunne ikke fordrage ham, den lange, indtørrede bønnestage.

 

Engang havde jeg samlet ham op, da hans knallert var punkteret. Jeg kørte ham hjem, men først efter at være kørt op forbi Hilda. Noget som både hun og Solvej Børnle bemærkede. Det var sådan rygtet om min elsker opstod. Et rygte, som postfunktionæren ikke gjorde det mindste for at aflive. Tværtimod. Han kunne lide at høre, at han havde fået sig en dame, og rygtet spredte sig med lynets hast.

 

I tiden efter kunne jeg se det i de påklistrede smil i Brugsen. Høre det på stemmerne, som brat sænkede sig, når jeg kom rundt om hjørnet. Fra alle dem, som var inde i varmen. Selv var jeg udenfor, og sådan ville det for altid være.

 

Forhørslokalet virkede mere gråt end nogensinde. Jeg trak vejret dybt. Så kom tårerne. Efterforskeren lagde en solid hånd over min. – Fortsæt. Du havde låst dig ude af bilen. Hvad skete der så? – Jeg ringede efter en taxa. Men på grund af det voldsomme skybrud, var det ikke til at opdrive en.

 

– Hvad med din mand, kunne han ikke have hentet dig? For første gang siden drabet smilede jeg. – Vi har kun en bil. Desuden var der landsholdets kvalifikationskamp til Europamesterskaberne på tv den eftermiddag. På de dage ville han ikke være dukket op, om jeg så skulle føde. Jeg kunne lige så godt begynde at gå. Der er syv kilometer hjem, men kun fem, hvis jeg tager genvejen langs åen.

 

Der skete noget med efterforskerens øjne. Han fik det samme udtryk, som Hildas fede kat, når den satte tænderne i en mus. Jeg var færdig. Han havde mig i nettet. Retsmedicineren havde fastslået, at drabet fandt sted ved sekstiden. Et tidspunkt hvor jeg – ifølge mig selv – befandt mig gående langs åen i styrtregn. Og selvfølgelig havde jeg ikke noget alibi.

 

At flere mente, de havde observeret min bil kun en halv time før drabet, hjalp ikke på sagen. Flere insisterede på, at de havde set den køre væk i stor fart mod Hildas gård på et tidspunkt, hvor jeg påstod, at jeg befandt mig ved åen. Efterforskeren blev siddende tavs. Det gjorde mig nervøs. Mine øjenlåg begyndte at sitre.

 

– Hvem vidste, ud over dig, at din svigermor opbevarede sin formue derhjemme? Hans stemme fik brat et andet tonefald. – Jeg aner ikke, hvad du taler om? Efterforskeren bøjede sig over bordet, så tæt, at jeg kunne mærke duften af hans billige aftershave.

 

– Ifølge din mand, Ronald, var det kun dig og ham, som var klar over, at hun gemte pengene i kommoden. Jeg så bestyrtet på ham. – Så min mand mener altså... – Ronald er helt overbevist om, at det var dig, der tog livet af hende.

 

Jeg var nær ved at besvime. Her sad jeg altså, alene og forladt af alle. Endda også af Ronald, som jeg aldrig havde troet, jeg ville være i stand til at savne. Det slog mig, at hvis min tilværelse indtil nu havde været grå, var det ingenting mod den, jeg havde i vente. Mange år i en trist fængselscelle var ikke nogen sjov tanke.

 

Efterforskeren rejste sig. – Tine Langeland Sørensen, du er hermed anholdt, mistænkt for drabet på din svigermor. Vi vil bede om 14 dages varetægtsfængsling. – Nej vent, hikstede jeg. – Jeg kan have nævnt noget om pengene, engang jeg kørte postfunktionær Anton Gunnersen hjem. Vi kørte først omkring svigermors hus, og han sagde noget om, hvor ensomt beliggende det var. Jeg kan have sagt noget om, at det var dumt at opbevare så mange penge derhjemme. Noget i den retning.

 

Han så opgivende på mig. – Hvis det er alt, du har at komme med, ser det sort ud. – Hvad med Solvej Børnle, stammede jeg. – Hun bor ved vejen op til Hildas gård og følger med i, hvem der kører forbi. Hun kan umuligt have set mig. – Det vil vi selvfølgelig undersøge. Men tre andre har allerede bekræftet, at de så din bil på vej derhen. Og i høj fart som sædvanlig. Det må anses for at være en berettiget mistanke.

 

* * *

 

Jeg slap ud efter to dages varetægtsfængsel. Samme dag som de arresterede postfunktionær Anton Gunnersen. Det viste sig, at han havde sneget sig til at "låne" min bil, efter at nogen fandt nøglerne og afleverede dem ved skranken. Lidt efter lukketid satte han sig ind og fór af sted, hvilket også Solvej Børnle kunne bekræfte.

 

Men i modsætning til mig, var den lange slyngel ikke bremset op ved hullet uden for hendes køkkenvindue. I stedet havde han speedet op og næsten slået hul i lydpotten. Det havde den ældre dame fundet bemærkelsesværdigt, og derfor havde hun siddet klar ved vinduet, da bilen kørte tilbage. Til sin fryd så hun, at det var postfunktionæren, som sad bag rattet i min bil. Endnu en bekræftelse på vores påståede kærlighedsaffære og dermed ny næring til sladderen.

 

Først dagen efter, da hun fik at vide, at Hilda var blevet myrdet, satte hun det ind i den rette sammenhæng. Men alt det spillede ingen rolle. Det eneste, som betød noget, var, at jeg igen var fri. Ronald tilbød mig at flytte hjem på betingelse af, at jeg aldrig mere klagede over, at han så fjernsyn. Men jeg takkede nej, selv om det betød, at jeg ville stå helt på bar bund.

 

Det tog han ikke så tungt. Han havde jo arvet både moderens store ejendom, som han havde særeje på, samt pengene fra kommodeskuffen. Over 500.000 kr., men da først arveafgift og skattebøde var trukket fra, sad han tilbage med omkring 200.000 kr.

 

Strengt taget tilhørte halvparten mig, men jeg lod ham beholde dem. Hvad mig angår, ved jeg ikke, hvad jeg fremover skal gøre med mit liv. Måske tilbringer jeg resten af vinteren i Spanien, måske rejser jeg endnu længere væk. Men de 1,7 millioner kroner, jeg tog med mig fra det skjulte rum under badekarret, leverer jeg i hvert fald aldrig tilbage. Da jeg fandt Hilda og stegepanden på stuegulvet ved ottetiden den aften, sørgede jeg først for at bringe pengene i sikkerhed. Derpå ringede jeg til politiet.

Tekst: Lars P. Mellebye
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 07-06-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri