Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Løgn og bedrag

Noveller
Martin var sikker på, at denne fidus var den bedste, han hidtil havde fundet på. Snart dukkede også de helt rigtige ofre op for at se på huset. Han var tæt på målet. Nu gjaldt det om at handle hurtigt og se at komme ud af landet i en fart.

Martin Johnsen målte kun 1,69 på strømpesokker. Den voksende, kugleformede mave og dobbelthagen fik ham til at virke ældre, end han var. Noget, der bare var et plus i hans branche. Martin var en notorisk bedrager med et langt generalieblad. Selv valgte han at kalde sig illusionist. Hemmeligheden var at skabe tillid. Dernæst en illusion – for at få ofrene til at tro på noget, som egentlig ikke eksisterede.

 

Malerier, hårde hvidevarer og rejser sydpå – alt havde han narret folk til at tro, de havde købt. Og når den virkelig ejer dukkede op, var han for længst forsvundet. Han skulle for resten selv rejse sydpå snart. For at overvintre. Han var nemlig i gang med sit største svindelnummer nogensinde og kunne snart tage sig et friår.

Annonce

 

Kufferten var af den eksklusive art og stod allerede klar i entréen. Stjålet i en af byens forretninger med rejseudstyr. Martin gik ud på verandaen og tog et overblik over det store sommerhus. Det lå helt ude ved havet, og bølgerne blinkede i den blege vintersol.

 

Fremvisning stod der på det skilt, han have sat op henne ved indkørslen. Ejendommen lå ensomt, men meget attraktivt. De virkelige ejere var et intetanende par, der boede i den anden ende af landet. Uforstyrret havde han kunnet skifte låsene og gøre huset klar til salg.

 

De strenge regler for, hvordan et salg skulle foregå, gjorde det nærmest umuligt at slå en klo i pengene. Men Martin havde en helt anden plan. En bil kom til syne i det fjerne. Martin skyndte sig ind og tog en mørk blazer på. Snart efter gled en sølvgrå Mercedes op foran huset. Et ældre ægtepar steg ud, begge også lidt sølvgrå i håret. Kvinden så ud mod horisonten. Manden begav sig straks hen til Martin.

 

Martin gjorde, som han havde set utallige mæglere gøre før ham. Han bukkede let og gav ham sit glinsende visitkort med billede på. Den fremmede studerede visitkortet. Villy Abrahamsen,statsautoriseret ejendomsmægler, Ejendomsconsult, læste han. – Er det et navn, jeg burde kende? Martin strøg sig over håret og hostede lidt. – Fra hovedstaden, sagde han, og forklarede, at ejerne ønskede at bruge en mægler, de kendte.

 

Det var i det mindste en halv sandhed. Martin havde kopieret visitkortet fra et mæglerfirma fra det sted, hvor sommerhusejerne kom fra. Selv mægleren på kortet eksisterede. Men mobilnummeret var Martins. Og det angivelige nummer til mæglerfirmaet var nummeret til en af Martins kammerater. Svindlen ville hurtigt blive afsløret, hvis nogen virkelig undersøgte sagen. Han var derfor nødt til at handle hurtigt. Når bedrageriet blev afsløret, ville hans tæer allerede være begravet i Sydens varme sand.

 

Den ældre mand trak på skulderen og gik ind. Snart dukkede der yderligere to biler op. Også de var åbenbart velstående mennesker. Martin tog imod og gennede dem ind. Var selv ved at følge efter, da en ældre, bulet Toyota bremsede hårdt op i indkørslen.

En ung mand i cowboybukser og en stor islandsk sweater hoppede ud. En ung kvinde kom også ud, og sammen gik de hen mod huset.

 

Martin havde set fyren før, uden at han kunne huske hvor. – Værsgo'! Tag et visitkort, sagde han, mens han diskret studerede dem. Manden var høj og knoglet, håret pjusket. Den unge kvinde havde en tyk, strikket hue på hovedet. Hendes hår hang i lange tjavser. Hun var iført en alt for kort, lilla kjole, og de store vinterstøvler passede slet ikke til de spinkle ben.

 

* * *

 

Indenfor var inspektionen i fuld gang. Martin gik rundt og rettede lidt på forskellige genstande, sådan som han havde set andre mæglere gøre. Det var nu, det gjaldt. Alt afhang af, at han fandt de rette ofre. – Gammelt køkken, sagde en kvinde med tunge guldsmykker om halsen. – Det er jo ejendommens potentiale, som trækker op, sagde Martin glat.

 

– Fra hovedstaden altså? Det var den ældre mand igen. Martin blev tør i munden. Heldigvis råbte ægtefællen i det samme på sølvræven, og han forsvandt ovenpå. I det samme rundede det unge, lidt lurvede par hjørnet.

 

Det var manden, der virkede ivrigst. Energisk bevægede han sig rundt og var især optaget af lyset, der faldt ind i rummet. Hun holdt sig i baggrunden. Pludselig gik det op for Martin, hvor han havde set fyren. I avisen. Han var billedkunstner. En af de såkaldt unge og håbefulde, som eksperimenterede med en række udtryk. Både oliemaling, litografier og silketryk var vist noget, han mestrede.

 

Det var billedet i avisen, som gjorde, at Martin huskede artiklen. Den unge kunstner stod foran et abstrakt smøreri, som formentlig skulle forestille både himmel og helvede på en gang. Manden havde klaget over kunstnernes magre kår her i landet. Straks mærkede Martin, at han havde fundet de rigtige ofre – unge, nyetablerede og med en nok så stram økonomi. Men samtidig sultne på det gode liv, sådan som alle unge var nu til dags.

 

Det kom ikke længere på tale at spare op et halvt liv, før man tog skridtet ud på boligmarkedet. Så lånte de unge hellere millioner, uden skrupler. Martin lod dem få lidt mere tid. Så gik han hen til det unge par. – Nå, her er dejligt, ikke? – Fedt sted, ja, sagde den unge mand.

 

Den unge kvinde undgik hans blik. Formentlig havde hun aversioner over for alle med slips. Martin rakte hånden frem: – Villy her. – Søren, svarede den unge mand. – Og det er min samlever, Helene. – Fint lys i stuen, ikke sandt? – Ja, for pokker! Søren trak hånden gennem den tjavsede frisure.

 

– Og hvis jeg ikke tager fejl, er der snart en lille på vej, sagde Martin henvendt til Helene. Det var vigtigt at få dem begge to med. Søren så overrasket ud. – Hvordan vidste du..? Martin trak på skuldrene. – I ser så forelskede ud. Dette sted må jo lige være noget for jer. Og ikke mindst for en baby.

 

Søren nikkede ivrigt. – Det er det, jeg siger. Ikke som inde i byen med al bilosen og snavset. – Har I overvejet at give et tilbud? Søren rystede på hovedet. – Vi kan måske nok få råd til den pris, der er sat. Men hvis buddene går op, kommer vi aldrig til at kunne være med. – Hvad hvis der nu ikke blev nogen budrunde?

 

Søren så uforstående på Martin. – Hvad mener du? Martin foreslog, at de gik ud i køkkenet, så de kunne tale sammen i fred. Søren vinkede ad Helene, der modstræbende fulgte efter. – Jeg skal gå lige til sagen, sagde Martin og lukkede døren. – Ejendommen har tilhørt samme familie i generationer. Men da de nuværende ejere er både barnløse og syge, ser de ingen grund til at beholde det. Søren trak på skuldrene.

 

Martin var ved at have snakket sig varm. Det var lige før, han selv troede på sine egne løgne, og så var det, at han var allerbedst. – De er ikke nødvendigvis interesserede i det højeste bud. Det vigtigste for dem er at finde en køber, som vil tage vare på ejendommen. Jeg har fået frie hænder til at sælge til dem, jeg tror passer bedst, uanset prisen. – Og det er os?

 

Martin lo. – Her er mange med svulmende tegnebøger. Folk, som bare vil rive stedet ned og bygge noget modernistisk møg i glas og beton i stedet. Helene nikkede. Nu var hun også med. – Jeg tror faktisk, at I er de mest interessante, selv om jeg personligt vil tabe en del på at sælge til jer. – Hvad mener du? – Jeg får jo provision. Sådan set burde jeg være interesseret i det højest mulige bud.

 

Søren så fra Martin til Helene og tilbage igen. – Og så? – Derfor vil jeg tilbyde jer en aftale. Søren tog Helenes hånd. – Hvis I giver mig 150.000 kr. under bordet, så sælger jeg til jer uden nogen budrunde. I kommer til at spare flere hundredetusind kroner, ja måske snarere en hel million. Søren skælvede på hånden, da han fiskede en cigaret frem. – Er det o.k., hvis jeg tager en smøg? – Som ny ejer af stedet er det noget, du selv bestemmer. Søren grinede. – Det er sgu for vildt!

 

* * *

 

Martin forsvandt ud, men vendte straks efter tilbage. De var ved at bide på, han var lige ved at komme i mål nu. Søren tog et dybt drag af cigaretten. – Men hvad nu, hvis der bliver problemer? Hvad med det mæglerfirma, du arbejder for? Hvis de opdager,

hvad du har gang i, mener jeg.

 

– Hvis min chef får nys om det, er jeg færdig. Jeg ville formentlig ryge ind bag tremmer, og købekontrakten ville blive annulleret. Det er derfor, vi skal kunne stole på hinanden. Holder vi kæft, snakker vi om en sikker win-win-situation! – Sandt nok, sagde Søren. Martin slog ud med hænderne. – En nyetableret familie som jeres. Og du, som vil leve af din kunst. Sådan en chance kommer aldrig igen!

 

Sørens hånd klemte om Helenes. Hans øjne bad om hendes accept. Martin var så godt som i mål. – Men med 150.000 kr. under bordet er vi jo nødt til at have en garanti for, at det bliver os, der får huset. Det var Helene, der snakkede nu. Martin rettede på slipset. – Jeg gør kontrakten klar. Først når den er underskrevet af alle parter, får jeg pengene. – Fedt nok, sagde Søren og skoddede cigaretten i vasken.

 

De blev enige om at mødes igen i slutningen af ugen. Søren skulle bruge nogle dage til at stable 150.000 kr. på benene, men forsikrede om, at det ikke blev noget problem. Martin gav dem begge et solidt håndtryk, og nok en gang understregede han, hvor vigtigt det var, at de alle holdt tæt. De havde meget at tabe – og meget at vinde. Martin gik ud i stuen og klappede i hænderne: – Beklager folkens, men ejendommen er solgt!

 

– Solgt? fnyste en af de fremmødte. – Men jeg har jo ikke en gang afgivet et tilbud endnu. – Ejeren sælger til hvem, han vil, sagde Martin. – Men forsyn jer endelig med mineralvand på vejen ud.

 

* * *

 

Fire dage senere aftalte de et møde på en pizzarestaurant i udkanten af den nærmeste landsby. Martin var nervøs, da han parkerede udenfor. Hvad hvis de havde opdaget, at det hele var et bedrag? Måske til og med havde sat en fælde op for ham sammen med politiet? Stedet var som pizzarestauranter er flest – grove borde i fyrretræ med små, rødternede duge og stearinlys på. Martin fik øje på det unge par inderst i hjørnet. Der var nogle få andre gæster, men de sad heldigvis langt væk.

 

Martin hilste og satte sig. Han lagde kontrakten på bordet og viste med pennen, hvor parret skulle skrive under. En tjener kom med to fadøl til mændene og en Cola light til Helene. Søren sikrede sig, at tjeneren var forsvundet, før han trak en slidt taske op på bordet. Forsigtigt åbnede han lynlåsen. Martin svælgede ved synet af pengene.

 

– Tag det roligt, sagde Søren, – vi har tænkt lidt, siden vi var ude i huset. – Ja, kontrakten er trods alt bare et stykke papir, istemte Helene. – Kan vi egentlig være sikre på, at du er den, du siger? Det kildede i maven at være så tæt på pengene, men Martin

bevarede fatningen. Roligt fandt han både en mæglerlicens og et førerbevis frem, begge udstedt i Villy Abrahamsens navn.

 

Søren studerede certifikatet , før han rakte det videre til Helene. – Men burde kontrakten ikke være tinglyst... eller sådan noget? spurgte Søren. – Ja, du må undskylde, at vi er lidt forsigtige, sagde Helene, – men der er jo tale om mange penge. Martin drak en dyb slurk af øllet. – Salget bliver først tinglyst, når sælger har modtaget slutopgørelsen for huset, forklarede han. – Men jeg kan forstå, at I er forsigtige, så derfor vil jeg gøre en undtagelse.

 

Op af lommen fiskede Martin nøglen til låsen, han selv havde skiftet ud. – Strengt taget må nøglen ikke overleveres, før salgssummen står på mæglerens opgørelseskonto. Men som sagt: Vi må stole på hinanden. Søren nikkede og skød tasken med pengene over bordet.

 

– Pludselig slog en tanke ned i Martin. – Og I er sikre på, at disse penge ikke stammer fra et røveri? Søren og Helene vekslede et blik. – Og hvad, hvis de er? Spiller det nogen rolle? Martin blev hed. Stjålne penge var noget møg. Man kunne risikere, at de var mærkede, og så måtte de behandles med stor forsigtighed. På den anden side var dette alt for meget at takke nej til.

 

– Slap nu af, mand, vi driller bare. Søren puffede ham i siden. – Pengene er et legat fra Statens Kunstfond. Slå mig op nettet, hvis du vil. Martin lo nervøst. Søren og Helene lo også. Først tøvende, men snart lo de hjerteligt alle tre. – Vi er faktisk meget taknemmelige, sagde Helene. – Du kunne jo have valgt nogle andre.

 

Martin rødmede. For første gang siden sin konfirmation mærkede han et stik af dårlig samvittighed. Han kunne lide det unge par. Og han håbede, der gik længe, før de rigtige ejere dukkede op. Så kunne de i det mindste nyde stedet et stykke tid. Martin rejste sig brat. Han måtte hellere forsvinde, før han blev for sentimental. – Held og lykke, sagde han og gav hånd, før han tog tasken og forsvandt ud i mørket.

 

* * *

 

Allerede dagen efter tog han ud i lufthavnen. Til trods for at det regnede, var han iført shorts, hawaiiskjorte og vest. At hans ben var lige så hvide som en moden gammelost, skulle der snart blive lavet om på. Han kunne allerede se strandstolen for sig, som han ville dovne i. Inde i terminalen gik Martin straks hen i bankfilialen og afleverede et bundt sedler. Dem ville han have vekslet til Euro. Resten var møjsommeligt gemt væk i vesten. Det gik ikke, at han blev stoppet for ulovlig valutaudførsel.

 

Sørens historie havde han tjekket på internettet. Det stemte, at den unge kunstner havde modtaget et større legat. Martin følte sig derfor helt sikker på, at pengene ikke stammede fra ulovlig virksomhed, men tog alligevel ingen chancer. Bankfunktionæren forsvandt ud i baglokalet. Udenfor silede regnen ned. Martin trommede utålmodigt med fingrene mod disken, mens han studerede de forbipasserende. Det var da gevaldigt så lang tid, kassereren brugte. Men endelig kom han, og Martin fornemmede straks, at der var noget galt.

 

– Sedlerne er falske, sagde funktionæren. – De er kunstnerisk utroligt godt udført, men alligevel ikke helt perfekte! Martin lukkede øjnene. Snedigt gjort! Det unge par vidste jo, at mægleren hverken kunne gå til politiet eller klage sin nød til chefen. I så fald ville det blive hans egen død.

 

Martin vendte sig om for at løbe, men for sent. To solide politibetjente var på vej lige imod ham. – S...sedlerne er ikke mine. Jeg er blevet narret af en sjofel kunstner... – Ja, naturligvis, smilede den ene betjent og greb ham fast i armen. – Og månen er lavet af grøn ost. Dig kender jeg fra før. Kom nu, madmor venter i arresten.

Tekst: Lars P. Mellebye
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 29-08-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri