Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Modsætninger mødes

Noveller
Det var for Jeppes skyld, at Mia havde meldt sig til kurset i personlig udvikling, for hun vidste godt, at han ikke kunne leve med, at hun var, som hun var. Han havde brug for en livsledsager, der kunne støtte ham og selv turde begå sig i sociale sammenhænge. Men hun følte sig helt kørt over her på højskolen, ikke mindst af pigen, hun delte værelse med.

Den lange køretur på motorvejen havde som forventet været kedelig, men da de drejede fra mod Vrads Sande og kørte gennem en skov med enorme tilisede fyrretræer, fandt Mia landskabet både smukt og lidt eventyrligt. For første gang, siden hun nødtvungent meldte sig til højskolekurset, fandt hun noget positivt ved det. Hun havde lyst til at snakke med Jeppe om, hvor kønt her var, men han sad med headsettet.

 

– Ha, ha, ja, det tager vi op til næste møde i partiforeningen, sagde han. Samtidig skiftede han gear, holdt øje med den øvrige trafik og GPS'en, hvor han havde tastet højskolens adresse ind. Det var kun halvandet år siden, han havde meldt sig ind i den lokale partiforening, og typisk Jeppe sad han allerede i både udvalg og komiteer.

Annonce

Det var blevet vel modtaget, at en ung initiativrig mand på 27 år pludselig dukkede op og ville gøre en ulønnet indsats. Mia vidste, at han i virkeligheden mest så det med politikken som et redskab til at komme frem i verden. Men han brugte tid og overskud på det, og den lokale partiforening kunne være godt tilfreds med ham.

 

Hun skævede til ham og mærkede rigtigt, hvor forelsket hun var. Hvad deres forhold angik, udlevede de nærmest den gamle talemåde om, at modsætninger mødes, og sød musik opstår. For lige så udadvendt og kommunikerende Jeppe var, lige så indadvendt og tilbageholdende var hun. Og det var derfor, de nu hastigt nærmede sig Tveje Sand Højskole.

 

Pludselig syntes Mia, at GPS'en alt for hurtigt talte de sidste kilometer ned, og hun fik våde håndflader og hjertebanken. Åh nej, om lidt var de der. – Fint, du, og så tager vi den derfra, afsluttede Jeppe endelig samtalen. – Det er dernede, fik Mia frem. – Det ligner jo en herregård, sagde Jeppe begejstret. – Glæder du dig ikke, Mia? – Jo, løj hun, for den smukke hvide bygning så bare truende ud i hendes øjne.

 

Selvfølgelig lykkedes det Jeppe at få en parkeringsplads lige foran den brede trappe foran hovedbygningen. Han sprang ud af bilen og om for at åbne bagagerummet. Mia fulgte langsomt efter og følte det, som om hun var på vej til skafottet. Selvom det var frostvejr, var dobbeltdøren åben, og i den stod et midaldrende ægtepar.

 

Manden var i fløjlsjakke og havde en pibe i munden, som vist ikke var tændt, kvinden havde håret sat op i en løs frisure, der klædeligt var faldet lidt ned om hendes stadig ret kønne ansigt. Det gav et sæt i Mia, da kvindens øjne mødte hendes, og hun smilende kom ned mod dem. Mia blev tør i munden, nu var der ingen vej tilbage.

 

Som sædvanlig var Jeppe først med det store smil og den fremstrakte hånd. – Goddag, goddag, sikke dog et vidunderligt sted. Bare jeg skulle blive, men jeg kommer desværre kun for at aflevere min søde kæreste, Mia Berg. Jeppe Holmer, hedder jeg! – Så kan det måske blive en anden gang, smilede kvinden. – Jeg hedder Kirsten Ring, det er min mand, Palle, der står deroppe. Vi er forstanderparret.

 

Hun vendte sig mod Mia og rakte hånden frem. – Velkommen til, Mia. Jeg kan huske dit navn, det er til det to ugers Personlig Udvikling-kursus, ikke sandt? – Det er det, nikkede Mia og tvang sig til at smile. – Kom I bare med mig, så skal jeg vise dig lidt til rette og give dig nøglen til værelset, fortsatte Kirsten Ring venligt.

 

– Værelserne ligger i de lave sidefløje, men undervisningen foregår i hovedbygningen, hvor vi også spiser og holder morgensamling og den slags. – Jeg er desværre nødt til at køre, jeg har et møde ... Jeppe hev Mias kuffert op fra bagagerummet, mens han samtidig trak hende ind til sig til et knus. – Prøv nu at få det bedste ud af det, ikke? Husk, du gør det for vores skyld... for vores fælles fremtids skyld, ikke? hviskede han i hendes øre. Så sendte han Kirsten Ring endnu et blændende smil og satte sig ind i bilen igen.

 

* * *

 

En time senere sad Mia på den ene af de to brikse på det anonyme værelse og følte sig smadret. Kirsten Ring havde været rigtig sød, mens hun viste rundt og forklarede om morgensang og fællesaftener og præsenterede hende for læreren, Bente, som ledte kurset i personlig udvikling.

 

Bente var lidt ældre end Kirsten, men stadig en smuk kvinde med et åbent og direkte blik, som havde virket skræmmende på Mia. Det var, som om Bente kunne se lige gennem hende. Lige ind til det sted i hendes personlighed, som gjorde, at hun hellere ville dø end at rejse sig op og sige noget i en forsamling på mere end to personer.

 

Som om Bente allerede vidste, at Mia meget sjældent sagde fra og i det hele taget ikke sagde ret meget, at hun fik svedeture og hjertebanken ved tanken om at kontakte fremmede mennesker, og at social smalltalk i hendes øjne foregik på et sprog fra en anden planet. Og ikke nok med, at hun nu i hele 14 dage skulle udstille og forsøge at få repareret denne personlige mangel, hun skulle også bo sammen med et andet menneske.

 

Mia kiggede bekymret over på den anden briks. Da hun over for Jeppe havde luftet sin bekymring om at skulle dele badeværelse og soverum med en fremmed, havde Jeppe bare leet og sagt, at det sikkert kun ville gøre hende godt. Mia tog en dyb indånding og fandt det bedste billede af Jeppe frem på mobilen.

 

Hun elskede ham jo så højt, og det var for hans skyld, hun gjorde det her. Fordi han ikke i længden kunne leve med, at hun var, som hun var. Jeppe havde ambitioner, og han havde brug for en livsledsager, der som partner kunne støtte ham og selv agere i sociale sammenhænge.

 

For tiden var han leder af to vandrehjem, men på sigt var det hans plan at drive et hotel. Helst en kæde, faktisk. Og alle Jeppes mange venner var stort set som ham. Mia tænkte tilbage på den aften for et år siden, hvor det var gået galt mellem dem.

 

Det havde været til en fem retters middag hos Ulla og Bjarke, og Mia havde ikke sagt så meget ved bordet, men hun syntes alligevel, det var gået ret godt, for ude i køkkenet havde Ulla betroet sig til hende om deres søns læsevanskeligheder. Men på vejen hjem i bilen havde Jeppe sagt, at nu havde han fået nok. Nu var det slut. Det var ikke en mundlam vinduesmannequin, han ønskede at være kæreste med.

 

Mia gøs, da hun tænkte på de frygtelige, ensomme måneder, der var fulgt efter bruddet. Hun havde jo egentlig kun sin søde familie og sin gode, gamle hjerteveninde, Mette, og hun var blevet så lykkelig lettet, da hun og Jeppe så småt havde genoptaget kontakten. For følelserne var der jo stadig, også hos ham, men han havde sat en betingelse for, at de genoptog forholdet: Hun skulle gøre en indsats for at forandre sig, for at blive mere social.

 

Og det var derfor, hun nu sad her på briksen. Så gik døren op og slog med et brag mod væggen. Det gav et sæt i Mia, og hun blinkede mod den tynde pige med det enormt lange og lyse hår, som dumpede ned på den anden briks og samtidig kylede sin sportstaske fra sig, så den ramte Mias skinneben.

 

– Gud, en hæslig køretur! stønnede den lyshårede, mens Mia gned det ømme skinneben. – Jeg hedder Therese, hvad med dig? Ih, hvor ligger det her sted dog langt fra alting, hva'? Skal du på kursus i personlig udvikling, for det skal jeg? Jeg ville faktisk meget hellere have været på kursus i auratydning, ikke, men det kunne jeg ikke få tilskud til.

 

Mia følte sig blæst helt omkuld, men det lykkedes hende at nikke og få et "ja" indført. – Du, stil dig lige op mod den hvide væg, sagde Therese og kneb øjnene sammen. – Det er helt utroligt, din aura er næsten helt usynlig. Hm, du er midt i en 30-årskrise, ikke også?

 

– Jeg er kun 25, sagde Mia. – Og så er du ... så er du arbejdsløs, er du ikke også? Det tyder det der grålige noget nemlig på! – Nej, jeg er kontorassistent i en korn- og foderstofforretning, og ... Therese sprang op. – Ej, jeg skal altså bare have noget at spise, skal du med? Hvad var det nu, du hed?

 

* * *

 

Mia havde sovet elendigt om natten, og hun kunne næsten ikke få noget af den ellers lækre morgenmad ned, men på en eller anden måde trøstede det hende, at hun kunne synge med på Abraham sad i Mamrelund, som Palle Ring med stor entusiasme spillede ved morgensamlingen.

 

Men da hun nu sad i klasseværelset sammen med kursets øvrige 19 deltagere, havde hun det igen helt elendigt. Det havde Therese ikke, for hun var allerede fordybet i intens samtale med en mand i 40'erne. – Godmorgen! Bente svingede ind i klassen med en smuk vid nederdel i et etnisk mønster bølgende om benene.

 

Mia registrerede, at Bentes stærke udstråling ikke undgik den eneste af de tilstedeværende kursister, som var af hankøn og faktisk rigtig godt udseende. Bente vekslede et lille smil med ham, mens hun anbragte sin slidte kernelædertaske på katederet, hvorefter hun satte sig oven på det.

 

– Personlig udvikling handler om at opnå resultater som menneske, begyndte hun. – Når vi arbejder med bevidstgørelse og erkendelse af vores personlige resurser, vokser vi og bliver i stand til at bruge vores fulde potentiale. Det letter samarbejdet med andre, når vi lærer at forstå deres værdier, og vi vil gennem forskellige øvelser opnå en større selvtillid og blive bedre til at håndtere konflikter og stress, og ... – Må jeg spørge om noget? afbrød Therese med hånden oppe.

 

– Bliver der også noget med at blive bedre til ligesom at præsentere sig selv til jobsamtaler og den slags? Bente smilede til hende, men Mia kunne se, at hun var lidt irriteret over afbrydelsen. – Vi har heldigvis hele 14 dage, så vi kan nå rundt om mange ting, og jeg er helt åben for ideer fra jer. Nu vil jeg foreslå, at I begynder med at præsentere jer selv på 100 ord, først i små grupper på fire og derefter for hele gruppen ...

 

* * *

 

Det føltes, som om hun var blevet kørt over af en traktor. Men nu var kursets tredje dag overstået, og hun havde faktisk troet, hun skulle besvime under en af øvelserne i dag, så påvirket var hun blevet. Til Jeppe havde hun sendt en sms om, at det gik vældig godt.

 

Mia lå fuldt påklædt på sengen med lukkede øjne, og hun kunne høre Therese pusle ude på badeværelset. Hun snusede lidt ind, for var den duft ikke hendes egen parfume? Men måske havde Therese en mage til i sin toilettaske. Hun nåede ikke at spekulere mere over det, før Therese trådte ind på værelset igen og som sædvanlig knaldede døren til toilettet hårdt i.

 

– Gud, Mia, hvor er det bare noget lækker makeup, du har! Den er vel skidedyr, den der lipgloss, ikke? Mia slog øjnene op og stirrede paf på Therese. Man brugte da ikke andres makeup. Men det havde Therese ikke desto mindre gjort, for Mia genkendte tydeligt farven på både øjenskyggen, rougen og selvfølgelig lipglossen. Og mascaraen!

 

– Øh jo, den kostede 235 kr., svarede Mia og vred sig lidt, før hun fortsatte: – Therese, du har ikke øjenbetændelse, vel? For det smitter jo, og... – Gud nej, det har jeg ikke, men jeg har den ledeste underlivssvamp, sukkede Therese og rullede med de nymalede øjne. – Og jeg har prøvet alt, siger jeg dig, alt...

 

Mia prøvede at lukke ørerne, mens Therese meget malende beskrev sine problemer, men det lykkedes ikke, og til sidst flygtede hun fra værelset med en undskyldning. Nede ved søen stod hun lidt og frøs, mens hun tænkte på Therese. Hun var virkelig forfærdelig. Det var faktisk, som om hun slet ikke var klar over, at andre mennesker havde grænser. I hvert fald overskred Therese konstant hendes.

 

I går havde hun revet en side ud af Mias endnu ulæste ugeblad, og hun havde også åbnet skuffen i natbordet og ubeskedent taget broderparten af den pose lakridser, Mia gemte der. Mia pressede øjnene hårdt i og tænkte på Jeppe. Hun håbede virkelig, at han havde bare den mindste anelse om, hvad hun gennemgik. For hans skyld.

 

* * *

 

På kursets 10. dag følte Mia sig så mørbanket, at intet næsten rykkede i hende mere. Hun havde en vag anelse om, at det ikke var udvikling, men mental udmattelse, det handlede om, men derfor blev hun alligevel glad, da Bente tog hende i armen på vej ud fra klasselokalet og sagde: – Du klarer det fint, og du arbejder virkelig med dig selv, det kan jeg se. Evnen til at lyt te til andre er noget af det sværeste at lære, men den ejer du. – Tusind tak, sagde Mia og smilede.

 

Pludselig følte hun sig mindre træt, da hun gik over mod værelset. Hun ville ringe til Jeppe og fortælle, at hun havde fået ros. Værelset var tomt, hun tændte mobilen, og en sms bippede ind med det samme. Den var hverken fra Jeppe eller Mette. I displayet stod: Ny besked fra Ulla.

 

Ulla? Mia tænkte tilbage på det katastrofale middagsselskab for et år siden. Ulla plejede da kun at sms'e til Jeppe. Mia klikkede den frem og læste: Hej Mia, trænger til at snakke noget igennem, hvornår har du tid? Kh Ulla. Mia smilede lidt, det var egentlig en rar sms, og hun havde jo egentlig også følt, hun havde god kontakt med Ulla. Så bragede døren igen hårdt op mod væggen, og Therese buldrede ind.

 

– Ej, Mia, jeg har bare vildt ondt i nakken, gider du lige massere mig lidt? Hun ventede ikke på svar, men satte sig omvendt på stolen og hev blusen ud over skuld rene. Mia gik modstræbende og uden større overbevisning i gang. – Ved du hvad, jeg har en mega bums lidt længere nede, kan du ikke lige trykke den ud? Hun krængede blusen endnu længere ned, men Mia nåede aldrig at se bumsen. For pludselig fik hun nok.

 

Hun rykkede brat tilbage fra Therese og sagde højt, langsomt og tydeligt: – Nej, det kan du lige bande på, jeg ikke vil. For fremtiden skal du ikke spørge mig om den slags, fortælle mig alt for private ting eller smadre døren op i væggen, når du kommer ind. Og jeg vil heller ikke have, at du æder mit slik, tager mine ugeblade og bruger min makeup, er du med?

 

– Jamen... Therese blinkede lamslået mod hende med store, blanke øjne. – Det er jo kun, fordi vi klikkede sådan med det samme, ellers ville jeg aldrig... – Godt, så har vi det på det rene, afbrød Mia hende og greb mobiltelefonen. Hun havde et påtrængende behov for at tale med Jeppe lige nu og her, og hun trykkede hans mobilnummer på vej gennem gangen og nåede netop ud i kulden, før han svarede.

 

– Det' Jeppe, men jeg er på vej til møde, Mia, så... – Du bliver nødt til at tage dig tid til at høre på mig, sagde hun uden at vente på, han talte færdig. – For der er noget, der er gået op for mig. Og det er, at hvis du ikke kan elske mig, præcis som jeg er, så er der ikke noget at gøre ved det. Jeg er nemlig god nok. Vi kan tales ved i aften!

 

Hun afbrød og var helt overrasket over, at hun havde afleveret sådan en salut til Jeppe. Men det føltes o.k. indeni. Hun nåede kun at snurre rundt på hælen, før mobilen gav lyd fra sig. Jeppe ringer, stod der i displayet. Hun trykkede på besvar og sagde: – Ja? – Mia, for pokker. Jeg elsker dig jo, det gør jeg virkelig. Og jeg savner dig! – Jeg savner også dig, sagde hun blødt og mente det. – Jeg tror på, at vi nok skal finde ud af det hele, når jeg kommer hjem.

Tekst: Lykke Høi
Illustreret af: Peter Michael
Publiceret: 31-05-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri