Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Møller-krimi: En kvinde på jobbet

Noveller
Hun tager det imponerende roligt, i betragtning af at hun er den første kvindelige betjent i politikredsens historie, tænkte Møller. Og hans respekt for Anne-Dorte Ibsen blev ikke mindre, efter at han havde haft hende med ude på deres første sag sammen. Men det var ikke alle mandlige kolleger, der tog imod hende på samme måde.

Møller hængte sin våde frakke på bøjle og strøg sig over ansigtet med halstørklædet. Døren til køkkenet stod åben, Veras røde hår og hvide hals var bøjet over en bog. Han lagde hænderne på hendes skuldre og kyssede hende i nakken.

 

– Hvad er det, du læser? – Åh, bare noget engelsk til min hovedopgave. Uh, du har kolde fingre! – Det er bidende udenfor. – Og alligevel er det forår i morgen. – Hvem siger det? – Kalenderen. Det er 1. marts... og se dem her! Vera pegede på urtepotten i vindueskarmen. – Vores marts-violer. De har overlevet, og nu skyder de, og lige om lidt springer de ud.

 

Er du sulten? – Som en løve. – Sæt dig ned, så tænder jeg ovnen. Du skal høre noget godt. – Ja tak. – Jeg har næsten fået arbejde, altså efter sommerferien. Det er ude på Østerdalsskolen, og inspektøren har bedt mig om at søge, fordi han syntes, det gik godt, mens jeg var vikar derude. – Jamen, det er jo strålende, sagde Møller. – Hvis du altså selv har lyst til det.

Annonce

– Jeg skal selvfølgelig lige bestå min eksamen, ellers falder det hele på gulvet. – Den risiko er vist teoretisk, sagde Møller. – Hvis jeg så også bliver vicekommissær, når Nicolaisen går på pension om halvandet års tid... jamen, ved du hvad så, skat? Så kan vi købe et hus. Et lille godt murermesterhus med et børneværelse... eller skal vi være på den sikre side og sige to børneværelser?

 

Vera sad på knæ og kiggede ind i ovnen. Der stod en ildfast skål, og han vidste, at takket være hendes evner som kok ville dens indhold hæve op og blive til en lækker, gyldenbrun gratin. Hun vendte sig mod ham. – Vi har alting, sagde hun, – undtagen de børn. – De kommer, sagde Møller, – og så har vi alting.

 

* * *

 

– Du har alting, lød det med en dyb, noget aggressiv stemme i telefonen, – undtagen viljen til at gøre en forskel, Møller. Du sidder på din slidte kontorstol og håber på en lille forfremmelse. Det er ikke godt nok. Du har fået et tilbud, som kun de færreste får. Stram dig op, mand, sig ja!

 

Han åbnede øjnene. Der var mørkt i soveværelset. Han rørte ved sit højre øre. Underligt. Stemmen var helt tydeligt kommet fra den side, og så var det alligevel bare en drøm. Det var drabschefen fra Rejseholdet, der havde ringet én gang til, og det ville nok ikke ske i virkeligheden, tænkte Møller. Og selv om det skete? Nej, der havde været flytninger nok i deres liv sammen.

 

Nu var det huset og børnene, der ventede forude. Kollegerne fra Rejseholdet var landets dygtigste, men skilsmisseprocenten var høj. Vera kunne sikkert få arbejde i København, men hun var fynbo, og han var nordjyde. Ville de bo i storbyen? Skulle deres børn vokse op dér?

 

Han svingede benene ud over sengekanten. – Hvorfor er du vågen? hviskede Vera. – Jeg er bare lidt tørstig. Sov videre, skat. Han gik ud i køkkenet og drak et glas vand, mens drabschefens dybe stemme blev ved med at ringe for hans øre: – Stram dig op, mand!

 

* * *

 

– Og her er så vores nye kollega, betjent Ibsen. Vi har ventet hende med spænding, og sådan ser hun ud. Politimesteren gjorde en overflødig præsenterende bevægelse med hånden, og man kunne næsten læse i den lille snes mandlige ansigter, hvordan Anne-Dorte Ibsen så ud.

 

Aldeles nydelig. Højere end mester selv, også uden kasket eller høje hæle, mørkhåret og med blå øjne. Og rolig er hun, tænkte Møller, imponerende rolig, i betragtning af at hun er den første kvindelige betjent i politikredsens historie, og at der står flere hundrede års erfaring og kigger skeptisk på hende.

 

Det bankede på døren til mesters kontor, og Gerda Nielsen, stationens 60-årige kontorfuldmægtig, trådte ind uden at afvente svar. Hun vidste, at morgenappellen var næsten hellig – kun en alarm kunne afbryde den – men nu gik hun målbevidst over gulvet med en buket blomster i grønt papir.

 

– Ja, sagde hun, – jeg syntes bare, at den nye kollega også skal have en velkomst fra os på kontoret. Værsgo, min pige, og lykke til. Anne-Dorte Ibsen tog buketten og lyste op i et smil. – Tusind tak. – Jeg ville gerne selv have været politikvinde, sådan med uniform og det hele, sagde fru Nielsen, – men det kunne jo ikke lade sig gøre. Jeg måtte tage det næstbedste... og så Hjemmeværnet i fritiden. Jeg håber, du bliver glad for at være her. – Jamen, det er jeg allerede. – Udmærket, indskød politimesteren. – Tak, fru Nielsen. Lad os gå til dagens arbejde.

 

* * *

 

Anne-Dorte Ibsens første arbejdsuger skulle tilbringes hos kriminalpolitiet på anden sal. Møller gav hende en stak rapporter at læse i. – Henlagte sager, men af den slags, vi gerne vil have gjort noget ved. De kan give dig et billede af byen og dens kriminalitet.

 

Klokken lidt over 10 ringede telefonen. – Så sker der noget, sagde Møller, da han havde lagt røret. – Overfald i Østbyen. 69-årig mand fundet af sin hjemmehjælper, blod og tegn på kamp. Den unge betjent rejste sig. – Må jeg tage med derud? – Jeg skulle lige til at bede dig om det.

 

Manden, der hed Oluf Jensen, var båret ud og kørt på hospitalet, da de nåede frem til hans rækkehus. Hjemmehjælperen stod med sin taske, bleg og chokeret. Anne-Dorte lagde en arm om hendes skulder og fik hende sat ned. Sådan skulle det gøres, tænkte Møller. – Fortæl os, hvad du har set, sagde hun.

 

Jamen, hun havde ikke set andet end det, de selv kunne se: væltede møbler og nogle blodspor. – Ved du, om han plejer at have penge liggende? Og hvor? – Han har sine penge i en tegnebog i nederste køkkenskuffe. Skuffen indeholdt ikke andet end regninger.

 

– Plejer han at have mange kontanter? Hjemmehjælperen rystede på hovedet. Møller så sig om i køkkenet. Der stod en del tomme flasker, de fleste af dem havde der været billig frugtvin i. – Lad os gå en runde og høre, om naboerne har set eller hørt noget, sagde Møller, da hjemmehjælperen var sendt af sted.

 

* * *

 

– Ja, nu du spørger, sagde fru Andersen, der boede et par rækkehuse længere henne ad vejen. – Jeg gik forbi i morges sammen med mit barnebarn, og det lød, som om de råbte ad hinanden inde i Olufs køkken. – Når du siger de, hvem mener du så?

 

– Oluf og... velsagtens en af hans gæster. Der kommer en del forskellige for at drikke sammen med ham. Det er ikke sådan det allerpæneste selskab... – Kunne du se nogen i køkkenet? – Nej, persiennerne er jo nede døgnet rundt, sagde fru Andersen, der var hvidhåret og iført en strikjakke med tinknapper. – Men kom da indenfor, begge to. Jeg har varm kaffe på kanden.

 

En lyshåret pige på otte-ni år sad ved køkkenbordet i pyjamas og med et tæppe om benene. Rummet var magen til Oluf Jensens, komfur og køleskab stod de samme steder, men her var skinnende rent, blomster i vinduet, ternede gardiner. – Ja, det er min lille Jenny, som er forkølet i dag, præsenterede fru Andersen. – Begge forældre er på arbejde, sådan er det jo, men så kan Jenny og jeg heldigvis få en hyggedag ud af det.

 

Pigen kiggede med store øjne på Anne-Dorte Ibsen, hendes kasket og det blanke politiskilt på brystet. – Jeg har aldrig set en dame-politimand før, sagde hun. – Når du bliver voksen, vil der være mange af os, sagde Anne-Dorte. – Måske bliver du selv politibetjent, hvem ved? – Kan du slå forbrydere ned med en knippel? – Hvis det er nødvendigt, men det er det heldigvis ikke ret tit.

 

* * *

 

Fru Andersen havde ikke meget mere at fortælle, de andre naboer heller ikke. Typerne, der kom på besøg hos Jensen, var ikke nogen, man havde lyst til at kende. For år tilbage havde han været en solid og respekteret murersvend, men så var konen død, og drikkeriet havde taget overhånd. De voksne børn så han vist kun sjældent, de boede langt herfra.

 

– Jamen, så må vi jo ud på hospitalet og snakke med ham selv, sagde Møller. Anne-Dorte og han stod ved bilen foran rækkehuset og kiggede på det triste køkkenvindue. – Vent lidt, sagde hun, idet han åbnede bildøren. Hun gik ned på knæ og stirrede op gennem persiennerne.

 

– Hvad får du øje på? – Ingenting. Men hvis jeg nu ikke var højere end sådan, og der stod en mand derinde og råbte, mon så ikke jeg ville kigge op gennem persiennerne for at se ham? – Det lyder rimeligt. Du tænker på Jenny. – Ja, sagde Anne-Dorte. – Lad os snakke med hende én gang til.

 

* * *

 

Oluf Jensen lå udstrakt i hospitalssengen. Han havde plaster over det ene øjenbryn og en bandage om venstre hånd. – Vi kender da hinanden, sagde Møller. – Fra fodboldklubben, er det ikke rigtigt? Du var med til julefesten, og jeg fik at vide, at du havde været en supergod center forward på førsteholdet.

 

– Det er fandme mange år siden, sagde Jensen. – Javist, men folk har ikke glemt det. Fortæl os så, hvad der skete i dit køkken. – Der skete vel ikke andet, end at jeg faldt. Man bliver jo gammel og usikker på benene. Jeg har heldigvis ikke brækket noget, men de vil beholde mig til i morgen for at se, om jeg har fået hjernerystelse.

 

– Du havde en gæst, sagde Anne-Dorte, – nu til morgen. Oluf Jensen ville ryste på hovedet, men fik nye smerter ved den første bevægelse. Han drak en slurk vand og blinkede nogle gange. – Jeg har ikke haft nogen gæster, sagde han, – færdigt arbejde. Der er ikke mere at fortælle.

 

– Oluf, sagde Anne-Dorte, – vi ved, hvem det er. Høj ung mand med en slags sømandstrøje på. Lyshåret, strithåret. Møller kender ham fra noget værtshusballade, og nu har han altså slået til igen. Vil du være så venlig at bekræfte, at det er ham, og sige hans navn.

 

Jensen lå stille en lang stund. – Jeg er bange for, at han vender tilbage. – Vi hapser ham med det samme, og han slipper ikke med en advarsel denne gang. Kom så med navnet. – Han hedder Benny. Efternavnet kender jeg ikke. Han er ikke her fra byen. – Hvad skete der? – Han kom på besøg og drak et par bajere, og så ville han have penge til at købe nogle flere. Vi kom op at skændes. Han skyldte mig et eller andet i forvejen, og mere kan jeg ikke huske. – Det er også nok, sagde Anne-Dorte.

 

* * *

 

– Flot arbejde, sagde Møller, da Benny senere samme dag havde været i grundlovsforhør og var blevet fængslet i foreløbig otte dage. Han havde en længere voldskarriere bag sig, og kollegerne i Aalborg ville også gerne tale med ham. – Vi var bare heldige, sagde Anne-Dorte, – at den lille pige havde kigget op gennem persiennerne.

 

– Heldet følger dem, der tænker sig om, sagde Møller. – Det gælder alt politiarbejde... Sig mig, hvor bor du henne? – På et klubværelse, indtil videre. – Vil du ikke med hjem og have noget god mad i aften? Anne-Dorte tøvede, og Møller kunne se i hendes øjne, hvad hun tænkte.

 

– Hjemme hos Vera og mig, altså. Vera er en fantastisk kok, og så er hun i øvrigt skolelærer, næsten færdiguddannet. Jeg er sikker på, at hun vil stille dig en masse nysgerrige spørgsmål om at være i politiet, og jeg vil også gerne høre svarene. – Jamen, tusind tak, hvis ikke det er til ulejlighed. – Jeg ringer hjem til Vera med det samme.

 

* * *

 

Det blev til en hyggelig aften. Vera havde lavet svensk pølsegryde og bagefter æblekage med flødeskum. – Alt, hvad man hører om jyske spisevaner, ser ud til at være sandt, sagde Anne-Dorte. – Jeg tager på, bare jeg lugter til god mad af den her slags.

 

– Du er da slank som et siv, sagde Vera. – Hvis min bedstemor havde set dig, ville hun sige: Den stakkels pige får for lidt at spise. – Min uniform er størrelse 38, og det skal den helst blive ved med at være. – Vi må finde en masse løbende opgaver til dig, sagde Møller. – Måske skulle du også tænke på at anskaffe en politi-hund. Vi har ikke for mange af dem her i kredsen. – En politihund på et klubværelse? – Der bliver du nok ikke boende. – Hvem ved, om jeg overho-vedet kan blive her i byen? – Det ved jeg, sagde Møller.

 

* * *

 

Han havde kørt Vera til seminariet næste morgen og var fremme på sit kontor som den første. Han tændte lyset og standsede ved Anne-Dortes midlertidige plads. Der var hængt noget op på hendes skrivebordslampe, som ikke havde været der, da de tog af sted i går eftermiddags. Det var en annonce for nylonstrømper, klippet ud af et blad. En ung kvinde, som kunne ligne Anne- Dorte, sad og stak et par meget lange, elegante ben ud af en morgenkåbe.

 

Møller rev den til sig og gik ned i vagtstuen. Tre kolleger så ham blafre med annoncen, og indforståede grin lyste op i deres ansigter. – Det her, sagde Møller, – er ikke morsomt, og det skal ikke gentage sig. – Møller, du plejer sgu da nok at kunne ta' en spøg... – Det handler ikke om mig. Det handler om en ung, uprøvet kollega. Jeg siger det én gang til: Det skal ikke gentage sig, for så falder der brænde ned. Han ventede ikke på svar, men krøllede annoncen sammen og smed den i papirkurven på vejen ud.

 

* * *

 

Anne-Dorte stod ved hans plads med telefonrøret i hånden. – Det er Bertelsen fra Rejseholdet, sagde hun og så spændt ud. – Ja, godmorgen, Møller her. – Har du fået sekretær? brummede Hugo Bertelsen. – Det er en ny kollega her. Hvis ikke hun var til stede, ville jeg sige, at hun er meget lovende. Hun opklarede en voldssag i går. – Fint nok, sagde Bertelsen. – Så kan du jo blive frigjort. Jeg vil gerne se din ansøgning på mit bord inden for et par dages tid.

 

Møller gjorde tegn til Anne-Dorte, som trak ud på gangen og lukkede døren. Hvad var det, Bertelsens stemme mindede ham om? Hvornår var det, han havde hørt den sidst – så tæt på, at det føltes, som om den gamle kollega med det tunge skildpaddehoved stod lige ved siden af ham? Jo, det var jo den drøm forleden nat. Nu gik den i opfyldelse.

 

– Det er pænt af dig, at du stadig kan huske mig, svarede han, – men jeg må sige nej, også denne gang. Min kone har fået job her i byen, og vi kigger på hus. Vi bliver her, Bertelsen. – Du lyder, som om du har besluttet dig, og det er jeg ked af. Jeg ville gerne have set dig som min efterfølger om nogle år. Det er en tung dør, du smækker i.

 

– Jamen, jeg smækker den ikke, Bertelsen. Jeg vil gerne se dig... Vera og jeg vil gerne se dig som vores gæst, når du kommer til Nordjylland næste gang. – Ja ja, hun laver jo forbandet god mad, sagde Bertelsen, – så det er en aftale. Farvel med dig, din stædige kamel. Farvel, din stædige gamle skildpadde, tænke Møller og blev stående med et smil om munden. Han lukkede døren op, og Anne-Dorte kom ind på kontoret igen, stadig med store, nysgerrige øjne, men han sagde ingenting, og hun spurgte heller ikke. Og det var lige sådan, det skulle være.

Tekst: Michael Toubro
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 24-05-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri