Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Møller-krimi: En nat i Aalborg

Noveller
– Synes De selv, at det her er godt politiarbejde? spurgte forsvarsadvokaten. Spørgsmålet skar som en kniv gennem den tunge luft i retssalen. Et kostbart Krøyer-maleri var blevet stjålet og ikke fundet. Møller havde stærkt på fornemmelsen, at den tiltalte havde fået mundlås på, og det efterlod politiet på temmelig bar bund, måtte han indrømme.

Haven var lun, men stadig dugfrisk i skyggerne. Møller sad ved det hvidmalede bord med sin morgenkaffe og hørte musvitterne i rosenbusken. – Di-dy, di-dy, kvidrede de, og det skulle jo betyde: – Giv dig tid! Han kiggede på uret. Jo, der var en halv time endnu.

 

► LÆS OGSÅ: Møller-krimi: Medaljer til alle

 

– Hør engang, sagde han og pegede, da Vera kom ud med ristet brød og marmelade. – Ja, de synger stadig, men ikke efter sankthans. Så får de travlt med andre ting. – Som hvad? – Ja, hvad tror du? Hvorfor har de haft alt det bøvl med at bygge rede? Hun bøjede sig og gav ham et kys.

 

– Jeg kører dig på arbejde. Jeg skal bruge bilen senere. – Til en strandtur? Dit heldige menneske! – Jeg skal til lægen, sagde Vera. – Har du glemt det? – Nej, men... Det er altså i dag? – Ja, hvis doktor Beck holder, hvad han har lovet, får vi omsider noget at vide. Så ved vi, hvor vi står, Verner.

Annonce

 

► LÆS OGSÅ: Møller-krimi: Altid plads til en til

 

Gør vi? tænkte han og kiggede ned i kaffekoppen. For hvis vi virkelig ikke kan få børn, hvor står vi så? Hvad er så meningen med hus og have og det hele? – Vi må hellere se at komme af sted, sagde han. – Jeg skal vidne i landsretten i dag, og jeg skal for resten også have den tiltalte med til Aalborg. – Jamen, så skal du jo bruge bilen. – Ikke vores, skat. Jeg låner en af dem, der ikke kan låses op indefra.

 

* * *

 

Stationens ældste Ford Taunus var ledig, og Jokum sad på forsædet ved siden af Møller, mageligt tilbagelænet og uden tegn på, at der skulle være tanker om flugt i hans runde hoved. Han nød vel synet af de åbne landskaber efter et par måneder i varetægtsarrest.

 

– Du er en mærkelig en, sagde Møller. – Hvis jeg skulle dømme på min fornemmelse alene, ville jeg sige, at nej, det er ikke dig, der har tømt alle de villaer. Men beviserne peger jo mod dig, og en slags tilståelse har vi også fået. Har du tænkt dig at gentage den i retten i dag?

 

Jokum var ikke den hurtigste til at få munden op. – Jeg følger min forsvarers råd, sagde han omsider, – og det ved du godt, Møller. – Er det så også landsretssagfører Lassen, der har sagt, at du ikke må fortælle nogen, hvor Krøyer-maleriet er blevet af?

 

Jokum så ret frem for sig. – Jeg har sagt det, jeg har at sige. – Du kunne måske gøre det lidt nemmere for dig selv. Det billede er flere hundrede tusinde kroner værd. Desuden er det en national skat, Jokum. – Njaah, lød svaret.

 

Møller så på uret. Han trådte på speederen, og bilen reagerede med et brag fra udstødningsrøret. – Juhu, sagde Jokum, – det lyder lis'som en indbygget kanon! Møller sukkede, mens Taunus'en slæbte sig op over den næste bakke. Du fatter det ikke endnu, tænkte han. Du kommer flere år i fængsel, min dreng.

 

* * *

 

Retssagen begyndte klokken 13 og fortsatte langt ud på den bagende varme eftermiddag. Landsretssagfører Lassen gjorde, hvad han kunne for at trække pinen i langdrag. Møller kom i vidneskranken lidt før klokken 15. – Synes De selv, at det her er godt politiarbejde? spurgte Fritz Lassen efter en lang og uinteressant gennemgang af rapporterne.

 

Spørgsmålet skar som en kniv gennem den tunge luft i retssalen. Møller stirrede på sagføreren. Han kendte ham selvfølgelig derhjemmefra. En ældre herre med gråkrøllet hår, der blafrede, som om det var i evigt stormvejr. – Og skal det virkelig gå ud over min klient, at byttet ikke er fundet? Var det ikke Deres opgave, hr. vicekommissær? Det så ud, som om de tre landsdommere sad og nikkede.

 

Møller rømmede sig. – Vi håber selvfølgelig stadig at finde Krøyer-maleriet, sagde han. – Men det er, som om den tiltalte har fået mundlås på, og hans forsvarer har ikke hjulpet med at få den lukket op. Så det er dér, vi står. – Tak, lød det fra dommerskranken. – Så kan det vist være nok.

 

* * *

 

Da Møller kom ud på p-pladsen, brændte han fingrene på Taunus'ens dør-håndtag. Varmen i kabinen var massiv og ildelugtende. – Pflyt, pflyt, pflyt, sagde motoren. Ikke andet. Han slog begge hænder i rattet. – Kør, dit gamle skrummel! Det hjalp ikke. Han måtte tage det næste tog, og det var selvfølgelig lige gået, da han nåede ned til banegården. Han kiggede fra hallen ind i restauranten. Et højloftet lokale, som lovede en smule afkøling. I hvert fald så meget, som man kunne få ud af en øl.

 

Mmmmh, godt smagte den. – Nå, her sidder du! Må jeg slå mig ned? Landsretssagfører Fritz Lassen var gået bag om Møllers ryg, og nu sad han allerede på den anden side af bordet. – Kold pilsner! kaldte han ad servitricen. – Og den herre skal have én til. Møller rystede på hovedet, men den trivelige dame var allerede på vej.

 

– Ja, ja, sagde han, – så kan vi vel skåle for mit dårlige politiarbejde. – Kære Møller, en retssal er en scene, hvor man spiller hver sin rolle. – Stakkels Jokum. To år og fire måneder. Nogen har presset ham til at tie stille om, hvordan sagen egentlig hænger sammen.

 

– Skål, sagde sagføreren. – Skal du også med toget hjem? – Ja, min tjenestebil opgav ånden. Dårligt mekanikerarbejde. Og din? – Har ikke nogen, svarede Lassen med et skævt smil, som fik Møller til at huske, at sagføreren havde mistet kørekortet under pinlige omstændigheder. – Faktisk sad jeg og tænkte på at blive i Aalborg og få noget ordentligt at spise. Vil du med, Møller? – Nej, ellers mange tak. Min kone... Møller rejste sig. – Jeg går ud og ringer til hende. – Jeg passer på din øl imens.

 

Møller dumpede en krone ned i telefonautomaten. – Det er mig, sagde Vera, som hun plejede. – Ja, skat, det bliver lidt halvsent, før jeg kommer hjem. Der var et problem med bilen, så jeg står på Aalborg Banegård. Intet svar. – Jeg ringer, når jeg er på stationen, så kommer du og henter mig, ikke? – Nej, sagde Vera. – Hvorfor ikke? Kort pause.

 

– Er du klar over, hvad jeg har fået at vide i dag? Eller er du fuldstændig ligeglad? Møller hørte raseriet i hendes stemme og var pludselig klar over, hvad han havde glemt. – Jamen, selvfølgelig, fortæl mig... – Du forsvinder om natten, afbrød hun, – og om søndagen og på alle mulige tidspunkter. Dit arbejde og dine forbrydere og dine kolleger er altid det vigtigste i verden. Lige netop i dag skulle du ikke være forsvundet, Verner. Jeg er væk, når du kommer hjem.

 

– Jamen, skat, fortæl mig... Telefonen begyndte at bippe. Møller smed en 25-øre i. Den sidste mønt, han havde i lommen. – Vi får aldrig børn. Det var det, du skulle have at vide. – Jamen... Bip-bip-bip. En 25-øre rakte ikke langt, men forbindelsen var der stadig. – Vi må være sammen om det her, sagde han. – Jeg er kørt, når du kommer. Du kan ringe til mig i Nyborg, når du får tid. – Jam... Forbindelsen var væk.

 

– Vi går sgu op på Phønix og får en anstændig middag, sagde sagføreren, da Møller kom tilbage. Der var kommet to små glas med et brunligt indhold på bordet. Møller satte sig, stadig med Veras vrede, sårede stemme i øret. Hjem til familien i Nyborg – ja, det var vel der, hun kunne søge trøst.

 

Han følte sig lammet og drak af sin bitter, der efterlod en smag af svovl i halsen. Her sidder du, tænkte han, og skåler for dit dårlige politiarbejde. Karrieren er gået i stå, fordi du ikke ville flytte, og nu får du heller ingen børn. Vera er rasende, fordi du glemte at spørge til hendes aftale med lægen. Hun har ret, det var dumt og ufølsomt. Han bundede glasset. – Du ser noget sammenbidt ud, sagde Fritz Lassen. – Du trænger til en ordentlig slambert af en bøf, gu gør du så.

 

* * *

 

Natklubben var et dybt, smalt lokale med mørke paneler og røde lampetter. – Slap nu af, sagde Fritz Lassen. – Der er stadig masser af tid, til det sidste tog kører. Og hvis ikke vi når det, så kører der sgu et i morgen tidlig. Er vi unge og friske, eller hvad?

 

Møller kunne stadig smage peberbøffen og den fyldige rødvin, de havde nydt. Nu kom der miksede drinks på bordet. Noget grønligt noget, der skummede i munden. – Skide være med de almindelige tyvekoster, sagde sagføreren. – Men det dér Krøyer- billede, det skal hjem til ejeren, synes du ikke, Møller? – Absolut. – Tror du, vi kan lave en aftale? – Om hvad?

 

Der var kun få gæster i lokalet. To kvinder sad ved baren og kiggede ned mod Møller. Han kneb øjnene sammen, men kunne ikke se dem tydeligt. – Nogen ved, hvor det billede er, fortsatte den velsmurte stemme. – Måske kan jeg formidle kontakten. Tror du ikke, der kunne falde en dusør af, Møller? – Lad os tale om det, når vi bliver ædru. – Dårligt forslag, Møller. Grib din chance, mens den er der. En stor dusør, stor nok til at dele...

 

Den ene af damerne fra baren var kommet ned til deres bord. Hun havde en sølvglinsende kjole på, og det røde lys spillede i den. Den var ikke ret stor, kjolen, nærmest komisk lille. Hun rakte hånden frem, og Møller tog den. – Sikke da en pæn mand, du følges med i dag, sagde hun til sagføreren. – Er det en af dine venner? – Absolut. En nær ven. Hun beholdt Møllers hånd i sin. – Får man noget at drikke her? spurgte hun.

 

* * *

 

Hendes værelse lå på første sal, op ad en knagende trappe, hen gennem en mørk gang. Musikken fra baren kunne høres nedefra, som om der var en dyne over den. De kom indenfor, og hun pegede på en håndvask. – Du kan gøre dig i stand dér, sagde hun. – Og så skal du bare sige, hvordan du vil have det.

 

Møller tændte lyset over spejlet og så hendes ansigt bag sig, smilet stift som en maske med små gamle rynker i et lodret mønster omkring munden. – Kom nu, sagde hun. – Du skal ikke være genert over for mig. Jeg har set masser af... Han stod et øjeblik og støttede sig til håndvasken, så tog han et par raske skridt hen mod døren og ud i korridoren. – Hvad fanden...? råbte hun bag ham.

 

Han tumlede gennem mørket ned ad trappen og ud i gården. Alt var mørkt og lukket, måske fandtes der ikke nogen anden flugtvej end tilbage gennem baren. Jo, der stod en række skraldespande langs et plankeværk. Han sprang op og svang sig over. Man skulle være forbryder, tænkte han. Flugtkonge, ha ha. I den næste gård var der en port, som kunne åbnes ud mod gaden. Morgenen gryede over hustagene. Han trak vejret dybt og følte sig fri.

 

* * *

 

Lørdagsstilheden på politistationen var gennemtrængende. Mavesmerter og mærkelige fornemmelser fra mellemgulvet blev ved med at erindre Møller om natten i Aalborg, og stærk kaffe gjorde kun ondt værre. Dårligt politiarbejde, kimede det i hans hoved, mens han bladede gennem rapporterne – de rapporter, han havde læst 17 gange og til dels selv skrevet.

 

Jokums navn var gennemgående, men hans adresser skiftede. Og hvad så? tænkte Møller. Manden havde boet på værelser og hos venner. Midlertidige steder. Men har vi egentlig tjekket alle de adresser systematisk? Har vi spurgt på folkeregisteret, hvem der også boede der – før, under og efter Jokum?

 

Møller rakte ud efter telefonen. – Goddag, Miriam, sagde han og kunne høre, hvor rusten hans egen stemme lød. – Kan jeg få dig til at lukke kontoret op på en lørdag? Det er en vigtig sag, ellers ville jeg ikke spørge. – Jamen, siden det er dig. Om en halv times tid? – Du er en guldskat, sagde Møller. Miriam Jensen var den myndige bestyrer af kommunens folkeregister, og Møller havde husket at møde frem med en buket blomster, da hun fyldte 60 i fjor.

 

* * *

 

Han lånte Miriams telefon, da arbejdet var gjort. – Goddag, mester, sagde han. – Møller, jeg er i haven! – Det ville jeg også gerne være. Tror du, vi kan skaffe et par mand til en døgnovervågning... med start fra nu? – Du lyder, som om du mener det alvorligt. Hvem handler det om?

 

– Ham, Jokum, der blev dømt i går. Han boede sammen med en anden forbryder på flere forskellige adresser. Arno Bøgeskou, siger navnet dig noget? – Ikke på en lørdag, Møller. – Bøgeskou er en dreven karl, meget mere dreven end Jokum. Han var på fri fod, mens indbruddene foregik, og det er han stadig. Vi tjekkede ham selvfølgelig, og alibierne var stensikre... alt for sikre, kan jeg se nu. Han har i øvrigt også haft den samme sagfører som Jokum. Lassen.

 

– Gamle Lassen har venner i alle kredse, sagde politimesteren. – Ja, netop. Så kan jeg få et par mand sat på sagen? Det gælder det Krøyer-maleri, som alle landets aviser har skrevet om. – Gør, som du synes, og ring, når det er blevet fundet. Ja, du vil selv fortælle det til pressen, tænkte Møller. Og det skal du også nok få lov til.

 

* * *

 

Han lå derhjemme og sov, da telefonen kimede ind i hans højre øre. – Vera! mumlede han. Han havde ringet til Nyborg flere gange uden at få fat på hende. – Er det dig? sagde han i røret. – Ja, det er Herman, kan du høre mig? Stemmen var omgivet af knas og knitren. Den kom via politiradioen, og Herman var den unge kollega, som holdt Bøgeskous adresse under opsigt nu i nat. – Han har fået besøg. En ældre herre. En, du kender. – En, jeg kender fra retten? – Javel, chef. – Bliv der, til jeg kommer. Hvis de forlader stedet: Eftersæt dem.

 

* * *

 

De to mørke skikkelser kom op ad en kældertrappe, og Møllers hjerte slog et par ekstra slag, da han så, hvad de bar på. En stor flad pakke, viklet ind i aviser og ombundet med sejlgarn. De havde åbnet skydedøren til en kassevogn, da Møller og den unge kollega satte sig i bevægelse hen mod dem.

 

I de pludseligt tændte stavlygters skær blev ansigterne hvide og fortrukne, og Fritz Lassen slap maleriet, så han kunne skærme sig mod det skarpe lys. – Pas nu på, sagde Møller. – Det er mange penge værd! Han vendte sig mod kollegaen. – Læg Bøgeskou i håndjern. Lassen løber ingen steder, og hvis han gør, skal jeg nok standse ham.

 

– Møller, situationen er en helt anden, end du tror. – Jeg glæder mig til at få den forklaret nede på stationen. Møller flåede i avispapiret og fik et glimt af en have i Skagen og et blidt ungt kvindeansigt fra 1890. – Kom, Lassen, bilen holder derovre!

 

* * *

 

Han cyklede hjem fra stationen. Lassen og Bøgeskou skulle for en dommer senere på dagen, et stort presseopbud var ventet, men det ville politimesteren heldigvis tage sig af. Havestien bag rækkehusene støvede under dækkene. Han åbnede lågen til deres have. Det var stadig tidlig formiddag, og dér sad Vera.

 

– Jeg er lige kommet, sagde hun. – Jeg kunne ikke sove. Vi må tale sammen. – Ja, det er på høje tid. – Hvor kommer du fra? På det her tidspunkt, Verner? – Det er en lang historie. I går nat var jeg i dårligt selskab i Aalborg. Og nu i nat har jeg fundet... Nej, det kan være lige meget, hvad jeg har fundet. Han satte sig foran hende og tog begge hendes hænder. Han bøjede hovedet, kyssede den fregnede hud og knugede de smalle, varme hænder. – Nu skal vi snakke om det, der betyder noget.

Tekst: Michael Toubro
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 20-12-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge