Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Møllerkrimi: En instinktiv fornemmelse

Noveller
Der var jo intet sket i løbet af weekenden. Så Møller kunne ikke tillade sig at lade Jansen holde vagt foran guldsmeden bare én dag længere. Problemet var så, at han stadig gik rundt med en ubehagelig fornemmelse af, at der var noget galt. At der ikke ville gå lang tid, før der skete noget rigtig ubehageligt.

En bister vestenvind ruskede i den mørke have udenfor. Møller sad i hjørnelampens skær med en ønskeseddel, omhyggeligt prentet på linjeret papir, og smilede over de mange gode ideer. Sedlen handlede ikke om julegaver, men om alt det, Espen gerne ville opleve, når de skulle på efterårsferie i København.

 

Møller kunne se det meste af det for sig. Tivoli var jo godt nok lukket for i år – og Rådhustårnet, det måtte Espen og Vera bestige alene, mens han blev stående nede på pladsen og røg en pibe tobak for at dæmpe sin svimmelhed. Men en fodboldkamp i Idrætsparken havde han allerede skaffet billetter til. Og Zoologisk Have – jo, selvfølgelig.

 

Han lagde sedlen fra sig. Espen var gået til ro for i dag, og Vera sad i sit arbejdsværelse ovenpå og rettede stile. Skulle man lige snuppe de sene nyheder i fjernsynet og – han rystede termokanden – nyde en sidste halv kop kaffe og et par marengstoppe?

Annonce

 

Telefonen ringede. Åh nej. Han havde ikke vagt nu i nat, men det betød jo ikke, at han var fredet. – Møller, sagde han. – Det er Birgitte. Godt, at du er hjemme. Jeg kommer i morgen. De siger, at færgen sejler til sædvanlig tid fra Kristiansand, stormen er ved at lægge sig. – Jamen, øh... i morgen? Birgitte var Espens mor. Han havde ikke hørt om noget snarligt besøg, ikke før nu. – Er der noget særligt, du skal hernede? – Ja, det får vi tale om, svarede Birgitte.

 

Ordstilling og tonefald var norsk farvet. – Hvordan har min lille gut det? – Han har det fint, svarede Møller. – Han er rykket op på drengenes førstehold i fodboldklubben. Han er faktisk den yngste på det hold. – Det er jo vældig fint, sagde hun. – Men altså: I morgen sådan midt på eftermiddagen. Jeg regner med, der kører en bus fra Hirtshals. – Vera eller jeg kommer og henter dig ved færgen. Og Espen tager med, selvfølgelig. – Tak, sagde hun og lagde røret på.

 

* * *

 

– Er det godt eller dårligt? spurgte han Vera, da de lå i mørket i soveværelset. Træerne fik stadig pisk udenfor, og Møller greb sig i at ønske, at der slet ikke sejlede nogen færge i morgen. Og ikke i lang tid derefter. Men så ville Birgitte vel bare komme med flyveren Oslo-Aalborg, selv om det var dyrt. – Mest godt, tror jeg. Espen skal holde kontakten med sin mor. Det er ikke nok, at de snakker i telefon og skriver breve. Han bliver glad, når han får det at vide. – Javist, sagde Møller. Var det en slags jalousi, han følte?

 

De havde haft Espen hos sig i mere end et år nu, og det havde været en god tid, selv om baggrunden var dyster. Espens far havde begået selvmord, og hans mor var flere år tidligere flyttet til Norge, hvor hun var gift igen og havde fået tvillinger.

 

Der var åbenbart ikke plads til et barn mere i hendes nye liv, så Espen var blevet her hos Vera, som var hans klasselærer, og Møller, som var hans – ja, erstatningsfar, måtte være ordet. De to delte interessen for fodbold, fisketure, fuglejagt med kikkert og fotografiapparat. Møller blev hver eneste dag overrasket over drengens fornuft og dømmekraft.

 

Måske var det den hårde familiehistorie, der havde fået ham til at tænke så meget over tingene. En god klasselærer havde selvfølgelig også bidraget... Møller rakte ud og kærtegnede Veras skulder. – Vi skal tale med Birgitte om adoption, sagde han. – Alvorligt denne gang.

 

– Det er ikke et ord, hun bryder sig om at høre. – Du skal tale med hende. Jeg bliver for politiagtig. Jeg begynder at snakke om love og regler og orden i tingene. En midlertidig plejetilladelse kan ikke forlænges i det uendelige. Du skal få hende til at forstå, at adoption vil være bedst for Espen.

 

* * *

 

En opringning til Hirtshals havde bekræftet, at færgen var på vej, en time forsinket. Det passede med, at Vera og Espen fik fri fra skole og kunne køre derop. Møller sad på sit kontor og kiggede ned på gaden. Våde fliser, folk i overtøj, en ulovlig parkering – her lige foran stationen. Skulle man le eller græde? Men ellers så der ikke ud til at ske noget i byen i dag. Han følte sig rastløs.

 

Nåja, han kunne jo afspadsere nogle timer og købe ind til aftensmaden på vejen hjem. Men nu regnede det igen, og Jansen, Møllers yngste kollega i kriminalpolitiet, kom ind med en strimmel fra fjernskriveren. – De dér guldrøvere, sagde han, – som var i Randers for et par uger siden – nu er deres bil blevet fundet. Altså, den stjålne bil, de var kørende i. Langt inde i en skov.

 

– Tja, sagde Møller, – hvad kan vi bruge det til? – Jeg tænkte, du var nysgerrig. Aviserne skriver om dem hver dag. Kongeriget har ikke set noget lignende siden Det Borende X. Var du for resten ikke aspirant i København, da han blev pågrebet i 1931? – Skrub ud! sagde Møller og tog strimlen.

 

Guldrøvernes seneste kup var det niende i løbet af sommeren og efteråret. De var startet i Roskilde, derefter havde de tømt et par forretninger på Vestsjælland, videre til Fyn, så Haderslev og op gennem Jylland, nu senest Randers. Hver gang tre mand i en stjålen bil, to af dem ind i forretningen med skydevåben og rummelige tasker til byttet.

 

Hvad var det, der til sidst havde fældet Det Borende X? Mønsteret i hans forbrydelser. En vis regelmæssighed. To mænd i mørkt tøj og med elefanthuer... Møller tog et Danmarkskort op af skuffen. Dér var de den dag, dér var de næste gang. Han sad et øjeblik og tænkte, så fandt han et nummer i telefonbogen.

 

– Guldsmed Harsdorff? sagde han. – Verner Møller fra kriminalpolitiet. Er du i forretningen? Jeg er interesseret i jeres alarmsystem og jeres sikkerhed i øvrigt. Jamen, det er fint, Harsdorff. Jeg kommer forbi om et kvarters tid.

 

– Slut for i dag, sagde han, da han passerede Jansens skrivebord. – Jeg håber, du vil nyde resten af eftermiddagen og give dig god tid til at læse Ekstra Bladets sportssider. I morgen kommer du sandsynligvis på udendørs arbejde. Som vagthund. Husk varm beklædning og en paraply. – Du er en hård mand, Møller. Han nikkede og klappede den unge kollegas skulder. – Vi ses til morgenappellen!

 

* * *

 

Saaben holdt i carporten, da han kom hjem. Han havde en historie parat om Harsdorffs smykkeskatte, hvis omfang og værdi havde overrasket ham. Et par diamanttiaraer og en kollektion af særligt fine halskæder var nu flyttet ned i boksen i kælderen og ville blive der hele næste dag. Men de første ord blev siddende i halsen på ham, da han kom ind i køkkenet og mødte Veras øjne. Hun så ud, som om der var sket et dødsfald i familien.

 

Han gav hånd til Birgitte, der var iført en strikjakke og havde fået ny hårfarve, mere over i det rødlige, siden han sidst havde set hende. Han stillede sig bag Espens plads. – Nå, var det en hård sejltur? spurgte han. – Ikke så allerværst, sagde Birgitte. – Lad os gå op og se på dine ting, Espen...

 

– Hun er kommet for at tage ham med hjem, sagde Vera, da de to var forsvundet op ad trappen. – Hun har talt med kommunen, og det bliver sådan. Hun og manden er flyttet til et nyt, større hus i Tønsberg, og nu vil de have Espen hos sig. – Nu? sagde Møller. – Lige nu? – Hun vil med færgen i morgen fra Hirtshals.

 

Møller gik hen til køkkenvasken efter et glas vand. – Vi har jo hele tiden vidst, at det kunne gå sådan, sagde Vera. – Nu må vi ikke gøre det for svært for Espen. Vi må prøve at være... sådan, som vi plejer. Møller så, hvordan vandet bølgede i det glas, han holdt om. – Det bliver ikke nemt, sagde han. – Vi er nødt til det, Verner.

 

* * *

 

– Nå, Jansen, hvad har weekenden bragt? Den unge kollega dumpede ned på stolen foran Møllers skrivebord. – Altså, lørdag gik jeg jo patrulje på Østergade, indtil Harsdorff lukkede klokken tretten nul tre. Den sidste kunde var en lille ældre dame i kørestol. Jeg undlod at følge efter den taxa, der hentede hende. Jeg tog ikke engang nummeret på den. Var det en fejl, Møller?

 

– Lad nu ikke din sarkasme tage magten fra dig, Jansen. Politiarbejde handler tit om at vente på noget – og somme tider kommer det bare ikke. Resten af weekenden? – Indbrud i et klubhus, sagde Jansen. – Brevdueforeningen på Nørremarksvej. Knust rude, en kasse sodavand og nogle pilsnere forsvundet. Et biltyveri, et værtshusslagsmål. Ifølge ordenspolitiets rapport...

 

– Et biltyveri? – En VW Polo fra 1981, mørkeblå, forsvundet fra en P-plads på Gransangervej natten til i dag. Jeg har sendt en efterlysning rundt. – Selvfølgelig, Jansen. Og ellers? – Ingenting. Bortset fra, at jeg stadig er forkølet efter lørdagens fire timer i regn og blæst. – Du ser sund og rask ud, men du får lov at blive her og passe butikken, til jeg kommer tilbage. – Hvor skal du hen? – På strøgtur.

 

* * *

 

Møller gik op til enden ad gågaden og lidt længere endnu. Han blev stående på Kirkepladsen, mens han tændte sin pibe. Der var ikke meget blæst i dag, og heller ingen regn fra den matte, grå himmel. Han havde kørt Vera til skole klokken lidt i otte. Livet skulle jo gå videre, hverdag efter hverdag. Af sted på arbejde og hjem til et hus uden en glad barnestemme og hurtige trin ned ad trappen, når man åbnede døren.

 

Det var sådan, fremtiden så ud. De ville aldrig selv få børn, og han var snart for gammel til, at de kunne adoptere. Processen skulle have været sat i gang for flere år siden – inden de fik Espen som midlertidigt plejebarn. Hvor meget fornøjelse ville der nogensinde mere være ved at gå til en fodboldkamp om søndagen?

 

Hold op, sagde han til sig selv. Tilbage til stationen og bestille noget. Eller finde på noget til Jansen. Han standsede et øjeblik foran guldsmed Harsdorffs vinduesudstilling. Nobelt og dyrt så det ud. Førstedamen i hvid skjortebluse kunne anes derinde. Ved den næste port standsede han igen og så tilbage mod forretningen. Ingen kunder, ingenting. Han kunne ikke sætte Jansen eller nogen anden til at holde vagt én dag mere, blot for en fornemmelses skyld.

 

At forebygge en forbrydelse var bedre end at opklare en. Men hvis alle forbrydelser skulle forebygges, måtte man have en politibetjent på hvert gadehjørne døgnet rundt, året rundt... en absurd tanke. Alligevel gik Møller gennem porten ind på den p-plads, der lå i flere hundrede meters afstand bag butiksgaden.

 

Han havde stadig den fornemmelse i mellemgulvet, som havde kostet Jansen nogle kedelige timer i lørdags, og idet han gik rundt om en parkeret kommunal lastbil, så han en mørkeblå VW Polo komme trillende ganske langsomt og ligesom søgende hen over pladsen. Han tog et skridt baglæns. Der var tre mænd i bilen, som nu drejede ind på den ledige plads, der var tættest ved porten til gågaden.

 

Møller dukkede sig bag lastbilen. To af mændene steg ud. Mørkt tøj og rummelige tasker. De nikkede til hinanden og satte sig i bevægelse. Hvad var hurtigst? tænkte han. At løbe tilbage til stationen eller op på gågaden og ringe fra en telefonboks?

 

Hvis bare alle mennesker kunne gå rundt med en telefon på sig, sådan en smart lille ting til inderlommen. Men det blev jo nok ikke i hans levetid, tænkte han, mens han sprintede gennem den næste port op til boksen med sine to enkroner parat.

 

Da han havde afleveret sin melding, gik han tilbage til p-pladsen og rask hen mod Poloen. Chaufføren sad og trykkede sig i førersædet. Møller åbnede døren ovre på hans side, greb ham i armen og trak ham halvt ud. Manden sprællede, indtil Møller lod ham falde hen ad asfalten.

 

– Hvad er meningen? lød det med et vræl. Møller så ned i et lille, falmet forbryderfjæs, som han fik en fornemmelse af, at han kendte fra København for 20 år siden. En af de store drenges håndlangere fra dengang. – Du er blevet ved alt for længe, sagde han til ham. – Nu er det forbi. Den første hvide politibil kom drønende ind på pladsen. Møller rakte hånden ind i Poloen og tog nøglerne.

 

* * *

 

– Det er fantastisk, sagde Birger, politimesteren, da han havde fået Møller trukket ind på sit kontor nogle timer senere. – Jeg har lige fået en hilsen til dig og en stor tak fra Rigspolitiet. Kan vi holde pressemøde klokken 18? De kommer fra TV-Avisen og alle dagbladene.

 

– Jeg håber, du vil tage pressemødet, sagde Møller. – Jeg er ikke så god til det skarpe lys. – Jamen, holder det? Har vi en tilståelse? – Vi har chaufførens. Han er sådan halvvejs brudt sammen, og jeg har ringet efter en læge til ham. De andre siger ikke en lyd. Desuden kan jeg forstå, at vores kolleger i København har fundet en del af byttet fra de tidligere kup i en lejlighed i Vanløse. De her tre er jo kendte figurer, men de to af dem var flyttet til Sydspanien og havde ikke været aktive i flere år.

 

– Det lyder klappet og klart. – Jeg skriver en foreløbig rapport, som du kan have inden klokken 18. – Hvorfor ser du ikke glad ud, Møller? Den her sag vil blive bemærket og husket. Du vidste, at de ville komme... – Jeg troede det, og i første omgang tog jeg fejl. Spørg bare Jansen. – Møller, nu bestiller jeg en stang wienerbrød til os, der arbejder over. Se glad ud, og det er en ordre! Møller nikkede og gjorde spøgefuldt honnør, men smilet holdt ikke halvvejs hen til døren.

 

* * *

 

– Det blev lidt sent, sagde han til Vera, som sad ved køkkenbordet. – Ja, sagde hun. Hun havde ikke dækket op, og der var ingen gryder eller pander på komfuret. – Har du hørt radio nu i eftermiddag? – Nej, hvorfor? – Vi har haft en sag. Et røveriforsøg. Men... hvad er det, du sidder med?

 

– Espens fyldepen. Den lå på mit arbejdsbord. Han har glemt den, da han læste lektier sammen med mig forleden dag. Det føles, som om det er lang tid siden allerede. Jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på det. Da han sagde farvel...

 

 – Jeg ved, hvad du mener, sagde Møller. – Men vi tager op til Tønsberg og besøger ham. Det sagde Birgitte jo også flere gange, at vi skulle. På et eller andet tidspunkt, når han er faldet til, vil de invitere os... Det bliver ikke nu i efterårsferien, men så i juleferien, måske. – Vi skal sydpå i efterårsferien. – Skal vi? – Jeg har bestilt otte dage på Rhodos. Fire-stjernet hotel. Det bedste, de havde ledigt.

 

– Jamen dog, har vi råd til det? – Det ved jeg ikke, og jeg er også ligeglad, svarede Vera. Møller satte sig og lagde sin hånd på hendes. Normalt var Vera den fornuftige og påpasselige af de to. En spontan beslutning om en dyr ferie – nej, det var aldrig sket før, og det ville heller aldrig være sket, hvis de havde haft et barn i huset.

 

– God idé, sagde han. – Nu finder jeg noget lækkert i fryseren, og så trækker vi en flaske vin op. Lige om lidt skal vi se TV-Avisen. Birger forventes at optræde i jakkesæt og slips, mens hele nationen kigger med. Det må vi ikke gå glip af.

 

LÆS OGSÅ: Møller-krimi: Uopklaret

 

LÆS OGSÅ: Møller-krimi: Højdeskræk

 

LÆS OGSÅ: Møller-krimi: En nat i Aalborg

Tekst: Michael Toubro
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 25-07-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri