Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Møllerkrimi: Flyverhelten

Noveller
Møllers blik standsede ved siloen yderst på havnemolen. Den ragede 45 meter i vejret. En mand med en kikkert kunne nok se herover til det store hus. Det lille modelfly med løsepengene kunne så være landet på den anden side af siloen, hvor der var øde og mennesketomt. Men hvem mon havde fundet på en så fantasifuld og snedig idé?

- Og hvad har vi så her? Hvad tror I, jeg vil forære vores kære gamle bymuseum til evig arv og eje? Spændingen rundt om bordet var mærkbar. Møller og de tre andre medlemmer af bestyrelsen sad ned, mens Carl Hasselwald, stor og kraftig, som han var, svingede med den lærredssæk, han havde taget med til mødet.

 

Hvad kunne det mon være? Møller prøvede at se det for sig. Et oldtidsfund, en solvogn eller et par guldhorn? Hasselwald stak hånden ned i sækken, og op kom en papkasse, der raslede metallisk. – Et originalt Tekno-byggesæt fra begyndelsen af 1930'erne! Komplet og næsten ikke brugt! Hvad siger I så?

 

Møller sagde ingenting. Museumsinspektøren for bordenden rømmede sig. – Vi har jo en del legetøj i kælderen. – Legetøj? bjæffede Hasselwald. – Skrammel! Det her er et klenodie! Men hvis det ikke er godt nok... – Selvfølgelig er det godt nok. Tak for gaven, sagde museets formand, en pensioneret overlærer med langt hvidt skæg. Møller nikkede. – Jeg har leget med sådan et som dreng. Hasselwald lagde papæsken på bordet og betragtede den med kærlige øjne. – Der er mere, hvor den kommer fra, sagde han.

Annonce

 

* * *

 

Aftenen var klar og kold. Vera havde bilen, så Møller og Hasselwald fulgtes til fods hen ad Nørregade, mens den glade giver snakkede videre om sit historiske legetøj. Mødet havde været Møllers første i museets bestyrelse. Han og Vera havde meldt sig ind i støtteforeningen, og en dag fangede bordet. Sådan var det også gået i fodboldklubben og i Veras haveforening – man dukkede op nogle gange og brugte munden, og så sad man pludselig med en del af arbejdet og ansvaret.

 

– Jeg har for resten en fin, sjælden politikasket – den er fra 1920'erne, vil jeg tro. Har du lyst til at se den? Møller kunne ikke få sig selv til at sige nej. Carl Hasselwalds udtryk var muntert og forventningsfuldt som et barns. De stod foran Hobbyhjørnet, hans forretning, som var strålende oplyst trods det sene tidspunkt.

 

Møller havde jævnligt gjort holdt ved de bugnende, noget rodede udstillinger af elektriske tog, samlesæt, indianere og soldater og alt muligt andet, der kunne sætte et drengehjerte i bevægelse. Hasselwald låste op, og en livlig bjæffen nærmede sig. – Ja, ja, Trille, sagde han og bøjede sig forover. – Har du passet godt på butikken? – Wuf, wuf! lød svaret. Det måtte betyde: Ja, jeg har! T

 

rille var en halvstor hund af blandingsrace med en flot hvid og brun pels, langhåret som et uklippet fåreskind. Der var vist både noget border collie og noget mynde i hende, gættede Møller på, mens hunden snusede rundt om ham. – Så, rolig! sagde Hasselwald, idet han smækkede butiksdøren bag dem.

 

– Hun kan li' dig, tilføjede han til Møller. – Hun er opkaldt efter sangerinden Trille, hende har jeg nemlig været hem-meligt forelsket i. Ikke helt hemmeligt – jeg skrev faktisk et brev til hende engang, men hun svarede aldrig. Møller nikkede. Hasselwald var et stort barn. – Kom med herind og se. Jeg har også et engelsk politisæt med fløjte og forstørrelsesglas og det hele!

 

* * *

 

– Det var da et skrækkelig sent møde, lød det fra sengen, da Møller havde børstet tænder og listede indenfor i mørket. – Ja, men mødet var nu kun det halve af det, svarede han. – Jeg har besøgt Aladdins hule, fuld af skatte. Bare en skam, at jeg er 30-35 år for gammel. – Hvad mener du? – Hobbyhjørnet, sagde Møller, idet han lagde sig. – Elektriske tog, fjernstyrede biler, modelflyvere – nyt og gammelt, dyrt og billigt, og et værksted, som Georg Gearløs kunne blive misundelig over. Hvor ville det have været sjovt at tage Espen med på besøg hos Carl Hasselwald.

 

Svaret var et suk ovre fra Veras side af sengen. Det var ikke tit, de talte om Espen – plejesønnen, de havde mistet, da hans mor med kort varsel ville have ham tilbage. Men de tænkte på ham hver dag.

 

Møller kiggede på vækkeurets svage grønne fosforfingre. Tja, man havde vel nået en alder, hvor midnat var det samme som sent i seng. Lidt efter var han væk i drømme om et elektrisk tog så stort, at man kunne sidde på det og køre rundt i Hasselwalds butik, rundt og rundt med larm og bulder og røg op af skorstenen.

 

* * *

 

Fredag eftermiddag gik langsomt. Møller trængte til en friskluftstur ud langs fjorden, og det skulle helst være, inden novembermørket sænkede sig. Han havde masser af afspadsering til gode, så hvorfor ikke holde tidlig weekend? Han stod ude på gangen med frakken på, da telefonen begyndte at ringe.

 

Vagthavende lød forpustet. – Stor sag, kidnapning, Møller! Anmeldelsen lyder fuldstændig tosset, men jeg tror, vi skal tage den alvorligt. Du får bankdirektør Nielsen. Klik, lød det, og så en dyb stemme, der talte alt for hurtigt: – Jeg står her og kigger ud i min have, og det er fand'me som et mareridt! Hvor er min kone? Hvad kan politiet gøre for at finde hende?

 

– Goddag, sagde Møller. – Navnet er Svend Nielsen, ikke sandt? Må jeg bede om adressen. – Møllebakken 11. – Og fortæl mig så, ganske kort, hvad der er sket. – Det er Kit, min kone... Kirsten Nielsen hedder hun. De har kidnappet hende. Hun ringede... ja, nu er det næsten en time siden. Jeg blev ringet op i banken, skaf en million og tag hjem med den.

 

– Og det gjorde du så – uden at tilkalde politiet? – Hvad ville du gøre, hvis nogen havde kidnappet din kone? – Videre, sagde Møller. – Så kom jeg hjem med pengene, og så landede der en flyvemaskine på græsplænen. Brrrrruh, sagde det, og så var den væk igen...

 

Møller rystede på hovedet. Han kendte byens gader og veje. Møllebakken lå ude ved nordsiden af fjorden i et kuperet terræn. – En flyvemaskine i villahaven? sagde han. – En lille flyvemaskine, for fanden. Lige akkurat så stor, at pengene kunne være i den. – Og bagefter? Har du hørt fra din kone? – Ikke en lyd, og der er gået... over en halv time, siden pengene fløj deres vej.

 

– Giv mig dit telefonnummer, sagde Møller. – Vi sætter aflytning på. Hvis kidnapperne ringer, så træk samtalen i langdrag, så godt du kan. Jeg er på vej ud til Møllebakken. – Ikke med udrykning! Måske overvåger de huset... – Rigtigt, sagde Møller. – Jeg holder nede ved fjorden og går op ad en af stierne. Jeg kommer alene og er i civil. Om 8-9 minutter. Bliv ved telefonen så længe.

 

– Ja, hvor havde du tænkt dig, jeg ville gå hen? Møller lagde røret. Hvis han skulle skændes med bankdirektør Nielsen, måtte det blive på et senere tidspunkt. Foreløbig skulle han ud og se, om manden var splittergal.

 

* * *

 

Trappen fra Fjordvej op til Møllebakken var stejl. Møller holdt fast i gelænderet og lod være med at kigge bagud. Der var langt ned, og hans vejtrækning røbede, at hans tid som toptrænet politiaspirant for længst var slut. Han så en skikkelse flagre forbi for enden af trappen, og da han nåede op på villavejens fortov, løb en kvinde i en mørkeblå badekåbe eller housecoat af sted 50-100 meter foran ham. Hun forsvandt ind i en af haverne, og da han nåede frem til den, var det nr. 11.

 

Han ringede på, og der gik et stykke tid, før der blev lukket op. Bankdirektøren stod foran ham med et dobbeltløbet jagtgevær i hænderne. – Sænk våbenet, sagde Møller og viste politiskiltet. – Jeg går ud fra, at det er din kone, der lige er kommet tilbage? – Ja, og hun er på sammenbruddets rand. Jeg har ringet efter doktor Grytz. Hun skal have noget beroligende. – Og jeg skal tale med hende, inden hun får det. Flyt dig, Nielsen.

 

Fruen sad i køkkenet og rystede. – Lav en kop te, sagde Møller til bankdirektøren, som var fulgt med derud. – Jeg ved ikke, hvordan man gør. – Sæt vand over! beordrede Møller. Begge ægtefæller var omkring 60 år. Fru Nielsen uden makeup og med rodet hår, ansigtet blegt med røde pletter over kindbe-nene, øjnene store og forskræmte. Nielsen i mørkeblåt jakkesæt, kraftigt bygget, for højt blodtryk og en rastløs, halvt rasende energi i bevægelserne, mens han stod og skramlede med en kedel ved køkkenvasken.

 

* * *

 

Et kvarter senere stod Møller i haven. Jo, græsplænen havde synlige spor af landingshjul. – Der var bygget en kasse ind i maskinens krop, sagde Nielsen, – og den passede fand'me lige til en halv million, altså 500 styks 1000-kronesedler. Kassen havde et låg foroven og et spænde, så pengene ikke fløj ud. Har du nogensinde hørt noget lignende, Møller? – Det har jeg vist ikke.

 

Bankdirektøren skar tænder i den kolde eftermiddag, mens mørket sneg sig hen over fjorden. Inden døre havde fru Nielsen fået lægebesøg. Hvad hun kunne fortælle Møller, var, at en mand med en elefanthue over hovedet havde ringet på og truet hende med en pistol. En stor mand i mørkt tøj og støvler, bedre blev signalementet ikke. Hun havde fået en hætte trukket over hovedet, og under hele kidnapningen – et par timer, kunne det regnes ud til – havde hun siddet på gulvet bag i en varevogn.

 

 Hun kunne ikke beskrive bilen, ud over at den havde været kold og skramlende. Hun var blevet læsset af på fortovet for enden af Møllebakken, og hendes kidnapper havde været væk om hjørnet, inden hun fik hætten revet af. – Hvor lang tid gik der mellem de to gange, flyet landede? spurgte Møller. – Få minutter, svarede Svend Nielsen. To-tre minutter, højst fire. Jeg havde fået at vide, at jeg skulle blive stående og vente.

 

Møller spejdede rundt. Maskinen havde selvfølgelig været fjernstyret, men hvorfra? En villahave højere oppe ad skrænten? Flyet kunne vel for pokker ikke landes og sendes op igen, uden at der var overblik over stedet? Hans øjne standsede ved siloen yderst på havnemolen, en lille halv kilometer derfra. Den ragede 45 meter i vejret, og en mand med en kikkert kunne nok se herover.

 

Flyet med den dyrebare last kunne så være landet omme på den anden side af siloen, hvor der var øde og mennesketomt på en dag som denne. – Så du nogen derovre? spurgte han og pegede mod den betongrå kæmpeklods. – Oppe på siloens tag? Nielsen rystede på hovedet. – Jeg kan ikke se ret langt uden briller. Og de lå inde i huset. Jeg skulle nok have ringet til politiet med det samme. – Det er godt, du selv er klar over det, sagde Møller.

 

* * *

 

Siloen var øde og forladt, og havnekajen øst for den røbede intet. Her lå en gammel kulpram og ventede på den dag, nogen ville sejle den til ophugning. Ingen vidner. Møller stod i halvmørket og tændte piben. Kunne man styre et modelfly fra havnemolen op i villahaven, hvis man var placeret på toppen af siloen med radioudstyr og en stærk kikkert? Gløderne sprøjtede fra hans pibehoved. Hasselwald! tænkte han. Hvis nogen ved noget om modelfly, så er det ham.

 

* * *

 

Hunden bjæffede ivrigt, da han trådte ind i forretningen. Han klappede den hvide, langhårede hals. – Ja, ja, sagde han, – god vovse. Hvad er det nu, du hedder? Trunte, Trine... Nej, Trille hedder du! Er farmand hjemme? Det raslede i Hobbyhjørnets baglokale. Gennem en buet åbning uden dør kunne man se det huleagtige kaos derude. Hasselwald kom til syne med tøfler på fødderne.

 

– Åh! sagde han og gjorde store øjne i det blege ansigt. – Goddag, sagde Møller. – Jeg er sikker på, at du ved en masse om modelflyvere. Har du tid til at hjælpe mig? Nu var det ikke bare øjnene, der var store, munden lukkede også op på vid gab, mens Hasselwalds hoved drejede fra side til side. Trille bjæffede nervøst, og Møller gik hen mod den store mand, der stod og svajede i butikkens gullige neonlys.

 

– Er der noget i vejen, Hasselwald? Sæt dig ned, tag det roligt. Jeg skal bare stille et par spørgsmål... Du har modelfly her i forretningen, ikke? Den tykke mand bredte armene ud, som om han ville spærre vejen. Men da Møller tog fat i hans skulder, faldt han sammen igen. – Lad os gå herind bagved. Du trænger vist til at sidde ned, Hasselwald. Jeg er ked af, hvis jeg har forskrækket dig. Det er et rent teknisk spørgsmål. Sæt dig nu lige ned, så henter jeg et glas vand...

 

Hobbyhjørnets indehaver dumpede ned på sin slidte kontorstol. På værkstedsbordet foran ham stod en model af et fly, kroppen vel knap en meter lang, vingerne af et blåt, buet plasticmateriale. Den venstre ragede langt ud over bordkanten. Møller gik rundt om manden og rørte ved den frie flyvinges underside. Den var fugtig. Han bøjede sig og snusede til motoren. En lugt af forbrændt benzin fyldte hans næsebor, og der var frisk sod i udstødningsrørene.

 

Der hvor en lille pilot på størrelse med en handskedukke kunne have siddet, var der en låge. Møller lukkede den op og kiggede ned i det aflange rum. – Udmålt efter en 1000-krone seddel, sagde han. – Nydeligt arbejde. Hasselwalds hoved var bøjet, nakken tyk og slidt at se på. Trille klynkede. Nej, tænkte Møller, en hund kan ikke klynke. Men sådan lød det. Den snusede til sin herres bukseben og så op på Møller. Hvad sker der? spurgte dens kloge, gråbrune øjne.

 

– Det var altså ikke min idé, sagde Hasselwald. – Jeg skulle bare bygge flyet til ham. Men så opdagede han, at han ikke selv kunne styre det. Han smadrede det faktisk. Og det var den dag, han begyndte at true mig. Nu måtte jeg bare gøre, som han sagde. – Hvem er han? – Det får du aldrig at vide. – Jo, sagde Møller, – det gør jeg. Og det er nemmest for os begge to, hvis jeg får det at vide lige nu.

 

Hasselwald sad tavs i stolen. Omme på den anden side af flyets krop lå en kasket. Ikke en historisk genstand, men en slags nutidig rockerkasket med et dødninge-hoved foran. Møller tog den. Den var fedtet indeni af lang tids brug. Hasselwald ville den ikke passe til. Den var alt for lille til hans runde hoved. – Kom så med det, sagde han.

 

– For 10 år siden var han en flink dreng, der samlede på Märklin-tog... – Navnet, sagde Møller. – Jeg hjalp ham altså også med flyveren, fordi jeg syntes, det var lidt spændende. Jeg ved godt, det er forkert af mig, men... fire præcisionslandinger i halvdårligt vejr... Det er faktisk et stykke arbejde, jeg godt kan være stolt af, Møller.

 

– Det skal du nok ikke sige til dommeren. Fortæl mig så, hvem du lavede det fly til. – Han hedder Ragnar. – Aha, sagde Møller. – Ham med en brun Harley-Davidson og et malteserkors på ryggen? Hasselwald så op. Tårerne løb fra hans øjne. – Ja, sagde han.

 

* * *

 

En salig aroma af gule ærter fyldte køkkenet, og Møller huskede pludselig, at han havde lovet at tage et rugbrød med fra bageren. – Dér er du omsider, sagde Vera, – uden rugbrød. – Jeg tilstår, sagde Møller, – og det bliver værre endnu. Jeg har en gæst med hjem. – Hvem? – Hun hedder Trille. Hun står ude i vindfanget. Jeg ville lige forberede dig.

 

– Trille? Vera strøg hænderne over håret. – Det lyder ikke som en, jeg kender. – Hun er en sød og klog pige, men hendes herre er kommet galt af sted. Han ville være flyverhelt, og i morgen bliver han berømt, men ikke på den gode måde. – Hold nu op med dit sludder, Verner. Hvem er hun?

 

Møller gik baglæns gennem entreen og lukkede døren op. Den langpelsede hund hvirvlede ind til Vera – eller måske snarere i retning af den milde køkkenluft. Vera bøjede sig og fangede den i armene. – Hvis det her er Trille, sagde hun, – så er Trille velkommen til at blive og spise med.

 

LÆS OGSÅ: Møllerkrimi: En instinktiv fornemmelse

LÆS OGSÅ: Møllerkrimi: Uopklaret

LÆS OGSÅ: Møllerkrimi: Højdeskræk

Tekst: Michael Toubro
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 10-10-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri