Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Møllerkrimi: Højdeskræk

Noveller
Møller kom ud på taget. Det her var værre, end han havde frygtet. Intet rækværk og en svimlende udsigt over byen alt for langt under ham. Alligevel tog han yderligere et skridt, og nu så han selvmorderen stå henne ved kanten – klar til at springe.

Fjorden var sommervarm og lugtede af tang og muslinger. Dumf-dumf-dumf lød det hen over de dovne bølger. En coaster var ved at lægge til ved siloen på sydhavnen, mens Møller cyklede ind mod byen og dagens arbejde. Han nød idyllen og fantaserede om muslinger i en dampende gryde.

 

LÆS OGSÅ: Mord uden offer

 

I sidste sekund nåede han at rykke i cykelstyret, så han ikke ramte en løbende skikkelse, en høj mand i mørkeblåt træningstøj. Han drejede hovedet for at sige undskyld eller godmorgen, eller hvad man nu skulle sige i den situation, og i næste øjeblik standsede både han og løberen.

 

LÆS OGSÅ: Privatlivets fred

 

– Jamen, godmorgen, sagde de i munden på hinanden. – Nå, er det din faste rute her? tilføjede manden. Møller nikkede. – Når vejret er til det. Og du... De løber måske hver morgen? – Njah, men det burde jeg. Og så længe jeg bor her alene, har jeg jo tid nok. Møller nikkede.

Annonce

 

Manden var hans chef, byens nye politimester, Birger Madsen, som han havde trykket i hånden forleden. Madsens kone og børn befandt sig stadig i Nykøbing Falster, hvor han havde været vicepolitimester. Nu om en halv times tid skulle han holde morgenappel på stationen for første gang. – Smut du bare i forvejen, sagde han til Møller – og sørg for, at alle er på plads til tiden. – Det er de. Vores gamle mester har opdraget os godt.

 

* * *

 

Fru Nielsen fra kantinen bød wienerbrød rundt og startede selvfølgelig med politimesteren, der nu var i uniform. – Vil De ikke have et stykke? Det er lækkert og friskbagt! – Jo tak, men vil du gøre mig en tjeneste? Fru Nielsen nikkede. Der var ikke noget, hun hellere ville. – Sig du og Birger. Politimesteren løftede stemmen. – Jeg har tænkt over det: Lad os være dus alle sammen fra og med i dag!

 

Tiden er kommet, tænkte Møller. Over for deres gamle mester ville det have været et stilbrud at sige du, og Møller kunne se, at flere af de ældre kolleger ikke ligefrem var begejstrede.

 

– Hvad siger vi så til publikum? lød det. – Ældre medborgere siger man som hovedregel De til, yngre og jævnaldrende som hovedregel du. Hvis nogen siger De til os, gør vi det selvfølgelig også til dem. Medmindre det er børn. Det fungerede på Lolland-Falster, så skal vi ikke give det en chance? Mester tog en bid af sit wienerbrød. Udmærket start, tænkte Møller, som havde fulgt samme uskrevne regler i flere år.

 

* * *

 

Dagens første opgave var en stjålen bil, der lå og flød et par kilometer nord for bygrænsen. Møller så frem til en køretur i det gode vejr og var på vej gennem vagtstuen, da der blev råbt efter ham. – Hallo, stands! Vagthavende havde lagt hånden over telefonrøret. – Vi har en selvmorder. Det vil sige: Han står på toppen af siloen ude på syd-havnen og vil springe. Tager du ham? Falck er på vej!

 

Møller trykkede på speederen, men lod være med at slå sirenen til. Han kørte ad havnevejen bag pakhuset og en gammel oplagsplads, der stadig var gråsort af kulstøv. Korn- og foderstoffirmaet havde ekspedition heromme på bagsiden af siloen. En kontordame sad bag skranken, hvid i ansigtet.

 

– Kriminalpolitiet, sagde Møller. – Hvordan kommer jeg op i siloen? – Vareelevatoren, sagde hun, men fortsatte: – Jeg er bare bange for, at den er oppe. Og den er langsom. – Så tager jeg trappen. – Anden dør til højre. Det er Jacobsen, der står deroppe. Han er blevet sindssyg.

 

Møller sprang op ad trappen, to trin ad gangen. Her lugtede sundt og mættet af landlige produkter. Siloen var vel sine 40 meter høj, og halvvejs oppe begyndte han at hive efter vejret. Han stod et øjeblik inden for jerndøren, da han endelig nåede til tops. Det kunne ikke nytte noget at komme vaklende stakåndet ud på taget.

 

Højdeskræk, sagde en lille stemme i hans baghoved. Ti stille! svarede Møller. Han vidste kun alt for godt, hvordan han havde det med stejle skrænter, høje bygninger og – værst af alt – flyveture sydpå, selv om Vera sad ved siden af og holdt ham i hånden.

 

Møller gik ud på taget, og det var værre, end han kunne have fantaseret sig til. Ingen rækværk, selvfølgelig, og en svimlende udsigt over byen og fjorden og omegnen. Coasteren, som han havde set lægge til for en time siden, lå et sted dernede og lignede legetøj. Og det blæste hen over taget.

 

To mænd stod foran ham, den ene helt fremme ved kanten, den anden nogle meter derfra. Den yderligste af dem var i grå bukser og hvid skjorte. Han var mager, og han vendte profilen til. Et skarpt ansigt og hår, som blafrede i vinden. Den anden var ældre, kraftigere, klædt i et mørkt jakkesæt. Direktør... et eller andet, Møller havde ikke navnet præsent, men vidste, hvem han var. En af byens matadorer.

 

Han havde opdaget Møller og rakte nu en advarende hånd ud. Hans ansigt var lige så rødt, som kontordamens havde været blegt, men udtrykket i øjnene var det samme: Panik. – For satan, Jacobsen, sagde han. – Gå nu væk fra kanten, din tosse. Brug hovedet, Jacobsen, vi finder ud af noget! Møller gik et par forsigtige skridt fremad. Direktøren svedte, og hans kæber arbejdede. Vinden blafrede i hans bukser og susede i Møllers ører.

 

– Han er desperat, hviskede han. – Uventet revision, hul i kassen, afsløret nu til morgen. Lad være med at sige, at du er fra politiet. Møller tog yderligere et skridt frem mod Jacobsen. – Davs, sagde han. – Jeg hedder Verner Møller. Jeg vil gerne hjælpe dig... Eller skulle man sige De til denne pæne, desperate mand, der stod med udbredte arme som en korsfæstet og balancerede uhyggeligt tæt på den yderste rand?

 

Møllers hjerne brugte et øjeblik på dette ligegyldige spørgsmål. Et øjeblik føltes som lang tid. Hvis han havde kigget på sit ur, ville sekundviseren nok nærmest have stået stille. – Bliv væk, råbte Jacobsen. – Jeg skal bare lige samle mig. – Ja, sagde Møller. – Det skal du nemlig. Fortæl mig, hvad dit problem er, så finder vi en løsning... Der kom ikke noget svar.

 

– Er du interesseret i fodbold? spurgte Møller og prøvede at holde stemmen dyb og rolig. – Fodbold? – For jeg er sikker på, at jeg har set dig på stadion. Du har selv spillet engang, ikke sandt? Du følger din gamle klub, og du har sikkert en masse venner dér. – Ikke efter i dag. – Gu' har du så... Du må ikke bande, tilføjede Møller til sig selv. Du må ikke råbe. Det er dig, der skal være rolig.

 

– Har du familie? Børn? – Det har han, lød det dæmpet fra direktøren bag Møller. – En lille dreng. – Uanset hvad du står og tænker, sagde Møller. – Så er alt andet bedre end at springe. Tro mig, giv mig hånden. Din lille søn... Han skal også være fodboldspiller, ikke? Du skal træne med ham og følge hans kampe. Du har hundrede gode grunde til at give mig hånden, Jacobsen.

 

Møller tog yderligere et skridt, højre arm strakt frem, hånden åben. Jacobsen svingede rundt, hans håndflade ramte Møllers, der lukkede sammen om den, og i det samme var det, som om den desperate skikkelse fik overbalance og ville væk, og Møller kunne få lov at flyve efter, ud i den svimlende blå luft.

 

Møller kastede sig baglæns og lagde al sin vægt i bevægelsen. De trimlede hen ad betondækket, og Møller mærkede en skarp smerte i skulderen, men han havde stadig et fast tag om hans arm. Direktøren løb rundt om dem, knælede ned mellem Jacobsen og afgrunden og pressede begge sine tykke hænder mod mandens overkrop.

 

– Nu bliver du fandme liggende, sagde han. – Ikke mere cirkus i dag, Jacobsen. Møller lukkede øjnene. Det er nu, du skal du tage kommandoen, sagde han til sig selv. Men han kunne ikke.

 

* * *

 

– Jeg besvimede deroppe, sagde Møller. – Det føltes meget mærkeligt. Da jeg vågnede, troede jeg, at der var gået en time, men det var vel kun et par minutters tid. Direktøren og Jacobsen stod henne ved elevatoren. Jeg fik stablet mig selv på benene og kørte med dem ned. Flovt! – Ikke spor, sagde Birger Madsen. – Du reddede jo et liv. – Det var mere held end forstand. Jeg har været i politiet i snart 20 år, og jeg har aldrig oplevet en situation som den her. Jeg lider af højdeskræk.

 

– Du klarede det, Møller, og det er det vigtigste. Du fik tag i ham trods din højdeskræk. Politimesteren smilede og klappede Møllers skulder. – Av for... – Undskyld! Er du kommet til skade? – Kun lidt knubs. – Tag på skadestuen og bed om et røntgenbillede. Og selv om det ikke er noget, så hold resten af dagen fri. – Hvad med Jacobsen? Han skal afhøres. – Hans chef kørte ham hjem, ikke? Resten kan vente til i morgen eller en anden dag. Hvad er han, kassebedrøver? – Det lyder sådan.

 

– Vent og se, om der overhovedet kommer en anmeldelse. Det sker tit, at firmaer helst vil feje den slags ind under gulvtæppet. De laver en mindelig ordning. – Men når vi har mistanke om en forbrydelse, kan vi vel ikke bare lade direktøren afgøre, hvad der videre skal ske? – Lad os skændes om det en anden dag, sagde politimesteren. – Nu tager du af sted, og det er en ordre, Møller.

 

Han adlød ordren, i hvert fald det meste af den. Han holdt fri og sprang skadestuen over. Hjemme på badeværelset tog han skjorten af og inspicerede skulderen. Der var et rødligt mærke, changerende over i det blålige, lidt hævelse og stadig ømhed. – Ikke noget særligt, mumlede han. – Færdig med det!

 

Entrédøren klaprede, og han skyndte sig at få skjorten på igen. – Hallo! råbte han. – Er du hjemme allerede? Han trådte ud på trappen og råbte ned til Vera: – Sandelig, her ser du mig! Vera stod med den åbne dør bag sig, solen skinnede gennem hendes røde hår. – Herligt, sagde hun. – Hele vejen hjem har jeg tænkt på, at det var vejr til en strandtur.

 

Vera lod skoletasken dumpe ned på entregulvet. Hun havde sommerferie, men brugte noget af den på et kursus i Aalborg. – Er der sket noget? spurgte hun. – Du står så underligt? Møller gik ned ad trappen, mens han prøvede at lade være med at tænke på skulderen. Han vendte den raske side mod hende og omfavnede hende med den arm, der ikke gjorde ondt.

 

– Jeg har fået et lille skrub, sagde han. – Ikke noget, der betyder noget, men jeg skal nok ikke ud og svømme. Jeg sidder på stranden og nyder synet af min hustru i badedragt. – Der er sket noget. Fortæl mig hvad.

 

– En udspringer uden faldskærm. En mand, der tænkte på selvmord, men vi fik ham ind. Jeg holdt ham i hånden, Vera, og så var det, ligesom vi rykkede hver sin vej, og jeg var altså 10-15 kilo tungere end ham, så jeg vandt, og alle er i live. Ved du, hvad vi skal have til aften? Muslinger! Friskkogte muslinger med flutes og hvidvin!

 

Vera så på ham, som han kunne forestille sig, at hun ville se på en elev, der sagde noget helt umuligt. – Du springer sandelig i det, svarede hun endelig, – men ja, muslinger er fint. – Vi kører omkring fiskehandleren på vej hjem fra stranden. Så kan du også se, hvor dramaet foregik. – Hvor var det? – På kornsiloen ude på sydhavnen. Det var en af de ansatte, der ville ud over kanten. – En, du kendte? – Jeg har set ham på stadion. – Er han bogholder i firmaet?

 

– Her rammer vi grænsen for min tavshedspligt. – Det er Hilmar Jacobsen, sagde Vera. – Espens far, du ved, Espen fra min andenklasse. Det kan næsten ikke være andre. Han var med til forældremødet lige inden sommerferien. Mager mand, sådan en lidt nervøs type, ikke? – Jeg bliver fyret for det her. – Vrøvl med dig. Tror du, jeg sladrer til nogen? – Nej, det er kun mig, der sladrer i dag.

 

– Konen er gået fra Jacobsen. De har haft nogle økonomiske problemer. Noget med en bil på afbetaling, som forhandleren kom og hentede. Minna, du ved, vores gymnastiklærer, er nabo til dem... – Alle sladrer, sagde Møller. – Jeg ved det. Vi bor i en lille by.

 

– Stakkels Espen. Tror du, faderen er alene med ham lige nu? spurgte Vera. – Folks privatliv er ikke en politiopgave. – Nej, men jeg er hans klasselærer. – Du har ferie. Vi skal på stranden. – Verner, vi kører lige forbi deres hus og kigger efter, at alt er, som det skal være. Det er vi simpelt hen nødt til... Vera lænede sig ind mod ham og lagde en hånd på hans højre skulder. – Av! – Siger du ja? Det var godt!

 

* * *

 

Espen lignede sin far. Han var høj af sin alder, men smal over skuldrene. De holdt i bilen og så ham løbe frem og tilbage i forhaven med benene skjult af en bøgehæk. – Hvad laver han? spurgte Vera. – Det skal jeg sige dig: Han sparker til en bold. – Jeg går lige over og siger davs til ham. – Nej. Nu har vi set ham i god behold. Men Vera var allerede på vej ud ad fordøren.

 

Møller sukkede. Lidt efter stod hun i haven og vinkede efter Espen. – Davs med dig, sagde Møller til Espen, da han kom inden for havelågen. Drengen havde fodboldstøvler på, og det var en rigtig læderbold, han trænede med. – Espen siger, at hans far ligger og sover og ikke vil spille fodbold, sådan som han plejer. Vera sagde det i en let tone, men Møller kunne se bekymringen i hendes øjne. Om et øjeblik ville hun foreslå, at han gik ind i huset og så efter Espens far, men nej, nu kunne det være nok!

 

I det samme kom Jacobsen ud på plænen. Han standsede og rystede på hovedet, som om han ikke troede sine øjne. – Vi kom lige forbi, sagde Vera. – Og så Espen i haven. – Jamen... er det ikke Verner Møller? – Det er min mand, sagde Vera. – Vi er her helt privat.

 

Møller rystede på hovedet, og Vera gjorde instinktivt det rigtige: Sparkede til bolden. Den trillede over mod Møller, der gav den et lods i retning af Jacobsen. Espen styrtede efter den, og Jacobsen satte sig i bevægelse. – Juhu! råbte drengen. – Så spiller vi to mod to, og jeg vil være på hold med min far!

 

* * *

 

Politimesteren sad bag skrivebordet i lyse bukser og en sort skjorte, der stod åben i halsen. Nye tider, nye skikke, tænkte Møller. Hvis jeg var mødt op i den mundering for 14 dage siden, ville vores gamle mester have protesteret på stedet. – Den dér sag med udspringeren, sagde Birger Madsen, – kom der mere ud af den? – For så vidt nej. Ingen anmeldelse fra firmaet. Manden har mistet sit job, og under hånden har direktøren fortalt mig, at han vil afdrage det, han skylder derude.

 

– Under hånden? Er det noget, man bruger meget her? – Ikke meget, svarede Møller. – Men tilfældet er specielt. Manden var i store personlige vanskeligheder, og det, han havde gjort, var nærmest at tage et forskud og lægge en seddel i kassen. Det var så blevet en vane, fra måned til måned... Der kan muligvis tvinges en sag igennem, men det er vel bedre, at han finder et andet job og betaler sin gæld.

 

Birger Madsen så Møller i øjnene. – Det lyder fornuftigt, sagde han. – Jeg tror, vi får et godt samarbejde, Møller. For resten, er du interesseret i fodbold? I Nykøbing Falster havde vi en tipsklub på stationen, kunne det ikke være noget at starte her?

Tekst: Michael Toubro
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 28-02-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri