Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Møllerkrimi: Uopklaret

Noveller
Det var ikke første gang, Jacobsen var blevet grebet i bedrageri. Første gang havde Møller reddet ham fra at begå selvmord; denne gang var situationen en anden: Jacobsen var blevet skilt og alene med sin søn, som gik i en af Veras klasser. Hvad skulle der blive af ham, hvis hans far endte bag tremmer?

En lyd af skarpt metal fyldte haven, og græs sprøjtede som grøn regn efter plæneklipperen. Møller var ude med den gode gamle rugbrødsdrevne maskine.

 

Det tog 10 minutter, større var plænen ikke. Bagefter høstede han et salathoved og tog det med ind i køkkenet. Noget skulle eftermiddagen jo gå med.

 

Tillidsmanden på stationen havde været inde på Møllers kontor og sige et par ord om emnet arbejdstid. – Vi har jo en overenskomst, ved du nok. Man kan ikke bare blive ved med at dynge overarbejde op og aldrig afspadsere en time. Næh, det var vel egentlig rigtigt nok. Så for at vise sin respekt for reglerne var Møller gået tidligt i dag.

 

Vera havde lang eftermiddag på skolen. Hun var også bibliotekar nu. Somme tider snakkede de om, at det var voldsomt, som de begge to arbejdede, men forklaringen lå lige for: Der var jo ingen børn at komme hjem til. Hvis Vera og han ikke kunne spise sammen en aften – eller hvis det blev til natmad – hvad gjorde det så?

Annonce

 

Rækkehuset havde tre værelser på første sal, de to af dem skulle være børneværelser. Nu havde Vera taget det største i brug til sin symaskine og sine bøger. Møller havde ikke noget at bruge det andet til. Han havde ikke engang lyst til at åbne døren. Det var så frygtelig tomt, det værelse.

 

* * *

 

Salaten var slynget og stillet i køleskabet. Møller hvilede på sofaen og var på vej ind i søvnens land, da telefonen kimede. – Ja, det er Birger, lød den kendte stemme i røret. Alle var på fornavn med politimesteren. – Kan du huske ham Jacobsen, du reddede fra at springe ud fra en silo sidste år? – Selvfølgelig kan jeg det. – Nu laver han sgu ulykker igen.

 

Møller satte sig op, svimmel i hovedet – af søvnighed eller ved mindet om i fjor? Hvis Jacobsen igen står på toppen af en silo, er det altså ikke mig, der skal derop og hale ham i sikkerhed, tænkte han.

 

– Han fandt et job i et byggemarked, fortsatte Birger, – og vi har lige fået en anmeldelse derudefra. Falske bilag, overførsler til egen konto, store penge. Har du mulighed for at se på sagen og snakke med manden? Amtsavisen har fået et praj, så vi skal tage stilling ret hurtigt... Du må afspadsere en anden dag, Verner. – Ja, ja, sagde Møller. – Jeg skal bare lige have et glas koldt vand, så kaster jeg mig på cyklen.

 

* * *

 

Der stod to fodboldmål i Jacobsens forhave, og græsset var slidt foran dem. Synet gjorde ondt på Møller, der kendte både far og søn fra fodboldklubben. Han ringede på dørklokken og hørte sløve, skuflende trin indenfor. Jacobsens ansigt kom til syne i dørsprækken, smalt og blegt og ubarberet. Håret pjuskede, som om han havde været ude i blæsevejr, og øjnene var dybe og triste at kigge ind i.

 

– Du ved, hvorfor jeg kommer, sagde Møller. – Skal jeg med på stationen? – Vi får se. Foreløbig vil jeg gerne snakke med dig. Må jeg komme indenfor? – Her er rodet. Det er nok det mindste af dine problemer, tænkte Møller, mens han fulgte efter Jacobsen ind i stuen, hvor der i øvrigt ikke var påfaldende rodet, bare mørkt og støvet.

 

Jacobsen satte sig i den slidte sofa, Møller i en knirkende lænestol på den anden side af kaffebordet. – Kan det passe, at beløbet er 254.709 kroner? – Det kan det sikkert. Jeg har ikke talt det sammen, svarede Jacobsen. – Men du erkender underslæbet? – Det gør jeg vel. – Hvor er pengene blevet af?

 

Møller kiggede rundt i stuen, mens han ventede på et svar. Det var i hvert fald ikke boligindretning, Jacobsen havde smidt en formue ud på. Man kunne se, at dette var et skilsmissehjem. Der var lyse pletter på tapetet, hvor billeder havde hængt, og bogreolen stod halvt tom. H. C. Andersens eventyr havde fået lov at blive tilbage, så Jacobsen kunne læse højt for – ja, hvad var det, drengen hed? Espen. 

 

– Pengene er væk, sagde Jacobsen. – Beklager, men der er ikke noget at komme efter. – Det er jo knap nok muligt, sagde Møller. – Du har betalt 40.000 tilbage ude på foderstoffen, så dit underslæb fra sidste år er dækket ind. Det har jeg lige tjekket. Men så er der altså 210.000, du skal gøre rede for. Så mange penge forsvinder ikke op i den blå luft, og vi skal nok finde dem. Det går bare noget nemmere, hvis du hjælper til. Vi kan måske endda undgå en varetægtsfængsling. Det er ikke et løfte, men en mulighed.

 

Jacobsen sad stadig foroverbøjet. Skuldrene var begyndt at ryste. Han græd. Møller så over mod billedet af Espen i reolen. Drengen stod i sin stribede klubtrøje med en bold under armen og et glad smil i ansigtet. Du er en idiot, Jacobsen, tænkte han. Mange års omgang med tabere og stakler havde gjort ham forsigtig med at dømme, men i det her tilfælde var det umuligt at lade være. Du har en lille dreng at passe på, og du klarede dig lige akkurat uden om en ulykke i fjor, og så gør du det igen!

 

– Hvor er pengene? sagde han. – Kom nu med det, Jacobsen. Entrédøren smækkede, og der lød en drengestemme: – Hej far, hvorfor er du hjemme allerede?

 

* * *

 

– Det var et svært øjeblik, sagde Møller. Han sad over for Vera i køkkenet. Espen var elev i hendes 3. klasse, og hun kendte familien og dens forhold så godt som nogen.

 

– Hvad gjorde du? – Jeg løj for Espen. Jeg sagde, at jeg var der for at snakke om noget med fodboldklubben, og Jacobsen sagde, at han havde hovedpine, men at Espen bare skulle klæde om og gå til træning, som han plejede. Men i morgen står det i avisen, hvorfor Jacobsen var hjemme, ikke med navns nævnelse, men det vil hurtigt blive spredt ud over byen. Vi kommer også til at varetægtsfængsle ham. – Åh nej, sagde Vera.

 

– Jo, det bliver nødvendigt. Vi lader ham løbe frit en dags tid endnu i håb om, at han fører os til pengene. Eller ringer nogle steder hen, som kan være interessante... – I aflytter hans telefon? spurgte Vera med en snert af forargelse i stemmen. – Selvfølgelig gør vi det.

 

– Men hvad sker der så, når han bliver fængslet? Hvem skal tage sig af Espen? – Socialforvaltningen. Hvis ikke hans mor kommer og henter ham. – Hun er flyttet til Norge og er blevet gift deroppe. De har meget lidt kontakt med hende, ved jeg. Espen og hans far kan ikke undvære hinanden. Møller rejste sig og kiggede ind i køleskabet. Det kommer de til, tænkte han. I lang tid.

 

* * *

 

Retsmødet varede ikke mere end et kvarter. Jacobsen sagde stort set ingenting. Han var blevet barberet og havde trukket en kam gennem håret, men så endnu mere elendig ud end forleden dag, syntes Møller. Dommerens kendelse faldt tørt og lavmælt: – Sigtede varetægtsfængsles for 14 dage. Retten er hævet.

 

Politimesteren ventede på Møllers kontor. Han havde lukket vinduet op og stod med ryggen til, så han kunne nyde den varme augustsol. Møller rømmede sig. – Nå, dér er du! Hvad blev det så? – 14 dage, som vi bad om. Mester nikkede. – Og han vil stadig ikke sige et ord om, hvor pengene er? – Hans læber er syet sammen med kinesertråd. Det er en underlig sag. Han ved, at jeg vil gøre alt for at hjælpe ham...

 

– Javel så, skød mester ind, – du tager forbryderens parti? – Birger, du ved udmærket godt, at jeg tager lovens parti, men jeg ville gerne hjælpe Jacobsen, så vidt det overhovedet var muligt inden for lovens rammer. Jeg får bare ikke lov til det.

 

– Altså, opsummerede politimesteren, – pengene er overført i mange små portioner til en konto i Handelsbanken og derfra til en konto i München. Dernede er de hævet kontant uge efter uge, og det er i hvert fald ikke Jacobsen selv, der har stået ved skranken for at få dem, så hvem er det?

 

– Man kunne ønske sig, at bankerne havde overvågningskameraer ved kasserne, svarede Møller. – Nogle steder i udlandet er det indført, men billederne er så dårlige, at det næsten kan være lige meget, sagde mester. – Altså, Jacobsen har en medskyldig. Hvorfor dækker han over ham?

 

– Jeg spørger, og jeg spørger, og manden nærmer sig et nervøst sammenbrud. De skal holde godt øje med ham i arresten. Selvmord er ikke udelukket. – Vil du hellere være fri for den sag? – Nej. Den kommer alligevel til at holde mig vågen om natten.

 

* * *

 

Der stod en blå drengecykel i carporten, da Møller kom hjem, og han følte en mærkelig uro ved synet. Det kunne vel ikke være... nej, det var utænkeligt, at Vera ville gøre sådan noget uden at spørge ham først. Han standsede i entreen. – Ja, her skal du sove, Espen, lød hendes stemme ovenfra. – Det er dit værelse. Verner skaffer et bord og en stol til dig. Foreløbig kan du sidde inde hos mig, når du skal lave lektier.

 

Møller sprang op ad trappen. Vera og Espen stod side om side på det tomme værelse. Husets gæsteseng – en blå drømmeseng – var stillet ved væggen, og Vera havde placeret et par begonier i vindueskarmen. – Nå, her er du! sagde hun, og til Espen: – Du kender jo Verner.

 

Drengen rakte hånden frem. – Goddag, sagde han høfligt. – Goddag, min ven. Hvad... Vera svarede, inden han nåede at stille spørgsmålet: – Espen bor her indtil videre. Vi har taget tøj med i en kuffert, og vi har nøglerne til huset, så vi kan hente det, Espen får brug for, derhenne. De nøgler har jeg også, tænkte Møller. Og jeg har gennemsøgt huset to gange.

 

– Jeg har lovet Espen en kop kakao, fortsatte hun, – og bagefter... sagde du ikke, at førsteholdet spiller kamp klokken seks? – Jo, svarede Espen. – Så tager I to til fodboldkamp, og jeg har aftensmaden klar, når I kommer tilbage. Hvorfor står du dér og gaber, Verner? Du vil da også gerne se den kamp! – Ja. Møller kvalte det men, der var lige ved at følge efter. – Selvfølgelig vil jeg se den kamp. Jeg tror, vi vinder, Espen, hvad tror du?

 

* * *

 

Espen var gået til ro inde hos sig selv. Møller lå vågen og kiggede op i soveværelsets loft. – Kunne du ikke have ringet til mig? sagde han. – Jeg prøvede. Du var optaget, og så måtte jeg træffe en beslutning. Socialrådgiveren ville have Espen med sig. Hun snakkede om at køre ham ud til et eller andet forsorgshjem... måske så langt væk, at han ikke kunne passe sin skole. Så kunne han sidde dér, alene og afskåret fra alt, hvad han kender. Så jeg traf en beslutning.

 

– Birger går amok, når han hører om det. Jeg efterforsker et bedrageri med en mystisk forbindelse til udlandet. Og bedragerens søn er i pleje hjemme hos mig. Kan du forestille dig, hvordan det vil tage sig ud i Amtsavisen... eller i Ekstra Bladet, for den sags skyld? – Se på mig, Verner. Vera lå med en hånd under hovedet og støttede sig på albuen. – Hvad er vigtigst: En sag mod en stakkels mand, som I allerede har fanget, eller at Espen har et sted at være?

 

– Men der kan gå flere år... – Og hvad så? Jo længere tid, der går, desto mere... – Hvad vil du sige, Vera? – Desto mere bliver han vores. Møller trak vejret dybt. – Vi kan ikke regne med, at han bliver her. – Men vi kan arbejde på det, sagde Vera. Hun lænede sig ind over Møller og kyssede ham. – Hvis vi begge to gør alt, hvad vi kan, så lykkes det måske. Sig til politimesteren, at du ikke vil have mere med sagen at gøre.

 

* * *

 

 – Og hvad gør Anders And så, når historien er forbi? – Han sidder vist og er ked af det. Men i morgen vågner han op igen i fint humør. Sådan er Anders. Møller lagde bladet på natbordet og rejste sig fra sengekanten.

 

Espens værelse var blevet møbleret med ting hjemme fra huset, og Møller havde købt en kontorstol til ham, som kunne skrues op i den rigtige højde. Vera havde syet gardiner, og der var et nyt mørkeblåt tæppe på gulvet, som Espen selv havde valgt. De havde også købt tøj og sko og legetøj til ham – måske mere, end de burde, men det var svært at sige nej.

 

– Kan du sove godt, min ven! Møller slukkede lyset inden for døren og hørte Espen mumle godnat. Han listede i seng og nød duften af høst fra det åbne vindue. Der var stille i nabolaget. Et godt sted for et barn at vokse op. En god skole, en tryg hverdag...

 

Et skrig fik ham ud af sengen og i løb de få meter over til Espens værelse. Drengen sad op, hvid i ansigtet og med åben mund. Møller satte sig og holdt om hans smalle skuldre. – Hvad er der i vejen? – Jeg troede, Max var her. Jeg syntes, jeg kunne høre ham ude på gangen, og så kom han ind...–

 

 Hvem er Max? Espen skælvede stadig. Møller strøg over hans hår og hans ryg. – Fortæl mig, hvem Max er. – Han snakker tysk. Han er meget stor og... far er bange for ham. Han kommer og besøger far, og så råber han højt. Han siger aldrig noget til mig, han peger bare på døren, og så skal jeg gå.

 

– Ved du, hvad han hedder mere end Max? Espen rystede på hovedet. – Er I i familie med ham? Samme svar. – Fortæl mig noget mere om ham. – Jeg ved ingenting. Jeg ved bare, han er dum. – Nå, sagde Møller, – men her kommer han ikke ind. Læg dig nu ned igen. Jeg bliver siddende, indtil du sover.

 

* * *

 

Møller var på stationen i god tid inden morgenappellen. For god ordens skyld ville han have Birgers tilladelse til en ekstraordinær afhøring af Jacobsen. Han ville bruge navnet Max som en bombe og lade, som om han vidste alt, og så kom sandheden måske omsider på bordet.

 

Han gik ind ad den åbne dør til mesters kontor. – Det drejer sig om Jacobsen, bedragerisagen. – Ja, satans også, lød svaret. – Du har hørt det? – Hørt hvad? – At han havde fået et lagen, der var langt nok til, at han kunne sno det sammen og hænge sig i det. Det kræver en vis indsats – jeg tror ikke, at jeg kunne gøre det – men han kunne altså.

 

Møller lænede sig tilbage mod væggen og lukkede øjnene. – Nej, nej, nej, nej, sagde han. – Jo, sagde Birger. – Han smuttede fra os. Samme vej som pengene... ud i det store mørke.

 

* * *

 

Vera havde en mellemtime midt på formiddagen og sad alene på skolebiblioteket. – Nu må vi være rolige og fornuftige, sagde Møller, da han havde fortalt hende, hvad der var sket. – Vi holder fri resten af dagen alle tre. Vi må være sammen om det her.

 

– Jeg havde en fornemmelse af, at det kunne gå sådan, svarede hun. – Men uanset hvor forfærdeligt det er, så er det i hvert fald godt for Espen, at han er hos os og ikke på et børnehjem. – Jeg har talt med hans mor. Hun kommer i morgen, men hun sagde ikke noget om, at hun ville tage Espen med sig hjem. Og hun vidste for resten heller ikke, hvem Max var. En fornemmelse siger mig, at den sag aldrig bliver opklaret.

 

– Glem alt om den sag, sagde Vera, idet hun rejste sig. – Gør dig klar til at trøste og være stærk. Nu går jeg ned og henter Espen.

 

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: En rigtig charmetrold

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Hjerter i brand

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Den eneste ene

Tekst: Michael Toubro
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 09-05-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri