Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Når blodet sladrer

Noveller
Martin synes bestemt ikke, at arbejdet som politimand har gjort ham ufølsom over for andre menneskers ulykke, og selvfølgelig forstår han godt, at manden er knust over sin kones selvmord. Men samtidig føler han pludselig trang til at pirke til ham med spidse spørgsmål. Ridse lidt i hans overflade af sorg. Politimanden i ham har fået færten af noget, som ikke stemmer overens med mandens forklaring.

Rummet er så stille, som et rum kun er, når døden har indtaget det. Martin står instinktivt helt stille og tager sig i at holde vejret. På trods af hans mange år i politiet bliver det aldrig nemt; han føler sig altid knuget af sorg, når han kommer ud til et dødsfald. Næsten som om det var ham selv, der havde mistet.

 

Denne gang er det den stakkels ældre mand, som sidder inde i stuen sammen med hans kollega, der har mistet sin kone. Og det endda lige som han er gået på efterløn, og de skulle til at nyde livet og hinanden. Manden er selvsagt knust, og andre folks tragedie smitter af på ethvert medfølende menneske.

 

Martin kender godt til den almene opfattelse, at folk, der til daglig arbejder med andre folks død og ulykke, bliver en smule hårdhudede, men ifølge hans bedste overbevisning, er det ikke sandt. I hvert fald ikke for hans eget vedkommende. Men han kan klare det, og han mister aldrig det professionelle overblik.

Annonce

 

Faktisk mener han, at hans evne til empati hjælper ham i hans arbejde, skærper hans sanser og holder ham på tæerne. Og lige nu står han her i det lille badeværelse og suger indtrykket af døden til sig, på en gang tynget og nøgternt vurderende. Han optager en mental filmstrimmel, som han senere om nødvendigt kan afspille for sit indre blik igen og igen. Det bliver nok ikke nødvendigt i dette tilfælde, men det er ikke noget, han bare kan slå til og fra. Det er bare sådan, han fungerer. En erhvervsskade.

 

Vandet i badekarret er lyserødt. I et kort glimt ser han hende sidde der endnu, som hun havde siddet, da de kom; sammensunket med ansigtet nede i vandet og en spinkel grå arm hængende ud over karrets kant. Nu er vandoverfladen så kold og stille, som havde hun aldrig været der.

 

Hans blik flytter videre til toilettet, som er skinnende rent, men vandet står højt i det; der må være noget galt med vandlåsen. Det pletfrie spejl viser ham et sammenbidt ansigt, som han studerer et øjeblik uden genkendelse. Øjnene er fjerne og alvorlige, munden en smal streg af eftertænksomhed.

 

Ved siden af karret står en lille frønnet skammel. På den står tre bloklys, som har været tændt, men ikke i dag. Der står også en lille krukke med små grønne perler i, som må være badesalt eller sæbe. Vandet i karret viser ikke tegn på at være tilsat nogen af delene, men den røde farve fra blodet kan selvfølgelig snyde øjnene. Men det virker nu sandsynligt, at hun ikke har puttet noget i. Det har ikke været et forkælende varmt bad, hun har taget i dag; det har været hendes sidste.

 

På gulvet ved siden af karret ligger en lille olivengrøn måtte. Blodet på den ser næsten sort ud på den grønne farve. Mellem pletterne ligger barberbladet. Også på det er der en smule blod. Der er noget grotesk og malplaceret ved det lille blad af stål, midt i det lille hyggelige rum i varme farver.

 

Martin har aldrig brudt sig om barberblade. De har en kulde og skarphed, der får dem til at stikke i øjnene, uanset hvor de ligger. Han husker, hvordan han som barn havde set barberbladene i sin mormors medicinskab. De havde både fascineret og skræmt ham. Så tynde og stærke, så skinnende og kolde, så skarpe. Han havde holdt dem mellem fingrene og mærket deres løfte om rifter og blod, løfter om død.

 

Det lille blad, der ligger derhenne på gulvet, har holdt sit løfte og ligger nu og skinner som et lille forsølvet punktum sat for enden af et ulykkeligt liv. Et liv som er løbet ud i badevandet og snart vil løbe videre ud i afløbet. Martin har en fornemmelse i maven af, at det er så forkert. Det er helt, helt forkert.

 

Tristheden overmander ham igen, og han flytter øjnene videre til det lille vindue. Det er matteret og lukket, men tillader alligevel en døsig solstråle at finde vej ind og gøre ham opmærksom på tøjet, der ligger i en uordentlig bunke på en lille bænk, der står langs væggen under håndklædestangen. Hendes tøj, kan han se på blusen.

 

Nu vil det højst sandsynligt havne hos Frelsens Hær eller en anden velgørende organisation. Medmindre hendes mand er en af den slags efterladte, der har så svært ved at sige farvel, at han vil hænge det ind i skabet og lade det hænge dér, indtil han selv går bort.

 

* * *

 

En klagende lyd trænger ind i Martins bevidsthed inde fra stuen, og han slukker sin indre optager og går derind. Manden sidder helt foroverbøjet i sofaen med hænderne op om hovedet. Han hulker voldsomt. Martins yngre kollega, Palle, sidder i den anden ende af sofaen med et lettere opgivende og forskræmt udtryk. Han ser lettet ud, da Martin med et nik beder ham flytte sig.

 

Palle fortrækker helt hen i den anden ende af stuen, hvor han tager opstilling med blok og blyant. Martin sætter sig ned ved siden af den ulykkelige mand. – Det gør mig meget ondt med din kone, begynder han.

 

– Jeg forstår det bare ikke. Jeg forstår simpelthen ikke, at hun kunne gøre det, græder manden. – Hvad nu? Hvad skal jeg nu gøre? Hvad i alverden skal jeg gøre med det hele? Det har Martin ikke noget svar på, så han venter og lader manden græde, men lægger en hånd på hans skulder. Fysisk kontakt er et godt middel mod frustration og panik. Og sorg.

 

I løbet af nogle minutter tager mandens gråd af, og han rettede sig lidt op og ser på Martin. I det sekund ser hans blik, til trods for at øjnene er våde og blodsprængte, helt roligt ud, nærmest tomt. Så blinker han, og flere tårer samler sig i øjenkrogene.

– Hvor er hun? Hvor har I kørt hende hen?

 

– Til hospitalet. De vil undersøge hende og gøre hende i stand. – Undersøge hende? Hvorfor dog det? Manden har rettet sig helt op. – For at fastslå dødsårsagen, forklarer Martin roligt. – Det er standardprocedure. Beskeden ophidser manden. Han ser på Martin med en dyb rynke mellem brynene. Tårerne i hans øjne er tørret ind og har veget pladsen for et forurettet blik.

 

– Skulle det være nødvendigt? Jeg ville da synes, at det var rimelig åbenlyst? – Det er ren rutine. Det tager ikke længe. Så kan du få lov at se hende. – Se hende, mumler manden, som om han ikke forstår ordene. De sidder lidt i tavshed. Manden virker stadig oprevet.

 

Mennesker i krise reagerer ofte på uventede og ikke altid logiske måder. Martin giver ham tid. Det ser ud, som om han sidder og tænker over noget. Til sidst når han øjensynligt en konklusion og vender sig igen mod Martin. – Jeg vil have, at I lader hende være i fred, siger han roligt, men bestemt. – Jeg vil have lov til bare at begrave hende i ro og fred. Det var det eneste, hun ville have: ro og fred.

 

Manden omtaler sin kone i datid, bemærker Martin. De fleste, der mister en af deres kære pludseligt, er længere om at erkende det og kan langt hen ad vejen blive ved med at tale om den døde i nutid. At denne mand ikke gør det tyder på, at han allerede har accepteret situationen.

 

* * *

 

Martin opgiver at forklare manden om proceduren ved selvmord og stiller i stedet det spørgsmål, han har siddet og ventet med, mens manden fik styr på sit følelsesregister: – Vidste du, at din kone var deprimeret? – Nej! Det var hun ikke... jeg mener, ikke, så jeg opdagede noget i hvert fald.

 

– Kunne hun have holdt det skjult for dig? Du har slet ikke bemærket noget usædvanligt? Det må han have, tænker Martin. Ægtefolk, der har været sammen længe, kan ikke, om de så prøver nok så hårdt, skjule den slags for hinanden. Men manden ryster på hovedet og skjuler ansigtet i hænderne. Han græder igen. Denne gang mere stille.

 

Martin benytter lejligheden til at kigge sig lidt omkring i stuen; den er pæn og ryddelig; intet står forkert, ikke et støvgran danser i eftermiddagssolen, puderne i lænestolen er nyrystede og en plaid ligger pænt foldet sammen over det ene armlæn. Det eneste, der røber, at stuen bliver brugt, er et ugeblad, der ligger på hylden under sofabordet. Det er slået op på en side med en halvfærdig kryds og tværs. Martin tager det op.

 

– Er det dig, der gætter, spørger han for at lette stemningen. Manden snøfter. – Nej, nej, det var Grethes ting. Jeg er en golfmand. På hylden, dér hvor bladet havde ligget, er der kommet to stykker papir til syne. Det er flybilletter til Rom. Dateret til den 12. maj; det er om tre dage. – Skulle I have været ude at rejse?

 

Med et ryk vender han blikket mod billetterne i Martins hånd, og et udtryk glider som en skygge over hans ansigt. Det ligner overraskelse og noget andet, som forundrer Martin: dårlig samvittighed. Så kigger han væk og stirrer ned i bordpladen. Der går nogle lange sekunder, inden han svarer: – Ja. Ja, det skulle vi.

 

– I har måske snart bryllupsdag? Martin kan mærke en fornemmelse tage form. Den gør ham skarpere, og han føler pludselig trang til at pirke til manden med spidse spørgsmål. Ridse lidt i hans overflade af sorg. Det er politimanden i ham, der har fået færten af noget, og han ved af erfaring, at han er nødt til at lytte.

 

– Nej, det var bare sådan...

– En romantisk ferie?

– Tja...

– Og glædede din kone sig ikke til den ferie?

– Jo. Det ved jeg ikke, jeg...

– Er det så ikke lidt underligt?

– Hvad?

– At hun vælger at tage sit eget liv tre dage før, I skulle have været af sted?

 

Manden bliver vred igen nu; Martin kan se det i hans øjne, og han holder dem fanget; prøver at læse reaktionen i dem. De flakker let. Vreden er der, men den virker desperat. Martin bider sig fast; den fornemmelse, som før var i sin vorden, står nu stærkt og tydeligt: Det er tvivl.

 

Der er noget her, der ikke hænger sammen. Det har alt sammen noget at gøre med det, han har observeret på badeværelset og mandens opførsel. – Det ved jeg da ikke, siger manden. Han virker barnligt tvær.

 

– Men hun vidste måske ikke, at I skulle ud at rejse? – Joh, det... Manden taler i ufærdige sætninger, hans blik flakker, han sidder og piller distræt ved neglen på sin højre hånd. Der skal ikke en ekspert i adfærd til at se, at han lyver. Martin studerer billetterne og opdager, at mens den ene står i navnet Arne Madsen, som manden rigtigt nok hedder, så står den anden i navnet Hanne Madsen. Konen hed jo Grethe.

 

– Hvem er Hanne? Spørger han lige ud.

– Hva?

– Ja, der står Hanne på den her billet, påpeger Martin.

– Nåh, det... Hanne er Grethe. Jeg mener, hun hed Hanne Grethe.

– Men du har omtalt hende som Grethe?

– Ja, og hvad så?

– Hvorfor har du så reserveret hendes billet i navnet Hanne?

 

Manden trækker på skuldrene og sukker. Han ser træt ud, men det har jo også været en hård dag, og Martin er pludselig overbevist om, at den stakkels mand stadig har det værste i vente. I baghovedet kører den film, han har optaget af badeværelset. Han ved, at der er noget på den film, som vil få det hele til at falde på plads.

 

– Du ved godt, at jeg kan tjekke, om din kone virkelig hed Hanne, ikke. Martin sørger omhyggeligt for at tale med rolig, blød stemme; det er bestemt ikke hans mening at intimidere manden. Man kommer længere med honning end med eddike, og han vil bare tale til mandens fornuft og forsøge at få ham til at fortælle sandheden.

 

* * *

 

– Hør nu her, siger manden. – Jeg har lige mistet min kone. Du sidder der og stiller mig alle mulige spørgsmål. Jeg er i sorg og i chok, forstår du ikke det? Det gør ondt for helvede! Hvad er det, du forventer af mig?

 

– At du fortæller mig sandheden, siger Martin stille.

 

– Men det gør jeg jo! Jeg har lige fundet min kone død i badekarret. Hvad helvede bilder du dig ind at sidde der og kalde mig en løgner? Hvem tror du, du er, at du kan behandle andre mennesker på den måde?

 

Tårerne fylder påny mandens øjne, men det er ikke længere sorgens tårer, det er vredens.

 

– Jeg er bare en helt almindelig politimand, som prøver at gøre mit job. Jeg er ikke ude på at behandle nogen dårligt. Jeg er bare ude på at finde frem til sandheden. For din kones skyld. Hun var jo også et menneske. Og jeg er bange for, at nogen ikke har behandlet hende så pænt. Jeg har været i politiet rigtig længe, og jeg kan uden at prale sige, at jeg er god til mit job. Så jeg synes, at du skal fortælle mig, hvad der skete.

 

– Min kone kravlede op i badekarret og snittede sine forbandede håndled med et barberblad! Det er, hvad der skete. Og nu sidder du sgu dér og påstår, at jeg... Manden går i stå. Vredens rødme har forladt hans kinder. En maske af hvidt raseri har

lagt sig over hans ansigt.

 

– Jeg tror du lyver, siger Martin. – Din kone hedder slet ikke Hanne. Jeg tror, at Hanne er en anden kvinde. Og jeg tror ikke, at din kone tog sit eget liv; jeg tror, du hjalp hende. Udtalelsen kommer faktisk lidt bag på Martin selv, men da ordene er ude, indser han, at det er sådan, det er.

 

Kæbemusklerne arbejder inde under mandens hvide hud. – Det kan du ikke bevise! hvæser manden. Måske er det ordet "bevis", der får noget i Martins hoved til at klikke. Med ét stopper filmen og zoomer ind. Han ser lyserødt vand. Han ser små

blodpletter på måtten. Det er jo dét: Der er blod, men der er kun lidt blod. Alt, alt for lidt blod. Han smiler. – Vidste du, at de fleste, som begår selvmord på så velovervejet en måde ofte har planlagt det ned til mindste detalje?

 

De skriver breve, de vasker op først, de lukker hunden ud og lægger deres tøj pænt sammen. Huset her skinner, men din kones tøj ligger rodet sammen ude på bænken. Desuden har hun ikke lukket vinduet op, inden hun gik i bad, og dog er der ingen fugt i luften derude. Vandet var aldrig rigtig varmt, vel?

 

– Det dér er gætterier. Det er ikke beviser, affærdiger manden ham.

– Nej, måske ikke, siger han. – Men jeg er også ret sikker på, at det vil vise sig, at din kone var død, inden pulsåren blev skåret over.

– Hvad, sikke noget vrøvl! Hvordan skulle hun skære sig selv, hvis hun var død?

– Det gjorde hun heller ikke. Det gjorde du.

– I kan jo bare tjekke barberbladet for fingeraftryk, siger manden triumferende. – Mine er ikke på det!

– Nej, for du var smart nok til at bruge handsker. De handsker, som jeg vil finde, når jeg undersøger vandlåsen på toilettet, ikke?

 

Manden er holdt op med at protestere. Hans ansigt har mistet enhver elasticitet. Munden står åben.

 

– Klokken er nu 16.02, og du er anholdt for mordet på din kone.

 

* * *

 

Da de sidder i bilen, kigger Martins unge kollega på ham med sammenknebne øjne og et skævt grin. – Det var lige godt satans, sager han. – Hvordan pokker nåede du frem til alt det på så kort tid? Jeg synes sgu da, at fyren havde tænkt sig ret godt om.

 

– Ja, det havde han. Men der var én ting, som han ikke havde taget højde for, og det væltede hele billedet. Martin blinker snedigt til Palle.

– Hvilket?

– Der var, som du selv hørte, en masse småting, som jeg ikke kunne få til at passe. Men hans største fejl var mangel på viden.

– Hvad var det da, han ikke vidste?

– De døde bløder næsten ikke.

Tekst: Helene Tegtmeier
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 31-08-2013
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri