Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Alt for dig, Jakob

Noveller
Jens har fundet en anden. Smerten er stadig så nærværende, at den næsten fylder alt. Og nu er det så Jakob, der er begyndt at trække sig fra hende. Er hun også ved at miste sin søn? Skal hun også miste ham nu?

Jannie rejser sig fra sofaen, hvor hun har siddet med et blad i hånden uden at se, hvad der er på de sider, hun bladrer igennem. Det er det samme hver onsdag, når Jakob er hos sin far. Rastløsheden, som hun ellers er i stand til at holde nede resten af ugen, indtager hende med sikkerhed onsdag, når hun kommer fra kontoret og låser sig ind i det tomme hus.

 

LÆS OGSÅ: Novelle: Drømmen om elefanter

 

Det er ikke, fordi Jakob ikke er hjemme. Det er bevidstheden om, at han er hos Jens og hende den nye, som får ensomhedsfornemmelsen til at klæbe til hende. Hun ryster hurtigt på hovedet i et halvhjertet forsøg på at ryste den af sig, mens hun kigger på klokken. Der er stadig flere timer, til Jakob kommer hjem.

Annonce

 

Hun rejser sig for at se, om der er mad til madpakken næste dag. En af de små dagligdags ting, som forsikrer hende om, at det er hende, som har det overordnede ansvar. Det er her, han hører til. Hvis det ikke var for Jakob, ved hun ikke, hvordan hun var kommet igennem skilsmissen.

 

LÆS OGSÅ: Novelle: Dagens helt

 

Følelsen af ikke at slå til er stadig hendes faste følgesvend. Hun presser øjnene hårdt sammen for at tvinge tårerne til at blive, hvor de er, men de kommer alligevel, mens hun indrømmer over for sig selv, at hendes bekymring har skiftet fokus. Hun genkalder sig, hvordan hun for et år siden tydeligt kunne mærke, at Jens trak sig fra hende. Fra dem. Hun vidste, at der var noget galt, længe før hun turde spørge ham. Meget længe før han indrømmede det.

 

Smerten er stadig så nærværende, at hun automatisk lægger hånden på sin mave. Jens er væk, men følelserne er der stadig. Og denne gang er det værre. Denne gang er det Jakob. Er hun også ved at miste Jakob? Lyden af bagdøren bryder igennem hendes tankemylder. Et kort øjeblik bliver hun bange for, at der kommer en uindbudt gæst, men i det samme dukker Jakob frem i døråbningen.

 

– Hej, min skat. Du kommer tidligt. – Ja. Han fortsætter gennem stuen og ind på sit værelse uden at gøre mine til at standse op. – Har du spist? – Nej. Hun kan ikke udlede noget af hans fåmælte ord, men tonen i hans stemme er ikke til at tage fejl af. Der er et eller andet helt galt. Hun er klar over, at hun må gå langsomt frem. Et forkert ord, og han klapper fuldstændig sammen og bliver umulig at nå indtil.

 

Hun forsøger at gøre sin stemme let. – Jamen, det passer fint. Jeg har heller ikke spist endnu. Jeg går i gang med det samme, så kalder jeg på dig, når maden er klar. Han ser på hende, som om han er lige ved at sige noget, men så tager han sig i det, nikker kort og lukker døren ind til værelset efter sig. Få sekunder efter kan hun høre lyden af fjernsynet gennem døren.

 

Mens hendes hænder skræller kartofler, arbejder hendes hjerne på at løse gåden om Jakobs tidlige tilbagekomst. Hun overvejer kort at ringe til Jens for at høre, hvad der er gået galt, men sidste gang, hun ringede, var det hende den nye, som tog telefonen. Selvom det var hans mobil.

 

Hun havde afbrudt, da hun hørte den lyse stemme sige hendes navn. „Hej, Jannie". Som om de kendte hinanden. Som om de var bedste veninder. En overflødig markering, synes Jannie. Hun havde brug for at kunne tale med Jens. Om Jakob. Hvem skal man ellers tale med, hvis man ikke kan tale med hans far? Men hun har ikke ringet siden, og Jens har ikke ringet til hende. Han har vel ikke brug for at tale med hende.

 

Mens kartoflerne koger, laver hun frikadeller. Normalt spiser hun ikke varm mad om onsdagen. Den dag er hun sjældent i stand til at spise noget overhovedet. Selvom der må være noget galt mellem Jens og Jakob, kan hun ikke lade være med at glæde sig over, at han er kommet tidligt hjem.

 

Tavsheden lægger sig tungt over dem, mens de fylder mad på tallerknerne. Hun prøver forsigtigt. – Hvordan gik din dag? – Okay, lyder hans standardsvar, mens han moser kartoflerne. – Hvordan var skolen? – Som altid. Hun glæder sig over, at det ikke er en af de dage, hvor han slet ikke svarer hende, og hun prøver at holde samtalen i gang:

 

– Det er ikke meget, der sker på den skole. – Vi skal have ny klasselærer. Hun ser overrasket op. – Nå, hvorfor det? Jeg mener, hvad er der sket med Lina? – Det ved jeg ikke. Og jeg er også ligeglad. Jakob får det trodsige udtryk i ansigtet, som han har taget til sig i løbet af det sidste halve år.

 

Hun iagttager ham med vemod. Han har forandret sig. Det glade barneansigt er væk. Smilehullerne er erstattet af et bittert drag. De mørke krøller har veget pladsen for en karseklippet skygge over hovedbunden, og de før så spillende øjne ser nu vagtsomt på verden. – Hvem skal I så have? – En eller anden ny.

 

Hjertet synker i livet på Jannie. Lina har været Jakobs klasselærer siden første klasse. Hun kender hans historie. Jannie kan slet ikke overskue at skulle sætte et fremmed menneske ind i deres situation. Hun magter ikke tanken om at skulle sætte ord på sin fiasko som hustru og som mor. Mavepinen vender tilbage, og hun skubber tallerknen lidt ind på bordet.

 

– Hvordan går det med far? Hun prøver at gøre spørgsmålet let og naturligt, selvom det har store omkostninger for hende at høre om Jens' nye liv. – Det ved jeg ikke. Jakob trækker sig nu helt ind i sig selv og bliver hård på ydersiden. – Hvad mener du?" – Det, jeg siger. Jeg ved det ikke. Han undviger hendes blik. – Jeg troede, I skulle mødes ved den nye skøjtebane. – Det troede jeg også. Smerten i maven breder sig ud i armene. – Jeg forstår ikke, hvad det er, du siger?

 

Jakob rejser sig så voldsomt, at hans stol falder bagover og ryglænet hamrer mod gulvet. – Hvad er det, der er så svært at forstå? Jeg tog ned til skøjtebanen efter skole, som vi havde aftalt, men han dukkede aldrig op. – Ringede han ikke? – Hvis han havde ringet, så havde jeg nok ikke stået der i flere timer og frosset.

 

Bag den hårde facade ser hun kortvarigt et glimt af en sårbar dreng, men det forsvinder lige så hurtigt, som det kom. Han smækker med døren ind til sit værelse, og hun sidder tilbage med en fornemmelse af, at nu kan det ikke blive værre. Hendes blik glider hen på Jakobs væltede stol og videre hen på den plads, hvor Jens plejede at sidde. Den er tom. Der er kun hende.

 

Det er ikke fair. Det er meningen, at man skal være to om at opdrage sine børn. Man skal have en at tale med. En, som trøster og siger, at det nok skal gå. Men det eneste, Jannie har, er den enlige mors permanente dårlige samvittighed. Hun banker på hans dør. – Hvad? Hun åbner den forsigtigt. – Jakob. Vi bliver nødt til at snakke om det her. Vi må have fat i far, det kan ikke passe at...

 

Jakob borer sig dybere ned i sengen foran sit tv og siger: – Lad mig være i fred. – Jamen, du skal... Han ryger op og tager fat i døren. – Lad mig være i fred! Han ser et øjeblik på hende med så meget forvirring og frustration, at hendes moderinstinkt får hende til at række ud efter ham. Men det skulle hun ikke have gjort. Han kniber øjnene sammen og lukker døren med de ord, som hun vil komme til at ligge søvnløs over hele natten: – Gå ud og find en kæreste, så du kan lade mig være i fred.

 

* * *

 

Et par dage senere ligger der en indbydelse til forældremøde i Jakobs klasse. Dagsordnen er enkel. Skolen vil informere om Linas fratrædelse og præsentere den nye klasselærer. Jannie ved, at hun burde gå med. Hun har været til hvert eneste møde og hver eneste samtale, skolen har indkaldt til igennem de sidste otte år. Selv dengang de var gift, var det hende, der gik. Der er ikke noget nyt i, at hun kommer alene. Ikke udadtil. Men indvendigt er alt forandret.

 

Mødet med de andre forældre og den nye klasselærer vokser til noget uoverskueligt i hendes hoved. Hun tror, at alle vil snakke om hende og hendes mislykkede ægteskab. Hvis bare hun havde været smukkere, klogere og dygtigere, ville Jens aldrig have forladt hende, og så ville Jakob stadig være en del af en familie. Hun hænger indbydelsen op på køleskabet, vel vidende at hun ikke kan gå til mødet.

 

Onsdagen efter forsøger hun forsigtigt at nærme sig problemet med Jens, mens Jakob sidder ved køkkenbordet og spiser sine havregryn. – Har du fået fat i far? – Burde det ikke være ham, der fik fat i mig? – Jo. Hun pakker hans madpakke sammen i plastikposen og lægger et æble og en myslibar ned ved siden af den. – Vil det sige, at du kommer hjem og spiser? – Mmmm. Han skraber de sidste gryn op på skeen. – Vi skal i biografen, men jeg kommer bagefter.

 

Hun vender sig mod ham. – Så du har talt med ham? Udtrykket i Jakobs ansigt er svært for hende at tyde. Det er på en gang såret og undvigende. Som et anskudt dyr. Hun sætter sig ned foran ham. – Hvad sker der? Jakob rejser sig med det samme og svarer med ryggen til hende: – Vi kan ikke være hjemme hos far, så vi mødes bare ved biografen, og så...

 

– Hvad mener du med, at I ikke kan være hos far? En krybende fornemmelse af ubehag lægger sig som is i hendes mave. Jakob tager madpakken og kigger på myslibaren. – Uhm lækkert. Hun holder ham fast. – Jeg vil vide, hvor du er. Han skynder sig at putte madpakken i tasken og fortsætter ud i gangen efter sin jakke, mens han siger: – Det er noget med, at hende Naja er gravid, og hun har det dårligt, så hun skal have ro, og så er det bedre, at vi er i biografen, men jeg smutter nu. Farvel.

 

Lyden af døren, som går i bag ham, understreger den lammende stilhed i køkkenet, hvor hans sidste sætninger stadig flyver rundt som fugle, der hele tiden flyver ind i glasruden og falder bevidstløse om på jorden. Det chok, som Jannie har formået at holde på afstand, lige siden Jens fra den ene dag til den anden flyttede ud af deres fælles hjem, indhenter hende nu med al den kraft, det har samlet sammen i mellemtiden. Et sort tæppe daler ned over hende og lukker alt andet ude.

 

* * *

 

Det er hendes mobil, som nogle timer efter trækker hende ud af mørket. – Ja... – Jannie, er du okay? Lyden af Gittes bekymrede stemme får virkeligheden til at træde frem. – Ja, det vil sige... nej... jeg tror, at... – Hvorfor er du ikke på arbejde? Er du syg? – Øh – Er det Jens? – Altså jeg... tårerne trænger sig på, men Gitte opfanger det med det samme. – Lav dig en kop kaffe og få så slappet lidt af. Jeg siger, at du har influenza, og så bliver du hjemme resten af ugen. Skal jeg kigge forbi?

 

Jannie ryster på hovedet, men kommer i tanke om, at det har Gitte ikke nogen mulighed for at se. – Nej, det er okay. – Godt, så. Ring til mig, hvis der er noget, og husk! Gittes effektive stemme gentager, hvad hun har sagt det sidste år: – Det er ikke din skyld. Desuden er han kun en mand. Jannie nikker igen. Automatisk. Heller ikke denne gang forstår hun, hvorfor det skal være en trøst, men et eller andet i Gittes opringning har alligevel fået hende til at vågne op.

 

Hun rejser sig og går hen til skænken, hvor deres bryllupsbillede stadig står. Hun ser længe på det. Prøver at aflæse de unge ansigter, men der er ingen forklaring på, hvorfor deres fælles liv kunne udvikle sig, som det gjorde.

 

Hendes øjne glider hen over de næste i rækken. Et hvor de står ved døbefonten med Jakob. Et hvor han sidder i sandkassen. Et fra hans første skoledag. Hun husker, hvor nervøs han var. Pludselig kan hun i det lille ansigt genkende den unge dreng, som for få timer siden måtte fortælle sin mor en sandhed, som han vidste ville knuse hende. I det øjeblik forstår hun Jakobs forandring og det fuldstændig urimelige ansvar, som både hun og Jens har lagt på ham.

 

Den dårlige samvittighed bliver så nærværende som nogensinde, men hun indser, at det er det sidste, han har brug for nu. Hun kigger rundt i det hjem, som stadig står og venter på, at Jens skal vende tilbage, og indser, at hendes søn bor i et museum, hvor hans mor er kustode.

 

Erkendelsen forsyner hende med ny energi. Hun henter flyttekasser på loftet. Folder dem og stiller dem midt på stuegulvet. Bryllupsbilledet er det første, som ryger ned. I løbet af de næste timer gennemgår hun samtlige skuffer og skabe i hele huset.

 

Da hun er færdig, står der seks fyldte flyttekasser på stuegulvet. To, der skal stilles til storskrald. En, som skal på loftet. Det er Jakobs. Så kan han selv sortere, hvad han vil have, når han engang flytter derfra. De sidste tre er til Jens. To med diverse småting, som han endnu ikke har fået med, og en med forskellige af Jakobs babyting, som han nu kan få brug for igen.

 

Hun slæber kasserne ud i garagen og henter støvsugeren. Jannie tænder for anlægget i stuen. Hun kan ikke huske, hvornår hun sidst har hørt musik. Selvom det er koldt udenfor, åbner hun alle vinduerne og lader den friske luft feje igennem huset. Alt bliver støvet af og vasket ned, mens hun nynner med på de melodier, hun kender.

 

For hvert rum, hun bliver færdig med, kan hun mærke, hvordan den ydre rengøring har en indre effekt, men alligevel farer hun sammen, da det ringer på døren. Hun har det, som om hun er blevet taget i noget, hun ikke må. Hendes hænder ryger instinktivt op og purrer i håret, selvom hun ved et hurtigt blik i spejlet kan konstatere, at hun ser farlig ud. Hun åbner. På dørtrinnet står en mand, hun ikke kender. Han holder fast i styret på sin cykel, men smiler, da hun ser spørgende på ham.

 

– Undskyld, at jeg bare sådan kommer brasende. Jeg var på vej hjem... Han giver et kast med hovedet for at vise vejen, ...og så kom jeg i tanke om, at I bor lige her, og jeg... Jannie rynker brynene. Selvom manden virker tillidsvækkende, bliver hun lidt urolig over hans sludder. Han opfatter det med det samme.

 

– Ups. Undskyld. Jeg er en klovn, altså. Han rækker hånden frem og præsenterer sig: – Jeg hedder Bo Jørgensen. Det er mig, der er Jakobs nye klasselærer. Hun træder et skridt tilbage, og han skynder sig at fortsætte: – Jeg ville bare lige præsentere mig. Du var ikke til forældremødet.

 

Jannie rødmer. – Nå, ja mødet. Jeg... Hun forsøger at komme med en undskyldning, men Bo Jørgensen vinker hende af. – Det er helt i orden. Der er jo ikke mødepligt. Jeg tænkte bare ... Han ser ud, som om han ikke ved, hvordan han skal komme videre, men så beslutter sig for at sige det, som det er:

 

– Helt ærligt. Lina fortalte mig om jeres skilsmisse, og jeg kunne se, at Jakob hang noget med hovedet i dag, så det er ikke, fordi jeg vil blande mig, men det er vigtigt for mig at få sagt, at jeg selvfølgelig holder øje med ham. Og at du altid kan ringe, hvis der er noget, jeg skal være opmærksom på.

 

Et meget kort og afvisende svar ligger på spidsen af Jannies tunge, men hun når at stoppe det. Det her handler ikke om hende og hendes stolthed. Det handler om Jakob. – Tak. Det er utrolig sødt af dig. Det har været en hård tid, men nu går det fremad.

 

– Det er jeg glad for at høre. Bo Jørgensen tager fat om styret på sin cykel. – Du kan finde mit nummer på skolens hjemmeside. Bare ring. Han løfter hånden til farvel, og idet Jannie lukker døren efter ham, mærker hun lettelsen over at vide, at hun ikke er den eneste, som bekymrer sig om Jakob. Hun beslutter sig for at få ringet til Jens.

Tekst: Maria Kjær-Madsen
Illustreret af: Pia Falck
Publiceret: 24-01-2015
Pin it

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge