Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Alt kan lykkes - hvis man vil

Noveller
Hende var der jo aldrig nogen, der tænkte på. Og nu stod hendes søn så oven i købet der og sagde, at han ikke orkede at besøge hende, fordi hun altid beklagede sig. Hvad bildte han sig ind. Sådan var hun da slet ikke!

Lise sidder ved det lille bord foran vinduet med en tom tallerken foran sig. Selvom det snart er tre år siden, hendes mand døde, bliver hun ved med at gøre de små dagligdags ting på samme måde, som dengang de var to.

 

Hver eneste dag smører hun sig to stykker mad og skænker et glas mælk, som hun sætter på en bakke og tager med ind i stuen. Så sætter hun sig her, hvor hun og Torben plejede at sidde sammen og nyde udsigten til den smukke have, som de i fællesskab havde passet og plejet gennem så mange år.

 

Lise sukker tungt og lader blikket glide bort fra vinduet og hen over den tomme stol, der står foran hende. 58 år, nåede Torben kun at blive. Savnet og længslen efter ham sidder stadig som et dybt sår i hjertet. „Flittig-Lise" havde han altid kaldt hende, men da hun mistede ham, var det, som om selve lysten til livet var visnet, ligesom den potteplante, der nu står i vindueskarmen ved siden af hende. Hun måtte have glemt at vande den.

Annonce

 

I det hele taget var det længe siden, hun havde haft energi til noget som helst. Hun orkede ingenting længere – heller ikke andres selskab, for når hun var sammen med mennesker, følte hun ofte næsten vrede mod dem, fordi de var så optaget af deres eget.

 

Selv blomsterbindingsholdet, som hun ellers havde fulgt hver vinter i mange år, havde hun opgivet. Hvad var der ved det, når der ikke var nogen at vise de flotte dekorationer og buketter til, når hun kom hjem? Stuerne var tomme nu. Og i den sidste tid, hvor hun havde været sygemeldt på grund af et dårligt knæ og ikke havde den daglige kontakt med kollegerne på kontoret, kunne der ind imellem gå flere dage, hvor hun ikke talte med et menneske.

 

Lise lader blikket glide hen mod reolen, hvor konfirmationsbilledet af Niels står. Hun var ved at blive en gammel kone, hendes søn havde kone og børn nu, og desuden fartede han land og rige rundt som international marketingchef. Sidst, han havde ringet hende op, var ude fra lufthavnen, hvor han stod og var på vej til et møde. I Frankfurt var det vist. Da de havde talt sammen et par minutter, havde han sagt, at han var nødt til at løbe, fordi han skulle om bord på flyet.

 

* * *

 

Hun ømmer sig lidt, da hun rejser sig fra stolen og går ud i køkkenet med bakken. På køleskabslågen hænger billedet af børnebørnene, Patrick på syv og Julie på to et halvt. Også dem så hun alt for sjældent, selvom de kun boede få kilometer væk. Svigerdatteren, Marianne, havde fuldtidsjob, børnene var i institution hver dag, og i weekenderne havde de sikkert alt muligt andet for.

 

Burde en mor ikke gå hjemme, så længe børnene var små? Da hun en dag havde stillet det spørgsmål til sønnen, havde han stønnet træt og sagt, at det jo var andre tider nu – at Marianne havde en uddannelse, hun gerne vil bruge, og at børnene var glade nok for deres hverdag.

 

Lise sukker, skyller mælkeglasset og farer sammen, da telefonen kimer. Det er Niels. – Jeg ville lige høre, hvordan det går, siger han muntert. Hvad med knæet? – Det er stadig ømt. – Tror du ikke, det ville hjælpe, hvis du trænede det lidt op. Cyklede en lille tur hver dag for eksempel. Vejret er jo dejligt i øjeblikket.

 

– Hvor skulle jeg cykle hen alene? svarer hun. – Desuden er noget galt med cyklen. Det skurrer så underligt, når jeg træder rundt på den. – Der er lige åbnet en ny cykelsmedeforretning nede i byen. Kunne du ikke få ham til at se på den? spørger Niels.

 

– Joh. Det kunne jeg vel, sukker hun tungt. – Men da far levede, var det jo altid ham, der ordnede den slags. Kunne I ikke komme forbi en dag – du, Marianne og børnene.? Så kunne du måske kigge på den? Jeg kunne lave lidt mad til os. Jeg har en oksesteg liggende ude i fryseren. Hvad med på lørdag? Der bliver stille i røret. – På lørdag kan vi ikke, mor. Der er forældrearbejdsdag i børnehaven. Men jeg kan komme forbi i morgen på vej hjem fra arbejde. Jeg tager børnene med.

 

* * *

 

– Det blev sent, siger Lise ikke uden bebrejdelse i stemmen, da hun dagen efter lukker op for sønnen og børnebørnene. – Klokken er næsten kvart over fem. Jeg troede, I ville komme til kaffe... – Jeg kommer direkte fra arbejde. Jeg skulle jo også hente børnene på vejen. – Ja, ja, sukker hun, da hun hænger børnebørnenes over-tøj op på knagen.

 

Hun havde ellers set det hele for sig – hvordan hun og Niels skulle sidde ude ved havebordet og sludre lidt, mens børnebørnene tumlede omkring på græsset. Nu er det blevet for koldt. Og børnene har i stedet allerede fundet fjernbetjeningen frem og sat sig i sofaen foran fjernsynet.

 

– Skal I ikke ud at lege? Spørger hun. – De er nok lidt trætte, hvisker Niels. – Jeg tror, Julie er lidt sløj, og de har begge to været på stikkerne lige fra klokken seks i morges. Modløs følger hun efter Niels ud i carporten, hvor cyklen står. – Det er ikke sundt at se så meget fjernsyn, stikker hun til ham, da han står bøjet over cyklen. – Jeg læser hver dag i avisen, at børn får alt for lidt motion. – Ja, ja, mor, stønner han og tørrer oliefingrene af i et stykke køkkenrulle.

 

Så retter han sig op, skifter udtryk og lægger smilende hånden på sadlen. – Jeg synes ærlig talt, du skulle købe dig en ny cykel. – En ny? Hun stirrer på sin søn og lader derefter blikket glide over cyklen. Det var Torben, der havde købt den til hende i sin tid. En dag var hun kommet hjem, og så havde den stået der og funklet. Og alle de ture, de havde kørt sammen.

 

– Jamen, kan den ikke repareres da? spørger hun fortørnet. – Jo, men det kan vist ikke rigtig svare sig. Niels smider det sværtede køkkenrulle ned i skraldespanden. – Under alle omstændigheder er den jo rusten og vakkelvorn. Hvorfor hænger du egentlig så meget ved den gamle skærveknuser?

 

Sønnen smiler opmuntrende og giver hendes skulder et klem. – Hvorfor køber du dig ikke en ny, mor? Så ville du måske også få mere lyst til at bruge den. Vredt ryster Lise hans arm af sig. – Du kan jo bare sige til, hvis du ikke vil lave den. – Nu er du urimelig, mor, siger Niels. – Jeg har da ikke sagt, at jeg ikke vil lave den. Så vender han sig om og går indenfor.

 

Da hun kommer ind stuen, sidder han på hug foran børnene. – Kom så unger, siger han blidt og tager den halvsovende Julie op på armen. – Vi må se at komme hjemad. Kan I nu sige pænt farvel til farmor. – Går I allerede? spørger hun skuffet. – Jeg kunne jo smøre os en ostemad. – Ellers tak, mor. Jeg må have hende her hjem og i bad, inden hun segner helt. Han gør et nik mod datteren, der har lukket øjnene og lagt de runde arme om halsen på sin far. – Farvel, farmor.

 

Patrick lægger flygtigt sine drengearme om livet på hende på samme måde, som Niels plejede, da han var i den alder. Hun bøjer sig ned og giver ham et kys på den lyse hårtop. Så er også han smuttet fra hende. – Jamen, så farvel mor, siger Niels, idet han læner sig frem og giver hende et kys på kinden. – Vi må tage det med maden en anden dag, ikke? Han smiler, men inde i hans øjne ser hun noget trist, som viser sig oftere og oftere.

 

Hun følger efter dem ud til døren. – I kommer så sjældent, siger hun. – Og når I endelig kommer, så går I igen med det samme. Niels står længe og kigger på hende. – Ærlig talt mor, siger han så. – Måske ville det hjælpe, hvis du ikke hang så meget ved fortiden og altid var så ... Han stønner, og det ser ud, som om det smerter ham, da han fortsætter: – Ja, så negativ.

 

– Negativ? Jeg er da ikke negativ. – Jo du er. Jeg tror ikke, du ved det selv, men vi kan jo ikke tale sammen i to minutter, uden du kommer med en eller anden bebrejdelse. Jeg ved godt, det ikke er nemt. Jeg ved godt, du er meget alene. Men jeg er jo ikke en lille dreng længere. Jeg har mit eget liv og en familie at tage vare på nu. Vi knokler for at nå det hele. Du tilbyder jo aldrig din hjælp. Alligevel er det mig, der skal høre på bebrejdelserne hele tiden.

 

– Far, kommer du ikke snart, råber Patrick, der allerede står ude ved bilen og venter. – Vi kommer nu, svarer Niels. Så vender han sig og ser indtrængende på hende. – Det er ikke min mening at gøre dig ked af det, mor, men jeg synes, jeg er nødt til at sige det til dig, som det er. Jeg tror også, du selv ville få det bedre, hvis du ikke altid bebrejdede andre mennesker og så så sort på alting.

 

* * *

 

Da Lise dagen efter trækker sin gamle cykel ud fra carporten, er hun glad for, at solen skinner, så hun kan skjule de forgrædte øjne bag solbrillernes mørke glas. Sønnens sårende ord havde slået hende helt omkuld dagen før, og først her til morgen var tårerne holdt op med at løbe.

 

I stedet kunne hun nu mærke, at hun var vred. Aldrig havde hun følt sig så uretfærdigt behandlet. Hvad bildte han sig egentlig ind? Ikke engang hendes cykel havde han tid til at ordne. Men hun skulle vise ham, skulle hun, at hun kunne klare sig uden ham.

 

* * *

 

En klokke ringer, da Lise åbner døren ind til Kjelds Cykler. – Øjeblik! lyder en munter stemme inde fra baglokalet. Hun tager solbrillerne af og står lidt og ser sig omkring. Hele det lille lokale er fyldt med skinnende nye cykler i alle størrelser og farver. De hænger i loftet og står i lange rækker langs væggene.

 

Hendes blik standser ved en funklende rød damecykel med tre gear og cykelkurv. Forsigtigt lader hun fingrene glide hen over det blanke styr. Den er flot. Men det er den pris, der er anført på papskiltet, også. Hun vender sig bort. På et højt, rundt stativ henne foran disken hænger låse og pumper, sadelbetræk og båthorn. Måske hun skulle købe sig en ny lås, der var jo så meget tyveri nu til dags.

 

Hun drejer søgende på stativet og kommer ved en fejl til at klemme på et af hornene, så det giver en høj hæs lyd fra sig. Forskrækket og en smule flov trækker hun hånden til sig, men hun kan alligevel ikke lade være med at grine, da en midaldrende mand, der i det samme dukker op henne i døren ind til baglokalet, spørger hende, om ikke en ringeklokke ville være mere passende valg til en dame i hendes alder.

 

– Det er nu slet ikke det, jeg er kommet for, ler hun og mærker i det samme, hvor længe siden det er, hun har grinet. – Jeg har en cykel stående derude, som jeg gerne ville have én til at kigge på. – Ja, at kigge koster jo ikke noget, siger han og ser på hende med et par rare øjne.

 

Hun følger med ham udenfor. Han sætter sig på hug ved cyklen, og det tager ham ikke mange sekunder at finde ud af, hvad der er galt. – Det er kranken, siger han. – Kan det repareres, spørger hun. Han retter sig op fra den hugsiddende stilling og trækker på skuldrene. – Alt kan jo repareres, smiler han. – Men det er jo ikke sikkert, at det er alt, det er værd at bruge kræfter på.

 

Han trækker en klud op af kittellommen, som han tørrer fingrene af i. – Hvad med en ny? spørger han så og blinker med de brune øjne. Hun kigger væk og lader i stedet et vemodigt blik løbe hen over sin gamle, rustne cykel. Måske er det alligevel tid at sige farvel til den? – Vi kunne jo gå ind og kigge, om der var noget, der faldt i din smag, siger han, da han mærker hendes tøven. Hun smiler. – Ja, at kigge koster jo ikke noget, siger du. – Det er rigtigt, ler han. – Det er nemlig rigtigt.

 

* * *

 

To uger senere kommer Lise susende ned ad bakken mod sønnens hus. På bagagebæreren står hendes weekendtaske, og i cykelkurven ligger en nybundet buket blomster fra haven sammen med to små pakker – én med et rødt bånd om og én med et blåt. Hun giver et par klem med klokken, da hun åbner havelågen og trækker indenfor.

 

– Sikke en flot cykel! udbryder Marianne, der i det samme viser sig i det åbne køkkenvindue.– Og ny kjole har du da vist også fået. – Nej, det har jeg bestemt ikke, ler hun, idet hun stiller cyklen på støtteben. – Jeg har bare ikke haft den på, siden Torben og jeg var på Madeira. Det var ham, der valgte den i sin tid, men jeg har altid syntes, at den var lidt for farverig til sådan en gammel kone.

 

– Slet ikke, ler Marianne. – Den klæder dig rigtig godt. Så vender hun sig og råber hen mod stuedøren: – Niels! Unger! Farmor er kommet! Lidt efter står sønnen og børnebørnene rundt om hende. – Min cykel er også rød, siger Julie. – Er det rigtigt, min ven, siger Lise og lader hånden løbe over den lille piges hår. – Den må du vise farmor. Og måske kan vi cykle en lille tur, du og jeg og Patrick, når far og mor er taget af sted.

 

Hun tager de to pakker op af cykelkurven og rækker dem til børnebørnene. – Værsgo. De er til jer. – Orv, hvor er det sejt, farmor, siger Patrick og trutter højlydt med hornet. – Tak, farmor. Tak. – Sikken en larm, ler Niels. – Kan I ikke lige løbe om i baghaven med dem, så vi kan få ørenlyd.

 

Lise smiler og følger de begejstrede unger med øjnene, da de leende løber rundt om hjørnet. – Det er en vældig flot cykel, siger Niels og tager den i grundigt øjesyn. – Så havde jeg altså ret, da jeg sagde, at det ikke kunne svare sig at reparere på den gamle?

 

– Ja, det havde du, smiler hun. – I det hele taget havde du ret i så meget den dag. Jeg har tænkt meget over det, og jeg kan godt selv se, at jeg har været urimelig. Du er en god søn, Niels. Men i stedet for at skønne på det, har jeg haft alt for travlt med at brokke mig. Og hænge ved det gamle. Men jeg lover dig, at jeg fra nu af kun vil bruge mine kræfter på at reparere det, der virkelig betyder noget.

 

Da svigerdatteren kommer udenfor, tager Lise buketten op af cykelkurven og rækker den til hende. – Værsgo, min pige. – Nej, hvor er den smuk! siger Marianne. Tusind tak. Også for, at du har tilbudt at passe børnene i aften. Vi blev så glade, da du ringede forleden. Niels og jeg ser virkelig frem til den musical, ikke sandt Niels? Marianne ser forelsket op på sin mand.

 

– Jo, bestemt, siger han og tager sin kones hånd. – Og ungerne synes, det er så hyggeligt, at du bliver og overnatter, mor. Kom, nu skal jeg tage din taske og vise dig, hvor du skal sove. Hvis vi skynder os, kan vi lige nå en kop kaffe, inden vi kører.

 

– Tænk ikke på det, siger Lise. – Vi får masser af tid i morgen. Nu skal I to bare se at komme af sted og nyde en aften for jer selv. Det har I fortjent. Inden hun går ind ad døren, vender hun sig en gang og kigger hen på cyklen, der står og skinner i solen. Hun misser med øjnene. Solbrillerne må hun vist have glemt nede hos cykelsmeden. – Pyt, tænker hun og føler sig let og glad – dem må jeg hente på mandag.

Tekst: Mette Rosenkrantz
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 12-07-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge