Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Amalies metode

Noveller
Jeg havde besluttet mig for at vende det kriminelle liv ryggen, lige indtil Splinten kom op med en genial plan. Og den gamle dame, der holdt mig under observation, kunne tilmed give mig et perfekt alibi.

Den ældre kvinde holdt tasken tæt ind mod brystet. For et år siden ville jeg garanteret have snuppet den. Den gode, gamle Fjotte, som jeg også blev kaldt, havde begyndt et nyt liv. Jeg lænede mig ind mod postkassen og tændte en cigaret.

 

Tiden som vanekriminel var definitivt ovre. I den lille rækkehuslejlighed, jeg havde arvet efter min tante, ville jeg leve i fred og fordragelighed. Ikke engang fluerne i vinduet havde noget at frygte fra min side. Det var i hvert fald planen. Jeg har altid haft mange planer.

 

Den ældre kvinde var næsten henne ved mig nu. I den ledige hånd havde hun en bærepose. Formentlig boede hun i højhuset nogle blokke længere oppe. Hendes taske gjorde mig stresset. Rolig nu, Fjotte, tænkte jeg. Tiden var inde til at demonstrere mit nye jeg.

Annonce

 

– Tung pose, frue. Tør vædde på, du vil sætte pris på en hjælpende hånd. Hun så ikke just taknemmelig ud, men stoppede i det mindste. Hun havde en mærkelig 50'er-agtig permanent, og de spidse hornbriller måtte være mindst lige så gamle.

 

– De burde holde op med at ryge, unge mand, sagde hun og pegede på cigaretten. Jeg slap smøgen, som om jeg havde brændt mig. Tværede den ud på asfalten med foden. Med en bestemt bevægelse bøjede hun sig forover og samlede skoddet op.

 

– Og vi griser heller ikke fortovet, vel? – Undskyld, mumlede jeg og fik sved på overlæben. Det gør jeg altid, når jeg føler mig usikker. – Nå, tilbød De ikke at hjælpe? – Selvfølgelig. Jeg greb bæreposen, og sammen gik vi hen til højhuset. Vi tog elevatoren til 7. etage.

 

– Jeg hedder for resten Amalie Pedersen, sagde hun. – Og De er Jonas. Jeg svælgede. Hvordan kendte hun mit rigtige navn? Hun fandt nøglerne frem. Men før hun låste op, vendte hun sig og satte en spids finger mod mit bryst. – Nu finder De vel ikke på noget dumt? – Kunne jeg ikke drømme om. – Sludder! Jeg kender Deres tante. Jeg kender alt til Deres fortid.

 

Jeg blev varm i kinderne. Overlæben var drivvåd. Hun må have set, hvor bleg jeg blev, for hun tilføjede: – Men det skal De ikke tage så tungt. De værste forbrydere er helt anderledes end Dem. De befinder sig blandt de såkaldt lovlydige. Dem, som vi opfatter som vellykkede karrieremennesker, og offentlige personer med for meget magt. Egoister, som gerne fifler lidt for egen vinding. De er de værste, ikke sandt?

 

Jeg nikkede stumt. – De har bare handlet, som De er opdraget til. Ingen har nogensinde lært Dem at skelne mellem dit og mit. Men nu er De voksen. Nu kan De tage ansvar, ikke sandt? – Du må gerne sige du, sagde jeg spagt og satte bæreposen fra mig. – Tror, jeg er nødt til at gå nu.

 

– Fint, så er vi dus. Kanelbollerne ligger øverst. De dejligste boller, du kan tænke dig. Jeg skal lige ned efter avisen. Hun forsvandt, før jeg nåede at protestere. Rumlende satte elevatoren sig i bevægelse. Jeg så mig rådvild omkring. Døren stod på klem. Forsigtigt skubbede jeg den op.

 

Reoler fulde af bøger. Eklund, Mankell, Lindell og Leif Davidsen læste jeg på ryggene. Genkendte navnene fra fængselsbiblioteket. Damen måtte være vild med krimier. Agatha Christie havde næsten en hel hylde for sig selv. Forsigtigt trak jeg en bog

ud og blev så forskrækket, at jeg tabte den på gulvet.

 

Amalie Pedersen lignede næsten Agatha Christie på en prik. Den samme frisure. De samme briller. I vinduet stod en kraftig kikkert. På skrivebordet lå en stor blok med stift omslag slået op. Jeg kunne ikke dy mig.

 

Fredag 12:10 – fyr på rød cykel, iført hættetrøje, sorte shorts, skændes med teenager i brun skindjakke, læste jeg; og videre: Fredag 18:20 – Hr. og fru Jensen på vej ind. Voldsomt skænderi. Fredag 22:45 – Jonas slukker lyset og går i seng.

 

Jeg stirrede på mit navn. Derefter ned på lejligheden. Den var temmelig synlig herfra. Med skælvende hænder bladede jeg i bogen. Omkring 20 observationer på hver side – naboskænderier, slagsmål og flaskeknusning.

 

Men specielt nøjeregnende var hun med mig. Hvornår jeg kom og gik igen, hvornår jeg røg udenfor, hvornår jeg tændte fjernsynet – alt var noteret.

 

Igen kastede jeg et blik ned på min lejlighed. Selv om det meste var skjult bag gamle gardiner, kunne hjørnet af fjernsynet skimtes. Jeg følte mig svimmel. Hvem var hun egentlig? En slags selvudnævnt detektiv? En gammel, forvirret dame, som levede sig så meget ind i sine romaner, at hun troede, at hun var en del af handlingen?

 

Jeg hørte ikke engang, at Amalie var kommet tilbage. Pludselig stod hun bag mig. Rød i fjæset løftede jeg hendes notesbog i vejret, som om jeg ville klappe hende en med det stive omslag.

 

Hun mistede ikke fatningen. Lagde bare armene over kors og rystede strengt på hovedet. Hvad var det ved denne lille, men meget bestemte dame, som fik mig til at lystre? Som et lille lam lagde jeg notesbogen tilbage på bordet. – Jeg synes bare, du skal vide, at jeg har dig under opsyn, sagde hun. – Det er til dit eget bedste.

 

– Men hvorfor? Alle naboerne... drengene på cykler... – Nogen må tage affære, når politiet står magtesløse. – Og ved politiet, at du holder øje? – Ja, det gør de. Hun fik et stramt drag om munden. – De har bedt mig om at lade være med at bruge kikkerten. De siger, de får klager. Men piben får nok en anden lyd, den dag jeg kan bidrage med oplysninger.

 

Jeg var forvirret. – Men du kan da ikke sidde her fra morgen til aften? Hun smilede. – Det er meget mere spændende end fjernsyn, kan jeg love dig. Folk tror, de er usynlige; de gør de mærkeligste ting. – Men når du skal spise, eller når telefonen ringer?

 

– Så går jeg ud i entréen og tager den, lille ven. Man behøver ikke få hver detalje med. Det er helheden, der tæller. Kom nu, så går vi ind i stuen og spiser kanelboller.

 

Hun fandt tallerkener frem og glas. Fyldte rød saft i og klappede mig moderligt på hånden. – Du er en god fyr, Jonas. Det er jeg sikker på.

 

En halv time senere sagde vi farvel. Jeg var helt ør i hovedet. Overvåget og kontrolleret, javel. Alligevel føltes det rart, at hun var så omsorgsfuld. En anerkendelse, jeg aldrig tidligere havde oplevet, og som jeg gerne ville leve op til.

 

* * *

 

I de kommende uger hjalp jeg hende stadig oftere med bæreposerne. Og som regel blev jeg inviteret med ind til en kanelbolle. For første gange var der nogen, der bekymrede sig om mig og så mig som den, jeg virkelig var. Derfor kom telefonsamtalen fra min gamle makker, Splinten, højst ubelejligt.

 

Splinten var en radmager fyr med et smalt rævefjæs. Men det var ikke derfor, han havde fået sit øgenavn. Det havde han fået, fordi det var umuligt at slippe af med ham igen, hvis man havde fået ham som fjende. Eller som kammerat for den sags skyld.

 

– Jeg kigger forbi, sagde Splinten. – Har en stor historie i gang. – Ikke tale om, sagde jeg. – Jeg er ude af den branche. – Ikke, når du har hørt min plan. Jeg kommer. Nu gik jeg for alvor i panik. Splinten måtte under ingen omstændigheder komme her.

 

Hver gang han kom i vanskeligheder, kom strisserne og burede mig inde også. De vidste altid, hvordan det hang sammen. Amalie ville helt sikkert notere besøget. Noget, som næppe ville blive til min fordel, næste gang jeg kom i forhør. Det var derfor, jeg foreslog, at jeg kunne møde ham inde i byen.

 

– Hvor mødes vi? Han grinede. – På Storken, hvor ellers. Storken, det eneste sted, hvor han stadig kunne få kredit.

 

* * *

 

Hans plan var for en gangs skyld genial. En guldsmed var kommet i bundløs spillegæld og havde nu fået kniven for struben. Splinten skulle fingere et indbrud i hans forretning. Men for at forsikringsselskabet ikke skulle fatte mistanke, skulle både alarmen og overvågningskameraet fungere som normalt.

 

Vi havde højst 10 minutter til rådighed. Det var her, det geniale kom ind i billedet. – Guldsmeden har et hemmeligt hulrum, forklarede Splinten. – En løs tagplade, som befinder sig uden for kameraets rækkevidde.

 

Alt, vi skulle gøre, var at stikke tyvekosterne op i hullet og sætte tagpladen på igen. Og strisserne ville ikke have noget på os, selv om de så overrumplede os på vej væk fra gerningsstedet. Senere, når det hele var faldet til ro, kunne guldsmeden i ro og

mag samle juvelerne sammen igen.

 

Gevinsten fra tyveriet ville vi dele broderligt. Jeg stirrede ned i glasset. En pokkers god idé. Men jeg ville garanteret blive taget ind og forhørt. Og denne gang ville den gamle dame oppe i vinduet kunne bekræfte, at jeg havde været ude.

 

– Kom nu, sagde Splinten. – Tyveriet er bare et synsbedrag. Vi taler bare om at lægge juvelerne lidt uden for synsvidde. Synsbedrag! Uden for synsvidde! Pludselig gik det op for mig, hvordan jeg kunne gøre Amalie Pedersen til mit stensikre alibi. Uden hun selv vidste det, selvfølgelig. – Du kan regne med mig, sagde jeg, greb jakken og hastede mod udgangen.

 

* * *

 

Jeg opsøgte en forretning med el-artikler og købte et halvt dusin tidsafbrydere. De der små tingester, man kan købe for en halvtredser, og som man stikker i kontakten for at tilslutte eller slukke et elektrisk apparat på et givet tidspunkt. Jeg ville efter tur få afbryderne til at tænde lamperne i lejligheden for så siden at slukke dem igen senere på aftenen. Fjernsynet kunne ikke tændes med en af dem, men kunne godt afbrydes.

 

Pligtopfyldende ville den gamle dame notere sig alle detaljer – hvornår jeg slukkede fjernsynet, og hvornår jeg gik i seng.  Amalie ville blive mit bedste alibi.

 

For troværdighedens skyld ville enkelte af lamperne kun lyse kortvarigt. For eksempel når det skulle se ud, som om jeg gik ud i køkkenet for at hente mig et glas vand. Og videoen ville optage aftenens tv-program, så jeg kunne vide, hvad der var blevet vist. Detaljer, som strisserne ellers kunne sætte mig fast for senere.

 

Da tiden var inde til at tage ind til byen, ringede jeg til Amalies nummer fra mobilen. Bag mit eget gardin så jeg det lille væsen fjerne sig fra vinduet. Jeg skyndte mig ud og småløb ned ad den stille gade. Afbrød samtalen i samme øjeblik hun svarede.

 

Om lidt ville hun være tilbage ved vinduet. Og det ville se ud, som om alt var normalt nede hos mig.

 

* * *

 

Splinten var i strålende humør. Idet vi rundede hjørnet til guldsmedeforretningen, indså jeg, at han havde ret. Dette kunne ikke gå galt. På grund af rørarbejde var asfalten brudt op, og gaden lukket for trafik. Flere gadelygter var ude af funktion. Vi ville kunne arbejde uforstyrret.

 

– Er du klar? hviskede Splinten i mørket. Jeg tændte en cigaret og tog et par dybe drag. – Klar, sagde jeg og maste cigaretten under skoen. Den smagte ikke godt. Jeg havde lovet Amalie at holde op. Indbruddet og røgen tilsammen var mere, end min

samvittighed kunne holde til.Var den gamle dame ved at gøre mig til en skræmt kanin?

 

Vi tog hætterne på og sneg os de sidste par meter hen til forretningen. Splinten fiskede en solid tang op af tasken. Det gik glat med at få gitteret ned foran indgangen. Selv satte jeg brækjernet i døren og vred hårdt til. På tredje forsøg gav døren efter.

 

Alarmen gik i gang, men Splinten var igen hurtigt ude med sin bidetang. Og der blev atter stille. Imidlertid ville alarmen også gå i gang inde hos vagtselskabet, som igen ville varsle politiet. Vi havde kun få minutter. – Skynd dig, mumlede Splinten og kastede blikke rundt i mørket.

 

Jeg arbejder egentlig bedst under pres. Roligt koncentrerede jeg mig om hylderne under disken. Fyldte tasken med smykker, ringe og kæder. Splinten tog sig af udstillingsvinduet, men blev stadig mere desperat. Det sang af knust glas, når Splinten væltede hylderne i vinduet.

 

– Lad os stikke af, hvæsede han. – Jeg tror, de snart er her. – Bare en hylde mere, sagde jeg. – Nu! brølede han. Jeg rejste mig op fra disken og langede tasken over til ham. I rasende fart hoppede han op på en stol, stak taskerne op i hullet og trak tagpladen for igen.

 

Selv om det føltes som en evighed, tog hele operationen mindre end syv minutter. Ude på gaden hørte vi sirener i det fjerne. De var sikkert på vej hen til os.

 

* * *

 

Allerede nogle dage efter stod strisserne i døren. Det havde jeg forventet. To efterforskere i civil. Jeg havde dårlige erfaringer med dem begge. – Du kommer med os, sagde Johnsen, den friskeste af dem. – Jeg? – Du var med ved indbruddet hos guldsmeden lørdag aften.

 

Nu var det ham den anden, der snakkede. Ham, jeg aldrig kan huske navnet på. – Jeg var hjemme hele lørdag, sagde jeg og åbnede døren på vid gab. – Men kom dog indenfor. De så ikke ud til at sætte pris på gæstfriheden. Men ind kom de.

 

– Splinten er allerede arresteret, sagde Johnsen. – Han forsøgte at betale sin kredit på Storken med et stjålet guldsmykke. Jeg lukkede øjnene. Idiot. – Men Splinten er ikke mig. Jeg er færdig med at stjæle. Desuden har jeg et alibi.

 

De to betjente så på hinanden. Den anden, jeg ikke kan huske navnet på, trak en blok frem. – O.k., jeg noterer. – Vil I have kaffe? For I drikker vel ikke øl i tjenesten? – Du har nøjagtig tre sekunder, sagde Johnsen. – Host op med et alibi, eller også kommer du med os.

 

– Jeg var hjemme i lørdags. Slappede af. Så tv. Die Hard 3 på DR 1, ikke så meget at grine af. Lagde mig tidligt. Var kun oppe for at tage mig et glas vand lidt over midnat. Johnsen smilede overbærende til makkeren. – Det lyder ikke som meget af et alibi, hvis du spørger mig.

 

– Amalie Pedersen, oppe i sit vindue, sagde jeg og nikkede mod højhuset. – Hun kan sikkert bekræfte, at jeg var hjemme. Nu smilede Johnsen rigtigt. – Amalie, ja. Hvad skulle vi dog gøre uden hende. – Vi har allerede talt med hende, sagde den anden.

 

– Hun insisterede på, at du var hjemme hele aftenen. Gav os endda et indpakket skod, hun havde gemt. Bad os sammenholde dna-spor på den med eventuelle dna-spor på gerningsstedet. Det ville frikende dig, mente hun. – Damen læser lidt for

mange krimier, grinede Johnsen.

 

– Selv om vi faktisk fandt et skod af samme mærke uden for forretningen. – En Blue Master, indskød den navnløse. – Ikke det mest sædvanlige mærke, og derfor nok så interessant. – Jeg har ikke gjort noget, sagde jeg mut.

 

Johnsen lagde armen på min skulder. – Det sagde Splinten også, selv om han blev taget med et af smykkerne på sig. Men vi har nogle interessante skoaftryk og den slags, og så må vi se, hvordan det går. Kom nu!

 

Ikke en eneste gang løftede jeg blikket på vej ud til den ventende politibil. Men jeg vidste, at Amalies lille ansigt var oppe i vinduet. Følte mig ussel. Havde svigtet den eneste, der nogensinde havde troet på mig.

 

Med mit generalieblad var det ikke svært for strømerne at få mig varetægtsfængslet. Overraskelsen var derfor stor, da jeg efter tre dage fik overleveret en brun papirspose i cellen. Varetægtsfængslede må nemlig ikke modtage noget udefra.

 

Posen indeholdt to kanelboller og en lille hilsen: Du er god nok på bunden, det ved jeg ,stod der, og nederst: Husk, at den, der gør op med sin fortid, altid får en ny chance. Amalie. Jeg læste brevet om og om igen. Det var som at få livet forærende på ny. Jeg tog en bid af kanelbollen og vidste allerede, at jeg nok skulle tilstå.

Tekst: Lars. P. Mellebye
Illustreret af: Erlend Tønnesen
Publiceret: 04-01-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri