Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Brevet til Nick

Noveller
Tess løfter ansigtet fra computeren. Gennem den åbne dør ind til børneværelset kan hun høre lyden af sine sovende børn. Så vender hun tilbage til brevet. „Kære Nick“, får hun skrevet, men stopper så igen. Det er et vigtigt brev, hun nu skal skrive. Måske det vigtigste i hendes liv. Hun har længe villet skrive det. Nu føles det meget svært at få begyndt.

Tess tænder for computeren og sætter sig til rette for at skrive. Der er stille i huset nu. For en gangs skyld er det lykkedes hende at få alle tre børn i seng og til at falde i søvn før ni. Selv Jack, som insisterer på at gå i seng to timer senere end sine yngre søskende, er udkørt efter dagens udflugt. Den friske havluft, legene på stranden og den hektiske løbetur tilbage til bilen, da det begyndte at regne, har fået dem alle til at falde til ro efter et hurtigt aftensmåltid.

 

Tess lytter til det stille hus. Gennem den åbne dør ind til børneværelset synes hun at kunne høre en svag snøften, endda antydningen af en snorken. Ella har altid givet lyde fra sig i søvne. I værelset over for hendes ligger Max, hendes tvillingebror, udstrakt med hænderne ud til siden og drømmer sikkert om søheste, snegle og krabber.

Annonce

 

Tess vender tilbage til brevet. Skriver adressen, datoen og begyndelsen: „Kære Nick". Så holder hun en pause. Det har længe været hendes mening at skrive, men nu føles det alligevel svært at begynde. Eller beslutte sig for, hvor hun skal begynde. Der er selvsagt så meget at fortælle.

 

Hun sparker en sko af og lægger mærke til, at lakken er skallet af på hendes tånegle. Hun kigger på sine fingernegle, korte og ujævne, de trænger til lidt kærlig pleje. Tilbage til skærmen. Der er ikke andet at gøre end bare at kaste sig ud i det:

 

„Kære Nick. Det er længe siden, vi har talt sammen, så længe siden, jeg har delt alt det, der sker i vores liv, med dig. Det er tre år siden nu, helt nøjagtigt tre år siden, jeg sidst så dig. På en måde virker det længere, næsten som et helt liv, med det tempo børnene forandrer sig, uden at vi knap når at lægge mærke til det. På andre måder er det, som om det var i går, og jeg kan stadig høre din stemme i mit øre, hvis jeg lytter efter. Men alt det er jo i virkeligheden lige meget. Typisk mig at ævle løs, når der er så meget vigtigt at fortælle dig".

 

Hendes mobiltelefon brummer. Det er Sophie, der er betænksom nok til ikke at ringe på fastnettelefonen, hvis hun nu stadig prøvede at få Ella og Max til at falde i søvn. Hendes søster ved, hvordan det er, hvis man midt i forsøget på at få børnene til at falde til ro med en godnathistorie bliver forstyrret af en uønsket opringning.

 

Tess sms'er tilbage med et løfte om at ringe tilbage senere. Og uanset hvor glad hun er for at tale med Sophie, vil hun ikke gå i stå i brevet, nu hvor hun lige er kommet i gang.

 

„Hvor var jeg? Åh ja, jeg skal forsøge at holde mig til sagen. Jeg vil begynde med børnene, som trods alt er det vigtigste i mit liv. Jack er 12 nu. Det er næsten ikke til at fatte. Min elskede førstefødte, som uden at vide det lærte mig, hvad det vil sige at være mor, hvad grænseløs og betingelsesløs kærlighed er; han ligner mere en teenager end et barn nu. Han er, naturligt nok, begyndt at blive mere selvstændig og har tanker, som jeg intet kender til og aldrig vil få del i. Det er hårdt. Uundgåeligt, men hårdt. Han er høj af sin alder, flot og højrøstet og har en masse venner, som konstant belejrer vores hjem. De ligger og flyder på gulvet med deres elektroniske spil, spiser, hvad der er for hånden, og taler om mennesker, jeg aldrig har mødt. Du ville næsten ikke kunne kende ham, hvis du stødte ind i ham på gaden. Han spiller fodbold og kender navnene på alle holdene, alle spillerne, reglerne og turneringerne. Han er ikke til at skyde igennem. Men hvis jeg sniger mig ind til ham, inden jeg selv går i seng, kan jeg tage ham i at ligge og kramme sin gamle bamse i søvne. Den bamse, som vistnok Sophie gav ham, da han fyldte et. Den kære Jack tager sine første selvsikre skridt mod at blive en mand".

 

Tess' mobil brummer igen. Denne gang tager hun den. – Hej Sophie, undskyld, at jeg ikke ringede tilbage før. Jeg havde travlt med at få børnene i seng og... – Det gør ikke noget, siger Sophie, som hun altid gør. – Jeg ville bare lige tjekke op på aftalerne for weekenden. Hvis du har tid et øjeblik. – Hvis der er et problem, så gør det ikke noget, siger Tess. – Det er ikke noget vigtigt, som... Sophie afbryder hende. – Der er ikke noget problem, siger hun med fasthed i stemmen. – Vi glæder os. Vi kommer midt på formiddagen. Pigerne glæder sig vildt til at se Ella og Max. – Jamen, hvis du er sikker på det...

 

Det ville faktisk have været en lettelse, hvis Sophie havde ringet for at sige, at hun ikke kunne. At hun og hendes to teenagepiger ikke magtede at køre de 50 kilometer for at komme over og passe børnene, mens Tess gik i byen. Der kunne jo altid dukke noget op. Pigerne kunne have fået noget bedre for, eller Sophies mand, Joe, kunne være imod det.

 

– Joe glæder sig til en weekend med golf, siger Sophie, som om hun kan læse sin søsters tanker. – Det kan slet ikke gå hurtigt nok med at blive af med os piger, så han for en gang skyld kan få lidt tid til sig selv. Ellers plejer han at skulle køre os rundt til alt muligt, så han er en glad mand.

 

Tess bider i en fingernegl. Ikke underligt, at hendes negle ser så sørgelige ud. – O.k., det lyder fint så. Hun prøver at lyde begejstret. Hun ved, at hendes søster kan fornemme hendes humør. – Jeg tror, jeg vil bestille tid hos frisøren på lørdag, hvis det er sikkert, at I kommer. Det må være måneder siden... – Ja, siger Sophie. – Gør det. Ikke fordi dit hår ikke altid ser flot ud, Tess, men det kunne godt trænge til en grundig klipning.

 

Tess piller ved de spaltede ender af sit skulderlange hår. Hun kan faktisk ikke huske, hvornår hun sidst har været til frisøren. Hun kan se Sophies nydelige, velplejede frisure for sig, den måde pandehåret altid lægger sig glat en centimeter over øjenbrynene.

 

– Og køb dig også noget nyt tøj, fortsætter Sophie. – Eller måske kan du og jeg gå ud og shoppe sammen, når vi kommer. Pigerne kan holde fortet med Ella og Max, og Jack skal garanteret ud og spille fodbold. – Ja, medgiver Tess. – Han skal spille kamp. Jeg plejer altid at se dem. Men de små ender altid med at kede sig.

 

Hun tænker på de endeløse lørdage, hvor hun har stået på mål for Ella og Max på banen ved siden af, mens Jack har beskyldt hende for ikke at se, hvad der skete i hans kamp. – Men jeg tror ikke, jeg mangler noget at tage på. Jeg er sikkert på, jeg kan finde noget bagerst i skabet. Det er jo ikke noget særligt, jeg skal på lørdag, siger Tess med mere eftertryk, end det egentlig var meningen.

 

Sophie forstår hentydningen. – Fint, så ses vi på lørdag, siger hun og lægger på. Tess går ind og ser til børnene. Max har først for nyligt fået sit eget lille værelse og er et par gange vågnet midt om natten og er gået ind til Ella. I aften ligger han puttet godt ned under dynen med de sølvfarvede rummænd og stjerner.

 

Tess stikker den bløde kanin, som er faldet på gulvet, ned til ham og indsnuser den søde lugt af sovende barn. Bagefter sætter hun sig til rette foran skærmen igen:

 

„Ella og Max er næsten seks. De har fået en god start i skolen, og Ella har travlt med at vise, at hun godt kan stå på egne ben uden sin tvillingebror. Hun praler med, at hun er 20 minutter ældre end ham. Hvem skulle have troet, at jeg ville få tvillinger! Efter Jack ventede jeg så længe på at få det næste barn, at det var som en dobbelt gevinst, da det viste sig, at der var to på vej. Og især efter Jack, der kom som en overraskelse, før det var planlagt. Kun to måneder efter brylluppet og med bare en toværelses loftlejlighed var børn jo endnu ikke kommet på tale. Men er det ikke netop sådan, livet er? Man tror, man har styr på det hele, har alle byggeklodserne på plads, og så griber skæbnen pludselig ind, så man vakler rundt og rundt uden at kunne finde fodfæste igen. Ella og Max er en konstant glæde. Ella elsker at læse og synge og danse. Hun er helt sikkert lidt af en skuespiller, mens Max trækker sig lidt væk og gerne vil være alene. Og de ser begge to op til Jack. Jack er deres helt, storebroderen, der i deres øjne intet forkert kan gøre. Ikke fordi de ikke ryger i totterne på hinanden indimellem. De er trods alt helt almindelige børn. Faktisk er det, hvad jeg har været mest lettet over at konstatere, i takt med at de er blevet større. For det meste opfører de sig ligesom alle andre børn på vejen. Kærlige og lige til at knuselske det ene øjeblik og drøn irriterende det næste. Kun en gang imellem stiller de mig spørgsmål, som jeg ikke er i stand til at svare på. For det er de selvsamme spørgsmål, der snurrer rundt i mit eget hoved, især når jeg vågner op midt om natten og stirrer op i loftet og prøver at forstå. Ella er blevet mørkere. Du husker hende som en lille lyshåret havfrue med lange fine krøller, der bredte sig ud over puden. Men hun er nærmere samme farve som mig nu, og Max er en mindre udgave af Jack med store brune øjne, tynd og ranglet og med en fregne på hver side af næsen. Men nu ævler jeg løs om børnene. Ja, selvfølgelig ved jeg godt, du gerne vil høre om dem, og jeg længes desperat efter at dele dem med dig, så meget jeg kan. Men det er ikke den eneste grund til, at jeg skriver til dig i dag".

 

Telefonen ringer, denne gang er det fastnettelefonen, og Tess kan godt regne ud, hvem det et. Hun har ventet det opkald og føler sig endnu ikke helt parat til at tage det. Hun holder vejret, mens hun lader telefonen ringe, og håber, at den ikke vækker Jack.

 

Hun stirrer på skærmen, strækker sine stive arme og ben og spekulerer på, om hun er for træt til at skrive brevet færdigt i aften. Det har trods alt været en lang udmattende dag. Men hun ved også, at hun ikke kan falde i søvn, før hun har skrevet det færdigt. Formuleringerne vil simpelthen køre rundt i hovedet på hende igen og igen, før hun får en rolig nats søvn.

 

Hun går ud i køkkenet og tager de to sidste småkager i dåsen, spilder krummer på tastaturet, da hun spiser dem, og læser en gang til det, hun allerede har skrevet.

 

„Vi bor stadig i det samme hus. Folk siger, at jeg burde overveje at flytte, haven er for meget for mig, og vi har ikke brug for så meget plads. Du ved, hvordan folk er, fuld af gode råd. Og selvfølgelig har de ret. Vi kunne godt flytte til noget mindre, og det ender vi måske også med at gøre. Men ikke lige nu. Det har ikke været det rette tidspunkt. Jeg har haft brug for at putte mig i det her hus som i et varmt tæppe. Og det er svært at forklare til venlige fornuftige mennesker, som bare vil være hjælpsomme. I guder, hvor har jeg hørt den vending mange gange: „Hvis der er noget, vi kan gøre, så må du endelig sige til". Deres ønske om at hjælpe er så overvældende, at jeg næsten får dårlig samvittighed over, at jeg ikke lader dem slå græsset, rense tagrenderne eller hjælpe mig af med storskraldet. Folk vil én det godt. Jeg har vist desværre såret nogle ved ikke at tage imod deres tilbud tit nok. Men som du ved, har jeg altid været en smule stædig. Jeg kan se det samme i Ella. Jeg beklager, men jeg tror, Ella har arvet en del af mine tilbøjeligheder. Med sit blide og kærlige væsen ligner Max mere sin far. Han tager mig i hånden, når jeg har allermest brug for det. Han putter sig i sofaen ved siden af mig og lader mig stryge ham over panden, indtil han falder i søvn i mit skød. Ligesom Jack opfører han sig det ene øjeblik som en rigtig dreng, kravler i træer og leder efter orme og ørentviste, og det næste øjeblik er han en rigtig lille puttegris. Hvad mig selv angår – og når alt kommer til alt, er det jo ikke bare børnene, du har mistet kontakten med i de sidste tre år – det er også mig. Og elskede Nick, det er i virkeligheden grunden til, at jeg skriver til dig. Jeg har savnet dig, Nick, hvert eneste minut, siden du forlod os. Jeg vågner stadig om morgenen og kan ikke forstå, at du ikke kommer hjem i aften. At jeg og børnene ikke skal vente på at høre din bil i indkørslen eller din nøgle i døren. Det virker så absurd. Selvfølgelig har jeg vænnet mig til tanken om, at du er væk, men det er stadig ubegribeligt forkert, at du en dag bare kørte hjemmefra, og en gal mand, der kørte i den forkerte side af vejen, kørte lige ind i dig. Det hele var ovre i et splitsekund, sagde politiet, før nogen overhovedet kunne nå at vride bildøren op og redde dig. Du var død på stedet. Den anden mand, den vanvittige bilist, fik en hjernerystelse, så vidt jeg husker. Nogle skrammer og blå mærker. Han kunne genoptage sit liv. Dit liv og det, vi havde sammen, dig og mig og Jack og Ella og Max, kunne ikke genoptages. Det føles nogle gange, som om vi befinder os på en ø, mig og børnene, og du sidder i en båd og ror langsomt længere og længere væk fra os, indtil du helt er ude af syne. Indtil kun vores tanker, men ikke vores arme, kan nå dig. Og nu er det tre lange år siden, og jeg bliver konstant mindet om at komme videre. Af mine venner, min familie og mest af alt af min søster, Sophie. – Nick vil ønske det, siger de. – Nick ville forvente, at du fik et liv uden ham. At du fandt en anden. Og jeg har skubbet dem væk, afvist så meget som tanken om en anden mand. Hvordan skulle nogen som helst kunne erstatte dig, Nick? Men inderst inde ved jeg alligevel, at de har ret. Sophie har ret, når hun siger, at du ikke ville ønske, at jeg altid skulle være alene og resten af mit liv leve med sorgen over det, vi ikke fik sammen. Selvfølgelig er det børnene, jeg lever for, de er grund nok til at stå op om morgenen. De lyser hele tiden op og bringer latter ind i de mørkeste stunder. Men for cirka seks måneder siden mødte jeg Andrew. Han er blevet en pålidelig og betænksom ven, som jeg er begyndt at gå til, hvis jeg har et problem. Og nu skal du ikke grine, Nick, men han reddede mig, da radiatoren i køkkenet sprang læk. Han hentede Jack fra fodboldtræning en dag, da min bil ikke ville starte. Han lavede mad til børnene en aften, da jeg lå i sengen med influenza. Og vi har været i biografen, bare ham og jeg. Han har inviteret mig ud på middag, og jeg er begyndt at føle mig som en kvinde igen, når jeg er sammen med ham. Langsomt kan jeg mærke, at jeg bevæger mig ud af en kæmpe skygge til et sted, hvor jeg kan mærke lys på mit ansigt. Jeg ønsker at fornemme trygheden ved at mærke hans hud mod min, føle varmen og kærligheden ved at have hans arme omkring mig. Jeg ønsker at vågne om natten og føle mig beroliget af en andens vejrtrækning. Er det forkert af mig, Nick? Andrew og jeg skal i byen nu på lørdag. Sophie og hendes børn kommer og bliver her natten over. Hun synes, at jeg skal overnatte hos Andrew. Hun siger, at jeg skal tage skridtet væk fra fortiden og ind i en mulig fremtid. Hvis jeg er modig nok, kan jeg måske lige klare at gøre det. Og selvom det lyder vanvittigt, så tror jeg, at du ville billige det. I alle de år, vi har kendt hinanden, har du altid skubbet mig fremad, tilskyndet mig til at tage det næste skridt. Søge forfremmelse på arbejdet, tage imod tilbuddet om efteruddannelse. Du lærte mig tilmed at køre bil. Men dette er det sværeste, jeg endnu har skullet komme overens med, for jeg skal finde på en måde at slippe dig, samtidig med at jeg stadig føler mig tæt på dig".

 

Telefonen ringer igen. Tess springer op og styrter hen for at tage den. – Tess? Undskyld, hvis det er et dårligt tidspunkt, kommer det lidt tøvende fra Andrew, som om han er bange for at gøre noget forkert. – Jeg ville bare lige høre, om alt er i orden.

 

Tess synker ned på sofaen og trækker benene op under sig. – Det går fint, siger hun. – De sover alle sammen. Jeg krydser fingre for en roligt nat. Andrew spørger til, hvordan deres dag på stranden er gået, taktfuld over for den årsdag, som kalenderen aldrig vil lade hende glemme.

 

– Jeg glæder mig til på lørdag, siger hun og mærker, at hun faktisk mener det. At hendes tvivl og nervøsitet pludselig er forsvundet og blevet erstattet af en spænding, som hun troede, at hun ikke længere var i stand til at føle. Der er en pause, inden Andrew igen siger noget. – Jeg glæder mig også meget, siger han. Tess lægger på.

 

Der lyder en dæmpet skraben bag hende, og Ella dukker op ved hendes side. – Jeg kan ikke sove, siger hun og gaber. – Jeg har slet ikke kunnet sove. Tess bøjer sig ned og tager hende op i sine arme og bærer hende tilbage til værelset.

 

Hun putter dynen omkring barnet og lægger sig ned ved siden af hende og aer hende over panden, indtil hun kan høre Ellas vejrtrækning blive rytmisk og regelmæssig. Tess begraver et øjeblik sit ansigt i den søde lugt af Ellas hud. Dette er Nick, tænker hun. Det er på den her måde, jeg holder fast på Nick. Han er jo altid hos os. Vi kan ikke miste ham.

 

Forsigtigt lister hun ud af Ellas værelse tilbage til computeren, hvor hun markerer hele brevet til Nick og trykker på slet-knappen. Så går hun ind i soveværelset, åbner klædeskabsdøren og begynder at lede efter noget særligt at tage på på lørdag.

Tekst: Judith Wilson
Illustreret af: Melvin Warren Smith
Publiceret: 08-03-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri