Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Da far kom hjem igen

Noveller
Jesper stod oppe ved tavlen og fortalte, at hans far lige nu arbejdede nede i Arabien, da han fik en underlig fornemmelse af, at hele klassen sad og grinte ad ham. Hvorfor lo de? Hvad var det med hans far?

Det havde ikke altid været lige nemt for Jesper. Det havde været okay, da han var lille og ikke vidste, hvad hans far lavede. Men i syvende klasse havde han lært, hvad han var. På det tidspunkt havde hans far været udstationeret. Det var han af og til. Denne gang havde han været i Saudi Arabien, hvor han var sikkerhedsmand på en byggeplads.

 

Jesper havde været alene med sin mor i flere måneder, og så var det sket. De havde haft et projekt i dansk, hvor de skulle fortælle om, hvad deres forældre lavede. Janus havde fortalt om sin far, som havde butikken ude på golfbanen. Janus havde engang været med derude, og den dag havde selveste Prins Joachim været inde i butikken for at købe golfbolde. Janus havde sagt:

Annonce

 

– Han sagde hej til mig, og bagefter kørte jeg hans golfvogn over til første hul. Jesper havde været den næste. Han kunne ikke fortælle noget, der var lige så spændende. Men han prøvede. – Min far er sikkerhedsmand, begyndte han. – Lige nu er han nede i Arabien. Han patruljerer på byggepladsen. De er ved at bygge et nyt palads til Emiren.

 

Klasselærerinden, Jytte Knudsen, havde fået ham til at fortælle, hvordan det var, når ens far var så meget væk. – Mor og jeg klarer os, sagde han. – Min far sender postkort til os hver uge. Morten og Pelle havde grinet lidt, og Jesper havde fået en underlig følelse. Hvad grinede de ad? Han havde stået oppe ved tavlen og haft en mærkelig fornemmelse af, at hele klassen grinede lidt ad ham, men at ingen rigtig havde lyst til at sige hvorfor. Men det havde han fundet ud af i det næste frikvarter.

 

* * *

 

– Arabien, grinede Morten ude i skolegården. – Tror du selv på det? Han havde været forvirret. Hvorfor skulle han ikke tro på det? – Min far har sin egen Landrover, svarede han. – Og han har en pistol i bæltet, når han patruljerer om natten. Men Pelle vidste noget andet. – Din far er ikke en skid i Arabien, sagde han. – Han sidder sgu da oppe i Horserød, det har min far fortalt. – Horserød, messede Morten. – Hor–se–rød. Hor–se–rød.

 

Jesper følte i det øjeblik, at han var en helt anden. Han vidste ikke, hvad Horserød var. Men da han kom hjem, spurgte han sin mor. – Hvad er Horserød? spurgte han. Hans mor sad på den anden side af det lille bord i køkkenet. Hun var ved at bide i et stykke franskbrød. Hun stoppede. – Hvorfor spørger du om det? spurgte hun.

 

Jesper fortalte om episoden i skolegården. Da han var færdig, sagde hans mor: – Din far er i Arabien, Jesper. Forstår du det? Han nikkede. Hun sagde, – Og jeg vil ikke høre det ord mere. Er det forstået? Han havde nikket igen med en følelse af, at han havde nævnt noget farligt. Kort efter var han og hans mor flyttet.

 

* * *

 

Men det havde ikke forhindret ham i at finde ud af, hvad ordet Horserød betød. Der var ingen, der kendte ham på den nye skole. Han fik lov at være i fred. Men en dag havde han tastet ordet „Horserød" ind på Google. På det tidspunkt var han 12. Computeren gav ham svaret. Horserød var et fængsel. Han sad foran sin computer og stirrede. Hans tanker var ensomme. Hans far kørte ikke rundt nede i Arabien i en sort Landrover og en pistol i bæltet. Han sad i fængsel.

 

Han havde set på sine klassekammerater, som sad rundt omkring ham i klassen og arbejdede ved hver deres computer. Og i det øjeblik havde Jesper forstået en ting: Han levede i en anden verden. Fra det øjeblik var hans liv forandret. Han turde ikke spørge sin mor mere. Hun arbejdede ovre i supermarkedet. Hver uge læste hun glad postkortet fra far op. „Jeg savner mine to små skattebasser", skrev han. „Varmen hernede er ulidelig. Men arbejdet går godt. Pas på jer selv – kys og knus fra far."

 

Billedet på kortet forestillede en strand med palmer og nogle hvide huse i baggrunden. Hans mor smilede. Jesper brændte indeni. Han forstod det. Hans far sad i fængsel, og han og hans mor havde besluttet at lyve for ham. Når han lå i sin seng om aftenen, så han sin far for sig. Han så sin far sidde i en af de røde træbarakker, han havde set på internettet. Horserød.

 

Han så sin far samle tøjklemmer og lægge dem ned i en stor kasse. Han havde hørt, at fangerne lavede den slags. Tanken og løgnen, de havde stukket ham, fik hans mave og hans hals til at snøre sig sammen, og hvis han ikke prøvede at tænke på noget andet, kom han næsten til at græde.

 

* * *

 

Jespers far kom hjem, da de havde boet i den nye lejlighed i to måneder. Han havde gaver med. Han havde en kjole med hjem til mor og en udskåret kamel i træ til Jesper. Hans far var en høj, tynd mand. Da han kom hjem, havde han armybukser og en hvid T–shirt på. Han virkede stærk. Han havde holdt om dem og krammet dem hårdt. Jesper var som forstenet indeni. Hans far og mor var glade for at se hinanden. Men Jesper vidste, at det også var en del af det skuespil, de spillede for ham.

 

Hver uge i al den tid, hans far havde været væk, havde hans mor besøgt tante Lise oppe i Birkerød. Sagde hun. Tante Lise var dårligt gående. Troede de, han var dum? Måske besøgte hun virkelig tante Lise og købte lidt ind for hende, sådan som hun sagde, men Jesper vidste godt, at hun også havde besøgt hans far. I Horserød.

 

Han stillede kamelen i sin vindueskarm. Måske løj de for at beskytte ham. Men det føltes forkert. Han anede ikke, hvad han skulle gøre. Når han kiggede på kamelens hoved, føltes det, som om den også løj.

 

* * *

 

Kort efter havde hans far fået arbejde som chauffør ude på Trælasten. Han havde været glad, da han kom hjem og fortalte om det. – Så skal du ikke af sted igen? sagde Jesper. Hans far smilede. Han havde en jakke med Trælastens logo på ryggen. Det forestillede en hånd med en hammer.

 

– Nej, sagde han. – Jeg er træt af det rakkerliv. Jeg vil meget hellere blive hjemme hos jer. Desuden, tilføjede han, – kan jeg godt lide at køre lastbil. Jesper smilede også. Det føltes, som om stemningen den forårsdag var anderledes. Solen skinnede, hans mor var glad.

 

Jesper prøvede at være glad. Vel havde de løjet. Men nu var det slut. Hans far havde gjort noget dumt, og derfor havde han siddet i fængsel. Nu havde han fået et godt arbejde, og hvis Jesper ikke sagde noget, ville han sikkert glemme ordet Horserød. Det var det, der var meningen, og han gjorde sit bedste.

 

* * *

 

Det var dejligt, at hans far ikke længere rejste. Det var dejligt, at han hver morgen stod ude i køkkenet og var klar til at køre på arbejde. Som regel havde han den røde pickup fra Trælasten, og så kørte han Jesper i skole på vejen. Jesper havde en god følelse, når hans far satte ham af, og kammeraterne kunne se, at hans far var chauffør.

 

Hans mor var også glad – meget gladere, end hun havde været i al den tid, hvor hans far havde været væk. Han havde fået en ny kammerat i skolen. Han hed Emil. Emil boede i en af de andre blokke, og de fulgtes tit hjem ad stierne efter skole. En dag, hvor solen skinnede, sagde Emil, – Jeg har tænkt mig at købe et sæt fastnøgler til min storebror. Han fylder 18 år på onsdag. De gik på stien mellem blokkene, på vej hjem.

 

Jesper sagde: – Vi kan da bare cykle ud i byggemarkedet ved Trælasten. Det er der, min far arbejder. – Tror du, vi kan få rabat? grinede Emil. – Det ved jeg ikke. Det tror jeg ikke. – Det er lige meget, sagde Emil. – Kører du med derud? 20 minutter senere mødtes de på deres cykler og kørte ud langs omfartsvejen til Trælasten.

 

* * *

 

Det var en lun forårsdag, en af den slags dage, hvor man følte, at man kunne cykle for evigt, og at verden var et rart sted at være. Der var ikke noget, der kunne forstyrre ens humør, når cyklen kørte ad stierne, over vejene og hurtigt ned gennem tunnelen under Sneppemosevej.

 

Solen var bleg, som om den ikke var vågnet rigtigt op efter vinteren. De stillede cyklerne ved indgangen og gik ind i byggemarkedet. Jesper havde set den røde pickup ovre ved hallen med de høje hylder med finerplader og lægter. Han tænkte på, at de kunne gå derover bagefter, så Emil kunne sige hej til hans far.

 

De gik langs hylderne med værktøj. Jesper ønskede, at han var en person, som kunne bruge værktøj. Hans far kunne. Hans far kunne bygge en skillevæg. Jesper vidste ikke, hvordan han havde lært det – det virkede som noget, han bare kunne.

 

Han stod lidt og kiggede på en udstilling af boremaskiner, mens Emil ledte efter sine fastnøgler. Boremaskinerne var sorte med orange knapper. Han prøvede at regne ud, hvad man kunne med de forskellige maskiner.

 

Han forestillede sig, at han ville sige til sin far, at han gerne ville lære håndværk. Han ville spørge ham, om hans far mente, at hans hænder var skruet rigtigt på, eller om han havde 10 tommelfingre – det med de 10 tommelfingre havde hans far engang sagt om Viggo Larsen, deres gamle nabo, som ikke kunne finde ud af at slå et søm i væggen uden at spørge far.

 

– Den mand kan ikke stikke en pind i en lort uden at ødelægge begge dele, grinede hans far, da han havde været inde og slå et søm i væggen, så Larsen kunne hænge et billede op lige der, hvor fru Larsen ville have det. Han forestillede sig, at han og hans far gik og gjorde et eller andet i stand og brugte forskellige elektriske maskiner.

 

Så kom Emil med en rød æske i hænderne. – Dem her, sagde han. – Dem skal Dennis have. De gik hen for at betale. Da de kom ud, sagde Jesper, – Skal vi ikke lige gå over og hilse på min far? Jeg så hans ladvogn derovre. Emil sagde: – Jeg har faktisk lidt travlt. Jesper så på ham. – Det tager kun et øjeblik. Der er også noget, jeg lige skal sige til ham. – Okay, sagde Emil.

 

Da de gik langs hallen, standsede Emil. – Se lige her, sagde han og lynede jakken op. Han åbnede jakken, og Jesper så to plasticmapper med gule og grønne skruetrækkere stikke op af de to inderlommer. Emil grinede. – Sådan får man rabat.

 

Jesper sagde, – Har du stjålet dem? – Er du klar over, hvor meget svind der er sådan et sted? De mærker sgu da ikke, at der lige er smuttet et par skide skruetrækkersæt. I det samme så Jesper sin far komme ud af hallen. Han fik øje på dem og smilede, mens han gik hen imod dem. – Lyn din jakke, for helvede, hviskede Jesper. – Min far kommer.

 

* * *

 

Hans far grinede til dem. – Nå, er I ude for at besøge mig? – Emil skulle købe et fastnøglesæt til sin bror, sagde Jesper. – Han fylder 18 på onsdag. – Okay, sagde hans far. – Og din bror kan godt lide at skrue på biler? – Indtil nu har det mest været knallerter, sagde Emil. – Men han har tænkt sig at købe en bil og sætte den i stand.

 

Så sagde hans far, stadig med sit smil på læberne: – Ved I to godt, at der er overvågningskameraer inde i byggeafdelingen? Hverken Jesper eller Emil sagde noget. Jespers far fortsatte: – Det tænkte I måske ikke over. Men jo, der er faktisk 49 kameraer derinde. Og for lidt siden stod jeg inde på det kontor, hvor skærmene står. Der var ikke nogen derinde andre end mig. Først så jeg dig, Jesper. Jeg genkendte dig med det samme. Jeg så, at du kiggede på boremaskiner. Så kom du, Emil. Og så gik I hen og betalte for Dennis' fastnøglesæt. Og så gik I ud. Men, forstår I, der er også kameraer udenfor. Og derfor så jeg, da du lynede din jakke op, Emil. Jeg så også, at du kiggede, Jesper.

 

De stod helt stille i et øjeblik, som føltes meget langt. Så sagde Jespers far: – Den er ikke rigtig god, vel? De så ned. Far fortsatte: – Jeg arbejder her. Jeg har lige set jer stjæle. Så nu har vi et problem. Hvis jeg skal gøre det rigtigt, skal vi nu gå ind til kassen, og du, Emil, skal lægge de ting, du har stjålet op på disken. Så ringer de efter politiet. Og så kører de hjem til dine forældre. Du får en bøde.

 

Emil sagde: – Helt ærligt, det er to billige skruetrækkersæt. Jespers far smilede, men det var ikke hyggesmilet: – Det betyder ikke en skid, hvad det er. Du har stjålet. Og Jesper er med i det. Jesper protesterede: – Far... Hans far fortsatte: – Vi gør noget andet. Du giver mig de skruetrækkere, Emil, og jeg lægger dem på plads. Bare giv mig dem.

 

Emil lynede ned og tog de to plasticmapper frem. Jespers far tog dem. – Okay. I får en chance. Emil, du cykler hjem, og hvis du vil have et godt råd, så lad være med at stjæle igen. Jesper, læg din cykel op på ladet af pickuppen. Så kører jeg dig hjem. Jesper så Emil lægge fastnøglesættet på bagagebæreren og køre ud mod vejen. Hans far råbte: – Kom, så kører vi.

 

* * *

 

De sad i den røde pickups kabine. Hans far så på ham: – Det var dumt, Jesper. Jesper stirrede igen: – Hvad med dig selv? Hans far drejede ansigtet. Han havde ikke startet bilen endnu. – Hvad med mig? – Horserød, sagde Jesper. Det føltes, som om et eller andet inderst inde i ham havde revet sig løs og var på vej opad som giftige bobler af luft.

 

– Horserød, gentog hans far. Jesper så på ham. – Du løj. Mor løj. Du har aldrig været udstationeret. Du har været i spjældet. Hans far lod hænderne falde ned på rattet. Han så lige frem, hen over stablerne af lysebrunt træ i forårssolen. Lidt efter sagde han, – Det er rigtigt. Du har ret.

 

– Hvad havde du gjort? spurgte Jesper, mens synet af hans fars hænder på rattet af en eller anden grund fik ham til at græde. – Hvad havde du gjort, far? – Jeg havde stjålet nogle penge. Jesper trak vejret hårdt ind og ud. – Mange penge? Hans far nikkede. – Ja. Nu græd Jesper rigtigt. – Men du kunne åbenbart godt spille sheriffen, da du så Emil stjæle de skide skruetrækkere.

 

– Jeg gav jer en chance. – Du gav ikke mig nogen chance. Jeg har ikke stjålet noget. – Nej. – Ved du, græd Jesper, – Ved du, hvordan jeg har haft det? Ved du, hvordan det føles, når ens klassekammerater råber Hor–se–rød, Hor–se– rød, og ens far kommer hjem fra spjældet med en fucking trækamel, og man skal lade, som om man tror på det pis?

 

Han kunne høre, hvor højt han havde sagt det sidste. Hans far så ham ind i øjnene. Han løftede sin ene arm, og Jesper løftede sin egen for at parere slaget. Men hans far ville ikke slå. Han lagde armen om Jespers hals og trak ham ind til sig.

 

Jesper sad helt stille. Han kunne mærke den salte fugt fra sine tårer, og han kunne lugte sin far. Han lugtede af træ og sved. Hans far sagde: – Det var helt forkert, det hele. Det var min skyld. Jeg kvajede mig. Og du har ret. Jeg er ikke nogen sherif. Men hvad skulle jeg gøre? Jeg vil gerne beholde mit job, ikke? Jeg vil ikke se mig selv tvunget ud i et liv med kriminalitet. Det er slut. Det sidste, jeg ønsker, er, at du kommer ud i noget.

 

– Jeg kommer ikke ud i noget. Jeg vidste ikke, at Emil havde taget noget, før vi var kommet ud. Hans far aede ham i nakken. – Nej. Jesper trak sig væk. Hans far startede bilen. De kørte et stykke i tavshed. Så sagde hans far: – Jeg undskylder. Kan du tilgive mig? Jesper så frem på vejen. – Hvis du aldrig lyver igen. Hans far sendte ham et hurtigt blik. – Jeg lover aldrig at lyve igen. På vejen hjem holdt han op med at græde. Der var ikke flere bobler i ham. Hans far sagde: – Det var godt, I kørte herud, Jesper.

Tekst: Lars Kjædegaard
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 23-08-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge