Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Dagens helt

Noveller
Line ville så gerne tættere på Mathias igen, finde ind til det barn, der stadig måtte gemme sig inden i ham. Men efter at hans far døde, var han blevet som en gammel, indesluttet mand i en lille drengs krop. Det eneste, han havde ønsket at beholde efter sin far, var hans helt nye mobiltelefon, og nu havde Mathias tabt den et sted ude på engen.

– Mathias? Mathiaaaaas? Line råbte på sin søn, mens hun stred sig gennem det ujævne englandskab. Hver gang hun kom forbi et krat uden at kunne se ham på den anden side, steg hendes stemme en smule. – Mathiaaaaas?! En skinger tone havde sneget sig ind i hendes stemme.

 

Det var ikke første gang, Mathias var løbet væk og havde gemt sig. Line stoppede op og så ud over engen. Det blege græs vejrede fugtigt og tungt i den kolde vind. På de små bakker voksede mørkere lyngplanter, og her og der stod et par fyrretræer og stak ensomt op i landskabet.

 

Da hun gik fremad igen, gled hendes fod endnu en gang ned i et hul ved siden af en engtue. Hun bandede mumlende. Der gik nogle enkelte stier gennem engen, men dem havde hun for længst forladt. – Mathiaaaas! råbte hun igen. Hun vidste godt, at hun sikkert var alt for urolig over ingenting. Men hun havde sine grunde.

Annonce

 

Hun slog sin krave op som et værn mod vinden. Over hende var himlen grå, og selvom det kun var tidlig eftermiddag, var det, som om dagslyset ikke var trængt igennem.

 

I sin barndom havde hun brugt mange timer på at lege alene på engen. Selvom det var længe siden nu, huskede hun tydeligt den trygge duft at enggræs og lyng, lyden af vinden, der gled gennem græsset i børnehøjde, og de små skatte, hun havde fundet; fuglereder, fjer og bær. I dag virkede engen fjendtlig og mørk. Det var godt, hun ikke troede på al den gamle overtro, for så ville hun have troet, at den havde opslugt Mathias.

 

* * *

 

Da hun kom op på en lille bakke, så hun endelig noget, der kunne være Mathias' jakke bag en hybenbusk i lavningen. Hun løb, så hurtigt hun kunne, over den ujævne jord. På vejen nåede hun lige at blive ramt af et glimt af irritabel vrede over, at han ikke havde svaret hende, da hun råbte. Han var tæt nok på til, at han kunne høre hende.

 

Men vreden forsvandt igen. Hun kunne ikke være vred på Mathias. Han havde været nok igennem. Idet hun gik om bag busken, huskede hun tydeligt, hvor god den havde været at gemme sig bag, da hun selv var barn. Den brede, lave busk dannede perfekt læ mod vinden, der som regel blæste fra øst. Der var stille og lunt bag den.

 

Hun satte sig på hug foran Mathias og rakte ud efter ham. Det var dér hun så, at han græd. – Mathias, Mathias, hviskede Line og trak ham ind til sig. Han strittede imod, inden hans krop foldede sig ind mod hendes. – Hvad er der dog, min lille skat? spurgte hun ned i hans kasket. Men han græd for meget til, at han kunne svare.

 

– Jeg har tabt den, fremstammede han endelig. – Hvad har du tabt? – Telefonen. Min telefon. Jeg har tabt den. Line tog hans ansigt alvorligt mellem sine hænder, så hun kunne se ham ind i øjnene. – Hvor har du tabt den? – Jeg ved det ikke, svarede han. – Her et sted. Han pegede ud over engen. – Jeg løb bare og legede, fortsatte han, – og rullede på bakkerne. Og så pludselig mærkede jeg, at den ikke længere var i min lomme.

 

– Vi kan vel ringe til den, forsøgte Line sig. – Den er slukket, mor! Line rejste sig og så ud over den del af engen, som de var på. Det ville være som at lede efter en nål i en høstak. – Vi skal finde den, mor! Line mærkede en modløshed sprede sig inde i hende. – Ja, svarede hun stille, – vi skal nok finde den.

 

* * *

 

De satte ud over engen sammen. Mathias traskede af sted foran Line. Hans spinkle 9-årige krop zigzaggede målrettet over græsset, mens han kiggede i huller og lyng. Han var på mange måder stadig så lille, tænkte Line og kunne mærke sit moderhjerte røre uroligt på sig. Alligevel havde han i det sidste år fået en gammel mands blik og en eftertænksomhed i sine bevægelser.

 

Han stak ikke længere bare spontant i løb, som de andre drenge på hans alder. Man kunne altid se ham standse op et kort øjeblik og gøre sig sine overvejelser, inden han kastede sig ind i legen med de andre børn. – Det værste ved, at jeg ikke skal være her mere, er, at jeg skal forlade jer to, når jeg føler, at det eneste rigtige for mig er at passe på jer. Sådan havde Frederik sagt, da de begge to godt vidste, at der ikke var nogen vej tilbage.

 

Hun havde kunnet mærke på hans greb om hendes hånd, at han virkelig mente det. Selvom hans fingre allerede på det tidspunkt var blevet tynde, havde han holdt godt fast. Kræften var kommet hurtigt. Den var startet i lungerne, men allerede et par måneder efter den første diagnose, stod det klart, at den havde spredt sig.

 

I starten blev lægerne ved med at huske hende på, at Frederik jo var ung og stærk. Han skulle nok klare sig. Hans krop ville kæmpe sig tilbage. Men som månederne gik, så hun Frederik blive svagere og svagere for øjnene af hende. Han begyndte at svinde ind. Han tabte sit hår. Hans hud blev bleg. Lægernes ord begyndte at klinge hult. Hun var nødt til at være realistisk. Hun havde også Mathias, hun skulle være der for.

 

Efterhånden blev de optimistiske forsikringer erstattet af forsigtige prognoser for, hvor lang tid Frederik kunne have igen. 6 måneder, hvis de var heldige, sagde lægen nu, måske kun 3. Lægernes smil blev til bekymrede blikke. Deres tid sammen afhang af held.

 

Hver dag der gik, virkede forræderisk. Kalenderen blev hendes værste fjende. Hun havde prøvet ikke at tænke på tiden og i stedet være til i nuet. Men tiden gik, og hun kunne ikke stoppe den. Mathias var bare tavs. Gennem hele sin fars sygdomsforløb havde han været som et slags barometer. Det var, som om han kunne mærke omslagene og forværringerne i Frederiks tilstand, lige inden de skete. Så sad han og grublede.

 

De havde sammen forsøgt at forklare ham, hvad der skulle ske, men de havde givet op. Han lukkede dem simpelthen ude. Han ville ikke høre på dem, ikke se på dem. Han var pludselig blevet en meget gammel, stædig og indadvendt mand i en lille drengs krop.

 

Hvis der var en enkelt ting, Line kunne gøre om fra deres år med Frederiks sygdom, så ville hun have været der endnu mere for Mathias. Hendes eget liv havde været vendt på hovedet i en grad, der til tider havde gjort hende fjern og distræt.

 

Det var svært at indhente den tabte tid, men denne lille ferie tilbage i Lines barndomshjem hos mormor og morfar var i det mindste et forsøg på at være sammen med Mathias i nogle rammer, der ikke hele tiden mindede dem om Frederik. Hun ville gerne tættere på Mathias igen. Finde ind til det barn, der stadig måtte gemme sig inden i ham. Men indtil videre havde det ikke været let. Han gemte sig for hende og gik sine egne veje, tavs og tillukket.

 

* * *

 

Lines blik scannede græsset foran hendes fødder, mens hun bevægede sig langsomt op over engen. Det var ikke til at vide, hvor Mathias havde rullet og hoppet. Han havde været alene ude på engen i mindst et par timer. Hvert øjeblik håbede hun at se noget metallisk glimte nede fra græsset, men det var næsten en umulig opgave.

 

Hun var desværre også godt klar over, at de risikerede at lukke et enghul til, hver gang de trådte på en tue. Hvis telefonen lå nede i en af de små fordybninger, ville de aldrig finde den. Hun sukkede. For Mathias havde det at miste sin far betydet, at han mistede det menneske, der for ham altid havde været uovervindelig. Telefonen havde været Frederiks. Det havde været det eneste, Mathias havde insisteret på at overtage fra sin far. Den helt nye mobiltelefon.

 

* * *

 

Hun så hunden, før hun så manden, og ved første øjekast gjorde den hende nervøs. En stor, løsgående schæfer. Ikke lige hendes yndlingsdyr. Hun hastede op på siden af Mathias og tog fat i ham, så han ikke løb tættere på hunden. Hunden var også stoppet op. Den stod majestætisk og tronede på en forhøjning, mens den kiggede ned på dem. Den gøede ikke.

 

Så kom manden til syne. En stor, bredskuldret skygge i modlyset.– Leder I efter noget? spurgte han. Hans stemme lød langt mere venlig og nysgerrig, end hun havde forventet. Alligevel svarede hun bare ja uden at komme videre ind på, hvad de havde tabt.

 

– Det kan være, at vi kan hjælpe, sagde manden og satte sig ned på hug ved siden af hunden, som han lagde sin hånd på ryggen af. Han virkede mere tillidsvækkende, nu da han var i øjenhøjde. Hans øjne var blå og åbne under den sorte hue. – Det er min søn, der har tabt sin telefon, begyndte Line. – Men vi ved ikke præcist hvor. Det ville nok være lidt meget at bede jer om at hjælpe. Den kan være hvor som helst.

 

Hun så opgivende ud over den mørke eng igen. Manden rejste sig op og klappede hunden. – Alban kan hjælpe, svarede manden roligt og så ned på sin hund. Den reagerede med det samme, da den hørte sit navn, men det, der overraskede Line, var Mathias' stemme, der pludselig lød bag ved hende: – Kan hunden hjælpe? Han lød mistroisk, men han havde i det mindste sagt noget.

 

Line mærkede en glad forbløffelse og et smil, der slet ikke passede til situationen, brede sig på hendes ansigt. Manden klappede hunden igen. Den var tydeligvis helt parat og ventede blot på en ordre. – Alban er politihund, svarede manden, – hvis din telefon ligger her på engen, skal han nok finde den. Den er meget bedre til at finde ting, end vi mennesker er.

 

Mathias' øjne blev store. – Her, den kan få Mathias' halstørklæde at snuse til, tilbød Line. Manden grinede. – Det er altså kun på film, at hunden skal have noget at snuse til, svarede han. – En politihund er trænet til at genkende lugten af menneske, ligegyldigt hvor den finder den.

 

– Men så kan den jo også bare lugte os, sagde Mathias nysgerrigt og trådte frem. – Ja, svarede manden, – det er også derfor, at det faktisk er bedst, hvis du ikke går mere rundt på engen nu, for så forstyrrer du bare duftsporene derude. Mathias gik helt hen til hunden og placerede sit ansigt lige foran dens snude. – Kan du finde min fars telefon til mig? spurgte han og så den lige ind i øjnene. – Så er du en superhund.

 

– Bare rolig, svarede manden, – Alban er måske ikke en superhund, men han er faktisk en rigtig dygtig politihund. – Okey, svarede Mathias med benovet tryk på sidste stavelse. – Og jeg hedder i øvrigt Henrik, sagde han og stak sin hånd frem først til Line og bagefter til Mathias.

 

– Er du så politimand? spurgte Mathias, da han gav Henrik hånden. – Det var godt regnet ud, svarede Henrik grinende. Det var, lige før et smil uvant fandt vej til Mathias' ansigt. – Alban, søg! kaldte Henrik til hunden, og den gik med det samme i aktion. Helt systematisk begyndte den at løbe frem over engen med halen højt løftet og snuden i jorden. I lang tid løb den bare frem og tilbage, frem og tilbage.

 

Mathias fulgte den med øjnene, næsten ude af stand til at stå stille, men Line begyndte at føle sig ubehageligt til mode. – Vi kan jo ikke tage al jeres tid, begyndte hun henvendt til Henrik. – Bare rolig, svarede Henrik og så sig tilbage over skulderen. – Alban ved ikke noget bedre end at være på arbejde. Det er kun en fordel for mig at få ham kørt træt. Så sover han i aften. Han er utrolig dårlig til at holde fri. Line kom til at grine. Måske var hunden alligevel menneskets bedste ven?

 

* * *

 

Alban stoppede med snuden i en lyngtue og begyndte at gø. – Den har fundet noget, den har fundet noget! råbte Mathias entusiastisk og hoppede op og ned ved siden af hende. Men det var ikke telefonen. Henrik løftede et stykke af en dyreknogle op. – Ja! Den har jeg rørt ved! Mor, jeg samlede den der knogle op, da jeg kom over engen, råbte Mathias og fortsatte eftertænksomt: – Tænk, at den kunne finde den. Den er godt nok dygtig.

 

– Ja, det er godt, det ikke er sommer, sagde Henrik, – for så havde der sikkert ligget ispapir over det hele, og så ville det tage hele dagen. Han kom hen til Line og Mathias, mens Alban fortsatte sin søgen. – Nogle gange, når vi er ude på opgave i tæt beboede områder, tager det rigtig lang tid, fordi hunden finder ethvert lille cigaretskod, som nogen har rørt ved. – Hvert eneste ét? spurgte Mathias og kiggede skævt op på Henrik. – Hvert eneste ét, gentog Henrik.

 

– Han finder alt, hvad mennesker har rørt ved. Mathias rykkede om, så han stod mellem Henrik og sin mor. – Og hvad så, er det også Alban, der fanger røverne? – Det kan du tro, svarede Henrik. – Alban er rigtig dygtig til at fange røvere og andre forbrydere. Han kan opsnuse mennesker, der gemmer sig, og han kan også løbe efter dem og fange dem.

 

Mathias så ud over engen efter hunden med stor beundring. Af og til stoppede Alban op og gøede, til Henrik kom hen til den, men hver gang havde den blot fundet en sten eller et stykke slikpapir, nogen havde rørt ved.

 

* * *

 

Line kunne mærke kulden trænge op gennem sålerne på hendes tynde sko. Hun stampede for at holde sig varm. Hun troede ikke længere, at telefonen ville dukke op, og inden i sig selv begyndte hun at forberede sig på den skuffelse, det ville være for Mathias.

 

Mathias syntes derimod helt opslugt af hundens søgen. – Mor, synes du ikke bare, at Alban er den dygtigste hund der findes? spurgte han uden at flytte øjnene fra hunden. Hun skulle lige til at svare, da hun mærkede Mathias række op og tage fat i hendes hånd. – Go, Alban! råbte han.

 

Line stod helt stille, bange for at bryde øjeblikkets forunderlighed, hvis hun bevægede sig den mindste smule. Mathias' hånd i hendes. Hvor længe siden var det ikke, at hun sidst havde mærket den? Så hørte hun Alban gø. Den var skjult bag en bakke. I det samme slap Mathias hendes hånd og løb efter lyden af hunden.

 

I et stykke tid kunne hun ikke se dem, kun høre hundens glammen. Så så hun dem dukke op, mand, hund og dreng, ude på engen under den grå himmel. Mathias holdt triumferende sin telefon op i vejret. – Mor! Mor! Den fandt den! Alban fandt min telefon! Så satte han i løb over engen, alt hvad remmer og tøj kunne holde, indtil han var henne ved hende.

 

– Mor! Mor! Var det ikke bare fantastisk? Alban fandt min telefon. – Jo, det er fantastisk, svarede hun, – helt fantastisk. Hun lagde sin arm om Mathias, og han så op på hende med hele ansigtet strålende af lykke. – Jeg ved ikke, hvad vi skulle have gjort uden jeres hjælp, sagde hun henvendt til Henrik, der nu var nået hen til dem.

 

– Det skal I ikke tænke på, svarede han, – vi var bare glade for at hjælpe. Det lød faktisk, som om han mente det. De begyndte at gå hjemad over engen. Forrest gik Mathias og Alban. Drengen lod til at være involveret i en lang og fortrolig samtale med sin nye firbenede ven. Da deres veje skiltes, fik Mathias lov til at kaste en bold frem og tilbage til Alban, mens Line fik en beskrivelse af, hvor Henrik boede, så de kunne komme forbi med en beløn-ning til hunden næste dag.

 

* * *

 

Da de kom hjem, fortalte Mathias glædestrålende sin mormor og morfar om dagens helt, politihunden Alban. De voksne udvekslede blikke over hans hoved. Hvornår havde de sidst set Mathias glad? Da han skulle sove, snøvlede han søvnigt til Line: – I morgen skal vi købe hundekiks. Så skal jeg se Alban igen. – Ja, svarede hun og strøg ham over håret. – Mor? Skal vi ikke have en hund? Line satte sig ned ved siden af Mathias' seng og tænkte sig om et øjeblik i aftenmørket. – Jo, svarede hun så, – det tror jeg, vi skal.

Tekst: Susanne Cordes
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 04-10-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri