Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Den første forårsdag

Noveller
I anledning af det gode vejr fik hun lyst til at hente Lukas tidligt i børnehaven, så kunne de gå på legepladsen og nyde den første forårsdag og købe ind på vejen hjem. Banken fra brevet skulle ikke få lov til at ødelægge hendes gode humør, for når hun først åbnede det, brød helvede sikkert løs...

Brevet fra banken lå henne i vindueskarmen, sådan stuvet lidt af vejen under en indkaldelse til forældresamtale i børnehaven og et par tilfældige brochurer. Og der lå det jo egentlig meget godt, tænkte Nana, der heller ikke i dag følte den store trang til at åbne det. Så længe hun ikke vidste, hvor stort overtrækket var, så længe kunne hun også bilde sig selv ind, at det nok ikke var så galt endda.

 

Hun stoppede pung og nøgler i tasken. Det var stadig kun først på eftermiddagen, men hun ville hente Lukas tidligt i dag, så han også kunne nyde godt af, at hun havde en fridag. En lun forårsbrise strøg imod hende, da hun kom ud på gaden. Den gjorde hende glad. Uden at tænke nærmere over det tog hun et par gadedrengehop og stak solen et stort smil. Jubi! Nu blev det forår. Det var skønt. Slut med flyverdragter og vinterstøvler og huer og vanter og alt det dér besvær.

Annonce

 

– Hej, se dig lige for! var der pludselig en, der hvæsede. Ups. Nana havde været lige ved at buse ind i en midaldrende mand, der kom trækkende med en punkteret cykel. – Undskyld. Jeg var bare glad i låget, svarede hun og sendte også ham et af de smil, der sad så løst i dag. Manden kvitterede med et småvredt blik. – Bevares, sagde hun lavmælt og tog endnu et gadedrengehop, denne gang lidt demonstrativt, før hun satte kursen mod børnehaven.

 

* * *

 

– Øv! Hvorfor skal jeg allerede hjem, brokkede Lukas sig, da han fik øje på sin mor i døren ind til Myretuen. – Fordi solen skinner, svarede hun og satte sig smilende på hug foran ham. – Så kan vi gå på legepladsen i eftermiddag. Eller ned og fodre ænder?

 

Lukas så surmulende på hende. – Hold nu op, skat. Det er da dejligt at holde en halv fridag sammen, synes du ikke? Lukas svarede ikke, men fulgte trods alt med ud i gangen, hvor overtøjet hang. – Vi skal lige i Brugsen og købe ind på hjemvejen, pludrede Nana, mens hun stoppede sin søn i flyverdragten. – Må jeg så få en is? – En is? Det er jo ikke lørdag. – Nej, men solen skinner. Det sagde du selv, svarede han og så skælmsk på sin mor. Den kunne hun ikke stå for.

 

– Okay. Du får en solskinsis, når vi kommer hen i Brugsen. Men kun i dag. Sådan en får man nemlig kun én gang om året, og det er på den første forårsdag. Lukas grinede og kastede sine sutsko op på hylden, for nu kunne det lige pludselig ikke gå hurtigt nok med at komme ud ad døren.

 

* * *

 

Nana havde givet Lukas lov til at begynde på isen, allerede mens de stadig var inde i forretningen. De nåede frem til kassen, og Nana rakte ispapiret over til kassedamen. – Ja, undskyld, men vi kom lige til at tage forskud på glæderne, sagde hun og nikkede hen mod Lukas, der sad i vognen og suttede på sin sodavandsis.

 

Kassedamen smilede venligt tilbage, før hun begyndte at scanne varer ind. – 137, 50, sagde hun. Nana fandt dankortet frem og tastede sin kode. – På beløbet? – Ja, tak. I stedet for at få den sædvanlige meddelelse om, at købet var godkendt, skrev dankortterminalen noget om en fejl. Fejlkode et eller andet...

 

– Øjeblik, sagde kassedamen og fandt et skema frem. – Det ser ud til, at dit kort er blevet spærret, meddelte hun Nana. – Hvad? Nana troede ikke sine egne ører. – Ja. Dit kort er spærret. – Men... det er jo... Rødmen skyllede op i Nanas kinder i takt med, at erkendelsen trængte ind. Banken havde spærret hendes dankort. Jamen, det var jo... det kunne de da ikke?

 

– Øh, sagde hun forfjamsket. – Men hvad så? – Har du ikke nogen kontanter? – Øh, nej. – Ja, så kan du jo ikke få dine varer. Har du heller ikke så mange kontanter, at du kan betale for isen? Nana gav sig til at rode først i pungen og så i lommerne, men det var mest for at vise sin gode vilje, for hun vidste udmærket godt, at hun ikke havde en krone.

 

– Det er jeg altså virkelig ked af. Der må være sket en fejl, sagde hun. – Du kan få mit navn og adresse, og så kan jeg komme forbi i morgen... – Lad mig betale den is, var der pludselig en mand, der brød ind. Han var nummer tre i køen efter Nana og havde åbenbart mistet tålmodigheden. Hun smilede sit sødeste smil til ham. – Tusind tak. – Det var så lidt. Det skal du ikke tænke på, sagde han og slog bagatelliserende ud med hånden.

 

Kassedamen var gået i gang med at føre alle Nanas andre varer tilbage. Det var frygteligt pinligt, for alle i køen havde jo hørt, at hendes dankort var blevet spærret. For at slippe væk fra skammen løftede Nana Lukas op af indkøbsvognen og gennede ham med ud i butikkens vindfang. Her kunne de stå og vente på den flinke mand, der havde betalt, så hun kunne sige ordentligt tak til ham. Han kom tre minutter efter.

 

– Jeg vil altså gerne betale for den is, indledte hun. – Bor du her i nærheden, så kan jeg lige stikke forbi med pengene? – Nej, hold nu op. Jeg har altså råd til at give en is til et barn. Lad være med at tænke mere på det. De stod lidt over for hinanden, og Nana vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun trippede genert.

 

– Men tusind tak, så. Kan du også sige tak for isen til manden, sagde hun og ruskede Lukas blidt i skulderen. – Tak for is, mand. – Velbekomme, du. Jeg håber, den smagte godt, smilede han og hævede hånden til hilsen. – Nå, men hyg jer, I to, sluttede han og forsvandt ud af butikken.

 

Nana tog sin søn i hånden og gik ud på gaden. Her stod de så. Hun havde ingen penge. Hun var flad som en fregne. Og nu kunne hun ikke engang bruge dankortet mere. Hvad skulle hun gøre? Hvad skulle de leve af? Hvornår fik hun banken til at åbne kortet igen? Hvis hun da overhovedet fik dem til det?

 

– Kom, Lukas. Vi går hjem. – Men hvorfor skal vi ikke købe noget mad alligevel? – Fordi jeg ikke havde fået penge med til at købe det for. – Men så kunne du jo bare bruge det der kort. – Nej, det kunne jeg så ikke lige i dag. – Hvorfor ikke? – Åh, du. Det er ikke til at forklare. Det er bare gået i stykker. – Jamen, kan du så ikke lave det igen? Nana forsøgte at smile beroligende til ham. – Jo, jo. Jeg finder på noget, sagde hun med en følelse af, at Lukas kunne se lige igennem hende og godt vidste, at hun løj.

 

* * *

 

De begyndte at gå hjemad, og Nana havde svært ved at slippe tanken om det brev, der lå og brændte hjemme i vindueskarmen. Hun var nødt til at åbne det og konfrontere sig med ubehagelighederne. Hun kunne ikke længere stikke hovedet i busken. En stille gysen løb igennem hende.

 

– Skal vi ikke på legepladsen? Du sagde, vi skulle på legepladsen, protesterede Lukas, da de nåede det sted, hvor Nana var begyndt at gå til højre for at komme hjem, skønt legepladsen lå lidt nede ad gaden til venstre. Hun standsede og tænkte sig om et øjeblik. Det var jo rigtigt nok, hvad han sagde. Hun havde lovet sin søn en tur på legepladsen. Ja, hun havde netop hentet ham, for at de skulle have en dejlig dag.

 

– Jo, selvfølgelig skal vi på legepladsen, sagde hun og vendte om. Lukas løb i forvejen, og mens Nana fulgte efter, besluttede hun, at denne dag skulle fredes. Nu ville hun skubbe de dystre tanker fra sig og prøve at give Lukas en god dag. For når hun først åbnede det brev, brød helvede løs.

 

Måske kunne de ikke engang blive i lejligheden?  Hun vidste det ikke, for hun var så dårlig til økonomi. Det var også derfor, hun altid lukkede øjnene for det. Det var selvfølgelig torskedumt, men altså... så havde hun så mange andre stærke sider, prøvede hun at overbevise sig selv om.

 

– Se mig! råbte Lukas oppe fra toppen klatretårnet. – Du er dygtig. Men pas nu på deroppe, ikke! – Jeg kan godt holde med én hånd. Og se. Jeg kan også stå på ét ben. Nana lo til sin unge. – Du er en stor cirkusartist. Hun kravlede op til ham og satte sig til rette på det lille repos øverst oppe.

 

Mens Lukas klatrede op og ned og rundt omkring hende, sad hun og nød udsigten og solen. Det var den første forårsdag i dag, og hun ville indprente sig alle dufte og lyde, vindens kærtegn mod kinderne og synet af Lukas, der var så lykkeligt uvidende om alle de ulykker, der nok lige straks væltede ned over hovedet på dem. Han moslede rundt på gynger og vipper og klatrestativer i et par timer, og Nana gjorde sig virkelig umage for at være så nærværende som overhovedet muligt.

 

Endelig var han rendt træt. – Jeg er sulten, mor. – Det er jeg også. Skal vi gå hjem og lave aftensmad? – Jamen, kan vi godt det? spurgte Lukas. – Jah, hvad mener du? – Når kortet er gået i stykker, og vi ikke har nogen penge til at købe mad for?

 

Drengen så pludselig så alvorlig ud. Angsten i hans øjne skar hende i hjertet, og lige dér, netop i dét sekund, gik det op for Nana, at det var på tide at blive voksen. Hun havde aldrig set det sådan før, men i et lysende klart nu erkendte hun, at det var hendes opgave at sørge for, at der altid var penge nok. Den bekymring skulle Lukas ikke bære for hende. Under ingen omstændigheder. – Kom, sagde hun stille og tog ham i hånden. – Nu går vi hjem og får noget at spise.

 

* * *

 

Hun havde mel og en halv pakke gær. Der var tre tomater, løg nok, en stump spegepølse og en humpel ost. Det kunne man godt lave en pizza af. Det kunne selvfølgelig ikke blive nogen luksusudgave af en pizza. Til gengæld var den hjemmelavet.

 

– Vil du hjælpe med at ælte dejen? spurgte hun Lukas. Han trak sin skammel hen til køkkenbordet og klatrede op. – Må jeg lige se dine hænder først? Lukas holdt et par små snavsede labber frem imod hende. – Ud og vask de poter, grinede Nana. – Med sæbe og varmt vand.

 

De lavede en pizza af form som en bil, og de få skiver spegepølse, der var, blev til hjul og til rat. – Du må godt putte de der løg om på bagsædet, sagde Lukas snusfornuftigt og rakte ud efter det sidste stykke pølse. – Se, det er forlygten, oplyste han og trykkede pølsen godt ned i dejen. – Wauu, hvor er det en flot pizzabil, udbrød Nana og betragtede deres fælles værk en sidste gang, før hun satte pladen i ovnen.

 

Der var ikke engang en halv liter mælk i køleskabet. Den var hun nødt til at gemme til i morgen, så Lukas kunne få cornflakes til morgenmad. Hun lagde et ternet viskestykke på det lille klapbord i køkkenet og foldede et par stykker køkkenrulle som de fineste servietter. – Og så skal vi have gåsevin til maden, sagde hun og satte en kande vand på bordet. – Gåsevin! fnes Lukas. – Jep. Gåsevin. Det er meget fornemt, skal jeg sige dig. Det drikker de også til middag hos alle kongerne og dronningerne.

 

* * *

 

Lukas var kommet i seng. Nana fiskede brevet fra banken ud af bunken i vindueskarmen og bar det ind i stuen. – Godt så, sagde hun højt, tog en dyb indånding og flåede konvolutten op for endelig at få det overstået. Hendes øjne flintrede ned over siden. Så smilede hun. Først lidt forsigtigt, som om hun ikke helt turde give efter for det, men smilet bredte sig alligevel ud over hendes ansigt, blev større og større, indtil hun til sidst begyndte at grine.

 

– Hold nu op, sagde hun til sig selv, mens hun klukkede af latter. – Åhh, hvor er jeg dum. Altså... for pokker da. Hun kunne slet ikke stoppe igen. Latteren skvulpede rundt i hende, mens tårerne trillede ned ad hendes kinder. Et nyt dankort. De havde bare sendt hende et nyt dankort, fordi det gamle var udløbet.

 

Hun lirkede det nye kort fri af papiret og holdt det triumferende op foran sig. Så fik hun et til grineflip. Og det brev havde hun været så bange for at åbne. Ja, mere end det. Hun havde været lige ved at smide det ud, fordi hun var sikker på, at der ikke kunne komme noget godt fra banken.

 

Pludselig blev hun alvorlig igen. Hun så Lukas' alvorlige øjne for sig, derhenne på legepladsen, da han et øjeblik troede, at de ikke kunne få noget at spise. For slet ikke at tale om al den energi, hun selv havde brugt på at undertrykke den knugende fornemmelse i maven, fordi hun var bange for, at de blev sat ud af lejligheden.

 

Det skulle være slut nu. Hun ville aldrig, aldrig nogensinde mere bringe sig selv i den situation. I morgen ville hun gå ned i banken og få en lang snak med dem. At hun havde et overtræk, var hun ikke i tvivl om. De havde bare indtil nu været så venlige ikke at rykke hende.

 

* * *

 

– Jeg ville gerne tale med Lone Kristensen, hvis det kan lade sig gøre? sagde Nana, da hun næste eftermiddag stod ved skranken i banken. – Ved du hvad, Lone er ikke her mere, så du skal have en ny rådgiver. – Er Lone her ikke mere? – Nej, det er et halvt år siden, hun rejste.

 

Et halvt år. Så længe havde Nana altså ikke sat sine ben i banken. Og i virkeligheden nok længere endnu. – Du kan følge med mig, sagde pigen og førte Nana ind i kontorlandskabet bag kassen. – Her, det er din nye rådgiver. Villads Lyhne.

 

Bankmanden rejste sig, og Nana og Villads så lige forbavsede på hinanden, da deres øjne mødtes tværs over skrivebordet. Så bristede han i et stort smil. – Nå, skal vi se på sagerne? spurgte han med et drillende udtryk i øjnene. Nana rødmede. – Eh, ja. Blandt andet skylder jeg dig jo tolv kroner for en is... Villads slog en hjertelig latter op. – Sid ned og lad os så tage en snak om det hele.

 

* * *

 

Det var en lettet og lykkelig Nana, der en halv time senere forlod banken. Overtrækket var slemt, men sammen med Villads havde hun fået lagt en plan for, hvordan det kunne afvikles. Han troede på hende, når hun sagde, at hun aldrig mere ville risikere at stå i en butik uden at kunne betale for sine varer. Og den tillid skulle hun nok sørge for at leve op til.

 

Nana tog et gadedrengehop og lo op imod solen. I går havde kun været en forsmag på forår. I dag var det for alvor den aller, allerførste forårsdag.

Tekst: Ida Marie Stenderup
Illustreret af: Pia Falck
Publiceret: 20-09-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri