Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Den helt store gevinst

Noveller
Hun havde mest lyst til at rive den lottokupon midt over. De mange penge havde kun voldt dem problemer og blottet en smålighed og egoisme hos hendes mand, som hun aldrig havde set før, og som hun nu væmmedes ved.

Ella slukkede lyset i køkkenet for bedre at kunne se ud i mørket. I nogle minutter fulgte hun uendeligheden af snefnug, der hvirvlede forbi gadelygtens lyskegle, inden de lagde sig som et stadig tykkere tæppe over haven. Hun tog sig i at ønske, at snevejret ville fortsætte længe endnu. Et barnligt ønske for en 65-årig, det vidste hun godt. Og urimeligt, for det var jo altid Johannes, der havde maset med at rydde indkørslen.

 

Ella sukkede, tændte lyset igen og rørte frikadellefarsen færdig. Hun havde netop sat den til at trække i køleskabet, da Johannes slog døren fra stuen op med et brag. – Ella...! fik han fremstammet. Et jag af kold panik lynede igennem hende ved synet af Johannes. Hans ansigt var hvidblegt, og øjnene vidt opspilede. En film af sved fik hans pande til at skinne. Var det hjertet? Ville en ambulance overhovedet kunne nå frem i snestormen?

Annonce

 

Johannes' hånd rystede, da han holdt en rød-gul lap papir frem. En lottokupon. – Ella! Vi har syv rigtige... næsten kvækkede han. – Nej, det kan da ikke passe?! Angsten sev langsomt ud af kroppen på hende. I stedet bredte en kriblende iver sig, men nu gjaldt det om, at mindst en af dem bevarede fornuften. Og Ella kunne se på Johannes, at det måtte blive hende.

 

Hun så på den række af tal, som han havde skriblet ned på en avisside lige under kryds-og-tværsen. – Det er de rigtige tal! Jeg har tjekket dem flere gange på tekst-tv, sagde han hæst, inden hun havde stillet spørgsmålet. – Og det er også den rigtige kupon. Se selv datoen – lørdag den 10. december, tilføjede han.

 

Ella tog blidt fat om hans hænder i et forsøg på at få dem til at holde op med at ryste. – Hvor meget...? – Det var vist godt 990.000 kr. – ja, vi er ikke alene om puljen. Det var den række, der begyndte med 7,9,13. Johannes smilede, rømmede sig og begyndte igen at lyde som den mand, Ella nu havde elsket i 42 år. Han trak hende med ind i stuen, og sammen tjekkede de tallene igen og igen. Nu begge med dirrende hænder.

 

Til sidst lagde Ella armene om Johannes: – Jeg tror, du ret. Vi har da vist vundet en lille million, men kan du stadig nøjes med frikadeller til aftensmad, lo hun overstadigt. – Millionær eller ej. Der er intet, der slår dine frikadeller. Johannes kyssede hende blidt på næsen.

 

Så rejste han sig med et sæt og begyndte at gå planløst rundt i stuen, som om han ledte efter sine briller. Hvor anbringer man en lap papir, der på et øjeblik er blevet næsten en million kroner værd? Til sidst lagde han kuponen i sikkerhed på reolen under det store foto fra deres sølvbryllup.

 

– Måske skulle vi ringe til Mette og Vibeke? foreslog han. Men Ella rystede på hovedet. Hun ville se døtrenes ansigter, når de fik nyheden, og i aften måtte de alle blive hjemme. Hele dagen havde de frarådet al unødig udkørsel i radioen, mindede hun ham om, idet hun trak ham ind til sig.

 

I et langt øjeblik stod de stille og holdt om hinanden. Så gav hun Johannes et smækkys og gjorde sig fri. – Johannes, jeg er helt rundtosset. Nu går jeg ud og steger de frikadeller, og så kniber jeg mig selv i armen hvert femte minut, så jeg ved, at jeg ikke bare drømmer det her, sagde hun og gik ud i køkkenet.

 

Snart bredte frikadelleduften sig til stuen. Johannes kunne høre hende nynne. Der er noget i luften. Han tjekkede de syv cifre igen en sidste gang, så slukkede han fjernsynet, fandt sit overtøj og gik ud for at rydde en sti ud til vejen.

 

* * *

 

Fra køkkenvinduet holdt Ella øje med Johannes. Sneen blev slynget til side med stadig større kraft. Gevinsten havde nærmest været et chok for ham. Det var godt, at han fik rørt sig lidt, men han burde nu have beholdt huen på, tænkte hun. Fire årtier under samme tag havde imidlertid lært hende, at den slags råd som regel blot resulterede i det modsatte.

 

Hun smilede hovedrystende, rullede stanniol over frikadellefadet og smagte sovsen til. Så lagde hun en hvid dug på spisebordet, tændte lysene i den høje stage og tog en flaske rødvin ned fra vinreolens øverste hylde. 992.438 kr.! Tallet var helt uvirkeligt. Faktisk havde de jo allerede alt, hvad de kunne ønske sig. Godt helbred. Veluddannede døtre med gode job. Tre herlige børnebørn. Et pænt og praktisk hus.

 

Ella skiftede til en pæn bluse og redte håret. Men nu – takket være syv små tilfældige tal – kunne det, der altid havde været en urealistisk dagdrøm, pludselig blive til virkelighed. Hun kunne næsten ikke vente med at foreslå idéen for Johannes. Hun vidste, han ville blive begejstret.

 

De havde altid elsket at se naturudsendelser på tv sammen. Ofte havde de bagefter slået stederne op i Gyldendals Verdensatlas – Serengeti-sletten, Andesbjergene og Gobiørkenen. Tænk at opleve et af de steder i virkeligheden sammen med pigerne og deres familier!

 

Længere nåede Ella ikke, før hendes tanker blev afbrudt af et plånk, et pludseligt mørke og den besynderlige stilhed, der opstår, når alle elektriske apparater i et hus slukker på en gang. Strømmen var gået. Snestormen selvfølgelig. Sikke et held, at maden var færdig.

 

I skæret fra stearinlysene fandt Ella flere lys frem og placerede dem nynnende rundt om i køkkenet. Da Johannes var kommet ind, satte de sig på deres vante pladser ved bordet og smilede til hinanden. Stearinlysene kastede et mildt lys på deres ansigter.

 

Johannes' hår var blevet tyndt og hans træk mere skarpe, bemærkede Ella, men hans brune øjne så stadig lige kærligt på hende. – Jeg har en idé, – Det har jeg også, svarede Johannes. – Jeg vil helst vente til sidst. Ella hævede sit glas til en skål og blinkede til ham.

 

* * *

 

Nogle få sætninger senere var smilene væk. Ella stirrede forbløffet på Johannes: – Vil du holde det hemmeligt?! Vil du ikke engang dele vores held med Mette og Vibeke? – Jeg vil allerhelst bare dele det med dig. Der er så meget, jeg altid har ønsket at give dig, men som vi aldrig har haft råd til eller har villet bruge penge på. Mette og Vibeke har jo deres på det tørre. De er oftere på badeferie i Thailand og på skiferie i Østrig, end de er på besøg her hos os. Indimellem føles det jo næsten, som om vi kun kan bruges, når de har brug for pasning eller en chauffør til børnene.

 

Johannes holdt inde og så lidt forvirret på Ella. Ude i snestormen havde det hele været så indlysende. I 42 år havde hun været hans livs omdrejningspunkt. Han havde aldrig glemt den rosafarvede perlekæde, han engang havde set hos en juveler. Hvor ville den stå smukt til Ellas sølvfarvede hår og store, grå øjne. Nu lynede de samme grå øjne. Det var mange år siden, han havde set hende så vred.

 

– Åh, så det er kun dig, der har vundet i lotto. Du vil give mig gaver! Kan du ikke høre, hvor egoistisk det lyder? – Jeg kom bare til at tænke på en masse ting, da jeg skovlede sne. At det, vi i virkeligheden har vundet, er en chance for at forkæle hinanden. Måske også med en bedre bil?

 

Johannes havde aldrig tidligere fortalt Ella, hvordan svigersønnerne tit gjorde ham flov over de uanseelige biler, han og Ella altid kom listende i. Svigersønnerne kørte Audi og Volvo og påpegede altid, at det jo også var et spørgsmål om sikkerhed. Alligevel havde Johannes ikke tal på de gange, han havde kørt Amalie og Caroline til ridning og var taget med Lukas til fodboldstævner, fordi børnenes forældre ikke selv havde tid. Ved de lejligheder var svigersønnerne da ikke bekymrede over sikkerheden i den velholdte Golf.

 

– Hvor er det typisk! Hvorfor er mænd så fantasiløse? Jeres største ønske er altid at overgå hinanden med en ny bil, råbte Ella, og overså, hvordan Johannes krympede sig. – Så kom dog selv med dine langt mere fantasifulde forslag, sagde han tvært. Hun tøvede. Deres planer kunne ikke have været mere forskellige. Hvis hun fortalte ham om sin drøm nu, ville den sure stemning smitte af og ødelægge den. Hvis han gik med på den, ville det blive i trods, og så kunne det være lige meget.

 

– Jeg drømmer i hvert fald om lidt mere, end at vi spilder halvdelen af gevinsten på en ny bil, når Golf'en kører udmærket. Hun skar vredt sin frikadelle over. Gaflens spidser skreg mod tallerknen. En kartoffel røg udenbords og lavede en sovseplet på dugen. Med et irriteret udbrud smed hun bestikket fra sig, tømte sit vinglas og lænede sig tilbage mod stolens ryglæn, mens hun stirrede på sin mand.

 

Det havde pludselig virket, som om han var misundelig på deres døtre og deres familier. Men hvem andre havde de at tænke på ud over Mette og Vibeke og deres børn? En besk skuffelse afløste vredesudbruddet. Hun havde mest lyst til at rive den lottokupon midt over. Foreløbig havde den kun bragt en kort og forvirret næsten chokagtig glæde med sig, inden den havde skubbet et dæksel til side og blottet et småligt rum hos Johannes, som hun aldrig havde set før, og som hun væmmedes ved.

 

Johannes slog opgivende ud med hænderne. For ham at se havde deres højtlønnede døtre og svigersønner allerede alt, hvad de ønskede sig. Til gengæld kneb det med tid til at være sammen med ham og Ella. Det var ikke, som hos hans badmintonmakker. Han og konen blev hvert år inviteret med til Skagen eller Bornholm af børnene, påpegede Johannes nu. Og for hver sætning mellem dem, blev det ellers så hyggelige køkken stadig mørkere.

 

Da Ella til sidst hvæsende havde sammenlignet Johannes med de han-isbjørne, der kan finde på at æde deres egne unger, var der ikke flere ord tilbage. Det var, som om farverne havde forladt rummet. Kun hvidt, sort og gråt stod tilbage i skæret fra stearinlysene. Ella slukkede et par af dem med fingerspidserne.

 

Skænderiet havde været som en flodbølge. Uventet og altødelæggende. Johannes sad med ansigtet i hænderne. Ella følte sig hul og drænet. Hendes øjenlåg raspede tørt mod øjnene, når hun blinkede. Hun var for rasende til at græde. – Det her er helt forfærdeligt. Vi må tales ved i morgen og se, om vi kan komme videre. Hun lød så hæs, at Johannes knap kunne opfange ordene.

 

Da hun var gået, satte han frikadellerne ind i det mørke køleskab og puttede stilfærdigt servicet i opvaskemaskinen. Så skænkede han et nyt glas vin op, slukkede de sidste stearinlys og satte sig ved vinduet i det mørke køkken. Sneen væltede stadig ned. En hvid, hypnotisk vrimmel mod den sorte himmel. Ella havde sagt "om" og ikke "hvordan", de kunne komme videre. Som alle andre par havde de haft deres skænderier, men de havde aldrig truet med at gå fra hinanden. Men det var vel det, der lå i Ellas?

 

Tidligere havde Johannes altid moret sig over, at man tilbød psykologisk rådgivning til dem, der vandt store summer i lotto. Et par millioner på bankbogen måtte da være et overkommeligt problem, havde han tit sagt. Nu forstod han pludselig alt for godt, hvorfor. Hvad nyttede det at vinde en lille million, hvis man samtidig tabte hinanden, fordi den pludselige rigdom steg en til hovedet?

 

Lige nu ville han gå med til hvad som helst, for at de kunne vinde den kærlige tilværelse tilbage, han elskede mest af alt. Måske skulle de bare give alle pengene til Røde Kors? Eller følge Ellas idé...? Det gik det op for Johannes, at han slet ikke vidste, hvad hun havde haft i tankerne.

 

* * *

 

Ella vågnede ud på natten efter et mareridt. Johannes snorkede let. De lå så langt fra hinanden, som sengen tillod. Deres rygge var som de stejle sider i den slugt, der havde åbnet sig imellem dem. Udenfor havde snestormen lagt sig. Sneen forstærkede lyset fra månen, der var kommet frem. Soveværelset lå badet i et sølvhvidt lys.

 

Ella fandt lydløst de varme futter og sin uldne morgenkåbe. Så listede hun ind i stuen og satte sig med et tæppe på bænken i vindueskarnappen. Først da opdagede hun, at Johannes ikke bare havde ryddet en gangsti, men hele den lange indkørsel.

 

De tårer, som raseriet tidligere havde blokeret for, trillede nu stille ned ad hendes kinder. Sikke et arbejde. Hvorfor var hun ikke gået ud og havde hjulpet ham inden maden? Nok var han frisk og rask, men til foråret skulle de holde hans 70-års fødselsdag. Og hvad var det egentlig, Johannes havde foreslået? At de havde ret til selv at bruge en stor del af gevinsten. At han ikke kunne forestille sig noget mere rigtigt end at forkæle hende. Hans livs omdrejningspunkt, som han kaldte hende.

 

Det var vel ikke mere egoistisk end hendes drøm om, at hele familien skulle på safari i Tanzania? Døtrene og deres familier tog i forvejen på masser af rejser. Bagefter kunne de fortælle om deres oplevelser og de sjove folk, de havde truffet, i en uendelighed. Det kedede tit Johannes og fik dem begge til at føle sig lidt udenfor. Havde hun i virkeligheden bare forsøgt at købe sig ind i døtrenes liv, når pigerne nu ikke selv inviterede dem?

 

Ella listede ud i køkkenet efter et glas vand. Hvor havde de sagt afskyelige ting til hinanden her. Hun skammede sig over de hadefulde ord, hun havde slynget i hovedet på Johannes. Hun vidste knap, hvor de kom fra, men da de først var ude, havde de sønderbombet alle muligheder for forsoning.

 

Køleskabet snurrede, så strømmen var vendt tilbage. Hun tændte lyset og lavede sig en kop te, som hun tog med tilbage til karnappen. Hun stirrede tomt ud på det forfrosne snelandskab. Det lignede et gammeldags fotonegativ, hvor mørkt er hvidt og lyst er sort.

 

I aftes var de også selv kommet til at vende alt på hovedet. Hun havde vendt hans kærlighedserklæring til hende til nærmest at være et fravalg af deres børn. Han havde beskyldt hende for altid at sætte børnenes behov forrest – selv nu, da de så rigeligt kunne klare sig selv – og lade ham nøjes med resterne. Men det var jo slet ikke sådan, de i virkeligheden var, tænkte Ella.

 

Tre timer senere blev hun vækket af en varm hånd på sin fod. Der var igen varme i stuen. I sydøst havde himlen fået et lysere skær. En ny dag tog tilløb. På et bakkebord stod to kopper kaffe og dampede sammen med to skåle med havregrød og et tændt stearinlys. Til sidst så hun op i Johannes' brune øjne. – Undskyld, hviskede de i munden på hinanden. – Foreløbig har den gevinst ikke gjort os ret meget godt. Måske skulle vi bare sende pengene til Røde Kors, tilføjede Ella. Johannes smilede. Hendes ord var et ekko af hans tanker i aftes.

 

Han dryssede et lidt for tykt lag sukker på hendes grød og rakte hende skålen. – Det, jeg ville have foreslået, var, at vi inviterede hele familien med på safari. I Tanzania for eksempel, begyndte Ella. Johannes brød ind og sagde, at han altid havde drømt om at køre ud i det afrikanske daggry og se horderne af gnuer på deres årlige vandring hen over Serengetisletten.

 

– Jo, men nu vil jeg hellere foreslå, at vi selv tager på safari. Hvis pigerne og deres familier vil med, er det dejligt, men det må de selv stå for. På den måde er der også penge nok til en ny bil. – Jo, men faktisk er jeg godt tilfreds med Golf'en. Så må de unge brushaner selv køre børnene til deres fritidsinteresser, hvis de synes, vores gamle øse ikke er sikker nok.

 

Johannes' hånd lå igen om hendes fod. Hun mærkede varmen fra den brede sig op gennem kroppen og bløde op på fortvivlelsen. – Er det for tidligt at ringe til pigerne, spurgte Johannes. – Ja, det er alt for tidligt. Jeg vil hellere bruge formiddagen på at være min mands omdrejningspunkt. Så kan vi senere invitere dem på en kop eftermiddagskaffe og en overraskelse, sagde Ella og tog Johannes' store hånd. – I øvrigt er de lottopenge slet ikke vores største gevinst, tilføjede hun. – Nej, det er jo, at vi har hinanden, svarede Johannes.

 

LÆS OGSÅ: Novelle: I skyggen af mormor

LÆS OGSÅ: Novelle: Grevinde eller skøge?

LÆS OGSÅ: Novelle: En helt ny tid

Tekst: Kirsten Winther
Illustreret af: Machiko
Publiceret: 19-09-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge