Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Det er nu, du skal leve, Elisabeth

Noveller
Mens hun fulgte efter lægen, passerede hele hendes liv revy. Hendes forældre. Børnene i fritidsordningen. Niels, som hun lige havde mødt. Hans smukke grå øjne. Livet, hele det smukke, fantastiske liv. Var det forbi nu?

Lægen stak hovedet ud i venteværelset og sendte hende et venligt nik, og Elisabeth rejste sig og fulgte efter ham ind på hans kontor. Det var bare et kontrolbesøg, det tredje for at være nøjagtig. Først troede hun, at hun hørte forkert. Så bad hun ham gentage. – Det gør mig ondt, men det er brudt ud igen. – Du sagde, jeg var helbredt! udbrød hun. – Du sagde, at sandsynligheden for, at det ville blusse op, var næsten lig nul!

 

Hans øjne flakkede lidt. Så rodede han i papirerne foran sig. – Du kender turen. Åh jo, hun kendte turen. Trætheden, der glubsk som en ulv åd al livsenergi og vilje. Og droppet i armen med giften, der skulle slå sygdommen ihjel. Første gang kæmpede hun. Fordi hun troede på, at hun blev rask. Men nu?

Annonce

 

– Jeg vil ikke lyve for dig, sagde han. – Det ser ikke godt ud. – Hvor lang tid har jeg, hvis jeg siger nej til behandling? Han slog hjælpeløst ud med armene. – Et halvt år, måske et år. – Kun et år? – Højst et år, han så væk, og hun havde det, som om hun sank ned i et sort hul.

 

Elisabeth så sig omkring i lejligheden. Hendes lille hule. Malet gul som solen. Nu syntes hun pludselig, lejligheden føltes kvælende. Et solgult fængsel. Højst et år. Hun kunne fortsætte som hidtil, indtil trætheden blev så slem, at hun kun kunne ligge i sengen og vente.

 

Hun bladede lidt i de brochurer, hun havde fundet styrke i første gang, sygdommen slog til. Alle de ting, hun havde besluttet, at hun ville i sit liv, før det var for sent. Så havde de erklæret hende rask, og hun havde glemt det hele igen.

 

Rejsen til Tibet. Arbejdet som volontør i en flygtningelejr i Afrika. Et teaterkursus på højskole. Billederne i højskolebrochuren. Glade mennesker. Hun var så træt allerede. Hun havde bare lyst til at kravle ind i seng og blive liggende der. Men det ville hun ikke. For så havde sygdommen vundet.

 

Med en kraftanstrengelse løftede hun derfor røret og ringede til Tveje Sand Højskole. Hun var heldig, sagde en venlig stemme i telefonen. En af eleverne var sprunget fra, så der var lige en plads. En lillebitte spire brød frem inde i hende. Lys? Håb? Så ringede hun til lederen af frititidsordningen og fortalte, hvordan det var fat. Lederen kom til at tude.

 

– Du skal ikke sige noget til de andre, og slet ikke til ungerne. Jeg tager på højskole, meddelte hun. – Men skal du ikke i behandling? spurgte hendes chef. – Jo, når jeg er færdig på højskolen. Jeg har jo altid drømt om at blive skuespiller, brast det ud af hende. Det lød åndssvagt, da hun sagde det, men det var sandt.

 

Jobbet som pædagog i Fritidsordningen havde været pragtfuldt. Hun havde elsket det, men der var altid en lille rest af fortrydelse tilbage, fordi hun ikke havde turdet forfølge sin skuespillerdrøm. Nu var det tiden. Det var mildt sagt oppe over.

 

* * *

 

– Nu er I paddehatte. Mærk, hvordan jorden slubrer om jeres rod, sagde Ole, mens han så rundt på eleverne. Elisabeth prøvede at forestille sig at stå i mørk, fugtig jord. – Og nu er I fugle! I bevæger jer let. Elegant. Mærk opdriften. Elisabeth bredte armene ud og havde det et øjeblik, som om hun kunne lette. – Og nu bjørne. I har lige ædt honning fra det hule træ i skoven, ummm, hvor det smagte! Men nu lunter I videre gennem skoven!

 

Elisabeth lod sig, ligesom de andre på holdet, falde ned på alle fire og kravlede rundt og prøvede at forestille sig, at hun var en stor, brun bjørn. En af fyrene, Niels, snerrede vildt af hende. Elisabeth blev så overrumplet, at hun kom til at grine. – Jeg glæder mig til, vi skal være menneske igen, hviskede Niels. – Så vil jeg invitere dig med hen på kroen og drikke dig fuld og få min vilje med dig! – Haha, sagde Elisabeth og mærkede alligevel, at hun blev rød i hovedet.

 

– Godt, kom herhen, sagde Ole og slæbte en kuffert frem af et skab. – Nu skal vi lege! Elisabeth syntes ikke, de havde lavet andet end at lege. Det her var lige som i Fritidsordningen med børnene, bortset fra, at hun plejede at være den voksne, og nu skulle hun være barn.

 

– I skal alle sammen tage en hat på. Mærk den karakter, der sidder i hatten. Det kan være en gammel, cerutrygende mand. En berømt forfatter. Men husk, det er hatten, der bestemmer. Niels tog en stor stråhat med kæmpe skygge på, og Elisabeth kunne se, at han straks forvandlede sig til Dronning Margrethe.

 

Selv fandt hun en gammel, fedtet kasket og satte den på hovedet. Kasketten tyngede hende ned. Hun kunne mærke, at Anton på 83 år ville frem. Anton var enkemand og røg cerutter. – Når I kan mærke, at I har forvandlet jer til den person, hatten fortæller jer, I er, så går I ind på restauranten.

 

Restauranten? Hvilken restaurant? I det samme skubbede Ole nogle stole og borde ud på gulvet og tog et viskestykke over armen. Han skulle åbenbart forestille at være tjener. Elisabeth gik med langsomme skridt ind på restauranten og satte sig besværet ned på en stol. Det var hårdt at være 83 år!

 

– Sådan noget fis, lød det fra Jeanne, Elisabeths værelseskammerat. En ung, smuk pige, der havde taget en pilleæskehat med slør på. – Jeg troede, vi skulle spille rigtig teater. Er det her måske ikke teaterholdet? – Jeanne, sagde Ole og hoppede et øjeblik ud af rollen som tjener og blev til Ole igen, dramalærer på Tveje Sand Højskole.

 

– Hvordan forestiller du dig, at du kan spille teater, hvis du ikke engang tør lege? Teater er leg! Leg med roller og identiteter. Sig ja til din hat, i stedet for bare at hænge fast i din egen forestilling om, hvem du er. – Jeg ved godt, hvem jeg er, råbte Jeanne, men Elisabeth så, at hun havde tårer i øjnene. – Jeg gider ikke mer'! Hun hev hatten af og kylede den hen ad gulvet. Så marcherede hun ud af teatersalen og knaldede døren i efter sig.

 

– Når Jeanne engang tør give slip i forestillingen om, at hun skal være ung og smuk, kan det være, hun kan blive skuespiller, lød det fra Ole. – Av! han er hård, hviskede Niels med affekteret Dronning Margrethe–stemme. – Ak ja, sagde Elisabeth med rystende, gammel stemme. – Den søde, unge pige!

 

Restaurantlegen stoppede brat, da en digter uden litterær succes pludselig hev en håndgranat frem og sprængte restauranten i luften. – Du snyder! brølede Ole. – Du kan ikke finde ud af at være din rolle, og så slår du os alle sammen ihjel! Her følger første præmis for alle fremtidige lege. Ingen må slå hverken sig selv eller andre ihjel. Sig ja til rollen, sig ja til situationen og spil!

 

I det samme ringede klokken ovre fra spisesalen, og folk tog hattene af og forvandlede sig til sig selv igen, bortset fra Niels, der åbenbart havde svært ved at give slip på Dronning Margrethe. – De er en made yndig dame! sagde han til Elisabeth. – Og du er et værre fjollehoved, grinede Elisabeth.

 

Da de kom ind i spisesalen, så de Jeanne sidde ved et bord ovre ved vinduet. – Åh nej, Jeanne, lad os sætte os et andet sted, hviskede Niels, og Elisabeth mærkede et lille stik. Det gik for stærkt det her. Niels var sød. Men det var, som om han allerede havde besluttet sig for, at han og Elisabeth skulle være sammen. Så blev stikket afløst af en bølge af sorg. Det kunne ikke gå stærkt nok.

 

Impulsivt stak hun armen under hans: – Nej, lad os trøste hende! Jeanne nikkede kort, da de lidt efter satte sig hos hende med hver sin fyldte tallerken. – Nå, du blev nok sur! sagde Niels. – Ole er åndssvag! sagde Jeanne og lød kampberedt. – Det teaterhold, jeg gik på i vinter, var meget bedre. Vi spillede et skuespil af Gustav Wied.

 

– Lad mig gætte, sagde Elisabeth. – Du havde hovedrollen? – Ja, sagde Jeanne. – Og den lokale avis skrev, at jeg var meget overbevisende. – Så må det være, fordi du ikke behøvede at spille skuespil, men kunne nøjes med at være dig selv, brast det ud af Elisabeth.

 

– Hvorfor er du så... led? Elisabeth trak vejret dybt. – Jeanne, okay, det kom lidt dumt ud, men altså... Man er da nødt til at turde give lidt slip i sig selv for at blive god til at spille skuespil. Det har Ole ret i. – Jeg har tænkt mig at klage over ham, lød det spidst fra Jeanne. – Han kan ikke tillade sig at tale sådan til folk. – Hvorfor ikke? røg det igen ud af Elisabeth. – Fordi han ikke synes, du er yndig og talentfuld?

 

Jeanne blev ildrød i hovedet. – Og du... Jeannes stemme rystede. – Du er bare misundelig! – Nej, sagde Elisabeth og så på Jeanne. Jeanne var smuk, men ikke ret meget andet. – Nej, jeg er ikke misundelig. Jeg har mere ondt af dig!

 

– Du er godt nok skrap, lød det fra Niels, da Jeanne rejste sig og stormede ud af salen. Men der var beundring i hans stemme. – Det er jeg vild med. Hun så ind i hans varme, grå øjne. – Du er vanvittig, sagde hun. Vanvittig sød, sagde hun derpå og børstede en krumme af hans ærme.

 

* * *

 

– Jeg vil være skuespiller, lød det alvorligt fra Niels. De var på vej ned mod fjorden. På en mark lidt væk brægede et får. Det lød både komisk og sørgmodigt på samme tid. Elisabeth stak sin hånd under hans arm. Niels var selvoptaget og seriøs, undtagen når han var i teatersalen. Så tøede han op, blev 23 år og glemte sig selv.

 

– Du skal nok blive skuespiller, sagde Elisabeth og følte sig gammel og vis som en på 80 år. Luften var skarp, men solen varmede hendes kinder. Hun var træt. Trætheden var lammende, og hun havde måttet kæmpe med sig selv den morgen for at komme ud af sengen. Men hun ville ikke synke tilbage på madrassen og lade dynen opsluge sig. Så var det først forbi.

 

– Niels, sagde hun så. – Jeg vil i seng med dig! Det gav et sæt i Niels, og han tabte kæben et øjeblik og lignede pludselig det får, de kunne høre bræge. I går aftes, da de dalrede hjem fra kroen, berusede af to øl og hinandens selskab, havde han foreslået, at de listede over i teatersalen – ud i rummet med rekvisitter og madrasser og tilbragte natten der. Hun havde afslået.

 

Men da hun lå i sin seng, havde hun set hans ansigt for sig med de intense, grå øjne, og hun havde mærket længslen efter berøring. – Du foreslog det selv i går, nu kan du ikke bare løbe fra det, sagde hun og lod, som om hun var fornærmet. – Jeg vil være skuespiller og jeg vil gerne i seng med dig, sagde han.

 

De satte i løb, tilbage mod højskolen, mens de grinede. Da de nåede indenfor på værelset, drejede hun nøglen og var allerede på vej ud af tøjet. – Du er så smuk, sagde han og så på hende med lige dele begær og andagt. – Hold mund og kom her, sagde hun og slog dynen til side.

 

Nogen tog i døren. Da vedkommende opdagede, at døren var låst, blev der hamret hårdt på døren. – Luk op, Elisabeth! – Ssssh, sagde Elisabeth, og omsider opgav Jeanne og gik sin vej. – Åh, Elisabeth, mumlede Niels ind mod hendes hals, og hun lagde armene om hans ryg og mærkede forundret, hvor glat hans hud var.

 

– Vi skal i gang med at øve det skuespil, vi skal opføre i næste måned! proklamerede Ole næste morgen, da holdet mødtes i teatersalen. Jeanne sendte Elisabeth et fortørnet blik. Hun var åbenbart stadig sur over, at Elisabeth havde låst døren for hende. – Vi skal spille Macbeth.

 

– Jeg vil gerne spille Lady Macbeth, sagde Jeanne. – Jeg kan alle replikkerne fra dengang, jeg gik til optagelsesprøve på Statens Teaterskole. – Det er fint, så kan du øve rollen med Elisabeth. Jeanne blev rød i hovedet. – Mener du, at hun skal spille Lady Macbeth? – Ja, sagde Ole og delte rollehæfterne ud.

 

Jeanne rejste sig og forlod salen. I gamle dage ville Elisabeth være stormet efter for at trøste hende. Det var ikke, fordi hun nu var ligeglad, men noget sagde hende, at hun alligevel ikke kunne hjælpe Jeanne. Den eneste, der kunne hjælpe Jeanne, var Jeanne selv. Hun var nødt til at lære, at hun ikke var verdens centrum.

 

– Måske er det bedre, hvis Jeanne får rollen, sagde Elisabeth alligevel. – Jeg gider ikke nogen falsk beskedenhed, lød det afsnubbet fra Ole. – Jeg har valgt dig til rollen, fordi jeg ved, du kan spille den!

 

Pludselig mærkede Elisabeth et sug af angst. Enhver skuespillerindes drøm, og mareridt, fordi rollen krævede, at man fandt ned i nogle lag af sin personlighed, som ikke var kønne. Havde Ole ret? Kunne hun virkelig finde de sider af magtbegær og ondskab i sin person? Ja, var der en stemme, der hviskede i hende. Ja, du har de sider i dig! Først da gav hun los og mærkede glæden fylde sig. Ole syntes, hun var god! Hun var god.

 

* * *

 

– „Det er forsøget, ikke dåden, der kan ramme os", sagde Elisabeth og hørte selv, at hun lød lunken og tøvende. – Elisabeth, vrissede Ole. – Du skal overbevise Macbeth om, at han skal slå nogen ihjel, ikke spørge, om han vil række dig sukkeret! Hele holdet grinede, Elisabeth højest. – Okay, sagde hun, – lad mig lige finde min indre djævel frem. – Det bliver ikke noget problem, hørte hun Jeanne mumle bag sig.

 

Det gav et lille sæt i Elisabeth, så kom hun til at smile. Jeanne havde lidt ret. Hun var måske ikke ligefrem en djævel, men hun kunne godt høre, at hun var blevet mere skarp og direkte end dengang, hun stadig troede, at hun skulle leve lykkeligt, til hun blev 80 år.

 

Der var premiere på stykket i morgen aften. Lige nu pudsede de det af og i eftermiddag.... I eftermiddag skulle hun sidde ynkelig og rædselsslagen i den lokale læges venteværelse, inden han kaldte hende ind og sagde, at nu var der kun tre-fire måneder tilbage. Højst fem. Hun havde fået lavet nye blodprøver i sidste uge. Hun ville egentlig ikke have gjort det endnu, men pludselig blev hun bange, var nødt til at have en idé om, hvordan det stod til.

 

Hun var så lykkelig, at det gjorde ondt. Og hun var så bange, at hun dårligt kunne få vejret. Da hun to timer senere hev en af Tveje Sands rustne elevcykler frem fra skuret, så hun Niels komme ud fra hovedbygningen. – Hvor skal du hen? Uden mig! – Til læge, mumlede hun. – Er det alvorligt? – Nej! – Vent, så cykler jeg med. Han trak også en cykel ud af skuret.

 

Mens de cyklede, kunne hun mærke trætheden overvælde sig. Pludselig kunne hun ikke se ende på vejen. Hvert tramp i pedalerne krævede al hendes viljestyrke og stædighed, men endelig holdt de foran lægens konsultation inde i Tveje Sand.

 

– Elisabeth, sagde lægen ud i venteværelset, og Elisabeth rejste sig tøvende. Da hun gik efter ham, passerede hele hendes liv revy. Hendes forældre, der blev så bange og kede af det, da hun første gange havde fortalt dem, at hun var syg, og hun havde måttet trøste dem i stedet for omvendt. Børnene i Fritids-ordningen, når de løb rundt ude i gården, kåde som føl. Det brægende får på marken, og det lille lam, der sprang omkring, når det ikke suttede mælk fra moren. Ole, når han blev stædig og hundsede rundt med hende på scenen. Niels' ansigt, lige før han trængte ind i hende.

 

Lady Macbeth, den onde, griske kvinde, der alligevel ikke kunne leve med sine egne gerninger og endte med at begå selvmord. Livet, hele det smukke, groteske, fantastiske liv, som snart var slut. – Hvad, sagde hun og bad lægen gentage. Han smilede. – Blodprøverne er gode! – H–hvad! stammede hun. Han rystede på hovedet. – Jeg forstår det heller ikke helt. Vi er selvfølgelig nødt til at tage flere blodprøver, men det ser ud, som om sygdommen er gået i bero.

 

* * *

 

– Jeg elsker dig, Niels! sagde Elisabeth pludselig, da de sad ved aftensmaden. Det gav et sæt i Jeanne, og Niels fik et fåret udtryk i ansigtet. – Jeg elsker også dig, Jeanne! skyndte hun sig at sige. – Er det ikke lidt tidligt på dagen, du har drukket dig fuld, grinede Jeanne og lød glad. Niels greb Elisabeths hånd under bordet og mimede: – Jeg elsker også dig!

Tekst: Margrethe Schmidt
Illustreret af: Peter Michael
Publiceret: 09-08-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge