Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Det rigtige liv

Noveller
Når vi bliver gamle, skal vi rigtig leve livet, havde de altid sagt til hinanden. Ellen kunne ikke helt huske, hvad det var, der havde fået dem til at beslutte at flytte til Spanien, men nu var tiden kommet, og mens hun gik og ryddede op i alle deres gamle ting, kom hun mere og mere i tvivl om, hvad der egentlig var det rigtige liv.

– Så kære Ellen og Richard. Alle vi, der sidder her, håber, at I får et langt og lykkeligt liv med masser af solskin, lunt sand mellem tæerne – og en kølig sjus i hånden. Vi andre stakler, der stadig må traske rundt herhjemme i den sure danske vinter og bliver nødt til at passe vores arbejde hver dag fra 9 til 17, skal I selvfølgelig ikke tænke på. Men vi tænker på jer, så meget, at I nok godt kan regne med at få en del gæster til sommer. Og så synes jeg, vi skal rejse os og udbringe et leve for Ellen og Richard.

 

Erling, der havde været deres nabo i de sidste 20 år, hævede sit glas. Stolene skramlede, og alle rejste sig, undtagen Ellen og Richard, der sendte hinanden et glad smil, mens vennerne og familien skålede for dem. Der var en hel måned, til de skulle flytte til solkysten i Spanien, men de havde besluttet at holde afskedsfesten nu, for når først de begyndte at pakke huset ned, var det ikke til at overskue at skulle holde fest.

Annonce

 

Ellen søgte Richards hånd og gav den et lille klem, samtidig med at de selv rejste sig og skålede hele vejen rundt. Det gav et lille vemodigt gib i Ellen. Om kort tid skulle de sige farvel til alle disse glade mennesker, der lige nu omgav dem, og som udgjorde hver sin lille brik i det samlede billede af deres liv. – Skål! – Skål! – Skål, lød det fra alle sider, og nu stemte hele koret i med "Og gid, at det må gå dem godt..."

 

* * *

 

Ellen var ikke mange sure sild værd, da hun vågnede næste dag. Hun kastede et blik på uret. Den var kvart over 10. Så længe havde hun da vist ikke sovet, siden hun var ung. Selvom det var tungt og gråt februarvejr derude, syntes hun, lyset skar i øjnene. Og århh, hendes hoved...! Hun skulle aldrig være begyndt på de der sjusser sent i nat.

 

Hun fandt Richards hånd under dynen og døsede hen igen. – Hvornår må jeg vække mormor og morfar? hørte Ellen på et tidspunkt en lys pigestemme sige et eller andet fjernt sted. Så gled stemmen fra hende igen, og hun sank atter ned i sin urolige tømmermandssøvn.

 

Næste gang, hun nærmede sig bevidstheden, duftede der af kaffe. – Nu må du godt gå ind og kalde på dem, lød Majkens stemme. To sekunder efter gik døren op, og ind tumlede Ida. – Mor siger, at jeg godt må vække jer nu, og vi har lavet kaffe og alt muligt, trallede hun.

 

– Mmmm, mumlede Ellen og smilede blegt til sit barnebarn. – Mormor, jeg har fået en rokketand i nat. Se selv, sagde hun og bøjede hovedet helt ned til Ellen, mens hun ivrigt rokkede løs på sin ene fortand. Der var ikke noget at gøre. Hun kunne lige så godt stå op, for når først Ida var sluppet løs, blev der ikke mere søvn i dag. Hun puffede til Richard. – Hvad så, gamle morfar. Vil du med op? – Mjaahhhhh, svarede han genstridigt, men alligevel med et lille smil lurende i mundvigen.

 

* * *

 

Det var ikke, fordi de var stinkende rige, at de havde besluttet sig for at flytte til Spanien. Det var heller ikke, fordi nogen af dem var syge. Så hvorfor var det egentlig? tænkte Ellen, da hun et par dage senere begyndte at rydde op på pulterkammeret på loftet.

 

Hun kunne faktisk ikke huske, hvad det var, der i tidernes morgen havde fået dem til at gå og snakke om, at når de blev gamle, ville de flytte sydpå. I mange år var det vist bare noget, de sagde, måske endda halvt i sjov, men her for et års tid eller to siden var det blevet mere alvorligt ment. Og meget mere konkret.

 

Hun var selv gået på efterløn for tre år siden, mens Richard var blevet ved indtil nu, hvor han lige var fyldt 65. Nå, jo. Nu kunne hun huske det. Dengang for 20 år siden, da de første gang begyndte at tale om solkysten, var det, fordi de havde været rørende enige om, at de skulle have noget ud af deres otium, når de engang kom så langt. De ville holde sig i gang, og til den tid skulle de have en masse spændende oplevelser.

 

Når de blev pensioneret, skulle de indhente alt det liv, de ikke havde nået at leve, mens hun arbejdede på postkontoret, og han havde sin hverdag på slagteriet. Ellen åbnede en støvet flyttekasse. Du godeste! Lå de gamle kjoler virkelig her endnu? Hun trak den blå ventekjole op, den, hun havde gået i hele den sommer, hvor hun ventede Majken.

 

Det havde været en af de varmeste somre i hendes liv, og den blå ventekjole var stort set det eneste, hun kunne holde ud at have på, fordi den var så let i det. Og dér lå den blomstrede, og den med mælkedrengestriberne. De var endnu ældre. De var fra dengang, hun gik med Søren, og hun havde selv syet dem begge to.

 

Et lille sødt smil løb hen over hendes ansigt. Tænk engang, at det var så længe siden. Hvor var alle de år dog blevet af? Hun nænnede ikke at smide dem ud. Men hun kunne jo heller ikke tage dem med til Spanien. Hun sad lidt med kjolerne i skødet, mens hun stirrede frem for sig.

 

Genbrug. Det måtte være løsningen. De var ganske vist håbløst umoderne, men så måtte nogle andre smide dem ud for hende. Ellen lagde dem tilbage i kassen og bar den ned i carporten. – Kigger du ikke lige herned? kaldte Richard nede fra kælderen, da hun kom ind igen.

 

Hun fandt ham inde i det bageste rum, det, de altid havde kaldt skrammelskuret. – Hvad er der? spurgte hun. – Hvad synes du, vi skal gøre med denne her? Skal vi lade den stå til de nye ejere? Det var den smukke gamle kakkelovn, de havde fået lov til at købe for en slik, dengang de blev sat ud af deres første lejlighed, fordi huset skulle rives ned.

 

Det var ikke sådan en grim og firkantet kolos, som nutidens brændeovne. Nej, denne her var høj, i hvert fald over to meter, slank og med de fineste forsiringer og krummelurer fra fod til top. De første år, mens de stadig flyttede fra lejlighed til lejlighed, havde den stået opmagasineret hos Ellens forældre, og da de så købte huset her, havde de fået den hjem. Det havde hele tiden været meningen, at den skulle renoveres og sættes op i den store stue. Det var bare aldrig blevet til noget.

 

Ellen smilede sagtmodigt til sin mand. – Jeg ved det ikke, du. Måske vil Majken eller Søren have den? Richard sendte hende et tvivlende blik. – Arhhh, synes du virkelig, de skal arve vores uforetagsomhed? Alt det, vi ikke selv fik gjort... Ellen trak på skuldrene. – Du kan også bare lade den stå. Jeg går op og laver frokost.

 

* * *

 

– Det er mærkeligt at gå og pakke et helt liv ned, sagde Ellen, da de sidst på eftermiddagen igen mødtes i køkkenet. Hun havde selv fået tømt pulterkammeret oppe på loftet i løbet af dagen, og Richard havde fået ryddet godt ud i kælderen. Bunkerne stablede sig op ude i carporten.

 

– Det er alligevel utroligt, så meget skrammel man har, sagde Richard hovedrystende. – Tjahh, svarede Ellen. – Egentlig var det jo ikke skrammel, dengang vi brugte det. Vi har vel bare været for dårlige til at skille os af med det, efterhånden som det blev overflødigt.

 

Hun tænkte på alt det børnetøj, hun selv havde siddet på knæ hele eftermiddagen og kigget igennem. Hvorfor hun overhovedet havde haft det ude af poser og kasser, vidste hun ikke. Der var ikke noget af det, der skulle gå videre til børnebørnene. Hun kunne bare have båret det direkte ned i carporten, men et eller andet havde alligevel fået hende til at åbne hver eneste pose og se hvert eneste stykke tøj igennem.

 

– Er du ked af det? spurgte Richard pludselig og lagde en arm om hende. – Nej, nej! skyndte hun sig at svare og rystede på hovedet. – Jeg faldt bare i staver. De stod lidt med armene om hinanden og stirrede gennem køkkenvinduet ud på bunkerne i carporten.

 

– Hvad med dig. Er du ked af det? spurgte hun så. Richard gav slip på hende og trak på skuldrene. – Njahh, sagde han og vendte ryggen til hende. Hun gik i gang med aftensmaden. Hun havde besluttet, at de skulle have alle deres livretter den næste måned, for når de først kom til Spanien var det ikke til at vide, hvordan deres madvaner blev. De kunne nok ikke købe ind til frikadeller og stuvet hvidkål dernede, det var hun ret sikker på.

 

Hun gav sig til at pille løg. – Hvorfor græder du? spurgte Richard, der efter et kort vend ud på badeværelset var kommet tilbage til køkkenet. – Det er bare løgene. – Hm. Han slog sig ned ved spisebordet. Det var, som om der med ét var kommet en kæmpestor stilhed imellem dem, en ubehagelig stilhed, der dækkede over, at noget, der egentlig skulle siges, ikke blev sagt.

 

– Det bliver rart at komme væk fra det her møgvejr, hvad? sagde Richard og tændte transistoren. – Mmm, svarede hun og gav sig til at røre i farsen. Vi skal gå hånd i hånd gennem livet, du og jeg, sang en meget ung Keld Heick, og selvom løgene for længst var rørt op med kødet, styrtede tårerne nu ned ad Ellens kinder.

 

Hun forsøgte at græde stille, så Richard ikke opdagede det, men han måtte alligevel have kunnet se det på hendes ryg. Han rejste sig og kom hen til hende. – Du er ked af det, sagde han og lagde igen armen omkring hende. – Det er bare... bare den melodi, hikstede hun og greb ud efter køkkenrullen.

 

Hun vidste ikke selv, hvorfor hun pludselig var blevet så hudløs. Det havde noget med det børnetøj at gøre. Eller hele oprydningen, måske. Det var, som om... nej, hun kunne ikke finde ordene. – Det er snart overstået, sagde Richard, som om han halvvejs gættede hendes tanker. – Om ikke ret lang tid sidder vi på en strand og nyder livet. Vi skal bare lige igennem det her først.

 

– Mmm, snøftede hun og pudsede næsen. – Tænk på, hvor dejligt det bliver at komme ned i varmen. Og huset dernede. Lækkert og moderne og ikke noget vedligeholdelse. Vi to har også slidt nok i vores tid. Richard forsøgte at lyde optimistisk, så Ellen kvitterede med et lille, forknyt smil. – Ja, det er også rigtigt, svarede hun.

 

De havde lejet et møbleret hus dernede. Meningen var, at de ville købe deres eget, når de først var kommet derned og havde sat sig lidt ind i forholdene. Til den tid ville de så også købe nogle nye møbler. Hun havde selv været med til at beslutte det. Ja, det var faktisk hende, der havde sagt, at hun ikke syntes, de skulle slæbe alt det gamle ragelse med til Spanien. Hun ville have noget nyt. Noget, der var nemt at holde.

 

Hendes blik faldt på de gamle køkkenstole. De skulle egentlig have været udskiftet for mange år siden, men dengang havde de ikke lige pengene, så i stedet havde hun malet dem dueblå og givet sæderne et nyt betræk. Og så havde de bare beholdt dem.

 

– Skal jeg stege dunserne? spurgte Richard og fandt en pande frem. I det samme ringede telefonen. Ellen tørrede hænderne i forklædet og tog den. – Hej, mor, lød Majkens stemme i den anden ende. – Jeg ringer, fordi jeg tror, Ida er ved at blive syg. Jeg ville bare høre, om hun måtte komme over til jer i morgen, hvis det ikke går i sig selv igen?

 

– Ja, selvfølgelig. Du kommer bare med hende, hvis det er.– Og I har ikke for travlt til at have hende? – Nej, nej. Vi når nok det, vi skal. De lagde på igen. Ellen følte et lille bitte stik af dårlig samvittighed over at mærke, at Ida var hendes øjesten. Ingen skulle nogensinde kunne sige om hende, at hun gjorde forskel på sine børnebørn, men indeni vidste hun godt selv, hvordan det var fat.

 

Det var heller ikke så mærkeligt. Hun havde jo været meget mere sammen med Ida, end hun havde med Sørens to drenge, Christian og Rasmus. Både fordi Majken boede tættere på, og fordi Ida kun var tre år gammel, da Ellen gik på efterløn. Hun havde ikke haft tid til at passe drengene på samme måde, dengang de var små. Og nu var de jo efterhånden så store, at der ikke længere var brug for det.

 

– Det var Majken. Hun kommer måske over med Ida i morgen, meddelte hun Richard. – Okay, svarede han tilbage i samme tonløse stemmeleje, der ikke røbede nogen følelser.

 

* * *

 

Den nat kunne Ellen ikke sove. Der var noget, der lå og murrede i hendes mave. Hun smøg sig ud af sengen og listede ud af soveværelset. Nede i stuen tændte hun standerlampen henne i hjørnet og sank ned i sofaen.

 

I morgen var det meningen, hun skulle i gang med vitrinen. Og dækketøjsskabet. Hun havde stadig farmors 12-personers håndbroderede damaskdug. Hun havde i det hele taget rigtig, rigtig meget, som hun skulle tage stilling til. Eller nej, det skulle hun jo egentlig ikke. Hun skulle bare smide det ud. Det var jo bare døde ting...

 

– Døde ting? udbrød hun højt ud i den halvmørke stue. Det gik pludselig op for hende, at det jo ikke var døde ting, de var i færd med at smide ud. Det var levende historier. Det var hele hendes og Richards lange historie. De blå køkkenstole, ventekjolerne, den kakkelovn, der aldrig blev sat op, og alle de hundrede andre ting, som de var ved at køre på lossepladsen, det var én lang historiefortælling om et liv, som hun på godt og ondt ikke ville have ønsket sig anderledes.

 

Ellen følte det, som om hun hvirvlede ud i det store, tomme rum, hvor der ikke længere var noget at holde i. Når vi bliver gamle, skal vi rigtig leve livet. Den sætning havde de sagt til hinanden så tit, at hun helt havde overset, at hun da altid havde levet livet.

 

Hun var i den grad levende, dengang hun syede ventekjolerne. Og Richard – hans glade øjne, dengang han byggede gildestuen i kælderen. Dér hvor alle deres dejlige venner sad omkring dem så sent som i lørdags.

 

Hvordan i himlens navn havde de dog kunnet forestille sig, at de kunne bytte alle de historier, de venskaber og stærke familiebånd ud med en hvid sandstrand og nogle moderne møbler, der var lette at holde? Det var jo en fuldkommen tom og indholdsløs drøm. Blottet for varme og kærlighed.

 

Ellen gik beslutsomt ud i køkkenet og tændte for radioen. Klokken var blevet fem, så den spillede stilfærdig morgenmusik. Hun gav sig til at bage boller. Hun håbede næsten, at Ida var syg, så hun ville komme her om nogle timer. Hendes lille Ida. Hvordan havde hun dog kunnet få sig selv til så meget som at overveje at rejse fra sin søde øjesten? Og fra alle de andre? Det ville være som at rejse fra sig selv.

 

Senere i dag udløb fristen for at trække hushandlen tilbage. Senere i dag var det meningen, at de skulle stå med to en halv million kr. i hånden og vejen åben for et nyt liv. Men Ellen vidste med sig selv, at hun senere i dag ville blive nødt til at skuffe et ungt par, der troede, de lige havde købt deres første hus. For hun og Richard skulle ikke have noget nyt liv. Det kunne hun lige så tydeligt mærke, mens hun æltede dejen færdig på det gamle, ridsede køkkenbord, der stadig havde det hak i kanten, som Søren engang havde lavet med sin spejderkniv.

Tekst: Pauline Bøgh
Illustreret af: John Hancock
Publiceret: 19-04-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri