Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Drømmen om elefanter

Noveller
Det eneste, Britt vidste om drengen, der hver dag gik rundt ude på vejen, var, at hans mor var død af kræft, og at det var hans stedfar, han nu boede hos. Han var ikke nem at komme ind på livet af, men hun havde på fornemmelsen, at han bar på en hemmelighed

Åh nej, han stod der igen. Drengen. Ude på vejen foran det lille rækkehus, som Britt var flyttet ind i for en lille uge siden. Det lå i en forstad ikke så langt fra København, og Britt var faldet for vejen, som havde små vejtræer fra den ene ende til den anden.

 

Hun havde lige fået nyt job på et advokatkontor inde i byen. Både kollegaerne og lønnen var bedre end på det gamle. Og så mente hun også, det var ved at være tid til at eje sit eget hus. Det var ganske vist lidt stort for hende alene, men i en alder af 32 kunne der ikke gå længe, før hun mødte sin udkårne, som hun passende kunne lade flytte ind. Sådan tænkte hun i hvert fald.

 

► LÆS OGSÅ: Novellen 'Dagens helt' om drengen Mathias, der har mistet sin far

Annonce

 

Drengen havde stået der hver dag, siden hun flyttede ind. Nogle gange gik han lidt frem og tilbage, og han havde tydeligvis ikke tøj nok på til det kolde vejr. Det var ikke, fordi Britt var bange for ham, eller fordi han var ubehagelig, at hun blev nedslået ved synet. Eller jo, han var ubehagelig på samme måde, som det er ubehageligt at se krigsbilleder af børn. Sørgeligt, barskt og dybt uretfærdigt, hvis der altså overhovedet findes noget i denne verden, der hedder retfærdighed.

 

Selvom Britt var ret ferm med sprog og ord, kunne hun dårligt beskrive det for sig selv. Billedet af den 12-årige dreng, der traskede rastløst op og ned ad gaden uden noget mål. Britt tænkte, at han måtte være ked af livet. Hans øjne kiggede altid higende ned i fortovet, som om han ledte efter et bedre sted. Et sted, hvor mor havde lavet varm kakao og stillede den på køkkenbordet, når han havde en ven med hjem fra skole. Et sted, hvor han havde en ven. Hvor han havde en mor.

 

► LÆS OGSÅ: Novellen 'Da far kom hjem igen' om drengen Jesper og hans far

 

I dag stod han med vinden i ryggen. Nok for ikke at få røg i øjnene fra den cigaret, der dovent hang i hans mundvig og hvæsede, tænkte Britt. Det eneste, hun vidste om ham, var, at hans mor var død af kræft et par år efter, han blev født, og at det var hans stedfar, Klaus , han boede hos. Det var ejendomsmægleren, der havde fortalt det.

 

Hun havde prøvet at hilse på drengen et par gange, men han havde bare set på hende med de der tomme, sorgfulde og lidt skræmte øjne. Han hed Alfred, havde hun kunnet forstå, når Klaus råbte efter ham om aftenen. Hun havde aldrig set stedfaderen og vidste ikke, hvad han lavede. Det eneste, hun vidste, var, at han ikke havde nogen specielt rar stemme. Og så hans navn, selvfølgelig.

 

– Hej, Alfred. Fryser du ikke i den her kulde? spurgte hun, da hun en dag var på vej hen i supermarkedet, og han som sædvanlig stod på vejen og lavede ingenting. Han skævede hurtigt op til vinduerne i sit eget hus. Gardinerne var som sædvanlig trukket for. Britt havde en følelse af, at han havde lyst til at snakke, men ikke vidste, om han turde.

 

– Jeg har ikke så meget imod kulde, mumlede han, mens han stirrede ned på sin højre fod, som kørte lidt frem og tilbage. – Jeg kan bedst lide varme, svarede Britt i mangel af bedre og fortsatte: – Hvis jeg havde råd og tid, ville jeg rejse til Afrika hver vinter og bruge mindst to måneder. Har du nogensinde været i Afrika? Hendes erfaring fra sit arbejde var, at hvis man ville have nogen i tale, skulle man først åbne sig selv lidt op og starte med spørgsmål, som ikke var for svære at svare på.

 

Alfred stod foran hende, mens hun havde ryggen vendt mod hans hus. Hans øjne lyste op ved spørgsmålet. – Nej, jeg har aldrig rejst. Jeg har ikke engang været uden for Sjælland, men jeg elsker elefanter. Når jeg bliver voksen, vil jeg flytte til Afrika og kigge på elefanter dagen la... Han stoppede midt i sætningen, som om han havde set et spøgelse. Britt drejede hovedet for at finde ud af, hvad han havde fået øje på.

 

Der stod en mand i vinduet. Det måtte være Klaus. Gardinet var trukket lidt til side. Manden havde høje tindinger, magre kinder, mistænksomme øjne og næsten ingen øjenbryn. Da Britt kiggede på ham, blev han stående et sekund mere, før han slap det sorte gardin og lukkede omverdenen ude igen.

 

Hun overvejede et øjeblik, om hun skulle gå hen og banke på for at sige hej. Men han lignede ikke just typen, som hun ønskede at blive for gode venner med, og nu følte hun for resten også lige, at hun var ved at få hul igennem til Alfred. Hun vendte sig om mod ham og så, at det korte glimt af glæde var helt væk fra hans ansigt igen. Han var i gang med at tænde en cigaret.

 

– Må du egentlig godt ryge for din far? Han kiggede hende straks i øjnene og svarede meget bestemt: – Han er ikke min far. Og det rager for resten heller ikke dig. Britt vidste dårligt, hvad hun skulle svare, men sagde undskyld, bevares, som om hun var lettere fornærmet. Det var hun også, men hun fornemmede samtidig, at Alfreds næsvise svar var et skjold, han holdt op, for ikke at åbne for meget op for sig selv.

 

Hele vejen hen til supermarkedet og tilbage igen tænkte hun på Alfred. Selvom han var både afvisende og uhøflig, var der alligevel noget over ham. Et lille lys bag det mørke, der slørede hans væsen.

 

* * *

 

Næste dag stod Alfred ikke ude på vejen. Heller ikke dagen efter, og på tredje dag blev Britt faktisk bekymret. I og for sig var der jo ikke noget bekymrende i, at en 12-årig dreng ikke tilbragte hver dag ude på vejen. Men alligevel, han plejede jo at stå der. Det tog hende et par dage at samle mod nok til at gå hen og banke på nabohuset.

 

De sorte gardiner var som sædvanlig trukket for vinduerne, og selvom der lå en våd og snavset måtte foran hoveddøren, hvor der stod "welcome", var velkommen nok det sidste, Britt følte sig, da hun stod foran hoveddøren til Alfreds hus. – Hej, jeg bor inde ved siden af. Jeg hedder Britt, sagde hun, da Klaus åbnede døren. Han blev stående uden hverken at svare eller tage imod hendes fremstrakte hånd. Britts hånd sank langsomt ned igen.

 

– Nå, jamen, jeg ville også bare lige hilse på. Vi har jo ikke fået sagt goddag... Såååå ... Men jeg har også nogle ting, jeg skal have ordnet, løj hun. Klaus stod stadig bare i døren med den ene hånd i lommen og observerede hende uden at gøre mine til at svare. Hun vendte sig lidt modvilligt om og skulle til at gå ned ad trappen, da hun pludselig ombestemte sig.

 

– Forresten, hvor er Alfred henne, jeg har ikke set ham et par dage? – Han er på besøg hos sin mormor i Jylland. Det er han et par gange om året. Han havde ventet hendes spørgsmål, det var tydeligt. Ellers havde han ikke svaret så hurtigt. Britt følte en lille lettelse, indtil hun kom i tanke om, hvad Alfred havde sagt for et par dage siden: Jeg har aldrig været uden for Sjælland.

 

Britt nåede slet ikke at tænke sig om, før hun udbrød: – Det passer jo ikke, for Alfr... Hun stoppede sig selv midt i sætningen. Stedfaderen blev pludselig opmærksom, trådte et skridt nærmere, tog hånden op af lommen, samlede armene overkors foran brystet og lagde hovedet lidt på skrå. – Hvad passer ikke? Og hvad er der med Alfred, Britt? – Øh. Jamen, eh... Jeg mener... Ikke noget. Jeg er vist bare træt. Det var ingenting, glem det. Og du må have en god dag, afsluttede hun.

 

Hun var nået halvvejs ned ad trappen, da hun hørte stedfaderen følge efter. – Du? Jeg kommer i tanke om... jeg står lige og mangler nogle æg til noget. Er det okay, at jeg lige går med dig ind og låner et eller to, spurgte han, mens han gik bag hende. – Jeg har ingen æg, sagde hun uden at vende sig om. – Jeg skal også bruge noget sukker, det har du vel, sagde Klaus konstaterende og fortsatte efter hende. Hun overvejede at sige nej, men så ville han nok bare spørge efter noget andet.

 

Da Britt kom op foran sin dør, havde hun taget mod til sig. Hendes job havde lært hende, at man bare skulle virke hård og kontant, også selvom man ikke var det. Hun vendte sig om og meddelte Klaus, at hun ville gå ind og finde noget sukker, og at han bare kunne vente der.

 

– Hvorfor løj du over for mig? Britt for sammen, da hun pludselig hørte hans stemme bag sig. Hun stod og rodede i sit køkkenskab for at finde sukkeret, mens han havde åbnet hendes køleskab. Hun havde åbenbart været så optaget af at finde den forbandede pose sukker, at hun ikke engang havde hørt ham. – Hvad laver du i mit køkken? Jeg bad dig vente udenfor.

 

Han svarede ikke, men rakte i stedet ind i køleskabet og tog en bakke æg ud. – Jeg havde glemt, de var der. Du må godt tage dem, men jeg vil gerne have, at du går nu. – Og jeg vil gerne have, at du holder dig væk fra Alfred og blander dig uden om vores privatliv, Britt, sagde han ubehageligt lavt, mens han rykkede to skridt nærmere.

 

Britt stod et øjeblik og overvejede, hvad hun skulle gøre. Hun kendte den slags psykopater fra sit arbejde. Men det var noget andet at sidde i et baglokale til en retssal med en klient end at stå med en psykopat i sit eget køkken. – Du skal ikke true mig. Jeg er advokat, og jeg tøver ikke et sekund med at ringe til politiet, hvis du nogensinde gør det igen. Og desuden ved jeg, at Alfred ikke er i Jylland en gang om året, og du kan vente dig et besøg af de sociale myndigheder snart, hvis du ikke fortæller mig, hvor Alfred er.

 

Hun prøvede at lyde truende og selvsikker, selvom hun følte sig lidt som en kat, der hvæser ad en stor hund. Hun var bange og udmærket godt klar over, at hun var ham fysisk underlegen. Men man måtte jo bruge de midler, man havde. Stedfaderen slap æggene, der splattede ud på køkkengulvet. Han stod et øjeblik og kiggede på hende. Med en lynhurtig bevægelse havde han pludselig sin ru og fugtige hånd om hendes hals og pressede hende helt op i skabslågen.

 

– Er du dum eller hvad? hvislede han ind i Britts øre, mens han strammede grebet om hendes hals. Skulle det her blive hendes endeligt? Britt prøvede desperat at få hans hånd væk, slå ham i hovedet og vride sig løs. Men han var alt for stærk. Hun svimlede og begyndte at få sorte pletter for øjnene.

 

Hun var lige ved at give op, da hun pludselig så billedet af Alfred, der begejstret fortalte om elefanter, for sig. Fandme nej! Af al kraft jog hun et knæ op i skridtet på ham. Han slap hende med et hyl og sank sammen på gulvet. Britt gispede efter luft. Et blik på manden overbeviste hende om, at han ikke ville flytte sig de første 5 minutter.

 

Hun styrtede ud ad døren og ned ad trappen og videre over mod Alfreds hus. Hun havde på fornemmelsen, at Alfred var derinde et sted. Det måtte han være. Døren stod åben. Klaus kunne komme når som helst, så Britt for rundt i huset. Forgæves. Efter at have åbnet alle døre ind til samtlige værelser stillede hun sig forpustet op ad køkkenbordet. Pludselig hørte hun et host, men hvor kom det fra?

 

– Alfred? Der var helt stille i 20 sekunder. Hun overvejede et øjeblik, om Klaus måske havde talt sandt, og Alfred rent faktisk var hos sin mormor, da hun pludselig hørte en lav drengestemme. – Jeg er hernede. Britt så sig forvirret omkring. Hvor nede? Hun kiggede på gulvet og lagde mærke til en lem under spisebordet. Hvad foregik her?

 

Hun fik skubbet spisebordet væk og åbnet lemmen. Nedenunder var der en stejl trappe, der førte ned til et lille koldt og fugtigt rum med en pude på gulvet, et stearinlys og rå betonvægge. Alfred krøb sammen i et hjørne og kiggede sky på Britt. Der var ikke tid til at forklare, spørge eller i det hele taget snakke, så Britt rakte bare hånden ud. Han tog den tøvende.

 

– Kom, Alfred. Vi skal væk herfra. Og det skal være lige nu.De løb igennem køkkenet og ud på vejen, hvor Britt prompte beordrede Alfred ind på bagsædet af sin bil og selv tog plads bag rattet. Pludselig så hun Klaus komme væltende ned ad trappen fra hendes hus. Han var vild i øjnene.

 

– Lås døren, Alfred! råbte hun, mens hun febrilsk forsøgte at få nøglerne i tændingen. Det lykkedes, og hun gassede op i samme sekund, som stedfaderen forsøgte at flå hendes dør op. Han nåede at slå en knytnæve mod sideruden, så den krakelerede i et fint spindelvæv, før hun var uden for hans rækkevidde.

 

* * *

 

Det viste sig, at der var penge i Alfred. Mange penge. Hans mor havde efterladt ham en formue, og indtil han blev myndig, blev der hver måned udbetalt et beløb til hans forsørgelse. Det var stedfaderen, der fik de penge. Han havde ikke ubegrænset adgang til alle Alfreds penge, men han kunne få, hvad han skulle bruge i det daglige uden at behøve at gå på arbejde. Desuden stod der i moderens testamente, at hvis Klaus tog sig af Alfred, indtil han blev voksen, skulle han have en fjerdedel af formuen til den tid.

 

Britt blev mere og mere rystet, efterhånden som hun fik trevlet hele historien op. Hvad hun først havde troet var et omsorgssvigt af forholdsvis banal karakter, viste sig at være en rå og kynisk udnyttelse af et barn. Stedfaderen var syg i hovedet. Han interesserede sig ikke et hammerslag for Alfred selv, men han var så bange for at miste sin lille guldfugl, at han på det nærmeste havde spærret drengen inde. Han gik ikke i skole. Han fik hjemmeundervisning, havde Klaus oplyst til myndighederne. Og det havde de ladet sig spise af med.

 

Sandheden var, at han ikke fik nogen undervisning overhovedet. Og derfor gik han op og ned ad gaden hver dag og så så forfærdelig ked ud af det. Den dag, hvor Britt havde fundet ham i kælderen, sad han der som straf for, at han havde talt med hende et par dage før.

 

* * *

 

Britt gik ind på børneværelset i sit lidt for store hus. Væggene var dækket af billeder af elefanter. Hun smilede og kiggede ud ad vinduet. Sneen på vejen var drevet på flugt af foråssolen, og inde i nabohuset boede nu et par i 30'erne, der havde en søn på Alfreds alder. Klaus var blevet sat i fængsel og ville ikke komme ud, før Alfred var voksen.

 

Hun lod blikket løbe ned ad gaden. Der gik Alfred. Cigaretten i hånden var skiftet ud med en madkasse, og det var ikke længere sorg, han slæbte rundt på. Det var en flot blå rygsæk med Star Wars på, for i dag skulle Alfred i skole for første gang i sit liv. Han havde været svær at overtale, men Britt havde lavet en aftale med ham. Han startede i skole, og til gengæld ville hun tage ham med til Afrika i sommerferien – for at kigge på elefanter.

 

Hun gik ud for at tømme postkassen. Måske kom det brev fra adoptionsmyndighederne i dag? Det brev, der fortalte, at hun nu officielt kunne kalde sig for Alfreds mor.

Tekst: William Fatina
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 29-11-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri