Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: En bid af kagen

Noveller
Den unge pige ved kassen så ud til at ville sige noget, men Jytte fik aldrig hørt det. Ud ad øjenkrogen registrerede hun, at en kassevogn kørte helt op på fortovet, og øjeblikket efter sprang to mørke skikkelser ind i butikken, mens de pegede vildt om sig med deres våben.

Udenfor var den sene januareftermiddag allerede mørk, og kold og blæsende var den også. Men i supermarkedet, hvor Jytte tit købte ind på vej hjem fra sit job som sekretær på Egerud Politistation, var der varmt og strålende oplyst. Hun stod med indkøbskurven over armen og studerede ugens kagetilbud: 4 berlinere for 20 kr. Det var billigt, og 16-årige Patricks amerikanske serie kom i aften. De fedede... men vejret var til lidt lækkert.

 

Jytte tog en hurtig beslutning, lagde kagerne ned i kurven til fyrfadslysene og oksefarsen og gik op til kasserne. Ved den ene sad købmand Svendsen selv og tog imod penge fra en ældre mand. Jytte valgte den anden kasse, hvor Michelle sad. Hun havde en lejlighed i det sociale boligbyggeri, Æblehøjen, hvor Jytte og Patrick også boede. De var på nik og udvekslede indimellem en bemærkning om vejret.

Annonce

 

– 154 lige ud, sagde Michelle til en ung fyr i arbejdstøj og så på sit armbåndsur. – På beløbet? Fyren mumlede noget bekræftende og forsvandt med sine varer. – Hej. Michelle sendte Jytte et hurtigt smil og begyndte at scanne varerne ind, mens hun igen kiggede på uret.

 

– Ja, nu er det vel også snart fyraften for dig, sagde Jytte. Michelle så ud til at ville sige noget, men Jytte fik aldrig hørt det. Ud gennem øjenkrogen registrerede hun, at en kassevogn kørte helt op på fortovet, og pludselig eksploderede eftermiddagens trygge trummerum.

 

To mørke skikkelser sprang ind. Alt ved dem var sort, fra elefanthuerne over solbrillerne til skoene og de våben, de pegede vildt rundt med. Jytte gispede af rædsel og følte sig helt lammet. Michelle trak skuldrene op om ørerne, og ved den anden kasse udstødte købmanden en dæmpet ed, mens den mandlige kunde tumlede et par skridt tilbage.

 

– Stay there! skreg den ene af de sortklædte og pegede på ham med pistolen. – All the money! råbte den anden og smed et snavset indkøbsnet af stof hen mod købmanden. Jytte var blevet knastør i munden, og hjertet dunkede tungt, mens hun så Patrick for sig. Gid, hun fik ham at se igen.

 

Købmand Svendsen var færdig med at lægge pengesedler i nettet. Sammenbidt rakte han det frem mod den mand, der havde kastet det. Han flåede det til sig med venstre hånd og beholdt pistolen i højre. Så trådte han to lange skridt hen mod Michelles kasse og gav hende hårdhændet nettet. Nu prikkede rædslen overalt i Jytte.

 

– All the money, quick! Michelle fumlede lidt med seddelbundterne, og pludselig sprang røveren frem og slog hende over højre kindben med pistolen. Jyttes skingre skrig var synkront med Michelles, og den unge kassedame hulkede, mens hun fik smidt de sidste penge i nettet.

 

Røveren rev nettet til sig, og de to sortklædte mænd trak sig baglæns tilbage mod døren, mens de fortsat pegede med pistolerne. Så var de ude, kassevognen blev gasset voldsomt op og forsvandt ud af Jyttes synsfelt med hvinende dæk.

 

– Lede svin! kom det indædt fra købmand Svendsen. – Og så lige i dag! Han havde allerede fat i en telefon, mens hans kunde dumpede ned på gulvet og satte sig med hovedet i hænderne. Jytte fugtede sine tørre læber og så på Michelle. Hun sad ubevægelig med højre hånd presset mod kinden. Lidt blod sivede ud mellem fingrene, og tårerne strømmede ned over hendes kinder.

 

* * *

 

– Det hele gik bare så stærkt, mumlede Jytte en time senere på Charlottes kontor. Politistationen var vågnet op af sin aftendvale, nu var den fuldt oplyst. Inde i forhørslokalet var Erik ved at tage imod købmand Svendsens forklaring, og praktikanten Frederik var ved at nedskrive den mandlige kundes vidneudsagn på det ekstra kontor bag Eriks.

 

Over for Jytte var stationens leder Charlotte Jørgensen ved at afslutte en telefonsamtale. – Nå, men udmærket, vi må vel være tilfredse med de smuler, I kan kaste til os, sagde hun, lagde røret på og skar en grimasse til Jytte. – Teknikerne siger, at der ikke er meget at gøre godt med. Når de havde handsker på og... Hun blev afbrudt, da telefonen igen ringede.

 

Jyttes mave rumlede, og hun sendte en tanke til berlinerne, som hun hverken havde fået betalt eller fået med. Jytte kiggede op på Charlotte, som med røret presset mod øret nikkede og mumlede bekræftende. Med et sidste "okay, tak" lagde hun røret på og rettede igen blikket mod Jytte.

 

– Det var fra skadestuen. Kassedamen har fået to sting og er naturligvis chokeret, men ellers o.k. De vil dog beholde hende natten over til observation. Du kender hende altså? Jytte rystede på hovedet.

 

– Nej, ikke rigtigt. Men hun bor i Æblehøjen, og vi hilser bare og sådan. Hun har vist arbejdet i supermarkedet al den tid, vi har boet her i Egerud. Hun er meget sød, helt almindelig, ikke. Og så har hun vist fået en kæreste her på det sidste, men han bor der vist ikke, eller også har han bare ikke adresse hos hende. Boligsikring og den slags, ikke. Hun er ellers en køn pige, især hvis hun tabte 10-12 kilo, men hvem burde ikke gøre det, ha ha. Og så er hun vel omkring de 30.

 

– 28, rettede Charlotte efter at have kastet et blik i nogle papirer. – Og røverne talte kun engelsk, siger du? – Ja, men de sagde ikke ret meget. Kun noget, som enhver ville kunne forstå, svarede Jytte. Der blev banket på døren, og Frederik stak hovedet ind.

 

– Utroligt nok var der en ung smedelærling, som kunne huske nummeret på kassevognen. Han var inde i supermarkedet og lagde mærke til bilen, fordi den kørte op på fortovet. Den blev stjålet ved sportshallen i Nykøbing i går, men ejeren, som er tømrermester, har ikke været så hurtig til at melde bilen stjålet, fordi han ikke har betalt moms af den og derfor ikke burde bruge den, når han kører til hallen og spiller badminton.

 

Charlotte spærrede øjnene op. – Lokale folk? Jeg ville ellers have skudt på Baltikum. Frederik trak på skuldrene. – Det kan du nok godt blive ved med at gøre, mon ikke? Han lukkede døren til, og Jyttes mave rumlede igen. Hun så på Charlotte: – Hvornår tror du, jeg kan tage hjem? Patrick er hos en kammerat, men...

 

– Tag du bare hjem, sagde Charlotte. – Så må vi håbe, der dukker noget op i morgen. Hun rejste sig, og Jytte gjorde hurtigt det samme. Ude på gangen kom Erik gående imod dem. – Kassevognen er allerede fundet forladt ude på Fyrrevej. En sommerhusejer ringede ind, åbenbart var bilen parkeret i hans indkørsel, hvilket han var meget irriteret over, fordi han har lejet sommerhuset ud i næste uge.

 

– Jeg får teknikerne til at se den efter i sømmene, sagde Charlotte. – Selvom det sikkert ikke giver noget. Erik rystede på hovedet. – Nej, det skulle ikke undre mig, om det er en fuldstændig parabel til røveriet i Superspar i Nykøbing for 14 dage siden.– Parallel, fløj det ud af Jytte, selvom hun kun tænkte på at komme hjem.

 

– Nemlig, nikkede Erik. – Svendsen anslår, at der blev stjålet omkring 150.000 kr. Enten har røverne været heldige, eller også har de vidst noget, for onsdag er den eneste ugedag, hvor købmand Svendsen ikke kører i banken med kassebeholdningen klokken 15.30. Det skyldes, at hans kone hver onsdag efter-middag i vinterhalvåret går til fytoserapi og derfor ikke er i butikken. – Fysioterapi, mumlede Charlotte tankefuldt. – Måske har de holdt butikken under observation?

 

* * *

 

Jytte var næsten sikker på, at natten ville blive fuld af mareridt. Men da hun endelig lagde hovedet på puden efter at have givet et fuldstændigt referat til den for en gangs skyld stærkt interesserede Patrick, sov hun som en sten og vågnede for sent op. Morgenen blev lettere hektisk, men Patrick kom af sted nogenlunde til tiden, og selv mødte hun ind på politistationen kun fem minutter over otte.

 

Frederik stod ude i køkkenet og var ved at sætte kaffe over. – Jeg var ikke sikker på, om du kom i dag, Jytte, sagde han. – Selvfølgelig da, sagde hun. – Og giv den en skefuld mere! Mens kaffen løb igennem, snakkede de om røveriet. Frederik kunne oplyse, at teknisk afdeling ikke kunne bidrage med noget nyt, heller ikke selvom de havde undersøgt den stjålne kassevogn. Erik stødte til dem, og Charlotte dukkede også op fra sit kontor.

 

– Måske er det virkelig det samme som i Nykøbing, sagde stationslederen og pustede på kaffen. – Og det betyder så nok, at vi aldrig får fat i dem. Ligesom i Nykøbing har købmand Svendsen udlovet en dusør på 10%, hvis nogen enten kommer med afgørende oplysninger eller finder udbyttet fra røveriet.

 

Frederik skar en grimasse. – Fed chance, hvis de virkelig er fra f.eks. Litauen. Erik så på Jytte: – Hvad mener du, lød det engelske også lidt østeuropæisk? Jytte bed sig i læben og ønskede virkelig, at hun kunne give et godt svar. Det kunne hun desværre ikke, så sprogkyndig var hun ikke. Men til gengæld kom hun i tanke om noget helt andet. – Det indkøbsnet af stof, de fik pengene i. Der var slidt, og der stod coop.dk på det. Jeg er helt sikker. Det må da betyde, at det var danskere! Til hendes skuffelse trak Charlotte bare på skuldrene. – Eller at de har stjålet nettet eller fundet det et sted.

 

* * *

 

Dagen lang indløb testsvar og supplerende oplysninger, men intet, der kunne give et gennembrud i efterforskningen. Jytte renskrev sin egen forklaring og fik en underlig fornemmelse af, at der manglede et eller andet. Men hun kunne ikke komme på, hvad det var.

 

Til fyraften var de ikke nået en opklaring nærmere. På vejen hjem fra arbejde cyklede Jytte den sædvanlige vej og så, at supermarkedet igen var åbent. Tilsyneladende havde episoden trukket nye kunder til, måske af sympati, for butikken var propfuld.

 

Jytte blev glad for at se, at der stadig var tilbud på berlinere, og hun lagde igen fire styks i kurven sammen med en gang aspargessuppe og en pose flutes. Så kunne aftensmaden blive lidt nem. Hun var på vej op til kassen, da hun mødte købmand Svendsen. Jytte kunne se, at han straks genkendte hende.

 

– Sikke noget, hva'? sagde han og rystede på hovedet. – Ja, frygteligt, men selvfølgelig værst for dig og så for Michelle, som blev udsat for vold, nikkede Jytte. – Hvordan har hun det? – Hun er naturligvis sygemeldt indtil videre, svarede købmanden og blev i det samme nødt til at tale med en anden kunde, som lagde en hånd på hans arm.

 

Jytte så Michelle for sig og sukkede. Stakkels pigebarn. Måske fik hun endda en grimt ar. Impulsivt tog hun en rød julestjerne og satte den ned i kurven. Der skete i hvert fald ikke noget ved at være lidt flink.

 

* * *

 

Jytte boede i C-blokken, og hun mente, at Michelles lejlighed lå i A. Men de mange navne ved ringeklokkerne i A gjorde hende ikke klogere, og hun var gået ud fra opgangen for at finde én at spørge, da hun pludselig genkendte den unge fyr, som kom stormende ud ovre fra B-opgangen. Det var ham den tatoverede, hun havde set Michelle gå tæt omslynget med. Så boede Michelle nok i B i stedet for A, og Jytte satte kurs mod blokken og fandt hurtigt en M. Hansen på 1. tv. i navnelisten.

 

Hun trykkede på knappen, og sekundet efter lød en snøftende stemme ud gennem rillerne i metalpladen: – Kom bare op igen, så... Jytte ville egentlig have rettet misforståelsen, men fik travlt med at skubbe døren til opgangen op, da summetonen lød.

 

Med julestjernen i hånden tog hun trapperne op til første, og dér stod Michelle i den åbne dør til venstre. Det fløj gennem Jytte, at Michelle dels så forfærdelig ud, dels at både skuffelse og forskrækkelse lyste ud af hende. – Jeg nåede ikke at sige, det var mig og ikke din kæreste, sagde Jytte. – Det er okay, svarede Michelle hurtigt, så ned og skjulte den venstre side af ansigtet med en hånd.

 

– Jeg ville bare give dig den her, sagde Jytte langsomt og rakte julestjernen frem. Hun kunne ikke flytte øjnene fra Michelles ansigt. Det meste af højre kind var dækket af et kridhvidt gazekompres, og øjenomgivelserne var blå-grønne. Men det var det højre øje. Og hvorfor stod Michelle så og prøvede at skjule den venstre side af ansigtet?

 

I et glimt vidste Jytte pludselig, hvad det var, hun havde glemt: At Michelle havde kigget på sit armbåndsur to gange inden for et minut eller to. Uden at tænke videre over det rakte Jytte hånden ud for at flytte Michelles hånd. Michelle lod det ske, og Jytte gispede, da hun så det røde mærke og hævelsen, der hastigt tog til.

 

I næste nu begyndte Michelles tårer at løbe, præcist som de havde gjort det dagen før i supermarkedet. – Jeg tror hellere, vi må ringe til politiet, sagde Jytte og mærkede hjertet slå et slag over af nervøsitet. – Lad mig komme over til dig, så, græd Michelle og snøftede højlydt. – Måske kommer han tilbage om lidt...

 

* * *

 

Patrick var ved at tabe både næse og mund, da Jytte kom slæbende med en forslået og forbundet ung kvinde og gav ham ordre til at låse døren og sørge for, at ingen blev lukket ind, medmindre han fra vinduet havde set vedkommende træde ud af en patruljevogn. Og lidt senere blev han endnu mere paf, da både Charlotte, Erik og Frederik dukkede op, de sidste to i fuld uniform.

 

Michelle sad i Jyttes slidte sofa og græd med sit forslåede ansigt skjult i hænderne. – Fortæl dem hellere alt, hvad du ved, opfordrede Jytte og klappede hende trøstende på ryggen. – For du ved jo godt, hvem det var, ikke? Det gik pludselig op for mig, da jeg så dig i dag og kom til at tænke på, at du hele tiden kiggede på uret i går, lige inden røveriet skete.

 

Michelle sagde ikke noget straks, men snøftede lydeligt ind. Så kom det: – Det var røveriet i Nykøbing, der gav dem ideen, min kæreste, Sophus, og så Tom og David, hans venner. Det var det med de 10 procent i dusør eller findeløn, ikke? Jeg har ellers altid været glad for at arbejde hos Svendsen, og det skulle kun have været de 10 procent. Det var også kun legetøjspistoler. Det var David, der kørte bilen, han læser til lærer, og det var meningen, at han skulle lade, som om han fandt hele rovet et sted og så dele dusøren med os andre...

 

Michelle lavede gåseøjne i luften med fingrene, da hun sagde "finde", og Charlotte sendte Jytte et anerkendende blik og nikkede langsomt. – Men da først de havde set alle pengene, ville de gerne beholde dem? – Eller også har de bare taget røven på mig fra starten, mumlede Michelle og rørte ved sin ophovnede venstre kind.

 

– Mig og Sophus skændtes om det, lige før Jytte kom med den der blomst. Og det med, at han slog mig i forretningen, det var planlagt. For at jeg helt sikkert ikke skulle virke som en medskyldig, ikke? Jeg havde bare ikke troet, det ville gøre så ondt!

 

– Og du vidste selvfølgelig, hvornår der var mest i kassen, sagde Charlotte. – Godt, Michelle Hansen, klokken er 16.54, og du er anholdt og vil blive sigtet for medvirken til røveri. Michelle åndede tungt ud og faldt lidt sammen. Erik var trådt frem og havde taget om hendes overarm, nu rejste hun sig og forlod Jyttes stue mellem Erik og Frederik.

 

– Vi klarer formaliteterne i morgen, Jytte, sagde Charlotte. – Kan I to nu have en god aften. – Fuck, mand! mumlede Patrick, da døren faldt i bag stationslederen. Han så på Jytte: – Hvad skal vi have at spise? Pizza? – Aspargessuppe og ... åh nej, for pokker, det glemte jeg jo ovre hos Michelle! Jytte sukkede. Berlinerne lå også derovre, og der blev nok ikke låst op lige foreløbig. – Okay, pizza, sagde hun. – Og pandekager bagefter. Det er lige vejr til lidt hygge, ikke?

Tekst: Esben Birksving
Illustreret af: Søren Håkansson
Publiceret: 01-02-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge