Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: En god mor for Mikkel?

Noveller
Til min mor, står der på kuverten. Susanne bliver bange. Er det sandhedens time? Har Mikkel endelig fået modet til at anklage hende for det svigt, som påvirkede hele hans barndom? Hendes hånd ryster, da hun åbner kuverten.

Susanne sætter sig i sin yndlingsstol ved vinduet. Stuen ligner sig selv. Herinde er intet forandret, og alligevel er alt anderledes. Stilheden i stuen forekommer hende at være tungere end ellers, men hun ved godt, at det er hendes egen forestilling. Er det sådan, det skal være? Hun har lyst til at ringe til en eller anden. For at græde. Det går op for hende, at det ikke er stilheden, som tynger hende. Det er sorgen.

 

Det er mærkeligt. Lige så længe som Mikkel har levet, har hun vidst, at han en dag ville flytte. Det gør børn. Det er en del af pakkeløsningen. De fødes. De vokser. De flytter. Silje kommer og lægger sit hoved i hendes skød. Den har vandret frem og tilbage foran Mikkels dør, som om den fornemmer, at der er noget glat. Nu slår den sig til tåls med hende. I mangel af bedre. Hun klapper den på det hvide hoved. – Nu er det bare dig og mig, siger hun indtrængende, og det er, som om Silja forstår. I hvert fald skubber den forsigtigt til hendes arm, før den lægger sig godt til rette ved hendes fødder.

Annonce

 

Vinden tager fat i Mikkels æbletræ ude i haven. En gave fra hendes forældre ved hans fødsel. En lille forsigtig pind i en potte, som de plantede ud med det samme. Susanne kan stadig huske, hvordan de havde skærmet det med et støttestativ i de første år. Nu står det højt og frodigt og dominerer det hele. Hele haven er bygget op omkring det smukke træ. Nøjagtig som hun har bygget sit liv op omkring Mikkel.

 

For første gang, siden Kim døde, føler hun sig fuldstændig forladt. Hun kan høre hans stemme fra den dag i fortiden, hvor hun havde opdaget, at hun var gravid. – Det er da dejligt. Hvis vi får børn nu, er vi stadig unge, når de flytter hjemmefra, og så har vi masser af tid til at tænke på os selv igen, havde han sagt. Kim havde altid været i stand til at se det positive i alt. Og planen havde da også været i orden. Der var bare kommet noget i vejen.

 

Telefonens ringetone bringer hende tilbage til nutiden. – Hej min pige. Hvordan går det? Lyden af moderens stemme får hendes indre forsvar til at bryde sammen. – Ikke ret godt, snøfter hun. – Det tænkte jeg nok. Trøst dig, min pige. Det går over. Det går altid over.

 

Normalt er hun taknemmelig for moderens opmuntrende bemærkninger, som har hjulpet hende igennem hårde tider, men i dag virker de modsat. – Det er jo lige det, der er pointen, ikke? Der er ikke noget, der varer ved. Det hele forsvinder fra mig. – Hov, hov, Sus. Det ser da rigtig slemt ud med dig i dag. Skal jeg komme forbi? Jeg kan smutte ned til bageren og hente en florentinertærte. Der er ikke noget, den tærte ikke kan kurere. – Nej, tak, mor. Jeg har lidt, jeg skal have ordnet. Men tak for tilbuddet. Og tak fordi du ringede.

 

Hun runder samtalen af. Hun ved godt, at hendes mor bare vil hjælpe hende, men bemærkningen om bagerens tærte irriterer hende. Den kan ikke kurere hendes flossede sorg. Hun mærker de små tegn, som for 12 år siden sendte hende ned i en depression, og hager sig fast i de redskaber, psykologen udstyrede hende med for at komme endnu en i forkøbet. Ud over de små piller. Hun vil ikke derned igen.

 

Hun skylder Mikkel at holde fast i sig selv. Det har været en overvindelse for ham at tage beslutningen om at flytte i lejlighed ved universitetet, vel vidende at han er centrum i hendes liv. Det er ikke, fordi hun normalt tillader sig selv at krybe ind i de triste tanker, men hun har brug for at bearbejde de følelser, der er dukket op i kølvandet på den flyttebil, som netop er kørt med en stor del af Mikkels ting.

 

Denne sidste periode, hvor de har gået og pakket og gjort klar til hans afsked med barndomshjemmet, føles som en gentagelse af det forløb, de var igennem for 12 år siden. Og hun ved, at hun ikke er blevet bedre til at sige farvel. Hun sætter vand over til kaffe og luner mælk i mikrobølgeovnen, mens minder og tanker leger kluddermor i hendes hoved.

 

Som barn i et traditionelt, harmonisk ægteskab, hvor kvindeoprøret ikke havde haft en chance, selvom det foregik lige uden for døren, havde Susanne aldrig forestillet sig andet, end at hun ville møde en dejlig mand. Hun ville blive gift med ham og leve lykkeligt med 2-3 børn.

 

Så da Kim den første dag i gymnasiet satte sig ved nabobordet og sendte hende at stort smil, mens han beklagende slog ud med armene og sagde: – Ups, jeg har vist ikke fået mit penalhus med, samtidig med at han sendte et sigende blik mod hendes veludrustede skoletaske, var hun solgt.

 

Hans lette tilgang til verden og livet rettede lidt op på hendes iboende tendens til at sidde fast i problemer. – Er der nogen, der er døde? var hans standardspørgsmål, hvis hun begyndte på en af sine længere udredninger om, hvor svært det ene eller det andet var. Svaret var altid nej. Så lagde han armene om hende og sagde: – Husk det nu, Sus. Man skal ikke kæmpe mod virkeligheden.

 

Hun skutter sig og hælder det kogende vand op i stempelkanden, før hun pisker den lune mælk og finder muscovadosukker i glasskabet over spisebordet. Mens hun fortæller sig selv, at Kim ville sige nøjagtig det samme nu, blander hun forsigtigt det hele i et højt glas og tager det med tilbage til stolen ved vinduet. Nej, der er ikke nogen, der er døde. Ikke ud over ham.

 

Det begyndte som små sjove episoder, som de lo af i fællesskab. Han kunne finde på at tage sin jakke på, men når han stod i døren, vidste han ikke, hvor han var på vej hen. Eller han kunne cykle i Brugsen og komme hjem med alt muligt andet, end det der stod på indkøbslisten. Selvom han havde den med. Sommetider begyndte han på en sætning uden at gøre den færdig.

 

Alt sammen småting, som de henlagde under en form for distraktion. Ville alt have været anderledes, hvis de allerede der havde haft en mistanke? Hvordan var det gået, hvis han allerede på det tidspunkt var blevet undersøgt? Havde lægerne så haft en chance for at redde ham?

 

Kaffen er nu blevet så afkølet, at hun kan drikke af den. Hun rører forsigtigt i den med en lang teske. Det havde været en af hans sidste glæder. Luksuskaffe. På de gode dage kunne han drikke selv, men ellers madede hun ham med den lange ske, mens han smilede med øjnene. Han holdt aldrig op med at smile med øjnene, selvom de også blev påvirkede.

 

Det var derfor, de opdagede det. Derfor, at han endelig kom til undersøgelser. Pludselig kunne han ikke spille bordtennis med Mikkel mere. Det havde ellers været deres helt store fælles hobby. Fra det øjeblik han kunne gå, havde Kim givet Mikkel et bordtennisbat i hånden og tålmodigt instrueret ham i spillets regler og glæder.

 

I timevis havde de stået i garagen og pingpong'et den lille bold fra den ene side af bordet til den anden, før de glade og svedige kom ind og fortalte om detaljer i kampen, som hun alligevel ikke forstod. Klarest i erindringen står den dag, hvor Mikkel endelig havde vundet kampen. Ærligt og redeligt. Kim havde aldrig ladet ham vinde, og des større var den sejr for Mikkel. Men glæden og stoltheden var de fælles om.

 

Hun rører langsomt rundt i glasset og hører atter stemmer fra fortiden. Denne gang er det Mikkels. Såret og forvirret. – Hvorfor gør du dig dårlig, far? Jeg gider ikke spille, hvis du gør dig dårlig? Hun lukker øjnene og genkalder sig Kims blik, der søgte hendes, og som rummede mistanken, mens han forsøgte at forklare sin søn, at han ikke gjorde sig dårligere med vilje.

 

Og så gik han til lægen. Undersøgelserne afløste hinanden i en periode, hvor hele hendes livsgrundlag smuldrede. Det stod hurtigt klart, at der var tale om en svulst i hjernen. Hvad de derimod ikke kunne få ren besked om var, om der var sandsynlighed for helbredelse.

 

Smerten følger med den varme kaffe ned i maven, hvor den lægger sig til rette. Siden depressionen har hun ikke tilladt sig selv at tænke disse tanker. Angsten for endnu engang at vågne op til de hvide vægge på hospitalet uden lyst til at leve sidder i hende som en brod, der bare venter på at sprede sin gift. For værre end sorgen over Kims død, som med tiden er kommet på afstand, er den grænseløse, stadig nærværende, dårlige samvittighed over for Mikkel.

 

Hun vil aldrig kunne tilgive sig selv, at på det tidspunkt i Mikkels liv, hvor han havde allermest brug for sin mor, lå hun passiv og medicineret i en seng og havde mistet livslysten. Aldrig vil hun kunne slippe billedet af den lille dreng, som netop havde mistet sin far og nu kom på besøg med blomster og chokolade for at trøste sin mor. Hun rejser sig hurtigt for at ryste billedet af sig. – Du kan ikke kæmpe mod virkeligheden.

 

Hun tvinger sig til at skifte det forfærdelige billede ud med et andet. En strategi hendes psykolog har lært hende. Hver gang de sorte og triste billeder truer med at invadere hende, skal hun hente billeder af hende og Mikkel på Malta. Solskinsturen, som gav dem fællesskabet tilbage og knyttede dem sammen til den enhed, de blev.

 

Hun smiler for sig selv, mens hun lader blikket falde på en forstørrelse af Mikkel i stavnen på en lille fiskerbåd, så stolt at han næsten ikke kan være i sin krop, mens han holder fisken i vejret, så hun kan tage billedet. Hun magter at genkalde sig den lille stemme i mørket, som senere samme aften havde hvisket: – Jeg ville ønske, at far kunne se min fisk, og hendes eget svar, mens hun trak ham ind til sig: – Det ville jeg også, min skat. Det ville jeg også.

 

Fra da af gik det fremad. Da de først havde fået sat ord på deres fælles savn, var det, som om det blev nemmere at bære det. Hun tager glasset og går ud i køkkenet for at stille det i opvaskemaskinen. Huset er rungende tomt og stille. Hun går fra det ene rum til det andet. Det er alt for stort.

 

Mikkel har forsøgt at få hende til at sælge det. Han synes, hun skal flytte ned i en andelsbolig og realisere nogle af de penge, som bare står i mørtel og mursten. Men hun mangler ikke penge. Så snart det var gået op for Kim, at han kunne dø, var han blevet så praktisk, at hun havde været lige ved at skrige.

 

Dengang forekom det hende så inderligt ligegyldigt. Som om man kan gøre sit livs kærlighed op i bankkonti, pension og aktier. Men Kim havde bare smilet til hende med sine levende øjne, som – for første gang – havde fået et sørgmodigt skær. – Se det fra min synsvinkel, havde han sagt. – Jeg bliver nødt til at vide, at I kan klare jer.

 

I dag var hun ham dybt taknemmelig. Tænk, hvis hun havde skullet forholde sig til økonomi i det halve år, hvor verden blev sort, og Mikkel blev svigtet. Tænk, hvis hun også havde været nødt til at flytte, og Mikkel havde skullet skifte alt ud. Endnu engang rammes hun af sin dårlige samvittighed, men hun er så vant til den, at den føles som en naturlig del af hende. Der er så meget, hun gerne ville have gjort anderledes.

 

Hun stopper op i døren til det, der engang havde været Kims arbejdsværelse. For nogle år siden havde hun lavet det om til syværelse for at realisere nogle af de drømme, hun har om at lave patchworktæpper. Men selvom Mikkel havde opmuntret hende og rost alt, hvad hun lavede, var det aldrig rigtig lykkedes for hende at falde til ro i det.

 

Når hun ser tilbage, kan hun se, at hendes liv kan summeres sammen i én titel: Mikkels mor. Et aldrig svigtende forsøg på at gøre skaden god igen. Det eneste, hun virkelig gerne vil være god til. En god mor.

 

* * *

 

Hun tager i døren ind til Mikkels værelse. Silja hører den kendte lyd og kommer løbende med det samme. Sammen træder de ind i det halvtomme rum. Alt, hvad der var værd at tage med ind i voksenlivet, er væk. Det eneste, der står tilbage, er barndommens klenodier.

 

Lige foran hende hænger det spejl, han fik ind omkring konfirmationen, hvor han pludselig begyndte at gå op i, hvordan han så ud. Hun ser ham stå foran det med sin guitar og lege rockstjerne, mens musikken blæser ud af de højttalere, som ikke er her mere. Der er ikke meget rockstjerne over det spejlbillede, der møder hende nu.

 

Hun lader øjnene glide rundt og genkalder sig de små historier, der hører til hver enkelt genstand. Pludselig stopper hun. I vindueskarmen står en blomst. I cellofan. Hun går undrende nærmere. Det er en lille lyserød orkide. Meget smuk og meget sart. Lænet op ad den står en kuvert med påskriften: Til min mor.

 

Hun rækker langsomt ud efter den, mens hendes krop ikke kan finde ud af, hvordan den skal reagere. Hun er bange. Er det sandhedens time? Har han nu endelig fået modet til at anklage hende for det svigt, som påvirkede hele hans barndom? Hendes hånd ryster, mens hun åbner kuverten.

 

Min kære mor.

Jeg ved, at du vil komme herind. Og jeg ved, at du vil stå og se dig om i mit tomme værelse og savne lyden af mig. Men jeg ved også, at du glæder dig over, at jeg skal i gang med mit drømmestudie og mit nye liv på universitetet. Ligesom jeg ved, at du vil glæde dig med mig, når jeg en dag kommer og fortæller dig, at jeg har mødt en sød pige.

 

Kære mor, jeg ved meget mere, end du tror. Derfor er det meget vigtigt for mig at sige det her til dig. Nu hvor jeg siger farvel til min barndom, er der ting, jeg gerne ville have haft på en anden måde. Det siger sig selv. Men når jeg taler med andre om mit liv, og de giver udtryk for, hvor forfærdeligt det må være at miste sin far så tidligt, så siger jeg altid, at godt nok har jeg ingen far, men jeg har verdens bedste mor. For det er du.

 

Med mine voksne øjne kan jeg se på dig med stor respekt for, at du kæmpede dig tilbage til mig, og du lige siden har gjort alt, hvad du kunne, for at være både far og mor for mig. Og du har gjort det fantastisk. Tro mig mor. Du er fantastisk. Jeg elsker dig.

Mikkel

 

Hun synker ned på den sovesofa, som de blev enige om ikke var værd at slæbe med videre, og læser brevet igen. Og igen. Og igen. Og for hver gang kan hun mærke, hvordan års angst for ikke at slå til letter fra hendes skuldre, indtil hun rejser hovedet og ser sig selv i spejlet på væggen.

 

Til hendes store overraskelse går det op for hende, at hun smiler. Hun rejser sig og går tilbage til stuen, hvor hun finder sin mobiltelefon og ringer til sin mor. – Jeg har skiftet mening. Jeg tror faktisk godt, jeg kunne spise et stykke af den der tærte. Hendes mor ler i den anden ende. – Det var da herligt, for jeg kom til at gå ned og købe den alligevel. Skal jeg komme hen til dig? – Næh, jeg kommer over. Jeg kan mærke, at jeg trænger til luftforandring.

 

Og da hun låser døren bag sig, kan hun næsten høre Kims stemme, som hvisker i hendes hoved: – Tror du ikke, det er nu, du skal til at tænke lidt på dig selv? Og hun nikker smilende.

 

LÆS OGSÅ: Novelle: Kvinden i spejlet

LÆS OGSÅ: Novelle: Klassens skræk

LÆS OGSÅ: Novelle: Kærlighed i bakspejlet

Tekst: Maria Kjær Madsen
Illustreret af: Peter Michael
Publiceret: 18-04-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge