Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: En helt ny tid

Noveller
Dengang Mona havde siddet med regnskaber til langt ud på de sene timer, havde hun set frem til den dag, hvor hun og Lars Erik kunne lægge ansvaret bag sig og bare nyde livet. Men nu, hvor de endelig havde afhændet forretningen, var det, som om hun ikke kunne nyde den nyvundne frihed, og mest af alt gik det hende på, at børnene og børnebørnene tilsyneladende slet ikke havde brug for hende.

Mona gav lågen til opvaskemaskinen et ekstra klem med knæet, tørrede bordet af endnu en overflødig gang, mens hun overvejede, om hun skulle starte maskinen eller vente til i morgen. Hendes egen og Lars Eriks tallerkner, to glas, knive, gafler, et litermål, en grydeske, en skål. Det fyldte ikke meget.

 

Hun kiggede ned i sin hånd og opdagede, at hun nu havde foldet kluden til en lille tæt firkant. Hurtigt rettede hun den ud, hængte den hen over vandhanen og besluttede at vente med at tænde for maskinen – man kunne jo lige så godt spare på samfundsressourcerne. Hun lod et sidste inspicerende blik glide over den skinnende, tomme bordplade, inden hun trykkede på kontakten på væggen og lod det hele forsvinde i et gråt mørke.

Annonce

 

Lars Erik var faldet i søvn i stolen foran fjernsynet. En melodisk snorken blandede sig med Hans Pilgaards begejstring over et par quiz-deltageres rigtige svar i "Hvem vil være millionær". Præcis i dag var det to måneder siden, de solgte den lille snedkervirksomhed, de havde drevet i fællesskab i over 30 år, og var trådt over tærsklen til den længe ventede pensionist-tilværelse.

 

Ejerskiftet var gået smertefrit. Svenden Jacob, der var udlært hos Lars Erik, havde forældre, der var lidt ved muffen, og som hellere end gerne ville hjælpe sønnen med at realisere en drøm som selvstændig. Det havde været en beslutning, som hun og Lars Erik havde været enige om, længtes efter og taget for længe siden, og begge havde de glædet sig til at få mere tid, tid til livet. Eller som Lars Erik altid udtrykte det: "Tid til at trække vejret".

 

Selv savnede hun hverken regnskaber eller de stadigt skiftende faktureringssystemer, men hun var lidt skuffet over, at Lars Erik tog det med at trække vejret meget bogstaveligt. Han havde ikke fået mere energi af at skifte et travlt arbejdsliv ud med en hel masse fritid. Tværtimod. Han sov længe om morgenen, og flere gange om dagen faldt han hen i stolen med avisen over sig som en beskyttende dyne.

 

I garagen stod den neongrønne mountainbike, som Jacob og de andre svende ved afskedsreceptionen overstadigt havde overrakt ham. I den lidt for begejstrede tale havde de ikke lagt skjul på, at de ikke var voldsomt ulykkelige over, at de nu trak sig. Men det var kun Mona, der var blevet lidt pikeret over talen. Lars Erik havde bare grinet i skægget, mens han hviskede: – Hør de unge hanløver. Lad dem bare komme til.

 

* * *

 

Mona blev brat hevet ud af sine tanker af endnu et jubelbrus fra tv´et: – En beostær. Ja. Ja. Ja. Det er rigtigt! Hun rakte hen over Lars Eriks ben og nåede lige at se tv-værten triumferende rive en check over i to, inden hun slukkede. Tv´et havde været eneste lyskilde, og nu var der så mørkt i stuen, at hun måtte famle sig frem til Le Klint-lampens saksearm, der stak ud fra væggen.

 

Mona lod sig falde ned i sofaen, hvor hendes udmattede muskler taknemmeligt formede sig efter puderne, selvom klokken kun var halv ni. Det var, som om Lars Eriks træthed smittede. Den hang i luften, i alle møblerne og krøb ind i hendes krop. Hun sukkede og greb bogen, som lå omvendt på plaiden.

 

Hun vågnede ved, at bogen faldt ned i hovedet på hende. Nej, hun kunne lige så godt gå i seng. Hun ordnede puderne og tøvede et øjeblik, inden hun blidt rystede Lars Eriks skulder. Han reagerede med et lille forskrækket snork. – Kom, min ven. Du sover meget bedre i din seng, sagde hun stille.

 

Lars Erik trak avisen sammen om sig og rykkede om på siden med en lille mumlen. Hun tog lidt hårdere ved end strengt taget nødvendigt. Det virkede. Lars Erik satte sig brat op i stolen og stirrede ud i stuen med tomme øjne. – Jamen, det skal jo være færdig i morgen, mumlede han forvirret. Mona mærkede den dårlige samvittighed skylle ind over sig. – Kom nu, skat. – Åh, hvad er klokken, jeg kommer for sent? – Nej, nej. Du kommer ikke for sent. Kom nu bare.

 

* * *

 

Mona greb termokanden og så på spørgende på sin datter. – Mere kaffe? – Nej tak, mor, jeg bliver simpelthen nødt til at smutte nu. Jeg skal nå at hente Lise tidligt i fritidshjemmet. Du ved, hun går jo til ballet her om tirsdagen. – Hvis du synes, kan jeg da tage med, jeg har slet ikke set hende danse endnu.

 

Mona kom ikke længere. Clara havde allerede rejst sig og stukket armen ind i frakkeærmet. Nu greb hun tasken og kiggede på uret. – Det skal du da også, mor. Clare slog undskyldende ud med armene. – Men jeg er allerede alt for sent på den. Mona satte termokanden fra sig på bordet. – Du har så meget om ørerne...

 

Hun gik i stå og kunne godt selv høre, at stemmen rystede. Hun lød vist alt for bedende. Der var så meget, hun tænkte, men som hun ikke kunne finde ud af at sige. Og når hun forsøgte som nu, lød det helt forkert. Inden hun havde nået at rejse sig, var Clara allerede ude ad døren med et "hej", som blandede sig med en spæd, skarp forårsluft, der drev ind i køkkenet fra haven.

 

Mona stod på trappen og kiggede efter sin vinkende datter, der svingede Passaten ud ad indkørslen. Efter at hun og Lars Erik endelig havde fået tid til at være noget for deres to børn og deres familier, var det, som om hun ikke kunne indfange deres liv. Hun følte, at hun og Lars Erik var sat på pause, mens rejsen af verden bare susede forbi som et tog, hun ikke kunne finde ud af at hoppe på.

 

Når hun forsøgte som nu for eksempel, kom ønsket om at være mere sammen bare til at lyde som en bebrejdelse. Mona gik eftertænksomt ned ad trappen og lidt rundt i haven, som Lars Erik havde glædet sig så meget til at pusle i. Den så forsømt ud oven på vinteren. Græsset var gråt med bare pletter, men der var spæde lysegule knopper på forsythiabusken.

 

Mona knækkede et par grene af, tog dem med ind, satte dem i den smukke grønne glasvase, som børnene havde givet dem til receptionen, og stillede buketten ind på stuebordet. Den så alene ud. Hun havde forestillet sig deres såkaldte otium helt anderledes.

 

De sidste par år, når hun havde siddet bøjet over kvartalsregnskaberne til langt ud på de sene timer, havde hun drømt om, hvordan hun skulle bage, læse og lege med Claras Lise og Christians to små drenge, Lukas og Luis. Men nu var det, som om både hendes søn og datter, ja og såmænd også børnebørnene, klarede sig bedst uden hende. Det var faktisk længe siden, hun havde hørt fra Christian.

 

* * *

 

 – Hej Christian. Det er mor. Jeg ville bare lige... Mona nåede ikke længere, før duttet bebudede, at det ikke var Christian i egen person, men hans telefonsvarer, hun havde i den anden ende. – Det er mor. Jeg ville ikke noget særligt. Vi tales ved. Kys ungerne. Hun stod lidt med mobilen, inden hun lagde den fra sig på bordet ved siden af den grønne vase.

 

– Hej, hvor er du henne? Det gav et spjæt i Mona, da Lars Erik lagde armene om hende bagfra. – Åh Gud, du skræmmer livet af mig. Mona vristede sig fri. – Hov, hov! Er der noget galt? Lars Erik lod armene hænge lidt ud i luften, mens han kiggede forundret på hende.

 

Mona tog sig sammen og fremtvang et smil. – Nej, nej. Du forskrækkede mig bare. – Se, jeg har været hos bageren. Lars Erik daskede hende i enden med bagerposen og sagde stolt: – Og nu laver jeg kaffe, skal vi så ikke sætte os ud i havestuen? Mona kunne ikke lade være med at smile. – Tak skat. Det lyder dejligt.

 

* * *

 

Den spæde forårssol strømmede ind ad havestuens store vinduespartier og fangede et par brødkrummer på bambusbordets glasplade. Mona begyndte åndsfraværende at skubbe dem sammen til en lille bunke, mens hun forsøgte at holde fast i Lars Eriks talestrøm, som løb hid og did om havens tilstand, en ny højtryksspuler, om vejret, om...

 

Hun kunne ikke holde fast, ordene gik i opløsning, inden de nåede hendes hjerne, og hun så kun hans læber bevæge sig. Det slog hende pludselig, hvor gammel han så ud. Det skarpe forårslys fik furerne i ansigtet til at træde frem, og huden var en anelse grå.

 

Hun så ned på sine egne travle hænder, der stadigt skubbede krummerne fra den ene side til den anden. De var dækket af et fint trådnet, hun ikke før havde lagt mærke til. Forskrækket trak hun dem til sig og gemte dem i skødet. – Hører du overhovedet efter? Lars Erik var begyndt at stille kopper og tallerkner på bakken. – Det er, som om du slet ikke er til stede?

 

Mona sendte ham et smil. Hun kunne mærke tårerne presse på og kiggede væk. – Det må du undskylde. Jeg synes bare, det er underligt, at jeg ikke skal noget. Ja, at der ikke rigtigt er nogen, der har brug for mig. Mona slog ud med armene. – Måske føler jeg mig lidt overflødig. Børnene, ja alle har så travlt, tilføjede hun lidt undskyldende.

 

– Overflødig? Hvad mener du? Lars Erik kiggede forundret på hende. – Du er da bestemt ikke overflødig. Jeg har brug for dig. Det er da skønt, at vi endelig har tid til at trække vejret. Nyd det nu, skat. Han smilede til hende, tog bakken og tøffede ud ad døren i sine slidte kameluldstøfler.

 

Han havde ret, men hans opfordring om bare at "nyde det" var altså lettere sagt end gjort. Ja, de havde drukket kaffe og spist en kage og snakket om en masse ligegyldige ting. Var det det, de skulle nu? Var der ikke mere tilbage end bare at "trække vejret", indtil man heller ikke skulle det mere?

 

Da hun kom ud i køkkenet, havde Lars Erik allerede fyldt tallerkner og kopperne i opvaskemaskinen. Gennem vinduet kunne hun se ham stå med motorsaven og kigge op i det nøgne æbletræ. Mona sank ned på køkkenstolen. Gid hun kunne være lige så tilfreds og glad for dette stille liv, som Lars Erik helt åbenbart var.

 

Hun måtte også selv tage lidt initiativ. Hvad havde hun forestillet sig? At et muntert liv med tumlende børnebørn, et hav af veninder og masser af oplevelser ville folde sig ud helt af sig selv i det øjeblik, hun afleverede nøglerne til den nye bogholder i firmaet?

 

– Tag dig sammen! sagde hun højt til sig selv, greb mobilen og fandt sin gamle veninde Hannes telefonnummer. – Hej Hanne. Det er Mona. Jeg tænkte, om du havde lyst til at gå i biografen i aften? Mona holdt vejret. – Mona. Hold da op, det er længe siden. Hanne lød overrasket. De havde aldrig været i biografen før. Det havde der simpelthen ikke været tid til.– Men lige i aften, Mona. Det er lidt kort varsel. Det kan jeg desværre ikke, jeg skal hente Mortens unger.

 

– Pyt. Det var også bare en spontan ide. Mona fortrød, at hun havde ringet op. – Men en anden dag? Hanne lød næsten lidt undskyldende. – Altså denne uge er helt proppet. Du ved, når man bliver pensioneret, ja, jeg har aldrig haft så travlt. Lad os ringe sammen i næste uge. Det kunne være virkelig hyggeligt. Hannes latter afslørede så meget glæde, at Mona kun lige fik fremmumlet: – Jamen, så ringer jeg i næste uge.

 

* * *

 

Mona satte sig forvirret op i sengen. Lyset skinnede ind ad vinduet. Hun kiggede på uret på natbordet. De grønne tal lyste 7.59. Hun så forbavset over på Lars Eriks side af dobbeltsengen. Den var tom, og det eneste tegn efter ham var aftrykket i hovedpuden. Hun slog dynen til side, stak fødderne i hjemmeskoene og greb morgenkåben, der lå på en stol.

 

Underligt? Hun var altid den, der stod først op. Lars Erik sov mindst til klokken ni og gerne til klokken 10. Hun kontrollerede igen vækkeuret. Nej, klokken var ikke mere end otte. Kun lyden af en lille ivrig fugl uden for vinduet brød den larmende stilhed, som hun nu blev opmærksom på. Ingen radio. Ingen klirren med kopper. Ingenting? Hvor var han? Var der noget galt? Angsten ramte hende i maven. Var der sket Lars Erik noget?

 

Mona skyndte sig ud på gangen. Halvvejs nede ad trappen standsede hun og lyttede. De havde boet i huset i 35 år, og hun kendte alle dets lyde. Noget var forkert. Hele hendes intuition blafrede og begyndte at sende elektriske bølger gennem hårrødderne. Hun skyndte sig ned ad trappen, åbnede forsigtigt døren ind til køkkenet. Det var pænt og ubefolket. Hun lukkede døren og listede tøvende hen ad gangen, foran døren til stuen gik hun i stå.

 

– Sikke noget pjat. Hvad tænker du på? sagde hun halvhøjt til sig selv og tog fat i dørhåndtaget og trykkede det ned. Brølet væltede hende næsten omkuld. Mona nåede kun at mærke blodet forlade ansigtet, før alt blev sort. Da hun slog øjnene op igen, så hun op på sin datters meget bekymrede ansigt. – Jamen, lillemor. Er du o.k.? Kom, nu skal jeg...

 

Clara trak forsigtigt i sin mors hånd og lagde samtidig en beskyttende arm om hendes ryg og hjalp hende på benene. – Det var altså ikke vores mening at forskrække dig sådan. Undskyld! Mona så sig forvirret omkring i stuen. Der stod de alle sammen. Lars Erik, Christian og Eva, Claras mand, Mark, og de tre børnebørn med alvorlige miner. Mona begyndte at græde.

 

– Åh nej, mor! Kom, sæt dig. Christian trak en stol ud fra spisebordet, og først nu fik Mona øje på det fint dækkede bord, på bjergene af morgenbrød, juicen, frugten og servietterne i alle kopperne, der bar tydeligt præg af ikke så rutinerede børnefingre. Mona tog en af dem, pudsede næsen og fremstammede:

 

– Hvor er det fint! Monas ord vakte børnene til live, og de kom myldrende. – Se, mormor. Den har jeg lavet i børnehavnen. Lise viftede med en tegning, mens Lukas masede for at komme til. – Mig også tegnet. På et øjeblik var Mona begravet i børnetegninger. – Overraskelsen virkede da vist lidt for godt. Lars Erik grinede lettet og gav hende et kys på kinden.

 

– Hvad fejrer vi egentlig? Mona var stadig ikke kommet sig oven på chokket. Christian kiggede over på sin søster. – Skal jeg? Clara nikkede. – Jo, mor, ser du. Nu er hvedebrødsdagene forbi, begyndte han. Mona så forvirret på sin søn. – Hvad mener du? – Clara og jeg besluttede, at du og far skulle have tid til at nyde jeres otium. Vi ville ikke være den slags børn, der straks kastede os over jer og satte os på al den fritid, I så rigelig har fortjent.

 

Clara nikkede og tilføjede: – I har knoklet døgnet rundt hele vores liv. Men nu siger far, at du har opfattet det helt forkert, at du slet ikke nyder det og ikke tror, vi har brug for dig? Clara lagde armene om sin mor. – Vil du virkelig gerne hente og bringe og alt det der? – Skøre unger. Det er da det, jeg har længtes efter de sidste mange år. Mona lagde armene om sine tre børnebørn. – Skal vi så ikke se at få kigget i den kalender nu?

 

LÆS OGSÅ: Novelle: En lus mellem to kvinder

 

LÆS OGSÅ: Novelle: Sommerstormen

 

LÆS OGSÅ: Novelle: Mor og datter

Tekst: Marianne Schjøtt Rohweder
Illustreret af: Lesley Mackenzie
Publiceret: 01-08-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge