Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: En kasse med garn

Noveller
Folk havde talt om sorg og savn, men ingen havde forberedt hende på den vrede, hun følte, fordi Håkan var død fra hende. Men så fandt hun kassen med garn, og den tog hende på en rejse gennem hele deres liv sammen.

Carina syntes, hun havde gjort det godt. Hun havde været flittig i mere end to uger nu, pakket glas og porcelæn i avispapir og lagt det i kasser. Hun havde lagt sit tøj i gamle kufferter, og hun havde smidt en masse ud. Hun havde foræret alt Håkans tøj til Pinsekirken og fire hyldemeter bøger til antikvariatet. Nogle gange havde hun grædt, andre gange havde hun bandet over Håkan, som aldrig ville smide noget ud. – Den kan være god at have, havde han altid sagt.

 

I garagen fandt hun i en kasse, der stod juletræspynt på, og en kande, som de havde købt i Grækenland. De havde tænkt sig at servere gløgg i den, men så havde nogen påpeget, at glasuren var giftig. Da hun fandt det smukke ubrugelige krus i en anden kasse, løftede hun det op og slyngede det af al kraft ned i garagegulvet. Skårene fløj til alle sider, røde, grønne og blå. Hun så på ødelæggelsen og sank derefter ned på knæ og græd, så hun rystede.

Annonce

 

Ingen havde forberedt hende på dette. Folk havde talt om sorg og savn. Ingen havde talt om vrede. Ingen, allermindst hun selv, havde haft nogen anelse om den vrede, der vældede op i hende. Hun havde siddet på det beskidte gulv og bandet over sin mand, som havde forladt hende. Uden et ord havde han forladt hende. Hun havde drømt om og lagt planer for alt det, de skulle gøre sammen den dag, han gik på pension. Hun havde forestillet sig et langt trygt liv sammen. Hun havde ikke haft nogen som helst anelse om, at det skulle ende sådan her.

 

Da Carina havde siddet på det beskidte garagegulv og hylet som et forurettet barn i omkring et kvarter, opførte hun sig som den fornuftige modne kvinde, hun var, og rejste sig op. Hun samlede stumperne op og fejede cementgulvet, inden hun tapede kassen til igen og stillede den sammen med det, der skulle til skrald. Derefter gik hun ind i køkkenet og lavede en kop kaffe, som hun drak, mens hun stod ved køkkenvinduet og kiggede ud.

 

Alt åndede forfald og mismod, selv om det var forår. Fuglebrættet var tomt, og blomsterbladene lå i en dynge under æbletræet. Eftermiddagen var allerede gået over i aften. Udenfor regnede det, indenfor løb tårerne ned ad Carinas kinder.

 

Telefonens ringetone skar som en kniv gennem køkkenet. Det var sønnen. – Mor, vi kommer i morgen og hjælper dig. Har du meget tilbage? Hun anstrengte sig for at lyde, om ikke glad, så i det mindste fattet og frejdig. – Jeg har lige taget det sidste i garagen. Nu er der bare lidt tilbage på loftet. – Bare lidt? Hun kunne høre latteren i hans stemme. Allerede dengang børnene stadig boede hjemme, havde de drillet Håkan med hans samlermani. – Det er mest mine ting, indrømmede hun.

 

* * *

 

Den næste dag gik hun beslutsomt op på loftet. De havde ikke en trappe derop, kun en stige, man trak ned. Det var så besværligt at klatre op og ned, at Carina havde undladt det i alle de år, de havde boet i huset. Tidligere havde hun sendt drengene derop og siden Håkan. Han havde pustet og stønnet og beklaget sig. Engang havde han tilmed taget sig til hjertet og sagt, at han var en gammel mand, ikke en bjergged.

 

– Snik, snak, havde hun svaret. – Du er tyk og ude af form, det er det hele, der er i vejen. – Jeg er en tilpas rund mand i min bedste alder, havde han sagt i sjov. Og hun havde leet. Burde hun have sagt noget? Burde hun have gjort noget? Og havde det ændret noget? Carina vidste, at hun aldrig ville få svar på sine spørgsmål.

 

Loftet havde skrånende tag. Hun fandt den gamle tremmeseng og barnestolen og til og med kravlegården, som hendes svigermor havde købt, da hun mente, at Martin havde for meget frihed. Dukkehuset fandt hun helt inde ved væggen og bøjede sig ned foran de tomme værelser. Sådan ville deres eget hus snart se ud. Tomme værelser, vinduer uden gardiner.

 

Tårer af selvmedlidenhed løb ned ad hendes kinder. Så tørrede hun dem væk og tænkte på, at huset var solgt til en ung familie. Snart ville nye børn larme i stuerne nedenunder, og nye cykler ville stå lænet op mod trappegelænderet. Og dukkehuset. Måske kunne hun have det i sin lejlighed, mens hun ventede på, at børnebørnene blev større.

 

* * *

 

Ikke før loftet var næsten tomt, fik hun øje på kassen helt nede ved den ene gavl. Hun stoppede op, for hun vidste godt, hvad der var i den. Den var stor, nærmest gigantisk, men let, troede hun. Hun startede med at slæbe den hen til hullet i gulvet. Derefter trådte hun et par trin ned ad trappen, tog fat om kassen og fik den hen til sig.

 

Så skete alting meget hurtigt. Kassen var tungere, end hun havde troet, og hun selv trættere, end hun havde regnet med. Sammen faldt de ned af loftstigen og landede i en bunke på gulvet i gangen. Carina mærkede en skærende smerte i foden og indså, at hun faktisk var kommet til skade.

 

I det samme hørte hun døren gå op nedenunder. – Mor! råbte Martin. Med et var hun 20 år tilbage i tiden. Alle de gange, hun havde hørt ham og hans to søskende komme hjem fra skole og råbe netop sådan. De var så sikre på, at hun ville være der, som en klippe, de kunne læne sig op ad. På samme måde som Håkan havde forventet, at hun var der til at rede hans indre knuder ud.

 

– Jeg er heroppe! råbte hun. Martin kom op ad trappen efterfulgt af sin kone, Johanne. De stoppede op og betragtede postyret. Dér sad en godt og vel 50-årig kvinde ved siden af en papkasse og hundrede garnnøgler spredt over hele gulvet. – Min fod, sagde Carina. Hun vrikkede lidt med tæerne; det var ikke så slemt, som hun først havde troet. – Jamen, sødeste, sagde Johanne. Hun satte sig ned og så sig rundt. Så lo hun og tog det nærmeste nøgle garn.

 

– Hvad er det her? – Mine garnrester, mumlede Carina. Så rettede hun ryggen og sagde: – Det dér er Martins første trøje. Jeg vidste jo ikke, om det ville blive en dreng eller pige, så jeg valgte gult. Hun kunne huske, hvordan hun var gået direkte fra lægens konsultation til garnbutikken. Hvordan hun havde stået der og valgt. Hun havde ladet sin hånd glide hen over de glittede billeder af rundkindede babyer og tænkt, at om syv måneder skulle hun holde sådan en i sin favn.

 

Hun var blevet helt ør og havde købt en masse garn til trøjer og huer og lange sparkedragter. Hun havde valgt grønt garn til et tæppe og omtumlet af lykkefølelse næsten vaklet ud af butikken. Bagefter havde hun strikket og strikket. Da Martin endelig kom til verden, havde han været så stor, at hun ikke kunne knappe trøjen, hun havde strikket til ham. Stoffet strammede mellem knapperne. Det havde desuden været hedebølge, og stakkels Martin havde næsten fået hedeslag.

 

Johanne lod blikket glide fra det gule garnnøgle til et, der var grønt. – Det her, sagde hun, – er det Lindas første trøje? – Nej, svarede Carina langsomt. – Det er en anden en. Den strikkede jeg til mig selv. Det var det første, jeg selv strikkede og købte for mine egne penge. Mor syntes, det var en forfærdelig farve.

 

Hun havde siddet på sengen under plakaten med Rolling Stones og strikket på livet løs. Hun havde været babysitter hos naboen otte lørdagsaftener i træk for at få råd til garnet. Det halve af fornøjelsen havde været at drille mor med valget af farve. Hun havde lavet trøjen blå med grønne kanter. Det havde været vovet på den tid. Hvor havde hun været barnlig. Eller måske bare en ægte 14-årig. Hun havde i lang tid godt kunnet lide at gøre oprør.

 

Carina krøb lidt hen ad gulvet og tog et nøgle med sølvfarvet garn. – Det her er min bryllupskjole! Hun lo. – Og tror du lige, at folk var oprørte? En hæklet kjole i sølvfarvet garn og så heller ikke i kirke! Håkans mor havde truet med ikke at komme til vielsen, da hun hørte, at den skulle foregå på rådhuset. Håkan havde vaklet under sin mors utilfredshed og Carinas beslutsomhed. Men så havde svigermor givet sig, og det var blevet et sjovt bryllup. Slet ikke, som da Martin blev gift 28 år senere, men fint.

 

Carina havde fået den mand, hun elskede. Nu ville alt blive om ikke enkelt, så enklere, troede hun. – En strikket brudekjole, mumlede Johanne forbløffet. Hun var skredet op ad kirkegulvet i skinnende hvid silke og det hele. – Her er Lindas første trøje. Også gul. Og et par overall i gult, brunt og orange. Se! Johanne betragtede garnnøglet i Carinas hånd og gøs. – Stakkels Linda, mumlede hun. – Det var moderne dengang! Martin havde bukser og trøjer i samme farver.

 

Hun havde været så stolt. Linda lå i barnevognen, og Martin sad på et sæde, der var spændt fast oven på den. Det havde været et godt liv. De havde netop købt huset, og alligevel var der råd til, at hun kunne gå hjemme med børnene. Selvfølgelig var det småt med pengene, hun bagte selv alt deres brød og syede Håkans aflagte tøj om til Martin. Men det havde været fredeligt og skønt.

 

Hver eftermiddag havde hun taget børnene med hen til legepladsen og siddet der sammen med de andre mødre. De havde snakket om børnene, men også om deres mænd og om livet i almindelighed. Børnene legede og sloges, men sådan var det jo.

 

Hun havde strikket Pippitrøjer i hvidt med blå og røde striber. Og sweatere i mørkeblåt med mønster i hvidt og rødt. Hun kunne se rester af de trøjer i fem små garnnøgler helt hende ved trappen. Hvad var det nu, de hed? – Mariusgenser, sagde hun højt. Johanne så forbløffet på Carina, som bare fnisede og rystede på hovedet. Hun befandt sig stadig i sine minder. Hun havde gået rundt i en blød kokon af trivsel. Hun havde været så tilfreds.

 

* * *

 

Så en dag havde hun opdaget, at Håkan ikke var det. Han sad ganske vist ved spisebordet hver aften, og han gik indimellem ved siden af hende på søndagsturene, men hans sjæl var der ikke. Hun havde selvfølgelig snakket med ham. – Hvad er der? havde hun spurgt. – Hvad er der i vejen? – Ikke noget, havde han svaret, og det svar havde drevet hende til vanvid.

 

Til sidst havde hun råbt til ham, at hun kunne se, at der var noget galt. Alligevel havde han bare mum-let noget om arbejdet. Carina havde forstået, at han snoede sig udenom. Hun havde spekuleret på, om der var en anden kvinde, men hun havde ingen anelse om, hvem det kunne være.

 

Det var hendes bedste veninde, der sladrede. De havde siddet på legepladsen, da Carina fik hele sandheden at vide. – Folk snakker, havde Monica sagt og vugget barne-vognen med rutinerede bevægelser. – Det er hende Elaine i garnbutikken. Carina havde stirret på Monica. Hun havde løftet hænderne som for at afværge et slag. Hun havde ønsket, at hun kunne råbe: Du lyver!

 

Men hun vidste, at Monica talte sandt. Det var pigen i garnbutikken. 10 år yngre end Carina og med en fortryllende lille åndeløs latter og fugtige læber. Samme aften havde hun spurgt Håkan ligeud, og han var med det samme gået til bekendelse. Han havde næsten virket lettet. – Jeg har været en idiot, sagde han og græd.

 

To dage efter kom han hjem og sagde, at han havde gjort det forbi med Elaine. Han fortrød og tryglede om tilgivelse. Han ville ikke skilles. Det skulle aldrig nogensinde gentage sig. – Gå ikke fra mig! snøftede han. Carina var blevet. Og havde lidt efter lidt tilgivet ham. Ville hun have handlet anderledes, hvis hun havde haft et job? Og egne penge? Eller tilhørt en anden generation. Hvis hun havde været Johanne? Det vidste hun ikke. Hun vidste bare, at hun var Carina, som levede Carinas liv.

 

Martin havde gået rundt og samlet garnnøglerne op fra gulvet og lagt dem tilbage i kassen. Han var altid så ordentlig. En rigtig storebror. – Den her kan jeg godt huske, sagde han og holdt et lille nøgle mohair frem. – Ja, sagde Carina. – Lindas julegave, sidst i firserne. Flagermusærmer og så New Yorks skyline i sort. – Her er der en halv trøje. Og pindene sidder stadig i den, sagde Johanne.

 

Carina kneb munden i. Det var det sidste, hun havde købt af den svigefulde Elaine. Grønt garn til en ribstrikket cardigan til Håkan. Hun havde kastet strikketøjet tværs gennem stuen mod Håkan, da han havde indrømmet sit fejltrin. Bagefter havde hun lagt den halvfærdige cardigan i bunden af kassen på loftet og svoret på, at hun aldrig ville strikke noget mere. Men har man en last, er det svært at blive den kvit. Garn kunne købes på postordre. – Her er i hvert fald en pigetrøje, sagde Johanne og holdt et nøgle med blødt rosa akryl-garn frem. – Ja, det er Saras anden trøje. Den første var hvid.

 

* * *

 

Det var ikke så let at tilgive, som Carina havde troet. Mistro og vrede lå og voksede inden i hende. Der gik næsten et år. Martin var begyndt i skole, og Linda tilbragte tre timer hver dag i børnehaven. Af og til læste Carina jobopslagene. Så var Håkan kommet hjem med en forsoningsgave. En rejse ned til varmen. Svigermor skulle passe børnene. Carina kunne ikke få sig til at sige nej, selv om hun hellere ville have rejst til en storby, hvor der var mere at se.

 

Hun købte en ny badedragt og opdagede, at hun var gået ned i vægt, så noget godt havde månederne med spekulationer og tænders gnidsel ført med sig. Det regnede på De Kanariske Øer. Alligevel blev det en god ferie. De talte meget sammen, mere end de nogensinde havde gjort, siden børnene blev født. Og de hvilede sig i siestaen. Det var også godt, nu mærkede de hinandens kroppe.

 

Carina havde tænkt sig at søge et job, så snart de kom hjem. Håkan var ikke glad for det, men han stod ikke stejlt på det. Om morgenen inden den første jobsamtale fik Carina det dårligt. Hun troede, det var nerver, men hendes ildebefindende forsvandt ikke, og efter nogle uger var der også andre tegn. Hun græd hos lægen og bandede næsten, da han begyndte at tale om mere eller mindre sikre måder at beskytte sig på.

 

Håkan blev ovenud lykkelig. Han ville gerne have et barn til. Forfremmet var han også blevet, så nu kunne Carina blive hjemme, og de ville til og med få råd til at tage på ferie hvert år. Så kom Sara som et tordenvejr. Hun var den, der klatrede op og faldt ned og bare rystede det af sig. Hun var glad og fremmelig og holdt Carina på tåspidserne. Og hun elskede børnehaven lige fra den første dag, hun kom derhen som tre-årig. For Carina var det slut med at være hjemmegående.

 

* * *

 

– Hvornår holdt du op med at strikke? spurgte Johanne. Hun havde sat sig på gulvet ved siden af Carina. Det var tydeligt, at hun ikke havde i sinde at samle flere garnnøgler op. Hun pustede lidt og holdt den ene hånd på maven. – Du burde tage det roligt, sagde Carina mildt bebrejdende. – Og ja, jeg holdt op med at strikke, da jeg begyndte at arbejde på fuldtid. Håkan var jo vant til, at jeg tog mig af det hele herhjemme. Det føltes, som om jeg ikke havde tid, selv om jeg savnede det. Og nu har jeg jo tid.

 

– Kan du ikke strikke en lillebitte trøje? I gult? Carina betragtede sin søns kone. – Jo da, sagde hun. – Jeg skal nok strikke en trøje til babyen. Og bagefter vil jeg strikke et tæppe af alle mine garnrester. Et tæppe, som er mit liv. Hun satte en hånd i gulvet og rejste sig op.

 

Hun ville pakke garnet ned og tage det med sig til sit nye liv i den treværelses nede i byen. Et liv uden Håkan, uden den mand, hun havde elsket i alle årene, og hvis minde hun ville værne om. Til sin overraskelse indså hun, at hun ikke var vred på ham længere. Ikke vred over, at han var gået ud for at skovle sne den dag i december. Hun havde stået ved køkkenvinduet og set ham tage sig til hjertet og derefter falde om.

 

Sorgen var kommet først, og bagefter var hun blevet vred. Hvis bare han havde været mere forsigtig med sit helbred. Hvis bare han havde ladet hende skovle sne. Hun var jo sund og rask. Sorgen og vreden havde fulgtes så længe, men det var, som om disse garnnøgler fik hende til at lægge vreden bag sig. Nu var hun alene, men ikke så alene, som om hun aldrig havde mødt Håkan og ikke valgt at leve sit liv, hele hans liv sammen med ham. – Jeg vil strikke et tæppe, sagde hun. Et tæppe af minder til at holde mig varm.

 

LÆS OGSÅ: Novelle: Den helt store gevinst 

LÆS OGSÅ: Novelle: I skyggen af mormor

LÆS OGSÅ: Novelle: Grevinde eller skøge?

Tekst: Maria Gustavsdotter
Illustreret af: Kristin Nygård
Publiceret: 03-10-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge