Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: En lus mellem to kvinder

Noveller
– Hvad så med dit anlæg? Det må måske heller ikke komme med i jeres nye lejlighed? Nu kan Annie ikke styre sig længere. Hun kan jo ikke bare se til, at hendes søn opgiver alt for at tilfredsstille det pigebarn, han har valgt at flytte sammen med.

– Er det en gave? Ekspedienten kigger på Annie hen over disken. – Ja, tak. Annie smiler tilbage og iagttager ekspedientens rutinerede bevægelser, mens den røde termokande hurtigt forsvinder bag forretningens let genkendelige indpakningspapir.

 

Det gør ikke noget. Jesper vil alligevel ikke blive overrasket. Lige siden han flyttede hjemmefra, har hun haft en lille ting med, hver gang de har besøgt ham. Og med tiden har han fået samlet en stor del af de mest nødvendige ting så som karafler, fade, skåle og glas. Alt sammen i dette stel. Han har snart alt, hvad han kan få brug for. Denne gang er turen kommet til termokanden. Den koster lidt mere, end hun normalt bruger, men i dag er det en indflyttergave. Og så til en lidt speciel flytning.

Annonce

 

Ekspedienten rækker posen med gaven over disken. – Jeg har sat et byttemærke på. Den kan byttes i alle vores forretninger. – Tak, men det bliver ikke nødvendigt. Annie ryster afværgende på hovedet, men ekspedienten fortsætter alligevel: – Og husk, at hvis pengene skal returneres, skal bonen medbringes. Annie smiler og lægger bonen ned i sin pung.

 

Da hun når hjem, er Bjarne kommet fra arbejde, og de gør bilen klar. Traileren har været på værksted for at blive gennemtjekket, så det er ganske enkelt at sætte den på og gøre klar til afgang. – Så skal vi på den igen. Bjarne kaster et hurtigt blik i bakspejlet, mens hun sætter sig ind. Langsomt kører han ud ad indkørslen.

 

– Ja, nu må vi se, hvor længe det varer denne gang. Annie skubber sig til rette i forsædet og spænder sikkerhedsselen. Siden Jesper begyndte at læse på Københavns Universitet, har han flyttet rundt i hovedstaden adskillige gange. Det har været næsten umuligt at finde et sted at bo, så han har klaret sig med fremlejede værelser og korttidslejemål. Og hver gang, det er blevet tid til at flytte, har Annie og Bjarne spændt traileren på bilen og taget turen over broen for at hjælpe ham.

 

Nu er det så endelig lykkedes for ham at få sin egen lejlighed. Eller, helt hans egen er det jo ikke. Annie kan mærke uroen i maven. Hun har lidt svært ved at finde ud af, hvordan hun skal forholde sig til denne nye situation. Jesper er ikke længere en dreng.  For hver gang, de ser ham, har han udviklet sig yderligere, men det har været en omstilling at tænke på ham som en voksen mand. En flot ung mand, synes hun, selvom hun godt er klar over, at moderkærligheden nok farver hendes vurdering lidt.

 

De sidste par år har de lavet lidt sjov med ham om de unge piger, der må kigge langt efter ham, men han har ikke rigtig virket interesseret i at præsenterere dem for nogen. En gang imellem har han nævnt det samme navn over en længere periode, men når Annie så har givet udtryk for, at de da gerne vil møde hende, har han trukket i land og sagt, at det var der vist ingen grund til endnu.

 

Derfor var de blevet noget overraskede, da han i december havde spurgt, om han måtte tage Liva med hjem til julefrokosten. Og endnu mere, da han ved samme lejlighed havde fortalt, at de havde søgt om en lejlighed på Frederiksberg, og at de med lidt held ville kunne flytte ind 1. marts.

 

Hun havde gjort ekstra meget ud af julefrokosten. Bjarne havde drillet hende med, at det kun var én pige, Jesper ville tage med hjem, ikke hele universitetet. Men der skulle ikke mangle noget. Det havde da også været vældig hyggeligt. Jesper virkede glad og afslappet i selskab med sin Liva, men Annie synes alligevel, at det er gået lidt for stærkt.

 

Bevares, Liva virkede da til at være en sød ung pige, men nu havde de kun mødt hende den ene gang, og det er ærlig talt svært at danne sig et indtryk på så kort tid. Det er også, som om Jesper har forandret sig, siden han har lært Liva at kende. Han ringer ikke så ofte hjem, og han har slet ikke været hjemme på weekend siden. Ikke fordi han skal komme i tide og utide, men alligevel...

 

Annie trækker åndsfraværende i sikkerhedsselen. – Hun er en ualmindelig sød pige. Bjarne bryder ind og læser hendes tanker. En egenskab, han har udviklet i løbet af deres snart sølvbryllupslange ægteskab. – Ja, ja. Det ved jeg godt. Det er bare... Hun kan ikke sætte ord på den følelse, hun har. I hvert fald ikke ord, som hun har lyst til at sige højt.

 

Torben tænder for bilradioen, og hun falder hen i sine egne tanker. Hun ringede til Jesper i går for at høre, om der var noget, de skulle have med. Men han havde dårligt haft tid til at tale med hende. Hun havde hørt snak og latter i baggrunden, mens han havde forsikret hende om, at de havde, hvad de skulle bruge, men at de var rigtig glade for, at de kom med traileren.

 

– Der bliver ikke så meget at tage med herfra, havde han sagt med smil i stemmen. – Liva er ved at sortere mine ting, og det er ikke meget, der slipper igennem nåleøjet. Før hun havde kunnet nå at sige noget, havde Liva råbt i baggrunden. – Det passer ikke, Annie. Men Jesper havde bare leet højt og sagt, at der var flere sorte sække til udsmidning, end der var flyttekasser, og at han var nødt til at løbe, fordi han skulle nå at redde sin cd- samling.

 

Annie kan ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at Jesper vil give slip på nogle af sine cd'er. Det er hans store glæde og hobby. Han har samlet, siden han var ganske lille, og den samling må repræsentere en vis værdi. Ikke fordi, hun ellers går op i, hvad ting er værd, men hun synes, det er vigtigt at omgive sig med smukke funktionelle ting af en god kvalitet. Det har hun forsøgt at give videre til Jesper, men for ham har det egentlig kun været vigtigt at have plads til musikken, cd-samlingen og det store anlæg til at spille dem på.

 

Storebæltsbroens pelotoner toner sig op foran dem. Bjarne sidder og nynner med på en af tidens melodier, og hun ryster smilende på hovedet. Det er ikke fra en fremmed, at Jesper har sin musikglæde. Hun prøver at give slip i sine urolige tanker. Det skal nok blive en dejlig dag.

 

Da de parkerer foran Jespers lejlighed, står flyttekasserne allerede ude på fortovet, og Jesper kommer i det samme ud ad hoveddøren. Han lyser op i et stort smil, da han ser dem. – Hej. Hvor er det altså dejligt, at I gider... Han giver Annie et hurtigt knus og fortsætter om til Bjarne, som er gået i gang med at tage presenningen af traileren.

 

Han peger på fortovet. – Alt det, som står her, skal med over i lejligheden. Mit skrivebord og kontorstolen står stadigvæk derinde, og så skal vi hente den store standerlampe, som Jens har opbevaret for mig. Bjarne nikker, mens far og søn går i gang med at læsse de tunge flyttekasser op på traileren.

 

Annie går ind i lejligheden til det hjørneværelse, som Jesper har boet i de sidste par måneder. Skrivebordet og kontorstolen står klar til at blive taget med, men hans seng er ikke rykket ud, og der står en del poser på den. Hun tager fat i to af dem og bevæger sig ud mod bilen.

 

– Nej, mor, råber Jesper, da han får øje på hende i døråbningen. – De skal ikke med. Der kommer nogle mennesker fra Folkekirkens nødhjælp og henter dem senere. Annie stopper forvirret op. Øverst i den pose, hun har i den ene hånd, ligger en dug, som hun gav Jesper for et års tid siden. Den var dukket op, da hun ryddede op i skibskisten, og så havde hun lagt den fra til ham. Det er ikke nogen ny dug, men den fejler da ikke noget.

 

– Er det så ikke en fejltagelse, at dugen er kommet ned i den pose her? Ordene ryger ud af munden på hende, og hun indkasserer et advarende blik fra Bjarne. Men Jesper fejer hende ubekymret af: – Nej, den skal ud. Vi har ikke rigtig noget at bruge den til. Livas spisebord er større, og i øvrigt bruger vi aldrig dug.

 

– Okay. Annie vender sig og går hurtigt tilbage til værelset med poserne. I den og i de andre poser genkender hun både sengetøj og håndklæder, som Jesper har fået med hjemmefra. Hendes hjerte banker lidt hurtigere, da Bjarne og Jesper kommer ind. – Vi skal bare have de to her med, så kan vi køre. Jesper peger på skrivebordet og stolen.

 

– Hvad med din sovesofa? – Nej. Den er hverken god at sidde i eller ligge på. Desuden har Livas forældre en dobbeltseng stående på loftet, som vi får i morgen, når de kommer herind. Stadig denne ubekymrede tilgang til det hele. Annie ser på den næsten nye sovesofa. – Jamen, kan den ikke bruges som sofa? Eller gæsteseng? Jesper nikker. – Joh... det kunne den sikkert, men Liva synes ikke, den er pæn. Vi har besluttet os for at beholde hendes og så købe en god sofa i fællesskab, når vi får sparet sammen.

 

Idet Annie skal til at sige noget, bryder Bjarne ind. – Det lyder som en rigtig god ide. Man skal sidde ordentligt. Tonen i hans stemme er ikke til at tage fejl af, og Annie lukker munden uden at sige mere. Kort efter sidder de i bilen. – Er det okay, hvis vi starter med at læsse mine ting af i lejligheden og så kører om til Liva og henter hendes? Jespers stemme er så glad og forventningsfuld.

 

Annie sukker stille for sig selv. Det er jo det, hun ønsker sig. At hendes søn er glad og tilfreds. At han har en sød pige at komme hjem til. At han trives. Hun skubber beslutsomt sine smålige tanker væk. – Selvfølgelig er det o.k. Du viser vej. Ti minutter senere kører de op foran en pæn ejendom med dørtelefon og en gammeldags udendørslampe. Annie ser sig begejstret omkring. Det er ubetinget det bedste sted, Jesper har boet indtil nu.

 

– Nej, hvor er her hyggeligt! Hun er så positivt overrasket, at det ikke irriterer hende, da han endnu en gang omtaler sig selv i flertal. – Ja, vi er også meget glade for stedet. Han peger på vinduerne på 3. sal. Liva vinker ud ad det ene, og han skynder sig op ad trappen til hende.

 

De får hurtigt slæbt skrivebordet og flyttekasserne op i den hyggelige lejlighed. Til sidst står der kun en enkelt meget tung kasse på traileren. Jesper peger på den. – Jeg tænkte på, om I har plads til at have denne her stående hjemme. Her har vi kun et kælderrum, og jeg vil helst ikke have dem til at stå fugtigt.

 

Annie nikker. – Selvfølgelig. Hvad er det? – Det er mine cd'er. Vi har lagt dem alle sammen... længere når han ikke. – Dine cd'er.! Alle Annies bange anelser bryder ud i lys lue. Hun vender sig imod ham. – Du kan da ikke undvære dine cd'er. – Nej, men det skal jeg heller ikke. Vi har lagt... – Hvad med dit anlæg. Skal vi også have det med hjem? Annie har svært ved at styre sig. Hun kan da ikke bare se på, at Jesper opgiver alt for at tilfredsstille det pigebarn.

 

– Nej, hvorfor det? Jesper ser forbavset på hende og fortsætter: – Liva har en iPod, hvor vi har lagt... Annie hører ikke, hvad han siger, for nu bryder Bjarne ind: – Nåh, det har jeg læst om. Men mor og jeg har ikke så meget forstand den slags. Hvordan er det lige, det fungerer?

 

– Det er egentlig bare en lille computer, som kan indeholde al vores musik. Det er ret smart. En lille maskine, man sætter til anlægget, og så er det meget nemmere at finde det, man gerne vil høre. Liva synes, det er grimt at have cd'erne stående fremme, og jeg er jo ligeglad, bare jeg har musikken.

 

Jesper ser ud, som om det er ham, der kan tage æren for den smarte lille opfindelse, og Bjarne holder samtalen i gang, og hende ude, mens de går tilbage til lejligheden. Hun finder posen med indflyttergaven. For at vise sin gode vilje overrækker hun den til Liva. – Ja, det er så lige en lille ting, som vi håber, I vil få glæde af.

 

Liva tager glad imod den, og Jesper hjælper hende med at pakke den op. – Hold da op, mor. Tak skal du have. Han ser på Liva for at se hendes reaktion. Hun smiler. – Tusind tak, Annie – ja, og Bjarne. Det er rigtig sødt af jer. Annie lægger mærke til, at Liva vender æsken og ser byttemærket i bunden.

 

– Ja, den passer jo til dit stel, siger hun direkte henvendt til Jesper. – Mit stel? Hans overraskelse er ægte. – Ja. Det er det samme mærke som dine karafler, glas og fade. – Nåh... Jamen, det er da dejligt. Nu må vi lige se, hvad vi har brug for, men ellers kan den vel byttes? Annie nikker uden at sige noget.

 

* * *

 

Hjemturen over Sjælland forløber i stilhed. Bjarne lader hende være i fred, indtil de når Storebæltsbroen, så lægger han neutralt ud: – Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set Jesper så glad. Hun sidder lidt, før hun svarer: – Jeg synes, det er skræmmende, at han i den grad opgiver sig selv og alt, hvad han holder af. – Hvad mener du? – Ja, den termokande passer til resten af det stel, han har samlet. Har hun også tænkt sig, at han skal skille sig af med det?

 

Lyset fra gadelygterne på broen falder ind over forruden et par gange, før Bjarne rømmer sig og siger: – Det er vel strengt taget ikke Jesper, der har samlet stellet. – Hvad mener du? – Ja, hvis vi skal skære ind til benet, så er det jo dig, som har samlet det til ham. Annie føler sig ramt. Snigløbet. Og hun føler sig pludselig i en position, hvor hun skal forsvare sig. – Han har da altid været glad for det. – Ja, men det betyder jo ikke, at han synes, det er pænt.

 

Hun aner ikke, hvad hun skal sige, men langt nede i maven kan hun mærke, at Bjarne har ret. Alle disse små gaver til Jesper har nok i højere grad været hendes behov end hans. Men det har jo været i den bedste mening. Tankerne farer forvirret rundt i hendes hoved, da hun mærker Bjarnes hånd, som rækker over at tage hendes.

 

– Vi mænd ved ikke altid, hvad vi kan lide. Sommetider er vi fuldstændig ligeglade. Størstedelen af de ting, vi har stående i skabene derhjemme, har jeg slet ikke nogen mening om. Annie ryster irriteret på hovedet. – Sådan noget pjat. Du kan da ikke bare gemme dig bag dit køn. I mænd må da også tage beslutninger og have en mening.

 

Han giver hendes hånd et hurtigt klem og siger så: – Uha, jamen, vi tager skam den sværeste beslutning af dem alle. Vi skal beslutte, om vi vil tilfredsstille vores kvinde eller vores mor. Selvom Bjarne siger det med kærlighed i stemmen, er det stadig som at få en lussing. Annie sidder længe med tilbageholdt åndedrag, mens betydningen af hans ord siver ind og blander sig med dagens oplevelser.

 

Hun slipper hans hånd og finder sin mobiltel-fon i tasken. Kort efter har hun Jesper i røret. – Hej, min dreng. – Hej, mor. Han lyder en anelse forbeholden. – Jeg vil bare lige sige, at jeg har fundet bonen på jeres termokande. Så kan I få pengene tilbage, hvis der er noget, I har mere brug for. Der er et øjebliks stilhed i telefonen, før han svarer: – Tak, mor. Det er jeg rigtig glad for. – Godt, min dreng. Jeg sender den til jer i morgen. Hils Liva.

 

Der er ikke noget forbehold tilbage i Jespers stemme, da han slutter af: – Det skal jeg nok. Og jeg skal også hilse herfra. Annie lægger telefonen tilbage i tasken og rækker ud efter Bjarnes hånd. Den uro, hun har haft i kroppen hele dagen, forsvinder med lysene fra Storebæltbroen, der ligger bag dem, da de kører ind over Fyn.

 

LÆS OGSÅ: Novelle: Sommerstormen

 

LÆS OGSÅ: Novelle: Mor og datter

 

LÆS OGSÅ: Novelle: I nærheden

Tekst: Maria Kjær-Madsen
Illustreret af: Pia Falck
Publiceret: 18-07-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge