Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: En meget lang rejse

Noveller
– Farvel min skat, hviskede Anette og holdt om sin søn. Hun ønskede af hele sit hjerte, at de problemer, han og Line kæmpede med nu, var nogle, de kunne klare sammen. For hendes søn havde været igennem nok. Han fortjente ikke at blive ramt - ikke igen.

– Jeg er blevet undersøgt på kryds og tværs, og jeg fejler ikke noget... sagde Line med en undertrykt dirren i stemmen, mens hun tog endnu en lille portion chokolademousse på sin tallerken. Hun samlede sig så meget om forehavendet, at hun ikke kunne se nogen af de tilstedeværende i øjnene. Anette så på den unge kvinde, Jonas' kæreste, hendes svigerdatter, og fik et stik i hjertet. Hun så på Jonas, som næsten skamfuldt kiggede på sin tallerken.

 

En tavshedens engel svævede over bordet, som minutter før havde summet af munter snak, men Lines bemærkning var hjerteskærende på mere end én måde, og ingen kunne finde noget rigtigt at sige.

 

Mathias og Pernille så næsten ud, som om de skammede sig over den frugtbare klode, der løftede sig under Pernilles bryst, de tyssede på Emma, som sad på Pernilles' skød, og hun tørrede Emmas finger rene for den chokolademousse, som ifølge Emma smagte bedst, hvis den blev spist med fingrene...

Annonce

 

Anette så et kort øjeblik på Lars, kunne han ikke komme dem til undsætning nu? – Vi var heldige, alle vores børn kom næsten af sig selv – så heldig har man næsten ikke lov til at være... sagde han stille, mens hans blik flakkede mellem Anette og Line.

 

Line var dybt koncentreret om sin dessert, som havde hun allerede fortrudt sit udbrud. Anette følte sådan med Line: Hun vidste, at Jonas og Line i flere år gerne ville have haft børn, men miraklet havde ikke indfundet sig hos dem – som hos Jonas' yngre søskende. Det måtte være pinefuldt for Line og Jonas, tænkte Anette, selv om hun bestemt ikke brød sig om den undertone, der havde været i Lines bemærkning...

 

Jonas så på sin mor, et sårbart, fortvivlet blik, som bad om hjælp. Det gjorde ondt langt ind i Anettes sjæl, men hun havde ikke de magiske ord, der kunne fjerne fortvivlelsen fra hans blik. Det eneste, hun kunne give ham og Line, var medfølelse. Og det var ikke altid nok.

 

Emma vred sig løs fra sin mors favn og gik i gang med sin yndlingsleg: postbud. Hun delte servietter, aviser og andre sager, som hun fandt egnet til formålet, ud til familien om bordet. Forløsende morsomt, alle elskede Emma, og alle elskede Emmas glade leg, ikke mindst hendes faste måde at dirigere med verden på, så alle voksne gjorde, som der blev sagt.

 

Line lo, da hun fik en „pakke" med en bestemt besked om, at den først måtte åbnes til hendes fødselsdag. I latteren gemte sig en lille tåre i øjenkrogen, bemærkede Anette og var samtidig så taknemlig over, at Emma kunne få den tavshedens engel, der havde gjort alle rundt om bordet stumme, til at flyve væk.

 

* * *

 

– Farvel og tak for en dejlig aften! gentog unge, glade stemmer gennem gadedøren, tilbage stod endnu Jonas og Line i gang med at tage overtøjet på. – Farvel, min skat, sagde Anette og gav Jonas et varmt kram, lidt længere end nødvendigt, lidt fastere end vanligt. Han kyssede sin mor på kinden og smilede. Anette kendte det smil så godt: Tapre Jonas, som signalerede til sin mor, at han nok skulle klare den.

 

Anette blev blød om hjertet. Jonas, hendes store dreng, nu en voksen mand, en stor og stærk ung mand. Han var mere, end hun nogensinde havde turdet håbe på. De slap taget i hinanden. Jonas gav sin far et knus, og Anette omfavnede Line. – Pas nu godt på dig selv, min pige, hviskede Anette i Lines øre og gav hende et ekstra klem.

 

Hun ønskede sådan det bedste for de to unge, at de store udfordringer, de stod over for, var nogle, de måtte klare sammen – ikke hver for sig. De var så gode sammen, Jonas og Line, de hørte sammen. Anette slap Line med en følelse af, at hun slet ikke havde de ord, der skulle til.

 

Hvordan skulle hun formidle sine inderste følelser uden at støde Line og Jonas? Hun forstod jo godt, hvor meget de måtte ønske sig et barn, men livet havde også lært hende ydmygheden at kende – at nogle gange skulle man slippe sin bitterhed over skæbnens luner, før livet ville åbne andre, hidtil ukendte døre.

 

Hun sukkede dybt, da døren lukkede sig bag dem. Så lænede hun sig ind i Lars' favn. Han strøg hende over håret. – Den er svær, sagde han stille. – Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige, hviskede Anette. – Vi skal nok slet ikke sige noget, sagde Lars.

 

Anette vidste ikke, om han havde ret eller ej. Men hun vidste, at hun var så træt nu, at hun ville falde i søvn det øjeblik, hendes hoved ramte puden. – Jeg skal sove på det, mumlede hun. – Det kunne være omkvædet i dit liv, drillede Lars stilfærdigt. Sandt nok, tænkte Anette, hun havde altid haft det bedst med at sove på tingene. Nogle gange løste en god nattesøvn op for dét, som ellers syntes uløseligt.

 

* * *

 

Hvad det var, der fik Anette til at åbne den gamle flyttekasse med mærket „Jonas", som stod nydeligt på reolen i udhuset, vidste hun ikke. Hun skulle bare sætte nogle haveredskaber på plads, da hendes blik faldt på de kasser, som hver især rummede ting og sager fra børnenes barndom, ting, som de rettelig skulle have haft, når de selv stiftede hjem.

 

Men kasserne var af den slags „det gør vi ved lejlighed" – og ikke alle var kommet til rette ejermænd endnu. Og Anette og Lars havde jo god plads. Hun havde sovet uroligt, aftenens bemærkning fra Line havde stødt rundt i hendes drømme, Jonas' tapre smil havde rørt ved hendes hjerte, og hun var vågnet uden nogen forløsning – uden at vide, hvad hun skulle stille op med den smerte og snert af bitterhed, hun havde fornemmet aftenen før.

 

Hun åbnede Jonas' kasse, og den lille, grå tøjelefant så på hende med dinglende øjne – „Fant" var Jonas' trofaste følgesvend gennem en barndom med alt for store udfordringer. Anette tog Fant op, strøg ham over den slidte, bløde, grå krop, lukkede kassen og satte den tilbage. Så stod hun med tøjdyret i hænderne, så velkendt, men så længe siden...

 

Hun blev overvældet af minderne: Jonas, som havde haft kræft, Jonas, som skulle i kemoterapi, Jonas, som skulle have stråler. Jonas, som havde været tapper, åh, hendes lille søns tapre smil, så alt for voksent til den lille, syge krop – åh, hvor kunne hun huske det hele! Angsten, håbet, smerten, glæden, sorgen – hele den smeltedigel af følelser, hæn-delser og stillingtagen, som de havde været igennem.

 

Og ét eneste væsen vidste mere end alle andre om, hvad der var foregået – og det var Fant. Han havde været med hele vejen, det var ham, som Jonas havde betroet sig til, når ingen andre forstod, det var ham, der havde bragt den trøst, som ingen andre kunne, og det var Fant, som havde været budbringer om alt muligt.

 

Anette mindedes, hvordan nogle samtaler havde udspillet sig gennem Fant – det havde nogle gange været Fant, som havde forklaret, hvad lægerne og sygeplejerskerne prøvede at sige, og det var magiske Fant, som var med i de behandlinger, hvor ingen andre måtte være, og som havde gjort det hele lidt mere tåleligt. I hendes hjerte havde kun været én bøn: Lad min lille søn leve!

 

Den bøn var blevet hørt, Jonas var sund og rask og stærk og livsglad – han havde fået livet og levede det. Men måske var han berøvet evnen til at give livet videre... Tankerne, minderne og følelserne rev rundt i Anette, som hun stod der med Jonas' Fant i favnen. Fortid, nutid – fremtid. Hun kiggede på den kloge elefant, og så vidste hun med ét, at den ikke skulle tilbage i kassen, nej, Fant skulle med på en tur.

 

* * *

 

Anette rystede på hånden, da hun ringede på døren. Line og Jonas boede så pænt, så hyggeligt, så indbydende, de gjorde noget ud af det, de to. Anette plejede at fryde sig, når hun skulle besøge dem, men i dag var anderledes – det var hende, der havde spurgt Line, om hun havde tid til at give en kop kaffe. Og Anette følte sig på gyngende grund, gik hun nu for nær, overskred hun tærsklen for, hvad hun som svigermor kunne tillade sig?

 

Hun klemte sin taske og mærkede, hvordan Fants korpus gav tasken fylde – og hende mod. Inden hun nåede at tænke meget mere, blev døren åbnet af en smilende Line, som bød hende indenfor. Kaffen var god, som altid, tænkte Anette ved sig selv og sendte Line et anerkendende smil.

 

– Du forstår at lave god kaffe! sagde hun. Line smilede, hun vidste det godt, men nød Anettes ros. – Jeg har noget til dig, sagde Anette lidt nervøst og pillede den indpakkede Fant frem fra taskens dyb. – Har du det? sagde Line oprigtigt overrasket, og hendes blå øjne glimtede.

 

Anette rakte hende pakken, Line pakkede op med raske hænder, og Fant åbenbarede sig og så sig omkring med sit dinglende blik i det hyggelige køkken, som bar præg af, at beboerne holdt af madlavning. Line så tvivlrådig på Fant, hendes ansigtsudtryk skiftede fra smil, til tvivl og endte i panderynken med et strejf af vrede.

 

– Hvad bilder du dig egentlig ind? spurgte hun og så stift på Anette. – Bilder mig ind? Anettes stemme rystede, måske havde hun grebet det her helt forkert an? – Ja, komme og forære mig et tøjdyr, når du ved... ja, du ved jo godt, at Jonas og jeg har prøvet at blive gravide i flere år nu, og det vil ikke lykkes! Jeg er blevet undersøgt, der er ikke noget i vejen for, at jeg kan blive gravid, men Jonas vil ikke undersøges – han vil ikke! Aner du overhovedet, hvor svært det er? Og så kommer du og forærer mig en gammel tøjelefant, som ville du ønske mig tillykke med de „lykkelige omstændigheder"!

 

Anette sank en klump. – Sødeste Line, det er ikke en tilfældig, gammel tøjelefant, jeg har med til dig... det er Fant, verdens bedste tøjelefant, hvis du spørger Jonas. Måske har han aldrig fortalt dig om ham, men det var ham, der var med hele vejen, dengang... dengang Jonas havde kræft, sagde Anette og forsøgte at holde tårerne væk.

 

Line så tavst på Fant og spørgende på Anette. Hendes hænder strøg uvilkårligt over det bløde, slidte tøjdyr. Anette bemærkede Lines kærtegnende hænder og tænkte ved sig selv, hvor mange uforløste kærtegn der gemte sig i Line. – Der er en grund til, at jeg kommer med Fant til dig og Jonas nu, og hvis du ikke tror, at jeg føler med jer, at jeg ikke forstår, hvor svært det er at ønske sig et barn og ikke få det – så tager du fejl, sagde Anette og så på Line.

 

Vreden var væk fra Lines ansigt, tilbage var en spørgende undren, hvad var ideen med den tøjelefant? Anette trak vejret dybt og begyndte fortællingen om den lille dreng, der var engang – den lille dreng, som blev så syg, som måtte så grufuldt meget igennem, som måtte være så tapper, bære smerter, som ikke var for børn, og se angsten i de voksnes øjne – og selv mærke smerten ved at ane, at livet ikke var selvfølgeligt.

 

Selv børn kunne dø. Jonas havde oplevet to af sine gode sygehusvenner bukke under for kræften, og selv han havde talt om det. Anette fortalte om den eneste bøn, der var i hendes hjerte – bønnen om, at hendes søn måtte leve, vokse op og blive til en mand. Bønnen om, at han måtte være en del af livet.

 

Tårerne luskede i hendes øjenkroge, mens hun talte, men hun var ligeglad nu, det var som fortællingen bar sig selv af sted – og selv om hun vidste, at Line godt kendte historien, så var det nu den inderlige udgave, som blev fortalt.

 

Anette nikkede hen mod Lines hænder, som holdt fastere om Fant. Hun fortalte om, hvordan Fant havde været trøsteren og forløseren, den, som kunne være med til at bære det ubærlige, trøste, når alt var utrøsteligt, og forløse de ord, som ellers satte sig fast imellem kærligheden og angsten for at miste det mest dyrebare.

 

– Det er det, Fant kan, og det er derfor, jeg er kommet med ham her i dag, sagde Anette stille og så på Line. Lines kinder var også blevet fugtige. – Måske kan Fant fortælle, hvorfor Jonas ikke vil undersøges. Måske kan Fant hjælpe jer to videre – for jeg håber sådan, at I klarer det her sammen. Jeg holder så meget af jer begge to, og jeg kan næsten ikke holde ud, hvis I...

 

Anette afbrød sig selv. Der var ingen grund til at sige mere. – Jeg tror, jeg forstår, sagde Line og sendte Anette et vemodigt smil. – Jeg har nogle gange tænkt på, om Jonas fik livet, men prisen var, at han ikke selv kan give det videre, sagde Anette og sukkede dybt.

 

Nu var det sagt. Det, hun havde været allermest bange for at sige, og som hun også troede lurede i et tabubelagt mørke hos både Jonas og Line. – Tak, fordi du kom... og tak for Fant, sagde Line stille. – Fant er til jer begge to, sagde Anette og samlede sine ting. Nu havde hun gjort, hvad hun kunne. Fant måtte klare resten.

 

* * *

 

Dagen var blændende lys, og Anette havde ingen ro overhovedet. Hun var vågnet alt for tidligt, havde drukket alt for meget kaffe, ikke spist noget særligt – dagen hang slet ikke sammen, hun kunne ikke tage den ind. – Det hjælper ikke noget, sagde Lars og sukkede over Anettes rastløshed. Han lagde avisen fra sig, rakte hånden ud efter hende, og hun tog den uden rigtigt at ænse ham.

 

– Hvad nu hvis... det hele går galt? ordene kom fra hendes tørre mund, hun kunne knap nok få dem ud. Hun kunne ikke huske at have været så nervøs nogensinde før, ikke engang da hendes datter var på hospitalet for at føde. Og det havde været slemt – der var gået 12 timer, før de hørte nyt!

 

– Det går ikke galt, alt er, som det skal være, prøvede Lars at trøste, men fornemmede hurtigt sin egen utilstrækkelighed. Så smilede han pludselig. – Tænk på, de har nok Fant med – så går intet galt! sagde han og smålo. Tanken trøstede også ham. Anette så på sin mand for første gang denne dag, omfavnede ham med et kærligt blik, der rummede alt det gode, de to havde sammen. Så nikkede hun. Jo, når Fant var med, skulle det nok gå!

 

* * *

 

Det var forfærdeligt at stå bag rækværket foran lufthavnens automatiske skydedøre. Anettes hjerte fløj helt op i halsen, hver gang de åbnede sig, og hun klemte fast om Lars' hånd. Der var nok flere tusinde mennesker, som var vandret forbi med deres kufferter og rejseblikke – men ikke Jonas og Line.

 

Anette nåede at tænke, at nu kunne hun ikke holde til det mere, da døren endnu en gang gled op – og ud kom Jonas med vognen belæsset med kufferter, Fant stak snablen frem fra en lille, blå rygsæk, og lige bag ham kom Line... Line med en lille mørkøjet guldklump på armen. Tre par funklende øjne og sekunder, som var evige.

 

– Nu tuder jeg altså, mumlede Lars øjeblikket, før han gav gensynsknus. Anette kunne slet ikke sige noget, hele hendes krop hulkede af en stor, forløst glæde – hendes søn, svigerdatter og lille, nye barnebarn var hjemme! Hun omfavnede Jonas og Line på én gang, den lille dreng på Lines arm så lidt betænkelig ud, og Anette måtte virkelig dy sig for ikke at overdænge ham med kys og kram.

 

– Det har været en lidt lang tur, så Lukas er lidt træt, sagde Line moderligt og strøg ham kærligt over håret. Anette blev blød om hjertet, Line og Jonas virkede allerede så fortrolige med forældrerollen, det var, som om det var kommet så let til dem, selv om virkeligheden var en helt anden.

 

De havde været af sted en måned, brugt tid med Lukas på børnehjemmet, de var blevet forældre så pludseligt, men nu var det, som om det havde været altid. Lukas rakte armene ud efter Jonas. Anette sank en lykkelig klump. Ikke tude igen! tænkte hun ved sig selv. – Det har været en meget lang rejse for ham, sagde Jonas faderligt. Anette nikkede forstående. Det havde været en meget lang rejse for alle. Fant havde været med hele vejen, han var klar til en ny generation.

Tekst: Hanne Ravn
Illustreret af: Lesley Mackenzie
Publiceret: 26-07-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge