Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: En ond mand

Noveller
Det lejede værelse hos fru Meyer passede Ole godt, selv om den gamle kælling var blevet skør, efter at hendes mand var blevet myrdet. Hvis han bare holdt sig i ro dér nogen tid, kunne han snart hente byttet fra bankkuppet.

Det var Pølse-Palle, der fortalte Ole om værelset hos fru Meyer. Da havde han siddet inde halvandet år og regnede med, at han havde betalt sin gæld til samfundet. Men der stod åbenbart skrevet med store bogstaver i panden på ham, at han havde siddet inde. I hvert fald havde han svært ved at få et sted at bo, som ikke var anvist ham af kriminalforsorgen.

 

– Hun er ganske vist tosset, sagde Pølse-Palle til ham over disken. – En rigtig skør kugle af en gammel kælling. Der er aldrig nogen, der er blevet boende hos hende ret længe. Hun ser spøgelser, siger de.

 

– Spøgelser? gentog Ole. Pølse-Palle nikkede. – Hun tror, hendes mand går igen i huset. Han blev skudt under et indbrud for syv år siden. Nogle gange kan naboerne høre hende snakke højt med ham. Efter hvad jeg har hørt, skulle hun ellers være glad nok for at være sluppet af med ham, for han var en ondskabsfuld satan.

Annonce

 

Ole troede ikke på spøgelser. Han havde bare brug for et roligt, diskret sted at bo, indtil han turde hente pengene fra kuppet. Han tog hen til fru Meyers hus og bankede på. Det var en lille, gammel kone, der lukkede op og missede med øjnene mod ham, mens han fremførte sit ærinde.

 

Værelset var fint, faktisk bedre end forventet. Det lå i stueplan og havde eget toilet. Vinduet vendte ud mod en lukket have, som det ikke så ud til, at fru Meyer overrendte. Han skulle ganske vist gennem køkkenet for at komme ud, men det var o.k. Og så var huslejen lav.

 

Fru Meyer skænkede ham en kop kaffe og bad ham sidde ned. – Hvad har du siddet inde for? ville hun vide. Helt tosset var hun altså ikke. – En dom for bankrøveri, erkendte han. – Fandt de også pengene? Ole rystede på hovedet. Han havde aldrig indrømmet, og han havde derfor aldrig sagt et ord om, at Jimmy også havde været med.

 

Det var kun Ole, politiet kunne genkende på overvågningskameraet. Han nægtede alligevel. Han nægtede også at sige, hvem den anden var. Det var der en rigtig god grund til, og den handlede ikke om godt kammeratskab. Jimmy lå død langt nede i den brønd, hvor pengene hang i en sæk på et indvendigt søm.

 

De havde ikke kunnet enes om at dele, og det ene havde sådan set ført det andet med sig. Pludselig var der ikke længere nogen at dele med. Det var tanken om pengene, der havde fået ham til at klare sig gennem fængselsopholdet. – Du kan flytte ind straks, afgjorde fru Meyer og skuttede sig. – Jeg bryder mig ikke om at være alene her i huset, især ikke om natten.

 

***

 

Ole flyttede ind med sit habengut, hvilket alt sammen kunne rummes i en Nettopose. Modsat alle andre kom han faktisk udmærket ud af det med fru Meyer. Når han ikke passede det job, som kriminalforsorgen havde skaffet ham, opholdt han sig mest på værelset. Det kunne fru Meyer godt lide.

 

Indimellem drak de kaffe sammen, men de sagde ikke meget til hinanden. Ole syntes, fru Meyer virkede nervøs. Efter den oplevelse, hun havde haft, forstod han det godt. Hun sov på første sal. Da Ole en dag kiggede rigtig godt efter, kunne han se en stor, mørk plet på trappens sisaltæppe. Det måtte være blodet fra hendes mand.

 

En aften fortalte fru Meyer ham nemlig, at det var dér på trappen, hendes Werner var blevet skudt. Lige i brystet, da han var på vej ned for at se, hvad der foregik. Sikkert af desperate narkomaner, tænkte Ole.

 

Ole havde ikke boet ret lang tid i huset, før han forstod, at rygterne havde talt sandt. Indimellem kunne han høre hende sige noget på trappen. Men det generede ham ikke. Gamle mennesker var tit sære. Ugerne gik, Ole passede sit og gjorde sig umage for at synke hen i glemslen.

 

Indimellem var han sikker på, at politiet holdt øje med ham. Civile, naturligvis. Sikker var han dog aldrig. Men han ville vente med at køre op til det nedlagte husmandssted og hente pengene, til han var overbevist om, de havde tabt interessen for ham. Derfor var han meget på værelset. Så kunne de, der eventuelt overvågede ham, få lov at kede sig ihjel.

 

– Du skal bare føle dig hjemme, sagde fru Meyer til Ole. – Se fjernsyn i stuen, eller hvad du nu har lyst til... Han færdedes efterhånden frit i huset. Fjernsynet var ældgammelt, det samme var alt andet indbo. Det undrede ham, at de bevæbnede tyve havde valgt netop ægteparret Meyers hjem. Det var ikke mere prangende udefra end indefra.

 

– Går det godt hos fru Meyer? spurgte Pølse-Palle, da Ole en dag stod under pølsevognens baldakin og nød en ristet. Ole nikkede. – Men hvad troede de narkomaner, de kunne stjæle der? Pølse-Palle trak på skuldrene. – Meyer var kendt for at låne penge ud. En ondskabsfuld satan var han, så måske var det en af skyldnerne, der nakkede ham. Og så gik der jo rygter om, at han gemte en formue.

 

– Nå, sådan, nikkede Ole. Det forklarede en del.

 

***

 

Fru Meyer hvilede sig ofte, og hvis Ole ikke havde noget bedre for, begyndte han at gennemsøge huset med en tættekam. Hvis gamle Meyer virkelig havde haft penge, tydede intet på, at hans enke havde fundet dem. Han mente ret hurtigt at kunne slå fast, at pengene ikke befandt sig i stueetagen. Derfor gav han sig til at lede kælderen igennem.

 

En dør fra køkkenet førte derned. En kold lugt af mug og fugt slog ham i møde, da han første gang listede sig derned. Det var i lommelygtens skær, han fandt en næsten usynlig lem i muren. Foran lemmen stod et gammelt skab, som han lempede ud fra væggen. Et godt skjulested.

 

Måske lå gamle Meyers formue derinde. Men Ole blev skuffet. Det var ikke penge, skjulestedet indeholdt. Det var en pistol. Overrasket lod han lyskeglen hvile på det lille, sorte våben. Han tænkte på Werner Meyer. Det var indlysende, at det havde været hans, og at pistolen var illegal.

 

Han tog pistolen ud og lod den ligge i hånden. Den gav en god følelse. Det ville være rart at have den på sig, når han skulle hente pengene. Man kunne aldrig vide. Ole stak pistolen i lommen, lukkede lemmen og skubbede skabet på plads igen.

 

Inde hos sig selv så han nærmere på pistolen. Det var en 6 mm Browning, og Ole vidste, at et antal af netop det våben havde floreret under besættelsen. Meyer kunne sagtens være kommet det i hænde på den måde. Pistolen så stadig velsmurt og perfekt ud. Det måtte komme an på en prøve, om den stadig virkede.

 

Han havde netop stukket den ind under madrassen, da fru Meyer bankede på døren og tilbød kaffe og roulade. Han sagde ja tak og gik ud. Tavse sad de side om side i køkkenet. – Jeg føler mig mere sikker, når du er her, sagde hun til sidst. – Det er næsten som at have en nevø. Han nikkede og tænkte på sit nye våben og på, hvornår han kunne hente pengene.

 

***

 

Ole investerede sin usle løn i en gammel Toyota, der kunne køre indtil synet om et halvt år. Da det halve år omtrent var gået, var han sikker på, politiet ikke længere interesserede sig for ham. En regnfuld og blæsende søndag kørte han ud i en grusgrav og prøvede pistolen af.

 

Han stod længe med fingeren på aftrækkeren. Måske eksploderede den mellem hænderne på ham. Men så trykkede han alligevel af. Et sug af glæde og magt trak igennem ham. Den virkede perfekt. Ole kørte hjem til fru Meyer og tilbragte aftenen sammen med hende.

 

Hun var snublet på trappen og trak lidt på det ene ben, så Ole lavede kaffen og bar bakken ind. En lille uge senere forlod han værelset gennem vinduet en aften kort før midnat. Han kunne have taget den normale vej, men foretrak, at hverken fru Meyer eller nogen af naboerne så ham gå ud så sent.

 

Han følte ikke, at fru Meyers naboer holdt øje med ham, men alligevel. Måske stod genboen op for at tisse, han var i den alder. Nogle gange, når Ole lå vågen om natten, blev lyset tændt derovre en eller to gange om natten og hurtigt slukket igen.

 

Han fik startet bilen og påbegyndte turen op til det nedlagte husmandssted. Han havde hjertebanken undervejs og kiggede konstant i bakspejlet. Turen tog en lille time. Han parkerede Toyotaen på en skovvej og gik det sidste stykke. Her var så stille. Kviste, der knækkede under hans fødder, lød som skud og fik ham til at knuge hårdt om pistolen i lommen. To gange rev han den op og snurrede rundt, stensikker på at være forfulgt. Men der var kun ham og mørket.

 

Månen kom kun med lange mellemrum frem bag sit skjul i skyerne. Så sendte den sine blå stråler ned over det triste landskab. Der var længere til husmandsstedet, end han huskede. I nogle frygtelige sekunder spekulerede han på, om det kunne være revet ned og brønden kastet til. Men både husmandssted og brønd var der endnu.

 

Ole stod en rum tid med pistolen hængende fra hånden ned langs det ene lår. Han ventede. Ventede og ventede. Mærkelige lyde var der nok af. Hans tanker strejfede fru Meyer, som troede, hendes afdøde Werner gik igen på trappen. Så sent som i sidste uge havde han hørt hende sige noget til ham.

 

Han gjorde sit bedste for at lukke alle tanker om Jimmy ude nu. Jimmy var død, han havde selv set det, og han havde selv lempet hans lig ned i brønden og lyttet efter det svage, dybe plask langt dernede. Til sidst gik han over gårdspladsen, hen mod brønden.

 

De små hår i hans nakke strittede, men han nægtede at overgive sig til rædslen. Det var jo det her, der havde holdt ham oppe i fængslet. Den del af brønden, der var over jorden, var snart smuldret helt væk. Han bøjede sig ind over det sorte hul, mens

han holdt vejret.

 

En ubehagelig lugt syntes at stige op fra dybet. Han lod den ene hånd søge langs med indersiden, og han havde nær udstødt et hyl af sejr og henrykkelse, da han mærkede sækken, der hang på sømmet. Han rev den til sig, mens han til sin egen irritation tænkte på, om genfærdet af Jimmy ville rejse sig fra sin kolde grav og holdt fast i posen. Men det skete naturligvis ikke.

 

Sækken med pengene fra røveriet var klam og lugtede underligt, men plastikposen indeni var intakt, og det samme var hans formue. Ole kom tilbage til bilen med pengene knuget ind til sig og pistolen i lommen. Hvor skulle han gøre af dem? Han kunne selvfølgelig bare tage dem med hjem til fru Meyer. Ham bekendt kom hun aldrig ind på hans værelse.

 

***

 

Rolig nu, sagde han til sig selv, da han var på vej tilbage til fru Meyers hus. Han havde pengene. Og han havde begået det perfekte mord. Ingen havde fundet Jimmy. Ingen ville eller kunne forbinde ham med liget, hvis det nogensinde blev fundet. Han var rig.

 

Han kunne bo hvor som helst, endda købe en lejlighed. Men det klogeste ville nok være at blive boende hos fru Meyer en tid endnu. Pistolen ville han lægge tilbage. Det var et godt gemmested, og man kunne jo aldrig vide. Det var igen blevet overskyet, da han krøb ind gennem det åbne vindue.

 

Han opdagede først betjentene, da han stod med det ene ben inde. De opdagede til gengæld straks pistolen i hans lomme og tog både den og posen med pengene i besiddelse, før de så meget som fortalte ham, hvorfor de sværmede rundt i fru Meyers hus midt om natten.

 

Han fandt ud af det, da de førte ham ud fra værelset og gennem entréen. Fru Meyer lå for foden af trappen, hendes øjne stirrede blindt ud i luften, og hun så ikke spor fredfyldt ud. En læge var ved at undersøge hende. – Hun har ligget død i et par timer, sagde han uden at dreje hovedet.

 

– Det der har jeg ikke noget at gøre med, sagde Ole. – Tænkte det nok, mumlede den kriminalassistent, som gik forrest i det lille optog. Han kom i varetægten, og der fik han serveret morgenkaffe. Han spiste og drak og prøvede at berolige sig selv.

 

Det var uheldigt med pistolen og pengene, men han havde jo aftjent samfundets straf for røveriet. Han kunne ikke komme ind at sidde for det igen. Og de kunne da ikke for alvor tro, at han havde gjort den gamle dame noget.

 

Det blev eftermiddag, før han kom ind til afhøring. Den samme kriminalassistent sad med ved bordet, men det var en kommissær Schrøder, der førte ordet. – Du var bevæbnet, Ole, begyndte kommissæren efter at have trykket på optageknappen. – Hvorfor?

 

Han trak på skuldrene. – Beskyttelse. Schrøder så på ham. – Den har været affyret to gange, siger vores ballistik-ekspert? – En prøveskydning i en grusgrav. Og desuden var fru Meyer vel ikke skudt? Schrøder rystede på hovedet. – Det ser ud til, at hun har fået et puf ned ad trappen.

 

Ole lagde hovedet på skrå. – Helt ærligt. Hun er vel faldet. Hun var ældgammel! Schrøder sukkede tyst. – Sagen er den, at genboen hørte hende råbe og bede for sit liv. Gå væk, gå væk! skreg hun efter sigende. – Hør nu, hun var skør, og hun troede, hendes mands spøgelse stod på trappen, sagde Ole. – Jeg kunne aldrig gøre hende noget, vi var de bedste venner!

 

– Ja, det må I vel have været, siden hun har indsat dig som arving af huset, nikkede Schrøder. – Det er vurderet til et par millioner, og det er gældfrit. Et par millioner kunne vel godt kaldes en slags motiv, ikke? – Hør nu, prøvede han igen. Han var blevet tør i munden. – Det anede jeg ikke. Jeg har ikke gjort det. Og I har ikke skyggen af bevis!

 

– Det kan du have ret i, sagde Schrøder. – Det er i det hele taget en ret mærkelig sag. Pengene ved vi jo godt, hvor kommer fra. Men så er der det med den pistol. Vores ballistikekspert går snart på pension, og hans højeste ønske har været at opklare sagen om Werner Meyers død. Kuglen sad i Meyers bryst, og vores ekspert svor på, at han ville kunne genkende det våben, den var affyret fra. Det holdt sørme stik. Det var nemlig det våben, vi tog fra dig i nat.

 

– Hvad? Ole blinkede målløs mod ham. – Det var også mig, der var på sagen om Meyers død dengang, sagde Schrøder. – Jeg kunne aldrig frigøre mig fra tanken om, at det var et fingereret indbrud. Måske kan du kaste lys over sagen? – Nej, sagde Ole og så fru Meyer for sig.

 

– Kom nu, sagde Schrøder overtalende. – Du skyldte vel penge hos Meyer og betalte tilbage på din egen måde, ikke? – Jeg har aldrig lånt en krone af den mand og heller ikke skudt ham, sagde Ole tonløst. Schrøder smilede vennesælt. – Hvad så? Det siges, at han var en ond mand, som tævede sin kone. Fik hun dig til at slå ham ihjel dengang mod at få lov at arve huset? Og så blev du lidt træt af at vente, ikke? Så gav du hende et puf ned ad trappen ved midnatstid. Det hele passer sammen.

 

– Det må have været hende selv, der fik det til at se ud som et indbrud og skød ham, sagde Ole desperat, næsten mens det gik op for ham selv, at han havde boet hos en morderske. – Og så skjulte hun pistolen i kælderen. Det var derfor, hun var så bange for, at hendes døde mand spøgte. Fordi hun selv havde myrdet ham. Hun var slet ikke bange for indbrudstyvene!

 

Schrøder lænede sig tilbage i stolen og lo dæmpet. – Fantasi mangler du da ikke. Fortæl os nu den sande historie, Ole.

Tekst: Dorthe Roholte
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 05-10-2013
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Hjemmet i denne uge