Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: En rigtig mormor

Noveller
Birte følte sig ensom og nedtrykt. Efter at hun var blevet alene, var det, som om hun ikke længere havde noget at leve for. Men da hun fik øje på den lille nabodreng og hørte om hans problemer, fik hun pludselig en vigtig opgave.

Birte trak dynen op over hovedet, men kunne stadig høre vækkeuret. Hun langede en arm ud og slukkede det. Fem i syv. Hvorfor skulle hun egentlig så tidligt op? Thorkild var død, og Ulrik var for længst flyttet hjemmefra og havde sin egen familie.

 

Hun havde ringet til ham i går. Han havde lydt forbeholden. Hun var også blevet slem til at ringe til ham. Børnene havde det fint, Gitte havde det også fint. Hvornår de kom? Det skulle han tale med dem om, og så ville han ringe besked senere. Han ringede ikke.

 

Selvmedlidenheden skyllede ind over hende, men så skyndte hun sig at slå dynen til side og stå op. Mens hun bryggede kaffe og tog et par boller op af fryseren, hamrede det igennem hende: "ikke brug for dig, ingen har brug for dig". Hun tvang sig til at spise. Hvorfor blev hun ved at holde sig i live? For hvis skyld?

Annonce

 

Da klokken endelig blev halv otte, ringede hun til Fanny, bedsteveninden. Fanny stod med det ene ben ude ad døren og havde ikke tid. – Min bus kommer om lidt. Du skulle tage med en dag. Så kunne du også få noget andet at tænke på. Fanny stod i en genbrugsbutik to dage om ugen. Birte fik det skidt bare ved tanken. Hun havde altid været så genert.

 

Ud ad køkkenvinduet kunne Birte se, at genboen var på vej ud ad indkørslen. Den gamle Volvo Amazone knasede i gruset. Det var en kvinde i trediverne og hendes søn, der var flyttet ind i huset på den anden side af vejen for et par uger siden. Birte blev stående ved vinduet og faldt i staver.

 

Snart var det sommer, og folk ville trække i shorts og gå smilende omkring. Gid det altid kunne være vinter! Ingen gøede ad, at man var trist om vinteren, men det blev så tydeligt om sommeren, når man ikke var glad. Men hvad var der at glæde sig til? Nu hvor Thorkild ikke var der mere.

 

Pludselig så hun en lille dreng i stor vindjakke og med hætten trukket godt ned over hovedet komme traskende hen ad fortovet. Genboens søn. Var han blevet dårlig i skolen? Drengen så sig stjålent omkring, før han låste sig ind i huset. Havde han en mobiltelefon, så han kunne ringe til sin mor og sige, han var syg?

 

Thomas og Tone, børnebørnene, havde hver deres mobil. De sad konstant bøjet over dem og sms'ede. Det kunne godt være svært at få kontakt med dem, når Ulrik og familien besøgte hende. Ikke at det skete så tit.

 

Hun mærkede et jag af smerte, da hun huskede, at det var en måned siden, hun sidst havde set Ulrik og familien. Hvorfor trak Ulrik sig væk fra hende? Bare han dog ville sige, hvad der var i vejen. Han var nok ked af, at Thorkild var død, men det var hun jo også. Så hvorfor kunne de ikke tale med hinanden om deres savn?

 

* * *

 

Næste morgen så hun tilfældigt ud ad køkkenvinduet ved halv ni-tiden. En lille dreng i en stor vindjakke kom trissende hen ad fortorvet. Var genboens dreng blevet syg igen? Birte iagttog, hvordan drengen, efter først at have kigget sig stjålent over skulderen, låste sig ind i huset.

 

Var drengens mor kommet hjem i går og havde puttet ham i seng? Men hvis drengen var syg, hvorfor havde moderen så overhovedet sendt ham i skole i dag? Pludselig slog det ned i hende, hvad der var i vejen. Hun skråede over vejen og ringede på. Der kom ingen, men hun blev stædigt ved, og til sidst blev døren åbnet på klem.

 

– Ja? Drengen kiggede ud på hende med forskrækkede blå øjne. – Hej, sagde Birte og smilede til ham. – Jeg hedder Birte, jeg bor lige overfor. Jeg kunne ikke undgå at se, at du kom hjem. Vil du ikke med over til mig lidt? Drengen så bare på hende. – Jeg kan lave kakao! Birte var forbløffet over sig selv. Hun der ellers var så tilbageholdende!

 

– Har du også boller? kom det fra drengen. I det samme knurrede hans mave højt. – Ja... og kage. Drengen smilede forsigtigt. – Kage? Maven rumlede endnu højere. Birte lo og nikkede. Sammen gik de over til Birte, og hun lavede varm kakao, tøede boller op og skar et stykke kage til ham, og drengen drak og spiste, som om han ikke havde fået mad i dagevis.

 

– Mmm, drengen smilede forsigtigt hen over kanten af koppen. – Det smagte godt. – Tak, sagde Birte. – Hvad hedder du? – Bertram, mumlede drengen. – Sikke et flot navn! – Synes du, lød det fra Bertram. Han bed sig i læben, og så var det, som om han traf en beslutning. – De andre i skolen kalder mig Bætram! – Sådan nogle fjolser, udbrød Birte og tilføjede så: – Er det derfor, du går hjem fra skole? Fordi du bliver drillet?

 

Bertram nikkede med tårer i øjnene. Spontant rejste Birte sig og gik om på den anden side af bordet og trak Bertram ind til sig. Først var han stiv i kroppen, men så tøede han op og trykkede sig ind til hende.

 

Pludselig så hun en anden lille dreng for sig. Ulrik var altid syg, da han var lille. Så sad hun på sengekanten og læste Anders And-blade for ham. Når han skulle i skole igen og var nervøs for, om kammeraterne stadig kunne huske ham og stadig gad at lege med ham, så var det hende, der satte mod i ham. Dengang syntes han, at mor var den bedste i verden. Birte bed sig i læben. Det var længe siden.

 

– Jeg vil ikke i skole mer', græd Bertram. Hun holdt ham endnu tættere ind til sig. – Jeg tror, jeg har nogle gamle Anders And-blade, sagde Birte. – Jeg har selv en dreng, altså nu er han voksen, men dengang han var lille, elskede han Anders And- blade. Jeg har dem nede i kælderen, kom!

 

De fandt bladene omme bag poserne med Thorkilds tøj, som hun endnu ikke havde orket at smide ud eller give til genbrug, selv om Fanny mere end en gang havde spurgt, om hun ikke snart skulle af med det. Der var også alt Ulriks legetøj, som hun og Thorkild havde stillet i kælderen i den tro, at Ulrik måske engang ville have det til sine børn.

 

 – Nøj, hvor fedt! Bertrams øjne skinnede. Han havde fundet kassen med Ulriks gamle flymodeller. Senere smurte Birte madder til frokost, og de sad i sofaen og kiggede i Anders And-blade. Det gik op for hende, at Bertram næsten ikke kunne læse. Hvor gammel var han? Ni? Højst 10. – Hvor gammel er du? spurgte hun. – Jeg bliver 11 år, mumlede han. – Jeg er bare lille af min alder.

 

Næsten 11 år, men lignede en på ni, havde svært ved at læse og blev drillet i skolen. Åh, hvor havde hun ondt af ham. I det samme slog stueuret tre slag, og Bertram sprang op. – Jeg må hjem. Min mor kommer snart. Da Bertram var gået, så Birte ud over stuen. Der plejede at være så pænt og pillent. Nu flød rummet med blade og kopper og halvtspiste madder. Det gjorde hende pludselig ingenting.

 

* * *

 

Morgen efter morgen så Birte en lille skikkelse i en alt for stor vindjakke komme traskende hen ad fortovet. Så åbnede hun hoveddøren, og Bertram gik over til hende. De hyggede med kakao og boller. Læste blade sammen. Når der var et ord, Bertram ikke kunne læse, hjalp hun ham, men efterhånden var det sjældent, at han var ved at kløjes i et ord. Indimellem gik Bertram i kælderen og legede med noget af Ulriks gamle legetøj.

 

En morgen kiggede Birte forgæves efter Bertram. Om eftermiddagen ringede det på døren. Birte fløj derud. Det var sikkert Bertram. Der stod en kvinde på trappen, og hun var vred. – Hvorfor har du ikke sagt noget? udbrød kvinden. – De ringede til mig fra skolen i aftes. Bertram har ikke været i skole i over to uger. Bertram siger, at han har været hos dig!

 

Birtes hjerte sank. – Undskyld, mumlede hun. – Jeg burde selvfølgelig... – Nu har jeg forbudt Bertram at besøge dig mere! Oven på den salut vendte Bertrams mor sig om og marcherede over til sit hus. Birte var rystet, men Bertrams mor havde ret. Hvorfor havde hun ikke snakket med moderen i stedet for stiltiende at se til, at Bertram pjækkede. Men det var jo, fordi hun blev glad af at være sammen med Bertram. Når han var der, glemte hun, hvor ensom hun følte sig. Hvor havde hun dog været egoistisk. Hun turde egentlig ikke. Bertrams mor var så vred. Men hun var nødt til det, nødt til at gå derover og tale med hende. – Ja, sagde kvinden afvisende, da hun åbnede døren og fik øje på Birte. Birte skød hjertet op i livet. – Du har ret i, at jeg burde have talt med dig. Jeg kan godt forstå, du er gal. Men ved du godt, at Bertram har det svært i skolen?  Birte kunne se, at kvinden fik tårer i øjnene. Så nikkede hun og gjorde tegn til, at Birte skulle komme indenfor. De satte sig i stuen.

 

– Bertram har taget skilsmissen meget hårdt, selv om hans far og jeg havde det forfærdeligt sammen. Jeg troede, alt ville blive bedre nu. Nye omgivelser, ny skole. Men... han bliver drillet i skolen. Med sit navn og vores gamle bil, og med at han er så lille. Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op. De prøver at hjælpe på skolen, men hvad skal man gøre, når nogle børn har sat sig i hovedet, at ens søn ikke er i orden, og hele tiden holder ham udenfor? Jeg har lyst til at... til at banke dem!

 

Kvinden sukkede. – For resten, jeg hedder Susanne. Jeg har helt glemt at præsentere mig. Altså, mine manerer! – Op et vist sted med de gode manerer, fór det ud af munden på Birte, og de kom begge til at grine. Susanne sukkede igen. – Jeg aner ikke, hvad jeg stiller op. Bertram har ingen venner, altså bortset fra dig. – Gid jeg kunne hjælpe, mumlede Birte.

 

* * *

 

Bertram blev glad, da han så hende stå ved porten, da det ringede ud fra skolen næste dag. Men han blegnede, da Birte henvendte sig til en flok drenge, der kom slentrende lidt efter ham. – Hej, I er Bertrams venner, ikke? Fra klassen? Der var stille længe, så var der endelig en hvidhåret dreng, der mumlede: – Ja.

 

Birte syntes, drengene så flove ud. Troede de, hun ville skælde dem ud? – Jeg har hørt en masse godt om jer. Ud ad øjenkrogen så Birte, at Bertram spærrede øjnene op, men hun fortsatte ufortrødent: – Jeg vil gerne lære Bertrams venner at kende, så I er altid velkomne. Til kakao og boller. Hjemme hos mig.

 

Så tog hun Bertram i hånden, og de begyndte at gå. – Åh, Birte, det var så piiin-ligt, klagede Bertram og trak hånden til sig. – Nu hader de mig endnu mer'. Birte havde helt ondt i maven. Bertram havde ret. Det var pinligt, hun var kommet anstigende. Og hvorfor skulle nogle halvstore knægte gide at komme hjem til hende for at drikke kakao og læse 30 år gamle Anders And-blade?

 

* * *

 

En uge efter så Birte to drenge komme traskende hen ad fortovet. De styrede over til hendes dør. Bertram smilede til hende, da hun åbnede: – Det er Lukas, sagde han og pegede på den anden dreng. Det var den hvidhårede dreng, der havde svaret Birte henne i skolen. Han sendte hende et genert smil. Birte skyndte sig at smøre flere boller.

 

Da drengene var færdige med at spise, gik de i kælderen, og Birte hørte latter og snak dernedefra. Senere kom de op og sad i sofaen og læste blade. Efter den dag kom Lukas tit sammen med Bertram. Det var en glæde at se, hvordan Bertram blomstrede op. Men en dag kunne Birte mærke, der var noget, der trykkede ham. Lukas var ikke med den dag, og først troede hun, at det var derfor, Bertram virkede beklemt. Det var det ikke, sagde han og rystede på hovedet.

 

Birte lirkede videre, men han blev ved at sige, at der ikke var noget. Da de havde spist boller og drukket kakao, satte de sig som sædvanlig i sofaen og kiggede i gamle Anders And-blade. Pludselig lænede Bertram sig ind til hende. Hun strøg ham over kinden og så, at han var ved at tude. Med tårerne løbende ned ad kinderne og hikstende vejrtrækning kom det omsider.

 

Det var snart hans fødselsdag. Men når han sagde det henne i skolen, lod kammeraterne enten som om de ikke hørte ham, eller også sagde de, at de skulle noget andet og ikke kunne komme. – Det bliver den værste fødselsdag i mit liv! Og mor siger, at far heller ikke kan komme. Han skal på forretningsrejse. – Men Lukas kommer da? Bertram rystede på hovedet. – Jeg ved ikke, om han tør! De andre er begyndt at drille ham, fordi han er sammen med mig.

 

* * *

 

Birte trak vejret dybt ind. Hun var genert, havde altid været det, men indimellem var man bare nødt til at turde. Sådan havde hun tit prædiket for Ulrik, da han var en lille dreng og ængstelig af sig. – Ellen, lød det i den anden ende. Lukas' mor. – Det er Birte, begyndte Birte. – Jeg er Bertrams... Hun tøvede, for hvad var hun egentlig? Bertrams ven? Eller... Men Ellen tøvede ikke. – Ja, Bertrams bedstemor, dig har jeg hørt meget om. Lukas er rigtig glad for at være hos dig.

 

Birte blev helt varm indeni. – Forstår du, Bertram fylder snart 11 år, men han er vist bange for, at Lukas ikke kan komme med. Han siger, at de andre børn er begyndt at drille Lukas, fordi han er sammen med ham, og nu tør Lukas ikke komme.

 

– Hvorfor er børn nogle gange så onde ved hinanden? sukkede Ellen. Så fortsatte hun: – Du kan regne med Lukas. Selvfølgelig kommer han. Han er jo glad for både dig og Bertram. Det er sørgeligt, at børnene driller ham med Bertram, men nu må han være lidt sej! Man skal ikke finde sig i at blive tyranniseret af andre.

 

* * *

 

Birte købte turpas til både Lukas og Bertram, da de gik ind i Tivoli. Mens drengene for femte gang stillede sig i kø til rutsjebanen, satte hun og Susanne sig på en café og drak kaffe. Solen skinnede fra en høj, porcelænsblå himmel. Folk smilede og spiste softice og candyfloss. Luften flægendes af hvin fra rutsjebanen.

 

– Det var virkelig pænt af dig at invitere os i Tivoli. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op, da han sagde, at han ikke havde lyst til at holde fødselsdag. Og pænt af Lukas' mor at tvinge sin dreng til at tage med i Tivoli, tænkte Birte, men hun sagde det ikke højt. Det ville bare gøre Susanne endnu mere bekymret, hvis hun vidste, at Lukas nærmest var bange for at være venner med Bertram.

 

Man kunne heldigvis ikke mærke noget på Lukas. Tværtimod virkede han glad og ubekymret, og både han og Bertram åd løs, da hun bestilte lagkage til dem. – Åhr, de andre bliver misundelige, når vi fortæller dem, hvad vi har lavet, grinede Lukas og så med strålende øjne på Bertram og Birte. Bertram grinede også og spildte en stor bid kage ned ad trøjen. Birte smilede.

 

* * *

 

Sommeren gik på hæld. Bertram skød i vejret og fyldte nu vindjakken ud. Han og Lukas var begyndt i femte klasse. Siden Tivolituren var Lukas heldigvis helt ovre sine bekymringer om de andre drenge. Hvad gjorde det, om nogen drillede ham og Bertram og forsøgte at holde dem udenfor? De var jo ikke udenfor, så længe de havde hinanden. De besøgte Birte næsten hver dag efter skole.

 

En eftermiddag havde de et par andre drenge med fra klassen. – Søren, mumlede den ene dreng. – Kasper, mumlede den anden og tilføjede stjålent: – Vi har hørt en masse om dig! At du bager gode boller og har noget spændende legetøj. – Og er smaddersød og altid har tid til at snakke, tilføjede Bertram formanende. Birte rødmede helt af glæde. Tænk, at hun var blevet en hel attraktion, sådan en gammel kone!

 

* * *

 

En aften ringede hun til sin veninde, Fanny. – Jeg har jo alt Thorkilds gamle tøj i kælderen. Gider I have det i forretningen? Birte nåede knap at lægge røret på, før det ringede på døren. Det var nok Bertram, der havde glemt noget. Det var Ulrik. – Åh gudskelov! sagde han og slog armene om hende. – Er der sket noget? Hun så undersøgende på ham. – Jeg blev pludselig så bange, sagde Ulrik. – Du ringer aldrig mere! Pludselig tænkte jeg, om du mon lå herinde og var... ja, altså... syg... eller...

 

– Jamen, Ulrik! Var du bekymret for mig? Hun havde ikke ringet til ham længe. Hun havde slet ikke haft tid til at tænke på hverken Thorkild eller hvor ensom, hun følte sig, eller hvorfor Ulrik aldrig kom og besøgte hende. – Kom, sagde hun. – Så laver jeg kaffe, og så fortæller jeg dig, hvad det er, jeg har så travlt med, at jeg aldrig ringer mere!

 

LÆS OGSÅ: Novelle: En god mor for Mikkel?

LÆS OGSÅ: Novelle: Kvinden i spejlet

LÆS OGSÅ: Novelle: Klassens skræk

Tekst: Margrethe Schmidt
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 02-05-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri