Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: En voldsom turbulens

Noveller
– Undskyld, hvis jeg er for ligefrem, smilede han lidt usikkert og så på hende med de smukke grønne øjne. – Jeg har haft en lidt turbulent uge. – Det kender jeg alt til, svarede hun, inden hun nåede at tænke sig om.

– Boarding pass, please! Lisbeth rakte papirerne frem til kvinden bag skranken. Hun blev altid meget tør i halsen, når hun nåede hertil, øjeblikket før man fik lov at gå om bord på flyet – selv om hun havde gjort det så mange gange, at hun næsten kunne det i blinde. 15 år i London, hele familien og gode, trofaste venner i Danmark, hvor mange ture var det ikke blevet til?

 

Hun rankede sig stolt og uvilkårligt, da hun gik ned ad flyets smalle gang for at finde sit sæde. Alle de tanker, der kørte i hovedet på hende, måtte ikke få hende til at tøve nu. Hun hadede tanken om, at nogen ville se på hende og tænke „stakkels kvinde". Hun var jo en kvinde med tjek på tingene, der var på vej tilbage til Danmark – på familiebesøg.

Annonce

 

En kvinde, som havde levet 15 år i fantastiske London, hele tiden på finere og bedre adresser. Hele tiden på vej videre og frem. Sammen med Dave, den mand, som var blevet hendes livs kærlighed og besværlighed, og som havde skabt sig et godt navn inden for rådgivning om sikkerhed i butiksverdenen.

 

Hun fandt sin vinduesplads. Lagde rutineret den lille rejsetaske i bagagerummet over sædet og satte sig til rette med sin håndtaske ved fødderne. Så ud ad vinduet, selv om startbanen ikke var noget seværdigt i sig selv. Men for at slippe for at møde andres blikke, undlade at notere sig, hvem der så på hende, bare lade øjnene hvile ud ad det vindue med den udsigt, hun kendte alt for godt. Asfalt, bagagevogne, folk iført neonfarver, der bevægede sig omkring, som var der en mening med hvert et skridt. En mening...

 

– Undskyld! Sorry! Hvad der kom først, undskyldningen eller frakken, som fløj ned over hende fra bagagerummet, ænsede Lisbeth ikke, men hun kunne ikke lade være med at smile af den tosprogede undskyldning. Hun så op og mødte et par grønne øjne omgivet af et venligt ansigt.

 

– Det gør ikke spor! smilede hun imødekommende og mærkede, hvor dejligt let de danske ord faldt i hendes mund. Som altid, når hun var på vej til København, var det i flyet, at hun langsomt skiftede sprog. Engelsk var blevet hendes andet moders-mål – hun drømte på engelsk nu, men når hun havde været i Danmark nogle dage, kom de danske drømme tilbage. Som mælkebøtter, der skød gennem asfalten.

 

Ikke at hun savnede det i det daglige, men modersmålet var som en gammel ven. Gensynet var altid som et varmt knus, en kærlighed, der aldrig døde. – Du ser bare så engelsk ud... Ja, undskyld... sagde manden med de grønne øjne lidt forfjamsket, mens han fjernede sin frakke og fik den rettelig lagt i bagagerummet over deres hoveder.

 

Lisbeth smilede. Han lignede ikke en mand, der havde for vane at tabe frakker ned over fremmede kvinder – og slet ikke en mand, som rodede rundt i sprog, eller som kom med forfjamskede bemærkninger. – Jeg har boet i London i 15 år, oplyste hun venligt. Overraskende for sig selv – hvad vedkom det dog ham?

 

– Så tog jeg ikke helt fejl, dejligt! Manden sendte hende et charmerende smil, som signalerede, at nu var han ved at være på hjemmebane. Ét smilehul, konstaterede hun, men lukkede hurtigt af for observationen.

 

* * *

 

Dave, tænkte hun og så ud på startbanen. Dave havde to smilehuller. Dave havde to firmaer. Dave havde energi for to. Dave havde mere end to kalendere. Dave havde to... ja, hvad skulle hun kalde det? To koner?

 

Vreden jog igennem hende, skammen, ydmygelsen, men mest af alt den hvidglødende vrede – alle de ord, forklaringer og forsinkelser, som hun tålmodigt havde båret over med og båret på med trætte skuldre, havde delvist dækket over, at Dave gennem de sidste par år havde haft to liv: Et med hende, Lisbeth, den danske kone, som havde fulgt med hele vejen, og et andet med Sarah – ja, historien var såmænd så banal, som den kunne være: sekretæren og chefen.

 

Lisbeth blinkede stædigt. Ikke tårer nu. Tænk på noget andet. Hun drog et dybt suk. – Det kom vist fra hjertet! lød det fra hendes sidemand. Lisbeth så overrasket på ham. – Ja... svarede hun tøvende. Hvem var dog den mand med de grønne, venlige øjne, smilehullet og de ligefremme bemærkninger?

 

– Undskyld, hvis jeg er for ligefrem, smilede han. Som kunne han læse hendes tanker, fløj det gennem hende. – Jeg har bare haft en turbulent uge, hvor intet er gået efter planen, fortsatte han. – Fortrolige har skuffet mig, og jeg har selv opført mig rigtig dumt, sagde han med en blanding af smil og sorg i stemmen.

 

– Det kender jeg lidt til, svarede hun, inden hun nåede at tænke over, hvad der røg ud af munden på hende. Hun ville jo bare have fred, være lidt sig selv, bruge denne flyvetur til at forberede sig på mødet med sin danske familie og venner. Samle sig, være beredt – klar til at fortælle dem, at hun havde forladt Dave.

 

De sidste otte uger havde de boet hver for sig, men ingen i Danmark kendte endnu den fulde historie. Hun havde ikke magtet at berette om det i en telefon eller per mail. Han lagde sin hånd på det armlæn, der skilte dem ad, og lænede sig med en form for tilfredshed tilbage i sit sæde.

 

Lisbeth mærkede hans tilstedeværelse med en blanding af uro og varme. Som om hans hånd kom lidt for nær, men alligevel var den helt, hvor den skulle være. Men det føltes, som kunne hun mærke hans puls ganske tæt på sin albue. Hun rykkede lidt uroligt på sig, det måtte være, fordi hun havde været så meget alene på det sidste. Havde brugt kræfter på at samle sig selv op fra det hul, hun var røget i. Brugt kræfter på at holde hele verden lidt på afstand, ude i en armslængde, væk fra sin krop med det sårede hjerte og... Nej, tænkte hun, ikke det selvpineri igen.

 

Hun rettede sig op. Kom til at støde til hans arm. – Undskyld, sagde hun. – Ingen årsag – jeg er ubetinget den mest klodsede af os to! sagde han og sendte hende et blik, der varede et øjeblik for længe. Hun gøs. Men smilede. – Det tvivler jeg på! svarede hun blødt.

 

* * *

 

Hvor klodset havde hun ikke været, da hun bragede direkte ind i en hyrdetime mellem Dave og Sarah? Hvor klodset havde det ikke været at glemme at sikre sig, at Dave havde fået sms'en om, at hun kom hjem en dag tidligere end beregnet fra kurset?

 

Hvor ubehjælpsomt havde det ikke været at lave en scene netop dér – i det rum, hun havde betragtet som sit private soveværelse? Og hvor naivt havde det ikke været ikke at se de tegn, som alverden åbenbart havde set, længe før hun så noget selv? Og hvor brutalt havde det ikke været at gribe dem på fersk gerning? Hvor banalt måtte livet være? Ja, andres liv blev nemt banale, men ens eget?

 

Lisbeth lagde uvilkårligt hånden på sin mave, beskyttende. Banalt, tja? Livmoderen var blevet fjernet for nogle år siden uden nogensinde at have givet liv til et barn. Der havde ikke været tid, plads... eller et stort nok ønske. Da operationen var overstået, var det for sent. Så banalt. Så svært. Dave havde sagt, det betød ikke noget. Det ændrede ikke noget mellem dem. Hvor banalt var det så ikke, at Sarah nu ventede Daves barn?

 

* * *

 

– Turbulens! sagde hendes sidemand. Ret overflødigt, for flyet hoppede op og ned. Hun havde prøvet det hundrede gange før, men hun fik altid denne sammenkrympende fornemmelse i maven. Alt trak sig sammen i en form for angst, som hun plejede at kunne styre med en verdenskvindes ophøjede ro.

 

– Ja, også her i luften, spøgte hun og sendte ham et prøvede sideblik. Han havde jo sagt noget om turbulens i livet? – Det er åbenbart noget, der forfølger mig! Han lo og så direkte på hende. Igen et øjeblik eller to for længe. Der var noget ved hans grønne øjne... Suget i hendes mave var helt reelt: Turbulensen fik det til at føles, som var flyet i frit fald.

 

Inden hun vidste af det, havde hun grebet hans hånd og holdt godt fast. – Undskyld! Jeg er bare ikke så god til den slags! sagde hun og slap forskrækket hans hånd igen. Han grinede og så direkte på hende. – At blive holdt i hånden af en dejlig kvinde kræver ingen undskyldning! smilede han.

 

– Jeg plejer altså ikke... sagde hun og følte sig dum og en smule hjælpeløs. Hun havde jo gjort det! Og det havde føltes rigtigt dejligt, han havde en dejlig hånd. – Så meget desto mere er jeg smigret! svarede han. – Hmmm... brummede hun. Og så på ham – med et smil.

 

* * *

 

Han hed Philip. Engelsk far, dansk mor. Han havde tilbragt sin barndom i England, sit voksenliv i Danmark. Havde begravet sin kone alt for tidligt. Sin far lidt senere. Moderen sidste år. Var på vej hjem efter besøg hos sønnen, som læste på Oxford University. En fantastisk glæde at sønnen havde opnået det, som så mange drømte om. Men besøget havde været klodset, han mærkede, hvordan sønnen lagde afstand til ham, som skammede han sig lidt. De var meget forskellige, de to – han og sønnen. Han elskede ham, men han vidste ikke, hvordan han skulle vise det. Og åbenbart kom han altid til at gøre det forkerte – ikke let, nu hvor sønnen havde fået så mange fine venner.

 

Lisbeth lyttede, nikkede og tog det ind. Så på hans grønne øjne, hænderne, som fortalte – og undrede sig over, at det var så ligetil at forstå, hvad en helt fremmed mand fortalte hende om sit liv. Så ligetil – men alligevel mærkværdigt. Sådan noget plejede man da ikke at tale med en tilfældig medpassager om. Og Philip lignede ikke en, der havde behov for tilfældige menneskers opmærksomhed.

 

– Hvorfor fortæller du mig alt det? spurgte hun med stille undren. Det slog hende, hvor sjældent det var at møde et menneske, en mand, som ikke havde travlt med at pynte sig med en masse ord, titler og utrolige bedrifter. Og det slog hende, hvordan hans umiddelbare fortælling krøb ind under huden på hende, løb med pulsen og banede sig vej til hendes ellers så lukkede hjerte.

 

– Du ligner en kvinde, der tør lytte, sagde han og sendte hende et af de grønne blikke, som gik lige ind. Hun så væk og smilede lidt for sig selv. – Tør lytte? Hvad er der at være bange for? svarede hun og genfandt øjekontakten i et genert glimt.

 

– Du kunne blive bange for at høre om en mand, som har slået sig lidt på livet – den slags fortællinger gider folk ikke. I Danmark skal vi bare svare, at vi har det godt, når nogen spørger! sagde han og så halvvejs alvorligt på hende. – I'm fine – som vi også siger i England, sagde hun med et halvt smil. – Det er jo det! Alt andet går ikke – det alt for ærlige og besværlige skal vi holde os fra, det kunne jo smitte, grinede han.

 

Så fortalte han om følelsen af at være pestramt efter konens død – masser af venlige tilkendegivelser, jovist, men også denne angst for at spørge ind til, hvordan det virkelig var. Virkeligheden var en følelse af ensomhed, som kun kunne deles med de få.

 

Hans ord dirrede i luftrummet. Og da finanskrisen også ramte ham, og hans levestandard måtte tilpasse sig, blev der endnu mere stille. Det havde han lært at leve med, men sønnens umærkelige afstandstagen var svær – næsten ubærlig. Der var smerte i de grønne øjne, men også gnist.

 

Igen mærkede hun, hvor overrumplende disse berøringspunkter mellem dem var. Han var en mand, som afvæbnede hende, fordi han ikke selv bar skarpladte våben. – Har du børn? spurgte han. Hun rystede afkræftende på hovedet. – En beslutning eller bare skæbnen? – Skæbnen, smilede hun. Og mærkede langt ind i sit hjerte, at ja, sådan var det – det var skæbnens lune, at hun ikke havde fået børn, et vilkår, hun levede fint med. Det var i orden, at det var sådan.

 

Som en sten, der faldt fra hendes hjerte: I dette øjeblik rørte det hende ikke det mindste, at Dave skulle være far. Det havde jo været længe undervejs. Bruddet mellem dem. Nu var det bare endegyldigt. – Enkelt eller retur? forhørte han sig. – Hvad mener du? spurgte hun forbløffet.

 

– Ja, jeg mener, skal du tilbage til London snarest, eller bliver du et stykke tid? For jeg kunne... han stoppede midt i sin sætning og så afventende på hende. – Det er vel nærmest en enkelt. Jeg er på vej tilbage til Danmark for at samle lidt op på mit liv, sagde hun og fattede ikke, hvor hun fik modet fra. Men de grønne øjne var så spillevende og varme.

 

Han smilede. – Jeg får helt lyst til at invitere dig på café, sagde han. Hun sendte ham et forvirret smil, som hun mente alt for tydeligt afslørede, at den slags invitationer var hun ikke vant til – at sige ja til. – Men vi kender jo ikke hinanden? sagde hun stille og så på ham. – Nej, men det kommer vi til. Det ved jeg, sagde han med sær, sårbar fasthed i stemmen.

 

Hun veg for hans blik og stirrede i stedet på de flyblade, som sad i lommen foran. Mærkede uroligt, hvordan noget i hendes krop og sjæl løftede sig mod ham, næsten forbudt, nærmest genert. – Ved du det? spurgte hun halvvejs drillende, halvvejs prøvende og mødte hans grønne øjne.

 

– Man kan også sige, at det håber jeg meget, sagde han stille og så undersøgende på hende. – Kaffe kunne vel være fint, hvis ikke det bliver en smule mærkeligt... pinligt? sagde hun med en ny åbenhed i stemmen og fortsatte: – Jeg mener, det tilfældigvis at flyve sammen er én ting, noget andet er at aftale et møde – det er jo noget andet? – Det bliver ikke pinligt mellem os, sagde han stille. De så på hinanden og tændte gensidige smil.

 

* * *

 

Flyet ramte landingsbanen med en nænsom præcision de stærke kræfter taget i betragtning. Opbremsningen pressede Lisbeth tilbage i sædet. Om lidt ville hun mødes med sin bror, som havde lovet at hente hende i lufthavnen. Om lidt ville det blive sagt. Om lidt ville hun møde den medlidenhed, hun ikke kunne klare, den forargelse, hun kendte så godt, de bedrevidende og overbærende „hvad sagde vi"-blikke, som hun ikke kunne tilbagevise, men som også hørte hjemme i den lille andedam.

 

Om lidt ville hun være „stakkels Lisbeth", og hun vidste langt ind i sin omtumlede sjæl, at hun ikke orkede at give alle de mennesker den fortrolige fortælling, de sådan higede efter. Hun var ikke stakkels. Hun havde levet sit liv, som hun kunne, hun havde grebet udfordringerne, vundet meget og tabt meget.

 

Lige nu var hun forslået, sendt til tælling og trængte til ringhjørnets ro, men hun havde jo bare levet sit liv. Om lidt begyndte et nyt kapitel, om lidt lukkede hun langsomt for et kapitel i sit liv. På gensyn London. Farvel Dave. Goddag Danmark. Velkommen... Hun sukkede og tog hans hånd. Listede sit boardingpas ind i hans hånd. Han havde bedt om hendes nummer, og hun havde skrevet det på boardingpasset.

 

Med en blanding af trods og mod havde hun tøvende udleveret sine oplysninger – fulde navn og telefonnummer, men ikke bedt om hans. Fornemmelsen var som at falde frit i luftrummets turbulens – et øjebliks foruroligende vægtløshed, et tomrum, som kunne synes uden ende. Philips grønne øjne glimtede, da han mærkede, hvad han fik. Han smilede og gav hendes hånd et selvsikkert klem.

 

* * *

 

De stod ved bagagebåndet med to fremmedes afstand imellem sig. Lisbeth fulgte opmærksomt båndet. Et øjeblik for længe – hvor var han nu? Philip? Hun mærkede, hvordan hendes hjerte ufrivilligt snørede sig sammen. Var han bare væk?

 

En sms tikkede ind. Hendes bror ville nok fortælle, at han stod klar til modtagelsen. Hun læste beskeden: „Jeg står lige bag dig. Måtte bare tjekke, at det var det rigtige nummer. Nu har du mit. P". Hun vendte sig prompte om og så ind i hans smilende grønne øjne. Slet ikke fremmede. Men med løfter om en del turbulens.

Tekst: Hanne Ravn
Illustreret af: Peter Michael
Publiceret: 28-06-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge