Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Et lys i mørket

Noveller
Inge havde håbet, at Henrik snart ville flytte tilbage til hende og børnene, men det håb havde han netop aflivet. Hvordan skulle hun fortælle børnene det, og hvordan skulle de nogensinde blive glade igen?

Inge fandt nøglen frem til „Æblehuset" og drejede den rundt i låsen. En muggen lugt af mus slog dem i møde. – Bvaaadr! Matthias rynkede på næsen, og Maria så grædefærdig ud, som hun stod på trappen med sin dukke i favnen. Inge havde selv lyst til at sige „bvadr" og tude, men hun måtte være stærk. For ungernes skyld.

 

Det var deres efterårsferie, og så måtte hun forsøge at glemme den mobil et øjeblik. Mobilen med Henriks sidste besked: Jeg er så glad. Jeg har mødt en dejlig kvinde. Hun er som et spejl. Nu tror jeg omsider, at jeg kan finde mig selv igen. Han var flyttet for at tænke sig om og for at komme sig over sin fars død. Og så havde han gudhjælpeme fundet en anden!

 

– Kom! sagde hun til børnene i den kække tone, hun havde tillagt sig. Den var langsomt kommet snigende efter den aften for nogle måneder siden, hvor Henrik havde sagt, at han var nødt til at flytte.

Annonce

 

Inge vidste godt, at Henrik var knust over sin fars var død, og hun vidste også, at det var hårdt at miste en forældre. Hun havde selv prøvet det. To gange. Men hun havde været der for ham, støttet ham, trøstet ham, siddet med ved hans fars dødsleje, og

alligevel var det, som om Henrik vendte sig fra hende, da faderen var død.

 

Han havde fremlejet en bekendts lejlighed, og hele den lange, regnvåde sommer havde det været hendes opgave at få børnene til at glemme, at deres far pludselig ikke boede hos dem mere. Og nu kom han ikke tilbage til dem igen. Hun havde håbet, men det håb havde han netop aflivet med sin besked.

 

***

 

Det var hendes veninde, Lene, der havde foreslået dem at tage op i hendes sommerhus i efterårsferien. I trænger til at komme hjemmefra, havde Lene sagt. Og Lene havde ret, de trængte til at komme af sted; Inge havde slet ikke kunnet magte tanken om at gå rundt i lejligheden en hel uge, mens børnene havde fri fra skole, så hun havde taknemmeligt taget imod Lenes tilbud.

 

Men nu hvor de var her, var hun ikke sikker på, det var nogen god idé. Huset var forfaldent og lå trist og forblæst i det efterårsvåde landskab mellem bare marker og ensomme gårde. Hvad skulle de lave her en hel uge?

 

– Maria, vil du hjælpe med at pakke varerne ud? sagde Inge til Maria, der lydigt kom traskende ud i køkkenet og hjalp sin mor med at sætte varerne på plads. Imens undersøgte Matthias det lille hus. Høje „bvaaadr"-lyde fulgte i kølvandet på ham.

 

Nu kom han ud i køkkenet, hvor Inge havde smurt madder og sat en kedel vand på komfuret, og så bebrejdende på hende. – Fjernsynet er fra 1890, proklamerede han: – Jeg kan ikke en gang tilslutte min X-boks. Der er ikke nogen port til den. Og der

er kun en kanal!

 

– Så må vi jo spille Matador, sagde Inge og kvalte et suk. Det havde nok været en fejl at tage til dette gudsforladte sted, og så på den mest triste af alle årstider. Derhjemme kunne børnene i det mindste have leget med deres kammerater. Matthias kunne spille på sin X-boks, og Maria lege med dukkehuset.

 

Kedlen begyndte at snurre, og Inge hældte te i filtret og ventede på, at vandet skulle koge. I stedet sagde det „plop", og alt lys forsvandt. Der lagde sig et tusmørkegråt lys over huset, og Inge udstødte et forskrækket råb.

 

– Sejt! lød det begejstret fra Matthias, der elskede gyserhistorier og mordgåder. – Nu skal vi ned i kælderen og skifte sikringer, og så finder vi garanteret et lig! Maria udstødte et klynkende gisp, og Inge kunne have kvalt Matthias.

 

De gik i samlet flok rundt i det lille hus, men fandt ikke sikringsskabet. Heldigvis kom Inge i tanke om, hvad Lene havde sagt: „Hvis der er noget, går I bare over til Anders og Katrine på nabogården. De er smaddersøde!". – Vi går over på gården. De

kan nok hjælpe, sagde Inge i sit kække tonefald.

 

***

 

De skridtede hen ad landevejen over mod gården, mens den kølige regn piskede dem i ansigterne. Maria klynkede lidt, og Inge holdt fast om hendes hånd. Gården var pæn og velholdt, men lå hen i mørke. Var de ikke hjemme? Inge bankede på, og

lidt efter blev døren revet op af en yngre mand med skægstubbe, der gloede vredt ud på dem.

 

Det undrede Inge, at han var på hendes alder. Havde Lene ikke sagt, at hendes naboer var ældre mennesker? – U...undskyld, udbrød Inge befippet og tog sig sammen. – Vi bor i Æblehuset. Hun pegede over mod huset. – Lene sagde, at I måske ville hjælpe. Sikringerne er sprunget, og jeg kan ikke finde sikringsskabet.

 

Manden svarede ikke, men lukkede døren i for næsen af dem, og så stod de der. Matthias så spørgende op på hende, og Maria klemte hendes hånd hårdt. Så raslede det ved døren, og manden kom ud igen, denne gang med en lommelygte i hånden.

 

Han gjorde et kast med hovedet. Inge og børnene traskede i hælene på ham, mens han tavst marcherede af sted. – Du må undskylde, sagde Inge forpustet. – Afbrød vi jer i noget vigtigt? – Nej, sagde manden bare. Da de nåede huset, tændte han lommelygten, åbnede en lem i loftet, som Inge ikke havde bemærket, baksede en stige ned og forsvandt op på loftet.

 

– Nu kommer der lys om lidt, sagde Inge beroligende til Maria, der stadig klemte hendes hånd. Men der kom intet lys. I stedet kom manden ned ad stigen igen. – Mus, sagde han kort. – Tændte du for komfuret? – Ja. Inge nikkede ivrigt. – Kedlen var lige ved at koge og så ... plop!

 

– Det er garanteret musene, der har ædt isoleringen på ledningerne, så de er kortsluttet. Men der er ikke lys nok nu. Jeg må kigge på det i morgen. – Åh, sagde Inge og hørte modløsheden i sin stemme. Skulle de så sidde og glo i mørke til i morgen? Det var nok bedre bare at pakke bilen og køre hjem.

 

Det var, som om manden havde læst hendes tanker. – I kan bo hos mig i nat, så ordner jeg det i morgen. – Åh, tusind tak, hvor er det pænt af dig! udbrød Inge.

 

***

 

Hun pakkede en lille taske med nattøj og tandbørster. Så traskede de atter i hælene på manden tilbage til gården. – I kan bo her, sagde han og viste dem ind i et gæsteværelse med en træk-ud-seng. – Men I er vel sultne? Det sidste kom i et studst tonefald, og Inge havde mest lyst til at sige „ih nej, vi har skam spist". Men de var jo sultne, og i det samme knurrede Matthias' mave højt.

 

– I er sultne! Manden smilede, og det var, som om der pludselig tændtes lys inde bag de klare, blå øjne. – Kom med herud! Han viste dem ud i køkkenet. De havde tydeligvis afbrudt ham midt i aftensmaden. Men der stod kun en tallerken. – Er din kone på ferie? fløj det ud af Inges mund.

 

Det gav et sæt i manden, og Inge kunne have slugt sin tunge. Hvad var der med ham? Havde Lene ikke udtrykkeligt sagt, at Anders og Katrine var de sødeste mennesker på jorden? Katrine var vel ikke død? Pokkers også! Hvorfor skulle hun også altid

plapre løs! Det plejede Henrik altid at sige. Nej, ikke tænke på Henrik nu. Henrik, der havde fundet en anden.

 

– Sæt jer! Jeg har flæsk og persillesovs og kartofler. Nu håber jeg, at I kan spise det. – Manner! udbrød Matthias begejstret, og Inge kunne ikke lade være med at smile. Matthias klagede altid over, at hun lavede sådan noget bvaaadr-sund mad – salat og kalkun! – Nå, der er nok en lille gourmet mellem jer, lød det alvorligt fra manden, men Inge så, at han havde et muntert glimt i øjnene. – Det lyder lækkert, smilede Inge.

 

– Spis min gris, i morgen skal du slagtes, sagde manden og øste en stor portion op til Matthias, der begyndte at skovle ind. – Hvorfor siger du det? lød det alvorligt fra Maria. Manden rynkede brynene, så smilede han, og Inge måtte igen forbløffes over den forandring, der skete med ham, når han smilede.

 

– Det ved jeg ikke. Det er bare sådan noget pjat, min mor altid sagde til mig, da jeg var på din alder, sagde han og strøg nænsomt Maria over kinden. Inge sad som på nåle. Maria hadede, når fremmede rørte ved hende. Hun lignede en lille, mørkkrøllet engel, og hun var dejlig og sød, men der kunne godt sidde en hvas tunge i det lille engleansigt. Men Maria smilede glad op til Anders.

 

– Nej, nu er jeg mæt, sagde Inge lidt efter og skubbede tallerkenen fra sig. – Tusind tak, Anders. – Anders? sagde manden og gloede på hende. Inge mærkede, at hun rødmede lidt. Så gik det op for hende, manden naturligvis måtte være Anders og Katrines søn. Måske var hans forældre ude at rejse, og så passede han gården for dem?

 

– Undskyld, sagde hun hurtigt, – Jeg burde have præsenteret mig. Inge... og det er Maria og Matthias. – Jens, mumlede manden. – Jeg bliver snart 11 år, forkyndte Matthias, så sovs og kartofler stod ud over bordet.

 

– Matthias! advarede Inge. – Ups! Jeg må ikke tale med mad i munden, betroede Matthias Jens, stadig med munden fuld af mad. – Og jeg er syv år og stor af min alder, kom det stolt fra Maria. – Det er du, sagde Jens. – Mon ikke, du er stor nok til at hjælpe mig ovre i stalden, når vi har vasket op?

 

– Jo! sagde Maria med store øjne. – Det er jeg også, lød det fornærmet fra Matthias, der ikke ville stå tilbage for sin lillesøster. – Jeg kan tage opvasken, tilbød Inge.

 

***

 

Matthias og Maria fulgte efter Jens over i stalden, mens Inge tog af bordet og vaskede op. Mens hun stod med hænderne i det hede vand, gik det op for hende, at hun ikke havde tænkt på Henrik en hel time. Ellers var han aldrig ude af hendes tanker.

 

Hvordan havde han det? Hvad mon han ville? Og hvornår fandt han ud af, hvad han ville? Nu vidste hun, hvad han ville. Det gjorde ondt, men på en måde, var det også en lettelse. At vente havde været det værste. Hun tørrede servicet af og fandt nemt ud af, hvor tingene skulle stå.

 

Der var rent og pænt overalt. Man kunne se, at Katrine var en god husmor. Jens og børnene var ikke kommet ind fra stalden endnu, og hun kiggede nysgerrigt ind i stuen. Der var helt mørkt, og hun tændte på kontakten og så sig overrasket omkring.

 

Her var nydeligt, men hun havde ikke forventet, at Anders og Katrine havde arkitekttegnede møbler og en bugnende bogreol. Hun gik hen og kiggede. Masser af gode bøger. Et billede lå med ansigtet nedad. Det var nok gledet omkuld, og Inge stillede det op igen.

 

En køn, yngre kvinde med et stort smil og Jens ved siden af, der stod med armen om hendes skulder og missede mod kameraet. De udstrålede samhørighed og håb. Det gav et stik i Inge. Sådan havde hun og Henrik også stået en gang. Så glade og håbefulde.

 

Hun hørte oprømte stemmer fra køkkenet og skyndte sig derud. – Jeg kiggede på dine bøger, sagde hun genert til Jens, men børnene afbrød dem, inden han nåede at svare. – Åh moar! hvinede Maria, må jeg ikke godt få en hundehvalp? Må jeg ikke gooodt?

 

– Jens har heste, mor! halvvejs råbte Matthias. – Og han har lovet at lære mig at ride! – Så, så! Inge løftede afværgende hænderne. – Hvad er det for noget med hundehvalpe og heste? – Mor, hans hund, Lassie, ik', den har fået hvalpe, og de er bare så smaddernuttede, åh mo'ar, må vi ikke godt få en hvalp?

 

Maria hoppede ivrigt op og ned, mens krøllerne dansede om hendes ansigt. – Vi kan ikke have en hvalp i lejligheden, indvendte Inge og blev oversvømmet af forsikringer om, at Maria ville passe den så fint. – Du er syv år, sagde Inge og følte sig meget træt.

 

– Men stor af sin alder, sagde Jens smilende. – Det må vi tale om i morgen, sagde Inge og tilføjede, at nu skulle de børste tænder og så i seng. – Den er ikke engang ni, mor! protesterede Matthias. – Jeg må give jeres mor ret, sagde Jens. – Vi skal ud at ride i morgen, og I har også lovet at hjælpe mig med at høste æbler, så i seng med jer!

 

– Okay, lød det forbavsende ydmygt fra Matthias. – Jeg laver en kande te, hvis du har lyst til en kop, når du har lagt børnene, sagde Jens med bortvendt ryg. Inge kunne ikke greje, om han havde lyst til, at hun skulle drikke te sammen med ham, eller kun spurgte af høflighed. Men hun trængte hårdt til en kop te og sagde taknemmeligt ja.

 

Hun puttede ungerne i udtrækssengen. De så glade ud. Sådan havde hun ikke set dem længe. Faktisk ikke siden, Henrik var flyttet ud af lejligheden. Og nu havde han fundet en anden! Det gjorde ondt i hende. De ville ordne alt i mindelighed, det vidste hun. Men alligevel. Børnene havde, ligesom hun, troet, at Henrik flyttede hjem igen. Hvordan skulle hun få det sagt til dem?

 

– Mor, sagde Maria og så på hende med stjerner i øjnene og sin dukke i favnen. – Jeg tror altså, det her bliver den bedste efterferie nogensinde! – Efterårsferie, din klovn, lød det søvndrukkent fra Matthias. Inge smilede og kyssede dem godnat.

 

***

 

– Hvor længe skal du passe dine forældres gård? spurgte Inge i et konverserende tonefald, da hun kom ud i køkkenet igen. Jens så overrasket på hende og begyndte så at grine. Inge fattede ikke, hvorfor han lo, men forstod dog, at det var hende, han grinede ad. – Hvorfor er det sjovt?

 

– Undskyld... Han tørrede en lattertåre væk. – Mine forældre har aldrig boet her, sagde han og så på hende. – Jeg ved ikke, hvem du tror, jeg er, men... – Åh gud, mumlede hun og mærkede rødmen skyde op i kinderne. – Er det her ikke Anders og Katrines gård? Og du er deres søn?

 

Han rystede på hovedet. – Anders og Katrine bor til den anden side, sagde han med glimt i øjnene. Hun sank lidt sammen. – Hvor føler jeg mig dum. – Lad være med det, smilede han. Inge begyndte at fnise. Nu forstod hun bedre, hvorfor han havde set så underligt på hende, da hun sagde „Anders" og „din kone".

 

De lo længe og hjerteligt og Inge udbrød igen: – Hvor er jeg dum! – Nej, du er ej, sagde han. – Du er dejlig, og det er dine børn også! – Tak, sagde hun og følte sig genert. De sad længe over teen og fik opklaret misforståelserne. Jens havde købt gården sammen med sin kæreste, men hun var flyttet igen, da det gik op for hende, at livet på landet alligevel ikke var hendes drøm.

 

Så hørte Inge sig selv fortælle om Henrik. Den krise, han befandt sig i efter sin fars død, og den krise, han havde smidt familien ud i. – Sikke et fjols! lød det fra Jens. – Hvad mener du? spurgte Inge. – Nåh, Jens virkede helt genert. – At flytte fra sine unger og deres søde mor! – Nååh! Hun rødmede.

 

Da de sagde godnat, mærkede de vist begge noget. Noget, der var så nyt og ungt, at det ikke var til at sætte ord på. Endnu. Pludselig virkede livet ikke håbløst eller gråt, men fuld af håb. Da Inge lå ved siden af børnene i mørket og hørte deres rolige åndedræt, vidste hun, at det blev en god efterårsferie. Måske den bedste?

Tekst: Margrethe Schmidt
Illustreret af: Henri Sørensen
Publiceret: 12-10-2013
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge