Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Eventyret venter

Noveller
Signe kunne ikke lade være med at blive irriteret over Thomas, der ustandseligt førte sig frem som en storskrydende vovehals. Men selv om hun var nybegynder på ski, var det alligevel hende, der kastede sig ud i det største vovestykke den dag, da det trak op til snestorm.

Hele højskoleholdet stod parat til deres første dag i Norges sne, friske og ud hvilede efter et døgns rejse. Allerede mens de stod ved Oslofærgens kaj, havde Thomas været midtpunkt med sine historier om, hvordan han stadig kunne følge med sine to voksne sønner ned ad en skibakke, og hvordan han for 20-25 år siden ustandseligt var på ski i Østrig, Frankrig og Italien.

 

– Sorte pister og vildt natteliv... det har de nok ikke meget af her, grinte han og lynede den tætsiddende skijakke. Signe observerede, at den midaldrende Thomas' mave i højere grad bar præg af hans stillesiddende konsulentjob med repræsentation og kundefrokoster end af kondikrævende skiløjper. Dens omfang sladrede om for meget pizza og rødvin som en følge af den skilsmisse, han også havde indviet holdet i, da de skulle præsentere sig for hinanden på færgen.

Annonce

 

– Hvad er en sort piste? spurgte Bibi, der ligesom Signe var bibliotekar og – igen som Signe – var iført islandsk sweater, løs vindjakke og strikhue. Thomas lo og blinkede til hende. – Sort betyder halsbrækkende; en hældning på over 40 grader. Rød er krævende, blå er mormor-løjperne og de grønne er for spædbørn – nærmest ligeud, ligesom langrend. Er du nybegynder?  – Ja, mumlede Bibi og så ned.

 

Signe tav, da Thomas lod blikket glide over hendes fornuftige påklædning. – Du er måske også nybegynder? spurgte han, og mest fordi hun egentlig ikke gad høre på ham, nikkede hun køligt. – Jeg håber, I har konditionstrænet, fortsatte han belærende. – Det kræver gode lårbasser at stå på ski. Både alpin og langrend. Man skal være naturmenneske.

 

Signe bed sig i læben og tav. Det kom ikke ham ved, at hun som ivrig pigespejder og nu som voksen spejderfører næsten hver weekend spænede rundt i de danske skove på orienteringsløb, der var både 10, 20 og 30 kilometer lange. Det kom ikke ham ved, at hun faktisk var lidt stolt af sine lange, faste lårmuskler og de tonede overarme, selvom hun fyldte 46 næste gang. Eller at hun havde løbet langrend de sidste to år.

 

Palle og Kirsten Ring, Tveje Sand Højskoles sympatiske forstanderpar, kom hen til dem. – Så tager vi ud, sagde Palle, og hans kønne blonde kone smilede funklende. – Eventyret venter! tilføjede Kirsten. – Alle deltagere på min lille skiskole: Vi tager over på børnebakken! – Mormorbakken, indskød Thomas med et drenget grin. – Og langrendsgruppen... det er os. Palle smilede til Signe, Bibi og to andre.

 

Thomas tog uigennemsigtige, rumagtige skibriller på og dunkede en af de andre i ryggen. – Vi tager op på den sorte! bekendtgjorde han, og Signes tavse irritation voksede.

 

Det samme gentog sig de næste to morgener, men på den tredje ventede en dyb skuffelse. – Vejrudsigterne for den kommende uge er så dårlige, at alle løjper må forventes lukket, bekendtgjorde Palle Ring og blev afbrudt af Thomas: – Jamen, det er jo først i uge 6! Palle fortsatte tålmodigt.

 

– De lokale skolelangrendsmesterskaber er planlagt i uge 6. Men jeg har netop fået at vide, at de bliver rykket frem til at begynde i dag p.g.a. det frontsystem, der vil drive ind over os inden for de næste tre til seks dage. Alle langrendsløjper er reserveret mester- skabsdeltagerne. Fra i dag.

 

– Jamen, hvad så med Bibi og mig? spurgte Signe og rødmede ved lyden af sin egen stemme. Det var første gang, hun havde sagt noget i plenum. Kirsten Ring smilede. – Se det positive: I får alle tiders chance for at lære alpinski på min skiskole. Det skal nok gå. Man behøver ikke forvente det værste. – Åh, nej! udbrød Bibi og udtrykte dermed præcist, hvad Signe tænkte. Åh, nej.

 

* * *

 

Palle fulgte med Thomas og tre andre alpinløbere op på de røde og sorte pister, og efter to enhalv dag på børnebakken var Kirstens elever klar til de blå pister for let øvede. – Ikke være bange! opmuntrede Kirsten. – Man kan komme ned ad enhver bakke, uanset hvor stejl den er, hvis man kan bremse skiene, som I har lært. Hun viste det igen og fortsatte:

 

– Og er man i vanskeligheder, kan man altid sætte sig på buksebagen og kure skråt fra side til side i store, bløde buer. Så skal man nok komme ned i god behold! Hun lo smittende, men Signe følte sig slet ikke tryg ved ud-sigten til en stejlere bakke.

 

– Øv! Jeg tror, jeg lejer en kælk, mumlede Bibi sammenbidt ved aftensmaden. – Eller tager ud og ser på langrends-mesterskaberne. Vil du med? Signe rystede på hovedet. – Jeg tager ikke med Kirsten, jeg begynder helt forfra i den lokale skiskole i morgen. Som Kirsten sagde: Man må se det positive. – Begynderskiskole? Det var Thomas, der havde overhørt hende. – Du har alligevel mere gåpåmod, end ... Han blinkede til hende. Hun gad ikke svare, rejste sig blot og skubbede stolen ind.

 

* * *

 

Næste morgen hang himlen tung og mørkegrå over nattens nysne. Flere af deltagerne besluttede at tage bussen ned til dalbyen, se på vinduer og gå på café. – God fornøjelse, lo Thomas. – Jeg tager op selv. Nysne er helt vildt lækker at løbe i, og jeg har lejet et snowboard. – Hvad er det? spurgte Bibi, og Thomas tegnede med hænderne i luften.

 

Hans entusiasme fik ham til at ligne en stor skoledreng, og han mindede pludselig Signe om hendes lillesøsters 15-årige. – Et snowboard er et skateboard, bare uden hjul, forklarede han. – Det kan køre vildt hurtigt, og det er smaddersjovt. – Så du har prøvet det før, konstaterede Palle.

 

Thomas lo højt. – Næh. Men hvor svært kan det være? – Jamen, vejret, begyndte Kirsten. – I receptionen siger de, at det først bliver slemt i aften. Han så på Signe. – Vil du med? Signe rødmede forfjamsket, og Thomas lo igen. – Det tænkte jeg nok. Signe ønskede, at hun kunne svare noget kvikt, men det havde aldrig været hendes styrke. Der var noget i Thomas' stærktblå øjne, der både udfordrede og irriterede hende. Hun viskede det væk. Han var overhovedet ikke hendes type. Og omvendt.

 

* * *

 

Hun satte sig med en bog i pejsestuen og nød den buld rende ild. De andre var ude, og eftermiddagstusmørket sænkede sig. Receptionisten kom hen til hende. – Du er med Tveje Sand Højskole, ikke? Så vil jeg lige fortælle, at forstanderens kone har haft et uheld... ikke noget alvorligt. Hun gled og har slået halebenet. Hr. Ring tog med på sygehuset, men er tilbage om nogle timer. Vil du informere dine holdkammerater?

 

Signe følte uroen kildre i brystet. Ikke noget alvorligt, havde receptionisten sagt. Hun genkaldte sig Kirstens ord om ikke altid at forvente det værste. – Tak, nikkede hun. – Jeg skal nok sige det videre. Det var umuligt at koncentrere sig om læsningen, og da resten af holdet en timestid senere kom tilbage, fortalte hun nyheden så udramatisk, hun kunne.

 

Bagefter forsvandt de på værelserne – alle, undtagen Thomas. Hvor var han? Hun bankede på hans dør, spurgte de andre og i receptionen, men ingen havde hørt fra ham. Receptionisten skrev noget på en blok. – Han er rutineret skiløber, ikke? Så kommer han nok snart. Lige nu er vores mandskab ude og hjælpe en busfuld skolebørn fra langrendsmesterskaberne ned ad bjerget, så de kan komme hjem i god behold. Du skal se, din holdkammerat dukker snart op.

 

Men det gjorde han ikke, og til sidst kunne Signe ikke mere. Hun huskede Kirstens demonstration af, hvordan man kunne kure ned ad en bjergside på buksebagen. Den dag havde hun aldrig forestillet sig, at det kunne blive relevant. Det kunne hun nu.

 

* * *

 

Det tog 10 minutter at køre de 1200 meter op ad bjerget i stoleliften. De søvnige lampestandere langs wirerne blinkede, når blæsten rev i dem, og hun skuttede sig i det sorte mørke og den hylende vind. Da hun hoppede af dér, hvor wiren ledte stolene ned ad bjerget igen, kom vagten ud fra sit lille styrehus. – Du har vel ikke tænkt dig...?

 

Signe afbrød. – Du kan se, at jeg ingen ski har med. Jeg kører ned på enden. Manden kløede sig i nakken og så bekymret på hende. – Det er en skidt idé. Har du ikke hørt vejrudsigten? Kør hellere med mig ned. Nu. Det bliver snestorm, sagde han med eftertryk. – Du er i livsfare heroppe. Er du klar over det?

 

Signe mærkede sin puls stige, men hun havde sin rygsæk med. I den lå hendes pandelygte, kompas og termotæppe. Det skulle nok gå. – Jeg er nødt til at lede efter en ven, sagde hun så bestemt, at det overraskede hende selv. Manden så tvivlende på hende. – Nå... ja, det kan jeg jo ikke forbyde dig. Men jeg slår alarm, når jeg kommer ned.

 

Signe nikkede og tog kompasset frem. – Hvor er den sorte piste? Manden pegede. – På nordsiden. Vær forberedt på, at du ikke kan se lysene fra hotelbyen, for den ligger på nordvestsiden. Lad mig give dig et råd: Når du er tre fjerdedele nede, så kør rundt om bjergsiden til nordvest og skift til rød piste. Der er hældningen lavere, og du kan se lysene.

 

Signe bed sig i læben og trak huen ned om ørerne, og den fremmede mand klappede hende på armen. – Held og lykke. Hvis jeg havde tøj på til det, tog jeg med dig. – Du skal ikke være nervøs for mig, forsikrede hun tappert og tog afsked med ham. Det var hun så rigeligt selv.

 

* * *

 

Vinden peb om ørerne – eller var det adrenalinen, der susede? Hjertet sank i livet, og hun følte sig på én gang dirrende nervøs og modløs, mens hun med iskolde fingre spændte pandelygten uden på huen og tændte den. Den havde hun anskaffet engang, efter at hun som ung pige var faret vild i Grib Skov på et natligt spejderløb, og aldrig havde hun været så bange. Ikke før nu.

 

Angsten hviskede negative tanker til hende: Hvorfor sagde du ikke, hvor du tog hen? Hvad laver du i det hele taget her? Hvem tror du, at du er? Thomas er nok for længst kommet ned, og nu står han i baren og gør grin med dit mormorstyrtløb, mens du spiller helt og er ved at fryse og panikke ihjel!

 

Tanken gjorde hende vred, og det gav både et skud varme og ny energi. Hun satte håndledskompasset på som et ur og var klar. Inde i lufferne skar neglene i håndfladerne, og hjertet sparkede på brystkassen, så åndedrættet blev hurtigt og overfladisk.

 

Hvad nu, hvis hun for vild? Hvad nu, hvis hun fandt Thomas, og han var kommet til skade? Eller død? Hun tjekkede igen, jo, mobiltelefonen lå i brystlommen. Hun kvindede sig op, satte sig og begyndte langsomt at kure i store bløde buer på buksebagen ned ad den stejle bakke.

 

Den nyfaldne sne tog heldigvis lidt af farten, og hun fandt hurtigt ud af, at hun faktisk kunne styre både fart og kurs, når hun kørte på tværs i lange siksak baner. Det værste var de isede flader under nysneen. Hjelmlygten lyste gulligt frem i et felt på tre-fire meter.

 

Langs løjpens sider lænede enkeltstående, 30 meter høje graner sig truende sig ind over hende, og hun måtte bruge al sin fornuft til at huske, at de selvfølgelig ikke var farlige. Tværtimod. Enhver spejder vidste, at der var ly for både vind og nedbør under en velvoksen grans nederste grene, men også, at når vinden bed som nu, kunne det være umuligt at overleve en nat i frosten.

 

Signe arbejdede sig stædigt nedad, mærkede tårerne brænde og bed sig i læben. Kun hendes søster ville sørge, hvis hun ikke kom tilbage. Hun havde hverken mand eller børn, og selv på denne tur var hun den, der gik alene. Hvorfor var det egentlig sådan? Hvorfor var hun så menneskesky? Angst og ensomhed blandede sig til en overvældende håbløshed, og pludselig havde hun mest lyst til at lade sig synke om i sneen.

 

Man sagde, at det var en nådig, smertefri død at fryse ihjel. Et kort øjeblik gled skyerne fra månen, og det var, som om vinden i forbløffelse holdt vejret og tav. Med et sæt rettede hun sig op. Hvad...? Det lød som en stemme, der råbte gennem en dyne. Svagt, næppe hørbart, men umiskendeligt.

 

Hun rettede hjelmlygten efter lyden. Og i samme øjeblik døde batteriet, og mørket slog sammen om hende. Angsten lammede hende, så hun i flere minutter ikke kunne tænke klart, men så fokuserede hun, spidsede ører det bedste, hun havde lært, og lyttede i den retning, som hun mente det uldne råb var kommet fra.

 

Der var det igen! Med fornyet gåpåmod fortsatte hun nedad på buksebagen i store bløde buer og brugte ethvert måneglimt til at tjekke kompasset og forvisse sig om, at kursen var rigtig. Fortrøstningsfuld arbejdede hun sig videre. Chokket, da lyset i pandelygten gik ud, greb hende som en klo i nakken. Hun frøs til is i det tætte mørke, der omklamrede hende, og rædslen hvinede gennem hele hendes krop.

 

– Trække vejret, rolig nu, mumlede hun til sig selv. – Rolig, Signe. Batteriet er dødt, men månen kommer frem igen om lidt. – Hjææælp! lød det pludselig, nu ganske tæt ved. Hun ventede, til en månestråle viste vej mod en mægtig grans snetunge grene. I mørket under dem skimtede hun noget lyst.

 

– Thomas? kaldte hun. – Thomas, er det dig? Det var det. Og da hun fik møvet sig hen til ham, slog han armene om hendes hals og begravede ansigtet ved hendes hals. Hun mærkede hans varme tårer, holdt om ham og lod ham falde til ro. – Jeg har forstuvet knæet, mumlede han, da han blev mere rolig. – Og mit snowboard er blevet væk. Signe tog hans hånd og blev forbavset over, hvor rolig hun pludselig følte sig. – Vi begiver os ned ved hjælp af Kirsten Ring-metoden. Nu skal du høre hvordan.

 

* * *

 

Ved afskedsmiddagen rejste Thomas sig ved hjælp af den krykke, han havde fået på hospitalet. Han slog på glasset og så lidt på Signe. Alle om bordet tav og bemærkede, hvordan der var næsten fysisk forbindelse mellem Thomas på den ene side af bordet og Signe på den anden. Så rømmede han sig, tydeligt rørt.

 

– Signe, du er den modigste kvinde, jeg nogensinde har mødt. Jeg tror ikke, du kan lide store ord. Men jeg skylder dig mit liv, og jeg beundrer dig. Ikke kun, fordi du hjalp mig ned ad bjerget på min buksebag, men også fordi du er både omsorgsfuld, klog og opmærksom. Tænk, at du lagde mærke til, at jeg var væk! Og tænk, at du risikerede alt for mig, som har behandlet dig så elendigt! Hans stemme knækkede.

 

Signe syntes, at det klædte ham at rødme og mærkede, hvordan varmen bredte sig på hendes hals og bryst. Han var virkelig meget mere tiltalende uden den kække facade. – Men jeg beundrer allermest, at du tør være dig selv. Du bekymrer dig vist ikke om, hvad andre synes om dig, du er hverken påtaget, dumsmart eller overmodig... som visse andre, tilføjede han beskæmmet.

 

Holdet smilede opmuntrende til ham. At indrømme sine egne fejl er den direkte vej til tilgivelse. Thomas løftede sit glas. Og nu smilede han, men det var en helt anden slags smil, end nogen af dem før havde set. – Skål, Signe. Signe skålede forlegent, og tavsheden om bordet råbte på hendes replik. Hun åbnede munden og gav spontant slip på ordene og mærkede, at de fik hende til at smile.

 

– Måske du skulle vælge langrend næste gang? foreslog hun, og hele holdet grinte og klappede. Signe mærkede en helt ny glæde boble i brystet. For første gang i sit liv følte hun sig som en del af en gruppe, som en naturlig brik i et sammenhold.

 

Thomas rakte hen over bordet og tog hendes hånd. – Vi kunne tage af sted sammen, Signe. Jeg tror virkelig, jeg kan lære noget af dig. Eventyret venter den, som først tør gribe det. Ved du, hvem der sagde det? Hun lod hans ord synke ind, før hun mødte hans blik og nikkede.

 

– Det gjorde Kirsten Ring. Og Knud Rasmussen, grønlandsfareren. Jeg er jo bibliotekar, jeg husker al den slags. Alle omkring bordet lo igen, og Signe rødmede. Det var helt nyt for hende at være centrum, at få andre til at le. Hun mærkede Thomas give hendes hånd et lille klem og fik lyst til at give ham et knus. Det var også nyt.

Tekst: Lykke Høi
Illustreret af: Peter Michael
Publiceret: 22-03-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri