Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Fridas frihed

Noveller
Jon havde smadret hende. Han havde fået hende til at tabe sin selvrespekt, sin gnist, sin glæde. Hun havde tabt sig selv. Og først nu, to måneder efter at han var rejst, var hun begyndt at kunne genkende sig selv i spejlet igen. Nu var han så vendt tilbage.

Frida smækkede entredøren og satte den tunge pose på gulvet. Frakken duftede af sne, og hendes kolde kinder begyndte straks at blusse i varmen. Hun satte kæden på døren og gik rundt i lejligheden og tændte lys. Bagefter gik hun i køkkenet og pakkede varerne ud. Rigtigt smør, et godt stykke ost, kakaomælk, en pose peanuts, et stykke rullepølse, rejesalat, en flaske vin. Det skulle blive en vidunderlig syndig weekend.

 

Frida fandt et par gamle urtepotter frem og glædede sig over synet af de kønne blomster, hun havde købt. Hun havde også købt hyacinter; de duftede så himmelsk når de sprang ud. Stuen virkede tryg og hyggelig med de nye puder i sofaen og den dybrøde plaid. Det var et helt andet rum, efter at hun havde malet væggene i en varm gul farve. Det var hendes stue nu.

Annonce

 

Frida tændte bloklysene på sofabordet, rullede gardinerne for og tændte fjernsynet. Hun skruede lyden så langt ned, at hun stadig kunne høre køleskabets brummen ude fra køkkenet. Så gik hun ind i soveværelset og hentede dynen; hun brød sig stadig ikke om at sove i dobbeltsengen. De få gange hun havde gjort det, havde hun måttet sove med sengelampen tændt, og så havde hun alligevel ligget der med uro i kroppen og ude af stand til at falde i søvn.

 

Frida lukkede døren til det kølige rum og gik i køkkenet, hvor hun lavede sig en bakke med madder og snacks, et glas vin og en iskold cola. Som prikken over i'et puttede hun en streg mayonnaise på rullepølsen. Hun tog det hele med ind i stuen og krøb under dynen.

 

Yderdøren smækkede nede i opgangen, og Fridas hjerte gjorde et lille hop. Men straks efter hørte hun nogen låse sig ind på en af de andre etager. Hun drak et halvt glas vin i en mundfuld og hentede så flasken ind i stuen. Hvem sagde, at hun ikke kunne drikke sig lidt varm i kinderne, hvis hun havde lyst? Det bestemte hun vel selv.

 

Frida fyldte glasset igen og snuppede en håndfuld peanuts. Hun havde taget tre kilo på på en måned, men det gjorde ikke noget. Det havde fyldt de hule kinder ud og gjort barmen lidt mere rund igen.

 

* * *

 

Filmen handlede om kærlighed. Frida kunne godt lide den slags film nu; de var som et ekko af en god drøm, hun engang havde haft. De pirkede til et savn, som ikke gjorde hende ulykkelig, men som nærmere virkede fortrøstningsfuld, fordi det betød, at noget i hende stadig troede og håbede på kærligheden. Faktisk følte hun sig af og til en lille smule forelsket. I livet. I friheden. Friheden til at spise pomfritter, friheden til at se kærlighedsfilm, friheden til at gå hvorhen hun ville, når som helst hun ville det.

 

Frida havde sågar købt et par stribede strømpebukser, bare fordi hun syntes de var glade og sjove. Hun gik i bomuldstrusser. fordi de var behagelige. Totalt befriende og usexet. Men når hun så på sit usminkede ansigt i spejlet, virkede kinderne gladere, og livet var ligesom endelig ved at vende tilbage til øjnene. Det var som et gensyn med en gammel ven.

 

Telefonen ringede. Fridas hjerte holdt en pause, og hun overvejede at lade den ringe, men tog den så alligevel. – Hej, skat. Hvordan går det? – Det går fint. Jeg sidder bare og ser lidt fjernsyn. – Har du været ude at løbe? – Nej, ikke i dag. Frida kastede et skyldigt blik på lækkerierne på bordet. Det summede for hendes ører. – Nå, nå. Nej, men benene skal jo også slappe lidt af indimellem, ikke? Bare man ikke går helt i stå. Vi ved jo nok, hvor hurtigt kiloene begynder at sætte sig igen, ikke? – Joh ...

 

– Jeg hører, at du har fundet dig en ny kæreste? Fridas bryst krøllede sig sammen, hendes hænder blev kolde. – Er det rigtigt? Stemmen ville ikke fungere. Frida rømmede sig. Jons stemme lød glad og nysgerrig. – Det er helt i orden, hvis du har. Det var jo mig, der valgte at rejse til USA på ubestemt tid, så jeg kan vel dårligt forvente, at du venter på mig. Så ... er der en anden?

 

– Nej, det... det er ikke noget, det er bare... – Hold nu op. Du kan da fortælle mig det? Frida mindede sig selv om, hvor langt væk Jon var. Måske syntes han virkelig, at det ville være i orden, hvis hun fandt en anden. Det var ikke noget, de havde talt om, inden han rejste, men det lå ligesom i luften, at de havde brudt. Jon vidste for pokker ikke engang, hvornår eller om han havde tænkt sig at vende tilbage. Hun lukkede øjnene et øjeblik.

 

– Der er faktisk en, jeg har set lidt til. Ikke noget alvorligt, bare... han hedder Jens. Jon svarede ikke, og i nogle lange sekunder stod verden stille. Rummet flød ud for Fridas blik, og hun måtte huske sig selv på at trække vejret. – Jamen, det er jo fint, sagde Jon endelig. – Godt for dig. Nå, men jeg ville også bare sige hej. Rart at høre, at du har det godt, Frida.

 

Længe efter, at de havde afbrudt forbindelsen, sad Frida stadig med telefonen i hånden. Hun koncentrerede sig om at trække vejret helt ned i maven, men noget mørkt blev ved med at flakse rundt i hendes krop.

 

* * *

 

Frida havde hovedpine, da hun vågnede. Hun hældte resten af rødvinen ud i vasken og lavede sig en kop kaffe. Vintersolen stod i skarpe vinkler ind ad vinduerne og fik pludselig glæden til at boble i maven. Hun havde en aftale med Jens i eftermiddag. De skulle i biografen.

 

Frida holdt ham lidt hen, hun kunne virkelig godt lide ham, men hun var bare ikke klar til at involvere sig for alvor. Og Jens var yderst forstående og pressede ikke på, han blev ikke fornærmet, når Frida pludselig tog hjem, fordi hun trængte til at være alene, og han trøstede hende tålmodigt, når hun fik en af sine pludselige tudeture.

 

Det eneste, der kunne irritere ham, var, når Jon skrev eller ringede. Jens kunne ikke forstå, at Frida ikke bare bad Jon om at lade hende være i fred. Frida undskyldte sig med, at det ikke betød noget. Jon sad jo på den anden side af kloden.

 

Sandheden var, at hun trods afstanden ikke turde afvise ham. Men nu havde hun jo faktisk taget et skridt i den rigtige retning ved endelig at fortælle Jon om Jens, og Frida glædede sig til at fortælle Jens det. Måske ville Jon holde op med at ringe nu? Det håbede hun. Men hun troede alligevel ikke rigtig på det.

 

* * *

 

Frida lagde sidste hånd på makeuppen og fandt sin frakke frem. Hun glædede sig til at se Jens. Når hun var sammen med ham, blev verden igen et sjovt og spændende sted at være. Jens var altid i godt humør, og han spildte ingen lejlighed til at fortælle Frida, hvor dejlig han syntes, hun var, selv med den lille topmave, hun selv syntes, hun havde fået.

 

Hos Jens var der masser af plads til ikke at være perfekt; han havde selv en lille blød vom, som Frida elskede at lægge sin kind på, når de så fjernsyn sammen. Frida vendte en lille smule mere tilbage til sig selv for hver gang, de var sammen. Og afstanden til Jon i Atlanta blev længere og længere.

 

Ligesom hun greb sin taske, ringede telefonen. Irriteret fandt hun den frem af tasken. – Skat? – Er det dig, Jon? Det vidste hun udmærket, at det var. Hun ville kunne kende hans stemme under vand. Men denne gang lød han ikke munter; han lød grødet og snøvlende. I baggrunden kunne hun høre en tung rytme; et eller andet dystert Pink Floyd- nummer. Noget skramlede og gav et skarpt klik. Det skrattede lidt i røret.

 

– Ved du, hvad jeg har her, skat? – Nej... – Gæt. Du får et hint: Det er noget der kan skyde. – Jon, hold nu op. Hvad ha... – Det er en riffel. Den er ladt. Fridas hjerte begyndte at hamre. Ville han virkelig gå så vidt for at være i kontrol? – Jon, lad nu være med at gøre noget dumt. – Er det dumt? Jeg ved snart ikke... Du elsker mig jo ikke mere. H

 

vad skulle hun sige? Selvfølgelig elskede hun ham ikke mere. Det var hun dybest set holdt op med for flere år siden, da han første gang slog hende og bed hende i øret, fordi hun havde været for længe på toilettet under et restaurantbesøg. Men Frida havde tilgivet ham dengang. Hun havde tilgivet ham mange gange siden. Og hun havde tabt. Tabt sin selvrespekt, sin gnist, sin glæde, sin tillid, sin vilje og sin vrede. Tabt 11 kilo og sin sunde kulør. Frida havde tabt sig selv.

 

Først nu, to måneder efter at Jon var rejst, begyndte hun at kunne genkende sig selv i spejlet. – Hvad synes du, skat? Skal jeg bare trykke på aftrækkeren og få det overstået? Det ville du sikkert kunne lide, ikke? Vil du gerne høre mig dø? Skal jeg trykke af, skat? Frida var rædselsslagen. Og rasende. Han sad for fanden i Atlanta. Skulle han virkelig have lov at styre hende selv derfra? Nu var hun lige ved at finde tilbage til noget, der lig-nede et normalt liv; skulle han have lov til at ødelægge det?

 

Men hvad nu, hvis han faktisk gjorde det. Skød sig selv ... lige i øret på hende. Fridas mave vendte sig, og hun skulle lige til at bede ham om at lade være; klynke, trygle. Ligesom hun altid havde gjort det. Og så ville Jon le, håne hende, spytte på hende med ord. Ligesom han altid gjorde.

 

– Jamen, det synes jeg da, du skulle gøre! Hørte Frida sig selv sige. Så afbrød hun forbindelsen. Med rystende hænder fik hun frakken på. Jon ringede ikke op igen. Det kørte i Fridas mave, og hun følte sig svimmel. Med en dyb indånding forlod hun lejligheden. Telefonen lod hun ligge på bordet i entreen.

 

* * *

 

Varm og træt i kroppen og godt tilpas efter en dejlig weekend med Jens lod Frida sig synke ned i sofaen. Som så ofte før havde hun afslået invitationen til at blive endnu en nat; hun skulle op og på arbejde i morgen, og så kunne hun ikke overskue at vågne andre steder end hjemme hos sig selv. Desuden var hun mæt af selskab.

 

Nu hvor hun slappede af, dukkede tanken om Jon op igen, men hun fejede den væk. Selvfølgelig havde han ikke skudt sig selv. Han var slet ikke modig nok. Det eneste, han ville opnå med det store drama, var at manipulere med Fridas følelser, bevare kontrollen, sikkert fordi han kunne mærke, at hun var ved at komme videre.

 

Jon kaldte det kærlighed. Frida var begyndt at kalde det psykisk vold. Det havde taget hende meget lang tid at erkende, at hun faktisk havde levet i et voldeligt forhold, både fysisk og psykisk, og tanken om det gjorde næsten lige så ondt som slagene og nedværdigelsen. Ordet „volds-ramt" gav hende tårer i øjnene, fordi det ikke længere kun var noget, nogle andre stakkels kvinder var. Hun var det selv.

 

Frida rejste sig og rystede hovedet. Hun gad simpelthen ikke tænke på alt det lige nu og ødelægge minderne om den dejlige weekend. Hun nægtede at lade Jon blive ved med at gnave i hendes hjerne som en grådig orm. Et brusebad, hun måtte have et varmt brusebad og skylle alle dårlige tanker af sig, så der blev plads til Jens og de små bobler i maven.

 

* * *

 

Duften af shampoo, den varme hud, en alt for lang engelsk krimi på tv. Frida lod øjnene glide i og nød den snurrende fornemmelse af træthed i kroppen. Dørklokken vækkede hende. Frida så på uret. Den var ti minutter over ni om aftenen. Hvem kunne dog finde på at ringe på så sent? Måske var det Jens.

 

Hun samlede morgenkåben om sig og gik ud i entreen. Vanen tro kiggede hun gennem dørspionen. Og så eksploderede alt i hende. Uden for døren stod Jon med en stor kuffert. Fridas verden blev hvid og skrøbelig. Hun så sine fingre fjerne kæden og låse døren op.

 

– Hej, skat, smilede han. Han var solbrun, og det lyse hår var blevet lidt længere. Jon maste sig forbi hende og ind i entreen. Frida kunne ikke finde ordene i sin sitrende nye verden. Jon slog armene om hende. Han lod sig ikke mærke med, at hun stivnede.

 

– Ja undskyld, at jeg sådan kommer brasende uanmeldt, men jeg syntes, det var vigtigt, at vi to lige fik snakket rigtigt sammen, ikke? Du ved, inden vi tager nogen drastisk beslutning. Frida nikkede dumt og slog ud med armen mod stuen: – Vil du have en øl eller... – Ja, tak. Det var en lang tur.

 

Mens Frida fandt øl frem, voksede panikken. Hvorfor fanden havde hun lukket ham ind? Det ville blive hendes død, det her. Hun skulle ende sit liv i denne lille lejlighed med gule vægge. Hun skulle aldrig se Jens igen. Inde i stuen kom Jon med højlydte komplimenter til den nye indretning.

 

Frida satte øllen på bordet og satte sig i stolen. Jon klappede på sædet ved siden af sig i sofaen. Hun rystede svagt på hovedet. – Nå, men vi må vel hellere få taget hul på det ubehagelige, sagde Jon og lagde ansigtet i alvorlige folder. – Sagen er, at jeg stadig elsker dig, Frida. Og jeg ved, at du også elsker mig. Er det ikke rigtigt? Vær nu ærlig...

 

Frida svarede ikke. Hun så ned i bordet. – Jeg ved, at vi har haft vores ture, men dig og mig... vi er skabt for hinanden. Vi hører jo sammen. Det ved jeg nu. Ham den anden... han vil aldrig kunne elske dig, som jeg gør. Aldrig kunne give dig det samme. Det kan ingen, skat. Kan du ikke se det? Den kærlighed, vi har, den er helt speciel. Man oplever kun den slags en gang. Jeg drømmer for fanden om at få børn sammen med dig. Vi ville kunne få nogle fantastiske børn, Frida.

 

– Nej! – Hvad? – Jeg vil ikke have dine børn. Jeg vil ikke have dig. Vær sød at gå nu. Frida kunne ikke se på ham, men hun kunne næsten mærke, hvordan hans humør skiftede. Hans øjne brændte på hendes ansigt, han trommede let med en finger på bordet.

 

– Er det nødvendigt at minde dig om, at jeg stadig står på kontrakten? Du kan ikke smide mig ud af mit eget hjem. – Det er ikke dit hjem mere. Du rejste. – Jeg havde bare brug for tid til at finde ud af, hvad jeg ville. Og det ved jeg nu. Jeg vil have dig. Hvis jeg ikke kan få dig så ... Du er bare lidt forvirret, skat.

 

– Nej. For første gang i årevis ser jeg faktisk klart. Du elsker mig ikke. Du elsker den magt, du har over mig. Du er et sygt menneske, Jon. Frida så den velkendte gnist springe op i hans blik. Hun var bange, men samtidig var hun pludselig rolig indeni. Det var egentlig ret simpelt. Det værste, der kunne ske, var, at han slog hende ihjel. Frida undrede sig næsten over, at hun ikke havde indset det noget før, at hun i stedet havde været lammet af frygt så længe. Døden var jo slet ikke det værste.

 

Hun rejste sig og gik ud i entreen. Jon blev siddende og stirrede efter hende. – Hvad skal du? – Hvis du ikke vil gå, så går jeg, sagde Frida og tog sin frakke af bøjlen. – Det vover du! Frida tog frakken på. – Du er godt klar over, at hvis du går ud af den dør nu, vil du ikke nå hen til trappen, før jeg har sparket dig i ryggen. Du vil ende som en blodig bylt nede i bunden af opgangen. Er det det du vil, Frida? Vil du gerne dø?

 

Frida lukkede øjnene og åbnede døren. Jon rejste sig. Frida trådte ud på gangen. Hun hørte døren falde i efter sig, da hun begyndte at gå ned ad trappen. Ude på gaden var luften ren og kold. Frida vendte ansigtet mod stjernerne og smilede.

Tekst: Karen Storm
Illustreret af: Kristin Nygård
Publiceret: 06-09-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri