Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Grevinde eller skøge

Noveller
Annemarie følte sig irriteret over sin medkursist Rigmor, der havde så travlt med sine fine, adelige aner. Selv havde hun meldt sig til kurset i slægtsforskning, fordi hun fra sin mor havde arvet en stor signetring. Men hendes mor havde været fabriksarbejderske, så hvordan var den kommet i hendes besiddelse? Og hvorfor havde hun ikke solgt den, hvis den var så kostbar?

Annemarie kunne ikke forhindre sine tanker i at drage på langfart ud af underviningslokalet på Tveje Sand Højskole. Rigmor Mikkelsen, en af deltagerne på kurset i slægtsforskning, som blev ledet af højskolens forstander, Palle Ring, var i gang med en lang fortælling om sine fine forfædre:

 

– Og grev Fonéza, der for øvrigt var i familie med den fornemme Guillianoslægt, endte helt oppe ved Koldinghus med sine tropper, hvor greven fandt sig en sød kvinde fra den danske lavadel, som han giftede sig med, og...

 

Rigmor sludrede ufortrødent løs. Annemarie så over på hende. Rigmor havde stålgråt hår og havde formentlig været helt sorthåret engang. Hendes hud var olivenfarvet. Måske var der virkelig en spansk greve tilbage i hendes slægt? Tiptipoldebarn af en spansk greve, det lød jo fornemt.

Annonce

 

Og hvad er jeg? tænkte Annemarie. Hun var barn af Judith, fabriksarbejderske. Hun havde aldrig mødt sin far. Han havde ikke haft lyst til at opgive sit ungkarleliv for at gifte sig og blive far. Så der var kun Judith. Ikke noget at prale af. Og dog. Moderen havde altid holdt fast i, at de nedstammede fra en gammel jysk adelsslægt, Edelskjöld.

 

Da moderen døde for et par år siden, havde Annemarie håbet, at hun havde efterladt nogle papirer, så Annemarie kunne blive klogere på sin fortid. Der var kun moderens dåbsattest og hendes egen samt et par utydelige fotografier af mennesker klædt i gammeldags tøj. Måske hendes mormor og morfar? Hun anede det ikke. De var døde, længe før hun blev født.

 

Det var lidt som at læse en bog, hvor både starten og midten manglede. Hidtil havde hun ikke gået og spekuleret på sin slægt. Men nu, hvor hendes mor var væk, og hun og kæresten, Rasmus, ventede barn om nogle måneder, blev det pludselig vigtigt for hende at finde ud af, hvor hun egentlig kom fra.

 

Hun kunne ikke helt tro på historien om, at hun skulle nedstamme fra adelsslægten Edelskjöld. Det var nok bare den slags sød sludder, man bildte sine børn ind, når man sad på sengekanten og fortalte godnathistorier. Da Annemarie var barn, havde hun slugt historien om det store jyske gods og de fornemme slægtninge. Men nu var hun voksen og vidste bedre, ikke?

 

Den eneste grund til, at hun var her på kurset, var ringen. En stor signetring af guld med et slynget E ciseleret i midten og tre små glødende diamanter. Ringen var gået i arv fra mor til datter i mange, mange generationer. E'et i ringen kunne tyde på, at der var en forbindelse til Edelskjöld, men guldringen var nok bare forgyldt blik og stenene glas.

 

Sådan havde Annemarie tænkt, da hun fandt den mellem de få ting, moderen havde efterladt. For hvis den virkelig havde været kostbar, havde hendes mor vel solgt den for længst? De havde aldrig haft penge til andet end det mest basale: tøj, husleje og mad. Ingen rejser, ingen biograf- eller Tivoliture. Spinke og spare, altid.

 

– Annemarie, måske vil du fortælle os om, hvorfor du er her? Palle Ring havde omsider haft held til at bremse Rigmor. Det gav et lille sæt i Annemarie. Også i flere af de andre på holdet. Annemarie kunne ikke lade være med at smile. Det var altså ikke kun hende, Rigmors historie havde haft en søvndyssende virkning på?

 

– Min mor har altid fablet om, at vi nedstammer fra slægten Edelskjöld, og jeg har denne signetring, men jeg tror nu ikke, den er ægte. Og hvis den er, hvordan er den så kommet i min families besiddelse? Hun fandt ringen frem af den lille æske, hun havde den i. Beundrende udbrud fra de andre i klassen, kun ikke fra Rigmor, der udstødte et lille "hmmf".

 

Palle Ring tog ringen i hånden, vejede den eftertænksomt og bad om lov til at beholde den lidt. Annemarie nikkede. Rigmor så helt fornærmet ud, som om hun var den eneste på holdet, der måtte have lov at nedstamme fra en fin familie. Men det gør jeg jo heller ikke, følte Annemarie næsten trang til at sige.

 

– Godt, sagde Palle. – Nu skal vi så i gang med at kigge i arkiver og kirkebøger. Selv om det lyder kedeligt, er det faktisk ganske spændende, når man kigger i sådan et dokument og pludselig opdager, at "Nej, det er jo min oldefars fødselsdato, der er skrevet ind der!"

 

– Og hvis man nu ingenting finder? kunne Annemarie ikke lade være med at sige. – Du skal nok finde noget. Alle finder noget om sig selv og deres slægt. Vi har været gode til at føre kirkebøger her i landet. Og i de fleste tilfælde er kirkebøgerne overført til computer.

 

– I det mindste finder du nok ud af, at det kun er gået tilbage for slægten siden Edelskjöld! lød det fra Rigmor. Det gav et sæt i Annemarie, og hun blev gloende rød i hovedet. Rigmor havde ret. Judith havde været enlig mor og fabriksarbejder – og hun selv? Hun var pædagog i en børnehave.

 

Men så blev hun vred. Hvad var der egentlig i vejen med det. Der lå hende et skarpt svar på tungen, men bed hun det i sig. Palle Ring smilede til hende og rystede umærkeligt på hovedet som for at signalere, at det ikke var umagen værd at blive gal på Rigmor. Barnet rullede pludselig rundt derinde og sparkede hende i maven. Men om det var et vredt spark eller et anerkendende, kunne Annemarie ikke helt vurdere.

 

* * *

 

– Så min tiptipoldefar var altså præst i Norge og hans far før ham! Jørgen Hansen, en ældre skolelærer på holdet, så lettet ud. – Jeg har altid følt mig som en gøgeunge i familien. De brød sig ikke om, at jeg ville på gymnasiet og videre på seminariet. Sådan noget snobberi! Vi har altid været smede i vores familie, sagde min far altid. Men der var altså også et par norske præster!

 

De andre på holdet lo og glædede sig på Jørgens vegne. Han var ikke den eneste, der pludselig havde fået en "aha-oplevelse". Sofie Andersen, en vestjysk bondekone, der troede, hun nedstammede fra hedebønder, så langt øjet rakte, havde fundet ud af, at en engelsk sømand langt tilbage havde haft en finger med i slægten. – Altså, jeg ved da ikke, om det er derfor, men jeg har altid holdt meget af at rejse i England.

 

Nej. Måske var det ikke på grund af den engelske sømand, at Sofie kunne lide England og englændere. Men det var sjovt, som folk fik et andet syn på sig selv og deres familie, når de sådan tog deres slægt i nærmere øjesyn. – Min egen interesse for slægtsforskning daterer sig til den dag, jeg som 18-årig fik at vide, at jeg var adopteret, forklarede Palle Ring. Han fik et sorgfuldt udtryk i ansigtet, men så smilede han.

 

– Det var et chok, men på en måde også en lettelse. Jeg havde altid følt, jeg ikke rigtig hørte hjemme i min familie, lidt ligesom dig, Jørgen. Jeg lignede ikke mine forældre hverken af sind eller skind. Og nu fandt jeg endelig ud af hvorfor. – Fandt du så dine rigtige forældre? spurgte Annemarie.

 

– Min mor fandt jeg først, da hun var død. Hun havde ikke haft noget nemt liv. Gravid som 16-årig. Dengang var det en stor skam at få et barn i utide, så hun adopterede mig væk. Men hun havde altid fortrudt, at hun gav mig fra sig, sagde Palle, og Annemarie forstod pludselig, hvorfor hans ansigt et øjeblik havde været gennemlyst af sorg.

 

– Men min mormor var stadig i live, fortsatte han, – og hun var et elskeligt menneske og en god fortæller. Jeg er glad for, at jeg nåede at lære hende at kende. Ved hendes hjælp fandt jeg også frem til min far, som ikke selv havde børn, troede han da.– Ville han så kendes ved dig? spurgte Sofie Andersen. – Ork ja, han var skam stolt af, at han havde frembragt en søn, Palle lo.

 

– Og slægten? kom det fra Rigmor Mikkelsen. – Var der fine folk i den? Der lød et suk fra samtlige i klassen. Annemarie kunne ikke lade være med at undre sig over, at Rigmor kun var interesseret i at høre om fine folk. Det var da spændende at høre om folks forfædre, hvad enten de var kulsviere eller grever.

 

– Slægten var, som slægter er flest. Palle trak på skuldrene. – Går man langt nok tilbage, kan man finde både skidtfolk og adel. Men i min slægt er der nu flest bønder og fiskere. Annemaries spor var endt blindt ved mormoderens mor, Annemaries oldemor. Hun hed Ane Jensen. Men der var adskillige Ane Jensen'er opført i arkiverne og hele fire netop fra den egn, så hvilken Ane var den rigtige?

 

* * *

 

Et par dage efter havde Palle ringen med tilbage i klasselokalet. – Annemarie! Den ring er meget værdifuld. Jeg tillod mig at få den vurderet af en ven, der arbejder hos et auktionshus. Den vil kunne sælges for 40.000 kr. Måske endda mere. Det gav et sæt i Annemarie. – Virkelig? Hun var overrasket og glad. Så havde hendes mor altså ikke digtet det hele?

 

Men pludselig mærkede hun også vrede. Hvorfor pokker havde hendes mor dog ikke solgt ringen, så de ikke altid måtte sidde så hårdt i det? – Den er vel stjålet! lød det spidst fra Rigmor Mikkelsen. Annemarie glemte sin vrede mod moderen og rettede den i stedet mod Rigmor. – Tyv tror, hver mand stjæler! hvæsede hun. Rigmor blev hvid i ansigtet. Rejste sig brat og skred ud af lokalet. – Så gik adelen, så kan vi andre komme til, lød det tørt fra Jørgen.

 

Alle grinede, og den dårlige stemning lettede. – Jeg tror, vi skal starte bagfra i dit tilfælde, sagde Palle og satte sig hos Annemarie. – Normalt begynder man med sig selv og går baglæns, men vi har jo ringen, så lad os i stedet begynde ved den. Han rømmede sig lidt. – Jeg har faktisk tilladt mig at ringe til det eneste nulevende medlem af familien, Jesper Edelskjöld, og han var meget interesseret i at se ringen. Og dig.

 

* * *

 

Rigmor dukkede ikke op til hverken aftensmaden eller kaffen senere. Annemarie havde det helt skidt. Hun burde ikke have hvæset ad hende. Selv om Rigmor var irriterende med alle sine fornemme forfædre og nedladende over for andre, så burde hun have følt sig for god til at snerre ad hende.

 

Herregud, Rigmor mindede hende om børnene i børnehaven, når de sad og sloges om en skovl i sandkassen, mens de råbte: "Min far er stærkere end din far!" Rigmor kom heller ikke til morgenmad næste dag. Inden Annemarie og Palle tog af sted, gik Annemarie ned på Rigmors værelse og bankede på.

 

Rigmor lå i sengen med dynen trukket helt op til næsen. – Er du syg? Skal vi tilkalde en læge? Rigmor rystede svagt på hovedet. – Nej, nej. Jeg har det fint, jeg skal bare lige... jeg... Annemarie var sikker på, hun så en tåre blinke i Rigmor Mikkelsens øjenkrog. – Gå så! sagde Rigmor i sit sædvanlige, irriterede tonefald, som om hun ville signalere, at audiensen var forbi.

 

* * *

 

Jesper, greve af Edelskjöld, var den mest afslappede adelige, Annemarie nogensinde havde mødt. Så smilede hun ad sig selv. Hun havde jo aldrig mødt nogen adelige, bortset fra Rigmor selvfølgelig. Jesper viste dem rundt på godset og inviterede til sidst Palle og Annemarie ind på sit kontor.

 

– Ja, sagde han. Han kiggede indgående på Annemaries ring, så nikkede han eftertænksomt. – Det er en signetring, der har tilhørt en af mine formødre. – Åh! Annemarie så på ham. – Men hvordan....? Var der nogen, der stjal den fra hende? Jesper Edelskjöld rystede på hovedet. – Nej, hun forærede den væk til din, ja, hvad kan hun have været? Tiptiptipoldemor?

 

– Men hvorfor? spurgte Annemarie. – Desværre i en lidt sørgelig anledning, sagde Jesper Edelskjöld og så beklagende ud. – Constance, som min formor hed, havde en bror, Christian, som var meget glad for unge kvinder. Jeg er i familie med det halve af folk her på egnen! Han lo lidt.

 

– Som regel blev det ordnet i mindelighed. Man gav pigen en medgift, og hun fandt sig en fisker eller bonde, som affandt sig med, at Christians uægte barn fulgte med i købet. Men din formor.... Jesper hev en skuffe ud i skrivebordet, fandt et gammelt dokument frem og satte et par briller på næsen.

 

– Hun var Constances veninde og selskabsdame. Hun var en fjern slægtning, som fik lov at bo på godset. Hende kunne man ikke bare bortgifte til en eller anden bonde. Constance gav hende i stedet sin signetring, så hun kunne sælge den og komme godt i vej.

 

– Men hun solgte den aldrig, sagde Annemarie og rakte ud efter dokumentet, som Jesper holdt i hånden. Jeg, Constance Edelskjöld, gør hermed vitterligt, at denne min signetring fra nu af og altid tilhører min grandkusine og veninde Kirstine Kramer. Annemarie mærkede en iling ned ad ryggen. Gennem to århundreder talte Constance pludselig til hende. Constance, der ville hjælpe sin gode veninde, Kirstine, som altså var Annemaries fjerne formor.

 

– Så nu er vi altså en slags familie, du og jeg. Jesper smilede og rakte Annemarie ringen. Hun så på den. Guldet glødede varmt, og diamanterne glimtede. – Tak, sagde hun bare og så fra Jesper og over på Palle, der nikkede. Hun vidste, at han forstod hende. Hun havde fundet sin familie. Nej, mere end det: sine rødder. En lang linje af kvinder, der havde kæmpet for at bringe deres ophav i vej og givet denne vidunderlige ring videre.

 

Hun lagde en hånd på sin mave. Mærkede en lille skvulpen under hånden. Barnet sov nok derinde. Hun var sikker på, det var en pige. Snart ville hun også sidde på sengekanten og fortælle en lille lyshåret engel historier. Denne historie. Om Kirstine, der kom galt af sted, og veninden, der forærede hende sin ring for at hjælpe hende. "Og den ring bliver din engang," sådan ville Annemarie sige. Sådan havde hendes mor sagt til hende.

 

* * *

 

Senere samme aften, da Annemarie var på vej over den grusede gårdsplads foran højskolens hovedbygning, så hun en mørk skikkelse. – Er det dig, Rigmor? Det gav et sæt i Rigmor. – Er du blevet frisk igen? Det var da dejligt. Vi har jo kun et par dage tilbage af kurset, og det ville være ærgerligt, hvis....

 

– Så ti dog stille! hvæsede Rigmor pludselig. Det gav et sæt i Annemarie, og barnet sparkede hende protesterende i maveskindet. – Hvorfor er du så uvenlig? Hvad har jeg egentlig gjort dig? for det ud af munden på Annemarie. – Det er ikke... dig. Det er bare. Rigmor brast i gråd.

 

Instinktivt lagde Annemarie armene om hende og udstødte beroligende lyde, ligesom når en af ungerne faldt i børnehaven og skulle have trøst og et plaster på såret. – Jeg... jeg føler mig... forrådt, snøftede Rigmor. Annemarie blev ved med at stryge hende over ryggen. Rigmor gjorde sig fri og tørrede heftigt sine øjne.

 

– Min mor har altid pralet af, at vi nedstammede fra... Fonézaerne... Men nu har jeg fundet ud af, at den eneste forbindelse, jeg har med greven, er, at min... Rigmors stemme rystede, så trak hun vejret ind. – Min tiptipoldemor var med i den hær, Fonéza bragte til Danmark under Napoleonskrigene.

 

– Var hun soldat? udbrød Annemarie. – Nej, hun var... hun var prostitueret! En luder, et simpelt kvindemenneske, der... der gjorde det for penge! – Ih, hvor spændende! – Spændende? Det er ydmygende, lød det lavmælt fra Rigmor. – Jeg har aldrig følt mig så ydmyget før i hele mit liv. Al min snak om grev ditten og datten, og så nedstammer jeg fra en simpel hore!

 

– Hold op! sagde Annemarie og hørte selv, at hun lød vred. Babyen sparkede hende atter i maven. – Din tiptipoldemor gjorde det så godt, hun kunne. Og det er der kommet noget godt ud af. – Er der? Annemarie synes, Rigmor så bønfaldende på hende.

 

– Ja. Annemarie tog Rigmors hånd og gav den et klem. – Der kom dig ud af det. Det er på en måde hendes skyld, at du kom til verden. Pyt da med, om hun var grevinde eller skøge. Rigmor snøftede, så smilede hun. – Joh, når man ser sådan på det.

 

 – Min mor var "bare" fabriksarbejderske, fortsatte Annemarie. – Men jeg er stolt af hende. Hun kæmpede for, at jeg skulle have et godt liv. Ligesom din tiptipoldemor garanteret kæmpede for, at din tipoldemor skulle have et godt liv.

 

– Ja, Rigmor smilede lidt. – Ja, det må hun have gjort. Ellers... ja, ellers havde jeg jo ikke været her, vel? – Nej, netop, sagde Annemarie. – Ingen af os havde været her, hvis ikke vores forfædre og formødre havde kæmpet for det. Hun lagde uvilkårligt en hånd mod sin mave. Barnet var faldet til ro. – Jeg kender dig ikke, men jeg elsker dig allerede, og jeg vil gøre alt for, at du får et godt liv, tænkte Annemarie.

 

LÆS OGSÅ: Novelle: En helt ny tid

 

LÆS OGSÅ: Novelle: En lus mellem to kvinder

 

LÆS OGSÅ: Novelle: Sommerstormen

Tekst: Lykke Høi
Illustreret af: Peter Michael
Publiceret: 15-08-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri