Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Helt ude at svømme

Noveller
Stop så! formanede Pil sig selv. Du er 42 år gammel, så hold dog op med at drømme. For det var jo for det første fuldstændig latterligt at tro, at hun kunne få livredderen henne i svømmehallen til at lægge mærke til sig. For det andet var det barnligt. Problemet var bare, at hun ikke kunne slå ham ud af hovedet. Hun var blevet vild med ham.

Pil sad i saunaen og så på sine rynkede fingerspidser. Hun var alene og trak benene op under sig på bænken. Selvom hendes ånde brændte mod knæene, var hun stadig en smule kold indeni efter den lange tid i svømmebassinet, og hendes lemmer snurrede af træthed. I virkeligheden var hun slet ikke i form til at svømme så længe, men stædigheden havde fået hende til at fortsætte alligevel, og hun var til sidst holdt op med at tælle banerne.

 

Hun lagde panden mod knæene og indåndede duften af klor og varmt træ. I tankerne så hun hans smil. Hans brune øjne. De mørke hår på hans arme. Pil kendte ikke hans navn. Det eneste, hun vidste om ham, var, at han var livredder, arbejdede onsdag aften og lørdag formiddag og ikke gik med vielsesring.

Annonce

 

Det med ringen kunne selvfølgelig skyldes, at han tog den af, når han arbejdede. Hun havde taget sig selv i at tænke, at han ikke så gift ud. Sådan noget vrøvl. Men han fik fornuften til at træde i baggrunden. Lige siden han for to uger siden var gået tæt forbi hende ude i hallen og havde sagt: – Hej, havde hun haft tanker om ham, som ikke hørte hjemme i en voksen og velovervejet kvindes hjerne.

 

Det var, som om han havde vækket en slumrende teenager inden i hende; det sugede i mellemgulvet, hun rødmede, når han tog hende i at stirre, og Pil brugte timer på at dagdrømme om, hvordan deres første møde skulle forløbe. Og det på trods af, at han ikke siden det første hej havde sagt noget til hende. De eneste samtaler, de førte, var dem i Pils hoved.

 

Hun løftede hovedet fra knæene og fik sved i øjnene, da hun åbnede dem. Nu var det vist nok. Hun gik ud og stillede sig under bruseren. Klokken var snart 20, og hun havde ikke fået aftensmad endnu. Hjemme i køleskabet stod en rest lasagne og så trist ud.

 

Pil overvejede at gå ud i svømmehallens cafeteria og spise en bakke pomfritter i stedet for, hun havde på ingen måde lyst til at tage hjem. Hun kunne ikke finde ro i kroppen til endnu en aften med evindelige genudsendelser og intetsigende programmer om mad og haver.

 

Pil havde ingen have; hun havde en lille altan, hvor den eneste plante, en spinkel purløg i en potte, for længst havde antaget en sygelig gul farve. Og hun lavede kun varm mad en sjælden gang imellem; det virkede fuldkommen absurd på hende at stå og skrælle tre kartofler til sig selv. Når hun så endelig tog sig sammen til at kokkerere et eller andet, havde hun mad til flere dage. Som med den lasagne, der havde stået og grinet ad hende i to dage, hver gang hun havde åbnet køleskabsdøren. Pil følte det næsten som en hån. Hun ville smide den ud, når hun kom hjem.

 

Det var endnu et problem med at lave mad til én: Pil hadede at smide mad ud. Mere end en gang havde en rest stået gemt så længe, at den, når hun endelig tog mod til sig og løftede stanniolen af, havde skiftet konsistens og lugt, udviklet spændende farver eller simpelthen fået pels. Og så var hun nødt til at smide både maden og skålen, den havde ligget i, ud.

 

Tankerækken havde ført Pil ud af omklædningsrummet og hen i køen i cafeteriet, hvor der duftede himmelsk af bøfsandwich. Hun ville nu ikke bestille en. Hvis guderne var med hende, og han kom ud i cafeteriet – hvornår mon han fik fri? – ville hun ikke sidde og se ynkelig ud over et cafeteria-måltid. Det ville ligne det, det var: hendes aftensmad.

 

Hun kunne lige så godt sætte et skilt på bordet, hvor der stod: Jeg hedder Pil. Jeg er singlepige. Jeg har ikke engang en kat. Ergo valgte hun pomfritterne og satte sig hen til et bord i udkanten af cafeteriet. Herfra havde hun overblik over rummet og indgangen. De fleste, der kom her, var unge mennesker med sportstasker over skuldrene og vådt hår.

 

Et par fyre i badetøfler trådte ind. Deres ærmeløse T-shirts og posede træningsbukser så ud til at være krøbet betragteligt, så deres bristefærdige muskler bulede frem under stoffet. Pil kom til at tænke på en tv-serie om Hulk, hun havde set, da hun var ung; en videnskabsmand forvandlede sig med jævne mellemrum til et to meter højt, grønt muskelmonster. Hulk sprak altid sit tøj under forvandlingen.

 

Ved et bord oppe i nærheden af disken sad to store madammer og stak i hvert sit bæger med udskåret frugt, mens de sendte længselsfulde blikke over mod den store kummefryser med is. Et par magre, langbenede teenagetøser vimsede forbi dem i et virvar af affarvet hår, latter og raslen med chipsposer. Sådan er skæbnen af og til så glad for at understrege sin ubarmhjertighed.

 

Pil stoppede en pomfrit i munden og følte sig pludselig en smule mere veltilpas; her var faktisk rart. Trygt. Plads, også til hende. Lige som Pil havde proppet endnu en pomfrit i munden, fik hun øje på den hvide T-shirt med svømmehallens logo. Han stod med ryggen til oppe i køen og rodede i disken med drikkevarer. Hans bagdel bevægede sig indbydende under bermudashortsene, da han rakte ud og fangede en flaske iste.

 

Pils hjerte sendte hårde, svimlende dønninger gennem hendes krop, og varmen bredte sig fra ørerne ned langs halsen. Bare hun ikke klaskede sammen i en hedetur. Ikke nu. Det kriblede faretruende i hårrødderne. Hun rettede sig op i stolen, men blev så enig med sig selv om, at hun sikkert så ud, som om hun hang på en bøjle og forsøgte at slappe mere af. Rolig nu. Afslappet. Upåvirket. Uinteresseret.

 

Hun dyppede en pomfrit i ketchup. Forsøgte at gøre det skødesløst og elegant, men følte sig bare ranglet og leddeløs og latterlig. Lettere befippet søgte hendes blik tilflugt i de tykke kvinder, der stadig sad tavse og tyggede på deres frugt, som var det medicin.

 

– Hej, sagde han, da han gik forbi hendes bord. Han sendte hende et lille smil og et nik. – Hej, mumlede hun. Nej, nej, nej. Det lød helt forkert. Surt. – Du svømmede ellers godt til i aften. – Tja ... Pil trak på skulderen, smilede lidt. Var bange for, at han kunne se den dirren, hun følte i mundvigen.

 

Hun turde ikke møde hans blik. Uden anden god grund end en hvirvlende mavefornemmelse, tillagde hun hans blik overnaturlige kræfter, en slags røntgensyn, der ville se lige igennem hendes værn og ind til den desperate, halvgamle kvinde, der opførte sig som en 16-årig.

 

– Nå, men... vi ses. – Mmm. Du godeste! Hvordan var det, hun opførte sig! Spil en smule kostbar, ikke retarderet, for pokker! Vær venligt interesseret, ikke desperat. Det burde sgu da ikke være så svært. Hun så hen mod døren, men han var forsvundet. Hun syntes, at hun kunne ane en svag duft af hav i luften.

 

* * *

 

Stuen lå hen i halvmørke. Pil sad i sofaen og forsøgte at følge med i en eller anden krimi, men der var alt for mange personer med, og de var alt for engelske og intetsigende i spadseredragter og sixpences. Til sidst gav hun op og klappede den bærbare op.

 

Startede med at tjekke sit horoskop. Ikke, at hun troede på den slags. Hun var jomfru, hvilket betød, at hun var jordnær, rationel, struktureret; et fornuftigt og ansvarsfuldt menneske. Så selvfølgelig var det med stjernetegn noget sludder, men for sjov klikkede Pil ind på „Par-horoskoper".

 

Ifølge astrologen passede hun bedst sammen med andre jordtegn som Tyr og Stenbuk. Men netop i 2011 havde hun brug for en Vædder i sit liv. Nåda! Pil kunne faktisk levende forestille sig, at hendes livredder var Vædder. Det lød så stærkt og mandigt og handlekraftigt. Måske var det derfor, hun var så ulideligt tiltrukket af ham, fordi det var meningen. Det var skæbnen.

 

Hun klikkede tilbage til sit ugehoroskop, som lovede at: Perioden byder på nye projekter og opgaver, som kan have med børn eller partnere at gøre. Du har de ideelle vilkår til at få tingene til at lykkes. Dit forhold til mænd er særdeles godt i denne periode. Et godt råd til dig er, at du ikke må bekymre dig for meget.

 

Hvad betød det? Sandsynligvis ingenting. Men det kunne på den anden side måske også betyde at ... Nej. Pil klappede computeren i. Der var kun ét råd i det horoskop, det gav mening at tage til sig, og det var rådet om ikke at bekymre sig for meget.

 

Hun burde lade være med at bekymre sig om en mand, hun ikke kendte. Det her havde taget magten fra hende. Han havde taget magten fra hende. Måske var hun ligefrem besat? Bare ordet fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen. Der var ikke andet at gøre end at ignorere de følelser og begynde at opføre sig voksent igen.

 

Pil kogte vand til te. Kedelen lød som en turbine i det stille køkken. Det blege spejlbillede af hende selv kiggede bedrevidende på hende fra vinduet. Da hun var ung, havde hun haft ry for at være smuk. Hvis hun dengang forelskede sig i en dreng, var det som regel nok, at hun sørgede for at holde sig i nærheden af ham. Hun dukkede op ved fodbold-banen, stod sammen med veninderne lige i nærheden i skolegården, rendte ind i ham på biblioteket. I løbet af ikke ret længe lagde fyren som regel mærke til hende, og så var slaget vundet, og han kom og inviterede hende med i biografen eller sådan noget. Det havde aldrig, så vidt Pil huskede, slået fejl.

 

Nemlig, men du er 42 år nu, syntes spejlbilledet at minde hende om, så hold op med at drømme. Du kan svømme, til du får gæller, uden at han lægger mærke til dig. Kedelen var færdig og blev tavs som for at understrege en pointe. Pil gav sig til at hælde vand over tebladene.

 

Det var jo rigtigt; det var fuldstændig latterligt at tro, at hun uden videre kunne få livredderen til at lægge mærke til sig. Alle de opblæste intentioner om at holde sig i form var i virkeligheden bare skalkeskjul for en såret forfængelighed. Derfor var hun så optaget af en fremmed mand, fordi hun var over 40 og dybest set først havde indset det nu.

 

Selvfølgelig var han tiltrækkende, det var han bestemt, men hendes reaktion på ham var jo nærmest helt ude af proportion med det rimelige, og det kunne der kun være én forklaring på: Pil var blevet indhentet af den midtlivskrise, som var udeblevet, da hun blev 40, hvor hun havde smilet bredt til de veninder, der kiggede på hende med ængstelig forventning i blikket. Hun havde moret sig kongeligt over at skuffe dem. Der havde ikke været hverken tårer eller dårligt humør og da slet ingen panik over at være nået halvvejs.

 

Hun følte sig heller ikke panisk nu, men sådan en krise kunne åbenbart vise sig på mange måder. Mænd købte nye biler og fik elskerinder. Pil forelskede sig i en livredder. Endelig gav det mening. At erkende et problem betyder, at man næsten har løst det. Det eneste, hun skulle nu, var at styre sine tåbelige, umodne impulser og blive væk fra svømmehallen. No problem!

 

* * *

 

Pil vred vand ud af håret og forsøgte at lade være med at se blåfrossen ud, men vandet i det store bassin var ikke opvarmet, og hun magtede ikke at svømme sig varm; trætheden sad stadig i musklerne fra onsdag aften. Der var forholdsvis mange unge mennesker i hallen sådan en lørdag formiddag, og livredderen kredsede rundt nede ved vipperne, hvor nogle teenagere fjollede rundt og viste sig over for hinanden.

 

To store drenge lavede nogle dristige spring fra tremeteren, mens tre piger så beundrende til. Pludselig kravlede den ene pige op på vippen. Det gik langsomt op ad trappestigen og endnu langsommere, da hun nåede op. Hun bevægede sig ud mod spidsen som en, der går planken ud. Under hende kom de andre med opmuntrende tilråb.

 

Livredderen stillede sig helt hen til kanten og gav pigen sin udelte opmærksomhed. Hun kastede et sidste blik ned på sine venner, lukkede øjnene og trådte ud over kanten. Hun skar gennem vandoverfladen med et lille plask, og øjeblikket efter svømmede hun ind til kanten. Vennerne lo anerkendende. Livredderen gav hende en lille klapsalve.

 

* * *

 

Der var længere ned, end Pil havde troet. Nede fra havde det ikke set så slemt ud, men nu sled højdeskrækken i hende og fik hendes knæ til at dirre. Hun knugede om metalgelænderet. Vippen så ud til at være mindst en kilometer lang. Livredderen stod med hænderne i siden og ansigtet vendt op imod hende. De øjne!

 

Hun slap gelænderet og tog et lille skridt. Ikke vise, at du er bange. Se ud, som om du har gjort det 100 gange før, formanede hun sig selv. Pil svajede en smule. Med en sidste dyb indånding tog hun nogle hurtige skridt ud mod spidsen, underlaget forsvandt under hende, og maven blev presset helt op under hagen i et kvalmende sus.

 

Så ramte hun vandet med et plask, der fik smerten til at drøne ud i kroppen. Hendes lunger klappede sammen, mens hun hvirvlede rundt i vandet og forsøgte at finde ud af, hvilken vej der var op. I nogle paniske sekunder var hun sikker på, at hun skulle dø, men så greb en stærk hånd hende om håndleddet og trak i hende, så hun fik hovedet oven vande.

 

Hostende og harkende, klamrede hun sig til kanten, mens hendes indvolde foldede sig ud igen og endelig gav plads til rigtige åndedrag. – Er du o.k.? Livredderens brune øjne var alvorlige, bekymrede. Pil nikkede og bandede sig selv langt væk, mens han trak hende op af bassinet og satte sig på hug ved siden af hende på kanten.

 

– Tak. Hun undgik hans øjne. Han havde et stjernetegn tatoveret på underarmen; Vandmandens tegn, så hun nu. Ikke Vædderens. Selvfølgelig var han ikke Vædder. – Det var noget af en maveplasker. Var det dit første spring? – Ja. Ja, jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det... Jeg fik bare sådan en lyst til... Det var tåbeligt! Simpelthen så tåbeligt.

 

Pil kunne have krøbet i et musehul. Nej, et ormehul. Hun bed sig i kinden for at stoppe den rablende ordstrøm. Det var pinligt nok i forvejen, og hendes mave gjorde stadig krampagtigt ondt. Hun ville bare hjem. Så kunne hun måske lære at styre sig, hun havde nedkaldt denne forbandelse over sig selv ved overhovedet at tage herhen igen. Hvad havde hun også tænkt på? Ingenting! Det var jo netop dét. Men det skulle være slut nu. Slut! Hun var færdig med at gøre sig selv til grin.

 

– Ikke ligefrem tåbeligt. Det kræver bare lidt øvelse. Ellers rammer man skævt, og det kan godt gøre ondt, hørte hun ham sige. Ja, hun havde ramt skævt. På mere end en måde. Et under at hun ikke havde ramt helt ved siden af og knaldet hovedet mod flisekanten.

 

– Men det giver mig egentlig et godt påskud til at... ja, nu er du jo kommet her i et stykke tid, så jeg har jo ikke kunnet undgå at lægge mærke til dig, og jeg synes... Nu må du ikke misforstå mig, jeg er ikke ude på at udnytte situationen, men jeg har altså tænkt på... Kors, hvor er jeg elendig til det her! Jeg har vist været alene for længe. Og så gør du mig ærligt talt en smule nervøs. Du virker sådan lidt utilnærmelig, og hvis det er, fordi du ikke er interesseret, er det også helt okay, men...

 

Han gik i stå, og Pil vovede at løfte hovedet og se på ham. Han virkede forlegen, men de mørke øjne smilede, så hun blev helt blød inden i, og hun slappede for første gang af i hans nærvær. – Og? Smilede hun. – Og jeg tænkte på, om du måske kunne have lyst til at gå med mig i biografen en dag?

Tekst: Karen Storm
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 14-06-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri