Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Hunde ler med deres haler

Noveller
Bente kunne ikke lade være med spekulere på, om hundetræningskurset var lidt for stor en mundfuld. For det var ikke bare hundene, der skulle optrænes, men lige så meget deres ejere, der skulle oplæres i at opføre sig anderledes over for hinanden.

Kirsten Ring klappede begejstret i hænderne og kaldte på sin mand: – Palle, skynd dig! Kom og se, hvad Bente kan! Forstanderen kom til og så, hvordan højskolens psykologilærer havde Rembrandt, hans og Kirstens egenrådige schäferhund i sin hule hånd og fik den til at lystre hendes mindste vink.

 

– Fri! Bente ledsagede kommandoen med en håndbevægelse, der betød, at hunden måtte spurte rundt i højskolens park. – Så prøv at få ham til at komme, sagde Palle skeptisk. Bente så på Kirsten. – Du gør det, Kirsten. Sådan, som jeg har lært dig. Palle måtte skjule et grin. – Hvis Rembrandt overhovedet lystrer nogen, er det i hvert fald ikke Kirsten!

 

Hans kønne kone ignorerede ham, satte sig på hug og kaldte venligt på hunden. På 150 meters afstand så de, hvordan schæferen spidsede ører, straks vendte sig og kom spurtende hen mod hende, mens hun langsomt rejste sig. På en håndfuld sekunder sad den store, gamle hanhund lydigt ved Kirstens venstre fod og så opmærksomt op på hende.

Annonce

 

Hun omfavnede kærligt sin mand. – Hvis bare du var lige så lærenem, sagde hun, og Bente brød ud i en skraldlatter. Palle så på hende over brillerne. – Okay, jeg overgiver mig. Vi udbyder et hundetræningskursus her i foråret. Jeg må sige, at jeg tager hatten af for din nye uddannelse! Hvad er det nu, den hedder?

 

– Dyreadfærdspsykolog. Men jeg synes, du skal kalde mig hundetræner i teksten. Det andet er nok for indviklet. Og kursisterne skal jo ikke tro, at der er noget galt med deres dyr, så de skal til psykolog. – Hm. Hundetræner, brummede Palle. – Jeg laver annoncen med det samme.

 

* * *

 

Alle kursuspladser blev hurtigt solgt, og Bente var ikke fri for at være nervøs, da kursisterne med hunde begyndte at ankomme til første lektion. Var hun nu dygtig nok til det her? Det var en strålende majdag, og de store, gamle æbletræer foran den statelige hovedbygning stod i blomst.

 

Det var en broget forsamling af hunde: store, små, racerene og gadekryds, og deres mennesker var lige så forskellige. Bente havde omhyggeligt sammensat holdet med lige mange kvinder og mænd, både unge og ældre. En kæmpestor, sort dobermann galopperede pludselig hen mod hende, og hjertet sad i halsen, da solen glimtede i de lange hjørnetænder. Angsten isnede gennem hende, og hun havde pludselig glemt alt, hvad hun havde lært.

 

– Devil, kom! Devil! Deviiiil! råbte hundens ejer i stigende, vredt tonefald. Instinktivt stillede Bente sig med siden til dyret, smaskede lidt for at vise venskab og holdt hovedet lidt duknakket. Straks stoppede hunden op og snusede fredsommeligt til hende. Så satte hun sig på hug uden at se dyret i øjnene og rakte langsomt en hånd frem. Devil slikkede hånden og satte sig foran hende.

 

– Undskyld, sagde ejeren, en buttet kvinde sidst i halvtredserne, da hun var færdig med skænde på hunden. – Devil har været fuldkommen ustyrlig, siden min mand døde sidste år. Den skræmmer livet af alle og enhver. – Ja, det er da klart! kom det vrissent fra en nydelig ældre herre, der stod med sin hvide puddel i favnen. – Sådan en dræbermaskine spiser jo små hunde, som vi andre spiser kager. Stakkels lille Nulle her er jo, så hun dirrer! Han så sig forarget om i kredsen.

 

En yngre rottweilerejer med burgermave, omvendt kasket og tatoveringer rystede på hovedet, en kvinde med blinkende diamantringe og en chihuahua i designersnor nikkede forskræmt, mens en ung pige med en labrador så tvivlende ud. Bente brød ind, og igen mærkede hun usikkerheden. Havde hun slået for stort brød op? – Lad os gå i parken og komme i gang, sagde hun neutralt. – Vi sætter os på bænkene dernede og tager en præsentationsrunde.

 

* * *

 

- Jeg hedder Connie, sagde Devils mor og holdt hunden i stram snor. – Jeg er hjemmehjælper, og min afdøde mand har altid holdt dobermann. Devil blev hans sidste, og jeg nænnede simpelthen ikke at sælge den... det er jo bare en stor hvalp. Men den er vist ikke vant til at adlyde kvinder.

 

– Den lyder helt normal, grinte fyren med rottweileren og indkasserede hånlige blikke fra både chihuahuaens mor og den unge pige med labradoren. Bente ignorerede det. – Devil er usikker på, hvem der bestemmer, konstaterede hun. – En hund er ikke nødvendigvis interesseret i at bestemme. Den vil bare vide, hvem der er flokføreren. Det gør den tryg og lydig. Connie nikkede eftertænksomt. – Jeg vil gerne lære at være Devils flokfører, sagde hun oprigtigt.

 

– Nulle har i hvert fald ikke lyst til at bestemme noget, indskød den lille hvide puddels ejer. – Hun er håndsky og ængstelig, og sådan har hun altid været. Ligesom dig, tror jeg, tænkte Bente og smilede imødekommende. – Hvad hedder du? – Holger. Jeg gik på efterløn fra mit gartneri i januar, og jeg er her, fordi Nulle ikke rigtig tør at gå uden for haven. Og så bliver det jo lidt ensomt. Min kone døde for seks år siden, tilføjede han trist.

 

– Mig og Flæske, han skal bare lære, hvem der bestemmer, brød rottweilerfyren ind. – Jeg er sgu ved at brække mig af alle de gamle damer, der får dårlige nerver, så snart vi viser os i anlægget derhjemme.

 

- Og Pips og jeg, vi... ja, han er ikke altid så sød ved møblerne, indskød chihuahuaens mor forsigtigt. – Min mand siger, at det enten er ham eller hunden. Og jeg synes jo, at jeg i det mindste vil gøre et forsøg med Pips, før... Hun tog sig til sin rødmalede mund, og Bente var næsten sikker på, at hun mente "før jeg vælger manden fra". Hun nikkede opmuntrende.

 

– De fleste problemer med en hund skyldes, at kommunikationen mellem hund og ejer er uklar. I løbet af kursets fire dage vil I lære at tale og forstå hundesprog. Det vil forbedre samarbejdet mellem jer og jeres dyr. I det samme knurrede Devil så faretruende, at selv Bente blev lidt forskrækket.

 

- Vroufff! snerrede den, og Connie blev helt rød i kammen og gik i panik, da Devil snappede efter Nulle, som var blevet sat ned på græsset. Connie skældte ud og strammede Devils snor i et kvælertag, og Holger tog straks Nulle op i favnen igen. – Det er jo helt umuligt med de rovdyr! udbrød han fornærmet og så fra Devil til Flæske, rottweileren, før han rettede bebrejdelsen mod Bente.

 

– Jeg forstår altså ikke, hvorfor du som kursusleder sætter så forskellige hunde på samme hold! Bente rejste sig. Egentlig havde hun planlagt at sige noget om, hvordan hundeejere gerne anskaffer sig den samme slags hund igen og igen og efterhånden kommer til at ligne den mere og mere. Men hun tav, for det var så tydeligt på dette hold, at det ville lyde som en vittighed. – Lad os komme i gang!

 

* * *

 

De følgende dage viste, at Devil tydeligvis kaldte det værste frem i Nulle. Den håndsky, hvide puddel var lige så nydeligt faconklippet som de buksbomskulpturer, man sommetider ser i parker. Men den snerrede, hvæsede og snappede, så snart den fik færten af den unge dobermann.

 

Det værste var, at dens ellers så spagfærdige ejer gjorde omtrent det samme. – Fjern det monster! forlangte han den tredje morgen, da holdet mødtes på det sædvanlige sted i parken. – Stakkels Nulle er jo helt fra koncepterne! – Du kunne jo også lade din hund prøve at passe på selv, sagde Connie snusfornuftigt. – Ved at tage hende op, så snart en af de andre logrer med halen, så lærer du jo Nulle, at alle andre hunde er farlige. Og at det er dig, der skal passe på hende.

 

Bente tav. Det var jo ikke helt forkert. Men det syntes Holger, og nu hvæsede han: – Dit væmmelige rovdyr kan bide Nulle over på midten i ét hug! Han så anklagende på Connie og på Flæskes ejer. – Sådan nogle som jer kan sagtens være overlegne. – I skulle tage hjem, skulle I!

 

– Hov, hov! begyndte Bente, men de øvrige deltagere blandede sig også. Rottweilerfyren og labradorpigen forsvarede deres store hunde, mens fru Chihuahua nikkede tøvende. Hun bar lille Pips under armen som en håndtaske. Bente gjorde et nyt forsøg: – Vi skal jo alle sammen være her...

 

– Ikke jeg! råbte Holger, så Nulle for sammen og gemte snuden under hans arm. – Jeg er på mit værelse, indtil alle hunde på over 15 kilo er taget hjem! – Sov godt! råbte rottweilerfyren næsvist efter ham, og Bente måtte mane til ro. – Vi holder fri til efter frokost, sagde hun udmattet. – Gå tur med jeres hunde.

 

* * *

 

Hun klagede sin nød ved frokostbordet, hvor hun spiste sammen med skriveværkstedets leder, Jørgen. – De hader hinanden, Connie og Holger, og det smitter af på deres hunde. Og ødelægger hele stemningen på holdet. Jeg troede jo netop, at forskellighederne ville vise, at en hund er en hund... uanset race, størrelse osv.

 

– Det er Vind eller Forsvind, tror jeg. Ligesom på mit hold, hvor de mest ambitiøse skrivetalenter hader hinanden og slet ikke kan se hinandens kvaliteter, sagde Jørgen selvsikkert. – Jeg begynder at tvivle på, om jeg kan klare det, indrømmede Bente.

 

Ole, højskolens dramalærer, blandede sig: – Årh, Bente. Måske er du ikke verdens mest rutinerede hundetræner, men du er en pokkers dygtig menneskepsykolog. Du glemmer, at du snart har 40 års erfaring! – Hvad mener du? spurgte hun, og Ole rettede på brillerne og gik i gang med at tale om sit yndlingsemne:

 

– Det er ligesom, når man skal caste – altså, vælge – en skuespiller til en bestemt rolle. Det virker indlysende at vælge den mørke til skurkerollen og den lyse til helterollen, ikke? – Erik Mørk og Ib Mossin, mumlede Bente og følte sig ældgammel. Hendes ungdoms helte var jo begge to for længst døde.

 

– Netop! Men man kan også gøre det, der hedder at "mod-caste": lade den blonde være skurken og den sorthårede være helten, ikke? Så sker der noget helt andet, også med deres personlighed i rollen. Efter frokost gik Bente en tur i parken. Noget ved Oles ord var blevet hængende, og noget begyndte at dæmre for hende. Hun havde haft alt for travlt med at fokusere på hundene og helt glemt at bruge sin psykologiske viden på hundeejerne.

 

* * *

 

Bente forklarede kort og enkelt holdet, hvordan levende væsners humør og stemninger har afsmittende virkning på andre. – Når du, Holger, er ængstelig og tilbageholdende, så mærker Nulle det. Og bliver bange. Derfor forsvarer hun sig med at snerre og bide, selvom der ikke er fare på færde. Det forstærker hendes ængstelighed og din med, så du passer endnu mere på. Alt bliver farligt og skræmmende, og så er der intet overskud til at udforske verden og samarbejde. Forstår du det?

 

Holger nikkede modstræbende. – Ja, jo... Men... Nej, jeg kan godt se det. – Og selvom det udefra kan se ud som en leg at gå på efterløn, så er det jo en helt ny livssituation for dig. Det er ikke spor mærkeligt, hvis du er lidt bekymret over det. Holger smilede, på samme tid sky og lettet.

 

Connie rakte hånden op. – Hvad er det så, der får Devil til at fare rundt, gø og hoppe op og skræmme livet af folk? Sådan gør jeg jo ikke. Holdet lo, og Bente lo med. Hun kunne godt lide Connies gævhed.

 

– Har du selv bemærket, hvor meget du skælder ud og holder ham i så stram snor, at han ikke kan røre sig? Jeg forstår godt, at du er nødt til det for at styre ham. Men det vækker bare Devils modvilje og oprørstrang. Alle andre og alt andet end du bliver det mest interessante. Og så ser han dig slet ikke. Han forventer intet positivt fra dig. Men din usikkerhed på, om du kan lære at klare dig uden din mand... og lære at styre Devil, smitter af på hans samarbejdsvilje og nysgerrighed.

 

– Det kan jeg godt se, mumlede Connie. – Jeg tror, du har ret. Men hvad skal vi gøre? Bente tog tilløb. – Jeg vil foreslå, at I bytter hunde. Helt som forventet reagerede Connie og Holger med høje, vrede protestudbrud, og hun ventede lidt. – Hør nu lige engang, hvad jeg vil sige.

 

Først bad hun nogle af holdets andre deltagere demonstrere, hvad de havde lært i løbet af kurset. Flæske, den store rottweiler, gik lydigt ved fod uden snor, og Pips trippede fint af sted ved siden af sin mor og kom straks, da hun gik ned i knæ og kaldte venligt. Labradoren kunne sitte, dække og blive liggende, selvom dens mor gik 50 meter væk.

 

– Nu er det så jeres tur, Holger og Connie, opmuntrede Bente. – I kender jo begge to kommandoerne, ikke? Holgers skepsis var tydelig, men han meldte sig som den første. Bente fulgte ham og hviskede instrukser til ham, som han fulgte. – Fri! råbte han og lod hunden løbe. – Jeg er lidt bekymret, sagde han henvendt til Bente.

 

– Kom nu, Holger. Vis dig som flokfører. Devil stoler på dig. Holger lod Devil løbe 100 meter væk og kaldte den så tilbage på den måde, Bente havde lært dem det. Hans ansigt lyste op, da den store, blanke og muskuløse hund straks skiftede retning og glad kom spænende tilbage.

 

– Ved fod! viste han, og dyret satte sig villigt. Da han med sin flade hånd gav tegn til, at den skulle lægge sig, lystrede den omgående. Connie nikkede anerkendende til ham. – Det er altså ikke Devil, der er noget galt med, begyndte hun. – Det er mig, der... Bente stoppede hende. Nu skulle selvtilliden bygges op.

 

– Nu er det dig og Nulle. Kom så, Connie! Og Holger, du holder Devil siddende ved din fod i snor. Du er hans herre lige nu. Alle så, hvordan Holger ligefrem rankede sig, og hele holdet fulgte spændt, hvordan Connie talte opmuntrende til Nulle og holdt hende i løs snor, mens hun ledte den lille hund forbi Flæske og Devil.

 

Holger holdt vejret, da hans elskede lille puddel skulle passere Devil, men så huskede han Bentes ord om, at angst smitter – og at ro gør det samme. Han klappede Devil og sænkede skuldrene, mens Connie skridtede forbi, og det smittede tydeligvis af på Nulle. Puddelen virkede hverken bange eller aggressiv, men gik roligt og med fuld opmærksomhed på Connie, der opmuntrede den.

 

– Det var pokkers! udbrød Holger, da Connie og Nulle havde gjort det nogle gange. – Hun virker slet ikke bange mere! – Nej, hunde ler med deres haler, kommenterede Bente. – Så længe begge hunde logrer, så er der fred og ingen fare. Hun tog en chance. Dagen var ved at være slut.

 

– Holger og Connie, I går en tur sammen i parken. Holger, du har ansvar for Devil. Og Connie, du tager Nulle. En halv time, og når I kommer tilbage, slipper I lige hundene løs og lader dem lege, hvis de vil. Jeg bliver her og venter. Hun vendte sig til de øvrige. – Vi ses til afslutningsmiddagen, alle sammen!

 

* * *

 

Middagsbordet var festligt dækket, og det var sjovt for Bente at se kursusdeltagerne i andet end mudrede støvler, joggebukser og gamle vindjakker. Connie var næsten smuk i sin dybblå kjole, og Holger var statelig i bordeauxfarvet, strikket vest med matchende butterfly og hvid skjorte. Da forretten var båret ud, rejste han sig, slog på sit glas og så sig rundt i kredsen.

 

– Først vil jeg sige tak til hele holdet for nogle dejlige dage, både fra Nulle og mig. Det har været utrolig lærerigt, og da Nulle og Devil legede sammen i eftermiddags, var der noget, der gik op for mig. Jeg forstod tre ting: For det første skal man hverken skue hunden på hårene eller dømme mennesker på grundlag af deres hund. For det andet, så er det aldrig for sent at lære noget nyt – heller ikke om sig selv. Og for det tredje: Man behøver ikke at være ensom. Det er muligt at finde nye venner, selvom man ikke er ung mere.

 

Han rakte en hånd til Connie, som tog den, og Kirsten lavede øjne til Bente, som besvarede med et umærkeligt, spørgende træk på skuldrene. Med Connies hånd i sin henvendte Holger sig direkte til Bente.

 

– Også til dig, Bente, vil jeg sige tak. Du er klog, varm og en virkelig hundekender. Jeg havde aldrig troet, at der inden i min lille, håndsky hund gemte sig et nysgerrigt, selskabeligt og legesygt væsen. Men allermest vil jeg takke dig for din menneskekundskab, Bente. Du fik mig til at indse, at jeg var lige så håndsky som Nulle.

 

Connie lo sin gæve latter og sendte ham et strålende smil. – Ja, og inden i dig er der noget meget selskabeligt og legesygt, lo hun og rødmede. – Og nysgerrigt, tilføjede han og satte sig, mens hele holdet klappede.

Tekst: Tatiana Michaelsen
Illustreret af: Peter Michael
Publiceret: 18-10-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri