Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: I nærheden

Noveller
Nadja var lige kommet tilbage fra barsel, da hun på et seminar mødte Kalle, og han vakte noget til live i hende, som var gået tabt i forholdet til Emil, efter at de var blevet forældre. Selv om Emil helt tydeligt ønskede den nærhed, de tidligere havde haft, havde hun helt mistet lysten.

– Nadja, vil du fremlægge? spurgte Kalle med et underfundigt smil. – Nej, tak, Kalle, det tror jeg godt, du ved, at jeg ikke brænder for. Desuden er du den mest oplagte til det, svarede Nadja roligt og rystede let på sin krøllede hårpragt. Han nikkede. Det var åbenbart lige den bekræftelse, han havde brug for.

 

Forsikringsselskabet var blevet fusioneret med et stort svensk selskab, mens hun havde været på barsel, og nu var hun havnet midt i et af fusioneringsseminarerne – man skulle have det bedste fra begge selskaber, trække på samme hammel, effektivisere, målrette, dokumentere, blive markedets bedste osv.

 

Nadja sukkede dybt, det var så længe siden, hun sidst havde været på arbejdsseminar; det var i det hele taget længe siden, hun havde været hjemmefra alene. Faktisk mere end et år! Hun måtte indse, at den floskel, hun ellers tidligere havde grinet lidt ad, nu havde ramt hende selv: Det er utroligt, så hurtigt tiden går, når man får barn.

Annonce

 

Det rumlede i hende, hver gang hun brugte de ord og vendninger, som hun havde rystet på hovedet ad, mens hun endnu var barnløs. Ikke at hun var utilfreds, nej, hun elskede sin nye livsrolle som mor og sin lille Lauge, men alle de forandringer... dem havde hun endnu ikke helt kaperet. Hun måtte sande, at hun ikke længere havde kontrol over sit liv som før, og det var svært at vænne sig til.

 

Det var noget af en karruseltur: Aldrig så snart gik amningen som smurt, før skemaden skulle introduceres, og da betten endelig fik omstillet morgenvækningen fra kl. 5 til 7.30, ja, så kaldte arbejdet igen, nu måtte de vække guldklumpen!

 

Ikke noget at sige til, at hun følte sig lidt svimmel. Og ikke noget at sige til, at hun ikke havde spor lyst til at fremlægge formiddagens gruppearbejde for resten af seminardeltagerne, nej, det måtte den småsmarte Kalle meget, meget gerne.

 

Nadja havde ikke specielt bemærket ham tidligere, men fremover skulle hun og Kalle arbejde sammen om nogle projekter. Hans energi fejlede ikke noget, konstaterede hun ved sig selv. Han var næsten ulideligt initiativrig og talende, men samtidig... nej... jo, han var møgcharmerende, og han var selv klar over det, men også afvæbnende på en herlig facon. Drillende.

 

Han vidste udmærket, at Nadja havde rigeligt at gøre på dette seminar med blot at følge med, orientere sig om status i hele fusionen og selv finde sine ben igen som arbejdende småbarnsmor. Han anså det åbenbart bare som en sport at skubbe lidt til hende som nu med forslaget, om hun ville fremlægge.

 

* * *

 

 – Må jeg sidde her? sagde han og trak stolen ud uden at vente på svar. Nadja kiggede lige ind i Kalles tindrende grå øjne og smilede imødekommende. Pladsen var ikke optaget af andre, ingen undskyldninger. Desuden havde han klaret fremlægningen fremragende, gruppearbejdet tilsat lidt improvisationer, som hun havde ham mistænkt for at have planlagt. Han havde fået alle til at lytte, le og lege med.

 

– Imponerende fremlæggelse! sagde hun helt uden malice og konstaterede ved sig selv, at hun var lidt forandret: Før hun blev mor, ville hun måske have anset Kalles stunt for unfair og selvpromoverende, men nu syntes hun bare, han var en inspirerende kollega.

 

– Det var nice! svarede Kalle selvtilfreds og tog hendes kompliment som en selvfølgelighed. Nadja morede sig i sit stille sind: Drenge er drenge! Kalle kværnede løs om sin fremlæggelse, perspektiverne i nytænkningen og alt det helt utrolige, som det fremtidige projekt kunne føre til.

 

Nadja betragtede ham med et lidt overbærende storesøstersmil og følte ingen trang til at stoppe hans talestrøm. Hun nød sin egen lille distance til ham, følte sig tryg og afbalanceret. Kalles knæ stødte ind i hendes under bordet, og han flyttede det ikke. Tværtimod sendte han hende et underfundigt blik.

 

Nadja følte sig som ramt af elektrisk stød. Hun kunne ikke trække benet til sig og blev forvirret over, hvad der skete i hende. Hendes knæ! For pokker! Af en eller anden grund, som hun aldrig havde forstået, så var hendes knæ et meget følsomt område på hendes krop. De enten elskede eller hadede berøring.

 

Lige nu var hendes knæ lammet, ude af stand til at flytte sig fra en berøring, som gav højst upassende signaler rundt i hendes krop. Nadja greb sit glas, drak en smule, men beholdt det i sin hånd, mens forvirringen sendte hende på langfart. Smilede venligt til Kalle og forsøgte sig på bedste storesøstervis.

 

* * *

 

Graviditeten, fødslen og amningen havde gennemrystet hendes krop med omvæltninger, så hun havde svært ved at kende sig selv. Emil forstod ikke så meget. Han prøvede, og hun blev ham svar skyldig, når han gik hende på klingen. Ingen tvivl om, at hun elskede ham, mere og dybere end før, men... bare ikke?

 

Hvorfor var det, hun kunne stivne, når han gav hende et uskyldigt knus? Hvorfor var det, at elskov var blevet hende et så fjerntliggende kontinent, som hun kun yderst sjældent – med Emils ord – "havde lyst til at besøge"? Det, som ikke skulle ske, det, som kun skete for andre nybagte forældre, var langsomt ved at ske for dem: Afstanden imellem dem voksede. Der hvor nærheden skulle være, voksede afstanden uden synlige eller forklarlige grunde.

 

Den onde cirkel trak dem omkring, de vidste det begge, men ingen af dem havde løsningen på, hvad der skulle til at bryde den. Aftenen før Nadja var taget af sted, havde Emil forkælet hende med god mad og lækker vin, men hun havde følt maden vokse i munden, vinen syntes udrikkelig – alt sammen, fordi der fra hendes rygrad til nakke steg en fornemmelse frem af at blive presset.

 

Hun følte, at Emils anstrengelser i køkkenet var et sammenkog af oplagte og indestængte forventninger, som hun ikke kunne indfri. Han havde kysset hende på halsen, ladet sine hænder glide ned langs hende rygrad, og hans knæ havde rørt hendes.

 

Hendes knæ, ja, og de havde føltes stive og gigtramte. Hun havde følt ubehag, havde blidt skubbet ham væk. På den ene side ulykkelig over ikke at kunne gensvare hans glød, på den anden side havde hun givet sig selv rigeligt med logiske grunde til, at det var sådan, det var.

 

– Du lader mig ikke engang komme i nærheden af dig, havde Emil sagt med en bitter skuffelse. – Vi er da altid nær hinanden, havde hun svaret. – Ikke nær nok, havde han mumlet. – Så nær, så tit, som jeg kan være, svarede hun afmålt. – Du er ikke i nærheden af at ville mig, sagde han, mens han ryddede bordet med en indædthed, der ikke lå til ham.

 

Hun havde såret ham. Afstanden var blevet en bid større, vidste hun. Han havde sovet med ryggen til hende. Hendes søvn havde været urolig og trist.

 

* * *

 

Hun satte brat rødvinsglasset fra sig, så brat, at indholdet skvulpede ud over kanten og plettede dugen. – Ups, undskyld! Hvor er jeg klodset! sagde hun helt forfjamsket. – Det plejer at være mit trick, når jeg ikke synes, jeg får opmærksomhed nok, grinede Kalle og begyndte at tørre rødvinen op med sin serviet.

 

Han arbejdede hurtigt og effektivt og skænkede hurtigt ny vin til Nadja. – Du får måske ikke opmærksomhed nok? spurgte han drillende og pressede sit knæ fastere mod hendes. Et splitsekund mødtes deres blikke, og hun bemærkede en forunderligt frækt glimt i hans øjne. Hendes knæ dirrede.

 

– Jeg skal ikke klage, sagde hun og rødmede til sin egen fortrydelse. Hun trak sit ben væk fra hans tilsyneladende tilfældige, men forvirrende berøring. – Nå, nå. Godt ord igen, sagde han og hævede glasset til hilsen. Om han referede til ordvekslingen eller det, der foregik under bordet, vidste Nadja ikke. Hun smilede bare venligt, gengældte hans hilsen og forsøgte at finde tilbage til det trygge storesøsterhumør.

 

Varmen glødede i hendes kinder, men hun kastede sig ivrigt ud i en snak med kvinden, som sad over for hende. Hun havde fået tvillinger med kolik halvandet år før, men var nu tilbage for fuld skrue i bogholderiet, og hun behøvede blot antydningen af et stikord, så var hun underholdningen selv. Nadja lænede sig tilbage i trygheden. Kalle talte med sin sidemand. Pyha.

 

* * *

 

Han havde fulgt efter hende i elevatoren, fulgt efter? I hvert fald havde Kalle lige skubbet sin fod ind, da elevatoren var ved at lukke sig om hende. Ind var han kommet med glødende rødvinsøjne og en frisk bemærkning. Det havde været helt tilfældigt. Det kunne det i hvert fald godt have været. Hun havde bare fået en sammensnøret fornemmelse i halsen og følt sine knæ som af gelé.

 

– Bor vi på samme etage? spurgte Kalle og trykkede på totallet. Det lyste rødt. Nadja smilede bare uden at svare. Elevatoren løftede sig i bygningen, trak Nadjas mave med sig, hun følte sig så usikker og forvirret, som var hun 15 år. Kalle smilede selvsikkert. Nadja så det i hans øjne: Nu havde han hende, akkurat som han var vant til med kvinder, som ikke kunne stå for hans selv-sikre charme, kvinder, som ønskede det eventyr, han inviterede til.

 

– Så er vi her! sagde han og rakte hånden ud efter hende, da elevatordøren gled op. Han smilede overbevisende. Hun rakte hånden frem. Trykkede på tretallet, som svarede hende med lysende rødt. – Jeg bor på tredje. Sov godt! Vi ses i morgen! smilede hun venligt, da døren lukkede sig for øjnene af den let forvirrede Kalle.

 

Nadja sukkede dybt, smilede tilfreds til sit eget spejlbillede og mærkede roen i sine ben. Hun havde genvundet fodfæstet. Hun stod af på tredje, tog trappen ned til anden sal og åbnede fornøjet døren til sit værelse. På badeværelset kunne hun slet ikke lade være med at smile til sit eget spejlbillede.

 

Hvorfor så lystig? Det havde jo været en trættende og forvirrende dag. Hun studerede sine krøller, smårynker, sit smil, fjernede makeuppen, mens hun funderede over dagens begivenheder. Hendes knæ føltes levende, hun mærkede en længe gemt længsel i sin krop.

 

– Tak, Kalle, tusind, tusind tak! hviskede hun muntert til sig selv, ikke mindre munter over den uvante situation: Alene, så længe hun ville, på et badeværelse forsynet med friske håndklæder og velduftende sæbe. Hun smed sig på sengen. Smilede lidt for sig selv, da hun kom i tanke om, hvad Iben, hendes gode veninde, havde sagt for ikke så længe siden:

 

– Sex er prikken over i'et i et ægte kærlighedsforhold. Men hvor kan det være forbandet svært at finde frem til det, når man pludselig står med et lille barn! De havde grinet indforstået. Nadja mærkede sin krop på en ny, men alligevel kendt måde: lysten til en mand. Nej, ikke en mand, men manden!

 

Der havde været Kalle'r nok i hendes tidligere liv, sjove, flirtende affærer uden dyb klangbund, men hvor den spontane lyst havde slået gnister. Hun kendte det og kendte omkostningerne. Og hun kendte sin Emil, hun vidste, at hos og med ham var der en helt anden klangbund. Det var dybere, mere inderligt.

 

Det var bare så svært at være mor og kvinde på samme tid. Så banalt svært. Banalt? Vel fordi det var så almindeligt, tænkte Nadja. Banalt, at hun skulle rives væk fra sin trummerum af en hverdag, fra indkøb og madlavning, fra en hverdag som mor, hvor hun glemte at mærke sig selv som kvinde og Emil som mand.

 

Lang dag, men god. Meget træt nu. Savner dig. Din, skrev hun på mobilen og sendte den til Emil. Tænkte lidt sørgmodigt over, at det vist var længe siden, hun havde skrevet andet til ham, end om ikke han ville huske at købe bleer med på hjemvejen på tilbud i Brugsen, eller at hun regnede med at være i mødregruppe til sent.

 

Var det sådan at blive forældre? Var hun og Emil i virkeligheden som alle andre? Var de så rasende almindelige? Så forudsigelige? Træt faldt hun i søvn og drømte om dansende knæ, powerpoints og elevatorer, der blev til trapper. Hun vågnede omtumlet midt i mørket. Så på sin mobil, klokken var 4.07. Hun kunne sove flere ubrudte timer endnu, dejligt. Emil havde ikke svaret på hendes sms. En sær kulde bredte sig i hende, hun slog det hen, faldt i søvn igen.

 

* * *

 

– Han sover nu, sagde Nadja og gabte så inderligt, at Emil sendte hende et undrende blik. De stod i det lille køkken, Emil var ved at anrette den sushi, som Nadja havde købt med på hjemvejen. De sorte tallerkener fik sushien til at gløde som eksotiske blomster.

 

– Du er måske også træt? spurgte han i et ubestemmeligt tonefald. – Egentlig ikke, jeg har jo haft to nætters ubrudt søvn, men jeg sover altså mærkeligt på et hotel, og der var så meget at få styr på, så mit hoved er ret træt, men ellers... Nadja kiggede undersøgende på Emil, han så hende ikke i øjnene.

 

Optrinnet, fra før hun tog af sted, var endnu en afstand imellem dem. Hun vidste det, hun mærkede det. Måske var han bange for at komme i nærheden af hendes afvisninger. Hun gøs lidt for sig selv, havde svært ved at rumme alt det, der rørte sig i hende.

 

– Hvad med dig? Hvordan er det gået her? Har du fået sovet? Emil trak på smilebåndet. – Jeg har sovet som en konge, du ved, otte timer i træk, og så gav Lauge mig selvfølgelig kaffe på sengen. Han er utrolig fremmelig, den knægt! Emil så på hende med et velkendt glimt i øjet. Hun blev helt varm et sted midt i maven.

 

– Eller sagt på en anden måde: Jeg har bestemt haft mit at se til, men det er gået fint, og jeg har fået lidt mere respekt for mødre på barsel, sagde Emil blødt og rakte tallerkenerne frem mod hende. Det varme punkt syd for Nadjas hjerte blev varmere og større.

 

Hun satte tallerkenerne på bordet, tændte stearinlysene, satte blød musik på og satte sig til rette. – Fortæl så, hvordan gik det? Emil skænkede hvidvin i hendes glas. Hun fortalte. Om at skulle genorientere sig. Om at følge med. Om de spændende udfordringer. Om den gode mad. Om Kalle, som hun skulle arbejde sammen med, selvsikker og charmerende. Hun gjorde holdt, blev usikker, tog glasset og skålede med Emil.

 

– Fortæl lidt mere om ham Kalle, sagde han og så udforskende på hende. – Der er ikke så meget at fortælle... eller hvordan skal jeg sige det? Han flirtede med mig om aftenen... Nadja rødmede og blev usikker. Hvorfor skulle hun dog sige det? Munden løb bare af med hende. Hun så på Emil, han tøvede.

 

– Hvad skete der så? spurgte han. Hun kunne se, han sank en klump. – Der skete ikke noget, jeg var ikke i nærheden af noget, sagde hun og holdt en lang pause, før hun fortsatte: – Det, der skete, var, at jeg mærkede noget, jeg ikke har mærket i lang tid.

 

Hun tog en tår af sin vin. – Hvad? spurgte Emil næsten hviskende. – At jeg savnede dig, at jeg længtes efter nærheden med dig... at elske med dig, sagde Nadja stille og ømt. Emil så på hende. Hans ansigtsudtryk skiftede fra undren over vantro og så til et stort smil. – Det findes der råd for! lo han.

 

* * *

 

Nadja vågnede midt på natten, nøgen, sammenslynget med Emil. Duften af dem begge smøg sig om hende, hans afslappede, varme krop føltes både ny og velkendt. Hun lod sin hånd glide over hans brystkasse, nulrede et par små hår og lod hånden falde til ro over hans hjerte, som slog trygt og fast.

 

Hendes krop var mæt, blød og eftergiven. Hun mærkede dønningerne fra aftenens elskov i sin puls, tillod sig at vugge på den hengivelse, hun havde haft så svært ved at genfinde. I aften var det sket. Forunderligt, hun kunne ikke huske, hun havde følt sig så tæt med Emil før. Var det sådan, det var? tænkte hun søvnigt. Var livet sådan på den anden side af barsel, bleer og amme-bh'er?

 

Tanken flød væk fra hende, ligegyldigt tankespind, følte hun. Hun plantede et forsigtigt natkys på Emils skulder. – Jeg elsker dig, mumlede hun fra sit søvnland. Han rumlede lidt. Drejede sig om på ryggen og kvitterede med et inderligt snork. Hun smilede i mørket.

 

Langt ind i sin sjæl vidste hun, at hun var i nærheden af det, hun kaldte kærlighed. Hendes knæ summede bekræftende. – Tak, Kalle, hviskede hun for sig selv og lagde sig tæt ind til Emil og faldt i søvn igen. En halv time senere pludrede Lauge lystigt. Han mente, det var morgen.

 

LÆS OGSÅ: Novelle: En rigtig mormor

LÆS OGSÅ: Novelle: En god mor for Mikkel?

LÆS OGSÅ: Novelle: Kvinden i spejlet

Tekst: Hanne Ravn
Illustreret af: Jørn Møbius
Publiceret: 16-05-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge