Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Kærlighed i bakspejlet

Noveller
Singlelivet var slet ikke blevet det, Stinne havde forventet og drømt om. Værst af alt var det at skulle undvære børnene en hel uge, når de var hos Per. Og i sit stille sind måtte hun indrømme, at hun også savnede ham.

Stinnes aleneuge er tæt på at være slut. Heldigvis. På en eller anden måde er det liv, som hun plejede at længes efter, ikke helt så attraktivt, som hun troede, det ville være. Den fornemmelse at bundethed, som hun havde i sit ægteskab, har ikke ændret sig.

 

LÆS OGSÅ: Novelle: Kærlighedsformlen

 

I det hele taget er der ikke rigtig noget, der har ændret sig. Dette frie liv skulle have åbnet muligheder for at læse tykke bøger, male, gå på kunstkurser, gå i byen med veninderne og drikke friskpresset appelsinjuice i en hvid velourmorgenkåbe med en spændende og meget smuk mand. Det er sådan, det ser ud i film. Og sådan det så ud, dengang hun sad i sit ægteskab og kiggede på singleveninden Natasha, som kunne berette om dyre middage og sexede mænd, hver gang de mødtes.

Annonce

 

LÆS OGSÅ: Novelle: Skibe i natten

 

Det er bare ikke sådan, det er for Stinne. Hun ser sig omkring i lejligheden, som skinner. Hun prøver at bilde sig selv ind, at det er, fordi Janus og Sandra er på vej hjem, men i virkeligheden handler det om, at det er det eneste, hun har lavet i weekenden. Gjort rent. Ikke ret eksotisk.

 

Hun forsøger at arrangere lidt kreativt rod med pensler ved staffeliet og et par tykke bøger på sofabordet, men det ligner nøjagtig det, det er: et desperat forsøg på at overbevise Per om, at hun stortrives i sin selvvalgte singletilværelse. Hun pakker det sammen igen og går ud i køkkenet for at begynde på maden. For første gang i en uge har hun købt ind til varm mad. Hun glæder sig til at få børnene hjem, men tillader ikke sig selv den tanke, at det kunne være hyggeligt også at lave mad til Per.

 

Begge børnene kommer løbende ind i lejligheden og omfavner hende. Janus vil næsten ikke give slip igen. Hun presser hans lille varme krop ind til sig og kysser ham på håret. Hvis der er noget, denne skilsmisse har lært hende, så er det, at det er direkte naturstridigt ikke at være sammen med sine børn i hverdagen.

 

Per kommer ind som den sidste med deres poser og tasker. Han smiler til hende, idet han sætter det fra sig, og går ud af lejligheden igen. Kort efter kommer han tilbage med en kasse, hun ikke kender. – Vi har lige taget en stor beslutning på tegnestuen. Jeg har forkælet ungerne lidt. Han siger det nærmest undskyldende, selvom det længe har været fast procedure at gøre noget specielt, når de har afsluttet et stort projekt på hans arbejde. Ikke mindst da det ofte betød, at han arbejdede over og var meget væk.

 

Janus åbner begejstret kassen og tager en lille sort boks frem. – Se mor, en Wii. Og vi har fået tre spil til. Han lægger de små æsker med spil frem på gulvet, så hun kan beundre dem. Et kort øjeblik må hun slås med en irrationel misundelse. Hun ville gerne have været i stand til at give børnene den spillekonsol, som de har ønsket sig længe.

 

Hun forsøger at komme med en frisk bemærkning for at dække over de forbudte tanker. – Hvad med mig? Skal jeg ikke forkæles? Hun kunne have bidt tungen af sig selv, da Per ser overrasket på hende, peger rundt i lejligheden og med antydningen af bitterhed siger: – Jeg troede, du havde fået lige præcis, hvad du ønskede dig.

 

Hun bøjer sig ned og tager børnenes tasker for at skjule den afslørende rødmen, som hun bare ved, at hun må have på halsen. Da hun kommer tilbage fra børneværelset, er Per ved at sige farvel til Sandra. Hun står helt stille med hovedet på sin fars skulder og armene rundt om hans hals. Ingen af dem siger noget, men sorgen over adskillelsen ligger som en mørk sky over deres skulpturelle position.

 

Hun får lyst til at male dem og ser sig instinktivt om efter sin skitseblok, indtil hun indser, hvad hun har gang i. Hun ved, at Sandra vil savne sin far i den kommende uge, ligesom hun har savnet sin mor i den, der gik, men hun har mest ondt af Per, som må køre hjem og gå en ensom uge i møde i det hus, de købte i fællesskab med det formål at fylde det med børn.

 

Hun betvinger en lyst til at give ham et knus. Hvilken forskel ville det gøre? – Janus. Jeg kører nu. Janus kommer ud fra børneværelset, hvor han er i gang med at sætte den nye spillemaskine til fjernsynet. – Kan du ikke blive lidt længere? Janus udtaler de ord, som Stinne tænker, hvilket gør hende så forskrækket, at det ryger ud af munden på hende: – Nej, far skal af sted nu. Vi skal snart spise.

 

Per reagerer med det samme. Han slipper Sandra og går hen til Janus, som får et varmt knus, mens han hvisker noget i hans øre, hvilket får Janus til at klukke ned i hans skulder. Så lukker han sammen omkring sig selv og vender sig mod Stinne med den attitude, som han bruger, når han skal forhandle opgaver hjem på sin tegnestue. Venligt imødekommende med en professionel distance.

 

– Der er brev fra Sandras skole. Et forældremøde på torsdag. Jeg tager med. Janus klagede over smerter i maven i onsdags, men han har ikke nævnt det siden. Jeg vil gerne have lov til at tage dem med til min mors fødselsdag den 18. Det er tirsdag i din næste uge. Er det okay, at jeg henter dem og bringer dem tilbage efter aftensmaden? – Selvfølgelig. – Tak. Per sender begge børnene et flyvekys, nikker til Stinne og forlader lejligheden. Hun står tilbage med en fornemmelse af at have gjort noget grundlæggende forkert.

 

* * *

 

Børnene falder som sædvanligt hurtigt til, og den næste uges tid flyver af sted. Hun kan ikke andet end beundre deres evne til at omstille sig. Sandra savner sin far, specielt om aftenen, når hun skal sove, men Per er god til at ringe eller sende hende en godnat-sms omkring sengetid.

 

Sandra fik mobiltelefonen af samme årsag. Det er vigtigt, at hun får en fornemmelse af, at hendes forældre aldrig er mere end et opkald væk. Det var jo ikke hendes beslutning at splitte familien op, som Per havde sagt, den dag Stinne havde fremført, at hun ikke var tilhænger af at give børnene en mobiltelefon, så længe de var så små. Et argument, som lukkede munden på hende.

 

* * *

 

Torsdag kommer hendes mor, før Stinne skal til forældremøde i Sandras klasse. Inden hun tager af sted, går hun i bad og lægger en let makeup. Hendes mor ser anerkendende på hende, da hun er klar til at gå. – Endelig, udbryder hun. – Hvad mener du med det? Stinne går straks i forsvarsposition. – Endelig begynder du at gøre noget ud af dig selv. Du har lignet en hængt kat de sidste par måneder. Og så er det ikke nemt at finde en mand.

 

Stinne ryster på hovedet. – Jeg er ikke på udkig efter en mand. – Selvfølgelig er du det. Hendes mor rører i gryden på komfuret. – Alle kvinder er på udkig efter en mand. Også dem, som siger, de ikke er. Vi er ikke skabt til at være alene.

 

Ordene ringer i Stinnes hoved, da hun sætter sig ind i sin lille bil og kører mod skolen. Nu er det ikke ligefrem, fordi hun har planer om at score en mand til et forældremøde. Hun løber for sjov alle fædrene igennem i tankerne, men indser, at den eneste singlemand, der er i Sandras klasse, er Per. Og det er i hvert fald ikke ham, hun har gjort sig pæn for.

 

Da hun ankommer til mødet, er Per ikke dukket op. Hun sætter sig ved et dobbeltbord, så han har en mulighed for at sætte sig hos hende, hvis han finder det passende. Hun ser op, hver gang der kommer flere forældre ind i klassen. Et øjeblik er hun bange for, at en af de andre mødre vil sætte sig på den plads, hun har reserveret til Per. Det vil være lidt akavet at skulle forklare det. Specielt hvis han ikke ønsker at sidde der.

 

Hun bander indvendigt ad sin egen usikkerhed, men problemet løser sig af sig selv, da kvindens mand viser sig i døren, og de finder et andet sted at sidde. Læreren, Anne, går rundt og småsludrer. Hun kommer hen til Stinne og snakker lidt om Sandras læsning. De skal i fællesskab tage stilling til, hvilke bøger hun skal have lov til at læse, for hun læser så godt, at hun er ved at bevæge sig over i bøger, som ligger over hendes aldersklasse.

 

Stinne forsøger at holde koncentrationen, mens hun hele tiden holder øje med de mennesker, som kommer ind. Endelig begynder mødet. Per dukker aldrig op. Da det går op for hende, at Per ikke er bare forsinket, men at hun skal sidde alene gennem hele mødet, føles den tomme stol ved siden af hende som en demonstration af hendes fejlslagne frigørelsesproces.

 

Hun ser sig rundt i klassen, hvor langt de fleste af forældrene er kommet som par. Hun føler sig malplaceret i sine højhælede støvler og nyvaskede hår, og så snart Anne takker af, rejser hun sig med en hurtig bemærkning om barnepigen og skynder sig ud af klassen. Hun hader den fornemmelse af skuffelse, som fylder den lille Fiat på hjemvejen.

 

* * *

 

Da hun afleverer børnene hos Per søndag aften, kan hun ikke lade være med at lade en bemærkning falde: – Jeg troede, du ville komme til forældremødet. – Det var også min mening, men der kom noget i vejen. Han siger det, som om det ikke betyder noget, hvilket gør hende irriteret. – Jeg havde skrevet dig på tilmeldingen. Hun kan godt høre, at det lyder tåbeligt, men bemærkningen kommer af sig selv. – Ja, det ved jeg. Jeg ringede til skolen og meldte afbud.

 

Der bliver helt rødt i Stinnes hoved. Hun ser sig selv sidde nederst i klassen med den tomme stol, som hun nidkært vogtede over. – Vil det sige, at Anne vidste, at du ikke kom? – Det går jeg ud fra. Jeg ringede bare til kontoret. – Men ikke til mig. Stinne er såret. Per ser overrasket på hende. – Nej, hvorfor skulle jeg ringe til dig? Hun ryster irriteret på hovedet. – Ikke for noget.

 

Hun går hurtigt ind i stuen, hvor børnene er ved at sætte deres Wii til fladskærmen, så de kan spille. – Jeg smutter nu, unger. Sandras lange afskedsknus er for meget for hende den dag. Hun er tæt på at græde, men vil ikke tabe ansigt foran både børnene og Per.

 

Hun skubber forsigtigt Sandra væk. – Vi ses på søndag. Hun kysser Janus og nikker kort til Per, som stadig står og ser undrende på hende. – Er du okay? Han har den samme opgivende klang i stemmen, som han havde, den dag hun præsenterede ham for sin plan om at flytte for sig selv. – Jeg har aldrig haft det bedre. – Hun griber sin taske og forsvinder ud ad døren, før han kan nå at sige mere.

 

* * *

 

Om mandagen skal hun mødes med Natasha. Det er som sædvanligt et eller andet insted, som Natasha bevæger sig fuldstændigt hjemmevant rundt i, men som får Stinne til at føle sig som en mus, der ved et uheld er sluppet ud af en fælde.

 

Natasha bestiller sushi, og Stinne nikker bekræftende til den asiatisk udseende tjener, selvom hun ikke er ret vild med det. – Nå, hvordan går det så? Er det ikke bare skønt at have en hel uge foran dig uden forpligtelser? Natasha venter på hendes begejstrede udbrud, som bliver siddende i halsen og blokerer for hendes vejrtrækning.

 

Hun ser sig omkring i de stilede omgivelser og vender så igen blikket mod Natasha, før hun siger: – Helt ærligt. Jeg savner allerede børnene. Og fra et sted så dybt inde i hendes sjæl, at hun har været i stand til at fortrænge det i månedsvis, kommer fortsættelsen: – Og Per.

 

Natasha nikker uden at vise tegn på overraskelse. – Det havde jeg godt nok en fornemmelse af. I de efterfølgende timer får Stinne sat ord på de følelser, som hun ikke har villet indrømme over for sig selv. Det er en lettelse, som først bliver tung i det øjeblik, hun ligger søvnløs i sin seng og spekulerer over, om hun overhovedet kan sige det til Per.

 

I det øjeblik hun endelig giver slip for at træde ind i søvnen, kommer det spørgsmål, som hun behændigt har undgået hele aftenen: Hvad hvis han har mødt en anden?

 

Dagen efter tikker en sms ind fra Sandra lige omkring sengetid. Kære mor. Jeg savner dig. Jeg håber, du har det godt. Sov godt fra Sandra Hun ringer hende op med det samme. – Hej, min søde pige. Er du lagt i seng? – Ja, men jeg sover ikke endnu. Sandras stemme er lille og træt. Den river i Stinnes bryst. – Nej, det kan jeg høre. Hvad med Janus? – Han sover. Sandras stemme bliver mindre.

 

Stinne forsøger at holde fast i hende et øjeblik længere. – Har du fået godnathistorie? – Uhm. Sandra gaber. – Men ikke så længe, for Bedste har ondt halsen. – Bedste? Er far ikke hjemme? Sandra gaber igen og siger uinteresseret: – Nej, han skulle mødes med en, der hedder Eva. Men nu skal jeg sove. Ringer du i morgen, mor? Stinne tvinger ordene frem: – Ja, min lille skat. Jeg ringer i morgen.

 

Hun lægger telefonen i skødet og ser, hvordan Sandra afbryder forbindelsen og hendes egen skærm bliver sort. Som indersiden af hendes hoved. Tanker og spørgsmål myldrer frem fra hjørner af hendes sind, som hun ikke engang anede eksisterede. Hun får kvalme og begynder at svede.

 

Hvem er Eva? Direkte i kølvandet på det spørgsmål kommer selvbebrejdelserne. Hvordan kunne hun være så naiv at forestille sig, at en mand som Per bare ville kunne gå frit omkring? Hvordan kunne hun være så selvoptaget at tro, at han ville vente på hende, mens hun levede sit frigørelsesprojekt ud, og at han ville tage imod hende, hvis hun ville tilbage?

 

Hvordan kunne hun være så blind, at hun ikke så, at hun ikke bare ødelagde Pers og børnenes liv, men at hun selv var den, hun ødelage allermest for, når det kom til stykket. Per er videre. Børnene tilpasser sig, men hun? Hvordan havde hun kunnet fortrænge det faktum, at hun elsker Per? Erkendelsen fylder hende med en sorg så omsluttende, at hun kravler sammen på sofaen og stirrer ud i mørket, indtil hun udmattet falder i søvn.

 

* * *

 

Resten af ugen er et mareridt at komme igennem. Fraværet af børnene virker stærkere, end det nogensinde har gjort. Søndagen er en lang ventetid. Endelig kan hun se Pers sorte Volvo parkere nede på gaden, og hun synker en klump i halsen for at tvinge de følelser væk, som synet af ham fremkalder.

 

Janus er den første, der kommer ind. Hun knuger ham så hårdt ind til sig, at han frigør sig med et lille: – Av, mor. Det gør ondt. Sandra kommer umiddelbart efter. Hun bærer sin egen taske, men kaster den fra sig, da hun får øje på Stinne. De er stadig i en tæt omfavnelse, da Per kommer ind. Hans smil får forsvarsværkerne til at bryde sammen i hendes mave. Han snuser dybt ind og siger: – Uhm, hvor her dufter godt. – Du er velkommen til at blive og spise.

 

Invitationen, som lyder uskyldig, rummer langt mere, end Per har en chance for at vide. Han ser overrasket på hende, men slår ud med armene. – Det kan jeg desværre ikke. Jeg har en aftale. – Med Eva? Ordene ryger ud af munden på hende, før hun kan nå at fjerne den bitre klang i sin stemme. Per ser ud, som om han er blevet afsløret. – Nå, du har hørt det? Jeg troede ellers, at vi stadig holdt det hemmeligt.

 

Stinne samler sig sammen i et sidste krampagtigt forsøg på at bevare værdigheden. – Du må ikke holde det hemmeligt for mig. Det vil jo få en indflydelse på børnenes liv. Per rynker brynene. – Det tvivler jeg stærkt på. Han ser indgående på hende og fortsætter: – Jeg kommer jo ikke til at arbejde mere. Nærmest mindre. Hele ideen er, at vi bliver flere om opgaverne.

 

Stinne ser på ham uden at forstå. Han forklarer: – Eva er medejer af Tegnestuen deSign. Sammen med sin mand. Vi har besluttet at lægge vores tegnestuer sammen. De tårer, som Stinne nu har bekæmpet i fem dage, kan ikke længere kontrolleres. Hun føler sig tåbelig. Per lægger armen rundt om hende. – Hvad troede du?

 

Hun kravler helt ind til ham og mærker, hvordan hun langsomt bliver hel igen. – Det vil du ikke høre. Han lægger hænderne omkring hendes ansigt og drejer det opad, så hun ser ham i øjnene. Med tommelfingrene tørrer han hendes tårer væk og smiler kærligt, mens han siger: – Okay, men jeg tror, at der er noget andet, som jeg rigtig gerne vil høre.

Tekst: Marie Kjær-Hansen
Illustreret af: Peter Thorsø
Publiceret: 07-03-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri