Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Klassens skræk

Noveller
Først var hun blevet forladt af sin mand, og så fik hun afslag på den roman, hun havde sendt ind til et forlag. Susanne følte sig mere og mere som en fiasko. Nu var hun tager på et højskolekursus, men her følte hun heller ikke, hun kunne måle sig med de andre kursister og slet ikke med Kurt.

Susanne hørte det tunge bump ude i postkassen, og hjertet sank i livet på hende. Det var kun 14 dage siden, at Niels havde forladt hende, og nu lå der med garanti et afslag på hendes manus ude i postkassen. Hun ville ikke ud til den postkasse og have flået sin drøm i stykker en gang til, men naturligvis gik hun derud. En stak rudekuverter, bvaadr! Og så den frygtede tykke kuvert fra forlaget. Hun flåede den op, allerede mens hun stod derude.

 

Tak for det tilsendte manus ... blablabla ... rummer mange gode passager. Særligt beskrivelsen af drengen Johannes står skarpt .... MEN! Der er visse ujævnheder i sprog og stilistik blablabla...Det er derfor med beklagelse, at vi må meddele, at vi ikke ser os i stand til at udgive "Fremmed dame i rødt". 

Annonce

 

Tårerne sprang ud af øjnene. Forbandede tårer! Først det med Niels, og nu hendes manuskript. Det var først, da hun smed stakken af post på køkkenbordet, at hun så, at der midt mellem afslag, manuskript og regninger lå et brev fra Tveje Sand Højskole.

 

Hun flåede det op: Tillykke! Nu skal du snart på højskole. Vedlagt plan over sommerkurset i kreativ skrivning! Det var, som om nogen tændte et lillebitte lys for enden af en mørk tunnel. Så faldt hendes øjne igen på afslaget fra forlaget, og hjertet krampede i brystet på hende. Fiasko. Hun var en fiasko!

 

* * *

 

Susanne så ud over klassen. Alle så så kompetente og dygtige ud – og succesfulde! Døren blev brat smækket op, og en flot fyr i starten af 40'erne buldrede ind i lokalet og så ud over flokken af elever med strålende øjne. Så udstødte han et suk:

 

– Goddag D'herrer og D'damer! Velkommen til kurset i kreativ skrivning. Undskyld forsinkelsen, men... Han slikkede sig bogstaveligt om munden, og billedet af en kat, der lige har drukket fløde, poppede op i hovedet på Susanne. – Men Jørgen ringede lige fem minutter i og ville sludre. Jørgen Leth altså! Åh, sådan en! tænkte Susanne skuffet. En, der gjorde sig til af sine fine bekendte. Gab, gab. Hun mærkede allerede en let modvilje mod læreren, Jørgen Bramsen.

 

– Men nu gælder det jer, sagde han og klappede i hænderne. – I får syv minutter til at skrive noget om jer selv. Noget, der viser, hvem I er! Han hev et æggeur op ad lommen og satte det demonstrativt til at ringe syv minutter efter. – Værsgo at begynde!

 

 

Susanne lod kuglepennen dirre over papiret. Det forbandede hvide papir, der plejede at skræmme hende. Hvem pokker var hun egentlig? Der var den! Begyndelsen. Hvem er jeg? skrev hun og pludselig fløj kuglepennen af sig selv over papiret:

 

Jeg kunne give dig mit navn, Susanne Olsen. Jeg kunne fortælle dig, at jeg er 33 år. Jeg kunne også oplyse dig om, at jeg har knoklet i forskellige butikker og gjort rent, så blodet sprang, fordi jeg VILLE skrive, ikke gemme mig bort i bøger og en akademisk titel. Men det er alt sammen ord. En varedeklaration og ikke mig. Det, jeg helst vil fortælle om, det har jeg ikke ord for. Tvivlen, der sprækker mine hænder og gør kroppen så træt. Angsten, som får mig til vågne med et skrig klokken tre om natten. Hvordan beskrive rædslen for papiret? Og glæden ved at skrive? En evig linegang på himlen. En forbandelse, en lykke. Jeg hører til her mellem linjer og ord og kommaer sat forkert! Mellem lagner hængt til tørre. Glatte og hvide. De dufter af liv. Sådan er det at være mig. Hængt til tørre mellem himmel og helvede og ord, der vil bruges og sætter sig som propper af blod og fedt.

 

– Okay, sagde Jørgen, da uret ringede. – Så læser vi op fra en ende af. Vil du begynde, øh Kurt? Han nikkede ned mod en ældre mand, der med klar stemme begyndte at læse op: – Du er min vingede Seraf. Mit æble støbt af guld. Jeg ville spise dig, men ak! En kold decembernat, jeg vågnede, der lå du død, så brat. Så kold, nu er jeg helt forladt!

 

Manden så på læreren. – Min kone døde for nogle måneder siden. En sympatimumlen lød fra alle i klassen. – Og dig! sagde Jørgen og nikkede til Susanne, der med rystende stemme læste op. Hun turde næsten ikke se op, da hun var færdig. Til sidst skævede hun alligevel til Jørgen og så et anerkendende glimt i hans brune øjne.

 

* * *

 

– Du er min vingede giraf, mumlede en stemme ind i øret på Susanne, da hun stod ved aftenbordet og øste lasagne op på tallerken. Hun udstødte et overrumplet lattergisp. Så vendte hun sig og så direkte ind i Jørgens lysebrune øjne. Helt tæt på, kunne hun se nister af grønt. Øjne som tweed! På en gang bløde og alligevel kradsende. Man kunne fare vild i de øjne. Med en kraftanstrengelse rev hun sig løs.

 

– Du skriver godt, sagde han så og nikkede, at hun skulle sætte sig sammen med ham ved bordet længst nede i spisesalen. – Og du har selvfølgelig et par manuskripter i skuffen, som du har skrevet på i 10 år, sagde han med munden fuld af lasagne.

 

– Ikke i skuffen, hun smilede. – Det seneste ligger i kakkelovnen. Jeg har bare ikke tændt op i den endnu! – Pjat! Han smilede også. – Ja, det er pjat. Jeg har min roman på et usb-stik i tasken. – Må jeg læse den på et tidspunkt? Inden hun nåede at svare, kom Kurt hen til deres bord og satte sig.

 

– Det var ... mærkeligt, det, du havde skrevet, sagde han uden varsel til Susanne, der følte et stik i maven. – Mærkeligt på en god måde... eller en dårlig? for det ud af hende. – Åh, du ved, jeg læser mest Tolstoj og Henry James. Moderne dansk litteratur... Han trak på skuldrene. – Tjah, det siger mig ikke noget. Hvorfor skal det være så grimt?

 

Jørgen fik glød i de brune øjne. – Det grimme er vel også en del af livet? – Naturligvis, både Tolstoj og James har skrevet om grimme ting. Men de gjorde det i et smukt sprog! Susanne kunne mærke lasagnen vokse i munden. Den gamle idiot! Hvad bildte han sig ind at sidde der og kritisere hendes måde at skrive på? Som om hans digt om den afdøde kone skulle være et hak bedre!

 

I det samme så hun, at Jørgen blinkede til hende, og det lykkedes hende omsider at synke lasagnen uden at kvæles. Jørgen syntes i det mindste, hun skrev godt. Den modvilje, hun havde mærket mod ham om morgenen, var helt forsvundet.

 

* * *

 

– I den rosenfligede morgendæmring kærtegner solens blide stråler din alabasthvide hud. Dit skære smil, dit gyldne hår, dit bløde hjerte, du får mig til at tro på Gud! Kurt sænkede papiret og så sig forventningsfuldt om i klassen. Jørgen nikkede bare. – Okay, lidt 80'er-romantik. Altså 1880'er romantik!

 

Susanne udstødte et lille lattergrynt, og Kurt så surt på hende. – Jeg holder meget af Guldalderen, sagde han. – Dengang kvinder var rigtige kvinder, og mænd skrev om dem, så man fik tårer i øjnene. – Du skriver virkelig smukt om kvinder, udbrød Ellen, en kraftig kvinde sidst i 50'erne, der skrev små pudsige historier om sine børnebørn.

 

– Jeg har skam også en aftale med en forlægger, sagde Kurt og sendte Susanne et triumferende blik. Hun mærkede et dolkestød af rendyrket jalousi. Havde Kurt en forlægger? Åh for pokker! Kurt med de højstemte digte, han ville blive udgivet. Og hun? Hun var en fiasko. Hun udstødte et suk af frustration.

 

– I aften skal vi prøve noget nyt, forkyndte Jørgen. – Noget lige på og hårdt, ord fra hoften, så de rammer folk i mellemgulvet. Vi holder Tveje Sand Poetry Slam-aften! – Poetry Slam? Kurt så undrende på ham. – Det er s'mænd bare en digtkonkurrence. I må gerne forberede to-tre tekster hver, men de skal være umiddelbare. Nærværende. Publikum er dommere, og hvis de keder sig, bliver I buhet ud. Men hvis det er godt, får I point, og den, der får flest, vinder.

 

– Det lyder godt nok ubehageligt, sagde Ellen og snerpede munden sammen. – Det tror jeg ikke, jeg har lyst til. – Rolig, Ellen! Jørgen lo. – Det er bare en sjov dyst på ord, du skal ikke tage det så alvorligt, vel?

 

* * *

 

Susanne så op fra papiret og stirrede ud ad vinduet. Ordene kom ikke. Der var simpelthen ingen ord at give af. Så blev hendes blik fanget af fjorden bag højskolens grønne arealer. Dér lå den, blank og dyb og blå. I det fjerne så hun hvide sejl fra lystsejlerne. En ko muh'ede sørgmodigt fra den nærliggende bondegård, og hun kom til at smile. Hun ville skrive et digt om koen.

 

De kalder mig ko. Din ko! Giv mig så din mælk, ko! Som om jeg kan gøre andet end at fedtdrive mælk frem i mit yver. Jeg er en firpattet livgiver. Hag dig fast. Sug dig til. Fede dråber i din mund. Ja, jeg er en dum ko. Kan ikke andet end at give liv og æde græs. Gennem fire maver og ud i fire sutteflasker giver jeg liv. Og når du har drukket min mælk, slår du mig ned og tager mig om klovene og sparker døren ind til himlen!

 

* * *

 

Salen var fuld af mennesker. De andre højskoleelever og en hel del folk fra den nærlig-gende landsby. – Susanne, du begyn-der. Jørgen sendte hende et opmuntrende nik. Susannes hænder rystede så meget, at hun næsten ikke kunne læse ordene på papiret. Hun syntes, hun skulle tisse, selv om hun lige havde været på toilettet. Hendes ko-digt var grimt og banalt. Det kunne hun godt høre, da hun læste det op. Men der var flere, der piftede og klappede, da hun var færdig. Kurt var den næste, men netop som han skulle op på scenen, ringede hans mobilte-lefon. Han så på displayet, så så han beklagende på Jørgen. – Den er jeg nødt til at tage. Susanne fulgtes med ham ud, nu skulle hun altså på toilettet. Da hun kom ud på gangen igen, hørte hun Kurt,der spag-færdigt snakkede med en eller anden. Det var selvfølgelig ikke pænt at stå og lytte. Men hun blev nysgerrig. Kurt stille og afdæmpet? Det havde hun dog aldrig oplevet før. – Jo, ja, jeg skal nok under-skrive papirerne og sende dem til amtet. Men er du virkelig sikker, Birte? Kan vi dog ikke give det en chance mere. Jeg mener... det er et stort skridt. 30 års ægteskab. Er du helt sikker? Kurt sukkede og slukkede mobilen. Da han vendte sig om, så Susanne til sin over-raskelse, at han havde tårer i øjnene. – Står du og lytter, sagde han og lød vred, men Susanne syntes, hun kunne høre en undertone af sorg, ja ligefrem desperation. – Din kone? spurgte hun. Kurt nikkede og bed sig i læben. Nu silede tårerne ned ad kinderne. Selv om Susanne for fem minutter siden ikke havde haft det mindste tilovers for Kurt, mærkede hun med et medlidenhed og for første gang, siden hun tog på høj-skole, huskede hun pludselig Niels. Hvor desperat ensom og forladt hun havde følt sig, da han skred. En stor fiasko, fordi det gik i stykker, det, der skulle have varet hele livet. Hun gik hen til Kurt og gav hans skul-der et forsigtigt klem. – Så hun er ikke død? – Jeg sagde det, fordi... Han tørrede sig heftigt om øjnene. – Fordi jeg er så vred. Jeg har sgu da ikke fortjent at blive skilt! 30 år! Jeg synes, det er pinligt at sige, at jeg skal skilles. Det var nemmere, hvis hun bare var død! Susanne kvalte et fnis; det var for grotesk, at Kurt havde løjet sin kone død. Sikkert for at få de andres sympati, men måske også for at kunne holde tanken om skilsmissen ud? – Og du, der skrev så smukt om din kone! Susanne grinede nu. Kurt så først fornærmet på hende, men så trak det i hans mundvige, og pludselig lo han også. – Jamen, du kan godt se, at hvis Birte bare var død, så ville jeg jo netop skrive så smukt og ømt om hende. Hvis jeg skulle skrive, at hun forlod mig, så ville det blive nogle meget grimme digte. – Jamen, gør det dog! Luk din vrede ud. Giv hende en lige højre. Det er da blandt andet derfor, man skriver. For at overkomme, at livet indimel-lem er så svært og kompliceret. – Hm. Kurt så stridbart på hende. – Og nu sladrer du vel til alle de andre om, at min kone har forladt mig og slet ikke er død? Susanne så overrasket på ham. – Hvorfor skulle jeg det? Det er dit liv, du må da selv bestemme, hvad du fortæller os andre. – Hm, sagde Kurt igen. Så smilede han til hende. – Tak! * * * Et par dage senere havde skriveholdet igen skrevet digte, der skulle læses op i klassen. – Kurt? Jørgen nikkede mod Kurt, der så ud over klassen, inden han gik i gang: – Da du gik, døde du for mig. Jeg døde også. Hjertet frøs til is. Mørket blev sort. Jeg kom i helvede af længsel og af vrede. Nogle dage havde jeg lyst til at rive armene af dig. Andre dage ville jeg bringe dig hele verden. 30 år – i medgang og modgang. For tre måneder siden sagde du, der mest var modgang. Du følte dig overset. Jeg ignorerede dig. Kom aldrig med blomster. Glemte bryllupsdagen. Kunne ikke tale om noget vigtigt. Du så mig som et løg, du kunne skrælle lagene af. Men jeg er jo, som jeg er. Det var bare ikke godt nok. Gud, hvor jeg hader dig nu! Et øjeblik var der helt stille i klassen, så begyndte Jørgen at klappe, og de andre klappede med. Kurt så genert ud. – Det var godt nok et mærke-ligt digt, slet ikke som de digte, du plejer at skrive, sagde Ellen. – Men jeg må indrømme, at jeg kunne genkende alle følel-serne, fra dengang min mand forlod mig. – Også mig! Susanne smi-lede til Kurt, der rødmede, men alligevel så ud, som om han nød opmærksomheden. – J-jeg skylder jer en und-skyldning. Kurt så ned i bordet. – Jeg sagde, jeg var enkemand. I virkeligheden har min kone forladt mig, men det synes jeg var for flovt at sige. Jeg føler mig som en værre fiasko. – Det er vist en følelse, vi alle sammen kan genkende, og nu har du skrevet en rigtig tekst om det, sagde Jørgen. – Og når man er digter, så digter man jo nogle gange lidt om på virke-ligheden også. Kurt så sig bønfaldende omkring. – Så I kan godt tilgive mig? – Vi kan tilgive dig alt, så længe du skriver med hjertet. Jørgen lo. Da timen var slut, bad Jør-gen Susanne om at blive lidt. Han viftede med hendes usb- stik. Han havde overtalt hende til at lade ham læse romanen. Hun havde givet ham usb-stik-ket i går. Og han havde allerede læst i den. Eller rettere, han havde vel læst første kapitel og indset, at hun i hvert fald ikke duede til at skrive. Hjertet sank i livet på hende. Den velkendte følelse af ikke at være god nok vældede op i hende. – Jeg forstår ikke helt, hvor-for de ikke tog den, begyndte han, og Susanne troede ikke, hun hørte rigtigt. – Den er fuldt på højde med andre debutro-maner. Men jeg har nogle for-slag til ændringer, som du kan overveje. Måske vil det gøre den mere spiselig for forlaget? Susanne mærkede en følelse af stolthed bruse i sig, men samtidig følte hun angst. – Jeg har ikke lyst til at sende den til noget forlag mere. – Hvorfor ikke? Jørgen så på hende med sine brune nistrede øjne. – Du skriver fantastisk. Det skal du blive ved med. At skrive og rende forlagene på dørene. Hvor mange andre forfattere tror du, der bare får deres manuskrip-ter antaget sådan i første hug? Næsten ingen. Du skal blive ved og ved. Jeg ved, det lykkes for dig på et tidspunkt. – Tror du virkelig? Susanne så tvivlende på ham. – Jeg tror det ikke. Jeg ved det! t

 

 

 

 

LÆS OGSÅ: Novelle: Kærlighed i bakspejlet

LÆS OGSÅ: Novelle: Skibe i natten

LÆS OGSÅ: Novelle: Alt for dig, Jakob

Tekst: Lykke Høi
Illustreret af: Peter Michael
Publiceret: 21-03-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge