Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Kvinden i spejlet

Noveller
Elisabeth oplever det, som om hendes mand, Peter, ikke længere ser hende. Hendes intuition siger hende, at der er noget, han ikke fortæller. Og da hun iagttager den unge kvinde i spejlet hos frisøren, bliver hun mere og mere sikker på, hvad forklaringen kan være.

Elisabeth trækker den korte mørkebrune skindjakke ned af knagen og tager den på. Den sidder perfekt og er lige det, hun har gået og ønsket sig. Hun stiller sig foran spejlet og kaster et kritisk blik på sig selv. Slank, sporty og velholdt. Brune øjne. Langt hår og en pæn hud, som naturligvis begynder at vise tegn på, at hun ikke længere er helt ung, men på den anden side ikke afslører, at det er et stykke tid siden, hun rundede 40.

 

Umiddelbart kan hun ikke se, hvad det kan være, men det ændrer ikke ved, at hun ikke længere føler sig set. Snarere overset. Med en opgivende bevægelse lyner hun jakken op. Den kommer heller ikke til at gøre nogen forskel. Det er en halv time siden, at Peter ringede hjem, for anden gang i denne uge, for at sige, at han skal til et akut møde senere på dagen og ikke vil nå hjem til aftensmaden. Hun og børnene skal bare spise. Han vil spise rester, når han kom hjem.

Annonce

 

Hun kan ikke forklare, hvorfor det gør hende så urolig, men hendes intuition siger hende, at der er noget, han ikke fortæller. Og så denne fornemmelse af, at han slet ikke ser hende. Når han endelig kommer hjem fra arbejde, er han dødtræt, og enten falder han i søvn i sofaen, eller også går han bare i seng. Et hurtigt kys, og så er han væk.

 

Hun finder sin håndtaske og begiver sig til fods ned imod bymidten. Hun har en tid hos frisøren. Det er ikke så længe siden, hun har været der sidst, men hun synes, hun trænger. Det er, som om håret er blevet for tungt. Ligesom resten af kroppen – og humøret. Hun overvejer at gøre noget drastisk. Blive klippet korthåret. Eller farvet. Hvad som helst for at få Peter til at se hende igen.

 

Foran yndlingsforretningen gør hun et kort ophold. Hun har brugt alt for mange penge derinde i den sidste tid. Der er noget hypnotiserende over at gå ind i prøverummet og tage en smuk kjole eller trøje på, mens hun forestiller sig, at det lige er den, som vil få Peter til at sende hende de øjne fyldt med kærlighed og begær, som han plejede at sende hende, før... før hvad?

 

Hun skynder sig videre. Dels skal hun være hos frisøren et kvarter senere, og dels vil det nærme sig en eller anden grad af uforsvarlighed, hvis hun fortsætter med at bruge penge med den fart, hun har haft på i de sidste par måneder. Det undrer hende, at Peter ikke har sagt noget. Lønnen fra hendes halvdagsjob er kun et supplement til det, han tjener i sit eget firma. Kan det være, fordi han har dårlig samvittighed?

 

Hun drejer væk fra gågaden og ned mod salonen, hvor de store plakater med smukke unge mennesker stråler hende i møde. Hendes blik falder på en ung kvinde med langt lyst hår, blå øjne og et hjerteformet ansigt. Er det mon det, som det hele handler om? Er det den klassiske situation med en yngre model med lange ben og bryster, som ikke behøver en push-up for at virke indbydende? Hun krymper sig. Hun hader sine egne tanker og den måde, de stille og roligt er ved at ødelægge hendes tillid til Peter og det liv, de lever.

 

* * *

 

En ung pige med superkort og fuldstændig afbleget hår tager imod hende, da hun træder ind i salonen. – Jeg har en tid hos Signe klokken 12.30. Pigen kigger på computerskærmen og nikker derefter bekræftende. – Vær sød at tage plads. Der går lige et øjeblik .

 

Hun hænger den nye skindjakke på en af de tjekkede designerbøjler og sætter sig i chesterfieldsofaen, hvor hun næsten forsvinder. De kulørte blade ligger på bordet, og hun rækker ud efter det øverste. Mens hun uden egentlig at se, hvad der er på siderne, bladrer igennem bladet, fortsætter hendes tanker med at løbe i ring.

 

– Hej Lis. Signes stemme river hende ud af det vågne mareridt, og hun rejser sig med et sæt. Signe ler. – Undskyld... det var ikke min mening at forskrække dig. Hun peger hen mod den stol i salonen, hvor hun vil have Elisabeth til at sætte sig. – Det er helt okay. Jeg var vist langt væk. Signe nikker. – Ja, det så sådan ud. Hun kigger kritisk på Elisabeths hår og fanger derefter hendes blik i spejlet. – Hvad kan jeg så gøre for dig i dag?

 

Elisabeth iagttager sig selv. Hun er i virkeligheden tilfreds med sit udseende. Det er svært at sætte fingeren på, hvad det er, Peter ikke længere synes om. Hun trækker på skuldrene og siger: – Hvis nu jeg var en af de kvinder, som havde vundet "Bliv en ny kvinde" i et eller andet blad, og jeg så kom herind. Hvad ville du så gøre?

 

Signe ler igen, men det er tydeligt, at hun tager udfordringen op. – Hm, nu synes jeg jo, at det lange hår klæder dig rigtig godt. Hun trækker lidt ud i spidserne, mens hun kniber øjnene sammen, hvorefter hun samler håret i nakken for at se Elisabeths ansigtsform. – Men hvis jeg havde helt frie hænder, og det er, fordi du trænger til forandring...

 

Hun møder Elisabeths øjne i spejlet med et spørgende udtryk i ansigtet. Elisabeth nikker bare, og hun fortsætter: – Så ville jeg klippe det i en kort page og skylle det i en mørk maghoni for at bringe det mørke frem i din hud og dine øjne.

 

Hun løfter øjenbrynene og ser prøvende på Elisabeth, som efter et øjebliks betænkningstid svarer: – Okay. Signe smiler. – Super. Jeg vasker det lige først. Går du over til vasken? Elisabeth sætter sig i massagestolen og lægger hovedet tilbage. Signe afstemmer temperaturen på vandet og begynder at vaske. Hendes smidige fingre masserer Elisabeths hovedbund, mens de automatiske ruller i sædet kører op og ned ad hendes ryg. Hun lukker øjnene og slapper af.

 

Da de kommer tilbage til stolen foran spejlet, er den smarte afblegede frisør i gang med en køn ung kvinde i stolen ved siden af. De småsludrer hyggeligt. Elisabeth kaster et hurtigt blik på dem i spejlet. Pludselig føler hun sig gammel. Hun længes tilbage til dengang, tilværelsen var ukompliceret, og en tur hos frisøren var en udskrivning, men en garanti for, at man kom smukkere ud, end man gik ind.

 

Den unge kvinde afslutter en sms og lægger sin mobiltelefon på hylden foran spejlet. Hun sender Elisabeth et hurtigt smil. Signe ruller håndklædet af hendes hår og begynder at rede det. – Det skal nok blive godt. Hun blinker til Elisabeth, som smiler blegt. Hvad forskel vil det gøre? Hvad er det, hun forsøger at bilde sig selv ind? Hun lukker øjnene og lader Signe arbejde i fred.

 

* * *

 

– Men jeg ved heller ikke, om jeg består. Den unge kvindes stemme trænger igennem Elisabeths tankemylder. – Selvfølgelig gør du det. Så hårdt, som du har arbejdet. Frisørens stemme er beroligende. Elisabeth åbner øjnene på klem og ser på dem i spejlet. Så unge. – Ja, men hvad nu, hvis jeg glemmer det hele, når jeg sidder foran censor? – Så må vi bare håbe, at censor er en mand.

 

Frisøren slår smæk med tungen, og de ler begge. – Ja, det skal nok hjælpe. Specielt hvis han er oldgammel og til kvinder over 40. Bemærkningen rammer hende som en nål i siden, hvilket ingen af de andre har en chance for at observere.

 

Pludselig lyder Signes stemme bag hende: – Jeg vil godt lige have, det tørrer en smule op, før jeg fortsætter. Elisabeth nikker, og Signe trækker en moderne hårtørrer på hjul hen til hende og sænker den ned over hendes hoved. – Jeg er tilbage om lidt. Hun tænder for apparatet, og Elisabeth kan med det samme fornemme varmen. Hun lukker øjnene igen. Stemmerne fortsætter som en insisterende summen.

 

– Hvordan går det med ham, du mødte, da du var i praktik? Det er tydeligt, at frisøren ved siden af hende bare sludrer løs, hvilket er meget almindeligt i en salon, men Elisabeth føler sig provokeret. Skal hun nu også høre om deres problemløse kærlighedsliv.

 

– Det ved jeg ikke rigtig. – Nå, det lød ellers ret hot. Elisabeth kan mærke, at hendes øjenbryn trækker sig sammen. – Ja, han er også rigtig sød. Den unge kvindes stemme er blevet tøvende. – Hvad er så problemet? Frisøren fortsætter uanfægtet. – Problemet er, at han er gift.

 

Det giver et sæt i Elisabeth, men hun holder øjnene fast lukkede. Frisøren ved siden af hende er tavs, men den unge pige fortsætter: – Altså, han bliver ved med at sige, at hvis jeg vil have det, så går han fra sin kone, men jeg ved ikke... – Er du glad for ham? – Ja, meget... men det er bare ligesom... han er lidt ældre end mig. Jeg kan jo ikke garantere, at jeg vil være sammen med ham altid. Jeg mener...Den unge stemme toner ud.

 

Elisabeth åbner det ene øje på klem og iagttager parret ved siden af hende. Hendes hænder ryster under frisørslaget. – Du skal vel ikke love ham noget? – Nej, det siger han også. Men alligevel. At splitte en familie op på den måde. Jeg risikerer, at han kommer til at savne dem. Jeg... jeg ved det ikke.

 

Den unge kvinde lyder oprigtigt forvirret, men der er ikke plads til medlidenhed hos Elisabeth. Hendes sympati ligger hos den kvinde, som lige nu går og frygter, at hendes mand har en anden kvinde. Og har ret. – Vend dig lige om, frisøren ved siden af hende har taget en føntørrer, og den unge kvinde bliver tørret med hovedet nedad.

 

Pludselig lyder der en lille klokketone fra mobiltelefonen på hylden. Den lyser, mens den fortæller, at der er kommet en sms. I det samme kommer Signe tilbage. Hun flytter hårtørreren og tager prøvende i Elisabeths hår. – Det er lige, som det skal være, konstaterer hun og finder en lille saks frem fra bæltet, som hænger på hendes hofte, før hun stopper og ser undersøgende på Elisabeth. – Er du okay?

 

Elisabeth nikker automatisk. – Du er helt bleg. Trænger du til noget? Vand? Elisabeth nikker igen, uden af tage øjnene fra den lille mobiltelefons lysende firkant i displayet, hvor der står: Besked fra Peter.  Signe kommer hurtigt tilbage med et glas koldt vand. Hendes stemme når Elisabeth som et hult ekko gennem det lag af selvbeskyttelse, der holder hende oppe. – Værsgo. Du må hellere drikke lidt.

 

Elisabeth drikker af glasset, mens kvinden ved siden af retter sig op igen, og stolen drejes tilbage, så hun atter sidder med sit smukke, unge ansigt vendt mod spejlet. Hun kaster et ubekymret blik på Elisabeth, før hun rækker hånden ud efter mobiltelefonen og med et lille smil åbner beskeden og læser den.

 

– Hvad så. Er det elskeren? Den afblegede frisør smiler konspiratorisk til sin kunde, som nikker. – Ja, han kommer senere. Jeg bliver nødt til at snakke med ham. – Hvad vil du sige? – Det ved jeg ikke endnu, men vi må have en afklaring på hele situationen. Det her er noget rod.

 

Den unge kvinde ser sig i spejlet og nikker anerkendende til frisøren. – Det er perfekt, siger hun, og Elisabeth må give hende ret. Det er perfekt. Hjerteskærende, overvældende og ubarmhjertigt gennemført perfekt. Hun får kvalme og skynder sig at drikke resten af vandet i glasset. Signe holder øje med hende. – Har du det godt nok? Skal vi stoppe for i dag? Jeg kan sagtens finde en anden tid til dig, hvis det er?

 

Den unge kvinde rejser sig og nikker farvel til Elisabeth og Signe i spejlet. – Det bliver pænt. Hun peger på Elisabeths page, som kun er halvt færdig. Den direkte henvendelse får Elisabeth til at skælve. Hun har lyst til at slå hende i maven. – Tak, lykkes det hende at fremstamme, før hun ser på Signe og fortsætter: – Nej, jeg er okay. Gå du bare videre.

 

Signe fortsætter i stilhed, mens Elisabeth i spejlet kan følge med i, hvordan den unge kvinde tager sin jakke på og betaler for sin klipning, før hun siger farvel til den afblegede frisør og forlader salonen. Længe bliver Elisabeths øjne hængende ved døren, som lukker sig bag hende.

 

Pagen bliver faktisk rigtig flot. Elisabeth ryster forsigtigt på hovedet og mærker den nye fornemmelse af hår, der kilder under ørerne. I den sidste halve time af behandlingen har hun småsludret med Signe for at holde den indre monolog på afstand, men hun aner ikke, hvad de har snakket om.

 

Frisuren giver hende et mere klassisk udseende, men hun må indrømme, at Signe så rigtigt. Spørgsmålet er, om det er for sent. – Du ser fantastisk ud. Signe ser beundrende på hendes nye skindjakke, som i farven matcher hendes nye hår. Elisabeth glæder sig over komplimenten, som tydeligvis kommer fra hjertet. – Tak, men det er nu din fortjeneste.

 

Signe slår beløbet ind på kassen, og Elisabeth rækker hende dankortet. – Så må du hilse Peter. Det bliver spændende, hvad han siger. – Ja, svarer Elisabeth og lægger kortet tilbage i pungen. – Det bliver meget spændende, hvad han har at sige.

 

* * *

 

Resten af dagen slæber sig af sted. Hun køber fryse-pizzaer i supermarkedet på vejen hjem. Tanken om at skulle lave mad får kvalmen til at vende tilbage med fornyet styrke, og hun skynder sig ud af forretningen. Børnene synes, det er en fest. Hun lader dem spise, så meget de vil, uden at tvinge dem til at spise salat og gulerødder ved siden af. Måske fornemmer de hendes udefinerbare angst, men den eneste reaktion, hun får, er en usædvanlig villighed, da hun siger, det er sengetid.

 

Der er mørkt i stuen, da hun endelig hører bilen i indkørslen. Peter lukker sig ind i huset, og hun hører, hvordan han åbner køleskabet og stiller forskellige ting ud på køkkenbordet. Hun rejser sig og går ud til ham. Han farer forskrækket sammen, da hun kommer ind. Han ser forfærdelig ud.

 

– Er du oppe endnu? Han kysser hende distræt på kinden, og hun sætter sig i spisekrogen og ser på hans madlavning uden at sige noget. Han vender sig igen imod hende. – Er der noget galt? – Det ved jeg ikke. Er der? Hans skuldre falder sammen. – Hvad mener du, Liz?

 

Han tager sin tallerken og sætter sig foran hende, hvorefter han udbryder: – Hold da op! Nyt hår. Det er... anderledes... Jeg mener, det ser godt ud. Han bliver ved med at se på hende. Hun har ventet på denne konfrontation hele dagen, men lige nu aner hun ikke, hvad hun skal sige. Bekymringen vender tilbage til hans ansigt, og hun kan se, at han tager en beslutning.

 

Idet han trækker vejret ind, forbereder hun sig på at høre den sandhed, som hun allerede kender. – Jeg kan ikke skjule det for dig, vel? Han ser næsten bedende på hende, men hun ryster bare på hovedet ude af stand til at få en lyd over sine læber. – Jeg ønsker ikke at have hemmeligheder for dig. Jeg troede bare, at jeg kunne beskytte dig. Ja, og børnene.

 

– Beskytte! Hun nærmest spytter ordet ud. – Ja, der er ingen grund til, at I også begynder at blive bekymrede. Jeg har hele tiden håbet, at det ville gå over. – Gå over? Elisabeth bliver så vred, at hun rejser sig. – Du må ikke gå. Peter rækker ud efter hendes hånd og trækker hende ned igen. – Jeg tror, jeg har klaret den. Jeg har siddet til møde hele aftenen med en ny stor kunde. Hvis han siger ja, kommer jeg ud af krisen.

 

Elisabeth ryster på hovedet for at få hans ord til at give mening. – Krisen? Hendes stemme er meget lille. – Ja, det sidste halve år har jeg været så tæt på at gå ned med firmaet, at det vil være et mirakel, hvis jeg kan klare det. – Firmaet... vil det sige at... Elisabeth er ikke i stand til at holde tårerne tilbage.

 

– Undskyld, min skat. Jeg skulle have fortalt dig det fra starten. Men jeg ville ikke gøre dig nervøs. Endelig falder det hele på plads i Elisabeths hoved, og hun rækker ud efter Peters hænder over bordet. – Dit kæmpestore fjols. Det er jo derfor, vi har hinanden. I tykt og tyndt, ved du nok. Og lige dér, hen over resterne af den færdigkøbte pizza, sender Peter hende pludselig et blik fyldt med kærlighed og begær.

 

LÆS OGSÅ: Novelle: Klassens skræk

LÆS OGSÅ: Novelle: Kærlighed i bakspejlet

LÆS OGSÅ: Novelle: Skibe i natten

Tekst: Maria Kjær-Madsen
Illustreret af: Peter Thorsø
Publiceret: 04-04-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri