Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Lige Tinas type

Noveller
Det føltes, som om Thereses hjerte sprang et slag over, da hun fik øje på den højeste af de tre mænd. Han så rigtig ud. Mørkhåret, fremspringende øjenbryn, bred mund, et markeret ansigt, en udefinerbar aura af noget farligt, tiltrækkende, mystisk. Han var den helt rigtige type...

Det var den tredje bar den aften. Og det var fjerde gang, hun besøgte baren. Therese sad på én af de høje stole med en drink foran sig. Alkoholfri. Hun drejede rundt på sugerøret og fangede et glimt af sig selv i spejlet bag alle flaskerne.

 

Hun så godt ud i aften, den nye læbestift var iøjnefaldende og holdbar, og pengene til den dyre øjenskygge var givet godt ud. Nu sendte bartenderen hende et hurtigt blik og løftede spørgende øjenbrynene. Hun rystede let på hovedet. Nej tak, hun skulle ikke have nogen ny drink. Ikke endnu.

 

Han sagde ikke noget til det, men undrede sig sikkert over, hvad hun var ude på. Hun afviste de fleste mænd. For lidt siden havde hun afvist en nydelig mand på omkring de 40. De grå stænk i tindingerne havde fået ham til at se distingveret ud, og han virkede dannet. Slet ikke Tinas type.

Annonce

 

Nu kom der et nyt selskab ind. Det bestod af tre mænd, hvilket både var godt og dårligt. Det føltes, som om Thereses hjerte sprang et slag over. Ham den højeste af dem...han så rigtig ud. Mørkhåret, fremspringende øjenbryn, bred mund, et markeret ansigt, en udefinerbar aura af noget farligt, tiltrækkende, mystisk. Brede skuldre i den hvide skjorte, slipset løsnet, jakken over armen.

 

Hun studerede dem i spejlet. Hans to ledsagere var begge mænd, ikke nær så flotte. Den ene af dem var en lille, tyk fyr, hvis pande glinsede af sved. Han var stadig iført sin jakke, men havde også løsnet slipset, og nu tog han et lommetørklæde frem og gned sig i ansigtet med det. En stresset dag på jobbet?

 

Therese kiggede på den tredje af mændene, mens de fandt et ledigt bord. Han var høj og tynd, tyndt, lyst hår, bar også jakke. Da han satte sig, knappede han jakken op. Den gled til side, og Therese fik et glimt af nogle grå kuglepenne, han bar i skjortens brystlomme.

 

Han dækkede dem til med det samme, og hun spekulerede som en gal på, hvor det nu var, hun havde set nogle lignende penne. Åh jo, nu vidste hun det. Insulinpenne. Den lille tykke kiggede sig om, sikkert efter toilettet. Det lå bagerst i lokalet, han var

allerede på vej derhen.

 

Mens han kantede sig forbi stole, borde og gæster, ringede hans mobiltelefon åbenbart, for han dykkede ned i lommen, tog den op til øret og begyndte at føre en samtale. Therese var allerede gledet ned fra stolen, hun skubbede glasset fra sig og fulgte i hælene på den lille tykke.

 

Han så ikke hende, men hun så ham forsvinde ind i en bås, og hun kunne høre samtalen gennem døren. – Nej, siger jeg jo, det bliver ikke sent. Nej nej, jeg er sammen med Bo og Lars, vi har arbejdet på det der lånetilbud. Pause. Plasken. – Hold nu op, Maria, hvis tvillingerne allerede sover...Pause. Lynlås.

 

– En time, det må kunne lade sig gøre, det har været en helvedes dag i banken, og...Resten druknede i en løbende vandhane, og Therese nåede lige netop at smutte ind i en bås, før han låste op igen. Hun kiggede på sig selv i spejlet. Var hun blevet bleg? Ja, det var hun. Men det var der ikke noget at sige til. Måske var det den rigtige denne her gang.

 

Hun puffede op i håret, vaskede hænderne, tjekkede læbestiften og friskede parfumen op. Sådan. Hun tog en dyb indånding og gik ud igen.

 

* * *

 

Hendes plads ved baren var besat nu, og der var ikke flere ledige stole. Det kunne næsten ikke passe bedre. Hun stillede sig, så de tre mænd kunne se hende, og så gav hun sig til at scanne lokalet som for at finde en plads. Det var den høje tynde, som opdagede hende og gjorde de to andre opmærksomme på hende, men det var den flotte mørkhårede, der smilede og gjorde tegn til hende.

 

– Vil du ikke sidde her? Therese tøvede et sekund og foregav at beslutte sig, fordi der ikke var nogle bedre steder. Knæene rystede en smule under hende, mens hun gik derhen. Den lille tykke svedte stadig, og hans øjne lyste langt væk af både dårlig samvittighed og interesse.

 

– Tak, smilede hun og lavede trutmund. Den ledige stol var mellem den høje tynde og den lille tykke, så hun kom til at sidde over for den flotte mørkhårede. Der var straks øjenkontakt, og noget koldt rislede ned ad Thereses ryg.

 

– Vi skulle lige til at bestille drinks, sagde den flotte. – Hvad med dig? – En vodka on the rocks, tak! Det var den flotte, der kaldte tjeneren til sig med en hånd i luften, og det var også ham, der bestilte. Tre store fad og hendes drink, og det kom næsten omgående.

 

På det tidspunkt havde de tre præsenteret sig. Den flotte hed Lars, den tynde Bo og den lille tykke Martin. Therese præsenterede sig som Julie. – Er du alene i byen, eller har du en flok veninder gemt et sted, Julie? spurgte den lille tykke.

 

– Helt alene, jeg kan desværre ikke trylle hverken veninder eller noget andet frem, svarede hun og så opfordrende rundt på dem. – Hvad med jer... kan I trylle eller underholde med andre ting?

 

– Lars kan flytte håret uden at rynke panden, og Bo kan få en mønt til at spadsere mellem knoerne, grinede den lille, tykke Martin. Hun bøjede sig interesseret frem over bordet, så de fik mulighed for at kigge i kavalergangen. – Må jeg se? Åh, vis det nu, den slags er bare så morsomt!

 

Smigret og lidt forlegen fiskede den tynde Bo en 10'er frem og vippede den fra finger til finger på overfladen af hånden. Therese klappede begejstret, og nu viste Lars med en lille grimasse sit trick. Hun blinkede begejstret og så på Martin. – Hvad kan du?

 

Han trak på skuldrene og tjekkede sit ur. – Spise 20 flødeboller på fire minutter. Og hvad kan du? Hun lagde hovedet på skrå. – Jeg kan faktisk noget. Jeg kan mærke ting! – Hvad kan du mærke, Julie? ville Lars vide. Han rullede skjorteærmerne op, og hun kunne næsten ikke få øjnene fra hans hænder. De var lange, slanke og sikkert stærke, og der groede sorte hår på det yderste led. Det gøs i hende.

 

– Jeg kan fornemme noget om de mennesker, der er omkring mig, sagde hun og sænkede bevidst stemmen. – Også om jer...jeg er født med den evne. Nogle gange er det sjovt, andre gange er det ikke så sjovt, det kommer an på...

 

– Hvad kan du mærke om mig? afbrød Martin. – At du vejer 10 kilo for meget og altid er på slankekur, sagde Bo. – Og at du er gift, for du har vielsesring på! Therese lod, som om hun ikke hørte ham. Hun koncentrerede sig om at se på Martin.

 

– Ja, du er gift, sagde hun lavt. – Jeg tror, du arbejder på en slags kontor... Nej, en bank. Og jeg tror, I er kolleger alle tre! De kiggede lidt på hinanden. – Du kan have set os i banken, kom det skeptisk fra Bo. – Da ikke inde i vores afdeling, mand, sagde Martin.

 

– Så kan hun have set os gå ind i banken, blev Bo ved. – Hold nu op, sagde Martin. – Fortæl noget mere om mig! Therese smilede. Han var på krogen. – Din kones fornavn er noget med M. Mette? Malene? Nej, nu ved jeg det! Maria! Nu var han holdt op med at smile.

 

– Hold da op! sagde han. De to andre sagde ikke noget. Lars havde drukket det halve af sin øl. – I har børn, mindst to, fortsatte Therese. – Tvillinger? Og du tænker på, hvor sur din kone vil være, når du kommer hjem i aften.

 

– Du er da uhyggelig, sagde Martin og rykkede tilbage i stolen som signal til, at han ikke længere brød sig om at være i ilden. Bo slog ud med hænderne. – Hun kender dig da på en eller anden måde!

 

Therese rettede blikket mod ham. – Kender jeg også dig? Han trak på de tynde skuldre. – Det tror jeg ikke. Hun sad og så lidt på ham. – Du har en følgesvend. En følgesvend, du aldrig slipper af med. Er det sandt? En følgesvend, som du nogle gange

forbander langt væk, og som du alligevel er nødt til at tage hensyn til hvert minut, hver time, hver dag.

 

Bo var blevet lidt bleg. Han sagde ingenting. Det gjorde den tykke Martin derimod. – Din diabetes, mand, hviskede han. – Hold kæft, hun er god! – Hvad med Lars? sagde Bo nu. – Fortæl noget om ham!

 

* * *

 

Endelig. Hun kiggede på den flotte, mørkhårede Lars, og han kiggede tilbage uden at blinke. Nu havde han drukket hele øllen. – Lars, mumlede hun. – Lars. Jeg får nogle helt andre... inputs omkring dig. Du skjuler noget. Noget, du er bange for, at andre skal opdage. Og jeg ser en anden person ved siden af dig. En kvinde. En ung kvinde. Hun er mørkhåret, smuk.

 

Martin prikkede Therese på skulderen. – Vent lige lidt. Jeg tror, en af mine kammerater har mødt dig i byen for et stykke tid siden. Han fortalte noget af det samme, han...

 

– Hold nu kæft, Martin! sagde Bo. – Vi vil høre om Lars' dameeventyr. Therese var kommet til at svede. Hun havde lyst til at smile taknemligt til Bo, men gjorde det ikke. I stedet kiggede hun på Lars' hånd. Han holdt lidt for hårdt om det tomme ølglas. Hun blev tør i munden.

 

– Du har mødt denne her kønne pige i byen, sagde Therese dæmpet. – Men den aften var du alene, var du ikke? Det var hun også. Hendes navn... Noget med T?

 

Noget glinsede på Lars' overlæbe. Det var kommet på sekunder. – Kan vi ikke godt blive fri? sagde han med en grimasse af et smil. – Det er jo ikke engang sjovt! Han rullede skjorteærmerne ned igen og gav sig til at lede efter jakken.

 

– Hvad er det med Lars og den pige? ville Martin vide, efter at have kigget endnu en gang på sit ur. Therese lukkede øjnene i og lod, som om hun blev gennemrystet af en gysen. Den gemytlige, flirtende stemning ved bordet var nu som pist væk, og Bo rørte på sig, som om han var lidt ilde til mode.

 

– Hun er død, hviskede hun. – En bilulykke. Nej... Vent lidt. Det var ikke en rigtig bilulykke, for der skete ikke noget med bilen. – Nu er det nok! sagde Lars og rejste sig, samtidig med at han tog jakken på. – Ja, vi må vel hellere..., sagde Bo og kom også på benene.

 

Martin gjorde det samme. – Hun faldt ud af bilen og døde, sagde Therese højt. Lars var ved at kante sig ud fra bordet, men hun blev klar over, at han havde hørt det sidste, for han sendte hende et blik så fuldt af had og vrede, at hun næsten kunne mærke det fysisk.

 

Oppe ved baren smed han nogle sedler til bartenderen og var den første, der var ude på gaden. Fra nabobordet blev der kastet et par nysgerrige blikke. Martin havde taget et par skridt væk, men vendte om og gik tilbage til hende. – Det er så mærkeligt, sagde han. – Jeg er sikker på, du har lavet det nummer med én af mine venner!

 

* * *

 

Det varede lidt, før hun var faldet til ro. Så rejste hun sig, greb tasken og overlod bordet til et par, der ventede. Hun tog frakken fra knagen, tjekkede indholdet af tasken og anbragte mobilen i den venstre frakkelomme og pebersprayen i den højre. Hun rystede over hele kroppen.

 

Foran døren tog hun en dyb indånding. Lars. Ansat i en bank. En afdeling, som åbenbart ikke kunne ses fra gaden. Åh, hvor hun håbede, de ville prøve en gang til. Bare denne sidste gang.

 

Efter varmen og lyset i baren virkede vinden kold, og mørket gennemtrængende. Hun havde tasken over skulderen og borede hænderne ned i lommen, da hun gik hen mod Metro-stationen. Der var ikke mange på gaden så sent. En enkelt frysende hundelufter, et forelsket par, som kun havde øje for hinanden.

 

Therese var nået halvdelen af vejen til Metrostationen, da hun blev opmærksom på bilen, som kørte ganske langsomt bag hende. Var det ham? Hendes hjerte standsede, og hun havde allerede mobilen oppe af lommen. Nu kørte bilen forbi hende, det

var en mørk Toyota af en slags.

 

Hun slappede af et sekund, men så standsede den, og han sprang ud af bilen og løb de få skridt hen til hende. – Hej, du, begyndte han, og stemmen lød forbindtlig. I det svage lys kunne hun se, at han smilede. Therese var stoppet, hun så sig om. Der var ingen, der ville kunne høre hende skrige.

 

– Hvad var det for noget underligt noget, du sad og sagde? spurgte han, da han var to skridt væk fra hende. Therese fugtede sine læber. – Du dræbte hende, sagde hun. – Det var måske ikke med vilje, men du skræmte hende så meget, at hun selv kastede sig ud af din bil. Eller også skubbede du hende ud, det ved jeg ikke.

 

Han slog ud med hænderne og forsøgte sig med en lille, tør latter. – Du er syg i hovedet. Hvorfor siger du den slags? Mine kolleger blev da også helt underlige! – Du var lige Tinas type, hviskede Therese. – Hun rullede rundt på vejen og blev ramt af

en anden bil. Bilisten blev så chokeret, at han ikke nåede at tage dit nummer. Han så bare, at det var en mørk sedan.

 

Hans angreb kom helt uden varsel. Men Therese var forberedt. Inden hans højre arm ramte hende, enten for at slå hende eller trække hende ind i bilen, havde hun pebersprayen fremme, rettede den mod hans ansigt og trykkede af. Han brølede stadig og vaklede rundt med hænderne for øjnene, da hun trykkede 112.

 

* * *

 

– For det første, sagde Henrik Carlsen fra politiets afdeling for personfarlig kriminalitet, – så er det overhovedet ikke meningen, at borgerne selv skal agere lokkeduer og forsøge at opklare forbrydelser og fælde kriminelle! Han sank tungt ned i stolen

over for Therese og sukkede.

 

– For det andet, så er peberspray ulovlige at besidde og bruge i Danmark! – Det ved jeg, og jeg er naturligvis parat til at betale bøden, nikkede Therese og skuttede sig. Loftslyset på kontoret var koldt og hårdt, hun frøs og følte sig utilpas med den overdrevne makeup i ansigtet.

 

Hun glædede sig bare til at komme hjem og få et langt, varmt bad. Men hun var klar over, at det sikkert ville vare nogle timer endnu, før det ville kunne ske. Hun kendte Henrik Carlsen, og han var en meget grundig mand. Han havde virkelig gjort sit yderste dengang. Der havde bare ikke været nok at gå efter.

 

– Når det så er sagt, kommer vi til det tredje, fortsatte han og dæmpede stemmen. – Det tredje er, at denne Lars Møllers bil allerede er ved at blive fragtet til teknisk undersøgelse. Hvis vi er bare en lille smule heldige, finder vi et hår eller noget andet, og så skal han være meget, meget dygtig for at sno sig ud af den historie. Og hvis ikke vi får ham ad den vej, må vi jo til at trevle hele hans liv og levned op, for slet ikke at tale om at kortlægge den dag, din søster døde, minut for minut. Vi ved jo, at de mødtes på en bar her i byen, og hvis vi viser et foto af både din søster og Lars Møller, er der måske alligevel nogen, der husker at have set dem sammen. Nå, vil du have en kop kaffe at varme dig på?

 

– Ja tak, sagde Therese. Da han var gået igen, tog hun mobiltelefonen frem fra tasken og klikkede den sidste besked frem, som hun havde fået fra Tina. Den sidste, som hun nogensinde ville få: Hej søs, bare hurtigt, har mødt den sødeste fyr i byen i aften, lige min type!

Tekst: Dorthe Roholte
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 11-01-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri